Russisklitteratur.dk

Anna Akhmatovas berømte digtcyklus gør bogens sider til gravsten for Stalins ofre og de efterladte.

Udkommet på Forlaget Palomar, oversat og med efterord af Mette Dalsgaard.

Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

Et rekviem er, i den romersk-katolske tradition, en sjælemesse for de døde. Her bedes der for den eller de nyligt bortgangne og deres forhåbentlig gnidningsfrie opstigning til Himmerige. Allerede ud fra titlen kan man – hvis man ikke var bekendt med indholdet i forvejen – udlede meget om Anna Akhmatovas berømte digtcyklus med netop dette navn, skrevet mellem 1935 og 1961, først udgivet i 1963 i München og nu oversat til dansk af Mette Dalsgaard og udkommet på Forlaget Palomar. Læseren vil måske kunne gætte sig til, at værket omhandler død, tab, sorg og fortvivlelse under Stalins store udrensninger i Sovjetunionen 1930’erne, og måske endda også, at den i høj grad præges af det faktum, at sjælemessen er en kollektiv handling, ikke individuel. Læs resten →

En fortælling om det hverdagsagtige liv efter besøg fra det ydre rum, der er alt andet end kedelig.

Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

Brødrene Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten, nyoversat af Lotte Jansen, er det unge Forlaget Kosmos’ anden udgivelse, der ligesom den første, Jevgenij Zamjatins Vi, er en ældre russisk klassiker inden for genren science fiction. Bogen, som blev udgivet i 1972, har måske opnået sin plads i den litterære kanon mestendels på baggrund af det russiske filmgeni Andrej Tarkovskijs ekstremt løse filmadaption Vandringsmanden, der i dag nok bedst kendes under den russiske og engelske titel, Stalker. Nok om filmen – det er måske nok en fantastisk film, og det kan godt være, at den figurerer på undertegnedes top 10 – men fra nu af vil denne anmeldelse udelukkende forholde sig til romanen på dens egne præmisser. Det kan den, uden at afsløre for meget så tidligt i anmeldelsen, nemlig sagtens holde til. Læs resten →

Hvordan man konfronterer en fortid, man ikke selv har oplevet, og får en læseværdig roman ud af det?

af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

Sergej Lebedevs “Ved glemslens rand”, der oprindeligt blev udgivet i 2011 og nu er udkommet på dansk i oversættelse af Lotte Jansen, synes at være en del af en tradition – en stolt russisk litterær tradition for at beskrive en ikke synderligt stolt fortid præget af mildest talt mere eller mindre legitime fængslinger, eksileringer og livslange ophold i brutale arbejdslejre. Jeg-fortælleren udlægger selv tidligt i bogen dens formål, når han proklamerer, at ”… denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.” Læs resten →