Oversat af Trine Søndergaard
Engang ringede det på døren hos familien R., og den lille pige løb ud for at lukke op. I døren stod en ung mand, som i lyset fra lejligheden så syg ud, med ansigtshud, som var tynd og skinnende lyserød. Han sagde, at han var kommet for at advare om en truende fare. At der skulle være udbrudt en virusepidemi i byen, som følge af hvilken døden indtraf på tre dage, i øvrigt svulmede de syge op og så videre. Symptomerne var til at begynde med enkelte bylder eller bare forhøjninger på huden. Man kunne gøre sig håb om at overleve, hvis man iagttog en streng personlig hygiejne, undlod at gå udendørs og ikke havde mus i lejligheden, eftersom mus var den største smittekilde som altid.
Bedstemoren og bedstefaren, den lille pige og hendes far lyttede til den unge mand. Moren var på badeværelset.
– Jeg stod igennem sygdommen, – sagde den unge mand og fjernede huen, hvorunder en helt nøgen, lyserød hovedskal kom til syne, med hud lige så tynd som skindet på kogende mælk. – Jeg overlevede; jeg er ikke bange for at blive syg igen og går rundt til folk med brød og andre fornødenheder, hvis der er nogen, der mangler. Har De et madforråd? Hvis De giver mig penge, kan jeg købe ind for Dem, og en stor taske, hvis De har – helst på hjul. Der er allerede lange køer i forretningerne, men jeg er ikke bange for at blive smittet.
– Tak, – sagde bedstefaren, – det har vi ikke brug for.
– I tilfælde af alle familiemedlemmers sygdom så lad døren stå åben. Jeg har taget så meget, jeg kan overkomme; fire sekstenetagers huse. De af jer, som overlever, kan ligesom jeg hjælpe folk, bortfjerne lig og så videre.
– Hvad skal det sige – bortfjerne lig? – spurgte bedstefaren.
– Jeg har udarbejdet et system til bortfjernelse af lig ved at smide dem ned på gaden. Der bliver brug for store plasticsække, og dem ved jeg ikke, hvor jeg skal få fat på. Industrien fremstiller en slags plasticfilm i to lag, den kan bruges, men det koster penge, det er pengene, det hele afhænger af. Denne plasticfilm kan skæres igennem med en opvarmet kniv, og en sæk af en hvilken som helst længde svejses automatisk sammen. En opvarmet kniv og plasticfilm i to lag.
– Nej tak, det har vi ikke brug for, – sagde bedstefaren.
Den unge mand gik videre til de andre lejligheder for at bede om penge som en tigger; så snart en dør blev smækket bag ham, var han allerede i færd med at ringe på den næste, og der var der kæde på døren, så han var nødt til at stå ude på trappen og komme med sin fremstilling og tage huen af, mens han blev iagttaget gennem sprækken. Man kunne høre, at han fik et kort svar, og at døren blev smækket, men han gik stadig ikke, man kunne ikke høre hans skridt. Så var der igen en dør, som blev åbnet med kæden på, og en til, der ikke havde noget imod at høre historien. Historien blev gentaget. Som svar hørtes naboens stemme:
– Hvis du har penge, så smut ned efter ti halvliters, jeg giver dig pengene bagefter.
Så lød der skridt, og alt blev stille.
– Når han kommer tilbage, – sagde bedstemoren, – så kan han også lige så godt hente brød og kondenseret mælk til os… og æg. Vi skal også bruge kål og kartofler.
– Sådan en plattenslager, – sagde bedstefaren, – selvom det lignede godt nok ikke en forbrænding, det var noget andet.
Endelig kom faren til sig selv, tog den lille pige i hånden og førte hende væk fra entreen – det var ikke hans forældre, men hans kones, og han tog sig ikke noget videre af, hvad de måtte mene. De spurgte da heller ikke ham. Han var af den opfattelse, at noget virkelig var begyndt, noget måtte være begyndt, han havde mærket det længe og ventet på det. En følelse af forvirring greb ham. Han tog pigen i hånden og førte hende væk fra entreen, så hun ikke stod der og hang, når den mystiske gæst bankede på den næste lejlighed: han måtte få sig en ordentlig snak med ham – mand til mand – og finde ud af, hvordan han var blevet rask og under hvilke omstændigheder.
Bedstemoren og bedstefaren blev imidlertid stående i entreen, fordi de ikke havde hørt elevatoren blive kaldt op, og det ville altså sige, at manden var gået videre til andre lejligheder og åbenbart indsamlede penge og tasker samtidig, så han ikke hele tiden skulle ned og købe ind. Eller også var der ikke nogen, der havde givet ham hverken penge eller tasker endnu, ellers var han for længst kørt ned med elevatoren, for her på sjette etage burde han have fået bestillinger nok. Eller måske var han virkelig en plattenslager og samlede bare penge ind til sig selv, sådan som bedstemoren engang før havde været ude for en kvinde, som på samme måde, gennem dørsprækken, havde fortalt hende, at hun kom fra opgang nummer to, og dér var en niogtresårig kvinde, baba Njura, død, og hun samlede penge ind til begravelsen og skrev op på en liste, hvem der havde givet hvor meget, og viste bedstemoren en liste med underskrifter og beløb – tredve kopek, en rubel, to rubler. Bedstemoren gav hende en rubel, selvom hun ikke kunne komme i tanke om nogen baba Njura, og det var ikke så mærkeligt, for fem minutter senere ringede en god nabokone på døren og sagde, at kvinden var en svindler, som ingen kendte, og hun fulgtes med to mænd, som ventede på hende på anden etage, og de var lige forduftet fra opgangen med pengene og havde smidt listen fra sig.
Bedstemoren og bedstefaren stod i entreen og ventede, bagefter kom pigens far, Nikolaj, og gav sig også til at lytte, endelig kom Jelena, hans kone, ud fra badeværelset og begyndte højlydt at spørge, hvad der foregik, men hun fik besked på at være stille.
Imidlertid kunne de ikke høre, at der blev ringet på flere steder. Elevatoren kørte godt nok op og ned, der var også nogen, der gik ud på deres etage, men bagefter blev der raslet med nøgler og smækket med døre. Men alt det var ikke manden med huen. Han ville have ringet på, han ville ikke have åbnet døren med sin egen nøgle.
Nikolaj tændte for fjernsynet, de spiste aftensmad, Nikolaj spiste meget, også brød, og bedstefaren kunne ikke nære sig for at komme med bemærkningen ”giv aftensmaden til din fjende”, og Jelena tog sin mand i forsvar, og pigen sagde: ”Hvad råber I for”, og livet gik sin vante gang.
Om natten blev der, efter lyden at dømme, smadret et meget stort butiksvindue nede på gaden.
– Det var vinduet ind til bagerbutikken, – sagde bedstefaren ude fra altanen.
– Løb ned efter forsyninger, Kolja.
De hjalp Nikolaj med at gøre sig klar, og mens han blev gjort klar, kom en politibil kørende, anholdt nogen, anbragte en betjent og kørte igen. Nikolaj gik af sted med rygsæk og en kniv, nede på gaden viste det sig, at de var en hel gruppe mennesker, betjenten blev omringet og overmandet, folk begyndte at springe ind og ud gennem vinduet, en eller anden sloges med en kvinde, tog en kuffert med brød fra hende, så holdt de hende for munden og trak hende ind i butikken. Der kom flere mennesker til. Endelig kom Nikolaj tilbage med en meget fyldt rygsæk – tredve kilo tvebakker og ti brød. Nikolaj tog alt sit tøj af og smed det i affaldsskakten og tørrede sig selv af med barbersprit fra øverst til nederst ude i entreen, alt vattet smed han ud af vinduet i en pose. Bedstefaren, som var godt tilfreds med det hele, bemærkede kun, at det ville blive nødvendigt at spare på barberspritten og al medicin. De gik i seng. Om morgenen spiste Nikolaj alene et halvt kilo tvebakker til sin te til morgenmad og spøgte i den forbindelse: ”Spis morgenmaden selv”. Bedstefaren havde gebis og sad mismodigt og opblødte tvebakker i teen. Bedstemoren havde trukket sig ind i sig selv, og Jelena forsøgte hele tiden at overtale pigen til at spise flere tvebakker. Til sidst kunne bedstemoren ikke beherske sig længere og sagde, at de var nødt til at rationere, de kunne jo ikke røve hver nat, og bagerbutikken var også helt smadret og alting væk. De gjorde forrådet op og delte alt i rationer. Jelena gav sin frokostration til pigen, Nikolaj gik rundt som en tordensky og spiste et rugbrød efter frokosten helt alene. Madvarerne burde kunne række til en uge, men så var det også slut. Nikolaj og Jelena ringede til arbejdet, men hverken på Nikolajs eller Jelenas arbejde var der nogen, der tog telefonen. De ringede til deres venner, alle var hjemme. Alle sad og ventede. Fjernsynet holdt op med at sende, der lød kun en hyletone. Næste dag virkede telefonen ikke længere. Nede på gaden gik folk rundt med rygsække og tasker, en eller anden trak et mindre, fældet træ efter sig. Så opstod spørgsmålet om, hvad der skulle ske med katten – dyret havde ikke fået noget at spise i to dage og miavede forfærdeligt ude på altanen.
– Vi kan lukke den ind og fodre den, – sagde bedstefaren. – Kattekød er værdifuldt, friskt og vitaminrigt kød.
Nikolaj lukkede katten ind, og den fik noget suppe, ikke særlig meget for ikke at overfodre den, efter at den havde sultet. Pigen veg ikke fra kattens side; de to dage, da katten havde miavet på altanen, havde pigen hele tiden prøvet at komme ud til den, og nu fodrede hun den for sin egen fornøjelses skyld, selv moren hidsede sig op: ”Du giver den det, som jeg tager fra mig selv og giver til dig”.
Således blev katten fodret, men der var kun mad til fem dage. Alle ventede på, at der skulle ske noget, at nogen ville kalde til mobilisering, men på den tredje nat brølede motorer i gaderne: byen blev forladt af hæren.
– De standser uden for bygrænsen og spærrer byen af i karantæne, – sagde bedstefaren. – Så kan man hverken komme ind eller ud af byen. Desværre ser det hele ud til at være sandt. Vi bliver nødt til at tage ind til centrum efter mad.
– Jeg skal nok, hvis De giver mig noget barbersprit, – sagde Nikolaj. – Jeg har næsten ikke mere tilbage.
– Alt skal blive jeres, – sagde bedstefaren tvetydigt, men også undvigende.
Han var blevet meget tynd. – Sikket held, at vandforsyningen og kloakkerne virker endnu.
– Syv-ni-tretten, behøver du at tale om det? – sagde bedstemoren.
Om natten tog Nikolaj hen til et supermarked, han tog rygsækken og nogle tasker med sig, og også kniven og en lommelygte. Det var stadig mørkt, da han vendte tilbage, han klædte sig af på trappen, smed tøjet i affaldsskakten og tørrede sin krop af med barbersprit. Så tørrede han den ene fodsål af og trådte ind i lejligheden, derefter tørrede han den anden fodsål, vattet smed han ud af vinduet i et stykke papir. Rygsækken satte han til at koge i gruekedlen, taskerne også. Det var ikke meget, han havde fået fat i: sæbe, tændstikker, salt, byggrød og frugtgrød i halvfabrikata og kaffe af bygkorn. Bedstefaren var meget tilfreds, ovenud henrykt. Kniven desinficerede Nikolaj over flammen på gaskomfuret.
– Blod er den værste infektionskilde, – bemærkede bedstefaren, da han lagde sig til at sove ud på morgenen.
De regnede ud, at madvarerne nu burde række til ti dage, hvis de levede af frugtgrød og gryn og ikke spiste for meget af noget.
Nikolaj begyndte at gå på jagt hver nat, og der opstod et problem med tøjet. Nikolaj begyndte at efterlade det på trappen i en plasticpose, kniven desinficerede han hver gang. Men han spiste stadig meget, godt nok nu uden bemærkninger fra bedstefarens side.
Katten blev tyndere for hver dag, der gik, skindet strammede om dens knogler, frokost, aftensmad og morgenmad foregik i pinsler, fordi pigen hele tiden prøvede at smide noget ned på gulvet til katten. Jelena begyndte simpelthen at slå hende over fingrene. Alle råbte. Katten blev sat uden for køkkenet og kradsede på døren.
Engang resulterede dette i en skrækkelig scene. Pigen kom ud i køkkenet til bedstefaren og bedstemoren med katten i favnen. Kattens og pigens mund var smurt ind i et eller andet.
– Se, – sagde pigen og kyssede katten, sikkert ikke første gang, på dens tilsølede snude.
– Hvad skal det sige? – udbrød bedstemoren.
– Den fangede en mus, – sagde pigen. – Den har spist den. – Og pigen kyssede igen katten på munden.
– Hvad for en mus? – spurgte bedstefaren. Han og bedstemoren var stivnet.
– Sådan en grå mus.
– Var den opsvulmet? Tyk?
– Ja, en tyk, stor en. – Katten forsøgte at rive sig fri af pigens greb.
– Hold fast på den! – sagde bedstefaren. – Gå ind på dit værelse, mit barn, gå nu. Og tag mis med dig. Dit lille svin, din snotunge. Så har du måske leget nok med katten, din lille lus? Har du?
– Lad være med at råbe, – sagde pigen og løb hurtigt ind til sig selv.
Bedstefaren gik bagefter og sprøjtede efter hende med barbersprit fra en forstøver. Så låste han ind til børneværelset ved at sætte en stol i spænd mod håndtaget, og så kaldte han på Nikolaj, som sov efter en søvnløs nat, Jelena sov også sammen med ham. De vågnede. Alt blev diskuteret. Jelena begyndte at græde og rive sig i håret. Fra pigens værelse hørtes banken.
– Luk mig ud, luk op, jeg skal på toilettet, – råbte pigen grædende.
– Hør efter, – råbte Nikolaj, – lad være med at råbe!
– Luk mig ud! Lad selv være med at råbe! Luk mig ud!
Nikolaj gik med de andre ud i køkkenet. De blev nødt til at lukke Jelena inde på badeværelset. Hun hamrede også på døren.
Om aftenen faldt pigen til ro. Nikolaj spurgte, om hun havde været på toilettet. Pigen svarede med besvær, at det havde hun, i underbukserne, og bad om at få noget at drikke.
I pigens værelse var der en barneseng, en udtræksseng, et aflåst klædeskab med alle familiens ting, et tæppe og hylder med bøger. Et hyggeligt børneværelse, som nu ved tilfældets vilje var blevet forvandlet til karantæneområde. Nikolaj huggede en åbning i døren og beordrede pigen til i første omgang at tage imod en flaske i en snor, hvori der var suppe med brødkrummer, blandet sammen. I denne flaske fik pigen besked på at urinere og bagefter hælde det ud af vinduet. Men vinduet var lukket på den øverste haspe, det lykkedes ikke pigen at nå op til den, og det var også en dårlig ide med flasken. Problemet med ekskrementer formodedes at kunne løses nemt – en afrevet bogside eller to, som man havde afføring på og derefter smed ud af vinduet. Nikolaj lavede en slangebøsse af ståltråd og skød med tre skud et ret stort hul i ruden.
Pigen demonstrerede ganske vist hele frugten af sin opdragelse og udtømte sig sløset, og ikke på papiret, hun nåede ikke at mærke sin egen trang. Jelena spurgte hende tyve gange om dagen, om hun skulle lave ka-ka, hun svarede, at det skulle hun ikke, og var som følge deraf helt svinet til. Det var desuden svært med maden. Flasker og snore fandtes i begrænsede mængder, snoren blev klippet over hver gang, og der lå ni flasker og flød i værelset på det tidspunkt, da pigen holdt op med at komme hen til døren, rejse sig og svare på spørgsmål. Katten rejste sig tilsyneladende ikke fra pigens krop; den havde ganske vist ikke været indenfor synsvidde længe, lige siden Nikolaj var begyndt at skyde efter den med slangebøssen, fordi pigen gav katten næsten halvdelen af det, hun selv fik i flaskerne, alt det hældte hun ud på gulvet til katten. Pigen svarede ikke på spørgsmål, hendes seng stod ved væggen og var ikke indenfor synsvidde.
De tre forudgående døgn, kampen for at organisere pigens liv, alle disse nye tiltag og forsøg på, på en eller anden måde, at lære pigen at tørre sig (det gjorde Jelena stadig for hende), overdragelsen af vand, for at hun skulle vaske sig en smule, alle forsøgene på at overtale pigen til at komme hen under kighullet efter en flaske (engang ville Nikolaj vaske pigen og hældte en dunk varmt vand ud over hende i stedet for at give hende mad, og derefter blev hun bange for at komme hen til døren), – alt dette havde i bogstavelig forstand gjort lejlighedens beboere så udasede, at de alle gik i seng og sov meget længe, da pigen holdt op med at reagere.
Men bagefter gik alting meget hurtigt. Da bedstemoren og bedstefaren vågnede, opdagede de katten i deres seng, igen med blodtilsølet mund – katten havde åbenbart spist af pigen, men var kravlet ud gennem lufthullet – for at drikke, måske. Åh, uh, skreg og stønnede bedstemoren og bedstefaren, hvortil Nikolaj dukkede op i døråbningen, lyttede til alle klagerne og ganske enkelt smækkede døren i og gav sig til at rumstere på den anden side med at sætte en stol i spænd mod håndtaget. Ikke bare kunne døren ikke åbnes, Nikolaj lavede heller ikke et lufthul, det kunne vente. Jelena råbte og ville fjerne stolen, men Nikolaj låste hende inde på badeværelset – igen.
Og Nikolaj gik i seng og begyndte at svulme op, svulme op og svulme op. Natten før havde han dræbt en kvinde med rygsæk, hun havde åbenbart allerede været syg, derfor havde det ikke hjulpet at desinficere kniven over ilden – desuden havde Nikolaj med det samme, på gaden, hen over rygsækken, spist noget pulverbyggrød, han ville bare prøve det og havde spist det hele, før han fik set sig om.
Nikolaj lugtede lunten, men for sent, da han allerede var begyndt at svulme op. Hele lejligheden dundrede af banken, katten mjavede, i lejligheden ovenpå var de også nået til bankestadiet, og Nikolaj var ved at sprænges, da det endelig begyndte at bløde fra hans øjne, og han døde uden at tænke på noget, mens han var ved at sprænges og kun ønskede at få fred.
Og der var ingen, der havde åbnet døren ud til trappen, og det burde de have gjort, for den unge mand gik rundt til lejlighederne med brød, men i R.s lejlighed var al banken stilnet af, kun Jelena skrabede lidt, mens hun var ved at forbløde fra øjnene og ikke kunne se noget, og hvad var der også at se i et fuldstændigt mørkt badeværelse liggende på gulvet.
Hvorfor kom den unge mand så sent? Det var fordi, han havde så mange lejligheder i sit område, fire kæmpemæssige huse. Den anden gang den unge mand kom til denne opgang, var først om aftenen ved udgangen af den sjette dag, tre dage efter, at pigen var blevet tavs, et døgn efter Nikolajs udgang, tolv timer efter Jelenas forældres udgang og fem minutter efter Jelena.
Imidlertid mjavede katten stadig som i den berømte fortælling, hvor manden havde dræbt sin kone og muret hende inde i en væg, men ved hjælp af kattens miaven i væggen afslørede efterforskningen det hele, eftersom konens yndlingskat var blevet muret inde i væggen sammen med liget og havde levet der og spist af sin ejers kød.
Katten mjavede, og da den unge mand hørte den eneste levende stemme i hele opgangen, hvor al banken og skrig for øvrigt allerede var ophørt, besluttede han sig til i det mindste at kæmpe for et enkelt liv og brød døren op med et brækjern sølet til i blod, som lå og flød i gården. Og hvad så han? Et velkendt, sort bjerg i badeværelset, et sort bjerg i det midterste værelse, to sorte bjerge i værelset bag ved døren, som var lukket med en stol, hvorfra katten smuttede ud. Katten sprang ubesværet ind gennem lufthullet, som var hugget groft ud i endnu en dør, og derinde hørtes en menneskestemme. Den unge mand fjernede stolen og gik ind i værelset, som var dækket af glas, skarn, ekskrementer, afrevne bogsider, hovedløse mus og flasker med snore. På sengen lå en pige med højrød, skaldet isse, præcis den samme som den unge mands, bare mere rød. Pigen kiggede på den unge mand, og på hendes pude sad katten og kiggede også vedholdende.
Oversættelsen bringes med forfatterens tilladelse. Novellen findes også i novellesamlingen Der var engang en kvinde som ville slå sin nabos baby ihjel, Forlaget Vandkunsten, 2014.
Ljudmila Petrusjevskaja (1937-), dramaturg og forfatter, er født og bosat i Moskva. Hun begyndte at skrive i 1960’erne og debuterede i 1972. Er oversat til dansk med Det er nat, 1993, oversat af Marie Tetzlaff samt ”Fælder og net: en monolog” i Glasnost, 5/1990, s. 44-47.
Udvalgte noveller findes i Festen ved den violette flod, 1992, redigeret og oversat af Marie Tetzlaff samt Rævens smil, 1983, med forord af Märta-Lisa Magnusson og oversat af Ragna Grøngaard.
Novellen ”Hygiejne” er oversat fra samlingen Tajna Doma, Moskva 1995.