dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Tværgående > Den gode oversættelse

Den gode oversættelse

Af René Wad Andersen


Teorien og den svære kunst

Så lang tid man har oversat, har man forsøgt at beskrive, hvad der foregår, når en tekst overføres fra et sprog til et andet, og man har forsøgt at sætte mål for, hvad en god oversættelse er. Hvad disse to aspekter af oversættelsesprocessen - det deskriptive og normative - består af, har vi sikkert alle en mere eller mindre bevidst fornemmelse af. Man sidder med en tekst, der er af en bestemt karakter: nyere eller ældre, med talesprog eller skriftsprog, lyrisk eller prosaisk, humoristisk eller alvorlig, juridisk, fagspecifik, merkantil, videnskabelig, publicistisk eller skønlitterær. Man behøver ikke at have set på teksten i særlig lang tid, før man har dannet sig et indtryk af, hvilken "tone", der er slået an. Dette indtryk er med til at danne den måde, man skriver og oversætter på.

Hvad angår den mere eller mindre veldefinerede videnskab, der kaldes oversættelsesteori, så viser det første problem sig allerede hér. Nemlig det, at tekster er forskellige. Man oversætter jo et bestemt lands grundlov på en hel anden måde, end man oversætter et digt. En grundlov er skrevet i en tør og entydig stil, og der er helt bestemte regler for, hvordan man formulerer sig. Et digt kan også være skrevet som en grundlovsparagraf, men er det som oftest ikke. Her er sproget typisk levende og ekspressivt, og ordenes "aftryk" på læseren beror på den betydningsaura, der omgiver ordet. Ordets centrale betydning - denotation - fortrænges, bliver skudt ud i periferien af alle de øvrige associationer, ordet giver (dvs. konnotation), og disse indtager så den centrale position. Derudover skal man tænke på rim og rytme, ordklange, ja selv grafiske elementer gør sig indimellem gældende. Et digts "mening" ligger et sted over, under eller mellem ordene, en grundlovs derimod i og med ordene. Man foretager altså vidt forskellige prioriteringer alt efter, hvilken form for tekst, der er tale om, man tænker på forskellige planer.

Når man oversætter, er man altså ude for alt mellem himmel og jord, og dét er måske oversættelsesteoriens største problem. For når den forsøger at beskrive alle aspekter af oversættelsesprocessen på en gang, så bliver den ofte overfladisk eller forsimplet. Og når den går ned i specifikke problemstillinger, bliver den mangelfuld. Der findes ikke nogen beskrivelsesmodel, der på én gang er altomfavnende og konkret. Og fandtes den, ja, så var diskussionen om den gode oversættelse naturligvis ophørt, og man havde taget den givne model i brug. Men diskussionen fortsætter, og det pudsige ved den er, at det er nøjagtigt de samme problemstillinger, man har skændtes om de sidste 2000 år. Men ud over at det er pudsigt, vidner det naturligvis også om, at problemerne er af fundamental karakter, og at en løsning ikke synes lige om hjørnet.

De 12 umulige bud

Selv om diskussionen i det 20. årh. er blevet mindre "essayistisk" og mere videnskabelig (i takt med lingvistikkens fremtrængen), så er det stadig en række grundlæggende problemer, der gør sig gældende. Sprogforskeren Th. Savory opsummerer dem, ikke uden humor, i nedenstående tolv, til hudløshed citerede punkter, der forklarer, hvorfor oversættere i hele verden plages af kronisk dårlig samvittighed. Savory kalder disse seks antitetiske par for "a volume of confused thought which must be hard to parallel in other fields of literature":

1. En oversættelse skal gengive originalens ord.

2. En oversættelse skal gengive originalens idéindhold.

3. En oversættelse skal lyde som en original.

4. En oversættelse skal lyde som en oversættelse.

5. En oversættelse skal afspejle originalens stil.

6. En oversættelse skal være præget af oversætterens stil.

7. En oversættelse skal virke samtidig med originalen.

8. En oversættelse skal virke samtidig med oversætteren.

9. En oversættelse må lægge til og trække fra originalen.

10. En oversættelse må under ingen omstændigheder lægge til og trække fra originalen.

11. En oversættelse af vers skal være på prosa.

12. En oversættelse af vers skal være på vers. (1)

Formel og dynamisk ækvivalens

Det giver sig selv, at ingen oversættelse tilfredsstiller samtlige punkter. Fælles for dem er, at de alle afspejler sider af det måske nok vigtigste begreb inden for oversættelsesteorien - ækvivalens. Ækvivalens betyder, at kildesprogstekst og målsprogstekst har samme værdi, og ækvivalens er det, oversætteren stræber mod i sit arbejde. Men hermed er der egentlig ikke sagt noget væsentligt. Med ovenstående tolv punkter in mente kan man nemlig sagtens argumentere for ækvivalens både i det tilfælde, hvor oversætteren indretter sit sprog efter kildesprogsteksten (punkt 3) og i det tilfælde, hvor der tages udgangspunkt i de midler, der er til rådighed på målsproget (punkt 4). Gør man det første, dvs. skaber størst mulig overensstemmelse i forhold til budskabets form og indhold, taler man om formel ækvivalens. Omvendt bruger man dynamisk ækvivalens om det forhold, at målteksten skal have samme virkning på målsprogslæseren, som kildeteksten har på kildesprogslæseren. Et genialt eksempel på dynamisk ækvivalens finder vi i Johannes V. Jensens oversættelse af Shakespeares "Hamlet", hvor Hamlet et sted siger til Ophelia:

"Get thee to a nunnery."

Replikken virker på overfladen tilforladelig - "Ophelia, tag i kloster" - men replikkens skarphed kommer kun til syne, hvis man ved, at "nunnery" på Shakespeares tid både betød "kloster" og "bordel" (slang). Vil man være tro over for originalen i forhold til dens form og indhold, er man således tvunget til at benytte sig af en af de to betydninger, der er til rådighed på dansk. Hvis man derimod vil skabe den samme virkning på læseren, er det mindre væsentligt, om man holder sig til ordene, som de står. Johannes V. Jensen fandt frem til denne løsning:

"Ophelia, gå i Klosterstræde."

På hans var Klosterstræde i København nemlig et luderkvarter. Hermed er der skabt dynamisk ækvivalens, selv om der i den oversatte replik hverken står "kloster" eller "bordel". (2)

Uoversættelighedsteorien

Begrebet ækvivalens har altid eksisteret i praksis, men fik først sit navn i 1950-erne. Det skete samtidig med den i sprogfilosofien begyndende erkendelse af, at sproget ikke bare er menneskets redskab, noget uden for mennesket, men derimod en konstituerende del af det. Verden er ikke andet, end hvad der er indeholdt i sproget. Og hvilken verden, der tegner sig i sproget, er langt fra den samme over hele kloden. Det, at ethvert sprog er uløseligt knyttet til sprogets kultur, dannede grundlaget for de amerikanske sprogforskere Edward Sapir (1884-1939) og Benjamin Lee Whorfs (1897-1941) tese om, at oversættelse i princippet er umuligt. Sapir-Whorf-tesen baserede sig i hovedsagen på en sammenligning mellem hopi-indianernes sprog, hvor alle sagsforhold opfattes som proces og udtrykkes med verber, og engelsk, der som alle indoeuropæiske sprog udtrykker sagsforhold nominalt, dvs. med substantive udtryk. Men uoversættelighedsteorien har kun berettigelse, hvis man som Sapir og Whorf betragter oversættelse som gengivelse af indholdet i streng tilknytning til formen, ikke som en kommunikativ akt, som det jo til trods for sprogenes specifikke strukturer er muligt at reformulere på et andet sprog.

Sapirs og Whorfs største fortjeneste var konstateringen af, at der på grund af sprogenes kulturelle bundethed er tale om et betydeligt tab ved oversættelse fra ét sprog til et andet. Oversættelsesteorien begrænsede sig ikke kun til at anskue problemerne omkring ord vs. sætning, kildesprog vs. målsprog, forfatter vs. oversætter, men bevægede sig op på et makro-plan: fra ord til syntagme til sætning til afsnit til tekst, og herfra videre til den ikke-sproglige sammenhæng. Dette sidste, den ikke-sproglige virkelighed bag det sproglige budskab (jf. Hamlet-replikken), behandles i forskellige værker under de mest brogede betegnelser: virkelighed, kohærens, realia, kultur, ekstra-lingvistiske faktorer, diskurs m. fl., men betegner altså det samme fænomen.

Hvis man har en konkret oversættelsesopgave, kan det virke besynderligt at skulle tænke ækvivalens på tekst-plan eller virkeligheds-plan. For selv om man kan have dannet sig en mening om, hvad hensigten med teksten som helhed er, så bliver den jo ikke automatisk oversat af den grund. Forude ligger stadig et konkret og detaljeret arbejde. Men ækvivalens på tekst-plan er som abstraktion betragtet vigtig som forudsætning for at skabe konsekvens i oversættelsen, og det har dermed også betydning for de konkrete valg, man foretager i løbet af oversættelsesprocessen.

Den denotative model

Imidlertid er det dog ofte muligt uden videre at finde et ord på målsproget, der svarer til ordet på kildesproget. Til trods for landenes kulturelle og sprogenes strukturelle forskelligheder er der en lang række ord, der helt eller delvist betegner den samme betydning i begge sprog. Som nævnt ovenfor afspejler allehånde beskrivelsesmodeller syn på, hvad der foregår, når man oversætter. Den simpleste af disse beskriver netop det forhold, at der til enhver foreteelse i den menneskelige virkelighed knytter sig en betegnelse, et ord, der dækker det. Modellen, den denotative model, forudsætter, at den virkelighed, sprogene afspejler, er ens for alle sprogsamfund. Således består oversætterens opgave i at tage ordene fra kildeteksten og, ud fra deres betydning i kildesproget, kopiere dem med tilsvarende ord fra målsproget. Tanken bag den denotative model går tilbage til den franske filosof René Descartes' (1596-1650) forestilling om en "talnøgle" baseret på latin, efter hvilken hvert ord fik et nummer, således at man hurtigt og nemt ville kunne kommunikere via talrækker. I de tilfælde, hvor der ikke findes et adækvat ord på målsproget, tillader den denotative model muligheder for translitteration (rus. samovar -> da. samovar), omskrivning (rus. samovar -> da. temaskine) eller forklaring (rus. samovar -> da. keramisk kedel til opvarmning af tevand). Hovedbegrebet i denne model, denotatet, er nemlig en abstrakt forestilling, som ikke nødvendigvis skal bestå af et konkret ord. Et denotat er blot en beskrivelse i videste forstand, det være sig et konkret ord eller en forklarende meddelelse.

Men ofte kan et forhold i kildeteksten oversættes med forskellige ord i målteksten, og hvad der bestemmer valget, er nogle gange et spørgsmål om, hvad der "lyder bedst", andre gange er det konteksten, eller situationen, der afgør det. Den denotative model ser nok på den omgivende virkelighed, men ikke på den virkelighed, der ligger i selve teksten. Ækvivalensen mellem to tekster er derfor ikke nødvendigvis sikret. Lighed mellem de enkelte denotater i tekst og oversættelse er ikke ensbetydende med ækvivalens på tekst-plan.

Transformationsmodellen

Den denotative model beskæftiger sig heller ikke med baggrunden for valget af sproglige midler (grammatiske, stilistiske) i såvel kilde- som måltekst, altså teksternes formelle side. Det gør derimod en anden, den såkaldte transformationsmodel (også kaldet den generative model). Ideen bag den udspringer af transformationsgrammatikken, der blev introduceret med Noam Chomskys værk "Syntaktiske strukturer" (1957). Heri gjorde Chomsky sig til talsmand for, at der er noget fælles ved alle sprog, nogle forhold hvad angår indholdet, som altid beskrives, om end med forskellige (syntaktiske) midler. Dette fællestræk kaldte han for sprogets "dybdestruktur". Over for dette står "overfladestrukturen", indholdets konkrete realisering. Sætningerne "Drengen læser bogen" og "Bogen læses af drengen" har forskellig overfladestruktur, men samme dybdestruktur. I sproget, mente Chomsky, hersker der en sum af måder at udtrykke sig på, som danner udgangspunkt for de forskelligste variationer over den samme syntaktiske betydning. Disse grundlæggende udtryksmåder kalder han for "kernestrukturer", og variationerne over disse er "transformer". "Drengen læser bogen" er en kernestruktur, mens "Bogen læses af drengen" er en transform (andre transformer: "Bogen bliver læst af drengen", "Drengens læsning af bogen" etc.).

Transformationsmodellen inden for oversættelse tager udgangspunkt i, at det er muligt at omdanne, eller transformere kildetekstens udsagn til kernestrukturer, som derefter overføres til tilsvarende ditto på målsproget. Herefter "samles" de abstrakte kernestrukturer i konkrete (overflade-) strukturer, alt efter de muligheder, der foreligger på målsproget. Der er altså her tale om et konkret redskab, der kan tages i brug ved oversættelse, og der er ingen tvivl om, at det er et meget udbredt middel. Traditionelt udleder transformationsmodellen fire "greb" til brug ved oversættelse: 1) omplacering, dvs. ændring af ledstillingen; 2) erstatning, herunder erstatning af ordformer, ordklasser, sætningsled, leksika (konkretisering/generalisering) samt kompensation, dvs. hvis det ikke har været muligt at oversætte noget - et ord, stilistisk træk m. fl. - ét sted, så kan man indføje det et andet sted; 3) tilføjelse, dvs. oversættelse af ét ord med to eller flere ord; 4) udeladelse, dvs. oversættelse af to eller flere ord med ét ord. Transformation er givetvis en meget aktiv metode ved oversættelse, og generelt er det en god metode til at fordybe sig i de strukturelle forskelle mellem sprogene.

Men transformation er langt fra det eneste, der foregår, når der oversættes, hvorfor modellen ikke fungerer som beskrivelsesmodel. Den tager kun højde for den formelle side af en tekst og ignorerer såvel betydningsstrukturer som den kontekst, der bestemmer valgene, samt den ikke-sproglige virkelighed bag det sproglige budskab. Endelig kan man også sætte spørgsmålstegn ved transformation, omdannelse af transformer til kernestrukturer, som redskab i de tilfælde, hvor man ikke har forstået et udsagn. Hvordan skulle man kunne transformere, dvs. i praksis forenkle, udtryk, der ikke uden videre lader sig oversætte til dansk, til en kernestruktur, hvis man ikke ved, hvad udtrykket betyder? Og ydermere: risikerer man ikke at "tæmme" en tekst i stilistisk henseende ved at forenkle den? Redskabet synes ikke helt ufarligt, hvis man ikke har det nødvendige overblik over de syntaktiske muligheder, der er indeholdt i sproget, specielt det, man oversætter fra.

Den semantiske model

Som en slags opposition til transformationsmodellen står den semantiske model, der som antydet beskæftiger sig med en teksts indholdsplan. Her er ideen, at man når frem til den rette oversættelse ved hjælp af semantisk analyse. Hvert eneste ord består af en række betydningselementer, kaldet semer. Antallet er i princippet uendeligt, da der til et ords betydning ikke kun hører, hvad det positivt set betyder, men også hvad det ikke betyder. Således kan man forbinde det danske ord "student" med semer som "gymnasiast", "menneske", "studentereksamen", "ikke voksen", "hankøn", "hunkøn", "ikke lærer" m. fl. Set i forhold til ordene "studine" og "studerende" er der tale om en vis konflikt, da der er forskel på, hvad der menes med student i forskellige kredse (hvor "student" og "studerende" kan være synonymer) og til forskellige tider (tidligere skelnedes mellem "student" og "studine"). Ved oversættelse tager man så de relevante semer i kildesprogsordet og finder et ord i målsproget, der har det størst mulige antal semer til fælles med kildesprogsordet. I tilfældet "student" (som dimittend ved gymnasiet) viser det sig ved oversættelse til russisk utilstrækkeligt at bruge ordet "student", der nok indeholder semerne "menneske", "ikke lærer" og "hankøn", men ikke "gymnasiast", "hunkøn", "ikke voksen". "Student" svarer mere til det danske "studerende", mens det danske "student" på russisk er en "utjasjijsja", der implicerer semet "ikke højere læreranstalt". Den semantiske analyse er også brugbar i forhold til ordets formelle side, da morfemer jo også betyder noget, dvs. er omgivet af betydningselementer, semer. F. eks. er ordet "student" knyttet til semet "ental" og "ubestemthed", ordet "studenterne" til "flertal" og "bestemthed". Således forholder den semantiske model sig til såvel det formelle som indholdsmæssige plan. Men ligesom ved transformationsmodellen bliver såvel konteksten som den ikke-sproglige virkelighed ladt i stikken.

Summa summarum

Som det fremgår af denne grove fremstilling af de ovenstående tre eksempler på beskrivelser af oversættelsesprocessen, dækker ingen af dem alle elementer. For overskuelighedens skyld kan de tre modeller indtegnes i følgende skema:



At beskæftige sig med oversættelsesteori kan til tider efterlade en med en lidt hul følelse, da teorien adskiller sig kraftigt fra det praktiske oversættelsesarbejde. Man arbejder jo ikke udelukkende efter den ene eller den anden model. Men oversættelsesteorien griber alligevel ind i det praktiske arbejde. For enhver tekst er jo til for et eller andet, har en funktion, er bevidst. Og det giver sig selv, at en oversættelse derfor også må være det. Oversættelsesteorien kan hjælpe en til at forklare, hvilket valg man skal træffe i en konkret situation og hvorfor. Man bliver mere bevidst om, hvad man foretager sig, og oversættelsen bliver derfor mere konsekvent.

"Den gode oversættelse" vil for altid henstå som et uafklaret ideal, enhver har sit, og alle oversætter på hver sin måde. Men kan oversættelsesteorien hjælpe til med at mindske antallet af tilfældigheder i oversættelsesarbejdet, så har den allerede vist sin eksistensberettigelse.



Noter

1. Th. H. Savory: The Art of Translation. London 1957, pp. 48-49.

2. Eksemplet er taget fra Oversættelseshåndbogen. Munksgaard, 1994, p. 41.

Materiale:

På dansk foreligger der besynderligt nok kun et meget sparsomt materiale, der behandler oversættelsesteori. Men for den interesserede udkom der for nogle år siden et fint værk, der allerede er blevet en klassiker og et must på enhver oversætterhylde med respekt for sig selv: Oversættelseshåndbogen. Redigeret af Viggo Hjørnager Petersen og Niels Krogh-Hansen. Munksgaards Sprogserie. Munksgaard, 1994.

På norsk foreligger bogen ”Fra Hieronymus til hypertekst. Oversettelse i teori og praksis” af Per Qvale. Også meget anbefalelsesværdig.

Derudover er der anvendt uddrag fra:

V. N. Komissarov: Slovo o perevode. Moskva, 1973.

Readings in Translation Theory. Edited by Andrew Chesterman. Finn Lectura Ab. Finland, 1989.

Ovenstående skema er Dmitri Popovs idé.

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD