dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Anton Tjekhov: Stikkelsbær

Anton Tjekhov: Stikkelsbær

Oversat af Niels Schmidt (1)

Lige fra tidlig morgen havde hele himlen været dækket af regnskyer; det var stille, ikke hedt, og kedeligt, som det plejer at være på grå, dystre dage, når skyerne allerede for længst er trukket op over marken, og man venter regn, som endnu ikke er begyndt. Dyrlæge Ivan Ivanytj og gymnasielærer Burkin var allerede udmattede af at gå, og marken forekom dem uendelig. Langt forude kunne man lige skimte landsbyen Mironositskijs vindmøller, til højre strakte sig en række bakker og forsvandt derefter bag landsbyen, og de vidste begge, at dér var flodbredden, der var engen, de grønne piletræer, landejendommene, og hvis man stod på en af bakkerne, så kunne man se hele den kæmpemæssige mark derfra, telegrafen og toget, som på lang afstand lignede en kravlende larve, og i klart vejr plejede man endog at kunne se byen derfra. Nu, i det stille vejr, hvor hele naturen syntes at være ydmyg og tankefuld, var Ivan Ivanytj og Burkin gennemsyrede af kærlighed til denne mark, og begge tænkte på, hvor storslået og vidunderligt dette land var.

    - Sidste gang, vi var ude i sognefoged Prokofijs skur, - sagde Burkin, - skulle De lige til at fortælle en eller anden historie.
    - Ja, da ville jeg fortælle om min bror.

Ivan Ivanytj sukkede langtrukkent og gav sig til at ryge på sin pibe som for at begynde at fortælle, men lige i det samme øjeblik begyndte det at regne. Og i løbet af fem minutters tid væltede det ned med kraftig, vedvarende regn, og det var svært at sige, hvornår det ville holde op. Ivan Ivanytj og Burkin stoppede op i eftertænksomhed; hundene, som allerede var blevet våde, stod og rystede deres haler og så på dem med rørelse.

    - Vi burde nok søge ly et eller andet sted, - sagde Burkin. – Lad os gå over til Aljokhin. Der er ikke langt.
    - Lad os det.

De drejede af og gik videre over den høstede mark, først ligeud, så begav de sig til højre, indtil de kom ud på vejen. Snart dukkede poplerne op, haven, derefter ladernes røde tage; floden glimrede, og der åbnede sig et udsyn over det brede flodløb med møllerne og det hvide badehus. Det var Sofjino, hvor Aljokhin boede.

Møllen var i gang, den dæmpede lyden af regnen; det rystede i dæmningen. Her stod der heste omkring vognene, de hang med hovederne, og der gik folk, som dækkede sig til med sække. Det var fugtigt, snavset, uhyggeligt, og udsigten over flodløbet var kold og ond. Ivan Ivanytj og Burkin havde allerede følelsen af at være våde, snavsede og utilpasse i hele kroppen, benene føltes allerede tunge af snavs, og mens de gik hen over dæmningen og bevægede sig op til herregårdens lader, tav de stille, som om de var blevet vrede på hinanden.

I en af laderne larmede en kornrensemaskine; døren stod åben, og ud af den væltede det med støv. På dørtærsklen stod Aljokhin selv, en mand på omkring fyrre år, høj, kraftig, med langt hår, og lignede mere en professor eller en kunstner end en godsejer. Han var i en hvid skjorte, som ikke havde været vasket længe, med et reb som bælte og lange underbukser i stedet for benklæder, og støvlerne var også smurt ind i snavs og halm. Næsen og øjnene var sorte af støv. Han genkendte Ivan Ivanytj og Burkin og blev tilsyneladende vældig glad.

    - Værsgo, de herrer, at komme indenfor, sagde han og smilede. – Jeg skal være der lige om et øjeblik.

Det var et stort hus i to etager. Aljokhin boede forneden, i to værelser med hvælvinger og små vinduer, hvor godsforvalterne engang havde boet; det var enkelt indrettet, og der duftede af rugbrød, billig vodka og seletøj. Men ovenpå, i stadsestuerne, kom han sjældent, kun når der kom gæster. Ivan Ivanytj og Burkin blev modtaget i huset af stuepigen, en ung kvinde og en sådan skønhed, at de begge stoppede op lige på en gang og så på hinanden.

    - De kan ikke forestille Dem, hvor glad jeg er for at se Dem, mine herrer, - sagde Aljokhin, idet han gik efter dem ind i entréen. – Det havde jeg sandelig ikke regnet med! Pelageja, - sagde han henvendt til stuepigen, vil De give gæsterne noget at klæde om i. Ja, jeg vil da for resten også klæde om. Men jeg bliver bare først lige nødt til at gå ned at vaske mig, for jeg er vist ikke blevet vasket siden en gang i foråret. Kunne De ikke tænke Dem, mine herrer, at gå med ned i badehuset, mens de laver mad her?

Den smukke Pelageja, som var så delikat og så blød at se på, kom med badelagner og sæbe, og Aljokhin og gæsterne gik ned til badehuset.

    - Ja, det er længe siden, jeg er blevet vasket, sagde han, mens han klædte sig af. – Jeg har jo et fint badehus, som De ser, det byggede min far allerede, men jeg har af en eller anden grund aldrig stunder til at blive vasket.

Han satte sig på trinnet og sæbede sit lange hår og sin hals ind, og vandet omkring ham blev brunt.

    - Nej, det må De nok sige… - ymtede Ivan Ivanytj betydende og så på hans hoved.
    - Det er godt nok længe siden, jeg er blevet vasket… - gentog Aljokhin konfust og sæbede sig endnu en gang ind, og vandet omkring ham blev mørkeblåt som blæk.

Ivan Ivanytj gik ud, sprang højlydt i vandet og lod sig flyde under regnen, baskede bredt med armene og lavede bølger, og de hvide liljer gyngede på bølgerne; han lod sig flyde helt ud i midten af flodløbet, og i løbet af et øjeblik dukkede han op et andet sted, og så flød han videre, mens han hele tiden dykkede og forsøgte at nå bunden. ”Åh, min gud… - gentog han nydelsesfuldt. – Åh, min gud…” Han flød over til møllerne, vekslede et par ord med mændene og vendte tilbage, og i midten af flodløbet lagde han sig og vendte ansigtet op mod regnen. Burkin og Aljokhin havde allerede klædt sig på og gjorde sig klar til at gå tilbage, men han svømmede og dykkede stadigvæk.

–    Åh, min gud… - sagde han. – Åh, gud fri mig vel!
–    Det må vi da håbe, han gør! råbte Burkin til ham.

De vendte tilbage til huset. Og først da tændte man lampen i den store dagligstue ovenpå, og Burkin og Ivan Ivanytj, som var blevet iført silkekåber og varme tøfler, sad i lænestolene, men Aljokhin selv gik nyvasket, friseret og iklædt en ny skjorte rundt i dagligstuen med en tydelig nydelse af varmen, renheden, det tørre tøj, det lette fodtøj, og da den smukke Pelageja, som trippede lydløst rundt på tæppet og smilte blidt, serverede te med syltetøj på en bakke, først da gav Ivan Ivanytj sig i kast med sin fortælling, og det var som om, det ikke kun var Burkin og Aljokhin, der lyttede, men også de gamle og unge damer og militærpersoner, som fredeligt og strengt så til fra guldrammerne.

    - Vi er to brødre, - begyndte han, - jeg, Ivan Ivanytj, og den anden – Nikolaj Ivanytj, som er et par år yngre end mig. Jeg gik den akademiske vej, blev veterinær, men Nikolaj sad allerede som nittenårig i skattevæsenet. Vores far, Tjimscha-Himalajskij, var soldatersøn, men da han havde opnået officersrang, overlod han os den nedarvede adelstitel og godset. Efter hans død indfriede man gæld med godset, men uanset hvordan det nu var, så tilbragte vi barndommen i landsbyen ude i det fri. Vi tilbragte, ganske ligesom bøndernes børn, både dage og nætter i markerne, i skovene, vi passede på hestene, trak bast, fangede fisk og alt muligt i den dur … Men ved De hvad, den som bare én gang i livet har fanget en hork eller har set droslerne, når de flyver forbi om efteråret, hvordan de på de klare, kolde dage letter i flokke hen over landsbyen, han er ikke længere en byboer, og han vil lige til sin død være tiltrukket af friluftslivet. Min bror sad og længtes i skattevæsenet. Årene gik, og han sad hele tiden på samme sted, skrev hele tiden de samme papirer og tænkte hele tiden kun på en og samme ting, hvor gerne han ville ud på landet. Og denne hans længsel mundede lidt efter lidt ud i et konkret ønske, en drøm om at købe sig en lille landejendom et eller andet sted ved bredden af en flod eller en sø.

Han var et godt, blidt menneske, jeg elskede ham, men jeg sympatiserede aldrig med dette ønske om at lukke sig inde for hele livet i sin egen landejendom.  Man har for vane at sige, at mennesket kun behøver tre alen jord. Men det er jo et lig, der behøver tre alen jord, ikke et menneske. Og man siger også nu om stunder, at hvis vores intelligentsia føler en dragning til jorden og stræber efter at få landejendomme, så er det bare helt fint. Men disse landejendomme er jo netop de tre alen jord. Dette at udvandre fra byen, fra kampen, fra dagliglivets larm, at bryde op og gemme sig hos sig selv på en landejendom – det er ikke livet, det er egoisme, dovenskab, det er en slags munkeliv, men et munkeliv uden bedrift. Mennesket behøver ikke tre alen jord, ikke nogen landejendom, men hele jordens overflade, hele naturen, hvor det vil kunne have spillerum til at lægge sine egenskaber og sin frie ånds særegenheder for dagen.

Min bror Nikolaj sad for sig selv i kancelliet og drømte om, hvordan han ville spise sin egen kålsuppe, som udsendte sådan en lækker duft over hele gården, hvordan han ville spise i græsset, sove i solskinnet, sidde i hele timer uden for porten og se ude over marken og skoven. Bøger om landbrug og alskens råd i kalendere ville udgøre hans glæde, hans foretrukne åndelige føde; han elskede også at læse aviser, men det eneste han læste i dem, var annoncerne om, at der var så og så mange hektar pløjemark til salg og eng med tilhørende landejendom, flod, have og mølle med en dam med rindende vand. Og i sit hoved ville han skitsere små stier ned til haven, blomster, frugter, stærekasser, karusser i dammene og, De ved, alt muligt i den dur. Disse fantasikort var forskellige alt afhængigt af annoncerne, som han fik fingrene i, men af en eller anden grund var der altid i hver eneste af dem obligatorisk en stikkelsbærbusk med. Han var ikke i stand til at forestille sig den landejendom, den poetiske lille krog, uden at der også fandtes en stikkelsbærbusk.

    - Landsbylivet har sine fordele, - plejede han at sige. – Du kan sætte dig på balkonen, drikke te, og i dammen svømmer dine små ænder rundt, det dufter så dejligt og… og stikkelsbærbusken vokser.

Han tegnede en plan over sit gods, og hver eneste gang faldt det ud på en og samme måde i planen: a) herregård, b) tyendebolig, c) køkkenhave, d) stikkelsbærbusk. Han levede nærigt: han fik hverken nok at spise eller drikke, gik klædt, Gud ved hvordan, nærmest som en tigger, sparede op og lagde til side i banken. Han var frygtelig fedtet. Jeg havde ondt ved at se på ham, og jeg gav ham et eller andet og sendte noget til højtiderne, men det gemte han også væk. Hvis et menneske nemlig har fået en idé, så kan du ikke stille noget op.

Årene gik, de flyttede ham over i et andet guvernement, og nu havde han rundet de fyrre år, men han læste stadig annoncerne i aviserne og sparede op. Så hører jeg, at han var blevet gift. Alt sammen med det ene mål at kunne købe sig en landejendom med en stikkelsbærbusk giftede han sig med en gammel, grim enke, uden nogen som helst følelse, men kun fordi hun havde noget på kistebunden. Sammen med hende levede han også nærigt, han gav hende ikke nok at spise, men pengene satte han i banken i sit eget navn. Tidligere havde hun været gift med en postmester, og hos ham var hun blevet vant til at få pirogger og frugtvin, men hos den anden mand fik hun ikke en gang rugbrød nok; hun begyndte at hensygne af den slags liv, og efter en tre års tid tog hun og overlod sin ånd til Gud. Og det faldt naturligvis ikke min bror ikke et øjeblik ind, at han skulle være skyld i hendes død. Penge gør folk mærkelige i hovedet ligesom vodka. Købmanden i vores by døde. Før sin død havde han bedt om at få en tallerken honning, og så åd han alle sine penge og lodsedler sammen med honningen, for at der ikke skulle blive noget tilbage til nogen. Engang stod jeg og så på menneskemylderet på banegården, da en herre havnede under et lokomotiv, og han fik skåret benet af. Vi bærer ham op i modtagelsesværelset, blodet flyder – det er en frygtelig affære, men ikke desto mindre beder han om, at vi finder hans ben, og han bekymrer sig hele tiden: i støvlen på det afrevne ben lå der tyve rubler, hvordan de så end var havnet der.

    - Det er jo en helt anden historie, - sagde Burkin.
    - Efter konens død, fortsætte Ivan Ivanytj efter et øjebliks tænkepause, - begyndte min bror at udse sig et gods. Men selvom han gik og så sig om i fem år, så tog han alligevel til syvende og sidst fejl og købte et, der var helt anderledes end det, han havde drømt om. Bror Nikolaj købte gennem en agent ved omlægning af gælden hundrede tyve hektarer med herregård, tyendebolig, park, men hverken frugthave, stikkelsbærbusk eller damme med rindende vand; der var en flod, men vandet i den havde samme farve som kaffe, for til den ene side af godset lå der en murstensfabrik, og på den anden side en benmelsfabrik. Men det bekymrede min Nikolaj Ivanytj sig ikke meget om; han skrev efter tyve stikkelsbærbuske, plantede dem og slog sig ned som godsejer.

Sidste år kørte jeg ud for at besøge ham. Nu tager du derud, tænkte jeg, og ser efter, hvordan og hvorledes det står til. I sine breve havde min bror kaldt sit gods således: Ødemarken i Tjumbaroklov, ditto i Himalaya. Jeg ankom til ”ditto i Himalaya” efter middag. Det var hedt. Overalt var der kanaler, gærder, hegn, der var plantet rækker af grantræer, - og man ved ikke, hvordan man skal komme frem til gården, og hvor man skal stille hesten. Jeg går hen til huset, og en rødhåret hund, der er tyk og ligner en gris, kommer mig i møde. Den har lyst til at gø, men gider alligevel ikke. Ud af køkkenet kom en kogekone, barfodet, tyk og lignede også en gris, og sagde, at herren fik sig et hvil efter middagen. Jeg går ind til min bror, han sidder på sengen med et tæppe over knæene; han er blevet gammel, har taget på og er blevet fedladen; kinderne, næsen og læberne stikker fremad, - som om han sad og gryntede under tæppet.

Vi omfavnede hinanden og kneb en tåre af glæde og over den vemodige tanke, at vi engang havde været unge, og at vi nu begge var blevet grå og snart skulle dø. Han klædte sig på og tog mig med for at fremvise sit gods.

-    Nå, hvordan har du det så her? – spurgte jeg.
-    Jeg har det da fint, Gud ske lov, der mangler ikke noget.

Dette var ikke den tidligere forknytte fattiglus af en embedsmand, men en vaskeægte godsejer, en herremand. Han var allerede livet op derude, havde vænnet sig til det og havde fået smag for det, spiste meget, gik i badstue, havde taget på, lå allerede i tvist med begge fabrikkerne, og han hidsede sig alvorligt op, når mændene ikke tiltalte ham med ”Deres højvelbårenhed”. Og på rigtig herremaner drog han adstadigt omsorg for sin sjæl, og gode gerninger udførte han ikke bare sådan men med vigtighed. Men hvilke gode gerninger? Han helbredte mændene for alskens sygdomme med soda og amerikansk olie, og på deres navnedage forrettede han en taksigelsesandagt midt i landsbyen, og bagefter gav han en omgang og tænkte, at det blev han vel nødt til. Åh, disse forfærdelige omgange! I dag slæber den tykke godsejer mændene for amtmanden, fordi hans korn er blevet trampet ned, men i morgen, på festdagen, da giver han dem en omgang, og de drikker og råber ”hurra” og fulde som de er, bøjer de sig for hans fødder. En forandring af livet til det bedre, vellevned og lediggang udvikler indbildskheden, det allermest uforskammede, i russeren. Nikolaj Ivanytj, som engang ved skattevæsenet havde været bange for endog for sig selv at have sine egne synspunkter, udtalte nu ene og alene sandheder, og det i en tone som en minister: ”Uddannelse er nødvendig, men for folket er det endnu for tidligt”, ”Korporlige afstraffelser er generelt skadelige, men i nogle tilfælde er de gavnlige og uerstattelige”.

    - Jeg kender folket og ved, hvordan man skal omgås det, - sagde han. – Folket elsker mig. Jeg skal bare bevæge en finger, og så gør folket alt, hvad jeg får lyst til.

Og alt dette blev, bedes De bemærke, sagt med et klogt, godt smil. Han gentog en snes gange: ”vi adelige”, ”jeg som adelsmand”, han kunne åbenbart ikke længere huske, at vores bedstefar var en bondemand, og vores far var soldat. Selv vores efternavn Tjimscha-Himalajskij, som dybest set er det rene nonsens, forekom ham nu at være klangfuldt, fornemt og rigtig pænt.

Men det drejer sig ikke om ham, det drejer sig om mig selv. Jeg ønsker at fortælle dem, hvilken forandring der fandt sted inden i mig i disse få timer, mens jeg var på hans landejendom. Om aftenen, da vi sad og drak te, satte kogekonen en helt fuld tallerken stikkelsbær ind på bordet. De var ikke købte, det var hans egne stikkelsbær, som var høstet for første gang, siden buskene var blevet plantet. Nikolaj Ivanytj brød ud i glæde og betragte stikkelsbærrene et øjeblik i tavshed, med tårer, - han var ikke i stand til at tale for rørelse, så puttede han et bær i munden, kiggede over på mig med triumf som hos et barn, der endelig har fået sit yndlingslegetøj, og sagde:

-    Nej, hvor det smager godt!

Og han spiste med grådighed og blev ved med at gentage:

-    Altså, hvor er de gode! Du skulle prøve!

Det var hårdt og surt, men som Pusjkin sagde, så er ”det opstigende bedrag os kærere end sandhedernes tåger”. Jeg så et lykkeligt menneske, hvis hemmelige drøm så åbenlyst var blevet gjort til virkelighed, som havde nået målet i levet, havde fået det, han ønskede sig, og som var tilfreds med sin skæbne, med sig selv. Jeg har altid fået iblandet mine tanker om den menneskelige lykke noget sørgmodigt, men nu, ved synet af det lykkelige menneske, blev jeg bemægtiget af en tung følelse, som lå tæt på fortvivlelse. Særlig svært var det om natten. Der blev redt en seng op i værelset ved siden af min brors soveværelse, og jeg kunne høre, hvordan han ikke sov, og hvordan han stod op og nærmede sig tallerkenen med stikkelsbær og snuppede et bær ad gangen. Jeg forstod: hvor var der egentlig mange tilfredse og lykkelige mennesker til! Hvor var det dog en altovervældende kraft! Kast De et blik på dette liv: de stærkes uforskammethed og lediggang, de svages uvidenhed og bestialskhed, rundt omkring findes der en helt umulig fattigdom, tranghed, degenerering, drikkeri, hykleri, løgn… Imidlertid hersker der stilhed og fred i alle huse og på alle gader; ud af de halvtreds tusinde, der bor i byen, er der ikke en eneste, som ville skrige op eller gøre højlydt oprør. Vi ser dem, der går på markedet efter proviant, spiser om dagen, sover om natten, som siger en masse sludder, gifter sig, bliver gamle, og som godmodigt slæber sig hen til deres afdødes kirkegård; men vi ser ikke, og vi hører ikke dem, som lider, og det, som er forfærdeligt i livet, foregår et eller andet sted bag kulisserne.  Alt er stille og roligt, og ene og alene den stumme statistik protesterer: så og så mange er gået fra forstanden, der er blevet drukket så og så mange genstande, så og så mange børn er døde af underernæring … Og en sådan orden er åbenbart nødvendig; den lykkelige har det åbenbart kun godt, fordi de ulykkelige bærer deres byrde i tavshed, og uden denne tavshed ville lykken være umulig. Det er en fælles hypnose. Bag døren hos ethvert tilfreds, lykkeligt menneske burde der stå en eller anden med en hammer og med en banken hele tiden erindrede om, at der findes ulykke, at uanset, hvor lykkelig man er, så vil livet før eller siden vise en sine klør, man ryster ulykken af sig – sygdom, fattigdom, tab, og der er ingen, der får øje på ham eller hører ham, ligesom han nu ikke ser eller hører de andre. Men der findes ikke et menneske med en hammer, den lykkelige lever for sig selv, og tilværelsens små bekymringer foruroliger ham lige så lidt, som vinden foruroliger poplen, - og alt står lykkeligt til.

- Den nat blev det forståeligt for mig, at jeg også var tilfreds og lykkelig, - fortsatte Ivan Ivanytj og rejste sig.  – Under middagen og på jagten lærte jeg også, hvordan man bør leve, hvordan man bør tro, hvordan man bør lede folk. Jeg gik også rundt og sagde, at lærdom er lyset, og at uddannelse er nødvendig, men for almindelige mennesker er det ind til videre tilstrækkeligt at lære at læse og skrive. Jeg sagde, at frihed er et gode, uden den går det ikke, ligesom uden luft, men man må vente. Ja, sådan sagde jeg, men nu om stunder spørger jeg: hvorfor i alverden skal man vente? – spurgte Ivan Ivanytj og så vredt over på Burkin. – Hvorfor i alverden skal man vente, spørger jeg Dem? Ud fra hvilke betragtninger? Man siger til mig, at alt ikke kommer på en gang, enhver idé bliver realiseret i livet lidt efter lidt, til sin tid. Men hvem er det, der siger sådan? Hvor er beviserne på, at det er retfærdigt? De henviser til tingenes naturlige orden, til en fænomenernes lovmæssighed, men findes der mon orden og lovmæssighed i dette, at jeg, et levende, tænkende menneske, står oven over grøften og venter på, at den vokser til af sig selv, eller at man dækker den til med mudder, samtidig med, at jeg måske ville kunne hoppe over den eller bygge en bro hen over den? Og endnu engang: hvorfor i alverden skulle jeg vente? Vente, når man ikke orker at leve, men imidlertid skal man leve, og man har lyst til at leve!

Dengang tog jeg ude fra min bror tidligt om morgenen, og siden da er det blevet uudholdeligt for mig at opholde mig i byen. Stilheden og roen gør mig nedtrykt, jeg er bange for at se ud af vinduet, fordi der for mig nu om stunder ikke findes noget tungere syn, end den lykkelige familie, som sidder omkring bordet og drikker te. Jeg er gammel allerede, og jeg duer ikke til kamp, jeg er ikke en gang i stand til at nære had. Jeg sørger bare sjæleligt, jeg bliver irriteret, ærgrer mig, men om natten brænder mit hoved af en strøm af tanker, og jeg kan ikke sove… Ak, hvis jeg dog bare var ung!

Ivan Ivanytj bevægede sig i oprør fra hjørne til hjørne og gentog:

-    Hvis jeg dog bare var ung!

Pludselig gik han over til Aljokhin og begyndte at give ham snart den ene og snart den anden hånd.

    - Pavel Konstantinytj! – ymtede han med bedende stemme, - De må ikke blive urolig, De må ikke lade Dem trætte! Mens De er ung, stærk og kvik, må De ikke blive træt af at gøre det gode! Der findes ingen lykke, og den skal heller ikke findes, men hvis der er en tanke og et mål med livet, så findes denne tanke og dette mål slet ikke i vores lykke, men i en eller anden større fornuft og hele. De skal gøre det gode!

Og alt dette fremsagde Ivan Ivanytj med et ynkværdigt, bedende smil, som om han bad for sig selv personligt.

Derefter sad de alle tre i lænestolene i forskellige ender af dagligstuen og tav stille. Ivan Ivanytjs fortælling faldt hverken i Burkins smag eller i Aljokhins. Når generalerne og damerne, som i halvmørket virkede levende, så ned på dem fra guldrammerne, føltes det kedeligt at lytte til en fortælling om en fattig embedsmand, som spiste stikkelsbær. Af en eller anden grund fik man lyst til at tale og høre om fornemme folk, om kvinder. Og det, at de sad i dagligstuen, hvor alting – både lysekronen med lampeskærmen, lænestolene og tæpperne under fødderne sagde, at her havde engang de samme mennesker gået rundt, siddet og drukket te, som nu så ned på dem fra rammerne, og det, at det nu var den smukke Pelageja, der lydløst gik rundt her – det var den bedste af alle fortællingerne.

Aljokhin havde en frygtelig lyst til at sove; han stod tidligt op sammen med folkene før tre om morgenen, og nu gled hans øjne i, men han var bange for, at gæsterne skulle begynde at tale om noget interessant uden ham, så han gik ikke. Om det var klogt, eller om det var retfærdigt, det, som Ivan Ivanytj lige havde sagt, satte han sig ikke ind i; gæsterne talte ikke om hverken gryn, hø eller tjære, men om et eller andet, som ikke havde nogen direkte forbindelse til hans liv, og han var glad og ønskede, at de fortsatte…

    - Men nu er det tiden at sove, - sagde Burkin og rejste sig. – Tillad mig at ønske Dem en rolig nat.

Aljokhin undskyldte sig og gik nedenunder til sig selv, men gæsterne blev siddende ovenpå. De var begge blevet anvist det store værelse for natten, hvor der stod to store træsenge med udskårne dekorationer, og i hjørnet hang der et krucifiks af elfenben; fra deres brede, kølige senge, som den smukke Pelageja havde redt op til dem, duftede der behageligt af frisk linned.

Ivan Ivanytj klædte sig af i tavshed og lagde sig.

    - Herre, tilgiv os syndere! – mumlede han og dækkede hovedet til.

Fra hans pibe, som lå på bordet, stod der en kraftig tobakshørm, og Burkin lå længe uden at kunne sove og blev ved med ikke at kunne forstå, hvor denne stærke lugt stammede fra.

Regnen trommede på vinduerne hele natten.

 


1) Polnoe sobranie sotjinenij i pisem v tritsati tomakh, sotjinenija v vosemnadtsati tomach, Izdatel´stvo,“Nauka”, Moskva 1977

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD