dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Efter 1985 > “Sker der egentlig noget spændende i den russiske litteratur for tiden?”

“Sker der egentlig noget spændende i den russiske litteratur for tiden?”

- Modtagelsen af russisk samtidslitteratur i Danmark

Af Tine Roesen

Umiddelbart synes det at være en taknemmelig opgave at levere et overblik over udbredelsen og modtagelsen af russisk samtidslitteratur i Danmark, for der er de senere år ikke udkommet ret mange skønlitterære oversættelser fra russisk. Hvis man indsnævrer betragtningen til den postsovjetiske periode i streng forstand, det vil sige perioden efter opløsningen af Sovjetunionen i december 1991, sådan som jeg vil gøre i denne artikel, er listen af værker i bogstavelig forstand overskuelig: de fylder ikke mere end en side.

Alligevel er opgaven mere kompliceret end som så, for ud over de konkrete udgivelser og de facts, der knytter sig til dem, er et væld af faktorer involveret i hele dette sagskompleks, lige fra den aktuelle russiske litteraturs vilkår, status og kvaliteter, over de generelle og specifikke forhold for skønlitterære udgivelser(1), oversættelser og oversættere, til situationen på det danske bogmarked, som netop i disse år er under forandring(2), og helt ud i den enkelte danske læsers forventninger til litteratur i almindelighed og russisk litteratur i særdeleshed.(3) Vel vidende at jeg ikke vil kunne dække alle disse forhold i en artikel som denne, vil jeg alligevel mene, at både min fremstilling og læserens forståelse af den kun kan blive bedre ved at have dem in mente.



I det efterfølgende vil jeg begynde med at præsentere den postsovjetiske russiske skønlitteratur, der er kommet på dansk i perioden 1992-2006. Derefter vil jeg i en kronologisk fremstilling redegøre for, hvad og hvordan der i samme periode bliver skrevet om russisk litteratur i den danske presse. Når jeg fastholder kronologien, i stedet for f.eks. at inddele i hovedtemaer, er det for at kunne klarlægge den generelle forandring, som jeg har sporet under min læsning af stoffet. Samtidig har jeg udvalgt fire værker, to fra den tidlige postsovjetiske periode og to fra nyeste tid, hvis modtagelse jeg vil se nærmere på under det årstal, de er udkommet på dansk. I disse fire casestudies vil jeg, ud over at bemærke om og hvordan der i anmeldelserne gøres status over den russiske litteratur, se nærmere på de konkrete anmelderes “forventningshorisont,” engagement og vurderinger.

Værkerne
Hvor der i årene umiddelbart efter perestrojkaens begyndelse, parallelt med det litterære boom i Rusland, udkom en usædvanlig mængde oversættelser til dansk(4), ser det jævnt hen tyndt ud i årene efter 1991. En tabelopstilling er næsten overflødig, men giver alligevel et godt billede på situationen:

1992: 0, 1993: 2, 1994: 1, 1995: 0, 1996: 1, 1997: 1, 1998: 2, 1999: 0, 2000: 1, 2001: 3, 2002: 3, 2003: 1, 2004: 3, 2005: 0, 2006: 2

Igen skal jeg understrege, at de her optalte værker er postsovjetiske i streng forstand, det vil sige, at det drejer sig om værker, som er udkommet på russisk efter december 1991.(5) Værker fra den sene sovjettid, som er blevet udgivet på dansk i postsovjetisk tid, er altså ikke medtaget.(6) Denne afgrænsning kan virke unødigt principfast, men er et bevidst forsøg på at komme fri af glasnost-perioden, som jo efterhånden ligger 15-20 år tilbage, men ikke desto mindre stadig har en tendens til at dominere diskussioner om den nye russiske litteratur.



De 20 postsovjetiske værker, som udkom i dansk oversættelse i årene 1992-2006, fortjener – alene på grund af deres fåtallighed – at blive nævnt enkeltvis. Jeg anfører i nævnte rækkefølge: forfatter (dansk udgivelsesår), dansk titel (evt. genrebetegnelse), dansk forlag, russisk originaltitel (russisk udgivelsesår), oversætter.



1. Ljudmila Petrusjevskaja (1993), Det er nat, Samleren, Vremja notj (1992), Marie Tetzlaff.


2. Gennadij Ajgi (1993), Mark-Rusland (digte), Lindhardt og Ringhof, Pole-Rossija (1993), Marie Tetzlaff og Poul Borum.


3. Jevgenij Jevtusjenko (1994), Dø ikke før din død: Et russisk eventyr (roman), Lindhardt og Ringhof, Ne umiraj prezjde smerti (1993), Ole Husted Jensen.


4. Polina Barskova (1996), Memory (digte), Edition After Hand, (russ. med dansk paralleloversættelse; genoptryk af digte fra 1993 + nye digte), Mette Dalsgaard 


5. Vasilij Aksjonov (1997), Vintergenerationen (En Moskva-saga, del 1), Gyldendal, Pokolenie zimy (1993), Inger og Per Thorup Dalgård


6. Vasilij Aksjonov (1998), Krig og fængsel (en Moskva-saga, del 2), Gyldendal, Vojna i tjurma (1993), Inger og Per Thorup Dalgård.


7. Ljudmila Ulitskaja (1998), Medea og hendes børn (En slægtsroman), Gyldendal, Medea i jejo deti (1996), Jan Hansen.


8. Ljudmila Ulitskaja (2000), En munter begravelse, Gyldendal, Vesjolyje pokhorony (1998), Trine Søndergaard.


9. Vasilij Aksjonov (2001), Fængsel og fred (En Moskva-saga, del 3), Gyldendal, Tjurma i mir (1994), Inger Thorup Dalgård.


10. Aleksandra Marinina (2001), Morder mod sin vilje (kriminalroman), Høst, Ubijtsa ponevole (1997), Jan Hansen.


11. Aleksandra Marinina (2001), På udebane (kriminalroman), Høst, Igra na tjuzjom pole (1997), Jan Hansen.


12. Boris Akunin (2002), Vinterdronningen (detektivroman), Gyldendal, Azazel (1998), Trine Søndergaard.


13. Viktor Pelevin (2002), Babylon - Generation P, Tiderne Skifter, Generation ”P” (1998-1999), Jan Hansen.


14. Aleksandra Marinina (2002), Med skjulte kort (kriminalroman), Høst, Sjestjorki umirajut pervymi (1997), Jan Hansen.

15. Olga Røsnes (tidl. Durova) (2003), Gotiske fortællinger, Eksperimental forlag, Kopja letjasjtjevo ten (1998), ”frit oversat fra russisk af” Svend Enevoldsen.(7)


16. Andrej Kurkov (2004), Døden og en pingvin, Hr. Ferdinand, Smert postoronnego (1996), Jan Hansen.


17. Boris Akunin (2004), Tyrkisk gambit (detektivroman), Gyldendal, Turetskij gambit (2000), Kirsten Scheel-Whitte.


18. Olga Sedakova (2004), Kinesisk rejse og andre digte, Borgens Forlag, Stikhi (2001), Mette Dalsgaard.


19. Elena Shvarts m.fl. (2006), Verden er en sum af fakta – en sitren – en uforklarlig skælven (udvalgte digte af Elena Shvarts, Arkadij Dragomosjenko, Aleksandr Ilianen, Aleksandr Skidan), Basilisk, Jon Kyst.


20. Viktor Pelevin (2006), Skrækhjelmen. Myten om Theseus og Minotauros, Tiderne Skifter, Sjlem uzjasa (2005), Christel Brinkløv.



Jeg havde gerne anført oplysninger om, hvor store oplag, ovennævnte værker er kommet i, og hvor godt de har solgt, men da de tal har vist sig ikke at være umiddelbart tilgængelige, har jeg også her valgt at koncentrere mig om de fire fokusværker, hvis forlag jeg kontaktede direkte.

Det første fokusværk er Petrusjevskajas Det er nat (1993). Her kunne Samlerens forlag desværre ikke hjælpe mig, da de ikke gemmer salgstallene så langt tilbage.

Andet fokusværk er Jevtusjenkos Dø ikke før din død (1994). Her oplyser Lindhardt og Ringhof, at romanen udkom i et oplag på 1.500, til en pris inkl. moms på DKK 390; endvidere at den blev solgt til nedsat pris fra 1997 (DKK 149), og siden blev udsolgt.

Tredje fokusværk er Viktor Pelevins Babylon – Generation P, som jeg ikke har fået nogen tal på, og endelig er fjerde fokusværk Olga Sedakovas Kinesisk rejse og andre digte, som i følge Borgens forlag blev trykt i 500 eksemplarer, fik stor opmærksomhed (ikke mindst fordi de inviterede forfatteren hertil), og blev forholdsvis hurtigt udsolgt.

Modtagelsen
På trods af de fåtallige oversættelser eksisterer der for perioden fra 1992 til nu en hel krønike af om ikke årsberetninger så i hvert fald jævnlige statusmeldinger om den russiske samtidslitteratur.(8) Der gøres status ikke bare i forbindelse med udgivelser eller arrangementer, men også uden nogen ydre anledning, som når Litteraturmagasinet Standart i 1994 og 2005 vier deres tematillæg til den nye russiske litteratur, eller når tidsskriftet Kritik i 2003 lader et nummer dominere af artikler om russisk kultur. Endelig holder nogle skribenter, som slavisten Marie Tetzlaff, løbende forskellige avisers læsere orienteret om det litterære marked i Rusland. I den forbindelse vil jeg nævne, at det ikke overraskende har en vis betydning for tilgangen til den russiske litteratur og vurderingen af dens relevans for danske læsere, om den pågældende anmelder er slavist. Selv om jeg ikke gør nogen systematisk pointe ud af det i det følgende, vil jeg derfor anføre, når det er tilfældet. De pejlingspunkter, som udgør den enkelte anmelders forventningshorisont, kommer ret åbenlyst fra tre hovedområder: den ældre, såkaldt klassiske russiske litteratur, den nyere russiske samfundsudvikling, og, mere sjældent, verdenslitteraturen eller litteratur som sådan – alt sammen naturligvis i en særlig dansk prægning. Noget af det mest interessante ved den danske krønike om russisk samtidslitteratur er at følge, hvordan disse horisonter søges bevaret eller går i opløsning i konfrontationen med nye kendsgerninger og ny kunst.

Hårde tider og velkendte temaer (1992-1994)
I 1992 skrives der – ud over en lidt diffus rapport om “Russisk markedslitteratur” i Litteraturmagasinet Standart(9) – først og fremmest om russisk litteratur i anledning af novelleantologien Festen ved den violette flod.(10) De 16 fortællinger og uddrag i antologien er forfattet i årene 1986-1990 og er derfor sensovjetiske snarere end postsovjetiske, men modtagelsen af dem kridter fint banen op for de kommende års skriverier. I Weekendavisen får udgivelsen positive ord med på vejen i en lang anmeldelse af Marie-Louis Paludan, som både har øje for den komplicerede situation for litteraturen og menneskene i Rusland: “Russisk litteratur har det svært i disse år. Hvis man naivt havde ventet, at den skulle spejle stemninger af lettelse og glæde, lærer man noget andet ved at læse dette gode udvalg af ny russisk kortprosa (...) Det er ikke politiske tekster, men beretninger om mennesker i en opløsningstid”) – og for den klassiske russiske litteratur, som den nye russiske litteratur gerne må, men ikke behøver minde om: hos Venedikt Jerofejev “føler læsere af ældre russisk litteratur sig hjemme, som hos Tjekov og Turgenjev;” med Tokareva er vi derimod “langt fra det gammelrussiske.”(11) Slavisten Märtha-Lisa Magnusson, som anmelder antologien i Politiken, er på linje med Paludan(s rent russiske horisont), men understreger i højere grad de litterære kvaliteter ved udvalget: “Det er blevet hårde tider for kvalitetslitteratur i Rusland (…) Nu er det markedslovene der dikterer bogudgivelserne. (...) Selv om det ser sort ud for kvalitetslitteraturen, er det alligevel lykkedes en række gode forfattere at slå sig igennem på det nye benhårde marked.” Det ligner en indvending mod udvalget, når Magnusson nævner en umiddelbart måske mere spændende type ny litteratur, som ikke er repræsenteret, men som hun som slavist kender til; men indvendingen transformeres elegant til en afvisning af sig selv: “Der findes russiske forfattere som skriver på en ‘nyere’ og mere eksperimentel måde end dem, Tetzlaff har udvalgt. Men ‘det sidste’ er ikke altid det bedste, i hvert tilfælde ikke i litteraturen.”(12) Ekstra Bladets Poul Borum er derimod ikke god til at skjule sin skuffelse, når han under overskriften “Festen er ikke begyndt” skriver: “Også litterært er det svimlende at tænke på alle de opsparede kræfter der må være i Østeuropa efter frigørelsen. Derfor er det med stor spænding man griber Marie Tetzlaffs udvalg af ny russisk prosa. Og det er nok unfair, at man bliver lidt skuffet.” Teksterne er i følge Borum “bestemt af god kvalitet og alle sammen meget underholdende. Det er bare det, at få af dem synes at bringe noget virkelig nyt. Fire af forfatterne skriver satire, blød eller skarp, i velkendt russisk stil, mens (…) Jerofejevs alkoholikererindringer nærmest er Bukowski oversat til vodka.” Borums forventningsfulde horisont, som vel at mærke er både russisk og vestlig (Bukowski), ville nok være blevet mere begejstret for førnævnte eksperimenterende forfattere, men dem kender han ikke til, hvorfor han ender med at ønske sig kvalitetslitteratur fra velkendte forfattere i stedet for nye forfattere, som ikke skriver nyt: “Det er selvfølgelig spændende at møde nye russiske forfattere, men ingen af dem når op på siden af Andrej Bitov (…) hvis noveller absolut også bør oversættes. For slet ikke at tale om Platonov (…) Ham trænger vi virkelig til oversættelser af.”(13)

I 1993 udkommer så Ljudmila Petrusjevskajas Det er nat. Den udløser, så vidt mine afsøgninger har vist, ikke ret megen omtale. Weekendavisens Niels Barfoed skriver en begejstret, medlevende anmeldelse, som vidner om, at han går til romanen med ukuelig iver: “Der er ikke andet for end at rejse sig, børste støvet af frakken og starte forfra mindst et par gange. For man falder uvægerligt af karrusellen. Men når man så først sidder der, er man med på en smertelig-salig rundtur i et stykke russisk dagligliv, så fuldt af jammer og klage, så man slet ikke ved hvor folk får kræfterne fra til alle de aktiviteter, bogen også er fuld af.” Bogen er “frydefuldt godt oversat af Marie Tetzlaff. Med nøjagtig det sproglige overskud, som menneske- og livssynet i romanen demonstrerer.” Barfoeds læsning er præget af en fascination af romanens “russiskhed”, det han kan lide er tydeligvis dens – så udanske – leve(n)de liv og direkte konfrontationer; man kan sige, at han indrullerer den i en slags civilisationskritisk selvopgør: "Man ved det også fra film: russerne er mennesker der gennemlever. Der er mange flere tårer end vi kan præstere på vore breddegrader, og derfor kan de også hurtigere viskes væk, paradoksalt nok. Vi slipper sikkert for nogle drabelige omkostninger med vores større distance og uudtalthed (eller gør vi i sidste ende?), men går også glip af nogle af den slags møder, berøringer eller udvekslinger (se disse fattigt neutraliserende ord!), der er med til at gøre livet til – liv."(14)

Til sammenligning er Märtha-Lisa Magnussons anmeldelse i Politiken både kort og noget tam og indeholder desuden en række misforståelser i referatet af romanens handling. Magnusson bruger megen plads på at præsentere Petrusjevskaja og på at understrege hendes systemkritiske potentiale: “Petrusjevskajas måde uformidlet at fremstille hvad der foregår i sådanne usovjetiske personagers ukorrekte sjæleliv var i strid med den socialistiske realismes sandhedskrav.” Hun argumenterer ikke for værkets relevans for ikke-russiske læsere, men generaliserer for så vidt sin afsluttende karakteristik i den retning: “I en russisk kontekst kan Det er nat læses som et opgør med en dybt forankret og stærkt romantiseret moderdyrkelse. Men først og fremmest er den en velskrevet, grusom og humoristisk studie i, hvilke despotiske og ynkelige former en inderligt følt moderkærlighed kan antage.”(15)



Endelig omtales Petrusjevskaja og hendes roman udførligt i det følgende års (1994) første nummer af Standart, hvis tillæg har russisk litteratur som sit tema.(16) Slavisten Helle Dalgaard hilser oversættelsen hjerteligt velkommen, både af “russiske” og almenmenneskelige grunde: “Det er glædeligt at Samleren har taget risikoen [at udgive det svært oversættelige værk], for det her er stor litteratur. Det er en slags ikon over sovjetlivet, en fixering af den absurde tilværelse, der har været og stadig er en masse menneskers virkelighed. (…) Men derudover er romanen et generelt billede på menneskelig elendighed – og styrke, den er hævet over det lokale!”(17) Petrusjevskajas “grusomme realisme” illustrerer hvad temaredaktøren Rigmor Kappel Schmidt skriver i tillæggets leder om den aktuelle russiske litteratur. Med støtte i Mikhail Bakhtins teorier om karnevalisme og grotesk realisme beskriver hun “en grotesk, hyperbolsk overskridelse i en litterært iscenesat jubelfest, der karnevalistisk vender op og ned på den institutionaliserede pænhed i håb om derved at bidrage til ændrede tider.”(18) Derudover rummer tillægget bl.a. artikler om Fridrikh Neznanskijs kriminalromaner (af hvilke der udkom tre på dansk i 1991, 1992, og 1993), om Viktor Jerofejevs ikke til dansk oversatte roman Russisk skønhed (1990), og om russisk film samt, nok så vigtigt, den herboende britiske slavist Sally Lairds status over den russiske litteraturs aktuelle tilstand. I tråd med Kappel Schmidt udnævner Laird “grotesk og karnevalistisk prosa” til at være en af de stærke tendenser i den postsovjetiske russiske litteratur, som hun overordnet beskriver som langt fra død og færdig: “jammeren over russisk litteratur har været for tidlig ude.” Den tankegang, der ræsonnerer, at “nu, da frihed (af en slags) er vundet (…), har russisk litteratur mistet både status og emner” er simpelt hen fejlagtig, erklærer hun, da der findes “masser af gode, dristige og intelligente forfattere” (Laird nævner blandt andre Petrusjevskaja, Bitov, Pelevin, Vladimir Makanin, Vladimir Sorokin, Igor Jarkevitj, Ljudmila Ulitskaja, Tatjana Tolstaja). Og, kan vi tilføje, det endda målt med en kvalitetsmålestok, der ikke har systemkritik og samfundsudvikling som sin base. Laird er nemlig allerede her i 1994 klar til at se historisk på glasnost-tiden og vurdere den russiske litteratur som – litteratur: Til forskel fra det historisk og politisk orienterede “læseorgie, der toppede under glasnost,” skriver hun, er litteraturen nu blevet løsgjort fra politik, blevet normaliseret, og har “afsat en kærne af ægte læsere og forfattere, der stadig er på banen.”(19) 



Mit andet casestudy, Jevgenij Jevtusjenkos roman Dø ikke før din død. Et russisk eventyr, udkommer i oktober 1994, og bliver anmeldt i alle de landsdækkende aviser.(20) Da et af hovedtemaerne i denne roman er kupforsøget mod Gorbatjov i 1991, hvor Jevtusjenko selv var på barrikaderne, er den politiske vinkel ikke til at komme uden om. Alligevel forholder anmelderne sig også til værket som litteratur, og mens de er omtrent enige om, at det formmæssigt set ikke er et vellykket værk, og at sammenkoblingen af de mange tematiske og stilistiske lag ikke er overbevisende, har de hver deres forskellige grunde til alligevel at anbefale det.



Politikens Claes Kastholm får bekræftet sine forventninger til en ægte russisk roman og en ægte russisk forfatter: “Det er en russisk roman. Der er følgelig meget vodka i den. Meget elskov. Masser af lidenskab. Stor patos og vidtløftige tirader. Samt det evige russiske folk, som næsten enhver digter har et had-kærlighed-forhold til.” Og videre: “Småting som komposition, fortæller-distance, fortæller-økonomi, omhu med virkemidler, giver han fanden i. (...) En vildtvoksende roman, smertende poetisk, urkomisk, vulgær, fuld af banaliteter og store syner. (…). Den er ordrig ud over alle grænser. Men jeg synes, at den er vidunderlig. Intet mesterværk. Men en flodbølge af livsbegær.”(21) Tilsyneladende er ikke meget ændret siden vestlige kritikere i 1800-tallet bedømte russiske romaner – af Tolstoj og Dostojevskij – som formløse, men til gengæld fulde af liv (eller omvendt).(22) Måske ligner Jevtusjenkos roman da også denne klassiske litteratur – i hvert fald skriver Vladimir Pimonov i sin lidet begejstrede, næsten flegmatiske kommentar i Ekstrabladet: “Romanen er velskrevet på russisk, og oversættelsen til dansk (…) er rosværdig. Men da jeg læste den, kunne jeg ikke slippe fra en deja-vu effekt, fra en følelse af at have hørt alle disse historier før.”(23) Vilhelm Topsøes anmeldelse i Weekendavisen er lige så lang som Kastholms og emmer af samme begejstring, her igen på trods af den mislykkede form og på grund af den russiske stil, samt noget Topsøe kalder sproglig formåen: "Denne vældige og uregerlige bog er et must. (…) Alle disse lag væves sprogligt ubesværet ind i hinanden, forfatterens sproglige formåen er tilsyneladende uden grænse. (...) [Fiktionsafsnittene] er skrevet i russisk tradition med væld af detaljer, vemod og vid. (...) Og hvis man kan blæse på idé- og genrelære, så er spørgsmålet jo kun, om man var grebet fra først til sidst. Det var jeg – vel vidende, at slutningen måske nok vil forekomme senere generationer som værende for bundet til sin egen tid, men dem om det."(24)

Med denne afsluttende antydning af, at romanens læseværdighed i høj grad afhænger af dens aktualitet, afslører Topsøe, at hans engagement også er hængt op på den aktuelle samfundsudvikling i Rusland. Berlingske Tidendes anmelder, slavisten Mette Dalsgaard er hverken begejstret eller flegmatisk, snarere lettere irriteret. Uden hensyntagen til, om der skulle være tale om en særlig russisk stil, udleverer hun romanens formløshed og forfatterens selvcentrerethed: “Det ville være synd at sige, at Jevtusjenko har skabt en syntese af sine elementer. Der er snarere tale om et vildtvoksende sammensurium. Til at begynde med morsomt, men efterhånden umanerligt irriterende.(...) Litteraturhistorien, også den russiske, er fyldt med velvoksne ego’er, som hæmningsløst har tappet sig selv og deres nærmeste for romanstof. (...) Han ligner, rent ud sagt, en spradebasse.” Paradoksalt nok er det fra slavisten Dalsgaard, den danske læser kan få at vide, at Jevtusjenko også ligner noget vi kender i vestlig litteratur: “Romandelen er i slægt med den brede, barokke nutids-sagastil, en forfatter som John Irving excellerer i.” Når hun slutter med trods alt at anbefale bogen, er det ud fra den betragtning, at Jevtusjenko i sig selv er “et stykke litteraturhistorie.”(25)
Dalsgaards tilgang til Jevtusjenkos roman som først og fremmest et stykke litteratur vidner måske om, at nogle danske anmeldere allerede har et “normalt” forhold til den “normaliserede” russiske litteratur. Noget kunne tyde på, at slavisten Marie Tetzlaff er på samme vej, når hun samme år, 1994, i anledning af den danske oversættelse af Sasja Sokolovs Dåreskolen (udkommet på russisk 1976, i Rusland dog først 1989) skriver: “Dåreskolen er absolut interessant, og der skal ikke gives nogen form for indrømmelser, fordi den er russisk.” Hun sammenligner endog romanen med den danske forfatter Peer Hultbergs Byen og Verden (1992). Andetsteds i artiklen får man dog det indtryk, at Sokolovs roman er en undtagelse, og den russiske litteratur ifølge Tetzlaff stadig fuld af særegenheder: “Det lyder flæbende russisk og ikke lovende, men her er ingen mislyde. Der spekuleres simpelt hen ikke i nogle af de martyrier, den russiske virkelighed og derfor også litteratur er fuld af.”(26) Her virker det som om, Tetzlaff allierer sig med læsernes værste fordomme.

Der er ikke meget at skrive om (1995-1999)
I 1995 udgives der ingen postsovjetiske russiske værker på dansk, og der er stille omkring den russiske litteratur. Sommeren 1996 har Politikens Marie Tetzlaff været i Rusland og leverer en omfattende rapport om litteraturens status, indeholdende en række dårlige nyheder. Hun taler om “denne sæsons sporadiske og halvhjertede russiske diskussion om litteratur. Nu koster digternes ord nemlig ikke andet end det papir, de er trykt på”; beskriver hvordan litteraturen er “forvist fra dagsordenen” i en grad som aldrig før; “der er ikke meget at skrive om for de russiske kritikere. Og der er da heller ingen markante kritikere for tiden”; “Rollen som vejleder har hverken den russiske forfatter eller den russiske kritiker længere.” Censurens ophævelse er selvfølgelig, markerer Tetzlaff, “et enormt fremskridt,” men “prisen er ligegyldighed.” Den seriøse litteratur er næsten ikke synlig – det er derimod kiosklitteraturen: “De samme læsere, der før læste sovjetisk junk, er nu – som man kunne have forudset – gået over til vestlig junk.” Alle synes enige om, at “den russiske litteratur befinder sig i et vadested – i bedste fald.” Tetzlaff er altså pessimistisk på vegne af den russiske litteratur og tilsvarende opgivende hvad angår formidlingen af den på dansk: mens vi “venter på den nye Anna Karenina” kan vi læse Sokolovs Dåreskolen, Tolstajas fortællinger og Petrusjevskajas Det er nat – “Intet af dette er brandaktuelt, men dels er der, som det turde være fremgået af ovenstående, ikke så meget aktuelt at skrive hjem om, dels er der ikke megen mening i at angive russiske titler.”(27) Denne opgivenhed går igen i Tetzlaffs anmeldelse i begyndelsen af 1997 af den unge Polina Barskovas digtsamling Memory(28) – hvor også udgivelsens genre synes at være en hindring for en uforbeholden anbefaling: “Russiske digte kan ellers godt skræmme en eventuel køber bort, uden at man behøver at give bogen en engelsk titel.” Barskova skriver sig ind i “den store, intellektuelle Petersborg-tradition i russisk poesi. En dansk læser vil nok have lettest ved at nyde de mindst klassiske og mindst rimede af Barskovas digte.”(29)

Der lyder dog også andre toner i 1997, hvor Aktuelts Mikael Mølgaard har fundet frem til Natasja Perova, redaktør af det engelsksprogede russiske tidsskrift for ny russisk litteratur, Glas. Perova citeres for den glædelige nyhed, at “en underskov af unge russiske forfattere er vokset frem efter Sovjetunionens sammenbrud.” Perova har overblik over den nye russiske litteratur, som ikke udviser nogen entydig tendens, og hun nyder udsigten: “Det er det smukke ved udviklingen. At der sker så meget på så mange forskellige fronter.” Hvis ikke andre vil svare på det ofte implicit, hos nogle ligefrem retorisk, men her eksplicit stillede spørgsmål “Men hvorfor bør danskere og andre vesteuropæere bruge tid på at læse russiske forfattere?” så vil Perova: “For at forstå, hvad der foregår i Rusland. Litteratur kan være den øjenåbner, der hjælper udefrakommende til at forstå de ting, der foregår i dette store og modsætningsfyldte land. Og fordi landet har så meget kunstnerisk talent og skønhed at tilbyde.”(30) Altså både for virkelighed(sforståels)ens og for kunstens skyld.

1998 er igen et stille år, men i 1999 udkommer Sally Lairds interviewbog Voices of Russian Literature(31), og i den anledning gør Mette Dalsgaard på glimrende vis status over både den russiske litteratur og danske forventninger til den. På grund af dens direkte relevans for nærværende artikel, skal hele Dalsgaards indledning citeres:

Sker der egentlig noget spændende i den russiske litteratur for tiden? Dette spørgsmål er ikke helt enkelt at besvare. Det kommer an på så meget. Spændende for hvem? For russerne eller for os andre? Hvis man går og venter utålmodigt på at se den nye tids Pasternak eller Solsjenitsyn tårne sig op i horisonten – ja så kan man formentlig komme til at vente længe. Måske er giganternes tid definitivt forbi. Foreløbig må vi nok indstille objektivet på noget mindre – og i alle tilfælde på noget helt anderledes. Og det er en intrikat sag. For hvis et russisk værk virker meget vestligt, er det for kedeligt for os, og omvendt: hvis det er meget russisk, forekommer det os for indforstået – og altså heller ikke spændende. Derfor oversættes der kun et forsvindende lille antal russiske bøger til dansk i disse år.

På denne baggrund henviser Dalsgaard dem, der gerne vil følge med, til udgivelser på de vestlige hovedsprog, herunder til et baggrundsværk som Lairds: ”Lairds bog tilbyder ingen bekvemme teorier, etiketter eller -ismer til de professionelle litterater. Men nok så vigtigt: den kan virkelig inspirere almindelige, nysgerrige mennesker til at læse videre.”(32) Kun en uge efter Dalsgaards afbalancerede situationsanalyse, fastholder Marie Tetzlaff sin pessimisme, denne gang på baggrund af interviews med folk i den litterære branche i Rusland. “Der bliver ikke skrevet – eller i hvert fald ikke udgivet – så meget bemærkelsesværdig ny russisk litteratur for tiden,” indleder Tetzlaff, hvorefter hun citerer kulturredaktør Jelena Vesjolaja: “Der er en følelse af træthed og en lugt af naftalin over forfatterprofessionen. Ordet har tabt den store autoritet det havde, dengang sandheden var farlig, og der var så lidt af den.” Tetzlaff har også talt med forfatterinden Tatjana Tolstaja, som konstaterer at: “Litteraturen er blevet en vare, et produkt.” I modsætning til Petrusjevskaja, som ifølge Tolstaja “trods sin anerkendelse og succes hele tiden befinder sig i en kunstnerisk udvikling,” så er “de unges idoler” Sorokin og Pelevin blevet rent kommercielle. Tetzlaff lader Tolstajas vurderinger stå ukommenteret, herunder hendes åbning for en anden målestok end kunstnerisk kvalitet for den russiske litteratur, dens vanskelige samtid taget i betragtning: “den almindelige læser vil da heller ikke andet end underholdes. (…) Det er en form for eskapisme, og måske har det en terapeutisk berettigelse.”(33)

Opblomstring og nedskæringer (2000-2001)
Først i 2000 slipper pessimismen sit tag i Tetzlaff, som nu atter går i de russiske boghandler med glæde og formidlingsgejst. I en for emnet usædvanligt lang artikel proklameres skiftet allerede i overskriften: “Russisk litteratur: De magre år er ovre.” Det hedder videre: ”Den nye sandhed er, at der faktisk læses meget igen, i hvert fald i Moskva. Boghandlerne bugner af både et bredt udvalg af bøger og af både købende og læsende mennesker. (…) Noget er importeret (…), mens mere og mere er lokalt fremstillet og efterhånden foretrækkes.” Stik modsat Tolstajas vurdering et halvt år tidligere, kan Tetzlaff nu citere Aleksander Arkhangelskij, anmelder på Izvestija, for følgende:

Bogen er endnu ikke blevet blot en vare. Den er stadig et symbol på status og kultur, på hygge, trøst og erkendelse. Men snart vil vi også her få et mere kommercielt forhold til bøger (…). Det er kun godt, det bekymrer mig ikke. Jeg er helt rolig på den russiske litteraturs vegne. Den er for tiden mere interessant end den nogensinde var i sovjettiden. (…) Det er kun godt, at der er så mange forskellige stemmer.

Arkhangelskij ser tydeligvis udviklingen som en normaliseringsproces. Samtidig er Tetzlaff er kommet over sin modvilje mod at angive russiske titler og nævner de i Rusland mest omtalte værker i 1999: Pelevins Generation P samt romaner af Andrej Dmitrijev og Mikhail Sjisjkin. Den selvbevidste kultforfatter Pelevin får en del nedladende ord med på vejen (“Nogle elsker ham og morer sig, andre, især det traditionelt dannede publikum, finder ham umulig at læse. Ikke desto mindre er Pelevin oversat til flere sprog”) og anbefales tydeligvis ikke til oversættelse. I øvrigt gælder det generelt for den nye litteratur, hvis “stilistiske niveau er højere end længe,” at den er for kulturelt indforstået til at blive vellykket i oversættelse. Dette er en af Tetzlaffs – overbevisende – konklusioner; en anden er, at der alligevel nok skal komme oversættelser; og en tredje er, at – hurra – (forholdene omkring) den russiske litteratur har normaliseret sig:

Sammenfattende kan man sige, at der skrives meget forskellig god russisk litteratur for tiden. [...] Den gode nyhed er, at det russiske samfund og dermed både forfattere og læsere er kommet sig over halvfemsernes politiske og økonomiske chok. De har retableret et forhold, der minder om det vi kender, med en blanding af indbyrdes tillid, krak, konjunkturer, små sensationer, dårlig smag, ubehjælpsomhed, virtuositet, kærlighed til sproget og til salgstallene. Alt det bogens verden indeholder. Det bemærkelsesværdige i russisk sammenhæng er, at det endelig og for første gang i mange år sker uden statens indblanding.(34)

I 2000 blev den russiske litteratur og dens relevans i Danmark også indirekte genstand for en omfattende debat i forbindelse med nedlæggelsen af den sidste faste stilling med kompetencen “russisk litteratur” på Københavns Universitets Østeuropainstitut. Fagets sidste underviser og forskellige kulturdebattører råbte vagt i gevær og påpegede det indlysende i, at russisk litteratur burde kunne studeres på landets største universitet på linje med andre af verdens store litteraturer; universitets- og fakultetsledelsen tav, og undlod dermed at tage ansvar for det rådende taxameterprincip (løbende tildeling af bevillinger efter størrelsen af det enkelte instituts studenterproduktionen, med deraffølgende tilfældighed i hvilke stillinger der nedlægges); mens den siddende institutleder paradoksalt nok manede til besindighed med forsikringer om, at faget også fortsat ville blive varetaget kompetent.(35) Debatten ebbede hurtigt ud, men den kritiske og kritisable situation er den samme på det, der nu hedder Østeuropæisk Afdeling ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, hvor man uanfægtet fortsat udbyder en fuld kandidatuddannelse i russisk, “med hovedvægten på sprog og litteratur.”(36)

I 2001 kom der to større artikler om den nye russiske litteratur, begge af Mette Dalsgaard. Med basis i sin ph.d.-afhandling(37) beskriver Dalsgaard i Berlingske Tidende, hvad der er sket med den russiske litteratur, siden “russerne omsider (fik) deres ytringsfrihed”: Den nye markedsøkonomi (“i den mest brutale udgave”) har i Rusland ført til at “litteraturen fik taget sin dyd. (…) Selv veletablerede forfattere har indset, at deres værker ikke kan tale for sig selv, men må suppleres med ‘human interest’-historier til TV og ugepressen.” I stedet for at blive stående ved dette tab af uskyld og renhed, zoomer Dalsgaard ud til en større og mere generel problemstilling: “Er kommerciel succes pr. definition underlødig litteratur? Dette problem har rumsteret i Vesten i årevis. Nu blev det også et vitalt anliggende for den russiske litteratur.” Hun nævner Pelevin, som “har delt landets kritikere i to lejre, på tværs af alder, køn og position. Den ene halvdel betragter ham som overordentlig talentfuld og original, i den anden affejes han som en hujende overfladisk konjunkturrytter.” Og hun nævner Sorokin som eksempel på, at “når det gælder sex (af alle observanser), vold og splat, har den russiske litteratur virkelig indhentet Vesten på rekordtid.” Endelig tegner Dalsgaard konturerne af et helt grundlæggende paradigmeskift i den russiske litteratur:

I to århundreder var det skønlitteraturens mere eller mindre skjulte dagsorden: at masserne skulle oplyses eller sågar opdrages. Men hvem skal oplyse hvem om hvad i et pluralistisk demokrati, og navnlig i vor tids IT-samfund? (...) At oplyse og skrive historie, selv om grundlaget synes at være skredet under begge dele – det er dagens store udfordring (…) De højt kvalificerede kvababbelser, som litteraturen giver anledning til, er måske det allermest fascinerende, der er sket med den russiske litteratur i det forløbne tiår. Altså: den absolutte frihed til at være fuld af undren.(38)

I den anden artikel, i litteraturtidsskriftet Den Blå Port, fortsætter Dalsgaard analysen. Med udgangspunkt i poesien går hun her nærmere ind i forfatternes nye situation: “Hvordan (over)lever man som digter i dagens Rusland – uden at prostituere sig. Formlen ser ud til at være: Det nye = det nye ved det gamle” – nemlig i form af intertekstualitet og remakes, som der gives en række eksempler på. Derefter ses der på prosaen, som i Rusland lider under de samme kunstneriske grundvilkår som i Vesten: “i disse år har romanen og novellen, som vi ved, overalt et problem med virkeligheden.” Dalsgaard afslutter med at udpege Viktor Pelevin som en på flere måder førende forfatter og bringer et langt oversat citat fra hans roman Tjapaev i Pustota (1996, Tjapajev og Tomheden).(39) Pelevin er på dette tidspunkt vel at mærke endnu ikke udkommet på dansk. Det sker det følgende år, og hermed kommer vi til mit tredje casestudy.

For og imod Pelevin (2002)
Pelevins Babylon - Generation P udgives på dansk i september 2002, tre år efter den russiske udgivelse af romanen og hele otte år efter, at man begyndte at tale om forfatteren i danske medier (Sally Lairds artikel fra 1994). I foråret har en anmelder på Politiken læst den engelske oversættelse, og slutter sin begejstrede omtale med ordene: “Det ville være fint at få det oversat.” I samme anmeldelse peges der dels på, at her har vi den nye russiske virkelighed, dels på denne virkeligheds lighed med vores, herunder, som en tredje pointe, en konkret sammenligning af Pelevins roman med et ikke-russisk værk, i dette tilfælde franske Michel Houellebecqs Elementarpartikler (1998, på dansk 2001), som anmelderen kalder et “køligt, gallisk skuldertræk” i forhold til Pelevins “febrile, neurokemiske kosakdans,” som han foretrækker.(40) Disse tre hovedpointer møder vi igen i flere af de exceptionelt mange anmeldelser, den danske oversættelse udløser (foruden i de større aviser, også i Fyens Stiftstidende og Flensborg Avis).

Enkelte anmeldere afviser dog helt at lade sig byde op til dans. Således holder Kristeligt Dagblads anmelder romanen ud i strakt arm, når han konstaterer, at: “Det er vanskeligt at forholde sig til en satire, der sigter mod forhold, man ikke selv kender indgående. Derfor vil Pelevins roman sikkert ikke sige ret mange danskere noget, selvom der er mange skægge og groteske indfald.”(41) Her må man vist gå ud fra, at “ikke kender indgående” er en eufemisme for ”ikke kender noget som helst til.” Lidt i samme distancerede stil forsøger Berlingske Tidendes anmelder uden videre held og lidet overbevisende at finde en kendt (klassisk) indgang til det fremmede russiske: “I al sin hæsblæsende snakkesalighed ligner Pelevins roman Dostojevskij på speed: De store eksistentielle spørgsmål – Hvad er virkeligt? Hvad er frihed? – bliver vendt og drejet undervejs, men det hele har det med at fuse ud i det rene ideologiske, reklame-jargon-prægede ingenting, for moral synes – for nu at sige det på dén måde – at være en by i Rusland i nutidens Rusland.” Som flere andre anmeldere, synes han, at romanen er “lidt morsom, men i al sin maniskhed også noget trættende.”(42)
Mette Dalsgaard kan i Weekendavisen sætte romanen ind i en både mere relevant og mere detaljeret sammenhæng, og præsenterer Pelevin som værende repræsentativ for flere aspekter af den russiske litteratur og det russiske samfund lige nu: “Pelevin er nærmest den perfekte nøgle til den postkommunistiske postmodernisme. Parodier, popkultur, pulp fiction og intertekstuelle puslespil.” Hun sammenligner ham ikke med hverken russiske klassikere eller moderne vestlige forfattere, men med japaneren Haruki Murakami. Desværre er “Babylon [...] ikke på højde med Pelevins forrige roman Tjapajev og Tomheden. Konstruktionen er mere konventionel, og sproget er ikke nær så sprudlende.” Og desværre har den kort holdbarhed: “Det mest problematiske ved romanen er dog nok, at den er så tydeligt tidsfæstet, som tilfældet er.”(43) Dette sidste er Politikens Marie Tetzlaff enig i: “Prisen for den publicistiske skarphed i farverne dengang for fire år siden er, at romanen allerede nu falmer for øjnene af os. Så hvis man vil vide, hvad der foregår i visse russeres hoved og i den moskovitiske økonomiske heksekedel – og det kan der være mange, både underholdende og saglige grunde til – er dette en af de bøger, man skal læse. Men man skal skynde sig, inden tiderne skifter igen.” Tetzlaff er ellers ikke imponeret, hverken af romanens stil eller indhold, men hun udelukker ikke, at den kan interessere andre læsere. Det er påfaldende, hvordan slavisten og formidleren Tetzlaff her synes at etablere et nyt forhold til de danske læsere, hun formidler til. Hvor slavister traditionelt står på den russiske litteraturs side, når den skal formidles, lader Tetzlaff nu Pelevin i stikken: “En hallucinerende reklamemand i det postsovjetiske Moskva – hvis den tanke virker pirrende, kære læser, er ‘Babylon’ nok noget for Dem. Selv er jeg miljøskadet og har kedet mig lidt under læsningen af Jan Hansens pligtskyldige oversættelse af Viktor Pelevins ironisk-kulturkritiske, på en gang post- og præmoderne, Castaneda-inspirerede fortælling.” Videre understreger Tetzlaff, at hun foretrækker den fascinerende Houellebecq frem for den middelmådige Pelevin, og selv om hun til sidst modererer sin kritik og får sagt, at “der er mange sjove og en del skarpe steder,” så får man indtryk af, at der faktisk, trods tidligere mere positive meldinger, ikke rigtig er noget at hente i den nye russiske litteratur, som repræsenteret af Pelevin.(44)

Samme konklusion kommer Informations anmelder til. Her sammenlignes Pelevins roman, som viser “et overgearet portræt af det postkommunistiske nye Rusland,” og er “en ædende ond samfundssatire af den mere fabulerende slags,” med den italienske satiriker Stefano Bennis bøger, men ikke til Pelevins fordel: “når alt kommer til alt er Babylon/Generation P mere overspændt og kynisk end italienerens produkter.” Desuden virker både romanens introduktion af et “mærkværdigt og helt unødvendigt mytologisk univers” og dens “lange, forvirrede og småfilosofiske udredninger” som “showstoppere af betragtelig rang,” der gør romanen uinteressant at læse. Og så er det, der zoomes ud til den unge russiske litteratur, med slet skjult nedladenhed: “Ikke desto mindre regnes Viktor Pelevin blandt sin generations vigtigste russiske forfattere. (…) Man må antage, at den øvrige produktion er mere helstøbt.”(45) Ekstra Bladets anmelder bekymrer sig ikke om, hvorvidt Pelevin repræsenterer den unge russiske litteratur, men forholder sig kun til romanen, som hun godt kan lide: “Pelevin kan sin Dostoevskij, Majakovskij, Orwell og mere til. Hans fremstilling af de nye tider i Rusland efterlader ikke meget håb, men den fænger.”(46) Til gengæld er Pelevins roman for Jyllands-Postens anmelder ren genkendelse og uden videre et bevis på, at det Rusland, som plejer at ligge os så fjernt (så fjernt faktisk, at det er en af vores mest anvendte metaforer for at udtrykke, at noget ikke findes), nu er helt tæt på: “Babylon er en præcis satire over den post-kommunistiske virkeligheds mangel på virkelighed med indbyggede filosofiske spørgsmål til menneskets erkendelse. (...) På den måde er Moskva alligevel ikke bare en by i Rusland og romanen reelt ikke langt fra f.eks. TV3-nyhedernes versioner af den politiske virkelighed.”(47)

Nye begyndelser og poetiske udfordringer (2003-2004)
I 2003 udgiver tidsskriftet Kritik et nummer, som henter sin forsideillustration fra en russisk udgave af Pelevins nu velkendte roman. Det er ikke et decideret temanummer – lederen handler om noget helt andet – men rummer en række artikler om russisk kultur, startende med Trine Søndergaards lange artikel om den aktuelle russiske litteratur. Søndergaard præsenterer litteraturens tilstand som grundlæggende ”naturlig”, samfundsudviklingen taget i betragtning:

[der er] i Rusland opstået en russisk litteratur, som er alt andet end monolitisk, og som af mange læsere af russisk litteratur i både Øst og Vest kaldes kriseramt, forvirret, fragmentarisk, overfladisk, talentløs, moralsk fordærvet, et cetera. Ja, måske. Men mon ikke det er en naturlig tilstand for en litteratur, som skal bearbejde det kollektive traume, der nødvendigvis må opstå i erkendelsen af, at ens nation og dermed også litteraturen levede på en lang række fejltagelser og løgne (…) en litteratur, som nærmest skal begynde forfra.

Videre giver hun et overblik over denne litteraturs formidling til dansk, hvor den store oversættelsesaktivitet i perioden ca. 1987-1993 derefter, parallelt med “den litterære optimismes afmatning i Rusland” blev afløst af kun sporadiske oversættelser. Søndergaard præsenterer herefter Aleksandra Marinina, Boris Akunin og Pelevin, samt to romaner, som ikke er kommet på dansk: Tolstajas roman Kys (2000, Kys)) og Makanins Andegraund ili Geroj nasjego vremeni (1998, Undergrunden eller Vor tids helt).(48)
Søndergaards beskrivelse af litteraturens start fra scratch passer glimrende ind i det billede, Mikhail Epstein tegner i det kulturanalytiske essay fra 2001, der er oversat i samme nummer: “Début de siècle: Et nyt århundredes manifest.”

Den næste store begivenhed indenfor ny russisk litteratur i Danmark drejer sig imidlertid om en digter, som snarere er traditionsbevidst og metafysisk end egentlig (politisk og litterært) nyskabende og aktuel. Udgivelsen i januar 2004 af Olga Sedakovas digtsamling Kinesisk rejse og andre digte (russ. 2001), sammen med yderligere to værker i serien Borgens verdenslyrik fra det 20. århundrede, blev lanceret ved et oplæsningsarrangement og siden ledsaget af mange anmeldelser og stort opsatte interviews. Flere af anmelderne har lidt svært ved at forholde sig til denne udgivelse, som hverken kan klemmes ind i den velkendte russiske (prosa)tradition, fortolkes som udsagn om det aktuelle Rusland, eller ”bare” læses som poesi, for dertil er det alligevel for anderledes. Derfor skrives der en del om, hvad Sedakova og hendes digte ikke er. Således i Marie Tetzlaffs foromtale i Politiken:

Olga Sedakova er en eksklusiv, lidt tilbagetrukken dame. Hun repræsenterer et andet Rusland i mange sammenhænge: Hun er ikke samfundsengageret eller åbenlys dissident, hun er heller ikke populær og i tv, hun provokerer ikke smagsdommerne med sine digte, hun er ikke kommerciel. Men hun skriver digte, som man har gjort det i Rusland i et par hundrede år, i nutidens sprog, men med klassiske temaer.(49)

Tilsvarende i Informations rapport fra oplæsningsarrangement: “Olga Sedakova betegnes som en af Ruslands stille stemmer, fordi hun ikke skriver larmende poesi om sine meninger om det stalinistiske regime, men behandler temaer som barndommen og kristendommen.”(50)

De fleste anmeldere mener, at Sedakovas digte sine steder har rigeligt med patos, men det er forskelligt, om de tilskriver det deres russiske herkomst, ligesom det er varierende, i hvor høj grad denne patos generer. Den der føler sig mest generet er Informations Tue Andersen Nexø, som – ligesom det var tilfældet med hans anmeldelse af Pelevin – har tendens til en hånligt latterliggørende tone i sin vurdering, rettet mod dels det anmeldte værk og dets forfatter, dels mod dem, der skulle formaste sig til at have smag for noget sådant:

At læse Olga Sedakovas digte er en mere blandet fornøjelse [end Olav H. Hauges digte i samme serie]. Sedakova skriver ind i en russisk tradition, hvor den deklamerende og højstemte stil stadig er udbredt. Digtene åbner sig gerne mod åndens højere luftlag og er ikke bange for – i god, højromantisk stil – at udråbe poesien som det vigtigste i verden.(...) Undervejs finder man linjer, der for vestlige ører lyder som tåkrummende klicheer. (...) Heldigvis er der andre og virkelig gode digte i Kinesisk rejse. Især overbeviser de seneste, lange og ordrige suiter. (...) I sidste instans er det en smagssag. Føler man, at sandheder som ‘Som nattergalen er det bedre at dø/ end ikke at få sunget sin sang,’ rammer én dybt i hjertekulen, er Olga Sedakova ikke det værste, man kan læse. De fleste andre er bedre tjent med norske Olav H. Hauge.(51)

Andre anmeldere har ikke så store problemer med at anbefale Sedakova. I Berlingske Tidende vedgår Jørgen Johansen, at digtene er fremmede og svære, men umagen værd: “Den deklamerende tone, retorikken og en til tider vildt blomstrende patos hører til de fremmedartede træk (…) men omstillingen til det anderledes tonefald er umagen værd.(...) Olga Sedakovas digte er måske ikke så umiddelbart nemme at gå til for en dansk læser. Men med Mette Dalsgaards introduktion i bagagen bliver det en russisk rejse, der lønner sig.”(52)
Slavisten René Wad Andersen, som anmelder digtene i Jyllands-Posten, giver både en grundig indføring og opmærksomhed til det vigtige i selve oversættelsen, og hans fordomsfrihed rækker også til de danske læsere, når han udtrykker sin tro på, at de vil kunne indlemme denne poesi i deres eget sprog:

Sedakovas digte rummer en citatværdig styrke, det levede livs kløgt. I Rusland er der tradition for, at sentenser fra digte og romaner går ind i sproget som faste vendinger og ordsprog. Sedakovas strofer rummer det samme potentiale, og de glider af sted med rolige og sikre skridt. Det er først og fremmest denne sikkerhed, og dermed det samme potentiale, som går igen i den danske oversættelse.(53)

I Weekendavisen præsenteres Sedakova som en oplagt repræsentant for “stort set hele århundredet plus yderligere to-tre tusind år for Goethes skyld.” Her er ikke et ord om, at hendes digte skulle være særligt russiske, tværtimod vurderes de uden videre som en verdenslitteratur, hvis “livsdybe indsigter” og “små åbenbaringer” kompenserer for, at det rigtignok indimellem “kammer [...] over i ren poesibog.”(54)
Endelig skriver Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad en anmeldelse, som er værd at citere udførligt for sin forbilledlige analyse ikke bare af Sedakovas digte, men nok så vigtigt af vilkårene for deres formidling på dansk:

I denne serie har en af gevinsterne været, at man har taget en række digtere op, som ikke, dengang de levede, formåede at tiltvinge sig en plads i den danske oversættelseskanon. Karakteristisk er det, at enhver tid koncentrerer sig om at kanonisere og oversætte digtere, som passer til den forventningshorisont, som findes hos digtere og kritikere i tiden. (...) Hvor de vidt forskellige lyrikere Hauge og Stein på hver deres måde ikke falder uden for tidens poetiske forventningshorisont, så er den russiske digter Olga Sedakova en fremmed fugl i forhold til de dominerende tendenser inden for moderne dansk poesi. Dels er Sedakova en digter, der anvender hele det klassiske poetiske arsenal med abstrakt stil, regelmæssige strofer, apostrofer og retoriske spørgsmål, hvilket – som Mette Dalsgaard skriver i sit fyldige, informative forord – er i pagt med russiske poesi generelt, der siden mellemkrigstiden ikke som det meste af den vesteuropæiske digtning har gennemløbet en modernistisk eller avantgardistisk fase. Dels er Sedakova en i klassisk forstand overordentlig lærd og intellektuel digter. (…) Karakteristisk er det imidlertid, at Sedakovas poesi aldrig stivner i høj poetisk stil, men bestandigt skifter tone, således at der i hvert digt også stilles skarpt på det konkret sansede og individuelle.

På den baggrund kan Stein Larsen, tværtimod at stemple Sedakova som fremmedartet og dermed svær eller pinlig, udnævne hende til “et forfriskende indslag i dansk nutidsdigtning.”(55)

Hvad venter vi på? (2005-2006)
I 2005 udgiver litteraturmagasinet Standart igen et tematillæg: “Russisk litteratur efter glasnost.” I sin leder argumenterer temaredaktøren Loa Brix for at kigge bag klicheerne om, at den russiske litterære tradition er død og den nye litteratur dårlig, for dermed at gå “tættere på den nye russiske litteratur, som efterhånden har rystet sovjettiden af sig og i dag står i fuld flor. Det har enkelte udenlandske forlag langt om længe fået øjnene op for, og specielt i Frankrig, Tyskland og USA bliver der oversat en del af den nyere russiske litteratur. Desværre bliver de danske læsere ofte snydt (…).” Brix beskriver årene fra 1986 til i dag som “en af de mest innovative perioder i russisk litteratur.” Udover en overbliksartikel om den russiske litteratur i perioden 1986-1991, indeholder tillægget artikler om Makanins forfatterskab, om den “litterære” by Skt. Petersborg, om romaner af Petrusjevskaja, Tolstaja og Sadur, om Pelevins forfatterskab samt endnu et interview med redaktøren af tidsskriftet Glas.(56)

 I 2005 udkommer der også noget så sjældent som en antologi på dansk om russisk litteratur: Sjælens Ingeniører: Russisk litteratur fra det 20. århundrede.(57) I den redaktionelle introduktion hedder det om motivationen bag bogen, at den er et “ønske om at nuancere billedet, revurdere tidligere dogmer, give plads til nye betydninger og påpege sammenhænge og dialoger imellem værkerne og på tværs af ideologiske skillelinjer. (…) at åbne nye felter og interesseområder i forskningen og læsningen af russisk litteratur for derigennem at øge og nuancere kendskabet til russisk litteratur i Danmark.” Fra den postsovjetiske periode indeholder bogen bidrag om den russiske krimi (Rigmor Kappel Schmidt om Neznanskij og Marinina) og om Pelevin (Loa Brix) samt slavisten Helle Dalgaards artikel om bogbranchen i Rusland efter 1991. Udgivelsen gav ikke anledning til mange anmeldelser, men i Weekendavisen hilser Mette Dalsgaard den med en helsidesartikel velkommen som “godt nyt fra Østfronten:” “Bøger om nyere russisk litteratur er ikke ligefrem hverdagskost på det danske marked, så under alle omstændigheder [uanset redaktørerne måske skyder over målet, når de taler om dansk berøringsangst i forhold til den russiske litteratur] er denne antologi en god nyhed.”(58) I Kristeligt Dagblads anmeldelse kaldes den, noget tamt, “en informativ bog, hvis dybtgående læsninger vil kunne stimulere den nysgerrige læser til selv at udvide sit bekendtskab med russiske forfatteres værker.”(59) Og endelig skriver professor emeritus i russisk litteratur, Eigil Steffensen, i Standart en lang, lidt upointeret anmeldelse, som dog får sagt, at det er “forståeligt, at der er en betydelig interesse blandt russiskkyndige litteraturstuderende og -forskere for at få bragt den så længe opsplittede russiske litteratur sammen i en overskuelig helhed.(...) Den foreliggende samling analyser (…) er først og fremmest et kompetent fagligt bidrag til at etablere en holdbar problemformulering som udgangspunkt for en mere konsistent og komplet fremstilling.” Steffensen skriver ellers mest om den sovjetiske og næsten intet om (fremstillingen af) den postsovjetiske litteratur, kun at ”hvad der kommer efter det forhåndenværende limbo i russisk litteratur er svært at spå om. At der sker mere, end vi bliver orienteret om på disse breddegrader, er der næppe tvivl om.”(60)

Denne gentagelse af, at vi stadig venter på at se, hvad der sker i den russiske litteratur, virker på dette tidspunkt som en temmelig uaktuel replik. Også selv om der ikke udkommer ret mange oversættelser af nyere russisk litteratur for tiden, kan ingen være i tvivl om, at der er masser at tage af. Om vi skal tage fat på den fremvoksende kvindelitteratur, som slavisten Per Dalgård i 2005 præsenterede som en dominerende tendens (61), eller nogle af de mange andre navne, der, som vi lige har set, er blevet nævnt i årenes løb, eller om man eventuelt skulle se på, hvad der bliver udgivet i nabolandene, ikke mindst i Tyskland – det afhænger selvfølgelig først og fremmest af, hvad de danske forlag tør satse på. Det er ikke et nemt ansvar at have nu om dage, hvor det russiske felt er en uoverskuelig jungle af ikke bare relativt ukendte russiske forfattere og dybt indgroede danske læservaner, men også anmeldernes varierende pejlingspunkter, nu da litteraturen ikke længere så nemt kan sammenlignes med Dostojevskij og Tolstoj, og sovjetsystemet og dets afvikling begynder at miste relevans. Det er al ære værd, at Tiderne Skifter har vovet sig med på det internationale Myteprojekt(62) og i det regi i år har udsendt Pelevins bidrag Skrækhjelmen. Og at Forfatterskolens forlag Basilisk har taget initiativ til at udgive fire unge Petersborgdigtere i oversættelse. Jeg har endnu ikke set nogen anmeldelser af digtantologien, men Pelevins mytefortolkning er på efterhånden genkendelig heterogen vis blevet modtaget som filosofisk, skæg og original (verdens)litteratur (63), som rodet, kedelig og studentikos i en grad så heller ikke russere kan synes, det er morsomt (64), og som ikke nogen fornøjelse for litteraturelskere, men måske nok for legesyge læsere og amatørtænkere.(65) Hvis der ikke er nogen sikkerhed for entydig succes for de danske forlag, der forhåbentlig snart vil kaste nogle nye russiske navne på markedet, er der med anmeldernes vidt forskellige forventningshorisonter til gengæld en god chance for at undgå en entydig fiasko.

 


Noter:
(1) Ikke megen statistik er umiddelbart tilgængelig på området. Dansk Bibliotekscenters titelstatistik for årene 2000-2004, som vel at mærke ikke er en lang nok periode til, at der kan drages sikre konklusioner, synes at vise en faldende tendens i antallet af oversatte skønlitterære udgivelser (hhv. 1849, 1633, 1719, 1556, 1706 titler), parallelt med en stigende tendens i antallet af originalt dansksprogede skønlitterære udgivelser (hhv. 1294, 1317, 1297, 1399, 1494 titler). Dansk Bibliotekscenter har under oversatte udgivelser også statistikker for de enkelte sprogområder, men for russisks vedkommende er skøn- og faglitteratur ikke opdelt. Statistikken kan ses på bogbranche-tidsskriftet Bogmarkedets hjemmeside: URL: http://www.bogmarkedet.dk/sw1379.asp (besøgt 18/4 2006).


(2) Senest er der med virkning fra 1. juli 2006 vedtaget en kraftig liberalisering af den meget omdiskuterede fastprisordning.
Se URL: http://www.bogmarkedet.dk/sw683.asp (besøgt 18/4 2006). Se evt. også reaktion herpå fra forlagsdirektør på Gyldendal, Johannes Riis, ”Lad os få en seriøs bog- og litteraturpolitik,”Politiken, 15/4 2006.


(3) En del af disse områder kommer Erik Skyum-Nielsen omkring i sin lille, men glimrende Den oversatte klassiker. Tre essays om litterær traditionsformidling, Det kongelige bibliotek, Museum Tusculanums forlag, København, 1997. Baggrunden for bogen er Skyum-Nielsens arbejde med at etablere en ”klassikerkatalog” af til dansk oversatte skønlitterære værker.

(4) Cf. Trine Søndergaard, “Den sovjetiske litteratur er død. Hvordan har den russiske det?” Kritik, nr. 161, 2003, ss. 1-10, s. 3: “Der blev [i årene 1987-1993] – udover de sædvanlige genoptryk og nyoversættelser af gamle klassikere [...] – oversat det uhørte antal af mere end fem nye skønlitterære værker af forskellige forfattere pr. år!” I 1990 udkom der ifølge mine egne optællinger ti nyere værker i oversættelse.


(5) Listen over de pågældende værker har jeg etableret på baggrund af systematiske søgninger på Det Kongelige Biblioteks online katalog REX (URL: http://www.kb.dk/) samt på databasen bibliotek.dk (URL: http://bibliotek.dk/).


(6) Det drejer sig om novellesamlingen Festen ved den violette flod, værker af Viktoria Tokareva, Sergej Kaledin, Fridrikh Neznanskij, Sasja Sokolov, Vasilij Peskov, Otar Tjiladze, samt et drama af Ljudmila Petrusjevskaja og Venedikt Jerofejevs roman Moskva-Petusjki.


(7) Denne forfatter er ganske ukendt, og den pågældende udgivelse har ikke fået nogen omtale nogen steder. Så vidt jeg har kunnet opspore, hed Olga Røsnes tidligere Olga Durova, er født 1951 i Rusland og nu bosiddende i Norge. Har i følge det lige så ukendte danske forlag på russisk fået udgivet to romaner samt noveller, digtsamlinger og essayistik.

(8) Til opsporing af relevante artikler og anmeldelser har jeg brugt førnævnte database bibliotek.dk samt online-artikeldatabasen InfoMedia (URL: http://www.infomedia.dk).


(9) Rigmor Kappel Schmidt, “Russisk markedslitteratur”, Standart nr. 2, 1992.


(10) Festen ved den violette flod. Udsøgte noveller fra dagens Rusland, redigeret og oversat af Marie Tetzlaff, Samleren, 1992.


(11) Marie-Louis Paludan, “I et sprængt univers,” Weekendavisen 7/2 1992.

(12) Märtha-Lisa Magnusson, “Dagens litterære Rusland,” Politiken 27/2 1992.


(13) Poul Borum, ”Festen er ikke begyndt,” Ekstra Bladet, 7/2 1992.


(14) Niels Barfoed, ”Sødme, der er brændt på,” Weekendavisen, 17/12 1993.


(15) Märtha-Lisa Magnusson, “Modertyran,” Politiken, 19/12 1993.

(16) Standart, nr. 1, 1994, tillægget Stand in: “Russisk litteratur.”


(17) Helle Dalgaard, ”Den grusomme eventyrfortæller,” Standart, nr. 1, 1994.


(18) Rigmor Kappel Schmidt, ”Karnevalistisk perestrojka,” Standart, nr. 1, 1994.


(19) Sally Laird, “Russisk litteratur lever i bedste velgående,” Standart, nr. 1, 1994.

(20) Jeg har desværre ikke kunnet fremskaffe anmeldelserne fra Jyllandsposten, Information og Kristeligt Dagblad.

(21) Claes Kastholm, “Livsbegær og poesi,” Politiken, 13/10 1994.

(22) Traditionen går tilbage til den første vestlige bog om den russiske roman, Melchior de Voguës Le roman russe fra 1881. Mest berømt er nok Henry James’ udsagn om Dostojevskijs og Tolstojs romaner, som både priser deres “wonderfull mass of life” og kritiserer dem som “fluid pudding” og “large loose baggy monsters.”


(23) Vladimir Pimonov, “Russisk deja-vu,” Ekstra-Bladet, 21/10 1994.

(24) Vilhelm Topsøe, “Dagen for Overvindelse af Frygten,” Weekendavisen, 14/10 1994.

(25) Mette Dalsgaard, “Et stort egos bøn om retfærdighed,” Berlingske Tidende, 13/10 1994.


(26) Marie Tetzlaff, “Litterær livskraft,” Weekendavisen, 25/11 1994.


(27) Marie Tetzlaff, “Mellem kiosk og klassiker,” Politiken, 25/6 1996.


(28) Udgivelsen indeholder de originale russiske digte med danske paralleloversættelser; den engelskklingende titel skyldes forfatteren.

(29) Marie Tetzlaff, “Purung Petersborg-poesi,” Politiken, 16/2 1997.


(30) Mikael Mølgaard, “De nye russiske forfattere”, Aktuelt, 16/5 1997.


(31) Sally Laird, Voices of Russian Literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, Oxford University Press, 1999.


(32) Mette Dalsgaard, “De forunderlige russere og deres bøger,” Berlingske Tidende, 25/7 1999.


(33) Marie Tetzlaff, “Litteraturen har tabt mælet,” Politiken, 1/8 1999.


(34) Marie Tetzlaff, “Russisk litteratur: De magre år er ovre,” Politiken, 8/1 2000.

(35) Debatindlæg i Aktuelt 31/3 (Niels Barfoed), 17/5 (Jens Nørgård-Sørensen), 22/5 (Mette Dalsgaard); Politiken 2/5 (Marie Tetzlaff), 4/5 (Mette Dalsgaard), 9/5 (Nils Bjervig), 15/5 (Jens Nørgård-Sørensen), 21/5 (Mette Dalsgaard); Information 13/5 (Mette Dalsgaard).


(36) Se URL: http://russisk.ku.dk/omuddannelsen/ (besøgt 20/4 2006).


(37) Mette Dalsgaard, Litteraturens afsovjetisering i Rusland og Baltikum. En komparativ undersøgelse, Københavns Universitets Østeuropainstitut, 1998.


(38) Mette Dalsgaard, “Ti år der rystede russisk litteratur,” Berlingske Tidende, 6/1 2001.

(39) Mette Dalsgaard, “Remakes, tomhed og cyberspace i den nye russiske litteratur,” Den Blå Port, nr. 56, 2001, ss. 56-65.

(40) Lars Bang Larsen, “Blandt stilfulde, stenede reklameforfattere,” Politiken, 27/4 2002.


(41) Ove Christensen, “Pop, Pepsi og postkommunisme,” Kristeligt Dagblad, 24/9 2002.


(42) Søren Kassebeer, “Noter,” Berlingske Tidende, 24/9 2002.

(43) Mette Dalsgaard, “Ondskabens bananrepublik,” Weekendavisen, 27/9 2002.


(44) Marie Tetzlaff, “Agitproppen lever,” Politiken, 20/10 2002.

(45) Tue Andersen Nexø, “Ondskabens bananrepublik,” Information, 10/10 2002. 


(46) Kamilla Löfström Kristensen, “Svampetrip,” Ekstra Bladet, 30/9 2002.

(47) Jon Helt Haarder, “Virkeligheden er en by i Rusland,” Jyllands-Posten, 27/11 2002.


(48) Trine Søndergaard “Den sovjetiske litteratur er død. Hvordan har den russiske det?” Kritik, nr. 61, 2003, ss. 1-10.


(49) Marie Tetzlaff, “Olga Sedakova, digter,” Politiken, 10/1 2004.


(50) Dy Plambeck, “Poesien vil ikke gå til grunde,” Information, 14/1 2004.


(51) Tue Andersen Nexø, “Jeg er bare et digt,” Information, 15/1 2004. Heller ikke den her roste Hauge slipper imidlertid for at blive pakket godt og grundigt ind i anmelderens danske fordomme: “Man ser digteren for sig, stående på fjeldet med folkelig striktrøje og langrendsski på fødderne, missende op mod den lave vintersol.”

(52) Jørgen Johansen, “Digtning som kald,” Berlingske Tidende, 23/1 2004.

(53) René Wad Andersen, “Ruslands stille røst,” Jyllands-Posten, 18/1 2004.

(54) Liselotte Wiemer, “På grænsen: Fra pol til pol,” Weekendavisen, 30/1 2004.


(55) Peter Stein Larsen, “Verdenslyrikere,” Kristeligt Dagblad, 27/1 2004.


(56) Standart, nr. 1, 2005, tillægget Stand in: “Russisk litteratur efter glasnost.”


(57) Loa Brix, Ole Nyegaard og Trine Søndergaard (red.), Sjælens ingeniører: Russisk litteratur fra det 20. århundrede, Aarhus Universitetsforlag, 2005.


(58) Mette Dalsgaard, “Cementens mysterier,” Weekendavisen, 30/9 2005. 


(59) Tina Charlotte Møller, “Litteratur og samfund i Rusland,” Kristeligt Dagblad, 19/10 2005.

(60) Eigil Steffensen, “Det russiske århundrede,” Standart, nr. 4, 2005.


(61) Per Dalgård, “Bestseller: Kvinder erobrer russisk litteratur,” Information, 2/11 2005.


(62) I Myteprojektet genfortæller forfattere fra forskellige lande hver sin klassiske myte, Pelevin således myten om Theseus og Minotauros. Projektets initiativtager er direktør for det skotske forlag Canongate, Jamie Byng (se www.sundayherald.com/52415), og det blev lanceret på Bogmessen i Frankfurt i foråret 2005.

(63) Niels Ellevang, ”Must read: Paranoia i cyberlabyrinten,” Jyllands-Posten, 21/4 2006.
64) Lars Bonnevie, ”Halløj i Labyrinten,” Weekendavisen, 28/4 2006.
65) Marie Tetzlaff, ”Mytegendigtning: Labyrinten indefra,” Politiken, 29/4 2006.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Nordahl og Eftf. 1&2, 2006.
 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD