Anmeldt af Katrine Stevnhøj, cand.mag. Østeuropastudier
Augustmennesker af Sergej Lebedev. Oversat fra russisk af Lotte Jansen. Forlaget Palomar. 2020. Omslag af Håkan Liljemärker. 336 s.
Sergej Lebedev debuterede i 2010 med romanen Ved glemslens rand, som udkom på dansk i 2018. Lebedev er blevet rost for sin skildring af både samtidens og fortidens Rusland og er blevet udkåret som arvetager efter Solzjenitsyn. Han er nu aktuel med Augustmennesker og værket lever ubesværet op til forventningerne.
Fortællingen i Augustmennesker tager udgangspunkt i fortællerens bedstemor, Tanja, som i et kladdehæfte har nedskrevet sine erindringer som en form for manuskript over fortiden. Bedstemorens erindringer fremstår sirligt selvcensureret, og det får fortælleren til at stille spørgsmålstegn ved vores evne til at se vores egne erindringer i et objektivt lys:
”Brandstationen var en rød murstensbygning, ikke mørkerød eller okker, men næsten højrød; hen over gårdspladsen var der trukket ledninger, hængt elektriske lamper op, meget skarpe elektriske lamper – eller var det bedstemors selektive hukommelse der tilføjede dette uudholdelige lys, var der overhovedet elektricitet i byen på det tidspunkt?”
I erindringerne glimrer én person ved sit fravær, nemlig fortællerens bedstefar, Mikhail. Det fremgår, at Mikhail, ligesom mange andre fædre, brødre og sønner, forsvandt ved fronten under 2. verdenskrig. Historien om bedstefaren og hans påfaldende fravær i bedstemorens erindringer bliver så at sige kimen til den nu voksne fortællers tilbagesøgen i den sovjetiske fortid.
Netop fortiden, erindringer og den menneskelige evne til at huske, og i særdeleshed at glemme, er centrale temaer i Lebedevs forfatterskab. I sin debutroman Ved glemslens rand undersøgte Lebedev spændet mellem kollektive og individuelle erindringer. Erindringstematikken fortsættes i Augustmennesker, hvor fortælleren tager læseren med på en rejse rundt i Ruslands vilde og kaotiske 1990’ere.
Den brutale første Tjetjenienkrig fra 1994 til 1996 er en af de historiske begivenheder, som danner baggrundstæppe for fortællingen. I sine eminente landskabsbeskrivelser skildrer Lebedev, hvordan krig ikke alene slår mennesker ihjel og flår familier fra hinanden, men også hvordan fortidens voldsgerninger sætter sig som erindringslag i jorden, vi betræder:
”Selv et pålideligt begreb som jordens overflade forsvandt. Og før huse holdt op med at være huse, før hjemmets indbo blev til flygtningenes nomadiske habengut, før nogle ting gik til grunde og andre fra hånd til hånd, og før folk blev ført væk, havde jorden selv gødet jordbunden for alt dette ved at forvandle sig fra en livgivende jord til en altædende jord, til en tyktflydende grød.”
Augustmennesker er først og fremmest værd at læse i kraft af sproget. Ikke at plottet er mangelfuldt, det er både medrivende og velopbygget, men det er ikke det i sig selv, som driver fortællingen. Det er sproget. Sproget som på én gang er poetisk og brutalt. Nøgternt og sprudlende.
Forfatterens uddannelsesmæssige baggrund som geolog er tydelig også i denne roman, som den var det i debutromanen Ved glemslens rand. Ligesom i sin debutroman bruger Lebedev fiktionen som redskab til at dykke ned i og undersøge den sovjetiske fortids mange lag. Og de er ikke alle lige behagelige at læse om. Døden er allestedsværende i Augustmennesker. Men det samme er livet og skønheden, og det resulterer i et levende og modsætningsfyldt sprog. Netop modsætninger og sammensmeltning mellem disse er endnu et omdrejningspunkt i romanen:
”Og jeg fik en mærkelig fornemmelse af at vi havde ødelagt noget vi ikke kunne begribe; en uhyggelig, utydelig tilværelse hvor alt var blev blandet sammen: hunde, mennesker, mand, kvinde, kød og fødevarer, krop og sted, søvn og vågentilstand. Men selv i denne uformelige masse var der plads til en følelse der var så uformelig og sammenklistret, der forenede såvel hengivenhed som had, kærlighed og frygt; men nu gik denne følelse i opløsning – og faldt fra hinanden, gik uigenkaldeligt til grunde da den ikke kunne eksistere uden for den oprindelige sammensmeltning.”
Det nyeste skud på Lebedevs forfatterskab i dansk oversættelse er en fantastisk medrivende og velskrevet roman. Sproget er vidunderligt mættet og blegner bestemt ikke i den vellykkede oversættelse. Om man er Ruslandskender, historienørd eller blot sætter pris på velskrevet litteratur, så er Augustmennesker bestemt værd at få fingrene i.