Anmeldelse: Udvalgte digte 1910-1965 / Af Anna Akhmatova.

Anmeldt af Lise Lotte Larsen, Cand.mag. i russisk og religionshistorie

Oversat og med efterord af Mette Dalsgaard. Palomar, 2020, 108 s.

Let og vægtigt

Man kan ikke forestille sig andet, end at Anna Akhmatova selv ville være godt tilfreds med denne udgivelse med dens enkle, bløde matlyseblå omslag og titlen i sort skønskrift. Det æstetiske udtryk passer så godt til digtenes tone og deres sjælelige univers. Måske er bogens formgiver, Line-Gry Hørup, ligefrem inspireret af et enkelt af versene i digtet på side 52:

Kom, sæt dig ned. Her har du hæftet –
Og du må hjertens gerne le,
Min ven, ad skolepigeskriften
Og mine barnlige forsøg

Nu er der ikke noget ”barnligt forsøg” over disse smukke, formsikre digte, selvom de tidligste i denne samling er fra 1910, da forfatteren var 21 år. Gennemgående temaer er kærlighed og digtning, ofte paradoksalt forbundne i en uløselig konflikt eller gensidigt udelukkende hinanden. Kærligheden er uundgåeligt forbundet med smerte. Et første stævnemøde intoneres til ”musik så trist som aldrig før” og ”violinens klagesang” (s. 22), og et forhold i ægteskabelige rammer er potentielt livstruende, som det åbenlyst erklæres på s. 68:

Adlyde dig? Men er du fra forstanden!
Jeg lyder kun min høje skabers bud.
Et hjem med trængsler er jeg helst foruden,
Det er et fangehul, hvor bøddelen er – manden.

Men kulden og mørket kommer i næste vers, og åndens frie fugl tiltrækkes alligevel af fangenskabets lysskær og kaster sig mod ruden, ”Så blodet drypper fra de hvide fjer”. Digtet slutter med digterjeg’ets fred i sindet, et farvel og forsikring om evig kærlighed til manden, der ”lukked’ denne pilgrim ind.” Det endelige mål for digterjeg’ets livsrejse er således ikke kærlighedsforholdet, men – som det er for pilgrimme – et helligt land, måske en religiøs forløsning via kunsten. I et digt (s. 38) kalder hun da også sin muse ”guddommelig”.

Digtningen kan lindre den uundgåelige smerte ved kærligheden, men kærligheden kan ikke erstatte sjælens guddommelige trang til at udtrykke sig. Og når den forsøger, er det med sorg til følge og i grunden omsonst. I digtet på s. 39 har jeg’et en elsker, der er så skinsyg, at han ”slog min hvide sangfugl ihjel.” Hun føjer ham og begraver sin fugl og:

Loved’ ham aldrig mere at græde,
Men sorgen er som en sten i mit bryst,
Det er, som synger den alle steder,
Min dejlige fugl med den søde røst.

I dette univers, hvor kærlighed og kunst, krop og sjæl er stærke modsatrettede kræfter, er

sorg og lidelse uundgåelig, men når sorgen bearbejdes i sjælen, mildnes den som erindring, der bliver en lindrende klangbund for medmenneskelig forståelse og fællesskab. Om den erindrede sorg siger hun:

Det er, som om enhver, der kommer nær,
Må se dens hvide skær i mine øjne
Og blive mere tankefuld end før
Og føle al min sorg – og al sin egen.

Det er en nydelse at læse de umiddelbart tilgængelige digte. Der er noget dejligt uprætentiøst i forfatterens holdning til sig selv som forfatter, som gør, at man som læser føler sig talt til direkte og i øjenhøjde. Hun deler gavmildt ud af sin livserfaring, så læseren føler både hendes og sin egen. Og samtidig står det helt klart, at digtningen er den absolut seriøse livsbetingelse og livsmening for forfatterjeg’et. Så indtrykket er på samme tid både let og vægtigt.

Oversættelsen ved Mette Dalsgaard er slet og ret suveræn. Her er udfoldet en eminent opfindsomhed for at spejle digtenes ligefremme tale i et smukt flydende dansk. Her er ingen steder fornemmelsen af ender, der lige skal puttes ind, eller af små kompromiser for lige at få mening og versefødder til at stemme. Det er fantastisk!

Der er mange lag i digtene, der er bundet til den tid og det miljø, de er blevet til i. Dels reagerer Akhmatova i disse digte på sin samtids voldsomme begivenheder (dog ret diskret), revolutionen, udrensninger og verdenskrige, og dels er hun i dialog med et litterært univers af forfattere som Aleksandr Pusjkin, Aleksandr Blok og andre, der ikke er bredt kendte i Danmark. Bogens efterord og noter ved oversætteren er en god hjælp til at komme længere ind i digtene, både hvad angår formen og det univers, de er blevet til i. Det er også en fin feature, at alle digtes titler og førstelinjer vises på russisk og dansk ved siden af hinanden i en liste bagest. Det gør det nemt at finde de russiske originaler.

Og vil man have mere baggrundsviden, kan man jo gribe til Mette Dalsgaards oplysende og meget læseværdige litteraturhistorie om den russiske sølvalder 1890-1917: Lad os blive som solen. (Gyldendal, 2002). Her får man et levende billede af Anna Akhmatova, hendes tid og dens øvrige forfattere, der giver én lyst til og baggrund for egen nærlæsning og tolkning af hendes digte.

Det fremgår af digtsamlingens flaptekst, at Udvalgte digte er anden udgivelse af i alt tre på forlaget Palomar. Den første, Requiem, udkom 2019, (anmeldt på russisklitteratur.dk) og den tredje, Poem uden helt, er planlagt til udgivelse i 2021. Tilsammen giver det danske læsere mulighed for et afrundet indtryk af Akhmatovas digtning og dermed også mulighed for at forstå, hvorfor hun også i dag er så højt værdsat i Rusland.

Med udgivelsen af Udvalgte digte er endnu en brik lagt i Mette Dalsgaards imponerende livsprojekt i formidlingen af den russiske litteratur fra 1890 og frem.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *