Oversat af Tine Roesen, udgivet på Bechs Forlag – Viatone i 2017
Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur
Dobbeltgængeren er Fjodor Dostojevskijs anden roman, oprindelig udgivet i 1846, tre år inden forfatteren i 1849 blev arresteret for at have læst og viderecirkuleret forbudte litterære værker og gennemlevede en nærdødsoplevelse ved en henrettelse, der blev aflyst i bogstaveligt talt sidste øjeblik, hvorefter han blev sendt i eksil i Sibirien. Dobbeltgængeren tilhører således Dostojevskijs præeksilperiode, og mens hans i dag mest anerkendte og velrenommerede værker – såsom Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov, Kældermennesket m.fl. – alle er udsprunget af hans posteksilperiode, så skal man ikke af den grund forsmå hans tidligere output. Dostojevskij er simpelthen en af de forfattere, hvor man skylder sig selv at læse ikke bare klassikerne, men også de mindre værker (både mht. status og reel længde). Ikke bare fordi det er forbandet god litteratur, men også fordi det giver et spændende indblik i den proces, der lå bag udformningen af nogle af det 19. århundredes vigtigste litterære værker.
I Dobbeltgængeren stifter man bekendtskab med titulærråd Jakob Petrovitj Goljadkin, en, efter eget udsagn vel at mærke, lille, men retskaffen mand, der ikke gør sig i intriger og deslige. Han er tilsyneladende ikke synderligt velfungerende i sociale sammenhænge, og efter en eklatant faux pas ved en fødselsdagsfest for sin overordnede og tidligere velgørers datter smides han ud fra festen og må slukøret begive sig hjem gennem den våde og kolde Petersborgnat. Det er på denne hjemrejse, at han møder den eponyme dobbeltgænger, en mand, der af udseende ligner Goljadkin på en prik, men på praktisk talt alle andre punkter er hans diametrale modsætning. Den nytilkomne Goljadkin formår hurtigt med sine overlegne evner og ubarmhjertige opførsel at udmanøvrere originalen og indynde sig blandt sidstnævntes kollegaer og venner. Er Goljadkin blevet skør, eller er der en mening med galskaben? Både hovedperson og læser holdes uvidende og præsenteres i løbet af historien for tvetydige beviser, der i princippet ville kunne understøtte begge disse tolkninger.
Historien er tydeligt inspireret af Gogols petersborgsfortællinger og tilsat Dostojevskijs allerede på dette tidspunkt unikke og eminente karakterskildringer. Goljadkin den ældre, som den originale Goljadkin efter mødet med sin dobbeltgænger omtales (dobbeltgængeren tituleres ikke overraskende som den yngre), er en mand, der konstant tvivler på egne evner og mentale helbred. På nærmest manisk vis kan han i løbet af få linjer gå fra heroisk selvsikkerhed til fuldstændig og total tvivl og ængstelighed. Han lægger konstant planer for, hvordan han skal overkomme sine fjender og få sit liv tilbage på ret køl, som han derefter med det samme forkaster. En sådan situation befinder han sig i til den føromtalte fødselsdagsfest, hvor han gemt på bagtrappen fører følgende indre monolog:
”Skal jeg gå derind eller ej? Skal jeg mon gå derind eller ej? Jeg går derind … hvorfor skulle jeg ikke det? Hvor der er en vilje, er der en vej!” Efter således at have indgydt sig selv håb, retirerede vores helt pludselig og helt uventet om bag skærmene igen. ”Nej, – tænkte han, – hvad nu, hvis der kommer nogen? Se bare, nu er der nogen derinde; hvorfor stod jeg og sov, da der ikke var nogen? Man skulle bare tage at gå derind! … Nej, hvordan skulle man kunne gå derind, når man har sådan en karakter, som jeg har? Sikke dog en gemen tendens! Jeg blev jo skræmt som en høne! At få kolde fødder, det er mit speciale! At beskide egen rede, det er, hvad vi altid kan sørge for, uden at nogen behøver bede om det. Så stå da bare her, som en klodsmajor, så enkelt er det! Man kunne have siddet hjemme og drukket en lille kop te …
Selv fortælleren lader til tider til at få nok af hovedpersonens ofte indholdsløse og famlende monologer, som han derfor ofte blot gengiver med et ”sådan og sådan …”. Det er bl.a. pga. sådanne karakterskildringer, hvor personerne udstyres med en egen agens og forsynes med muligheden for ikke bare at reagere og filosofere på baggrund af denne, men ofte endda i modsætning til den, at Dostojevskij i dag ofte prises for sit psykologiske indblik. Dostojevskijs karakterer repræsenterer ikke idealiserede arketyper, men derimod noget langt tættere på den sandfærdige menneskelige tilstand: kompleks, ofte selvmodsigende og præget af usikkerhed og tvivl.
Tine Roesens oversættelse af Dobbeltgængeren, der vel at mærke tager udgangspunkt i Dostojevskijs egen revision af historien fra 1866, er alt, hvad man kunne ønske af en moderne oversættelse af ældre russisk litteratur – ikke mindst hvis man sammenligner med bogens eneste tidligere udgave på dansk, oversat af Ejnar Thomassen i 1941. I modsætning til Thomassen, der er kendt for at have tolket lige vel meget på sine kildetekster, så har Roesens mission tydeligvis været at være så tro mod originalen som muligt, hvilket i stor stil er lykkedes. I særdeleshed fortjener hendes håndtering af Dostojevskijs ofte meget lange sætninger, bestående af flere indskudte sætninger og forklaringer, at blive fremhævet som en af bogens højdepunkter. Sådanne sætninger, der er en af forfatterens kendetegn, kan komme til at fremstå kunstige og klodsede på dansk, men Roesen formår at gengive dem, så de er til at forstå, uden at give afkald på deres heftige tempo. Derudover kan man kun sætte pris på, at denne nye oversættelse gør brug af et moderne, læsevenligt dansk, i modsætning til Thomassens udgave, der både med hensyn til ordvalg, stavning og grammatik i dag, med sine snart 80 år på bagen, fremstår nærmest arkaisk.
Et af formålene med en anmeldelse som denne vil være at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt nærværende bog er anbefalelsesværdig. Til dette kan der kun lyde ét svar: selvfølgelig – det er Dostojevskij. Som nævnt i starten af anmeldelsen er han en af de forfattere, der er så vigtige, at man simpelthen ikke kan tillade sig ikke at læse ham. Hører man til dem, der endnu ikke har læst Dostojevskij, bør man måske starte andetsteds, med et af hans mere kendte værker, hvor man kan få et mere fuldendt indblik i, hvad det er, der gør hans forfatterskab så fantastisk. Samtidig kan et mindre værk som dette måske være en god introduktion til det dostojevskijske ”Fear and Loathing in Saint Petersburg-univers”: et univers, der udgøres af størstedelen af forfatterens udgivelser, og som er befolket med et væld af karakterer (ikke nødvendigvis alle petersborgensere), hvis forhold til deres egen person, omverdenen og selve eksistensen ofte er præget af netop frygt og lede. I denne bog kan man få lov til at stifte bekendtskab med disse særegne karakterer uden at blive fuldstændig overvældet. Kort sagt, Dostojevskij må og skal læses, og denne nye oversættelse af Dobbeltgængeren er ingen undtagelse, men derimod endnu et godt argument for en sådan påstand.