dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Anton Tjekhov: Om dramaet

Anton Tjekhov: Om dramaet

Oversat af Jevgenia Karg og Else-Marie Vig

(Et lille skuespil) (1)

To venner, fredsdommer Polujekhtov og oberst i generalstaben Fintifleev, sad over et hyggeligt mellemmåltid og ræsonnerede om kunstarterne.

 - Jeg har læst Taine, Lessing ... ja, hvad har jeg ikke læst? - sagde Polujekhtov, og beværtede sin ven med vin fra Kakhetien. - Jeg tilbragte min yngre dage blandt kunstnere, skrev lidt selv, og forstår mig på ... Du ved? Jeg er hverken kunstmaler eller skuespiller, men jeg har næse for det, tæft! Jeg har hjerte! Jeg kan straks skelne, min ven, om det er falsk eller forlorent. Mig kan du ikke snyde, om du så er Sarah Bernhardt eller Salvini! Straks forstår jeg, hvis det er noget ... fiksfakseri af en slags. Hvorfor spiser du ikke noget? Der kommer ikke mere!

 - Jeg er allerede mæt, kære ven, tak ... Det er gået tilbage for dramaet her i landet, som du siger, ganske meget tilbage!

 - Selvfølgelig! Døm selv, Filja! I dag gør dramatikerne og skuespillerne deres bedste, hvordan skal jeg gøre dig det mere begribeligt ... deres bedte for at være livagtige, realistiske ... På scenen ser du det samme, som du ser i livet... Men er det virkelig det, vi har brug for? Vi har brug for ekspression, effekt! Livet er man allerede træt af, man har set sig mæt, man har vænnet sig til det, man har brug for noget... noget, så alle ens nerver bliver flået ud, ens indre kørt rundt! Tidligere talte skuespilleren med en unaturlig gravkammerstemme, slog sig med en knytnæve for brystet, skreg, sank til jorden, men til gengæld var han ekspressiv! I hans ord var der ekspression! Han talte om pligt, om humanisme, om frihed ... I hver eneste akt kunne du se selvopofrelse, næstekærlige gerninger, lidelser, vanvittig lidenskab! Men i dag?! Ser du, i dag, har vi brug for livagtighed ... Man kigger på scenen og siger ... puh!.. og man ser en eller anden møgunge ... en svindler, en orm i pjaltede bukser, der siger noget sludder ... Sjpazjinskij eller ham der Nevesjin anser dette skvat for at være en helt, men hvis han dukkede op i min arrest  ja, gid det var så vel! - ville jeg tage ham, den lømmel, og, du ved, iflg. paragraf 119 og efter min bedste overbevisning sætte ham ind i tre - fire måneder!...

 Der lød en kimen fra døren ... Polujekhtov, der var lige ved at rejse sig med henblik på at skridte oprørt fra hjørne til hjørne, satte sig igen ... En lille, rødkindet gymnasieelev med kappe og ransel på ryggen trådte ind i rummet ... Han gik sky hen til bordet, skrabede med foden og overrakte Polujekhtov et brev.

- Min moder sender Dem sine hilsner, kære onkel, - sagde han, - og bad mig om at aflevere dette brev til Dem.

 Polujekhtov åbnede konvolutten, tog sine briller på, prustede højt og begyndte at læse.

 - Straks, kære søster! - sagde han, da han havde læst brevet og rejst sig. - Kom med mig ... Undskyld, Filja, jeg må forlade dig et øjeblik.

 Polujekhtov tog skoleeleven i hånden, løftede skøderne på sin morgenkåbe og førte ham ind i det andet rum. Lidt efter hørte obersten mærkelige lyde. En barnestemme begyndte at bønfalde om et eller andet ... Bønnerne blev hurtigt erstattet af et skrig, og efter skriget fulgte et martrende hyl, der sønderrev sjælen.

 - Kære onkel, jeg gør det ikke mere ...! hørte obersten. - Allerkæreste onkel, jeg vil aldrig! Åh, a-a-a-av! Kæreste!

 De mærkelige lyde fortsatte et par minutter ... Derefter blev der stille, døren blev åbnet, og Polujekhtov trådte ind i rummet. Efter ham gik gymnasieeleven med forgrædt ansigt. Mens han knappede sin frakke, prøvede han at holde hulkene tilbage. Da han var færdig med at knappe frakken, skrabede drengen med foden, tørrede sine øjne med ærmet og gik ud. Man hørte lyden af en dør, der blev låst ...

 - Hvad gik der for sig inde hos dig? - spurgte Fintifleev.

 - Nå, ja, min søster bad mig i sit brev om at give drengen pisk ... Han fik under middel i græsk ...

 - Hvad bruger du som pisk?

 - Et bælte ... det er det bedste ... Nå, ja ... hvor kom jeg til? Tidligere var det sådan: At man sidder i sin stol, ser på scenen og føler! Dit hjerte banker, det koger! Man hører humane ord, man ser humane gerninger ... man ser kort sagt skønhed og ... vil du tro mig? Jeg græd! Det er hændt, at jeg sad og græd som et fjols. “Hvad græder du for, Petja?” spurgte min kone somme tider. Og jeg vidste ikke selv, hvorfor jeg græd ... I det hele taget har teater den virkning på mig ... Ja, ærligt talt, hvem bliver ikke rørt af kunsten? Hvem bliver ikke forædlet af den? Hvad andet end kunsten kan vi takke for tilstedeværelsen af de højere følelser i os, de følelser, som barbarer ikke kender, som vore forfædre ikke kendte! Jeg får tårer i øjnene ... Det er gode tårer, jeg skammer mig ikke over dem! Skål, min kære ven! For kunstens opblomstring og humanismen!

 - Skål ... Gud give, at vore børn kan føle, som vi ... føler.

 Vennerne drak ud og talte videre om Shakespeare.

 
(1884)


(1) Polnoe sobranie sotjinenij i pisem v tritsati tomakh, sotjinenija v vosemnadtsati tomach, Izdatel´stvo “Nauka”, Moskva 1985

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD