Forlaget Vandkunsten udgiver i begyndelsen af 2009 en dansk oversættelse af Aleksej Slapovskijs roman “De er overalt” fra 2005 (originaltitel: Oni). Romanen giver et nuanceret indblik i det aktuelle russiske samfund, i forskellige menneskers hverdagsliv, som det former sig i Putin-æraen. Handlingen forløber over få dage og er centreret om en enkelt hændelse, som kommer til at involvere en lang række personer og svært løselige problemstillinger. Hovedpersonerne er den velhavende byarkitekt Kartjin, som taber sin taske med dokumenter og penge, den 12-årige tigger Kirill som får tasken i sit skød, og den pensionerede overlærer M.M., som tilfældigvis befinder sig i nærheden. Herefter følger vi på skift Kartjin på jagt efter sine dokumenter, Kirill på flugt, M.M. i kamp mod systemet samt medlemmer af de tre hovedpersoners familier og de forskellige politifolk og advokater, der involveres.
Med forlagets tilladelse bringer vi her et uddrag fra romanens begyndelse, hvor den paranoide M.M.s tanker folder sig ud:
De er overalt
Men okkupationstilstanden er ikke blevet proklameret, principperne er ukendte. Derfor er det svært at finde ud af, hvem de er.
Man bliver nødt til at identificere dem efter deres ydre kendetegn.
M.M. går rundt på markedet og tænker sine systematiske tanker.
Okkupanter behersker ikke det besatte lands sprog, formulerer han i tankerne, ligesom han i tankerne understreger formuleringen, sådan som han engang gjorde det på papiret, først som skoleelev, senere som student, og senere igen som samfundsfagslærer på polygrafisk institut. Men i så fald er vi alle okkupanter, konkluderer han samtidig, thi alle er dårlige til at tale og endnu værre til at skrive deres modersmål, og ofte kan vi ikke engang forstå et ord af det selv.
Okkupanter ringeagter det fremmede folks sæder, skikke og kultur. Men vi ringeagter også selv vores skikke, sæder og kultur. Nogle af vores skikke er det for øvrigt ganske svært at have respekt for. Følgelig kan heller ikke dette kendetegn regnes for korrekt.
Okkupanter udplyndrer den besatte jord, besudler den, hvor de kan komme til det, og ødelægger alt, hvad de kommer i nærheden af. Igen gælder det også for os: Vi udplyndrer, besudler og ødelægger. Det gælder i øvrigt ikke kun vores land, udleder M.M. i forbifarten, men hele verden, dvs. Jorden.
Okkupanter voldtager kvinder og mishandler børn. Her må M.M. ud i nærmere overvejelser. Nogle børn bliver mishandlet, det står klart. Og kvinder bliver voldtaget, ikke kun seksuelt, men også på alle mulige andre måder. Men så vidt han har observeret, er kvinder i stadig højere grad også begyndt at voldtage mænd – igen i alle ordets betydninger. Og små børn bliver stadig mere dristige, når det gælder at tæve på voksne. Følgelig må nogle kvinder og børn selv regnes til okkupantgruppen? Dette må gennemtænkes separat.
Okkupanter er overlegne, selvtilfredse og ubehøvlede. Det er straks nemmere, her kan der skilles nogle ud. M.M., som engang i hele to år har været vicedekan for aftenskoleafdelingen, dvs. i en vis forstand en administrator, en statstjenestemand, har mere end en gang haft sine sammenstød med den øvrige embedsmandsverden og ved, at efter disse kendetegn kan næsten alle, som tjener staten, regnes til okkupanterne, thi staten selv er først og fremmest overlegen, selvtilfreds og ubehøvlet.
Okkupanter henholder sig ikke til loven men til den stærkeres ret og sanktioneret vilkårlighed. Det giver sig selv: Indbyggerne i et okkuperet land står uden for loven allerede i kraft af selve okkupationen. Men med selve magtens og lovløshedens ret er det straks mere kompliceret. Fra morgenstunden er for eksempel en eller anden hr. N. magtfuld og lovløs i forhold til sin familie. Henne på arbejdet bliver han imidlertid selv genstand for udøvelse af magt og lovløshed fra ledelsens side. Men så skal han måske et ærinde til en underordnet organisation, og igen råder vilkårligheden. På vej tilbage til arbejdet bliver han standset af en trafik-sonderkommando – og igen er det ham, der er vilkårlighedens genstand. Og sådan fortsætter det i det uendelige. Det er umuligt ikke at blive forvirret.
Oven i købet hersker der også forvirring i selve ordene og begreberne. Overfloden af udenlandske ord fører tanken hen på en intervention, en besættelse – en opmuntrende tanke: Hadet til en ydre fjende gør sjælen stærk, bragende og berettiget barsk, som den russiske vinterfrost. Der er bare den hage ved det, at det også er, som om der er nogen, der har byttet rundt på modersmålets ord. Ordet morgen virker ikke længere lyst og tillokkende, dag synes ikke klangfuldt og travlt, aften emmer ikke af urolig glæde, det er alt sammen bare blevet til døgnets fremadskriden…
Aleksej Slapovskij: De er overalt. Oversat af Tine Roesen. Vandkunsten 2009.
Aleksej Slapovskij, født 1957 i Saratov-regionen, nu bosat i Moskva, har skrevet en lang række romaner, noveller, skuespil og tv-serie-manuskripter og er en af Ruslands mest populære nulevende forfattere. Slapovskij er ikke tidligere oversat til dansk.