Evgenij Zamjatin: En fortælling om det allervigtigste

Oversat af Else-Marie Vig

En verden: En syrenbusk – evig, kæmpestor og vidtstrakt. I denne verden er jeg: En gylden-pink orm, Rhopalocera, med et horn på halen. I dag skal jeg dø som orm og blive til puppe, min krop er sønderrevet af smerte, udstrakt som bro – udspændt og skælvende. Hvis jeg bare kunne skrige – hvis jeg bare kunne! – så ville alle høre mig. Men jeg er stum.

Endnu en verden: Flodens spejl – en gennemsigtig bro af jern og blå himmel, broen krummer spændt sin ryg; skud og skyer. På den anden side af broen står de sovjettiske orlovbønder i deres lerskjorter; og på denne side – fjenderne: De spraglede kelbujbønder. Og det er mig – en bonde fra Orlov og fra Kelbuj, jeg – jeg skyder på mig selv, farer stakåndet over broen og falder ned fra broen, mine arme er spredte som vinger – jeg skriger… Og endnu en verden: Jorden – med syrenen, oceanerne, Rhopaloceraen, skyerne og skuddene, og ubevægeligt farer jorden afsted i det blå, og fra uendeligheden kommer en endnu usynlig, mørk stjerne farende jorden i møde. Dér, på stjernen – lyser et svagt rødt skær på murenes ruiner, gallerier, maskiner, tre – tæt på hinanden – frosne lig og min nøgne iskolde krop. Og det allervigtigste: For at det skal gå hurtigere – slaget mod Jorden, braget, for at alt det skal lægges i aske sammen med mig, alle mure og maskiner på Jorden skal også lægges i aske, og i den purpurrøde flamme vil der så opstå nye, brændende jeg’er, og derefter vil der i en hvid, lun tåge atter opstå nye, blomsterlignende jeg’er, der, som slanke stængler, knytter sig til den nye Jord, og når disse menneskelige blomster modnes… Over Jorden – som tanker – skyer. Nogle – højt oppe, glade, lette og svagt rosafarvede som en feminin sommerkjole; andre – langt nede, tunge, langsomme, støbte og mørkeblå. Deres skygger glider som en hurtig, mørk vinge – hen over vandet, over lerskjorterne, over ansigterne og over bladene. I skyggen – kaster Rhopaloceraen sit hoved desperat fra side til side, og i skyggen lyder skuddene oftere: Det er lettere at sigte, når solen ikke blænder.

* * *

Verdenerne er blevet krydset, og første pinsedag – d. 25. maj – trådte ormen, Rhopalocera, ind i Kukoverovs, Taljas, min og jeres verden, ind i Kelbujskoven. Dér er der en lysning, fyldt til randen med den stærkeste, grønne solsaft filtreret gennem løvet; i midten af lysningen står den kæmpestore syrenbusk, dens grene er bøjet ned af blomsternes tyngde, og under busken, i jord til livet, står en stengudinde med sit gule tusindårgamle smil. Fem kelbujbønder kommer snart hen til Kukoverov for at fortælle ham, hvornår de begynder: I overmorgen, i morgen, måske endda i dag. Men i de næste fem minutter vil Talja og Kukoverov stadig være alene. Kukoverov har ingen tændstikker, og han fanger solens stråler med sin lup – han tænder sin smøg. Tavst vokser den grå, let krusede aske frem på cigaretten – Kukoverovs hår er som asken, og under asken… For ikke at se på de uudholdelige kurver i krogen ved Taljas læber, ser Kukoverov på stengudinden. Men dér er der også læber, et smil – tusindårigt. Og han vender sig igen mod Talja. – Ja – engang smurte man disse læber med menneskeblod. På en dag som i dag. – Men gør I ikke også det nu? – Jo, men ikke kun med fremmed – også med med vort eget blod. Og ved De – måske… Og for sig selv – meget stille: at måske vil det allerede ske i morgen eller i overmorgen, og derfor må man skynde sig at tage så meget af himmelen, af denne syrenbusk, af humlebien, der med sine ben borer sig ned i blomsterne og endnu mere – og så endnu… Hans fingre ryster lidt (den ene finger er helt gul af tobak), og fra cigaretten drysser den grå, let krusede aske. – De er atten år, Talja, og jeg… Det er måske komisk, at jeg… jeg har jo kun kendt Dem i en uge. Men for øvrigt… har De nogensinde tænkt på, at nu drejer jorden hundrede gange hurtigere, og for hver time drejer alt hundrede gange hurtigere. Er det derfor, der ikke er nogen, der lægger mærke til det? Og, forstår De, at en dag – eller et minut… Ja, et øjeblik er nok for pludselig at forstå, at for Dem er et andet menneske… De tætvoksende syrengrene er bøjet ned af blomsternes tyngde. Under dem er skyggen hist og her broderet af solen, og i skyggen sidder Talja. Hendes tætvoksende øjenvipper er bøjet ned af nogle blomsters tyngde. Kukoverov mangler ord, og uvist hvorfor – må han bøje og knække en syrenkvist. Kvisten skælver – og ned falder den silkegule Rhopalocera – lige ned i Taljas skød – ned i den lune hulning i hendes kjole, der er mættet af varmen fra solens og kjolens krop. Dér ruller den sig sammen i en pinefuld, stram ring – og hvis den bare, hvis den bare kunne skrige, at det jo er i morgen – den skal dø! Kukoverov tier, Talja siger: – Nå, hvad er det med Dem? Videre! Nå? De – af blomsternes tyngde – nedbøjede øjenvipper; den lille plet i krogen ved hendes læber. Ingen tændstikker. Kukoverov tænder cigaretten med luppen, hans fingre ryster, uudholdeligt for hans øjne ryster også den koncentrerede solskinsplet. Og – ja, det er netop sådan: Dér i krogen ved hendes læber er, som gennem en lup, alt ved hende koncentreret, alt det ungdommelige og feminine ved hende – det er det samme, som… – Videre? Vil De gerne, at jeg havde sagt, hvad der sker? En stemme – ikke Kukoverovs, men en mørk – kom ud under en bunke. Talja løfter sine øjenvipper, og ser så pludselig hans opslugte ansigt, hans blå, vidt åbne øjne, der siger alt, furerne fra fængselsopholdet, håret som aske og hans gule tobaksfingre. Dette varer et kort øjeblik. Og Talja er atter tilbage i øjenvippernes og syrenens skygge, hun bøjer sig, bøjer sig endnu dybere, hun stryger ganske stille Rhopaloceraens silkeryg og siger lydløst et ord til den. Men Kukoverov synes, at han hørte det – og pludselig sparkede hans hjerte smertefuldt, som om det slet ikke var et hjerte, men et levende barn. Og da indhalerede Kukoverov skoven, himmelen, ormen og solen højt: “Det er dejligt… Alligevel!” – og Talja forstår, at han havde forstået, at hendes hjerte også sparkede som et levende barn. Og til Kukoverov – nogle ord, for nu var det umuligt at tie stille: – Dem er jeg meget… Jeg avlede altid sommerfugle af dem, da jeg var lille. n af dem klækkede hos os om vinteren, til jul, vinduerne var dækkede af is, og den fløj og fløj… Kukoverov sagde stille: – Også jeg… Men det, der kom efter “jeg” – vil aldrig blive sagt: For hen mod stengudinden, hen mod Guden, der i sin tid var næret med menneskeblod, kom fem gående – på bjørnemanér – på bare hæle. Talja rejser sig hurtigt fra skyggen (øjenvippernes og syrenens) og går gennem solen – i den hvide, svagt rosafarvede kjole, med sig bærer hun et sted dybt inde i sig aftrykket af Kukoverovs øjne og på håndfladen Rhopaloceraen, som skal dø i morgen. Fem mand – den ene ligner en skovtrold, er høj som et fyrretræ, hans hoved sidder som på en stang – kommer samtidig tumlende hen til Kukoverov, der stadig er som åbnet på vid gab, og som svar på hans spørgsmål – (“Hvad så, folkens, har I besluttet jer?”) – svarer de samtidig: – Det har vi! Vores formand, Filimosjka, sidder allerede bag lås og slå, afsted til fængslet. Nu har de sovjetbønder moret sig nok! Det satte ild til lunten, og gnisten løb hen mod krudttønden: Måske var lunten lang som timer, måske – som dage, men for hvert minut nærmede den sig krudtet – og så vil det buldre med flammer, røg og stykker af menneskehjerter og mit hjerte.

* * *

Og den samme første pinsedag – i byen, hvor der er hvidt støv, der aldrig lægger sig, sten, blikskyer, jernskilte røde med guldbogstaver og jernmennesker. Dér, i udkanten af den pukkelryggede gade, pikker hønsene i det grove græs, der lugter af ræddike – hønsene er forpjuskede og mølædte af lus ligesom menneskene. Og dér, bag de i sin tid lyseblå skodder, var der stukket birkekviste ind. I går, i anledningen af pinse, havde Dordas moder sat dem op før højmessen. På grund af hendes gamle silketørklæde, hendes gammelkoneagtige svampelugt og birkekvistene med de små – af solen – sammenrullede bladrør, var der noget, der glimtede indeni Dorda et kort sekund, ligesom det solsvedne birkeløv glimtede i vinden. Men kun – et sekund. Op af pistolhylstret trak han en revolver, og han selv – en revolver i sort læder – eller måske endda et metalhylster, øjnene var skudklare. Da han lagde patronerne i magasinet, sagde han til moderen: – Nå, har du nu igen været i kirke? Ak, din gamle kone! Og derhenne lyder det: “Jeg forstår det hele, jeg – jeg…” – Og hvad så, min kære: Kristus havde alle arbejderne, hyrderne, de vise mænd og englene på sin side. Ja. Det kan du ikke nægte. – Hvad mener du – arbejderne… englene? Pludselig bruser vandet ud af jernstudsen på et vandrør, og det sprøjter op i luften og ud til alle sider, og børnene bliver glade: Sådan brusede latteren nu ud af Dorda, og patronen nåede aldrig at falde ned i magasinet. Men de voksne skynder sig at jage børnene væk og lukker hurtigt for vandet, og så er Dorda igen tilbage i sit hylster – læder – eller måske endda metal, patronen gav et smæld og var på plads. Moderen – vredt: – Hvad bilder du dig ind at tage ladegreb på en helligdag? Hvor skal du hen, siden du er skudklar? – Bønderne i Kelbuj gør oprør, så jeg skal dertil. Nu har de moret sig nok! Under tørklædet – rynker. De brune læber bevægede sig ganske let – som en birkekvist i en flamme, men sige det højt må man ikke, og med en snip af kjolen tørrede hun blot sin næse og sine øjne. Og øjnene – de moderlige øjne, der vil huske alt ved ham, lagde hans mørke, klippede hoved, ja, den lille åre i tindingen ind i sig, for på den dag, når de kommer med ham – – Hans læber var sammenpressede (nu og altid), indgangen var spærret og kalket hvid: En mur. Pludselig åbnedes munden mærkeligt, ikke dér, hvor det så ud til den var, men lidt højere oppe – overlæben var meget kort. Og med ordene: – Det er bedre, at du finder noget til turen, end det her. Foroverbøjet smutter hun afsted, de slidte støvler slæber afsted. I stilheden hører jeg… kender De ikke denne pudsige, humane lyd – fra næsen, når man ikke må vise sine tårer, og man er nødt til at synke dem? Og måske har Kukoverov ret – måske farer alt hundrede gange hurtigere, der går et minut, ikke mere – så ligger Dorda i skyttegraven. I skyttegraven er leret vådt, under Dordas albue er der en fordybning, og med skudklare øjne kigger han gennem kikkerten på broen, på kelbujbøndernes rønner (deres skodder er også lyseblå). I den blå luft – “piieev” – et fløjt, en syngen, den falder – dør hen – et plump: En kugle. Lavere og lavere på den blå himmel – en høg, og man kunne nu se: På de armløse skuldre drejer et spidst hoved med fokuserende øjne sig fra side til side. Øjnene sigter på Dorda, på orlovbønderne – vrede, godmodige og lodne som en humlebi – på kødet: Dér, bagved skyttegraven, ligger der én – lige for et øjeblik siden – var han et jeg, men nu – bare kød, de grønne og bronzefarvede fuldblodsfluer kravler på hånden, på øjnene og suger i krogen ved hans læber. Og ved siden af Dorda – en koparret fyr på maven i leret, han klikker godmodigt med låsen og vrisser: – Hva’ er det her for en krig, hva’? I en rigtig krig er det sår’n, he-he, at det pisker ned med kostromahoveder og novgorodtarme – værs’go ta’ den… Ja, sårn er det! Hva’ er det her for en krig, hva’? Hans lerskjorte var knappet forkert – han var sprunget over et knaphul – og i åbningen kunne man se hans gule hummelbibehårede bryst. Og måske – var det ham – måske en anden, der, mens han langsomt tyggede sin rugbrødshumpel, sagde: – Det var her, jeg sidste år byttede mig til et pund søm for to hanekyllinger, ja, det var noget! Kammerat Dorda, hva’ med et stykke brød? Men Dorda hører ikke efter: Han havde sat sig på knæ og lyttede til sit hjerte – et, to og tre – som urets slag om natten, når du ligger søvnløs. Fra et eller andet sted: “Kristus havde alle arbejderne, hyrderne, de vise mænd og englene på sin side” – et sort silketørklæde. Og Dorda komanderer skarpt og revolveragtigt: – Nå – over broen! Én efter e-en lø-ø-ø-b-b…! I den blå luft: Piieev – og en glente. Jeg, hvert eneste jeg ved: Det bliver mig – glenten, fluerne, og kroppen ruller sig sammen i en pinefuld, stram ring. Derefter i stedet for mig – vi, og for os alle er der kun det ene, det allervigtigste, det eneste i livet: At komme over broen – at bøje og knække dem – væk fra vejen, fra jorden, for ikke at forstyrre… Forstyrre hvad? Ja, lykken, naturligvis. Et sted i glentehøjde mellem jord og himmel – en bro til lykken, tavler og skinner, Dorda og lerskjorterne. Gennem jernkniplingerne – sekundlignende stykker af blåt, af gule stråtage og af grå flodkrusninger nedenunder. Og det sidste: Hvis man falder ned herfra – er det som at flyve – højt, langt og uendeligt.

* * *

Dorda ved endnu ikke, og i endnu to-tre minutter vil han ikke vide, om han falder ned eller ej. Men på den mørke stjerne ved de det allerede: Idag er den sidste. Dér er det nat. På Jorden – dag, men dér, på stjernen, er det nat, på den sorte himmel – to kæmpestore, grønlige, iskolde måner over ørknerne og klipperne, fra klipperne – blå savtakkede skygger. Tusindårig stilhed, månerne står stadig højere, og nu glimter murenes glas, gallerierne, trapperne, kuplerne og salene svagt nedad – alt er grønligt, gennemsigtigt – som skabt af de to måners fastfrosne lys. Stilhed. Månelyset bliver stadig klarere, og som i en drøm, hvor alt pludselig er skåret ud, i et kort øjeblik, er præcist – som i en drøm: Fire. Ved en søjle – en mand… nej: Det er en høj kvinde, hun venter ubevægeligt og marmoragtigt; en plade er lige blevet løftet op – kæden gynger stadig over lugen, og to ligger på gulvet, de klamrer sig sådan til kanten af lugen, at deres negle er blevet hvide; til den ene side står en dreng – med øjnenes dybe, blinde fordybninger og et lyttende hoved fugleagtigt på skrå. Og ud gennem de sammenpressede tænder – en besværlig hvisken, men hvert ord er tydeligt – som i en drøm, når jeg lever mig ind i den, i hver eneste. En hvisken ved søjlen (kvinden, den høje, øjenbrynene er trukket sammen, hun har en dyb revne mellem øjenbrynene): – Nå, hvad så – tror I mig nu? En hvisken over lugen (to, en mand og en anden kvinde, læberne dirrer). – Ja… (højere, desperat): Nej! Er det den sidste? Nej! Den sidste flaske luft. Her, på stjernen, har der ikke været luft i lang tid, og den her har – som den mest værdifulde lyseblå vin – ligget på glasflaske i århundreder. Og den her er den sidste flaske, og de sidste fire – en stamme, en nation, et folk. Én, hende den høje – står nu ved søjlen, hendes øjenbryn trukket sammen i smerte – engang var hun moder til dem alle tre. Hvornår det var – for hundrede eller tusinde cirkler siden – er ligegyldigt: Nu er det den sidste cirkel, og manden er ikke længere hendes søn, men hendes mand, og den anden kvinde – ikke hendes datter, men en anden kvinde. Det iskolde lys er klarere, og nu er der i hele verden kun dét ene: Den løftede arm og den let blinkende, lyseblå flaske, og fingrene presser den så hårdt, at neglene er blevet hvide… Ikke én eneste dråbe må blive spildt, hver eneste dråbe er et minut af mit liv, jeg er en mand, jeg er stærk, jeg må leve. Drengen strækker sin hals, føler ud i tomheden og snubler, han har haget sig fast til min arm – og siger… skrup af, krøbling! Men dér, ved søjlen, øjenbrynene er trukket sammen, derfra – et slag fra øjnene – som fra en pisk, og manden, der gemmer sig i en skulen, giver den blinde en slurk. Derefter drikker de tre med lukkede øjne og hovederne kastet bagover – de suger til sig, de trækker vejret, og marmoren rødmer let, hjerterne klinger – at leve! At leve! Uden tøj – som statuer. Når den ene kvinde, den yngste, drikker, ses hendes smeltede kobberhår under armene. Måske er det tilfældigt, at manden strejfer hendes skulder med sin – nej, det er ikke tilfældigt: Det er sket før, men nu, da alt er ligegyldigt, og der ikke er noget at frygte, trykker han sig nu endnu hårdere ind til hende – endnu hårdere – og et smil går fra krop til krop, også skuldrene, knæene, lårerne, brysterne og læberne smiler, imorgen eksisterer ikke – intet eksisterer – kun nuet. Den ældste, Moderen – kigger på; kløften mellem hendes øjenbryn bliver stadig mørkere og dybere. Hun går hen til ham, presser hans ansigt mellem sine håndflader, hendes mands, med vold og magt trænger hun sig ind i hans øjne – ned ad de glatte trappetrin, helt ned i dybet. Dér, i dybet ser hun… Lad gå: Bare en sidste gang vil hun suge dette ansigt til sig, klemme det så hårdt, at der kommer hvide spor efter fingrene i den rosa farve. Og så hendes ord – almindelige, enkle, men hver eneste af dem må rives ud af hende som kød: – Jeg… Jeg bliver her. I to kan hente vand. Gå. De gik. Hun står ved søjlen, alene og marmoragtig, marmoren stiger højere og højere op af hendes ben. Med lukkede øjne ser hun det, der nu foregår nedenfor ved brønden. Dér er bægrene blevet sat på gulvet, mandens hånd rører let ved kvindens stride kobberhår, glider hen over hendes bryst og hendes knæ – på det ene knæ har hun et lille hvidt ar: Kan du huske? – Du faldt og det blødte… Vil du – nu? Månelys middag. Tunge, iskolde lysblokke. Drengen står ubevægeligt, fugleagtig, med blinde øjne ser han op, han kalder på Moderen: Vand! Men hun hører det ikke, fordi døren er gået op – og ind træder de to. Kvindens læber er fugtige, på det ene knæ er der et hvidt ar, og højere oppe, på låret – en rød stribe: Et spor af blod. De har ingen tøj på, som statuer, alt er nøgent, enkelt og det sidste. Moderen tager den blinde ved hånden og går dem langsomt i møde, langsom og marmoragtig som skæbnen. – Nu er tiden inde. Følg efter mig og stands ikke. – Hvor skal vi hen? – Det ved jeg. Dér, i de nederste sale, kan vi stadigvæk finde lidt, så vi kan trække vejret. Og dér… – Hvad er der dér? Hun tier. Hen over hendes ansigt – skyer: De hænger støbte – i den dybe revne mellem øjenbrynene og lette, rosafarvede skyer hænger i det sidste smil.

* * *

Og – neden under, på Jorden, hvor der nu er dag, hvor skyerne er støbte og mørkeblå, lette og skarlagenrøde, og hvor forårsregnen falder skråt, som flyvende sejl, skinner solen påny – de tusinde små sole på græssets blade, der er bøjet under de små soldråber. Hvis Kukoverov har ret, og at alt drejer hundrede gange hurtigere, så er det den selv samme endeløse, hvirvelstormende dag, og det er også uger tilbage i tiden. Der er stadig flere uger at leve i for den, der nu ligger som kød for høgen på den gule ler, og Rhopaloceraen ved endnu ikke, at den i morgen skal dø som orm og blive en sort puppe, og heller ikke Dorda ved det, og i Kelbuj har bønderne endnu ikke arresteret Filimosjka, og han er stadigvæk kun Filimosjka-fattiglem og ikke formand Filimon Egorytj. En rønne, hullerne i vinduerne er stoppet til med klude – og i Filimosjkas mund er der sorte huller efter udslåede tænder, han damper på en hjemmerullet, læner sig op ad dørkarmen og venter. Dér, hen ad vejen kommer Filimoškas kvindemenneske, hun hvirvler støvet op med de bare fødder; hun har en dreng på armen – hun har taget en andens barn med, naboens: Når hun har et barn på armen, slår Filimosjka hende ikke. Men idag er han anderledes, idag ville han alligevel ikke have slået hende. – Nå, kvinde, fart på: Du skal med mig til et møde. Der er kommet et papir fra byen – alle I kvindemennesker skal også med. Nu er det drøjt, min ven! Foran trappen til fængslet – rygge, skjorter pustet op som bobler af vinden, nakke som støvleskafter garvede af solen, støj og summen. Og pludselig på trappen – ih, du milde! Filimosjka! Hvor ska’ du hen? Hvad vil du? – Kammerater, stille! Nu er det drøjt. Der er ingen grund til at spilde tiden – vælg mig en sekretær! Over ryggene, over hovederne, blev et hoved med en pandelok hævet op – som på en stang, over dem alle – det var bonden, på størrelse med en skovtrold, og hans skovtroldestemme sagde: – Et det ikke blevet sådan, køb en vogn til dit hjul? Ska’ vi ikke have en formand? Filimosjka: – Formanden – det er mig! – Hans bryst er som et hjul, han har sat det ene ben foran det andet og står som bogstavet R! – Men hvorfor ska’ det være dig – dit brune fattiglem? – Ja, hvorfor, der står jo den fattigste på papiret. Og hvem er fattigere end mig – nå, kom frem? Kom! Hovedet på stangen drejer sig, og hænder klør i nakkene – ifølge papiret – skal det godt nok være sådan, for fattigere end Filimosjka er der ingen, der er. Og Filimosjka er nu formand Filimon Egorytj, han er ikke i sin gamle rønne længere – han er i en møllers hus med hollandske ovne, han har hele Kelbuj – lige dér, i sin knytnæve – han presser nu citronen: For alle sine udslåede tænder, for alle hullerne, for de tredive års sult og for alt, straks. De skrå sejl af regn, skyerne, solen, nætterne, dagene – eller en time, et sekund. Og første pinsedag: På dørtærsklen, med sit tørklæde, med hånden buet som en skygge følger moderens blik Dorda, og i fængslet i Kelbuj sidder den bundne Filimosjka – under lås og slå, lyshårede børn klæber sig fast til ruderne med næserne og ved dørene står den lodne bonde solidt plantet med sin riffel. Lunten er tændt, ilden løber hen mod krudttønden, og Kukoverov tror – at han er proppet med krudt: Det er forfærdeligt, det er godt, og nu er det nødvendigt, at alt går hurtigere, hurtigere, for at presse år til timer – for at nå det hele. På ryggene er skjorterne pustet op som bobler af vinden. Med ansigtet mod mig, mod jer – taler Kukoverov fra trappen, hans hår – aske, let kruset og hans ord… Men ligger det vigtigste i ordene? Hvis deres hjerte i dag pludselig var blevet levende og havde sparket som et levende barn – så ville de slå på deres hjerte som på en klokke, og svaret ville klinge i enhver, og alt ville være skabt af dem: Alle de lodne ansigter som barneøjne, og syrenkvisten, der er skåret ind i himmelen over stakittet, og den støbte uvejrssky med den feminine rosafarvede kant, og med sit bryst i uvejrsskyen en ængstelig svale. Gennem alt det, fra det fjerne – som stod han i et klokketårn og hovederne, nakkene og hænderne var nedenfor – hører Kukoverov: – Rigtigt! Nu har de moret sig over os længe nok! Vi er ikke børn! Solen går ned bag bjerget. I dørene ringer tynde stråler mælk på blikspandenes vægge, kørerne vælter spandene omkuld, når de sparker med bagbenet, det er som om, at alt foregår for sidste gang: Konerne begynder at tude; tårerne er varme, mælken er varm. Og på fængslets trappe – en lodden hul lyd, Beredánrifler, de dobbeltløbede bjørnegeværer bliver trukket frem fra gemmestederne og går fra hånd til hånd. Og ligesom når en lyshåret dreng trækker afsted med sin træhest på hjul og hele tiden ser sig tilbage – uden at se sig mæt, trækker bonden, der ligner en skovtrold, et maskingevær i et reb efter sig hen over støvet. Og som svar på et begrejstret: “Se til Fedka dér! Hør, hvor har du den fra?” – blinker han listigt og siger: – Nå, den er fra sytten, jeg byttede med nogle soldater. For et par og tredive kilo korn fik jeg en kappe, den her fik jeg med oven i handlen… I skumringen, hvor alt er som af glas, og flagermusene lydløst kaster sig på kryds og tværs over gaden – Kukoverov går ind i en forhave. Dér er syrenbladene næsten sorte nu, og Taljas kjole er så hvid, at det gør ondt, hendes ansigt kan man ikke se, hun har bøjet sig: – Vil du se, hvad jeg har? Jeg tog ham med herhen fra skoven… nej, her er han, her, længere nede. ‘Han’ – Rhopaloceraen, en sammenkrøbet, ubevægelig verden, er parat til at dø i morgen. Og for dette i morgen, for det, der var sket om morgenen i skoven, for den svage dirren i Taljas stemme åbnede Kukoverovs hjerte sig pludselig på vid gab, og han kunne ikke få luft, og – komisk og absurd! – han havde tårer i øjnene, han bøjede sig tavst, en kølige syrenklase med dug strejfede hans kind. Senere sad Kukoverov ved siden af Talja ved vinduet i en rønne. Gennem vinduet kom uvejrsskyen nærmere og nærmere, svalen – med brystet ind i uvejrsskyen. På bordet står en samovar, det dufter af solbærte. Fruen i huset, Baranixa, står ved døren og er nu på vej ud. Måske virker det uhyggeligt, at hun går og efterlader dem alene, så måske for at forhindre hende i det siger Talja: – Nej, vent lidt, fortæl endnu en gang, hvordan det var med ham Filimosjka… Nå? – Ak, du, min dejlige unge! Ja, det glemmer du ikke, hva’? Jo, det var engang, han kom for at tage mine høns – og så var der et eller andet, der tog mig! – “Ak, du, siger jeg, må den Hellige Guds Moder…” og gav ham tørt på. Men han blev vred: “Jeg berøver dig, siger han så, din stemme i tre dage, for jeg vil ikke høre ét eneste pip fra dig de næste tre dage!” Og, hvad tror I? Jeg gik da rundt i tre dage som en stum – sådan et forbandet bæst er han! Nå – drik nu jeres te, må Gud være med jer, drik… Hun smækkede døren i – og de var alene, og nu måtte man ikke le, for alt var som lavet af det fineste glas, og bare et enkelt ord… Et sted i gaden – tusinder af mil væk, råbte en stemme: “Va-si-lej! Va-si-lej!” – og så blev det hele endnu mere glasagtigt, og de vidste begge, at nu – – Talja: – De har cigaretter… De har aldrig tændstikker… skal jeg… Men hun kunne ikke rejse sig for at hente tændstikkerne og blev siddende. Og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over – hun havde ikke flere kræfter. Mens Kukoverov synker luft gradvist bid for bid, tager han hendes ansigt mellem sine håndflader – verden drejer ganske stille og lyksaligt, den svajer lidt, og inden i sig vil han altid bære aftrykket af de feminine læber, let kølige, som syrenen i skumringen. Og med ét – et bank på vinduet, en næse trykkes flad på ruden. – Hej, Ivanytj, Kukoverov – er du der? Og da vinduet er blevet åbnet, kan man høre en stemme med et svagt påfaldende muntert kuldegys: – Nå, min ven, løjerne er gået i gang: De sovjettiske er på vej. Lad os komme afsted.

* * *

Broen af mørkeblå himmel og stål, et fløjt “piieevv”. Og igen. “Smæ-æk” – ned på jern, og et blødt – i kød. Et menneske var sunket som en sæk ned på broens lave gelænder, de farer forbi, og mennesket skriger til dem med øjnene: “Det er jo mig, det er mig” – de farer forbi. Uden hast glider mennesket bagover med ansigtet nedad. Der er langt at flyve, og måske kan man på en eller anden måde… måske skal man bare brede sine arme ud som vinger – – Plask, sprøjt, i et sekund en regnbue. Og Dorda: “Det var ikke mig, det var endnu ikke mig. Hurtigere!” Men broen er lang som et helt liv, halvtreds år, sammenpresset i et forfærdeligt stramt sekund, og fra den anden side – fra kelbujsiden kommer maskingeværets hvinen dem i møde. At standse op på broen nu er ligeså umuligt, som med ét ryk at standse et hundred kilometer langt tog. Og alligevel standser Dorda op. Han siger forbitret til sig selv: “A-ha, det er sådan, du er”, “Det er ikke mig”, “Dit s-svin!” – han standser sig selv med ét ryk, står med sammenpressede tænder, og de farer forbi. “Smæ-æk”! Igen… Derovre – ham den koparrede, forpustet med åben mund – måske råber han – ja, han råber til Dorda. – Hvad? Hej, smækkede den dig én? Nej? Et svedigt, koparret og loddent smil. Skudklar af smilet løber Dorda igen, og af en eller anden grund fik den koparrede ham pludselig til at tænke på sin mor: Med hånden op til øjnene som en skygge, på dørtærsklen (et kort sekund). Så kom blå himmelstykker flyvende gennem broens tremmer. Sådan havde det allerede været engang – himlen og tremmerne… hvornår? Og som moderen – i ét stramt sekund – tydeligt: Et fængsel, en hvælving og et vindue. Dorda står på en taburet ved vinduet sammen med en anden – den andens hoved er gråt, aske – og det gør Dorda endnu mere… Et brøl: “Hu-u-r-r-a-a!” – enden af broen, alt forsvinder som på et lærred, når lyset bliver tændt – og kun det allervigtigste står tilbage: At bøje og knække dem. En træstamme ligger på tværs – hen over træstammen, hu-r-r-a! – som en træstamme, falder en lerskjorte forover, nakken dækkes med ligegyldig træghed af hænder – hen over den, hurra! – og ned ad grusvolden – som en haglbyge, som rambukke, som træstammer og som stormen. Nedenfor dør stormen pludselig ud: Under vedbenbuskene, under syrenerne – uvist hvorfor og uden kommando – lægger de sig i skyggen. Dorda bliver stående et øjeblik, stadig spændt som en fjeder, øjenene er skudklare – og så bliver der strøet kugler ud over dem, der uden kommando har lagt sig. Lige ved hans fødder – den koparrede griber med to fingre om kanten af lerærmet og tørrer sin pande; nedefra og op – et svedigt, koparret smil og med et skælmsk: “For et pund søm – to hanekyllinger”, – det passer, på æresord, og det er der ikke noget at gøre ved. Dorda river hurtigt en syrenklase med dug af og spiser de bitre blomster, i hånden – revolveren. Den koparrede siger nedefra og op til Dorda: – Der sker vel ikke noget ved at gå over til dem og ta’ en snak? Er det helt forgæves, hva’? De er da også kristne. Og så ku’ vi jo lige kaste et blik… det får vi brug for… Hva’, kammerat Dorda? – Godt. Det er lige meget. Nå, gå så bare I to. Vent! I sin notesbog skriver Dorda hurtigt, bogstaverne er ranke, høje og skarpe. Op af sin bukselomme trækker den koparrede et lommetørklæde (engang var det hvidt), der var brød i det. Han hældte krummerne ud i hånden, og håndfulden – ind i munden, brødet – tilbage i lommen. Han binder lommetørklædet til sin bajonet og puster en plagsom fastklæbet flue væk med sin underlæbe. På notesbogens side står bogstaverne nu i geled. “Aflever omgående jeres våben. Frigiv de arresterede. Udlever anstifterne – ikke færre end fem”. Underskrevet: Dorda. Og så begiver de to sig afsted, over buskene blafrer det engang hvide lommetørklæde i vinden; højt oppe en glente, der fortoner sig mørkt i det blå, den drejer sit hoved på de armløse skuldre; og endnu højere oppe – den stadig usynlige, mørke stjerne over Jorden.

* * *

Dér, gennem den lyseblå is af glas, som i dybet, er nogle ubevægelige figurer synlige; hist og her ensomt på trappetrinene – som standset midt i et tilløb; hist og her – kroppe, der krampagtigt holder om hinanden, som neg. De sover. Måske sover de; det er uvist. Og så de fire, der går alene rundt i de tomme, rungende og nøgne sale. Forrest – hende, den høje, ranke og marmoragtige, og med det lyttende hoved fugleagtigt på skrå – drengen, han ryster og trykker sig ind til hendes ben. De isblå loftshvælvinger hænger lavere og lavere, tungere og tungere. Hun går, uden at standse. Så nu, mens hun går, kigger hun sig tilbage over sit skulder – og jeg kan se: Hendes øjenbryn, der sort og krampagtigt er trukket sammen. Hun alene ved det, de tre andre ikke ved, hun har levet længe, altid, hun ved det – og hun har besluttet sig. Hvad – er endnu uklart, det er som en fjern lugt af noget brændt, som når et vildt dyr får færten af bøsseløbets sort hul, der skridt for skridt kommer nærmere, og dyret alligevel ikke har noget sted at flygte hen. Trappetrinene fører ned, på trappetrinene – et menneske med ansigtet nedad; hans højre hånd er kastet med håndfladen opad, som standset i et tilløb: Sover han? På lydløse, fjedrende ben, som et vildt dyrs, sniger en mand sig afsted… et spring – han har fanget en krop om livet, løftet den – og straks kastet den fra sig. Kroppen triller ned ad trappetrinene, håndfladen svinger opad og falder ned med træagtige slag – igen og igen. Denne krop er kold, den er anderledes end min og kan ikke gøre mig noget – jeg, en mand, det ved jeg, og alligevel er det af en eller anden grund nødvendigt, for hurtigere at være tæt ved den levende skulder – hende, den unge og varme, der for nylig var min – først da stilner rystelserne af, og jeg kan åbne døren, jeg åbner den, jeg – en mand. Bag døren – blink fra nogle hjul, fra eger; maskinerne – runde, mangebenede, krumbenede som edderkopper – døde maskinkroppe. Og sådan var disse ubevægelige, kolde menneskelignende kroppe også koblet sammen i en stram krampetrækning – som mand og kvinde. I hænderne – knive, afkølede i det iskolde lys. – Jeg vil ikke gå længere – vi vil ikke, vi vil ikke gå! Men hende, den høje, der gik forrest, hende, der for tusinder af cirkler siden var Moder – går videre uden at standse, og jeg, en mand, følger underdanigt efter hende. Mennesker, maskiner og stumme bogskarer, hist og her på væggene billeder – ansigter, guld, rødt – tusindårige, der med lydløse, øredøvende brøl farer tværs gennem mig – og jeg har ikke flere kræfter. Aften. De kæmpestore måner bøjer sig ned mod gulvet og skyggerne bliver lange. Fire kroppe er smadret af den sidste stenagtige søvn. Timer, minutter – alt er ligegyldigt. Og – en bevægelse: Den yngste af kvinderne løfter sig lidt op på sin albue, hendes ansigt vender – her hen mod mig, mod jer. Hendes øjne er grønne og lyser i skumringen, som havets overflade, der brydes af en åre, og, som vand – tætte iskolde stråler. Hun lægger sin hånd på mandens bryst; han farer sammen, og med øjnene svarer han hende: “Ja, nu”, og han kravler væk på alle fire. Pludselig standser han og hans hoved trækkes ind mellem skuldrene – som en skildpadde. Nej: Det så sådan ud… Moderen sover, sover tungt. Fremad! Han vender tilbage. Flasken er løftet i vejret og glimter kvindens grønne øjne i møde. To tilbagekastede hoveder, de drikker og kroppene får en rosa farve. Kvindens bryster er varme, spidse og søde, hun er velduftende og hvisker til mig. Og med mine spændte muskler, min hud, mine læber og min krop – ved jeg, at det er sådan, det er retfærdigt: Jeg skal leve – hun og jeg, og der er stadigvæk luft på bunden af flasken – til mig og til hende og slet ikke til andre – slet ingen andre må leve. At tage kniven… Men, den er knuget hård fast mellem nogens fingre, og fingrene er iskolde – mandens hånd viger tilbage. Hans overlæbe (med den næsten usynlige fordybning) dirrer, han ser sig tilbage og opdager: De opmærksomme, grønne øjne følger hver eneste af hans bevægelser. Han kniber øjnene sammen og skælver, da han trækker kniven ud af de døde fingre; med kniven kravler han – i årevis, et helt liv. En lang, fuglelignende nakke på skrå, den blinde sover med ansigtet nedad, med næsen ned i håndfladen. Man skal sigte lige her, til højre, på halsen, hvor blodåren buler ud som en lille søjle. Mandens hånd er løftet, i hånden – knivsæggen, afkølet i det iskolde lys, og nu, på den mørke stjerne – for tusinde, for milliarder, for sidste gang udgydes nogens blod af hensyn til – –

* * *

Over Jorden styrter solen sig ind i sin sidste vemod, skyerne svulmer af blod og bliver tættere, det løber med skarlagenrøde fine stråler ned ad de forgyldte spir, ad de hvide vægge, ad paladsernes vinduesspejle, og de røde dråber – her på majengens grønne græs. En eng – foran Kelbuj. På engen – dystre bjælkelader med smalle skydeskår lige under taget: Det er tårne og fæstningsværker. De fæstningsværker er lige – igår eller i forgårs – blevet rykket frem på den grønne steppe af drevljanerne for at modstå Fyrst Olegs hird, herfra dryssede de deres pile og hældte deres tjære. Og drevljanernes forsamling: En rundkreds – lodden, økser og geværer, et hoved -hævet op over dem alle, som på en stang, og Kukoverovs hoved – som aske, let kruset. Foran Kukoverov – to derovre fra, fra de sovjettiske bønder: Den ene grå, en almen, én af tusinde, en myre; den anden havde et rødt, koparret smil og en hvid klud på bajonetten og et brev. Og underskriften på brevet var Kukoverov nødt til at læse flere gange – og dreje det såden op mod lyset: – Dorda? Dorda… Vent nu lidt, hvordan ser han ud? – Hen over Kukoverovs ansigt løber der furer og mørke og lyse skyer. – Ham? Ja, han er sår’n – en lille én, som et søm. Men hans øjne…Uf! – Er han kronraget? Ja, selvfølgelig, ja, da: Det er ham! – og i et kort, stramt sekund så Kukoverov foran sig: Et blåt stykke himmel tværs gennem tremmerne, en taburet ved vinduet og på taburetten… Over laden drejer glenten sit hoved på de armløse skuldre og kredser længere og længere ned. Dér, nedenfor, på det oversprøjtede, røde og rosafarvede græs ligger et menneske, der for kort tid siden var et menneske, mig: Nu ligger det med ansigtet nedad, som standset i et tilløb, højre hånd er kastet med håndfladen opad, gule vorter. Og ved siden af – mig, fra Orlov, med lommetørklædet på bajonetten, koparret; og mig, fra Kelbuj, med maskingeværet, hovedet som på en stang; vi ser begge to på os selv -døde – dér på græsset. – Ja, slå gluggerne op, slå gluggerne op, din lille lort, glo du bare, dit koparrede fjæs: Det var fint, hva’? Tre unger og en gravid kælling har han efterladt. Røvhul! – Og du dér med dit maskingevær – er du ikke også et røvhul? Hvor mange af vore mænd drattede ikke ned fra broen? Hvem sku’ snakke! Hold da kæft! Vi kæmper da i det mindste for vore ideer, men dig? Hvad kæmper du for? – For ide-e-e-r-ne! Du skulle have din næse stukket ned i vores Filimoška – som man stikker kattens næse ned i en kattelort, så ville du sikkert… – Nå, og hvem sku’ gøre det? Jeg ska’ gi’ dig stikke, min fine ven! – bajonetten med det hvide lommetørklæde var flyttet i stilling, med hårrejsende øjne – rundt på kredsen, kredsen lukker sig tættere og tættere med en vred hummelbiagtig brummen, økser. Drevljanerne havde den skik: At bøje to træer ned til jorden og binde én fod til til toppen af hvert træ med hovedet nedad – og så slap man… I hænderne på Kukoverov farer cigaretten sammen, Dordas brev… kronraget, ja-ja, selvfølgelig. Ja, så mødes vi igen, ja, og vil mindes, hvordan vi sammen… Af en eller anden grund trak han sit ur frem: Uden at se på det begynder han at trække det op, strammere og strammere – men så! – fjederen springer, viserne drejer rundt og summer vanvittigt, hurtigere og hurtigere – eller måske sker det indvendigt i Kukoverov. Da uret standser, putter han det i lommen igen, rejser sig, samler alle øjnene i sin hule hånd, strammer dem som tømmer og siger: – Nå, det her brev. De henstiller, at vi overgiver os, at vi udleverer fem – de vigtigste anstiftere, afleverer alle vore våben, og frigiver dem, vi har arresteret. Sådan. Gør hvad I vil. Rundkredsen, forsamlingen. I midten på græsset – en krop med ansigtet nedad. De grønne fluer summer, stilhed. Så lyder en stemme bag ryggene: – Vi har snakket om det: Vi har et maskingevær – et maskingevær. Og den bro der sprang de hjertens gerne over. Ja. Hvis det går sår’n… De tier. Kukoverov trækker hårdere i tømmerne: – Det er op til jer. Hvem har nøglen til fængslet? Har du, Sidor? Er det sådan, I vil have det – gå så hen og slip Filimoška ud, send ham herhen, og sig til ham… De stillede sig på bagbenene: – Filimosjka? Ne-ej! For helvede! Det er ris til egen røv! Hvis Filimosjka kommer igen! Ne-ej! Kukoverov føler pludselig, at han er træt og får lyst til at sætte sig, han sætter sig ned og river brevet itu. Den koparrede tager sin lerpandekagekasket af, pudser sin næse i den, tager den på igen, trækker den helt ned over ørerne. – Nå, det er så-dan det er. Så farvel med jer. Det var alligevel ikke forgæves, folkens. Dér skete noget, og de er vel også kristne… Fra fæstningen over den drevljanske steppe kommer to langsomt gående. Den ene, en almen, én af tusinde, en myre; den anden har et koparret ansigt, på bajonetten – den hvide klud. En glente kredser lavt: Man kan se, hvordan den vender og drejer sit hoved på de armløse skuldre fra side til side. Med skudklare øjne ser Dorda efter dem gennem sin kikkert. Og i det øjeblik de gående mærker duften fra buskenes grønne fugtighed, fra syrenen, fra tobakken, skydes der næsten lydløst fra laden, fra kelbujsiden. Den koparrede bukker sig sammen og løber som en hare ind bag buskene, og ham den grå, den ene af tusinde, myren, svajer lidt og dejser så om på ryggen, og ingen vil nogensinde få at vide, hvad han hed. Dorda springer op – han havde forventet det, han havde måske endda ønsket det. Han springer op, alt i ham er ladet, som en revolver, øjnene skyder – efter den ene, den anden, efter enhver af disse tusinde. – Hvad? Så I det? I synes måske, vi skal sende flere afsted? En eller andens loddent grynt; stilhed. Som når et fældet træ, der først har haget sig fast med sine ru nåletræsgrene, grynter, så et sekunds stilhed – og så styrter det pludselig til jorden. Skrig, knytnæver, tænder, øjenbryn, en moder – en skudsalve. Buskene knager, og som et brøl fra en hundrede-hovedet bjørn, åbnes mundene – men ikke én eneste hører det, der er blod på græsset – men det er ligegyldigt: Hen over stenene, over en træstamme, over et menneske, over sig selv. Kunne man bare nå i mål, og dér – to og to, tre og tre, i tæt omfavnelse – som manden og kvinden – sådan, som det var engang et sted. Med lange fugleskrig kredser solen og går ned – og den står kun op i morgen, og måske står den ikke op. På fængslets trappe står Kukoverov som sædvanlig solidt plantet – i et hylster af læder eller endda af metal; revolveren er knuget så hårdt fast i hånden, at neglene er blevet hvide. Ved siden af – Filimosjka, brystet frem, det ene ben foran: Som det store R. Kukoverov står mellem bajonetterne, uden hat, han skælver som cigaretten, som smilet. Henne fra stakittet overfor – kommer en svag duft af syren. – Ham her – skal sættes under vagt, indtil daggry… – Dorda kigger op et sted over det grå – som aske, let krusede hår – som aske. – Og de fem – nu. Og de fem – på engen, tæt ved drevljanernes halvmørke tårne. Den grønne himmel på røde ar, i en stram krampetrækning krummer broen sig sammen, over floden – damp, for sidste gang. Lavt, lydløst kaster flagermusene sig på kryds og tværs. Og, i al evighed de fem mørke rygge, de fem hoveder – det ene, som på en stang oppe over dem alle skåret ind i glashimmelen. – Hej, du, din lange lømmel! Hvad om du kom ned på knæ. Én bliver ramt i knolden, og du i enden? Og det vil ikke være godt. Sådan siger den koparrede i lerskjorten, han siger det godmodigt og enkelt. Dér, foran – sætter den lange sig ned på knæ. Fem mørke figurer er skåret ind i den grønne stivnede himmel.

* * *

Fra den løftede hånd med kniven – en blå, støbt skygge på den blindes hals og ryg. Måske kunne han mærke den kolde skygge – han fór sammen, rejste sig på sine bøjede knæ, og satte sig med ryggen mod mig, mod jer, hans hoved – let på skrå, fugleagtigt, han famlede rundt omkring sig – hvor er Moderen mon? – nu vil hans blinde fingre røre hendes skulder, og hun vågner. Oppefra skinner kniven – sådan, til højre, ved siden af det sted, hvor blodåren buler ud som en lille søjle. Så visner den tynde hals, han bøjer sig med ansigtet ned på sine knæ, uden at skrige bukker han sig sammen og sidder ubevægelig; jeg, en mand, ser – bredt og rundt – på ham. Nu skal jeg tørre de kolde sveddråber væk fra min pande – med venstre hånd: Den højre er oversprøjtet. Og så kun et skridt mere… Dirrende, kniven knuget endnu hårdere, og kun ét skridt – hen til hende, der engang var Moder, men nu… men nu… Øjne: Jeg møder hendes øjne. Hun ligger, parat, på ryggen, uden at røre sig, men hendes øjne er åbne, og det er umuligt – når et menneske ser et andet menneske i øjnene, er man nødt til at krybe i skjul i et skulende blik – i det fjerneste hjørne, og derfra… De to iskolde måner vipper helt ude på kanten, nu rives de af og falder ned. Hendes, Moderens, læber er rullet sammen i en stram ring – som den døende Rhopalocera bliver til puppe. Liggende kaster hun sit hoved tilbage – den mørke skygge er lige her i fordybningen nedenfor halsen. En anstrengt, dump stemme lyder: – Nå, hvad så? Her – lige her, præcis her! – Hun peger på sin hals. Kniven klinger mod gulvet. Så rejser hun sig op, marmoragtigt og langsomt. Hendes skygge vokser sig endnu større, knækkes på væggen og kravler helt op til hvælvingen – endnu højere. Hun kigger fra det fjerne, oppefra, på de stivnede maskiner i deres sidste sving, på de ubevægelige kroppe, der engang har dræbt hinanden, på den slanke krop, der ubevægeligt begraver ansigtet i knæene – den er allerede smeltet sammen med de andre, med de tusinde andre, der svagt bliver mørkere på den grønlige, iskolde himmel. Hun går hen til drengen, løfter hans hoved op og kysser hans stadig varme mund, og hans hoved falder igen ned på knæene. Og hun går hen til den anden, til manden: Hans kindben, næsebor og overlæbe med den svage fordybning dirrer, han er et menneske. Hun ville også løfte hans hoved og kysse disse – endnu i nogen tid levende og varme læber, men fører blot hånden hen over hans ansigt. Og nu, hurtigere,hurtigere – for at kræfterne slår til at afslutte… Havde man bare ikke været et menneske – havde man bare ikke kendt til medlidenhed med mennesket! Døren til den sidste sal står åben. De to opmærksomme, vilde måner har lagt deres fjæs på gulvet. En kæmpestor cirkel formeret ved delinger på gulvet. Ja, det vil foregå her. Hun, den høje, træder ind i cirklen. Står et kort sekund ubevægeligt, marmoragtig som skæbnen; nu bøjer hun sig, og nu —

* * *

Månen – jordens og vores er bitter, fordi den er alene på himlen, altid alene, den har ingen, og er ikke sammen med nogen: Kun gennem de vægtløse, luftige ismasser, gennem tusinde og atter tusinde mil kan den strække sig imod dem, der er ligeså ensomme på jorden, som lytter til hundenes langtrukne hylen. Talja – i forhaven, alene, uden andre. Under månens lys er syrenens jernblade nu næsten sorte, syrenens grene er bøjet ned af de tunge blomster: At blomstre er svært, og det allervigtigste er at blomstre. Talja bukker sig, sænker sit hoved ned i de kolde blomster, hendes ansigt er fugtigt, syrenen er fugtig af dug. Dér – endnu længere nede, på jernbladene, der er let bøjede og forbundne af et edderkoppespind – Rhopaloceraens forpuppede og døde krop. Fra denne ubevægelige krop løber, som når en lille bitte sten kastes i vandet, hurtige, dirrende cirkler, der bliver større og større; Taljas øjne står åbne, åbne på vid gab, som dørene i et hus, hvor én er død, og for første gang ser hun alt tydeligt: En anden krop – også ubevægelig, bøjede fingre, den ene gul af cigaretrøg. Det er utænkeligt og utroligt – og man må, man må gøre noget hurtigere og ikke længere bare stå og lytte til hundenes langtrukne hylen. Inde i rønnen. Fruen i huset er med møje og besvær kravlet op på en taburet og tænder en olielampe foran ikonen, hendes hænder er løftet i vejret – de flammer op og går ud i det røde skær. Den mest almindelige, hjemlige duft – af friskbagt brød, men på grund af den… af den… – Timofeevna, min søde, jeg kan ikke… hvordan kan det være, hvordan? I morgen – græsset og solen, og alle rundt omkring tager noget brød og vil spise – hvad med ham? Hvad med ham? – Ja, hvad kan du gøre, mit barn, selvom vi er levende og raske – skal vi alle, Gud hjælpe os, dø engang. Også du skal dø – hvad tror du ellers? En time før eller senere – er vel lige meget. Og måske har Kukoverov ret, at et minut og et år er ét og samme, og af og til er en time – et helt liv. I det dirrende røde lys kan man se den hvide Talja på bænken; hendes øjne står stadigvæk sådan – bredt åbne på vid gab; hun har hænderne mellem knæene. Et minut, en time og et år. Hun rejser sig, hurtigt, i feber – hen foran spejlet. De tunge, af blomsternes tyngde, nedbøjede øjenvipper og skygge. Hun må tørre ansigtet med noget fugtigt – et håndklæde, for man ikke skal se sporene; og nu frakken… – Så, hvad skal du nu – ak, er du blevet skør? Ja, de sætter kløerne i dig på gaden – så bli’r dit navn kun et minde! – Men jeg vil måske gerne – at de får fat i mig? Hvidt støv under månen. Over stakittet – en sort, spids gren på himlen. Stilhedens ophobede sten får hundene til at hyle. Den kendte trappe: De små stolper med overlæggeren, på trappetrinene sidder vagtposten ligesom den anden, kelbujbonden sad i går med geværet mellem knæene – han blunder måske? Talja tager endnu et skridt. Vagten var sprunget op, øjnene var vidt åbne, som hans mund – han råber med den åbne mund og de opspilede øjne: – Hvorhen, hvor skal du hen? Hæ-æh ska’ du ha’ en på go’daen af kolben, så… Du kender måske ik’ te’ forordningen – at man ska’ holde sig hjemme? Men hun har ikke noget i sine hænder, hun har bøjet sit hoved lidt og har dækket det med sine tomme hænder. Det koparrede ansigt under lerkasketten – glatter sig ud og falder til ro. Uden at fjerne øjnene – for pludselig… og hvad så? – Vagten banker på vinduet, vinduessprossen i rammen er skåret ud som et mørkt kors i det røde lys, og derinde kan det nu være… Ud på trappen træder der én i en lerskjorte – én af tusinde, en myre og et gevær. Vagten siger til ham: – Hør her: Stå vagt her, så præsenterer jeg hende her – for ledelsen. Hundene, månen og støvet. Fra græsgangene – en kraftig og bitter vind, læberne udtørrer. – Ak, som de hanhunde hyler… De keder sig… Du… hvad hedder du så? – Natalja. – Så-å, for fanden! Min kone hedder også Natalja, nå, tak ska’ du ha! Hej, hej, se dig nu for: Køerne har smidt noget – du ku’ få de små fødder smurt ind i… Fy, for nogen køer, de har her. For et pund søm ku’ man her… Nogle steder – er i det hele taget…! Hvad skulle du her, kom du hertil for at lave en byttehandel med salt eller stof, eller hva’? – Nej, jeg kom hertil for at undervise børnene – på skolen. – Herregud! Så ka’ du godt sige ham – lige ud: Sådan og sådan, min dreng, ti stille jeg underviser. Der vil ikke ske noget, på æresord. Du – vær ikke bange, selvom han… – Jeg er ikke bange. Og – døren er åben, et åndedrag – sammenpresset, tværs gennem den allersmalleste sprække mellem hans tænder. I rammen – i vokslysets vibrerende cirkel – vil dette ansigt altid være, de skudklare øjne, de spidse kindben og læberne: Der er ingen læber, ingen rosafarvede linier – ingen, og der vil aldrig falde et ord. Tavst, med øjnene. Så har han pludselig en flænge ved munden – ikke dér, men noget højere oppe, og overlæben er meget kort. Ord: – De kendte forordningen? – Ja. – Hvorfor så det her? – Fordi man så ville føre mig til Dem. Vokslyset begynder at sode og knitre, fra hans kindben – skygger. På bordet, på noget papir – en revolver, og de to bøsseløb – øjne. – Nogen våben? Et åndedræt – tværs gennem den smalleste sprække; sammenpresset: “Nej”. Han rejser sig bag bordet, vokslysets flamme blafrer; i et øjeblik – stilhed. Så fører han vant og let hænderne ned over hendes krop, presser let dér på hofterne – hvor der kan være gemt våben i kjolefolderne. Talja synes, at hans hænder ryster, eller er det hende, der dirrer? – hendes læber er tørre, og i et kort sekund er det, som en nål går gennem alt: “D e t? Med ham?” Og hun svarer sig selv: “Ja, både det og alt andet – hvis bare…” Uden at løfte øjenvipperne, der er bøjet ned af blomsternes tyngde – snubler hun over ordene og slikker sine tørre læber: – Jeg – det… har De ingen grund til. Jeg – fordi, De har… Jeg ved det: Ham vil De i morgen tidlig… – Hvem – ham? – Kukoverov. Jeg – jeg kan ikke klare, at han… Og jeg vil give Dem alt, hele min krop – hvad De ønsker! – for Dem vil jeg hele livet være… Jeg elsker ham, forstår De? Stilhed. Stilhed. Vokslyset begynder at sode og knitre. Nu er flængen af læberne meget let at se på hans ansigt, overlæben er meget kort, og den dirrer let – måske er det skyggerne fra vokslyset. – Også jeg elsker ham. Taljas øjne bliver kæmpestore – står på vid gab. – De? – Ja, jeg. Vi har siddet i fængsel sammen i et år. Vi to boede sammen. Det glemmer man ikke. – Det vil sige, at De ikke… – I morgen skyder jeg ham. Nej, ikke jeg – men, det er jo ligegyldigt. Da hun gisper, svajer vokslyset, gulvet og væggene i soden. Talja er nødt til at gribe fat i bordet med begge hænder, hun bøjer sig med sine øjne dybere mod de andre øjne, hendes øjne – bevingede, åbne på vid gab. Dorda rejser sig – sikkert, hele kroppen – i et hylster; han tager revolveren fra bordet, fra papirerne. – Jeg går hen til ham nu. De venter på mig her. Og endnu engang lyder hans stemme – fra det fjerne, og bag dørene siger han til vagten: – Bliv her hos hende, indtil jeg kommer tilbage. Stilhed. Vægen – som en sort krog, som en høgeklo. Højt oppe – loftet, der vejer tusinder af pund, og længere oppe – himmelen, ødemarkerne, ismasserne og den mørke stjerne.

* * *

Maskinerne og menneskene er stivnet i deres sidste sving, og menneskene, de stumme bogskarer, og århundrederne – med et lydløst, øredøvende brøl: Alt dette, fordi de tre sidste mennesker på stjernen til slut skal kastes herned på den nøgne flodbred. Den nøgne, tomme sal – kun den kæmpestore cirkel på gulvet, formeret ved delinger og en stadig ubevægelig, sort pil. Det er enkelt, der er ikke noget som helst i den, og alligevel – dirrer også de, som et vildt dyr, der får færten af bøsseløbets sorte hul. De to – med ansigtet herhen. Månens lys – nedefra og bagfra, deres ansigter er i skygge, og på den grønlige, stivnede himmel er der skåret to mørke profiler ud: Manden – skulende, hagen presset ned på brystet, nedenfor skuldrene er der muskelknuder; og den unge kvinde – spidse øjenvipper, læber, som lige har sagt noget og endnu ikke er lukket sammen. Og nu har hun, den ældste, som for tusinde cirkler siden var Moder, bøjet sig ned. På pilen – hendes marmoragtige hånd, og fra hånden stiger marmoren længere og længere op ad armen, og det er som om, at hun aldrig kan flytte sin arm ud af stedet. Hendes øjenbryn, tænder, hele kroppen bliver endnu hårdere! – for til sidst at briste! Knirkende begynder pilen at bevæge sig langsomt, begynder at kravle rundt i cirklen. Det er enkelt, på dette dit skulder… vær ikke bange, pres bare din skulder ind til mig, så din skulder… vær ikke bange, lad bare være med at kigge derhen, lad være med at kigge. Knirkende kravler pilen over et ciffer – ja, her. Den standser. Det var alt. Hun, Moderen, står – rank og høj. Hen over hendes ansigt glider skyerne som en strøm af tanker – om alt på én gang: Om den nu døde dreng, om dem, om sig selv, om årtusinderne, om dette – det sidste sekund, og om det, der foregår nu. Mens den strammes mere og mere, rives den allertyndeste sekundagtige tråd over, og et sted nedenfor lyder en kolossal, rund og hul rungen. Alt skælver: Med et kluntet hop og i et sidste glimt – styrter de to måner ned i nabosalen – lyden af en raslende kæde, af maskiner, der river sig løs og gennem braget – et skrig; det bliver pludselig mørkt, det er nat på den mørke stjerne.

* * *

Dorda ser ind i de vidtfavnende, vidt åbne, blå øjne, han ser, hvordan Kukoverovs læber bevæger sig, ser på hans finger – på siden, ved neglen, den gule tobaksrøg. Det er et menneske, et levende menneske. Og så vide, v i d e præcis, at i morgen – – Sådan: Hvis Dorda havde bevæget sig bare den mindste smule, eller bare havde ført blyanten hen over papiret, så ville det være sket ikke i morgen, men nu og her – fordi Kukoverov er af det allertyndeste glas, så tyndt som cigaretpapir. Og Dorda står ubevægelig – en statue af mørk, læderagtig, skinnende metal. – Giv mig en cigaret… – Kukoverovs stemme kommer besværet over hans tørre læber. Med cigaretten bøjer han sig over bliklampens glas (han har ingen tændstikker) – den røde tunge i glasset blusser opad og oser. – Kan du huske, Dorda, da vi sad i fængslet uden tobak? Én cigaret – og jeg ville, at du skulle tage den, og du – at jeg skulle, men så hamrede vi den fast til væggen med et søm – som et minde… som… På perronen – klokken har nu ringet tredje gang, og man må skynde sig – hurtigere og hurtigere at sige noget om både det ene og det andet – brudstykker. Kukoverov ryger grådigt, på cigaretten vokser den grå, let krusede aske, i hans hoved drejer viserne vanvittigt hurtigt rundt. – Og så, os to – ved vinduet på taburetten og himmelen – og det der… Ja, sporvognen der ringede – for os var det, som om… som… Og nu – du og jeg… komisk! Jeg har hele tiden tænkt på… Hér, det her blikkrus med vand – hør, kan du se, at der dér for oven under kanten er snavs? Forstår du – se, jeg så på det og tænkte: I morgen vil det være fuldstændig det samme. Dér er måske kun en helstøbt intethed, en ødemark og intet andet – og forstår du, så tror jeg: Pludselig at se at d é r på det selv samme krus – lige dér, er der snavs på det – og måske, vil det være til utrolig stor glæde – en sådan… Eller at se: En orm, der kravler – ikke andet end en orm. Dorda sidder, han understøtter krampagtigt sit hoved, han har ingen mund, med blyanten tegner han et kors på papiret – og ét endnu større – der er ikke mere plads, han er nødt til at fjerne revolveren fra papiret. Men næppe har han rørt revolveren – så dukker en tanke pludselig op. Han hører hjertet – et! to! tre! – som uret i en søvnløs nat. Ja, det vil velsagtens være det – – Han har rejst sig – langsomt hen til vinduet; han er standset op. Og på ryggen – et sted lige her, mellem skulderbladene, han får endog lyst til at røre dette sted, er der nu noget, der stikker lidt – med ryggen ser Dorda tydeligt: Kukoverov har taget revolveren, som han havde efterladt på bordet, og nu har han løftet den op. Gennem vinduet – himmelen, ødemarkerne, ismasserne og den kæmpestore, blå stjerne, nedenfor – vokser en uvejrssky som en støbejernsvæg frem fra tagene. Det er uvist hvorfor – i et kort sekund: Moderen på dørtærsklen, hendes hånd som en skygge op til øjnene… Dorda venter et minut og endnu ét. Og – der sker intet: Han vender sig hurtigt om, dér har Kukoverov bøjet sig over lampen, han ryger på en ny cigaret. Revolveren ligger på bordet som før. I skyggen, under Dordas skarpe kindben skælver en orm. Dorda går hen til bordet, tager revolveren op fra papiret, på hans ansigt – flænges lige med ét de røde læber, ikke dér, men lidt højere oppe, overlæben er meget kort. Og ordene. – Du er en idiot, en intellektuel! Det har jeg altid sagt til dig. – Det husker jeg… – et smil; aske – grå, let kruset – der snart drysser ned, falder. – Jeg ville have taget den og skudt. Det kan du være rolig for. I morgen skyder jeg dig – ikke jeg, men det er jo ligegyldigt. – I morgen – ja. Men nu er du… – Så er det nok, hold op med det vrøvl! Du forestiller dig måske, at jeg havde lagt den til dig med vilje? Din idiot! – Det er i orden. Og til dig har jeg måske – for dette ene minut… Men hør: Forstår du virkelig ikke, at det allervigtigste… Uret, der er sprunget, drejer vandvittigt hurtigt rundt, en time er et sekund. Der er ingen mennesker, og derfor må de to mennesker, ligsom når klokken har lydt tredje gang, skynde sig – hurtigere og hurtigere at sige noget om både det ene og det andet. På det skrammede bord ligger cigaretternes små, hvide lig og krusede aske. Kukoverov smiler, og rynkerne ved tindingerne danner en vifte; hans øjne skinner. – Ved du, Dorda? Jeg har ondt af dig – nå, sådan er det bare… Men det er måske kun lige nu, i morgen vil jeg måske – – Pludselig – er det enkelt, imorgen er deres begges: Endnu usynlig kommer den nu rullende et sted som en kolossal lysbølge – stadig nærmere. I skyggen, under Dordas skarpe kindben kaster en orm sig fra side til side. Begge er tavse, det virker som meget lang tid. Dorda kigger så ned på blyanten og siger ganske stille: – Jeg har fået besøg af din… jeg ved ikke hvem. Hun sagde forskelligt… nå, at hun elsker dig, og sådan – jeg kan ikke huske, hvad mere… Nå, det er lige meget. Det er derfor, jeg selv kom. Dorda kigger ned på korset – på papiret med blyanten – og han hører Kukoverovs åndedræt – langsomt, stramt, som om al luften pludselig er blevet til hårde små stykker for ham. Kukoverov er stille. – Nå? Hvorfor siger du ikke noget? For f-fanden! Dorda springer op – hen til vinduet; dér er stjernen væk, og hele himlen er en uvejrssky, som støbejern. Igen – hen til bordet, hvor Kukoverov sidder tavs. – Det her er måske dumt og forbudt, – men ligegyldigt: Ønsker du – at hun kommer herover til dig? Så skal jeg sige det til vagtposten. Nå? Vil du? Luften er som stikkende små stykker, han mangler ord. På Kukoverovs ansigt er der et smil, lyse og mørke skyer, der fortæller, at det er som dagen eller som… – og at dette er umuligt, uudholdeligt. Og alligevel – et nik med hovedet, næsten usynligt: Ja, jeg vil. Og da Dorda rejser sig for at gå, maser Kukoverovs stemme sig med besvær ud mellem hans tænder: – Ku’ du ikke lade nogle cigaretter ligge til mig – jeg har ikke en eneste. Tak. For alt. Engang, for lang tid siden – blev den sidste cigaret slået op på væggen med et søm. Sådan var det.

* * *

For Dorda, for Kukoverov, for menneskene og for Jorden er i morgen stadigvæk skjult af et forhæng af jernagtige, tordnende uvejrsskyer – og skjult er også den døde stjerne, der pludselig skælvede. Dér er alt sort; nat. Der er nat i et minut, så toner himmelen allerede frem igen. Men den er ikke den grønlige is, som hang over stjernen i går, og i forgårs: Den er blussende rød – som en ung pige, der for første gang ser og føler – at hendes kinder bliver hedere og hedere, at hendes hjerte summer af blodet, der farer én i møde – for at brænde op og brænde ud. Endnu en deling, en tynd tråd, og, i stedet for to måner, der trykker næserne flade mod ruden, stiger en endnu uset måne op – langsomt og kolossalt: Et rødt, loddent, koparret, grusomt, muntert, ligegyldigt og nysgerrigt ansigt. Væggene bliver purpurrøde af det gennemsigtige blod, og den røde stribe på den yngste kvindes bryst – ligner en revne i et bæger – og de røde ar på mandens skulder. Hans næsebor dirrer – som hos et vildt dyr, der får færten af en endnu fjern, utydelig lugt, det rejser børster og bevæger sig baglæns. Uden at tage øjnene fra den nye uhyggelige måne, – træder han et skridt tilbage, og endnu ét – mens han skærmer sig selv med håndfladen. Pludselig, som en pil – hen til døren – hurtigere væk herfra, for ikke at se, at – – Men der er ingen dør, den er spærret udefra med små stykker af de sprængte vægge – af blokke, bunker og bjerge af glasagtige ismasser i røde gnister, det er umuligt at komme tilbage, kun – fremad. Hvorhen? Jeg alene – jeg, Moderen, har levet i tusinder af cirkler – jeg alene ved hvorhen. Jeg hører, hvordan vi, som med et fløjt, hundrede gange hurtigere farer kredsende afsted for at mødes med Jorden – og derfor af hensyn til dette er de to sidste menneskers skæbner blevet beseglet med min hjælp, manden og kvinden: De er stadigvæk levende, de er stadigvæk mennesker. Og jeg – et menneske. Hvis jeg ikke havde været et menneske, hvis… Men det er forbudt at sige højt, og jeg ved: At jeg nu vil smile til ham – se! – jeg smilede. Med begge hænder holder han fast omkring sit pjuskede hoved, øjnene er runde – som et barns, som et vildt dyrs. Stille siger han til hende, til Moderen: – Hvad er det du har gjort? Hvad er det dér – det røde? – Det er Jorden. Jeg er vendt tilbage til Jorden – fordi vi… Nej, nej, hør nu: Dér på Jorden er der luft, dér er der mennesker, mænd og kvinder, og de trækker vejret hele dagen, hele natten – så meget de har lyst, og dér er man ikke nødt til at slå ihjel, og dér… Hans læber bevæger sig – han gentager ordene efter hende som en bøn – på hans overlæbe er en næsten usynlig, lun fordybning. Og på forhånd at vide og at se, hvordan den dirrer denne læbe i det sidste tændervisende smil, hvordan hans tænder… Højt: – Og du… du kommer til at trække vejret – om dagen, om natten, altid, lige så meget du har lyst! Manden lukker øjnene – det er umuligt at tro det straks, hjertet banker: Og straks åbner han dem igen, for at blive overbevist – for at række sine hænder hen til den lodne, smukke og forfærdelige Jord – for at skrige den i møde, som et vildt dyr i morgenrøden – for at gribe omkring hende, den anden kvinde i beruset glæde, at klemme hende brutalt, grusomt og ømt.

* * *

Kredsende og dirrende venter Jorden på at blive gennembrudt til dens mørke dyb – på at den utålmodige brusende purpurrøde lava skal rive sig løs – på at brænde op og brænde ud. Dirrende pakker den sin nøgenhed ind i uvejrsskyer, regnen øser ned og er skoldende som tårer – der vidner om, at det skal gå hurtigere, fordi det – aldrig: Det er blændende og gør ondt. Fra taget – dråber ned på stenvindueskarmen, og i hele verden hører de to – Kukoverov og Talja – hver eneste dråbe. En lampe, et bord af træ, på bordet – de små cigaretlig, og de – af blomsternes tyngde – bøjede øjenvipper er sænkede ned mod Kukoverov, han ligger på gulvet med ansigtet i den varme dal mellem Taljas knæ, hvor ormen, Rhopaloceraen, for nylig kastede sig fra side til side… Og i stilheden – dryp; fra dråbe til dråbe – århundreder. Kukoverov løfter sit ansigtet, sine lukkede øjne og sit smil: – Dråberne – kan De høre dem? Hvor forekommer en dråbe kæmpestor – eller måske er det ikke det, men De forstår? Og jeg ved: At jeg altid vil høre dem – hele mit – – Han ville have sagt: “Hele mit liv” – men snublede over ordene. Hans smil blegner, han rejser sig på knæ, stilhed, han gnider sin pande lige der over højre øjenbryn – den ene finger er gul af tobak. Inden i Talja vender og drejer hjertet sig som et levende barn, med en sådan smerte, at hun har lyst til at skrige, og hun må… hele kroppen, det mest umulige og allersværeste – kun for at denne time eller to for ham… Kukoverov åbner forbavset sine blå øjne, fordi han pludselig hører hendes latter. – Nej, hør – hvorfor er jeg dog så dum! Jeg har jo glemt det vigtigste for Dem… Jeg har lige talt med ham – med Dorda, og han siger, at i morgen… at De slet ikke… Jeg kan ikke huske… jeg havde travlt – han sagde, at De vil blive bragt til byen – han har arrangeret, at… Kukoverovs øjne – runde, som et barns – endnu mere blå og vidtfavnende. – Men… men til mig sagde han – noget helt andet – lige før. Vi var her… – Nej, nej! Fordi jeg bad ham om det, måske. Jeg ved ikke – han sagde det, det siger jeg jo! En cigaret. Ingen tændstikker – den røde tunge i lampen dirrer og strækker sig i vejret. I Kukoverovs hoved kommer vanvittige ord flyvende, de summer, som et ur, når fjederen springer og kommer hoppende ud af sit bur – ind mellem hinanden: – Ja, ja, jeg og Dorda var jo engang sammen. For ham er det meget… De her, ja, det er jo hans cigaretter – forstår De? Og hvis. Og bagefter skulle vi to et sted hen. Det er ganske enkelt: Efternavnet kan man… Det er komisk – hvor stammer det fra? Hans efternavnet var – Pupynin, Pantelej – forstår De? Og den mand har indgivet en ansøgning for at ændre det til “Robespierre” – Pantelej Robespierre! Netop, netop Pantelej Robespierre! Talja var nødt til at le sammen med Kukoverov, for hvis hun ikke havde givet sig til at le, så… Et enligt, tomt, forfærdeligt sekund uden åndedrag, så latter – som stumper og klumper – fuldstændigt tørre, og straks breder de sig som støv. Kukoverov taler igen om det samme – om det, de sammen skal… Skal? Og nu har hun ikke flere kræfter. Talja skriger: – Vær dog stille! Hold op! Jeg kan ikke! Stilhed. Dråber på sten. Kukoverov på knæ, hans hoved i Taljas hænder – sådan, med begge hænder presser hun hans hoved hårdt, og uden at trække vejret ser hun på ham, hun ser og ser – for at huske ham hele livet. I Kukoverov – sætter den unge piges læber, der er lidt kolde, som syrenen i skumringen, sit aftryk for evigt – indtil i morgen. Og da han senere kysser hende gennem silken, svimler og dirrer Talja – hun dirrer, og hænderne bliver kolde – hele kroppen, noget helt utænkeligt sker – hurtigt knapper hun sin kjole op og tager sit venstre bryst frem – som havde hun taget det frem til et barn – og tilbyder Kukoverov det. – Her, vil du have det sådan? Dråber – tusinde mil herfra. Med sin hede kind og læber føler Kukoverov hele hendes krop – også hendes forvredne ord, der kommer springende ud: – Da han undersøgte mig – troede jeg… Jeg tænkte, at hvis jeg kunne også dette – ja, jeg kunne! Jeg ønsker, at du – du… Jeg vil gerne, at du efterlader noget af dig i mig, fordi… Nej-nej-nej, det er slet ikke, fordi jeg tror, at i morgen… nej! Jeg siger jo: Han sagde til mig – jeg siger det jo! Skal det være sådan, at man skal spise og gå ture sammen et helt liv? Det vigtigste er da, at… Nå, min kære! Dråberne på stenen, kæmpestore i stilheden. Og kæmpestort og let, som Jorden – forstår Kukoverov pludselig det hele. Og han forstår: Ja, sådan, det er nødvendigt; og han forstår: At døden ikke findes. Han går hen til døren og lytter, han slår krogen for. Hans hukommelse varer evigt – til i morgen: I træet under krogen er der en halvcirkel – den er tegnet af krogen, der i timer, år og århundreder har vugget frem og tilbage. Og endnu en ting: Vinduet er nu blevet blegt, rammens sorte kors, uvejrsskyerne og en kæmpemæssig, fjern – rund rungen kommer stadig nærmere.

* * *

Tværs gennem de millioner af mil luftige ismasser svimler alt endnu mere afsindigt, med et fløjt farer stjernen – for at brænde op og brænde ud – stadig nærmere. Og dér – de tre sidste. De belyses af et nyt, rødt og sidste lys – de drikker hensynsløst og grådigt af den tilbageværende luft, de bliver berusede og trækker vejret sådan, som menneskene her på stjernen engang trak vejret for længe siden, for tusinde af cirkler siden. Åh, bare én gang i sit liv – uden at tænke, uden beregning – med kroppen, med munden og med brystet! Manden og kvinden omfavner hinanden tæt: De to – et hele. Og hun, den ældste, Moderen – oppe over dem, over det hele. Hendes profil er skåret ind i himmelens røde skær, hendes øjenbryn og læber, hårdt sammenpressede, hun er af marmor, som skæbnen, skuldrene er let foroverbøjede under en tyngde, hun står og venter. Og så – under hendes fødder stiger gulvet i vejret, som en levende krop, og revnerne skærer med rødt i de tusindårige vægge, der lyder en ringen af glasagtige sprøjt – – Stilhed. På ødemarkerne er der skarpe savtakkede skygger fra de kuldkastede klipper. De iskolde glasblokke er sat i brand af skarlagenrøde gnister, under dem – som i dybet set gennem is – maskinernes mørke bryster, bøger, kroppe, tre – i ét nu og tæt på hinanden frosne lig. I stilheden – dråberne på sten, fra dråbe til dråbe – århundreder, sekunder. I et sådan berammet sekund – vælter uvejrsskyerne pludselig nedad, i det blændende hvide ses vinduesrammens sorte kors, lyn som stolper, og oven over – sten, brag og ild. Ud af husene kommer bønderne fra Kelbuj og fra Orlov væltende, hoppende og stejlende på bagbenene som bjørne, og alle løber afsted og falder ned i de skoldhede revner. Jorden åbner sit indre mere og mere – hele jorden, for at undfange, for at der i det purpurrøde lys skal opstå nye, flammende eksistenser, for derefter i den hvide tåge at skabe nye, blomsterlignende eksistenser med slanke stængler, der knytter sig til den nye Jord, og når disse menneskelige blomster modnes – – 1923

Oversat af Else-Marie Vig

En verden: En syrenbusk – evig, kæmpestor og vidtstrakt. I denne verden er jeg: En gylden-pink orm, Rhopalocera, med et horn på halen. I dag skal jeg dø som orm og blive til puppe, min krop er sønderrevet af smerte, udstrakt som bro – udspændt og skælvende. Hvis jeg bare kunne skrige – hvis jeg bare kunne! – så ville alle høre mig. Men jeg er stum.

Endnu en verden: Flodens spejl – en gennemsigtig bro af jern og blå himmel, broen krummer spændt sin ryg; skud og skyer. På den anden side af broen står de sovjettiske orlovbønder i deres lerskjorter; og på denne side – fjenderne: De spraglede kelbujbønder. Og det er mig – en bonde fra Orlov og fra Kelbuj, jeg – jeg skyder på mig selv, farer stakåndet over broen og falder ned fra broen, mine arme er spredte som vinger – jeg skriger… Og endnu en verden: Jorden – med syrenen, oceanerne, Rhopaloceraen, skyerne og skuddene, og ubevægeligt farer jorden afsted i det blå, og fra uendeligheden kommer en endnu usynlig, mørk stjerne farende jorden i møde. Dér, på stjernen – lyser et svagt rødt skær på murenes ruiner, gallerier, maskiner, tre – tæt på hinanden – frosne lig og min nøgne iskolde krop. Og det allervigtigste: For at det skal gå hurtigere – slaget mod Jorden, braget, for at alt det skal lægges i aske sammen med mig, alle mure og maskiner på Jorden skal også lægges i aske, og i den purpurrøde flamme vil der så opstå nye, brændende jeg’er, og derefter vil der i en hvid, lun tåge atter opstå nye, blomsterlignende jeg’er, der, som slanke stængler, knytter sig til den nye Jord, og når disse menneskelige blomster modnes… Over Jorden – som tanker – skyer. Nogle – højt oppe, glade, lette og svagt rosafarvede som en feminin sommerkjole; andre – langt nede, tunge, langsomme, støbte og mørkeblå. Deres skygger glider som en hurtig, mørk vinge – hen over vandet, over lerskjorterne, over ansigterne og over bladene. I skyggen – kaster Rhopaloceraen sit hoved desperat fra side til side, og i skyggen lyder skuddene oftere: Det er lettere at sigte, når solen ikke blænder.

* * *

Verdenerne er blevet krydset, og første pinsedag – d. 25. maj – trådte ormen, Rhopalocera, ind i Kukoverovs, Taljas, min og jeres verden, ind i Kelbujskoven. Dér er der en lysning, fyldt til randen med den stærkeste, grønne solsaft filtreret gennem løvet; i midten af lysningen står den kæmpestore syrenbusk, dens grene er bøjet ned af blomsternes tyngde, og under busken, i jord til livet, står en stengudinde med sit gule tusindårgamle smil. Fem kelbujbønder kommer snart hen til Kukoverov for at fortælle ham, hvornår de begynder: I overmorgen, i morgen, måske endda i dag. Men i de næste fem minutter vil Talja og Kukoverov stadig være alene. Kukoverov har ingen tændstikker, og han fanger solens stråler med sin lup – han tænder sin smøg. Tavst vokser den grå, let krusede aske frem på cigaretten – Kukoverovs hår er som asken, og under asken… For ikke at se på de uudholdelige kurver i krogen ved Taljas læber, ser Kukoverov på stengudinden. Men dér er der også læber, et smil – tusindårigt. Og han vender sig igen mod Talja. – Ja – engang smurte man disse læber med menneskeblod. På en dag som i dag. – Men gør I ikke også det nu? – Jo, men ikke kun med fremmed – også med med vort eget blod. Og ved De – måske… Og for sig selv – meget stille: at måske vil det allerede ske i morgen eller i overmorgen, og derfor må man skynde sig at tage så meget af himmelen, af denne syrenbusk, af humlebien, der med sine ben borer sig ned i blomsterne og endnu mere – og så endnu… Hans fingre ryster lidt (den ene finger er helt gul af tobak), og fra cigaretten drysser den grå, let krusede aske. – De er atten år, Talja, og jeg… Det er måske komisk, at jeg… jeg har jo kun kendt Dem i en uge. Men for øvrigt… har De nogensinde tænkt på, at nu drejer jorden hundrede gange hurtigere, og for hver time drejer alt hundrede gange hurtigere. Er det derfor, der ikke er nogen, der lægger mærke til det? Og, forstår De, at en dag – eller et minut… Ja, et øjeblik er nok for pludselig at forstå, at for Dem er et andet menneske… De tætvoksende syrengrene er bøjet ned af blomsternes tyngde. Under dem er skyggen hist og her broderet af solen, og i skyggen sidder Talja. Hendes tætvoksende øjenvipper er bøjet ned af nogle blomsters tyngde. Kukoverov mangler ord, og uvist hvorfor – må han bøje og knække en syrenkvist. Kvisten skælver – og ned falder den silkegule Rhopalocera – lige ned i Taljas skød – ned i den lune hulning i hendes kjole, der er mættet af varmen fra solens og kjolens krop. Dér ruller den sig sammen i en pinefuld, stram ring – og hvis den bare, hvis den bare kunne skrige, at det jo er i morgen – den skal dø! Kukoverov tier, Talja siger: – Nå, hvad er det med Dem? Videre! Nå? De – af blomsternes tyngde – nedbøjede øjenvipper; den lille plet i krogen ved hendes læber. Ingen tændstikker. Kukoverov tænder cigaretten med luppen, hans fingre ryster, uudholdeligt for hans øjne ryster også den koncentrerede solskinsplet. Og – ja, det er netop sådan: Dér i krogen ved hendes læber er, som gennem en lup, alt ved hende koncentreret, alt det ungdommelige og feminine ved hende – det er det samme, som… – Videre? Vil De gerne, at jeg havde sagt, hvad der sker? En stemme – ikke Kukoverovs, men en mørk – kom ud under en bunke. Talja løfter sine øjenvipper, og ser så pludselig hans opslugte ansigt, hans blå, vidt åbne øjne, der siger alt, furerne fra fængselsopholdet, håret som aske og hans gule tobaksfingre. Dette varer et kort øjeblik. Og Talja er atter tilbage i øjenvippernes og syrenens skygge, hun bøjer sig, bøjer sig endnu dybere, hun stryger ganske stille Rhopaloceraens silkeryg og siger lydløst et ord til den. Men Kukoverov synes, at han hørte det – og pludselig sparkede hans hjerte smertefuldt, som om det slet ikke var et hjerte, men et levende barn. Og da indhalerede Kukoverov skoven, himmelen, ormen og solen højt: “Det er dejligt… Alligevel!” – og Talja forstår, at han havde forstået, at hendes hjerte også sparkede som et levende barn. Og til Kukoverov – nogle ord, for nu var det umuligt at tie stille: – Dem er jeg meget… Jeg avlede altid sommerfugle af dem, da jeg var lille. n af dem klækkede hos os om vinteren, til jul, vinduerne var dækkede af is, og den fløj og fløj… Kukoverov sagde stille: – Også jeg… Men det, der kom efter “jeg” – vil aldrig blive sagt: For hen mod stengudinden, hen mod Guden, der i sin tid var næret med menneskeblod, kom fem gående – på bjørnemanér – på bare hæle. Talja rejser sig hurtigt fra skyggen (øjenvippernes og syrenens) og går gennem solen – i den hvide, svagt rosafarvede kjole, med sig bærer hun et sted dybt inde i sig aftrykket af Kukoverovs øjne og på håndfladen Rhopaloceraen, som skal dø i morgen. Fem mand – den ene ligner en skovtrold, er høj som et fyrretræ, hans hoved sidder som på en stang – kommer samtidig tumlende hen til Kukoverov, der stadig er som åbnet på vid gab, og som svar på hans spørgsmål – (“Hvad så, folkens, har I besluttet jer?”) – svarer de samtidig: – Det har vi! Vores formand, Filimosjka, sidder allerede bag lås og slå, afsted til fængslet. Nu har de sovjetbønder moret sig nok! Det satte ild til lunten, og gnisten løb hen mod krudttønden: Måske var lunten lang som timer, måske – som dage, men for hvert minut nærmede den sig krudtet – og så vil det buldre med flammer, røg og stykker af menneskehjerter og mit hjerte.

* * *

Og den samme første pinsedag – i byen, hvor der er hvidt støv, der aldrig lægger sig, sten, blikskyer, jernskilte røde med guldbogstaver og jernmennesker. Dér, i udkanten af den pukkelryggede gade, pikker hønsene i det grove græs, der lugter af ræddike – hønsene er forpjuskede og mølædte af lus ligesom menneskene. Og dér, bag de i sin tid lyseblå skodder, var der stukket birkekviste ind. I går, i anledningen af pinse, havde Dordas moder sat dem op før højmessen. På grund af hendes gamle silketørklæde, hendes gammelkoneagtige svampelugt og birkekvistene med de små – af solen – sammenrullede bladrør, var der noget, der glimtede indeni Dorda et kort sekund, ligesom det solsvedne birkeløv glimtede i vinden. Men kun – et sekund. Op af pistolhylstret trak han en revolver, og han selv – en revolver i sort læder – eller måske endda et metalhylster, øjnene var skudklare. Da han lagde patronerne i magasinet, sagde han til moderen: – Nå, har du nu igen været i kirke? Ak, din gamle kone! Og derhenne lyder det: “Jeg forstår det hele, jeg – jeg…” – Og hvad så, min kære: Kristus havde alle arbejderne, hyrderne, de vise mænd og englene på sin side. Ja. Det kan du ikke nægte. – Hvad mener du – arbejderne… englene? Pludselig bruser vandet ud af jernstudsen på et vandrør, og det sprøjter op i luften og ud til alle sider, og børnene bliver glade: Sådan brusede latteren nu ud af Dorda, og patronen nåede aldrig at falde ned i magasinet. Men de voksne skynder sig at jage børnene væk og lukker hurtigt for vandet, og så er Dorda igen tilbage i sit hylster – læder – eller måske endda metal, patronen gav et smæld og var på plads. Moderen – vredt: – Hvad bilder du dig ind at tage ladegreb på en helligdag? Hvor skal du hen, siden du er skudklar? – Bønderne i Kelbuj gør oprør, så jeg skal dertil. Nu har de moret sig nok! Under tørklædet – rynker. De brune læber bevægede sig ganske let – som en birkekvist i en flamme, men sige det højt må man ikke, og med en snip af kjolen tørrede hun blot sin næse og sine øjne. Og øjnene – de moderlige øjne, der vil huske alt ved ham, lagde hans mørke, klippede hoved, ja, den lille åre i tindingen ind i sig, for på den dag, når de kommer med ham – – Hans læber var sammenpressede (nu og altid), indgangen var spærret og kalket hvid: En mur. Pludselig åbnedes munden mærkeligt, ikke dér, hvor det så ud til den var, men lidt højere oppe – overlæben var meget kort. Og med ordene: – Det er bedre, at du finder noget til turen, end det her. Foroverbøjet smutter hun afsted, de slidte støvler slæber afsted. I stilheden hører jeg… kender De ikke denne pudsige, humane lyd – fra næsen, når man ikke må vise sine tårer, og man er nødt til at synke dem? Og måske har Kukoverov ret – måske farer alt hundrede gange hurtigere, der går et minut, ikke mere – så ligger Dorda i skyttegraven. I skyttegraven er leret vådt, under Dordas albue er der en fordybning, og med skudklare øjne kigger han gennem kikkerten på broen, på kelbujbøndernes rønner (deres skodder er også lyseblå). I den blå luft – “piieev” – et fløjt, en syngen, den falder – dør hen – et plump: En kugle. Lavere og lavere på den blå himmel – en høg, og man kunne nu se: På de armløse skuldre drejer et spidst hoved med fokuserende øjne sig fra side til side. Øjnene sigter på Dorda, på orlovbønderne – vrede, godmodige og lodne som en humlebi – på kødet: Dér, bagved skyttegraven, ligger der én – lige for et øjeblik siden – var han et jeg, men nu – bare kød, de grønne og bronzefarvede fuldblodsfluer kravler på hånden, på øjnene og suger i krogen ved hans læber. Og ved siden af Dorda – en koparret fyr på maven i leret, han klikker godmodigt med låsen og vrisser: – Hva’ er det her for en krig, hva’? I en rigtig krig er det sår’n, he-he, at det pisker ned med kostromahoveder og novgorodtarme – værs’go ta’ den… Ja, sårn er det! Hva’ er det her for en krig, hva’? Hans lerskjorte var knappet forkert – han var sprunget over et knaphul – og i åbningen kunne man se hans gule hummelbibehårede bryst. Og måske – var det ham – måske en anden, der, mens han langsomt tyggede sin rugbrødshumpel, sagde: – Det var her, jeg sidste år byttede mig til et pund søm for to hanekyllinger, ja, det var noget! Kammerat Dorda, hva’ med et stykke brød? Men Dorda hører ikke efter: Han havde sat sig på knæ og lyttede til sit hjerte – et, to og tre – som urets slag om natten, når du ligger søvnløs. Fra et eller andet sted: “Kristus havde alle arbejderne, hyrderne, de vise mænd og englene på sin side” – et sort silketørklæde. Og Dorda komanderer skarpt og revolveragtigt: – Nå – over broen! Én efter e-en lø-ø-ø-b-b…! I den blå luft: Piieev – og en glente. Jeg, hvert eneste jeg ved: Det bliver mig – glenten, fluerne, og kroppen ruller sig sammen i en pinefuld, stram ring. Derefter i stedet for mig – vi, og for os alle er der kun det ene, det allervigtigste, det eneste i livet: At komme over broen – at bøje og knække dem – væk fra vejen, fra jorden, for ikke at forstyrre… Forstyrre hvad? Ja, lykken, naturligvis. Et sted i glentehøjde mellem jord og himmel – en bro til lykken, tavler og skinner, Dorda og lerskjorterne. Gennem jernkniplingerne – sekundlignende stykker af blåt, af gule stråtage og af grå flodkrusninger nedenunder. Og det sidste: Hvis man falder ned herfra – er det som at flyve – højt, langt og uendeligt.

* * *

Dorda ved endnu ikke, og i endnu to-tre minutter vil han ikke vide, om han falder ned eller ej. Men på den mørke stjerne ved de det allerede: Idag er den sidste. Dér er det nat. På Jorden – dag, men dér, på stjernen, er det nat, på den sorte himmel – to kæmpestore, grønlige, iskolde måner over ørknerne og klipperne, fra klipperne – blå savtakkede skygger. Tusindårig stilhed, månerne står stadig højere, og nu glimter murenes glas, gallerierne, trapperne, kuplerne og salene svagt nedad – alt er grønligt, gennemsigtigt – som skabt af de to måners fastfrosne lys. Stilhed. Månelyset bliver stadig klarere, og som i en drøm, hvor alt pludselig er skåret ud, i et kort øjeblik, er præcist – som i en drøm: Fire. Ved en søjle – en mand… nej: Det er en høj kvinde, hun venter ubevægeligt og marmoragtigt; en plade er lige blevet løftet op – kæden gynger stadig over lugen, og to ligger på gulvet, de klamrer sig sådan til kanten af lugen, at deres negle er blevet hvide; til den ene side står en dreng – med øjnenes dybe, blinde fordybninger og et lyttende hoved fugleagtigt på skrå. Og ud gennem de sammenpressede tænder – en besværlig hvisken, men hvert ord er tydeligt – som i en drøm, når jeg lever mig ind i den, i hver eneste. En hvisken ved søjlen (kvinden, den høje, øjenbrynene er trukket sammen, hun har en dyb revne mellem øjenbrynene): – Nå, hvad så – tror I mig nu? En hvisken over lugen (to, en mand og en anden kvinde, læberne dirrer). – Ja… (højere, desperat): Nej! Er det den sidste? Nej! Den sidste flaske luft. Her, på stjernen, har der ikke været luft i lang tid, og den her har – som den mest værdifulde lyseblå vin – ligget på glasflaske i århundreder. Og den her er den sidste flaske, og de sidste fire – en stamme, en nation, et folk. Én, hende den høje – står nu ved søjlen, hendes øjenbryn trukket sammen i smerte – engang var hun moder til dem alle tre. Hvornår det var – for hundrede eller tusinde cirkler siden – er ligegyldigt: Nu er det den sidste cirkel, og manden er ikke længere hendes søn, men hendes mand, og den anden kvinde – ikke hendes datter, men en anden kvinde. Det iskolde lys er klarere, og nu er der i hele verden kun dét ene: Den løftede arm og den let blinkende, lyseblå flaske, og fingrene presser den så hårdt, at neglene er blevet hvide… Ikke én eneste dråbe må blive spildt, hver eneste dråbe er et minut af mit liv, jeg er en mand, jeg er stærk, jeg må leve. Drengen strækker sin hals, føler ud i tomheden og snubler, han har haget sig fast til min arm – og siger… skrup af, krøbling! Men dér, ved søjlen, øjenbrynene er trukket sammen, derfra – et slag fra øjnene – som fra en pisk, og manden, der gemmer sig i en skulen, giver den blinde en slurk. Derefter drikker de tre med lukkede øjne og hovederne kastet bagover – de suger til sig, de trækker vejret, og marmoren rødmer let, hjerterne klinger – at leve! At leve! Uden tøj – som statuer. Når den ene kvinde, den yngste, drikker, ses hendes smeltede kobberhår under armene. Måske er det tilfældigt, at manden strejfer hendes skulder med sin – nej, det er ikke tilfældigt: Det er sket før, men nu, da alt er ligegyldigt, og der ikke er noget at frygte, trykker han sig nu endnu hårdere ind til hende – endnu hårdere – og et smil går fra krop til krop, også skuldrene, knæene, lårerne, brysterne og læberne smiler, imorgen eksisterer ikke – intet eksisterer – kun nuet. Den ældste, Moderen – kigger på; kløften mellem hendes øjenbryn bliver stadig mørkere og dybere. Hun går hen til ham, presser hans ansigt mellem sine håndflader, hendes mands, med vold og magt trænger hun sig ind i hans øjne – ned ad de glatte trappetrin, helt ned i dybet. Dér, i dybet ser hun… Lad gå: Bare en sidste gang vil hun suge dette ansigt til sig, klemme det så hårdt, at der kommer hvide spor efter fingrene i den rosa farve. Og så hendes ord – almindelige, enkle, men hver eneste af dem må rives ud af hende som kød: – Jeg… Jeg bliver her. I to kan hente vand. Gå. De gik. Hun står ved søjlen, alene og marmoragtig, marmoren stiger højere og højere op af hendes ben. Med lukkede øjne ser hun det, der nu foregår nedenfor ved brønden. Dér er bægrene blevet sat på gulvet, mandens hånd rører let ved kvindens stride kobberhår, glider hen over hendes bryst og hendes knæ – på det ene knæ har hun et lille hvidt ar: Kan du huske? – Du faldt og det blødte… Vil du – nu? Månelys middag. Tunge, iskolde lysblokke. Drengen står ubevægeligt, fugleagtig, med blinde øjne ser han op, han kalder på Moderen: Vand! Men hun hører det ikke, fordi døren er gået op – og ind træder de to. Kvindens læber er fugtige, på det ene knæ er der et hvidt ar, og højere oppe, på låret – en rød stribe: Et spor af blod. De har ingen tøj på, som statuer, alt er nøgent, enkelt og det sidste. Moderen tager den blinde ved hånden og går dem langsomt i møde, langsom og marmoragtig som skæbnen. – Nu er tiden inde. Følg efter mig og stands ikke. – Hvor skal vi hen? – Det ved jeg. Dér, i de nederste sale, kan vi stadigvæk finde lidt, så vi kan trække vejret. Og dér… – Hvad er der dér? Hun tier. Hen over hendes ansigt – skyer: De hænger støbte – i den dybe revne mellem øjenbrynene og lette, rosafarvede skyer hænger i det sidste smil.

* * *

Og – neden under, på Jorden, hvor der nu er dag, hvor skyerne er støbte og mørkeblå, lette og skarlagenrøde, og hvor forårsregnen falder skråt, som flyvende sejl, skinner solen påny – de tusinde små sole på græssets blade, der er bøjet under de små soldråber. Hvis Kukoverov har ret, og at alt drejer hundrede gange hurtigere, så er det den selv samme endeløse, hvirvelstormende dag, og det er også uger tilbage i tiden. Der er stadig flere uger at leve i for den, der nu ligger som kød for høgen på den gule ler, og Rhopaloceraen ved endnu ikke, at den i morgen skal dø som orm og blive en sort puppe, og heller ikke Dorda ved det, og i Kelbuj har bønderne endnu ikke arresteret Filimosjka, og han er stadigvæk kun Filimosjka-fattiglem og ikke formand Filimon Egorytj. En rønne, hullerne i vinduerne er stoppet til med klude – og i Filimosjkas mund er der sorte huller efter udslåede tænder, han damper på en hjemmerullet, læner sig op ad dørkarmen og venter. Dér, hen ad vejen kommer Filimoškas kvindemenneske, hun hvirvler støvet op med de bare fødder; hun har en dreng på armen – hun har taget en andens barn med, naboens: Når hun har et barn på armen, slår Filimosjka hende ikke. Men idag er han anderledes, idag ville han alligevel ikke have slået hende. – Nå, kvinde, fart på: Du skal med mig til et møde. Der er kommet et papir fra byen – alle I kvindemennesker skal også med. Nu er det drøjt, min ven! Foran trappen til fængslet – rygge, skjorter pustet op som bobler af vinden, nakke som støvleskafter garvede af solen, støj og summen. Og pludselig på trappen – ih, du milde! Filimosjka! Hvor ska’ du hen? Hvad vil du? – Kammerater, stille! Nu er det drøjt. Der er ingen grund til at spilde tiden – vælg mig en sekretær! Over ryggene, over hovederne, blev et hoved med en pandelok hævet op – som på en stang, over dem alle – det var bonden, på størrelse med en skovtrold, og hans skovtroldestemme sagde: – Et det ikke blevet sådan, køb en vogn til dit hjul? Ska’ vi ikke have en formand? Filimosjka: – Formanden – det er mig! – Hans bryst er som et hjul, han har sat det ene ben foran det andet og står som bogstavet R! – Men hvorfor ska’ det være dig – dit brune fattiglem? – Ja, hvorfor, der står jo den fattigste på papiret. Og hvem er fattigere end mig – nå, kom frem? Kom! Hovedet på stangen drejer sig, og hænder klør i nakkene – ifølge papiret – skal det godt nok være sådan, for fattigere end Filimosjka er der ingen, der er. Og Filimosjka er nu formand Filimon Egorytj, han er ikke i sin gamle rønne længere – han er i en møllers hus med hollandske ovne, han har hele Kelbuj – lige dér, i sin knytnæve – han presser nu citronen: For alle sine udslåede tænder, for alle hullerne, for de tredive års sult og for alt, straks. De skrå sejl af regn, skyerne, solen, nætterne, dagene – eller en time, et sekund. Og første pinsedag: På dørtærsklen, med sit tørklæde, med hånden buet som en skygge følger moderens blik Dorda, og i fængslet i Kelbuj sidder den bundne Filimosjka – under lås og slå, lyshårede børn klæber sig fast til ruderne med næserne og ved dørene står den lodne bonde solidt plantet med sin riffel. Lunten er tændt, ilden løber hen mod krudttønden, og Kukoverov tror – at han er proppet med krudt: Det er forfærdeligt, det er godt, og nu er det nødvendigt, at alt går hurtigere, hurtigere, for at presse år til timer – for at nå det hele. På ryggene er skjorterne pustet op som bobler af vinden. Med ansigtet mod mig, mod jer – taler Kukoverov fra trappen, hans hår – aske, let kruset og hans ord… Men ligger det vigtigste i ordene? Hvis deres hjerte i dag pludselig var blevet levende og havde sparket som et levende barn – så ville de slå på deres hjerte som på en klokke, og svaret ville klinge i enhver, og alt ville være skabt af dem: Alle de lodne ansigter som barneøjne, og syrenkvisten, der er skåret ind i himmelen over stakittet, og den støbte uvejrssky med den feminine rosafarvede kant, og med sit bryst i uvejrsskyen en ængstelig svale. Gennem alt det, fra det fjerne – som stod han i et klokketårn og hovederne, nakkene og hænderne var nedenfor – hører Kukoverov: – Rigtigt! Nu har de moret sig over os længe nok! Vi er ikke børn! Solen går ned bag bjerget. I dørene ringer tynde stråler mælk på blikspandenes vægge, kørerne vælter spandene omkuld, når de sparker med bagbenet, det er som om, at alt foregår for sidste gang: Konerne begynder at tude; tårerne er varme, mælken er varm. Og på fængslets trappe – en lodden hul lyd, Beredánrifler, de dobbeltløbede bjørnegeværer bliver trukket frem fra gemmestederne og går fra hånd til hånd. Og ligesom når en lyshåret dreng trækker afsted med sin træhest på hjul og hele tiden ser sig tilbage – uden at se sig mæt, trækker bonden, der ligner en skovtrold, et maskingevær i et reb efter sig hen over støvet. Og som svar på et begrejstret: “Se til Fedka dér! Hør, hvor har du den fra?” – blinker han listigt og siger: – Nå, den er fra sytten, jeg byttede med nogle soldater. For et par og tredive kilo korn fik jeg en kappe, den her fik jeg med oven i handlen… I skumringen, hvor alt er som af glas, og flagermusene lydløst kaster sig på kryds og tværs over gaden – Kukoverov går ind i en forhave. Dér er syrenbladene næsten sorte nu, og Taljas kjole er så hvid, at det gør ondt, hendes ansigt kan man ikke se, hun har bøjet sig: – Vil du se, hvad jeg har? Jeg tog ham med herhen fra skoven… nej, her er han, her, længere nede. ‘Han’ – Rhopaloceraen, en sammenkrøbet, ubevægelig verden, er parat til at dø i morgen. Og for dette i morgen, for det, der var sket om morgenen i skoven, for den svage dirren i Taljas stemme åbnede Kukoverovs hjerte sig pludselig på vid gab, og han kunne ikke få luft, og – komisk og absurd! – han havde tårer i øjnene, han bøjede sig tavst, en kølige syrenklase med dug strejfede hans kind. Senere sad Kukoverov ved siden af Talja ved vinduet i en rønne. Gennem vinduet kom uvejrsskyen nærmere og nærmere, svalen – med brystet ind i uvejrsskyen. På bordet står en samovar, det dufter af solbærte. Fruen i huset, Baranixa, står ved døren og er nu på vej ud. Måske virker det uhyggeligt, at hun går og efterlader dem alene, så måske for at forhindre hende i det siger Talja: – Nej, vent lidt, fortæl endnu en gang, hvordan det var med ham Filimosjka… Nå? – Ak, du, min dejlige unge! Ja, det glemmer du ikke, hva’? Jo, det var engang, han kom for at tage mine høns – og så var der et eller andet, der tog mig! – “Ak, du, siger jeg, må den Hellige Guds Moder…” og gav ham tørt på. Men han blev vred: “Jeg berøver dig, siger han så, din stemme i tre dage, for jeg vil ikke høre ét eneste pip fra dig de næste tre dage!” Og, hvad tror I? Jeg gik da rundt i tre dage som en stum – sådan et forbandet bæst er han! Nå – drik nu jeres te, må Gud være med jer, drik… Hun smækkede døren i – og de var alene, og nu måtte man ikke le, for alt var som lavet af det fineste glas, og bare et enkelt ord… Et sted i gaden – tusinder af mil væk, råbte en stemme: “Va-si-lej! Va-si-lej!” – og så blev det hele endnu mere glasagtigt, og de vidste begge, at nu – – Talja: – De har cigaretter… De har aldrig tændstikker… skal jeg… Men hun kunne ikke rejse sig for at hente tændstikkerne og blev siddende. Og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over – hun havde ikke flere kræfter. Mens Kukoverov synker luft gradvist bid for bid, tager han hendes ansigt mellem sine håndflader – verden drejer ganske stille og lyksaligt, den svajer lidt, og inden i sig vil han altid bære aftrykket af de feminine læber, let kølige, som syrenen i skumringen. Og med ét – et bank på vinduet, en næse trykkes flad på ruden. – Hej, Ivanytj, Kukoverov – er du der? Og da vinduet er blevet åbnet, kan man høre en stemme med et svagt påfaldende muntert kuldegys: – Nå, min ven, løjerne er gået i gang: De sovjettiske er på vej. Lad os komme afsted.

* * *

Broen af mørkeblå himmel og stål, et fløjt “piieevv”. Og igen. “Smæ-æk” – ned på jern, og et blødt – i kød. Et menneske var sunket som en sæk ned på broens lave gelænder, de farer forbi, og mennesket skriger til dem med øjnene: “Det er jo mig, det er mig” – de farer forbi. Uden hast glider mennesket bagover med ansigtet nedad. Der er langt at flyve, og måske kan man på en eller anden måde… måske skal man bare brede sine arme ud som vinger – – Plask, sprøjt, i et sekund en regnbue. Og Dorda: “Det var ikke mig, det var endnu ikke mig. Hurtigere!” Men broen er lang som et helt liv, halvtreds år, sammenpresset i et forfærdeligt stramt sekund, og fra den anden side – fra kelbujsiden kommer maskingeværets hvinen dem i møde. At standse op på broen nu er ligeså umuligt, som med ét ryk at standse et hundred kilometer langt tog. Og alligevel standser Dorda op. Han siger forbitret til sig selv: “A-ha, det er sådan, du er”, “Det er ikke mig”, “Dit s-svin!” – han standser sig selv med ét ryk, står med sammenpressede tænder, og de farer forbi. “Smæ-æk”! Igen… Derovre – ham den koparrede, forpustet med åben mund – måske råber han – ja, han råber til Dorda. – Hvad? Hej, smækkede den dig én? Nej? Et svedigt, koparret og loddent smil. Skudklar af smilet løber Dorda igen, og af en eller anden grund fik den koparrede ham pludselig til at tænke på sin mor: Med hånden op til øjnene som en skygge, på dørtærsklen (et kort sekund). Så kom blå himmelstykker flyvende gennem broens tremmer. Sådan havde det allerede været engang – himlen og tremmerne… hvornår? Og som moderen – i ét stramt sekund – tydeligt: Et fængsel, en hvælving og et vindue. Dorda står på en taburet ved vinduet sammen med en anden – den andens hoved er gråt, aske – og det gør Dorda endnu mere… Et brøl: “Hu-u-r-r-a-a!” – enden af broen, alt forsvinder som på et lærred, når lyset bliver tændt – og kun det allervigtigste står tilbage: At bøje og knække dem. En træstamme ligger på tværs – hen over træstammen, hu-r-r-a! – som en træstamme, falder en lerskjorte forover, nakken dækkes med ligegyldig træghed af hænder – hen over den, hurra! – og ned ad grusvolden – som en haglbyge, som rambukke, som træstammer og som stormen. Nedenfor dør stormen pludselig ud: Under vedbenbuskene, under syrenerne – uvist hvorfor og uden kommando – lægger de sig i skyggen. Dorda bliver stående et øjeblik, stadig spændt som en fjeder, øjenene er skudklare – og så bliver der strøet kugler ud over dem, der uden kommando har lagt sig. Lige ved hans fødder – den koparrede griber med to fingre om kanten af lerærmet og tørrer sin pande; nedefra og op – et svedigt, koparret smil og med et skælmsk: “For et pund søm – to hanekyllinger”, – det passer, på æresord, og det er der ikke noget at gøre ved. Dorda river hurtigt en syrenklase med dug af og spiser de bitre blomster, i hånden – revolveren. Den koparrede siger nedefra og op til Dorda: – Der sker vel ikke noget ved at gå over til dem og ta’ en snak? Er det helt forgæves, hva’? De er da også kristne. Og så ku’ vi jo lige kaste et blik… det får vi brug for… Hva’, kammerat Dorda? – Godt. Det er lige meget. Nå, gå så bare I to. Vent! I sin notesbog skriver Dorda hurtigt, bogstaverne er ranke, høje og skarpe. Op af sin bukselomme trækker den koparrede et lommetørklæde (engang var det hvidt), der var brød i det. Han hældte krummerne ud i hånden, og håndfulden – ind i munden, brødet – tilbage i lommen. Han binder lommetørklædet til sin bajonet og puster en plagsom fastklæbet flue væk med sin underlæbe. På notesbogens side står bogstaverne nu i geled. “Aflever omgående jeres våben. Frigiv de arresterede. Udlever anstifterne – ikke færre end fem”. Underskrevet: Dorda. Og så begiver de to sig afsted, over buskene blafrer det engang hvide lommetørklæde i vinden; højt oppe en glente, der fortoner sig mørkt i det blå, den drejer sit hoved på de armløse skuldre; og endnu højere oppe – den stadig usynlige, mørke stjerne over Jorden.

* * *

Dér, gennem den lyseblå is af glas, som i dybet, er nogle ubevægelige figurer synlige; hist og her ensomt på trappetrinene – som standset midt i et tilløb; hist og her – kroppe, der krampagtigt holder om hinanden, som neg. De sover. Måske sover de; det er uvist. Og så de fire, der går alene rundt i de tomme, rungende og nøgne sale. Forrest – hende, den høje, ranke og marmoragtige, og med det lyttende hoved fugleagtigt på skrå – drengen, han ryster og trykker sig ind til hendes ben. De isblå loftshvælvinger hænger lavere og lavere, tungere og tungere. Hun går, uden at standse. Så nu, mens hun går, kigger hun sig tilbage over sit skulder – og jeg kan se: Hendes øjenbryn, der sort og krampagtigt er trukket sammen. Hun alene ved det, de tre andre ikke ved, hun har levet længe, altid, hun ved det – og hun har besluttet sig. Hvad – er endnu uklart, det er som en fjern lugt af noget brændt, som når et vildt dyr får færten af bøsseløbets sort hul, der skridt for skridt kommer nærmere, og dyret alligevel ikke har noget sted at flygte hen. Trappetrinene fører ned, på trappetrinene – et menneske med ansigtet nedad; hans højre hånd er kastet med håndfladen opad, som standset i et tilløb: Sover han? På lydløse, fjedrende ben, som et vildt dyrs, sniger en mand sig afsted… et spring – han har fanget en krop om livet, løftet den – og straks kastet den fra sig. Kroppen triller ned ad trappetrinene, håndfladen svinger opad og falder ned med træagtige slag – igen og igen. Denne krop er kold, den er anderledes end min og kan ikke gøre mig noget – jeg, en mand, det ved jeg, og alligevel er det af en eller anden grund nødvendigt, for hurtigere at være tæt ved den levende skulder – hende, den unge og varme, der for nylig var min – først da stilner rystelserne af, og jeg kan åbne døren, jeg åbner den, jeg – en mand. Bag døren – blink fra nogle hjul, fra eger; maskinerne – runde, mangebenede, krumbenede som edderkopper – døde maskinkroppe. Og sådan var disse ubevægelige, kolde menneskelignende kroppe også koblet sammen i en stram krampetrækning – som mand og kvinde. I hænderne – knive, afkølede i det iskolde lys. – Jeg vil ikke gå længere – vi vil ikke, vi vil ikke gå! Men hende, den høje, der gik forrest, hende, der for tusinder af cirkler siden var Moder – går videre uden at standse, og jeg, en mand, følger underdanigt efter hende. Mennesker, maskiner og stumme bogskarer, hist og her på væggene billeder – ansigter, guld, rødt – tusindårige, der med lydløse, øredøvende brøl farer tværs gennem mig – og jeg har ikke flere kræfter. Aften. De kæmpestore måner bøjer sig ned mod gulvet og skyggerne bliver lange. Fire kroppe er smadret af den sidste stenagtige søvn. Timer, minutter – alt er ligegyldigt. Og – en bevægelse: Den yngste af kvinderne løfter sig lidt op på sin albue, hendes ansigt vender – her hen mod mig, mod jer. Hendes øjne er grønne og lyser i skumringen, som havets overflade, der brydes af en åre, og, som vand – tætte iskolde stråler. Hun lægger sin hånd på mandens bryst; han farer sammen, og med øjnene svarer han hende: “Ja, nu”, og han kravler væk på alle fire. Pludselig standser han og hans hoved trækkes ind mellem skuldrene – som en skildpadde. Nej: Det så sådan ud… Moderen sover, sover tungt. Fremad! Han vender tilbage. Flasken er løftet i vejret og glimter kvindens grønne øjne i møde. To tilbagekastede hoveder, de drikker og kroppene får en rosa farve. Kvindens bryster er varme, spidse og søde, hun er velduftende og hvisker til mig. Og med mine spændte muskler, min hud, mine læber og min krop – ved jeg, at det er sådan, det er retfærdigt: Jeg skal leve – hun og jeg, og der er stadigvæk luft på bunden af flasken – til mig og til hende og slet ikke til andre – slet ingen andre må leve. At tage kniven… Men, den er knuget hård fast mellem nogens fingre, og fingrene er iskolde – mandens hånd viger tilbage. Hans overlæbe (med den næsten usynlige fordybning) dirrer, han ser sig tilbage og opdager: De opmærksomme, grønne øjne følger hver eneste af hans bevægelser. Han kniber øjnene sammen og skælver, da han trækker kniven ud af de døde fingre; med kniven kravler han – i årevis, et helt liv. En lang, fuglelignende nakke på skrå, den blinde sover med ansigtet nedad, med næsen ned i håndfladen. Man skal sigte lige her, til højre, på halsen, hvor blodåren buler ud som en lille søjle. Mandens hånd er løftet, i hånden – knivsæggen, afkølet i det iskolde lys, og nu, på den mørke stjerne – for tusinde, for milliarder, for sidste gang udgydes nogens blod af hensyn til – –

* * *

Over Jorden styrter solen sig ind i sin sidste vemod, skyerne svulmer af blod og bliver tættere, det løber med skarlagenrøde fine stråler ned ad de forgyldte spir, ad de hvide vægge, ad paladsernes vinduesspejle, og de røde dråber – her på majengens grønne græs. En eng – foran Kelbuj. På engen – dystre bjælkelader med smalle skydeskår lige under taget: Det er tårne og fæstningsværker. De fæstningsværker er lige – igår eller i forgårs – blevet rykket frem på den grønne steppe af drevljanerne for at modstå Fyrst Olegs hird, herfra dryssede de deres pile og hældte deres tjære. Og drevljanernes forsamling: En rundkreds – lodden, økser og geværer, et hoved -hævet op over dem alle, som på en stang, og Kukoverovs hoved – som aske, let kruset. Foran Kukoverov – to derovre fra, fra de sovjettiske bønder: Den ene grå, en almen, én af tusinde, en myre; den anden havde et rødt, koparret smil og en hvid klud på bajonetten og et brev. Og underskriften på brevet var Kukoverov nødt til at læse flere gange – og dreje det såden op mod lyset: – Dorda? Dorda… Vent nu lidt, hvordan ser han ud? – Hen over Kukoverovs ansigt løber der furer og mørke og lyse skyer. – Ham? Ja, han er sår’n – en lille én, som et søm. Men hans øjne…Uf! – Er han kronraget? Ja, selvfølgelig, ja, da: Det er ham! – og i et kort, stramt sekund så Kukoverov foran sig: Et blåt stykke himmel tværs gennem tremmerne, en taburet ved vinduet og på taburetten… Over laden drejer glenten sit hoved på de armløse skuldre og kredser længere og længere ned. Dér, nedenfor, på det oversprøjtede, røde og rosafarvede græs ligger et menneske, der for kort tid siden var et menneske, mig: Nu ligger det med ansigtet nedad, som standset i et tilløb, højre hånd er kastet med håndfladen opad, gule vorter. Og ved siden af – mig, fra Orlov, med lommetørklædet på bajonetten, koparret; og mig, fra Kelbuj, med maskingeværet, hovedet som på en stang; vi ser begge to på os selv -døde – dér på græsset. – Ja, slå gluggerne op, slå gluggerne op, din lille lort, glo du bare, dit koparrede fjæs: Det var fint, hva’? Tre unger og en gravid kælling har han efterladt. Røvhul! – Og du dér med dit maskingevær – er du ikke også et røvhul? Hvor mange af vore mænd drattede ikke ned fra broen? Hvem sku’ snakke! Hold da kæft! Vi kæmper da i det mindste for vore ideer, men dig? Hvad kæmper du for? – For ide-e-e-r-ne! Du skulle have din næse stukket ned i vores Filimoška – som man stikker kattens næse ned i en kattelort, så ville du sikkert… – Nå, og hvem sku’ gøre det? Jeg ska’ gi’ dig stikke, min fine ven! – bajonetten med det hvide lommetørklæde var flyttet i stilling, med hårrejsende øjne – rundt på kredsen, kredsen lukker sig tættere og tættere med en vred hummelbiagtig brummen, økser. Drevljanerne havde den skik: At bøje to træer ned til jorden og binde én fod til til toppen af hvert træ med hovedet nedad – og så slap man… I hænderne på Kukoverov farer cigaretten sammen, Dordas brev… kronraget, ja-ja, selvfølgelig. Ja, så mødes vi igen, ja, og vil mindes, hvordan vi sammen… Af en eller anden grund trak han sit ur frem: Uden at se på det begynder han at trække det op, strammere og strammere – men så! – fjederen springer, viserne drejer rundt og summer vanvittigt, hurtigere og hurtigere – eller måske sker det indvendigt i Kukoverov. Da uret standser, putter han det i lommen igen, rejser sig, samler alle øjnene i sin hule hånd, strammer dem som tømmer og siger: – Nå, det her brev. De henstiller, at vi overgiver os, at vi udleverer fem – de vigtigste anstiftere, afleverer alle vore våben, og frigiver dem, vi har arresteret. Sådan. Gør hvad I vil. Rundkredsen, forsamlingen. I midten på græsset – en krop med ansigtet nedad. De grønne fluer summer, stilhed. Så lyder en stemme bag ryggene: – Vi har snakket om det: Vi har et maskingevær – et maskingevær. Og den bro der sprang de hjertens gerne over. Ja. Hvis det går sår’n… De tier. Kukoverov trækker hårdere i tømmerne: – Det er op til jer. Hvem har nøglen til fængslet? Har du, Sidor? Er det sådan, I vil have det – gå så hen og slip Filimoška ud, send ham herhen, og sig til ham… De stillede sig på bagbenene: – Filimosjka? Ne-ej! For helvede! Det er ris til egen røv! Hvis Filimosjka kommer igen! Ne-ej! Kukoverov føler pludselig, at han er træt og får lyst til at sætte sig, han sætter sig ned og river brevet itu. Den koparrede tager sin lerpandekagekasket af, pudser sin næse i den, tager den på igen, trækker den helt ned over ørerne. – Nå, det er så-dan det er. Så farvel med jer. Det var alligevel ikke forgæves, folkens. Dér skete noget, og de er vel også kristne… Fra fæstningen over den drevljanske steppe kommer to langsomt gående. Den ene, en almen, én af tusinde, en myre; den anden har et koparret ansigt, på bajonetten – den hvide klud. En glente kredser lavt: Man kan se, hvordan den vender og drejer sit hoved på de armløse skuldre fra side til side. Med skudklare øjne ser Dorda efter dem gennem sin kikkert. Og i det øjeblik de gående mærker duften fra buskenes grønne fugtighed, fra syrenen, fra tobakken, skydes der næsten lydløst fra laden, fra kelbujsiden. Den koparrede bukker sig sammen og løber som en hare ind bag buskene, og ham den grå, den ene af tusinde, myren, svajer lidt og dejser så om på ryggen, og ingen vil nogensinde få at vide, hvad han hed. Dorda springer op – han havde forventet det, han havde måske endda ønsket det. Han springer op, alt i ham er ladet, som en revolver, øjnene skyder – efter den ene, den anden, efter enhver af disse tusinde. – Hvad? Så I det? I synes måske, vi skal sende flere afsted? En eller andens loddent grynt; stilhed. Som når et fældet træ, der først har haget sig fast med sine ru nåletræsgrene, grynter, så et sekunds stilhed – og så styrter det pludselig til jorden. Skrig, knytnæver, tænder, øjenbryn, en moder – en skudsalve. Buskene knager, og som et brøl fra en hundrede-hovedet bjørn, åbnes mundene – men ikke én eneste hører det, der er blod på græsset – men det er ligegyldigt: Hen over stenene, over en træstamme, over et menneske, over sig selv. Kunne man bare nå i mål, og dér – to og to, tre og tre, i tæt omfavnelse – som manden og kvinden – sådan, som det var engang et sted. Med lange fugleskrig kredser solen og går ned – og den står kun op i morgen, og måske står den ikke op. På fængslets trappe står Kukoverov som sædvanlig solidt plantet – i et hylster af læder eller endda af metal; revolveren er knuget så hårdt fast i hånden, at neglene er blevet hvide. Ved siden af – Filimosjka, brystet frem, det ene ben foran: Som det store R. Kukoverov står mellem bajonetterne, uden hat, han skælver som cigaretten, som smilet. Henne fra stakittet overfor – kommer en svag duft af syren. – Ham her – skal sættes under vagt, indtil daggry… – Dorda kigger op et sted over det grå – som aske, let krusede hår – som aske. – Og de fem – nu. Og de fem – på engen, tæt ved drevljanernes halvmørke tårne. Den grønne himmel på røde ar, i en stram krampetrækning krummer broen sig sammen, over floden – damp, for sidste gang. Lavt, lydløst kaster flagermusene sig på kryds og tværs. Og, i al evighed de fem mørke rygge, de fem hoveder – det ene, som på en stang oppe over dem alle skåret ind i glashimmelen. – Hej, du, din lange lømmel! Hvad om du kom ned på knæ. Én bliver ramt i knolden, og du i enden? Og det vil ikke være godt. Sådan siger den koparrede i lerskjorten, han siger det godmodigt og enkelt. Dér, foran – sætter den lange sig ned på knæ. Fem mørke figurer er skåret ind i den grønne stivnede himmel.

* * *

Fra den løftede hånd med kniven – en blå, støbt skygge på den blindes hals og ryg. Måske kunne han mærke den kolde skygge – han fór sammen, rejste sig på sine bøjede knæ, og satte sig med ryggen mod mig, mod jer, hans hoved – let på skrå, fugleagtigt, han famlede rundt omkring sig – hvor er Moderen mon? – nu vil hans blinde fingre røre hendes skulder, og hun vågner. Oppefra skinner kniven – sådan, til højre, ved siden af det sted, hvor blodåren buler ud som en lille søjle. Så visner den tynde hals, han bøjer sig med ansigtet ned på sine knæ, uden at skrige bukker han sig sammen og sidder ubevægelig; jeg, en mand, ser – bredt og rundt – på ham. Nu skal jeg tørre de kolde sveddråber væk fra min pande – med venstre hånd: Den højre er oversprøjtet. Og så kun et skridt mere… Dirrende, kniven knuget endnu hårdere, og kun ét skridt – hen til hende, der engang var Moder, men nu… men nu… Øjne: Jeg møder hendes øjne. Hun ligger, parat, på ryggen, uden at røre sig, men hendes øjne er åbne, og det er umuligt – når et menneske ser et andet menneske i øjnene, er man nødt til at krybe i skjul i et skulende blik – i det fjerneste hjørne, og derfra… De to iskolde måner vipper helt ude på kanten, nu rives de af og falder ned. Hendes, Moderens, læber er rullet sammen i en stram ring – som den døende Rhopalocera bliver til puppe. Liggende kaster hun sit hoved tilbage – den mørke skygge er lige her i fordybningen nedenfor halsen. En anstrengt, dump stemme lyder: – Nå, hvad så? Her – lige her, præcis her! – Hun peger på sin hals. Kniven klinger mod gulvet. Så rejser hun sig op, marmoragtigt og langsomt. Hendes skygge vokser sig endnu større, knækkes på væggen og kravler helt op til hvælvingen – endnu højere. Hun kigger fra det fjerne, oppefra, på de stivnede maskiner i deres sidste sving, på de ubevægelige kroppe, der engang har dræbt hinanden, på den slanke krop, der ubevægeligt begraver ansigtet i knæene – den er allerede smeltet sammen med de andre, med de tusinde andre, der svagt bliver mørkere på den grønlige, iskolde himmel. Hun går hen til drengen, løfter hans hoved op og kysser hans stadig varme mund, og hans hoved falder igen ned på knæene. Og hun går hen til den anden, til manden: Hans kindben, næsebor og overlæbe med den svage fordybning dirrer, han er et menneske. Hun ville også løfte hans hoved og kysse disse – endnu i nogen tid levende og varme læber, men fører blot hånden hen over hans ansigt. Og nu, hurtigere,hurtigere – for at kræfterne slår til at afslutte… Havde man bare ikke været et menneske – havde man bare ikke kendt til medlidenhed med mennesket! Døren til den sidste sal står åben. De to opmærksomme, vilde måner har lagt deres fjæs på gulvet. En kæmpestor cirkel formeret ved delinger på gulvet. Ja, det vil foregå her. Hun, den høje, træder ind i cirklen. Står et kort sekund ubevægeligt, marmoragtig som skæbnen; nu bøjer hun sig, og nu —

* * *

Månen – jordens og vores er bitter, fordi den er alene på himlen, altid alene, den har ingen, og er ikke sammen med nogen: Kun gennem de vægtløse, luftige ismasser, gennem tusinde og atter tusinde mil kan den strække sig imod dem, der er ligeså ensomme på jorden, som lytter til hundenes langtrukne hylen. Talja – i forhaven, alene, uden andre. Under månens lys er syrenens jernblade nu næsten sorte, syrenens grene er bøjet ned af de tunge blomster: At blomstre er svært, og det allervigtigste er at blomstre. Talja bukker sig, sænker sit hoved ned i de kolde blomster, hendes ansigt er fugtigt, syrenen er fugtig af dug. Dér – endnu længere nede, på jernbladene, der er let bøjede og forbundne af et edderkoppespind – Rhopaloceraens forpuppede og døde krop. Fra denne ubevægelige krop løber, som når en lille bitte sten kastes i vandet, hurtige, dirrende cirkler, der bliver større og større; Taljas øjne står åbne, åbne på vid gab, som dørene i et hus, hvor én er død, og for første gang ser hun alt tydeligt: En anden krop – også ubevægelig, bøjede fingre, den ene gul af cigaretrøg. Det er utænkeligt og utroligt – og man må, man må gøre noget hurtigere og ikke længere bare stå og lytte til hundenes langtrukne hylen. Inde i rønnen. Fruen i huset er med møje og besvær kravlet op på en taburet og tænder en olielampe foran ikonen, hendes hænder er løftet i vejret – de flammer op og går ud i det røde skær. Den mest almindelige, hjemlige duft – af friskbagt brød, men på grund af den… af den… – Timofeevna, min søde, jeg kan ikke… hvordan kan det være, hvordan? I morgen – græsset og solen, og alle rundt omkring tager noget brød og vil spise – hvad med ham? Hvad med ham? – Ja, hvad kan du gøre, mit barn, selvom vi er levende og raske – skal vi alle, Gud hjælpe os, dø engang. Også du skal dø – hvad tror du ellers? En time før eller senere – er vel lige meget. Og måske har Kukoverov ret, at et minut og et år er ét og samme, og af og til er en time – et helt liv. I det dirrende røde lys kan man se den hvide Talja på bænken; hendes øjne står stadigvæk sådan – bredt åbne på vid gab; hun har hænderne mellem knæene. Et minut, en time og et år. Hun rejser sig, hurtigt, i feber – hen foran spejlet. De tunge, af blomsternes tyngde, nedbøjede øjenvipper og skygge. Hun må tørre ansigtet med noget fugtigt – et håndklæde, for man ikke skal se sporene; og nu frakken… – Så, hvad skal du nu – ak, er du blevet skør? Ja, de sætter kløerne i dig på gaden – så bli’r dit navn kun et minde! – Men jeg vil måske gerne – at de får fat i mig? Hvidt støv under månen. Over stakittet – en sort, spids gren på himlen. Stilhedens ophobede sten får hundene til at hyle. Den kendte trappe: De små stolper med overlæggeren, på trappetrinene sidder vagtposten ligesom den anden, kelbujbonden sad i går med geværet mellem knæene – han blunder måske? Talja tager endnu et skridt. Vagten var sprunget op, øjnene var vidt åbne, som hans mund – han råber med den åbne mund og de opspilede øjne: – Hvorhen, hvor skal du hen? Hæ-æh ska’ du ha’ en på go’daen af kolben, så… Du kender måske ik’ te’ forordningen – at man ska’ holde sig hjemme? Men hun har ikke noget i sine hænder, hun har bøjet sit hoved lidt og har dækket det med sine tomme hænder. Det koparrede ansigt under lerkasketten – glatter sig ud og falder til ro. Uden at fjerne øjnene – for pludselig… og hvad så? – Vagten banker på vinduet, vinduessprossen i rammen er skåret ud som et mørkt kors i det røde lys, og derinde kan det nu være… Ud på trappen træder der én i en lerskjorte – én af tusinde, en myre og et gevær. Vagten siger til ham: – Hør her: Stå vagt her, så præsenterer jeg hende her – for ledelsen. Hundene, månen og støvet. Fra græsgangene – en kraftig og bitter vind, læberne udtørrer. – Ak, som de hanhunde hyler… De keder sig… Du… hvad hedder du så? – Natalja. – Så-å, for fanden! Min kone hedder også Natalja, nå, tak ska’ du ha! Hej, hej, se dig nu for: Køerne har smidt noget – du ku’ få de små fødder smurt ind i… Fy, for nogen køer, de har her. For et pund søm ku’ man her… Nogle steder – er i det hele taget…! Hvad skulle du her, kom du hertil for at lave en byttehandel med salt eller stof, eller hva’? – Nej, jeg kom hertil for at undervise børnene – på skolen. – Herregud! Så ka’ du godt sige ham – lige ud: Sådan og sådan, min dreng, ti stille jeg underviser. Der vil ikke ske noget, på æresord. Du – vær ikke bange, selvom han… – Jeg er ikke bange. Og – døren er åben, et åndedrag – sammenpresset, tværs gennem den allersmalleste sprække mellem hans tænder. I rammen – i vokslysets vibrerende cirkel – vil dette ansigt altid være, de skudklare øjne, de spidse kindben og læberne: Der er ingen læber, ingen rosafarvede linier – ingen, og der vil aldrig falde et ord. Tavst, med øjnene. Så har han pludselig en flænge ved munden – ikke dér, men noget højere oppe, og overlæben er meget kort. Ord: – De kendte forordningen? – Ja. – Hvorfor så det her? – Fordi man så ville føre mig til Dem. Vokslyset begynder at sode og knitre, fra hans kindben – skygger. På bordet, på noget papir – en revolver, og de to bøsseløb – øjne. – Nogen våben? Et åndedræt – tværs gennem den smalleste sprække; sammenpresset: “Nej”. Han rejser sig bag bordet, vokslysets flamme blafrer; i et øjeblik – stilhed. Så fører han vant og let hænderne ned over hendes krop, presser let dér på hofterne – hvor der kan være gemt våben i kjolefolderne. Talja synes, at hans hænder ryster, eller er det hende, der dirrer? – hendes læber er tørre, og i et kort sekund er det, som en nål går gennem alt: “D e t? Med ham?” Og hun svarer sig selv: “Ja, både det og alt andet – hvis bare…” Uden at løfte øjenvipperne, der er bøjet ned af blomsternes tyngde – snubler hun over ordene og slikker sine tørre læber: – Jeg – det… har De ingen grund til. Jeg – fordi, De har… Jeg ved det: Ham vil De i morgen tidlig… – Hvem – ham? – Kukoverov. Jeg – jeg kan ikke klare, at han… Og jeg vil give Dem alt, hele min krop – hvad De ønsker! – for Dem vil jeg hele livet være… Jeg elsker ham, forstår De? Stilhed. Stilhed. Vokslyset begynder at sode og knitre. Nu er flængen af læberne meget let at se på hans ansigt, overlæben er meget kort, og den dirrer let – måske er det skyggerne fra vokslyset. – Også jeg elsker ham. Taljas øjne bliver kæmpestore – står på vid gab. – De? – Ja, jeg. Vi har siddet i fængsel sammen i et år. Vi to boede sammen. Det glemmer man ikke. – Det vil sige, at De ikke… – I morgen skyder jeg ham. Nej, ikke jeg – men, det er jo ligegyldigt. Da hun gisper, svajer vokslyset, gulvet og væggene i soden. Talja er nødt til at gribe fat i bordet med begge hænder, hun bøjer sig med sine øjne dybere mod de andre øjne, hendes øjne – bevingede, åbne på vid gab. Dorda rejser sig – sikkert, hele kroppen – i et hylster; han tager revolveren fra bordet, fra papirerne. – Jeg går hen til ham nu. De venter på mig her. Og endnu engang lyder hans stemme – fra det fjerne, og bag dørene siger han til vagten: – Bliv her hos hende, indtil jeg kommer tilbage. Stilhed. Vægen – som en sort krog, som en høgeklo. Højt oppe – loftet, der vejer tusinder af pund, og længere oppe – himmelen, ødemarkerne, ismasserne og den mørke stjerne.

* * *

Maskinerne og menneskene er stivnet i deres sidste sving, og menneskene, de stumme bogskarer, og århundrederne – med et lydløst, øredøvende brøl: Alt dette, fordi de tre sidste mennesker på stjernen til slut skal kastes herned på den nøgne flodbred. Den nøgne, tomme sal – kun den kæmpestore cirkel på gulvet, formeret ved delinger og en stadig ubevægelig, sort pil. Det er enkelt, der er ikke noget som helst i den, og alligevel – dirrer også de, som et vildt dyr, der får færten af bøsseløbets sorte hul. De to – med ansigtet herhen. Månens lys – nedefra og bagfra, deres ansigter er i skygge, og på den grønlige, stivnede himmel er der skåret to mørke profiler ud: Manden – skulende, hagen presset ned på brystet, nedenfor skuldrene er der muskelknuder; og den unge kvinde – spidse øjenvipper, læber, som lige har sagt noget og endnu ikke er lukket sammen. Og nu har hun, den ældste, som for tusinde cirkler siden var Moder, bøjet sig ned. På pilen – hendes marmoragtige hånd, og fra hånden stiger marmoren længere og længere op ad armen, og det er som om, at hun aldrig kan flytte sin arm ud af stedet. Hendes øjenbryn, tænder, hele kroppen bliver endnu hårdere! – for til sidst at briste! Knirkende begynder pilen at bevæge sig langsomt, begynder at kravle rundt i cirklen. Det er enkelt, på dette dit skulder… vær ikke bange, pres bare din skulder ind til mig, så din skulder… vær ikke bange, lad bare være med at kigge derhen, lad være med at kigge. Knirkende kravler pilen over et ciffer – ja, her. Den standser. Det var alt. Hun, Moderen, står – rank og høj. Hen over hendes ansigt glider skyerne som en strøm af tanker – om alt på én gang: Om den nu døde dreng, om dem, om sig selv, om årtusinderne, om dette – det sidste sekund, og om det, der foregår nu. Mens den strammes mere og mere, rives den allertyndeste sekundagtige tråd over, og et sted nedenfor lyder en kolossal, rund og hul rungen. Alt skælver: Med et kluntet hop og i et sidste glimt – styrter de to måner ned i nabosalen – lyden af en raslende kæde, af maskiner, der river sig løs og gennem braget – et skrig; det bliver pludselig mørkt, det er nat på den mørke stjerne.

* * *

Dorda ser ind i de vidtfavnende, vidt åbne, blå øjne, han ser, hvordan Kukoverovs læber bevæger sig, ser på hans finger – på siden, ved neglen, den gule tobaksrøg. Det er et menneske, et levende menneske. Og så vide, v i d e præcis, at i morgen – – Sådan: Hvis Dorda havde bevæget sig bare den mindste smule, eller bare havde ført blyanten hen over papiret, så ville det være sket ikke i morgen, men nu og her – fordi Kukoverov er af det allertyndeste glas, så tyndt som cigaretpapir. Og Dorda står ubevægelig – en statue af mørk, læderagtig, skinnende metal. – Giv mig en cigaret… – Kukoverovs stemme kommer besværet over hans tørre læber. Med cigaretten bøjer han sig over bliklampens glas (han har ingen tændstikker) – den røde tunge i glasset blusser opad og oser. – Kan du huske, Dorda, da vi sad i fængslet uden tobak? Én cigaret – og jeg ville, at du skulle tage den, og du – at jeg skulle, men så hamrede vi den fast til væggen med et søm – som et minde… som… På perronen – klokken har nu ringet tredje gang, og man må skynde sig – hurtigere og hurtigere at sige noget om både det ene og det andet – brudstykker. Kukoverov ryger grådigt, på cigaretten vokser den grå, let krusede aske, i hans hoved drejer viserne vanvittigt hurtigt rundt. – Og så, os to – ved vinduet på taburetten og himmelen – og det der… Ja, sporvognen der ringede – for os var det, som om… som… Og nu – du og jeg… komisk! Jeg har hele tiden tænkt på… Hér, det her blikkrus med vand – hør, kan du se, at der dér for oven under kanten er snavs? Forstår du – se, jeg så på det og tænkte: I morgen vil det være fuldstændig det samme. Dér er måske kun en helstøbt intethed, en ødemark og intet andet – og forstår du, så tror jeg: Pludselig at se at d é r på det selv samme krus – lige dér, er der snavs på det – og måske, vil det være til utrolig stor glæde – en sådan… Eller at se: En orm, der kravler – ikke andet end en orm. Dorda sidder, han understøtter krampagtigt sit hoved, han har ingen mund, med blyanten tegner han et kors på papiret – og ét endnu større – der er ikke mere plads, han er nødt til at fjerne revolveren fra papiret. Men næppe har han rørt revolveren – så dukker en tanke pludselig op. Han hører hjertet – et! to! tre! – som uret i en søvnløs nat. Ja, det vil velsagtens være det – – Han har rejst sig – langsomt hen til vinduet; han er standset op. Og på ryggen – et sted lige her, mellem skulderbladene, han får endog lyst til at røre dette sted, er der nu noget, der stikker lidt – med ryggen ser Dorda tydeligt: Kukoverov har taget revolveren, som han havde efterladt på bordet, og nu har han løftet den op. Gennem vinduet – himmelen, ødemarkerne, ismasserne og den kæmpestore, blå stjerne, nedenfor – vokser en uvejrssky som en støbejernsvæg frem fra tagene. Det er uvist hvorfor – i et kort sekund: Moderen på dørtærsklen, hendes hånd som en skygge op til øjnene… Dorda venter et minut og endnu ét. Og – der sker intet: Han vender sig hurtigt om, dér har Kukoverov bøjet sig over lampen, han ryger på en ny cigaret. Revolveren ligger på bordet som før. I skyggen, under Dordas skarpe kindben skælver en orm. Dorda går hen til bordet, tager revolveren op fra papiret, på hans ansigt – flænges lige med ét de røde læber, ikke dér, men lidt højere oppe, overlæben er meget kort. Og ordene. – Du er en idiot, en intellektuel! Det har jeg altid sagt til dig. – Det husker jeg… – et smil; aske – grå, let kruset – der snart drysser ned, falder. – Jeg ville have taget den og skudt. Det kan du være rolig for. I morgen skyder jeg dig – ikke jeg, men det er jo ligegyldigt. – I morgen – ja. Men nu er du… – Så er det nok, hold op med det vrøvl! Du forestiller dig måske, at jeg havde lagt den til dig med vilje? Din idiot! – Det er i orden. Og til dig har jeg måske – for dette ene minut… Men hør: Forstår du virkelig ikke, at det allervigtigste… Uret, der er sprunget, drejer vandvittigt hurtigt rundt, en time er et sekund. Der er ingen mennesker, og derfor må de to mennesker, ligsom når klokken har lydt tredje gang, skynde sig – hurtigere og hurtigere at sige noget om både det ene og det andet. På det skrammede bord ligger cigaretternes små, hvide lig og krusede aske. Kukoverov smiler, og rynkerne ved tindingerne danner en vifte; hans øjne skinner. – Ved du, Dorda? Jeg har ondt af dig – nå, sådan er det bare… Men det er måske kun lige nu, i morgen vil jeg måske – – Pludselig – er det enkelt, imorgen er deres begges: Endnu usynlig kommer den nu rullende et sted som en kolossal lysbølge – stadig nærmere. I skyggen, under Dordas skarpe kindben kaster en orm sig fra side til side. Begge er tavse, det virker som meget lang tid. Dorda kigger så ned på blyanten og siger ganske stille: – Jeg har fået besøg af din… jeg ved ikke hvem. Hun sagde forskelligt… nå, at hun elsker dig, og sådan – jeg kan ikke huske, hvad mere… Nå, det er lige meget. Det er derfor, jeg selv kom. Dorda kigger ned på korset – på papiret med blyanten – og han hører Kukoverovs åndedræt – langsomt, stramt, som om al luften pludselig er blevet til hårde små stykker for ham. Kukoverov er stille. – Nå? Hvorfor siger du ikke noget? For f-fanden! Dorda springer op – hen til vinduet; dér er stjernen væk, og hele himlen er en uvejrssky, som støbejern. Igen – hen til bordet, hvor Kukoverov sidder tavs. – Det her er måske dumt og forbudt, – men ligegyldigt: Ønsker du – at hun kommer herover til dig? Så skal jeg sige det til vagtposten. Nå? Vil du? Luften er som stikkende små stykker, han mangler ord. På Kukoverovs ansigt er der et smil, lyse og mørke skyer, der fortæller, at det er som dagen eller som… – og at dette er umuligt, uudholdeligt. Og alligevel – et nik med hovedet, næsten usynligt: Ja, jeg vil. Og da Dorda rejser sig for at gå, maser Kukoverovs stemme sig med besvær ud mellem hans tænder: – Ku’ du ikke lade nogle cigaretter ligge til mig – jeg har ikke en eneste. Tak. For alt. Engang, for lang tid siden – blev den sidste cigaret slået op på væggen med et søm. Sådan var det.

* * *

For Dorda, for Kukoverov, for menneskene og for Jorden er i morgen stadigvæk skjult af et forhæng af jernagtige, tordnende uvejrsskyer – og skjult er også den døde stjerne, der pludselig skælvede. Dér er alt sort; nat. Der er nat i et minut, så toner himmelen allerede frem igen. Men den er ikke den grønlige is, som hang over stjernen i går, og i forgårs: Den er blussende rød – som en ung pige, der for første gang ser og føler – at hendes kinder bliver hedere og hedere, at hendes hjerte summer af blodet, der farer én i møde – for at brænde op og brænde ud. Endnu en deling, en tynd tråd, og, i stedet for to måner, der trykker næserne flade mod ruden, stiger en endnu uset måne op – langsomt og kolossalt: Et rødt, loddent, koparret, grusomt, muntert, ligegyldigt og nysgerrigt ansigt. Væggene bliver purpurrøde af det gennemsigtige blod, og den røde stribe på den yngste kvindes bryst – ligner en revne i et bæger – og de røde ar på mandens skulder. Hans næsebor dirrer – som hos et vildt dyr, der får færten af en endnu fjern, utydelig lugt, det rejser børster og bevæger sig baglæns. Uden at tage øjnene fra den nye uhyggelige måne, – træder han et skridt tilbage, og endnu ét – mens han skærmer sig selv med håndfladen. Pludselig, som en pil – hen til døren – hurtigere væk herfra, for ikke at se, at – – Men der er ingen dør, den er spærret udefra med små stykker af de sprængte vægge – af blokke, bunker og bjerge af glasagtige ismasser i røde gnister, det er umuligt at komme tilbage, kun – fremad. Hvorhen? Jeg alene – jeg, Moderen, har levet i tusinder af cirkler – jeg alene ved hvorhen. Jeg hører, hvordan vi, som med et fløjt, hundrede gange hurtigere farer kredsende afsted for at mødes med Jorden – og derfor af hensyn til dette er de to sidste menneskers skæbner blevet beseglet med min hjælp, manden og kvinden: De er stadigvæk levende, de er stadigvæk mennesker. Og jeg – et menneske. Hvis jeg ikke havde været et menneske, hvis… Men det er forbudt at sige højt, og jeg ved: At jeg nu vil smile til ham – se! – jeg smilede. Med begge hænder holder han fast omkring sit pjuskede hoved, øjnene er runde – som et barns, som et vildt dyrs. Stille siger han til hende, til Moderen: – Hvad er det du har gjort? Hvad er det dér – det røde? – Det er Jorden. Jeg er vendt tilbage til Jorden – fordi vi… Nej, nej, hør nu: Dér på Jorden er der luft, dér er der mennesker, mænd og kvinder, og de trækker vejret hele dagen, hele natten – så meget de har lyst, og dér er man ikke nødt til at slå ihjel, og dér… Hans læber bevæger sig – han gentager ordene efter hende som en bøn – på hans overlæbe er en næsten usynlig, lun fordybning. Og på forhånd at vide og at se, hvordan den dirrer denne læbe i det sidste tændervisende smil, hvordan hans tænder… Højt: – Og du… du kommer til at trække vejret – om dagen, om natten, altid, lige så meget du har lyst! Manden lukker øjnene – det er umuligt at tro det straks, hjertet banker: Og straks åbner han dem igen, for at blive overbevist – for at række sine hænder hen til den lodne, smukke og forfærdelige Jord – for at skrige den i møde, som et vildt dyr i morgenrøden – for at gribe omkring hende, den anden kvinde i beruset glæde, at klemme hende brutalt, grusomt og ømt.

* * *

Kredsende og dirrende venter Jorden på at blive gennembrudt til dens mørke dyb – på at den utålmodige brusende purpurrøde lava skal rive sig løs – på at brænde op og brænde ud. Dirrende pakker den sin nøgenhed ind i uvejrsskyer, regnen øser ned og er skoldende som tårer – der vidner om, at det skal gå hurtigere, fordi det – aldrig: Det er blændende og gør ondt. Fra taget – dråber ned på stenvindueskarmen, og i hele verden hører de to – Kukoverov og Talja – hver eneste dråbe. En lampe, et bord af træ, på bordet – de små cigaretlig, og de – af blomsternes tyngde – bøjede øjenvipper er sænkede ned mod Kukoverov, han ligger på gulvet med ansigtet i den varme dal mellem Taljas knæ, hvor ormen, Rhopaloceraen, for nylig kastede sig fra side til side… Og i stilheden – dryp; fra dråbe til dråbe – århundreder. Kukoverov løfter sit ansigtet, sine lukkede øjne og sit smil: – Dråberne – kan De høre dem? Hvor forekommer en dråbe kæmpestor – eller måske er det ikke det, men De forstår? Og jeg ved: At jeg altid vil høre dem – hele mit – – Han ville have sagt: “Hele mit liv” – men snublede over ordene. Hans smil blegner, han rejser sig på knæ, stilhed, han gnider sin pande lige der over højre øjenbryn – den ene finger er gul af tobak. Inden i Talja vender og drejer hjertet sig som et levende barn, med en sådan smerte, at hun har lyst til at skrige, og hun må… hele kroppen, det mest umulige og allersværeste – kun for at denne time eller to for ham… Kukoverov åbner forbavset sine blå øjne, fordi han pludselig hører hendes latter. – Nej, hør – hvorfor er jeg dog så dum! Jeg har jo glemt det vigtigste for Dem… Jeg har lige talt med ham – med Dorda, og han siger, at i morgen… at De slet ikke… Jeg kan ikke huske… jeg havde travlt – han sagde, at De vil blive bragt til byen – han har arrangeret, at… Kukoverovs øjne – runde, som et barns – endnu mere blå og vidtfavnende. – Men… men til mig sagde han – noget helt andet – lige før. Vi var her… – Nej, nej! Fordi jeg bad ham om det, måske. Jeg ved ikke – han sagde det, det siger jeg jo! En cigaret. Ingen tændstikker – den røde tunge i lampen dirrer og strækker sig i vejret. I Kukoverovs hoved kommer vanvittige ord flyvende, de summer, som et ur, når fjederen springer og kommer hoppende ud af sit bur – ind mellem hinanden: – Ja, ja, jeg og Dorda var jo engang sammen. For ham er det meget… De her, ja, det er jo hans cigaretter – forstår De? Og hvis. Og bagefter skulle vi to et sted hen. Det er ganske enkelt: Efternavnet kan man… Det er komisk – hvor stammer det fra? Hans efternavnet var – Pupynin, Pantelej – forstår De? Og den mand har indgivet en ansøgning for at ændre det til “Robespierre” – Pantelej Robespierre! Netop, netop Pantelej Robespierre! Talja var nødt til at le sammen med Kukoverov, for hvis hun ikke havde givet sig til at le, så… Et enligt, tomt, forfærdeligt sekund uden åndedrag, så latter – som stumper og klumper – fuldstændigt tørre, og straks breder de sig som støv. Kukoverov taler igen om det samme – om det, de sammen skal… Skal? Og nu har hun ikke flere kræfter. Talja skriger: – Vær dog stille! Hold op! Jeg kan ikke! Stilhed. Dråber på sten. Kukoverov på knæ, hans hoved i Taljas hænder – sådan, med begge hænder presser hun hans hoved hårdt, og uden at trække vejret ser hun på ham, hun ser og ser – for at huske ham hele livet. I Kukoverov – sætter den unge piges læber, der er lidt kolde, som syrenen i skumringen, sit aftryk for evigt – indtil i morgen. Og da han senere kysser hende gennem silken, svimler og dirrer Talja – hun dirrer, og hænderne bliver kolde – hele kroppen, noget helt utænkeligt sker – hurtigt knapper hun sin kjole op og tager sit venstre bryst frem – som havde hun taget det frem til et barn – og tilbyder Kukoverov det. – Her, vil du have det sådan? Dråber – tusinde mil herfra. Med sin hede kind og læber føler Kukoverov hele hendes krop – også hendes forvredne ord, der kommer springende ud: – Da han undersøgte mig – troede jeg… Jeg tænkte, at hvis jeg kunne også dette – ja, jeg kunne! Jeg ønsker, at du – du… Jeg vil gerne, at du efterlader noget af dig i mig, fordi… Nej-nej-nej, det er slet ikke, fordi jeg tror, at i morgen… nej! Jeg siger jo: Han sagde til mig – jeg siger det jo! Skal det være sådan, at man skal spise og gå ture sammen et helt liv? Det vigtigste er da, at… Nå, min kære! Dråberne på stenen, kæmpestore i stilheden. Og kæmpestort og let, som Jorden – forstår Kukoverov pludselig det hele. Og han forstår: Ja, sådan, det er nødvendigt; og han forstår: At døden ikke findes. Han går hen til døren og lytter, han slår krogen for. Hans hukommelse varer evigt – til i morgen: I træet under krogen er der en halvcirkel – den er tegnet af krogen, der i timer, år og århundreder har vugget frem og tilbage. Og endnu en ting: Vinduet er nu blevet blegt, rammens sorte kors, uvejrsskyerne og en kæmpemæssig, fjern – rund rungen kommer stadig nærmere.

* * *

Tværs gennem de millioner af mil luftige ismasser svimler alt endnu mere afsindigt, med et fløjt farer stjernen – for at brænde op og brænde ud – stadig nærmere. Og dér – de tre sidste. De belyses af et nyt, rødt og sidste lys – de drikker hensynsløst og grådigt af den tilbageværende luft, de bliver berusede og trækker vejret sådan, som menneskene her på stjernen engang trak vejret for længe siden, for tusinde af cirkler siden. Åh, bare én gang i sit liv – uden at tænke, uden beregning – med kroppen, med munden og med brystet! Manden og kvinden omfavner hinanden tæt: De to – et hele. Og hun, den ældste, Moderen – oppe over dem, over det hele. Hendes profil er skåret ind i himmelens røde skær, hendes øjenbryn og læber, hårdt sammenpressede, hun er af marmor, som skæbnen, skuldrene er let foroverbøjede under en tyngde, hun står og venter. Og så – under hendes fødder stiger gulvet i vejret, som en levende krop, og revnerne skærer med rødt i de tusindårige vægge, der lyder en ringen af glasagtige sprøjt – – Stilhed. På ødemarkerne er der skarpe savtakkede skygger fra de kuldkastede klipper. De iskolde glasblokke er sat i brand af skarlagenrøde gnister, under dem – som i dybet set gennem is – maskinernes mørke bryster, bøger, kroppe, tre – i ét nu og tæt på hinanden frosne lig. I stilheden – dråberne på sten, fra dråbe til dråbe – århundreder, sekunder. I et sådan berammet sekund – vælter uvejrsskyerne pludselig nedad, i det blændende hvide ses vinduesrammens sorte kors, lyn som stolper, og oven over – sten, brag og ild. Ud af husene kommer bønderne fra Kelbuj og fra Orlov væltende, hoppende og stejlende på bagbenene som bjørne, og alle løber afsted og falder ned i de skoldhede revner. Jorden åbner sit indre mere og mere – hele jorden, for at undfange, for at der i det purpurrøde lys skal opstå nye, flammende eksistenser, for derefter i den hvide tåge at skabe nye, blomsterlignende eksistenser med slanke stængler, der knytter sig til den nye Jord, og når disse menneskelige blomster modnes – – 1923