Interview med Hjørdis Kaland om Vysotskij

Af Mette Bærbach

Citering af Vysotskij i avisoverskrifter i Rusland i 2000-tallet
Om sprogsituationen i Rusland

Hjørdis Kaland har skrevet speciale ved Universitetet i Bergen om sprogsituationen i Rusland. Her har hun taget udgangspunkt i Vysotskij-citater. I 1978 etableredes en samling med registrering af overskrifter fra avisartikler, hvori citater fra Vysotskijs sange og digte forekommer. Det er Vysotskijmuseet i Moskva, som ligger inde med samlingen. Indsamlingen af Vysotskijcitater foregår stadig den dag i dag.

Hjørdis Kaland har altid været interesseret i Vysotskij, og da hun skulle skrive speciale, prioriterede hun at skrive om noget, som foregik i dag – det aktuelle.

Hvordan valgte du netop dette emne?

“Ingunn Lunde var min  vejleder, og det var hende, som fandt frem til samlingen af Vysotskijcitater, og så bestemte jeg mig for at skrive om det, og om hvordan Vysotskij citeres i disse overskrifter. I sine sange anvendte Vysotskij et sprog, som lå uden for standardsproget, og det var længe før, ikke-standardsprog vandt indpas i den officielle russiske sprogbrug.”

“Jeg ville undersøge, om Vysotskij kan siges at være en forløber for anvendelsen af ikke-standardsprog i russisk. Sprogsituationen var på Vysotskijs tid meget normativ, og det at bruge slang, talesprog, bandeord, uformel tale eller jargon hørte privatlivet til. Alle disse elementer er blevet integreret i det officielle sprog især efter perestrojka.”

Så det første spørgsmål, Hjørdis satte sig for at undersøge, var, om der den dag i dag er sproglige tegn på Vysotskijs virkningshistorie.

“Vysotskij bliver citeret i dag, men ikke helt på samme måde, som da han levede. Folk kender ham ikke, som de gjorde dengang. De citerer ham, men ofte ude at vide det.”

“Dengang lærte man mange af sangene udenad og anvendte formuleringer fra sangene i daglig tale, fordi de var så træffende og præcise. Dermed er de gået ind i sproget som talemåder eller mundheld. Jeg tror også, at folk dengang følte, at sangene og formuleringerne ramte plet i deres hverdag i livet i Sovjetrusland, og derfor gik de naturligt ind i sproget og blev til talemåder, som man så stadig bruger i dag. Det er nok dét, som gør, at man citerer Vysotskij den dag i dag.”

Hvor ofte bliver Vysotskij citeret i avisoverskrifterne i dag?

“Der udgives 100-200 avisudklip med Vysotskijcitater om året. Det er i overskrifter og i billedtekster og underoverskrifter.”

“Men det er interessant, at det er indholdet, som citeres. Næsten alle citaterne gengives med standardsprog. Det giver selvfølgelig et forbehold, da det ikke er de ægte sprogtræk, der gengives.”

Okay? Det er næsten, som om det er det omvendte, der gør sig gældende så? Dengang brød Vysotskij med standardsproget og sprængte rammerne for, hvad man kan sige i det offentlige rum, og nu hvor sprogsituationen tillader brug af uformel, daglig tale, samt jargon og bandeord, så gengives hans budskab pakket ind i et standardiseret sprog. Hvordan tror du, det kan være?

“Noget af forklaringen skal findes i, at netop den genre, som Vysotskijs viser var holdt i, var overvejende mundtlig, og det, der sker med den genre, når den overgår til skriftlig form, er, at sproget standardiseres. Det er en naturlig proces. Derfor forefindes citaterne i standardsprog. De særlige kendetegn ved den mundtige form forsvinder, og tilbage står indholdet. Nogle leksikalske træk forbliver og enkelte talesprogs-ord går igen i de skriftlige citater.”

Er det din vurdering, at ved at blive omformet til skrift mister indholdet sin særlige glød?

“Indholdet har fortsat mange kvaliteter, men i forhold til det mundtlige udtryk, så mister man jo noget af essensen. Når Vysotskij optrådte, så gjorde han det jo live, og mimik, intonation og stemning betyder jo meget for oplevelsen. Disse ting får man ikke med i den skriftlige form.”

Om alle de citater, som er samlet i over 30 år, fortæller du, at skriftligheden har taget over og har trængt Vysotskijs udtryk i baggrunden, så det kun er det rene indhold, der kommer frem. Men kan man så frygte, at befolkningen kan komme til at glemme. hvilken karismatisk figur, Vysotskij var? Kan man tale om, at der skabes en distance?

“Jeg tror ikke, at den standardisering af Vysotskij spiller så stor en rolle, da de først og fremmest citeres pga. indholdet. Jeg ville i mit speciale undersøge, om Vysotskij kunne tænkes at være en forløber for sprogsituationen. Jeg kommet frem til, at det kan man ikke helt antage, idet citaterne standardiseres sådan, som de gør.”

“Vysotskij var ekstremt populær, og man kan nok med rette gå ud fra, at det var ham, der nåede ud til flest i en tid, hvor normen var forfærdelig streng, og jeg tror, at en af grundene til, han var så populær, netop var det sprog, han brugte. Det blev nærværende og genkendeligt for den enkelte, og måske havde folk et ønske om at bruge et mere uformelt sprog, men det kunne de ikke dengang. Man kan tale om, at befolkningen havde et behov for at høre sit eget daglige sprog.”

“Vysotskij var ikke den eneste, som sang i et uformelt sprog, men måske nok den tydeligste. Man må jo konkludere, at indholdet har tiltalt befolkningen, ellers ville han jo ikke være så populær. Indholdet i sangene handlede om dagligdagen i sovjetregimet, og det har vi jo ikke længere.”

“Dog er der også mange russere, som husker Vysotskij selv og hans karismatiske personlighed, men det er ofte mennesker, som er gamle nok til at huske Sovjettiden.”

Hvordan ser det ud i dag i Rusland?

“Der er rigtig mange unge, som er vokset op efter perestrojka, og som ikke har oplevet Sovjet, men det virker, som om citaterne af Vysotskij også biver brugt i den generation. Men man har måske ikke opmærksomheden rettet mod, at det er Vysotskij, som har skrevet det. En sjov historie går på, at jeg samarbejdede med en ung russer om oversættelserne til mit speciale. Hun kendte citaterne, men vidste ikke, at det faktisk var Vysotskij, der havde skrevet de citater, som vi sad og oversatte. “Sådan siger vi jo bare,” var hendes kommentar. Så de unge russere kender Vysotskijs sange, men går ofte ud fra, at det er folkesange. Ligesådan er det med citaterne.”

“Vysotskijcitaterne er således godt på vej til at gå ind i det russiske sprog som ordsprog eller bevingede ord. Men uden tydelig afsender, hvilket jo netop karakteriserer ordsprog. De er blevet en kulturarv.”


Mindefrimærke af Vysotskij, 2 rubler, fra 1999. Kilde: Wikipedia.org

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *