dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Fjodor Dostojevskij: Julefest og bryllup

Fjodor Dostojevskij: Julefest og bryllup

Oversat af Tine Roesen

(Af en ukendts optegnelser)

Forleden dag så jeg et bryllup... men nej! Jeg må hellere fortælle Dem om julefesten. Brylluppet er godt; jeg kunne virkelig godt lide det, men den anden begivenhed er bedre. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom til at tænke på julefesten, mens jeg betragtede brylluppet. Det gik sådan her for sig. For lige omkring fem år siden, nytårsaften, var jeg inviteret til et børnebal. Den, der inviterede, var en kendt forretningsmand med dertilhørende forbindelser, bekendtskaber og intriger, og man kunne derfor godt få den tanke, at børneballet var et påskud for forældrene til at rende sammen og diskutere diverse interessante materier på uskyldig, tilfældig og uforsætlig vis. At holde et officielt møde om disse materier ville på en måde være upassende og groft. Jeg var en udenforstående, havde ingen materier, og derfor tilbragte jeg aftenen tilpas uafhængigt. Der var også en anden herre til stede, som tilsyneladende ikke rigtig havde hverken familie eller forbindelser der, men som ligesom jeg var havnet midt i familielykken... Han var den første, der sprang mig i øjnene. Det var en høj, mager mand, overmåde alvorlig og overmåde nydeligt klædt på. Men det sås tydeligt, at han slet ikke var i humør til fest og familielykke: hver gang han trak sig tilbage i et hjørne, holdt han straks op med at smile og rynkede sine tykke, sorte bryn. Ud over værten kendte han ikke en levende sjæl ved ballet. Det sås tydeligt, at han kedede sig forfærdeligt, men tappert gennemførte rollen som den fornøjede og tilfredse gæst. Jeg fandt senere ud af, at dette var en herre fra provinsen, som var kommet til hovedstaden i et afgørende og kompliceret ærinde; endvidere at han havde medbragt en introduktionsskrivelse til vores vært, havde opnået værtens beskyttelse, om end ikke con amore, og af høflighed var blevet inviteret med til børneballet. Der blev ikke spillet kort, han blev ikke budt nogen cigarer, ingen indlod sig på at tale med ham  man kendte måske allerede på afstand fuglen på fjerene - og derfor var vores mand nødsaget til, for overhovedet at have et sted at gøre af sine hænder, hele aftenen at glatte sine bakkenbarter. Bakkenbarterne var virkelig meget nydelige. Men han glattede dem i den grad omhyggeligt, at man, når man betragtede ham, sagtens kunne få den tanke, at bakkenbarterne var kommet først til verden, og først derefter var denne herre blevet hæftet på for at glatte dem.

Ud over denne figur, der på så rørende vis tog del i værtens familielykke, som også inkluderede en håndfuld velnærede sønner, var der endnu en herre, som tiltalte mig. Men denne herre var af en helt anden kaliber.

Han var en betydningsfuld person. Hans navn var Julian Mastakovitj. Allerede ved første øjekast kunne man se, at han var æresgæst og stod i det samme forhold til værten, som værten til herren med bakkenbarterne. Værten og værtinden overøste ham med elskværdigheder, vartede ham op, skænkede og serverede, hægede om ham og præsenterede deres gæster for ham, mens han selv ikke blev præsenteret for nogen. Jeg lagde mærke til, at værten fik tårer i øjnene, da Julian Mastakovitj om festen bemærkede, at han sjældent tilbragte sin tid på så behagelig vis. Jeg blev på en eller anden måde ilde til mode i en sådan betydningsfuld persons tilstedeværelse, så da jeg havde set mig mæt på børnene, gik jeg ind i en lille stue, som var helt tom, og satte mig i værtindens vinterhave, som optog næsten halvdelen af rummet.

Børnene var alle usandsynligt søde og var fast besluttede på ikke at være store, trods alle formaninger fra deres guvernanter og mødre. På et øjeblik havde de plyndret hele juletræet til sidste stykke konfekt og havde allerede nået at ødelægge halvdelen af legetøjet, før de fandt ud af, hvem der skulle have hvad. Særligt fin var en lille dreng med mørke øjne og krøllet hår, som hele tiden ville skyde mig med sit trægevær. Men den, der tiltrak sig mest opmærksomhed var hans søster, en pige på omkring elleve år, smuk som en lille Amor, med antikke ansigtstræk, stille, eftertænksom og bleg med store, lidt udstående, kloge øjne. Hun blev generet af de andre børn og gik derfor ind i netop den stue, hvor jeg sad, og satte sig hen i et hjørne for at lege med sin dukke. Gæsterne skottede med ærbødighed til en vis rig forpagter, hendes far, og en eller anden bemærkede hviskende, at der allerede var sat trehundredetusinde rubler fra til hendes medgift. Jeg vendte mig for at se, hvem der kunne interessere sig for en sådan oplysning, og mit blik faldt på Julian Mastakovitj, som med hænderne på ryggen og hovedet en smule på skrå så ud til at lytte meget opmærksomt til disse herrers snak. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at beundre værtsparrets skarpsindighed i uddelingen af børnenes gaver. Den pige, som allerede havde en medgift på trehundredetusinde rubler, fik en meget fin dukke. Derefter kom gaverne i nedadgående værdi, i overensstemmelse med den nedadgående rangorden blandt forældrene til alle disse lykkelige børn. Endelig fik det sidste barn - en dreng på omkring ti år, som var lille og mager med fregner og rødt hår - blot en lille bog med fortællinger om naturens storslåethed, om bevægede tårer og så videre, uden tegninger og endda uden vignetter. Han var søn af værtsfamiliens guvernante, en fattig enke, og var en temmelig forkuet og forskræmt dreng. Han var klædt i en ussel grov bomuldstrøje. Da han havde fået sin lille bog, gik han længe rundt om alt det andet legetøj; han ville forfærdelig gerne lege med det sammen med de andre børn, men turde ikke; det sås tydeligt, at han allerede kendte og forstod sin plads. Jeg holder meget af at betragte børn. Det er yderst interessant at se deres første selvstændige skridt ud i livet. Jeg lagde mærke til, at den rødhårede dreng var så fristet af de andre børns fine legetøj - især et dukketeater, som han var opsat på at få en rolle i - at han besluttede sig for at underkaste sig. Han smilede og begyndte at lege med de andre børn, han gav sit æble til en oppustet lille dreng, som havde et helt knyttet lommetørklæde fyldt med godter, og han besluttede endda at lade en anden ride på sin ryg, bare for at undgå at blive jaget væk fra teatret. Men efter ganske kort tid var der en slagsbror, der gav ham en grundig gennembankning. Drengen turde ikke græde. Her kom guvernanten til, hans mor, og gav ham besked på at lade være med at forstyrre de andre børns leg. Drengen gik ind i den stue, hvor pigen var. Hun lod ham komme hen til sig, og de gik begge ivrigt i gang med at klæde den fine dukke på.

Jeg havde allerede siddet en halv times tid i den efeu-dækkede vinterhave og blundede næsten, mens jeg lyttede til de små stemmer fra den rødhårede dreng og skønheden med trehundredetusindrublers-medgiften, som stadig var i gang med at tage sig af dukken, da Julian Mastakovitj pludselig trådte ind i rummet. Han havde benyttet sig af et skandaleoptrin i salen, og det var ganske tydeligt, at han havde besluttet sig for en eller anden manøvre. Jeg havde lagt mærke til, at han et øjeblik tidligere havde talt ganske ivrigt med den fremtidige rige bruds far, som han lige havde lært at kende, om en eller anden stillings fortrin frem for en anden. Nu stod han i sine egne tanker og var ligesom i gang med at tælle noget på fingrene.

- Trehundrede... trehundrede, hviskede han. - Elleve... tolv... tretten og så videre. Seksten - det er fem år! Lad os sige ved fire procent, det giver tolv, og ganget med fem = 60, og til de 60... ja, lad os sige, at på fem år giver det firehundrede. Ja! sådan.... Men han har dem jo nok ikke stående til fire procent, den slyngel! Måske tager han otte eller ti procent. Så lad os sige femhundrede, femhundrede tusinde, mindst, det er helt sikkert; nå ja, og så lidt til klude og udstyr, hm...

Han afbrød sine tanker, pudsede næsen, og skulle lige til at gå ud af rummet, da han pludselig fik øje på pigen og standsede op. Han så ikke mig bag alle krukkerne med planter. Det forekom mig, at han var yderst optændt. Om det nu var regnestykket, der havde virket sådan på ham, eller noget andet, så gned han sig i hænderne og kunne ikke stå stille. Denne ophidselse nåede sit nec plus ultra, da han standsede og kastede et nu beslutsomt blik på sin kommende brud. Han skulle til at gå derhen, men så sig først omkring. Derefter begyndte han, som om han følte sig skyldig, at liste hen mod barnet. Han smilede svagt, da han kom derhen, bøjede sig ned og kyssede hende på hovedet. Hun havde ikke ventet dette angreb og skreg op af forskrækkelse.

- Og hvad laver du så her, mit kære barn? spurgte han hviskende, mens han hele tiden så sig om og klappede pigen på kinden.

- Vi leger...

- Aha? Leger du med ham der? Julian Mastakovitj skævede til drengen.

- Gå du hellere ud i salen, lille ven, sagde han til ham.

Drengen tav og så på ham med store øjne. Julian Mastakovitj kiggede sig endnu en gang omkring og bøjede sig igen over pigen.

- Og hvad er så det, du har der, mit kære barn, er det en dukke? spurgte han.

- Ja, svarede pigen og krøb ængsteligt sammen.

- Ja... Og ved du så, mit kære barn, hvad din dukke her er lavet af?

- Nej..., svarede pigen hviskende med helt bøjet hoved.

- Af klude, min søde. Gå du nu ud i salen, knægt, ud til dine kammerater, sagde Julian Mastakovitj og så strengt på drengen. Pigen og drengen krøb sammen og holdt fast i hinanden. De ville ikke skilles fra hinanden.

- Og ved du så, hvorfor du har fået den dukke? spurgte Julian Mastakovitj med endnu lavere stemme.

- Nej.

- Fordi du har været et artigt og dydigt barn hele ugen.

Julian Mastakovitj, som var aldeles optændt, så sig omkring, og mens han talte stadigt lavere, spurgte han til sidst med en stemme, som næsten forsvandt af ophidselse og utålmodighed:

- Og vil du også være sød over for mig, min pige, når jeg kommer og besøger dine forældre?

Her ville Julian Mastakovitj endnu en gang kysse den søde pige, men den rødhårede dreng, som så, at hun var ved at komme til at græde, tog fat i hendes hånd og begyndte at klynke af bare medfølelse med hende. Julian Mastakovitj blev for alvor vred.

- Kom så ud, kom så ud herfra, ud!, sagde han til drengen. - Ud i salen! Ud med dig, ud til dine kammerater!

- Nej, lad være, lad være! De skal selv gå væk, sagde pigen, - lad ham være, lad ham være! sagde hun næsten grædende.

Det lød, som om der var nogen ved døren, og Julian Mastakovitj rettede straks sit majestætiske korpus op og så forskrækket ud. Men den rødhårede dreng blev endnu mere forskrækket end Julian Mastakovitj, han gik fra pigen og sneg sig hen langs væggen, ind i spisestuen ved siden af. For ikke at vække mistanke gik Julian Mastakovitj også ind i spisestuen. Han var rød i hovedet som en kogt krebs og så ud til at blive helt konfus, da han fik øje på sig selv i et spejl. Måske blev han ærgerlig over sin hidsighed og sin utålmodighed. Måske havde optællingen på fingrene gjort så stort et indtryk på ham, måske havde den fristet og inspireret ham i den grad, at han på trods af sin soliditet og værdighed havde besluttet at handle som en dreng og straks gå løs på sit mål, uanset at målet faktisk ikke kunne være et mål før tidligst fem år senere. Jeg fulgte efter den ærværdige herre ind i spisestuen og så et mærkeligt skue. Julian Mastakovitj, som var rød i hovedet af ærgrelse og raseri, jagtede den rødhårede dreng, som gik længere og længere væk og var for bange til at finde nogen steder at flygte hen.

- Kan du komme ud, hvad laver du her, ud, din slubbert! Stjæler du af frugterne herinde, hva’? Stjæler du af frugterne herinde? Ud med dig, din slubbert, ud, din snotunge, ud, ud til dine kammerater!

Den forskræmte dreng besluttede i sin desperation at kravle ind under et bord. Da tog Julian Mastakovitj, som var ophidset til det yderste, sit store fine lommetørklæde frem og begyndte at verfe den nu helt forkuede dreng ud fra gemmestedet under bordet. Her skal det bemærkes, at Julian Mastakovitj var en smule overvægtig. Han var en velnæret, rødmosset, og tætbygget lille mand, med lidt mave på og fedladne hofter - kort sagt det man kalder en tyksak - og kuglerund. Han svedte og stønnede forfærdeligt, og blev mere og mere rød i hovedet. Til sidst blev han næsten aldeles rasende, i den grad var han utålmodig og måske (hvem ved?) også skinsyg. Jeg lo af fuld hals. Julian Mastakovitj vendte sig og blev, trods sin høje status, helt fra sans og samling. På dette tidspunkt gik døren overfor op, og værten trådte ind. Drengen kravlede frem fra bordet og børstede støvet af sine knæ og albuer. Julian Mastakovitj skyndte sig at føre lommetørklædet, som han holdt i det ene hjørne, op til næsen.

Værten så en smule uforstående på os tre; men da han var et menneske, der havde erfaring med livet og tog det ganske seriøst, skyndte han sig at benytte sig af chancen for at fange Julian Mastakovitj på tomandshånd.

- Se, det er denne dreng, hr., sagde han og pegede på den lille rødhårede - som jeg havde den ære at spørge Dem om ...

- Ahva? svarede Julian Mastakovitj, som endnu ikke var kommet helt på plads.

- Sønnen til mine børns guvernante, fortsatte værten i et appellerende tonefald, - en stakkels kvinde, enke, hun var gift med en retskaffen embedsmand; og derfor... Julian Mastakovitj, hvis det er muligt...

- Åh, nej, nej, råbte Julian Mastakovitj hurtigt, - nej, om forladelse, Filipp Aleksejevitj, det kan på ingen måde lade sig gøre. Jeg har gjort, hvad jeg kunne: der er ingen ledige lærepladser, og selvom der havde været en, står der allerede ti ansøgere i kø, som er meget mere berettigede, end han er... Desværre, det er virkelig beklageligt...

- Ja, det er beklageligt, hr., gentog værten - han er en beskeden dreng, en nem lille en...

- Noget af en slambert, har jeg bemærket, svarede Julian Mastakovitj, med hysterisk forvrænget mund, - kom så ud, knægt, hvad står du der for; ud til dine kammerater! sagde han henvendt til barnet.

Her kunne Julian Mastakovitj åbenbart ikke lade være med at kaste et sideblik på mig. Og jeg kunne på min side ikke lade være med at le ham lige op i synet. Julian Mastakovitj vendte sig straks væk og spurgte værten, højt nok til at jeg tydeligt kunne høre det, hvem denne mærkelige unge mand var. Her begyndte de at hviske sammen og gik ud af værelset. Jeg så senere, hvordan Julian Mastakovitj rystede skeptisk på hovedet, mens han lyttede til værten.

Da jeg havde grinet af, vendte jeg tilbage til salen. Her stod Julian Mastakovitj, omgivet af familiefædre og -mødre, af vært og værtinde, og var ivrigt i gang med at forklare noget for en dame, som han lige var blevet præsenteret for. Damen holdt den pige i hånden, som Julian Mastakovitj ti minutter tidligere havde haft en scene med inde i stuen. Den ærværdige bejler stod nu og strøede om sig med begejstrede lovprisninger af det kære barns skønhed, talenter, ynde og velopdragenhed. Moderen lyttede til ham med tårer i øjnene af begejstring. Faderens læber var formet i et smil. Værten glædede sig over denne overflod af fælles glæde. Tilmed tog alle de andre gæster også del i glæden, og børnenes leg blev afbrudt med det påskud, at de ikke skulle forstyrre samtalen. Hele luften var tæt af andagt. Jeg hørte derefter, hvordan den interessevækkende datters moder, som var rørt i sit hjertes inderste, i udsøgte vendinger anmodede Julian Mastakovitj om at gøre hende den særlige glæde at berige deres hjem med sit værdifulde besøg; jeg hørte, med hvilken udelt begejstring Julian Mastakovitj tog imod invitationen, og hvordan gæsterne, da de gik hver til sit, som etiketten krævede det, overgik hinanden i deres rørende lovprisninger af forpagteren, forpagterfruen, pigen og i særdeleshed Julian Mastakovitj.

- Er den herre gift? spurgte jeg halvhøjt en af mine bekendte, som stod helt tæt på Julian Mastakovitj.

Julian Mastakovitj blev rød i hovedet og kastede et granskende blik på mig.

- Nej!, svarede min bekendte, krænket i sit hjertes inderste over min pinlige bemærkning, som havde været ganske bevidst...
 

________________


For ikke så længe siden kom jeg forbi kirken i ***; jeg blev slået af, hvor mange mennesker der var forsamlet og fortsat strømmede til. Rundt omkring snakkede man om et bryllup. Det var en mørk dag, der begyndte at falde slud; jeg banede mig vej gennem mængden ind i kirken, og her så jeg gommen. Det var en lille, rund, velnæret mand med lidt mave på, som var næsten overdrevent pyntet op. Han løb rundt og ordnede og regerede. Endelig forlød det, at de var på vej med bruden. Jeg trængte mig gennem mængden og fik en vidunderlig skønhed at se, som knap var i sin første vår. Men hun var bleg og sørgmodig. Hun så sig omkring med et fraværende blik; og det forekom mig endda, at hendes øjne var røde af nylige tårer. Den antikke stringens i hvert eneste af hendes ansigtstræk gav hendes skønhed et skær af værdighed og højtidelighed. Men gennem denne stringens og værdighed, gennem denne sørgmodighed, skinnede barnets uskyldige træk stadig, og man fornemmede noget fuldstændigt naivt, ufærdigt og ungt, som ligesom, uden at forlange noget, bad om nåde for sig selv.

Nogen sagde, at hun kun lige var fyldt seksten år. Jeg kiggede mere undersøgende på gommen og genkendte pludselig Julian Mastakovitj, som jeg ikke havde set i nøjagtig fem år. Jeg så over på hende... Herregud! Jeg begyndte at bane mig vej ud af kirken, så hurtigt jeg kunne. I mængden snakkede man om, at bruden var rig, at bruden havde femhundredetusinde i medgift... og udstyr for så-og-så meget...

”Men regnestykket var jo nydeligt!” tænkte jeg, og var så ude på gaden...

(1848)


Oversat efter den originale tidsskriftudgave af Fjodor Mikhajlovitj Dostoevskijs ”Jolka i svadba”. (Polnoe sobranie sotjinenij v tridtsati tomakh, Leningrad, 1972-1990, bd. 2, ss. 95-101 + ”Varianty” ss 427-428.)

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD