Oversat til dansk af Trine Søndergaard, udkommet på Forlaget Vandkunsten i 2018.
af Daniel Aeberli, cand.mag. i russisk og lektor i dansk ved Beograds Universitet.
Min fars hoved er en roman, som består af ét langt brev. En fars brev til sin søn. I brevet skriver faderen om sin opvækst og om sine forældre. Han skriver om sin far, som var menig funktionær i Georgien under sovjetstyret, og om sin mor, som var tidligere skuespiller og bugtaler, men som ikke længere kunne få lov til at optræde. Men hvad handler det lange brev egentlig om?
”Hvad skriver du om? Ikke om noget. Om hvordan folk dansede og elskede i Sovjetunionen …”
På kun 73 sider vil Jelena Botjorisjvili fortælle en familiekrønike, om livet i det kommunistiske Georgien, om kærlighed, om en atypisk familie og om et hoved. Utroligt nok formår hun det hele. På 73 til tider tumultariske sider skriver hun om alt og ikke om noget. Men hvad der virker som tilfældige brudstykker og minder, ender med at beskrive en hel tid og en hel familie.
Omdrejningspunktet i romanen er et begravet hoved på en georgisk bjergtop. På sin bryllupsrejse vil brevskriverens søn rejse fra familiens nye hjem i Canada til Georgien for at se sin fars hjemland og besøge sin bedstefars grav. Derfor vælger faderen at skrive et brev, et langt et, til sønnen. ”Du bad mig fortælle om min Sovjetunion og om min familie. Det er jeg dig taknemmelig for.” Brevet er tænkt som en forberedelse til sønnens tur, men ender med at være meget mere end det.
I faderens beskrivelse af, hvordan man når frem til bjerget, får man et billede af et land, som ikke eksisterer længere. Ikke kun er det sovjetiske samfund styrtet sammen, men selve bjerget er også styrtet sammen under et jordskred. Brevet giver et billede af det kommunistiske Georgien fuldt af forskellige skæbner. Og om bedsteforældrenes liv og kærlighed. En kærlighed mellem to mennesker, som ikke passer ind i det Georgien, som kommunismen har skabt. En bugtalende cirkusprinsesse, som ikke må optræde længere – brevskriverens mor – og en citatsnittende kommunistisk funktionær, som overlever alle udrensninger i partiet – brevskriverens far.
Min fars hoved er både tragisk og humoristisk. Den giver et realistisk og autentisk billede af livet i de skuffede håbs land, som faderen selv kalder det. Billedet bliver ikke tegnet af en eksilforfatter eller en regimemodstander, men af en ligegyldig og uanselig sovjetisk kontorfunktionær, der med egne ord ”… har sådan en følelse af, at hovedet er ved at løsrive sig fra kroppen”. Bedstefaren var en del af det sovjetiske nomenklatura, men han var den allermindste af de store personer.
Fordi systemkritikken eller satiren kommer indefra og uden nogen egentlig patos, virker den utrolig stærk og ægte. Og det er gennemgående for denne bog. De store tanker ligger i de små ord og betragtninger, som fortælles af både bedstefaren og faderen.
Det er dog ikke en bog, som kun fortæller om samfundet. Den fortæller også en familiekrønike. Bedstefarens og bedstemorens brusende kærlighedshistorie, som indeholder masser af komik, tragedie, kærlighed og skænderier.
Min Fars Hoved fortæller også om forholdet mellem en far og en søn, som bliver bedste venner og deler ”soldaterveninder”. Og om forholdet mellem en mor og en søn, som flirter med et ødipuskompleks.
Det er en bog, som man bestemt bør læse. Og mere end en gang. Der gemmer sig nemlig utrolig meget i den lille bog. Fra hverdagsbetragtninger om ingenting til brusende kaukasisk kærlighed. Fra sovjetnostalgi til subtil satire over systemet. Den beskriver en tid, som ikke findes længere, men som stadig lever i dem, der oplevede den. Jelena Botjorisjvili er en fantastisk stemme, som dog bedst læses med et vist forudgående kendskab til Sovjetunionen og dets system. Særligt slutningen kan være svær at forstå uden forudgående viden om massakren i Gagra under den abkhasisk-georgiske konflikt.
Præcis hvad titlen Min Fars Hoved dækker over, vil jeg nødig afsløre på forhånd. Men hovedet spiller en central rolle som omdrejningspunkt for hele romanen, og hovedet ligger hele tiden og lurer under overfladen, mens andre handlinger slynger sig rundt om hinanden.
Men sin springende stil med masser af små sidebemærkninger beskriver bogen henkastet forskellige historiske begivenheder. Eksempelvis beskriver den effektivt, hvordan belejringen af Leningrad føltes, og hvordan livet som straffefange var på den tid. Den kommer desuden ind på, hvordan gamle værdier blev skiftet ud over natten – og hvordan de aldrig helt forsvandt. Det er utroligt, hvad denne bog kan rumme på 73 sider.
Derfor er det heller ikke nødvendigvis en let bog at læse, da den springer ubesværet fra et emne til et andet for blot at vende tilbage, hvor den slap. Det er efter min mening både bogens største styrke og største svaghed. Det er det, der gør den så interessant og gør, at man får lyst til at genlæse den flere gange. Hvilket også nogle gange kan være nødvendigt for at få det hele med. Men det er også en stil, som kan virke kaotisk – særligt i slutningen af bogen virker den en smule forvirret. Men brevformatet er gennemført til det sidste, og forfatteren viger ikke fra sin stil.
Alt i alt er det dog en fantastisk bog, som både litteratur- og historieinteresserede bør læse.
Min fars hoved er Jelena Botjorisjvilis første bog, som er oversat til dansk