Russisklitteratur.dk

Anmeldt af cand.mag. Lise Lotte Larsen

En perfekt gift skildrer et univers gennemsyret af statssanktioneret vold, brutalt magtbegær og gennemgribende kontrol, hinsides enhver moral, ethvert retfærdiggjort formål, et vanvid, der tydeligvis har sine rødder i en fortid, der aldrig er blevet gjort op med. Man læser med en blanding af afsky, kvalme – og tryllebundet opmærksomhed, fordi det er så godt skrevet. Lebedev anslår en stemning af hemmelig, perverteret ondskab, der på en gang fastholder og frastøder læseren.

Hvor Sergej Lebedevs to første romaner har fokus på epoker i Rusland, der ligger noget tilbage i tiden, hhv. Stalintiden og dens lejrsystem i Ved glemslens rand (på dansk ved Lotte Jansen 2018) og tiden efter Sovjets opløsning i 1990’erne i Augustmennesker (på dansk ved Lotte Jansen, 2020), minder plottet i den netop udkomne En perfekt gift meget om en hændelse, der er foregået for nylig: to russiske ”turisters” forsøg på at myrde eksspionen Sergej Skripal med giften Novitjok i 2018 i England. Som læser har man en klar fornemmelse af, at romanen bygger på en håndfast virkelighed, men også af, at det vigtige her ikke er at få fremskrevet specifikke fakta om tid, sted og hændelser. De mere eller mindre forblommede fakta, forfatteren lader sive til læseren, tjener blot som et generaliserende bagtæppe for en tæt, litterær, indkredsende beskrivelse af den uhellige sammenblanding af videnskab og efterretningstjeneste som redskaber for ondsindet magt i et menneskefjendsk diktatur. Beskrivelsens fokus er især på en nøje kortlægning af den mentale indstilling i individer, der arbejder i denne sfære. Hvad driver dem personligt? Og hvordan er de viklet ind i den store historie? Læs resten →

Af cand.mag. Mette Bærbach Bas

En af de største nulevende forfattere i Rusland, Ljudmila Petrusjevskaja, er udkommet med sin femte bog i dansk oversættelse: Vi blev stjålet. En historie om nogle forbrydelser.

Bogen handler om to drenge, der er blevet forbyttet ved fødslen, og som derefter bliver stjålet. Men den handler om meget mere end det. De første mange sider af Vi blev stjålet er præget af digressioner og forvirrende skæbnebeskrivelser fra tiden omkring Sovjetunionens sammenbrud. Man fornemmer under læsningen, at disse skæbner måske hænger sammen, men man kan ikke helt regne ud hvordan.

Det er en særlig oplevelse at læse Petrusjevskajas bøger. Hun springer i handling, tid og personer i en sådan grad, at jeg med denne bog måtte stoppe efter 50 sider og gå i gang med læse den forfra. Det hjalp en smule, og jeg vil anbefale, at du læser bogen kontinuerligt og ikke holder længere pauser i læsningen. Det er nemlig mere end almindeligt svært at holde styr på alle personerne og forløbet. Som en anden Bulgakov har Petrusjevskaja sammensat et kludetæppe af skæbner set fra forskellige vinkler. Først ser man en karakter udefra, derefter indefra. Femten kapitler senere forstår man bevæggrundene for dennes handlinger. Læs resten →

Anmeldelse af Tine Roesens Dostojevskij. En introduktion.

Af Maria Høygaard Dindler, bachelor i rusland- og balkanstudier og cand.mag. i litteraturhistorie

Hvilken Dostojevskijroman skal jeg begynde med at læse? Spørgsmålet har jeg ofte fået ved middagsborde og lignende, når snakken er faldet på mine russiske litterære interesser. På spørgsmålet svarer jeg som regel, at det er en god idé at læse sig lidt ind på forfatterskabet først, da det kan bidrage til en rigere læseoplevelse. Men det har ikke været helt ligetil indtil nu, da de seneste dansksprogede introduktioner til forfatterskabet har en del år på bagen. Men nu er den her så, introduktionen, som jeg vil henvise til, næste gang jeg møder én, der har lyst til at kaste sig ud i det righoldige og alsidige forfatterskab. Læs resten →

Af stud.mag. i litteraturhistorie Nina Søndergaard

Op til Fjodor Dostojevskijs 200-års jubilæum sidste år, i 2021, blev de to små bøger Hvide nætter og Et svagt hjerte, begge fra 1848, nyoversat til dansk. De er udgivet sammen, og det fremgår både af forsiderne og hele udtrykket, at de har en forbindelse til hinanden. En af de forbindelser er, at begge de korte fortællinger på omtrent 100 sider skriver sig ind i Dostojevskijs ofte tilbagevendende Petersborgmyte, en myte om Sankt Petersborg som både et fantastisk og skrækkeligt sted, som danner rammen om mange af forfatterens andre fortællinger.

Et svagt hjerte strækker sig over et par vinterdage og -nætter og fortæller historien om de to venner Arkadij og Vasja, som bor sammen og begge arbejder som embedsmænd. Målet for de to unge mænd er, at Vasja skal færdiggøre en særlig bestillingsopgave til tiden, men i løbet af den intense og komprimerede fortælling, hvori stemningen ofte brat skifter, bliver Vasja mere og mere gal. Det er tanker om ikke at slå til og om ikke at have fortjent den lykke, der er kommet til én, som er omdrejningspunktet for Vasjas kvaler. For Vasja er denne lykke hans nylige forlovelse og æren over at være blevet genstand for sin overordnedes særlige gunst. Al denne medgang viser sig at være for meget for hans svage hjerte. Hans skæbne følges nøje af vennens, som kærligt, men ubehjælpsomt forsøger at hjælpe ham. Som det er typisk for Dostojevskij, bliver de eksistentialistiske overvejelser i bogen formidlet gennem hverdagslige situationer og ikke mindst igennem karakterernes relationer til hinanden. Dette gør sig også gældende i Et svagt hjerte, hvis handling holder sig tæt til de to venners små liv, men alligevel fortæller om nogle almenmenneskelige tanker, skaleret op i et større størrelsesforhånd på Dostojevskijsk vis. Læs resten →

Anmeldelse af Petersborg-fortællinger af Nikolaj Gogol

Af stud.mag. Viktoria Fuglsang Semenova

Som René Wad Andersen, oversætteren af Petersborg-fortællinger, beskriver i sit forord, så blev Nikolaj Gogols (1809-1852) Petersborg-fortællinger skrevet på forskellige tidspunkter op igennem 1800-tallet. Petersborg-fortællinger består af: ”Nevskij Prospekt” (skrevet i 1835), ”Næsen” (1836), ”Portrættet” (1835), ”Kappen” (1842) og ”En afsindig mands optegnelser” (1835). Det var faktisk først i slutningen af 1800-tallet, at man begyndte at referere til fortællingerne som Petersborg-fortællingerne, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse. Dette var ikke uden grund: Alle fortællingerne i det samlede værk tager os gennem Ruslands gamle og storslåede hovedstad med dens varme og kulde, gennem surrealistiske, groteske og magiske fortællinger og portrætteringer af forskellige samfundslag.

Rang og status

Nikolaj Gogols fortælling ”Næsen” er historien om en alkoholiseret barber, der forskrækket vågner op til synet af en afskåret næse i sit morgenbrød. På samme tid, i den anden ende af Sankt Petersborg, vågner en mand ved navn Kovaljov op og indser, at hans næse er væk … Normalt elsker Kovaljov, som er kollegieassessor, at vise sig frem og flirte med kvinder fra de finere kredse. Kovaljov er stolt af sin rang og titel og har høje tanker om sit fysiske udseende, og forestillingen om pludselig at skulle leve uden en næse forfærder den forfængelige mand. Barberen, der hurtigt genkender hr. Kovaljovs næse, som den ligger der i hans morgenbrød, forsøger at skjule sandheden. I stedet for at bringe næsen tilbage til dens retmæssige ejer, kollegieassessor Kovaljov, forsøger han at kaste den ud over en bro. Men Næsen er ikke så let at komme af med. Den vokser sig stor og levende, trækker i embedsuniform og udvikler sit eget liv i Sankt Petersborgs finere kredse, alt imens Kovaljov desperat prøver at stoppe den. Læs resten →

Unge læsere kan med Olga Gromovas Sukkerbarn få et indblik i Stalintiden, oplevet gennem barnets blik. Værket befinder sig i et krydsfelt af genrer og virkemidler. Værket synes at fortælle, at med litteraturen i bagagen og en god opdragelse kan mennesket udstå selv de hårdeste prøvelser.

Af Maria Høygaard Dindler, bachelor i rusland- og balkanstudier og cand.mag. i litteraturhistorie

”Et godt menneske binder selv alle knuder op” (s. 15). Med dette anslag fra en af de første sider i Sukkerbarn anspores læseren til at forfølge værkets motiv om selvstændighed og handlekraft. Egenskaber, der er nært knyttet sammen med litteratur og god opdragelse. Olga Gromovas Sukkerbarn, med originaltitlen Sakharnyj rebjonok og undertitlen Istorija devotjki iz prosjlogo veka, rasskazannaja Stelloj Nudolskoj (En piges historie fra det forrige århundrede, fortalt af Stella Nudolskaja), er noget så usædvanligt som en russisk børne- og ungdomsroman om Stalintidens undertrykkelser. Værket udkom d. 11. juni 2021 på forlaget Straarup & Co. i dansk oversættelse af Trine Søndergaard. Den første russisksprogede udgave er fra 2011. Oversættelsen rammer tonen fra den russiske original godt. Det er et let spiseligt sprog, men med mange ordsprog og talemåder, der må have voldt en del overvejelser. Samtidig optræder der mange sovjetiske og russiske historiske og kulturelle termer, hvoraf mange allerede er forklaret i fodnoter af forfatteren, men hvor andre har måttet tilpasses en (ung) dansk læserskare. Dette flyder også sprogligt fint, men stiller et vist krav til en ung dansk læser. Værkets handling baserer sig på den ældre kvinde, Stella Nudolskajas, erindringer fra barndommen, hvor hun og moderen som ”familiemedlemmer til en folkefjende” i 1936 blev sendt i eksil i Kirgisien (i dag Kirgisistan), og er fortalt til og forfattet af bibliotekar og redaktør Olga Gromova. Læs resten →