Tjernysjevskij og de nye mennesker

Udgivet den 29. juli 2016 af Katrine Stevnhøj

Af Thomas Petersen

Denne historie begyndte egentligt et sted på landevejen mellem det daværende Leningrad og Odessa, tiden var maj 1991, og personerne var min kone og mig samt et par russiske universitetskolleger. Vi var på vej til Toropets, beliggende midt i ægte russisk kærneland, 630 km sydøst for Leningrad og 400 km vest for Moskva, og vi var kørende i en udrangeret russisk 4-wheeler, købt i Stockholm for 500 svenske kroner. Pludselig, midt på skovstrækningen forkyndte et lille træskilt i vejsiden, at nye tider i form af privatkapitalisme også var rykket udenfor byerne. CAFE stod der på det primitive skilt, og tørstige var vi. Over døren stod med store bogstaver BAR i bedste amerikanske saloonstil. Løssluppenheden indskrænkede sig dog til en paradeudstilling af hovedsageligt tomme øldåser og spiritusflasker på barens hylder. Baren kunne dog også byde på varm the fra den elektriske samovar og så dagens ret – suppe og en slags kød-i-sovs. Ganske velsmagende i øvrigt. Men skummelt og mørkt var der trods alt i saloon`en med to borde og 10 siddepladser, samt fire ståpladser ved paradebaren.

Det mest slående var den venlige betjening, som de to unge indehavere mødte deres gæster med. De havde under de nye tiders markedsvilkår besluttet at prøve lykken med cafeer på de uendelige og øde landevejsstrækninger i Rusland. Byggematerialer og indretning bar præg af de forhåndenværende søms princip. Men optimisme, gåpåmod og rigtig iværksætter-ånd havde de rigeligt af. De var også overbeviste om, at de havde fremtiden med sig, den var strålende og lys og lovede en god indtjening. For de to ungersvende var nemlig de første, der på denne strækning havde fået den ide at tilbyde bilister et måltid mad og et sted at sunde sig på de kilometer-lange og øde vejstrækninger. – Novyje ljudi, nye mennesker, konstaterede vor medpassager Tatjana fra Leningrad – med et sigende sideblik til heltene i en berømt ungdomsroman fra 1800-tallet.

I 1862 sad nemlig en ung mand i et af Peter-Paul fæstningens fangehuller i Skt. Petersborg og dagdrømte om ”nye mennesker” og en ny samfundsorden i Rusland. Han var arresteret for samfundsfjendtlig virksomhed og ventede nu på sin dom. Ventetiden udnyttede han til at skrive en roman, der skulle skildre hans drøm om en lysende fremtid. Han kaldte den med et krævende spørgsmål ”Hvad skal der gøres?” og forsynede sin utopi om et nyt samfund med den forjættende undertitel ”Af fortællinger om nye mennesker”. Mere end et århundrede skilte den unge romanforfatter fra vore to ungersvende i cafe-skuret på landevejen mellem Leningrad og Odessa. Ideologisk var de endnu fjernere fra hinanden, men de havde drømmen om et bedre samfund og en lysende fremtid tilfælles. Forfatteren i fangehullet hed Nikolaj Gavrilovitj Tjernysjevskij, og i det følgende skal der gives et rids af baggrunden for hans dagdrømme.

Narodnik-bevægelsen, som Tjernysjevskij var en af stamfædrene til, var i ideologisk henseende et forsøg på at finde særlige og egenartede veje for Ruslands sociale udvikling. Bevægelsen så folket – narod – og det betød først og fremmest bondebefolkningen, som det grundlæggende råstof i en sådan proces. Tilhængerne, narodnikkerne, på dansk ofte kaldet populister, troede på Ruslands særegne muligheder for at nå en socialistisk samfundsorden uden at skulle gennemgå de samme faser i sin samfundsøkonomiske udvikling, som havde karakteriseret de udviklede kapitalistiske lande. Narodnikkerne var overbeviste om, at de havde både ret og pligt til at stille sig i spidsen for denne særlige udviklingsproces. Set i det lys kan denne proces betragtes som en særlig socialistisk variant af Den russiske Idé, der i 1800-tallets russiske idehistorie fik så mange, bl.a. religiøse, ansigter. Det empiriske grundlag, som narodnikkerne baserede deres tanker på, var på den ene side den kendsgerning, at bønderne i 1800-tallets Rusland udgjorde en så uforholdsmæssig stor del af den samlede befolkning (ca. 80%), og på den anden side, at landsbyfællesskabet endnu i 1860´ erne var så godt som uberørt af kapitalistiske produktionsmetoder.

Mens de oppositionelle bevægelser i århundredets første halvdel, som f.eks. Dekabristerne i 1825, så godt som udelukkende var domineret af mennesker, der havde deres sociale oprindelse i adelen, var narodnik-bevægelsen kendetegnet af folk med en yderst forskellig social baggrund. De var sønner og døtre af håndværkere, småhandlende, embedsmænd, gejstlige eller fallerede godsejere. Under et har litteraturen sammenfattet denne i social henseende yderst heterogent sammensatte gruppe under betegnelsen rasnotjintsy (af rasnyj: forskellig og tjin: rang). Det, der knyttede dem sammen socialt, var, at de enten havde fået en eller anden uddannelse, at de var i færd med en sådan, eller at de var blevet relegeret fra en uddannelsesinstitution. Ideologisk var de forenet i stærke følelser for og forpligtelse til at gøre noget for det nødlidende folk, narod.

Aleksander Ivanovitj Herzen (1812-70) var narodnik-bevægelsens åndelige stamfader. Han havde o. 1850 formuleret det teoretiske grundlag for den ved at pege på det russiske landsbyfællesskab som et realistisk udgangspunkt for den fremtidige broderskabets og lighedens verden, som Rusland efter hans mening kunne nå ved at gå sin egen ikke-kapitalistiske vej (samobytnym putjom). – Bonden er fremtidens menneske i Rusland, på samme måde som arbejderen er det i Frankrig, mente Herzen. Det grundlag, som Herzen hermed havde skabt, blev i 1860´erne videreudviklet af Nikolaj Gavrilovitj Tjernysjevskij (1828-89). Han var præstesøn fra Saratov, med andre ord en typisk rasnotjinets. Ligesom faderen gennemgik han præsteseminariet i hjembyen, før han påbegyndte et filosofistudium i Skt. Petersborg. Fra 1854 var han medarbejder ved det samfundspolitiske og litterære tidsskrift ”Sovremennik”, og i perioden 1856-62 var han en af dets redaktører.

Tjernysjevskij havde i begyndelsen af sin publicistiske virksomhed beskæftiget sig med æstetiske og litteraturkritiske emner. Omkring 1857 kom han til den erkendelse, at tidens mest brændende problemer lå på det sociale og økonomiske område. Bondeproblemet var efter det katastrofale nederlag i Krim-krigen blevet akut – en situation, som selv tsarregeringen nu åbent erkendte ved at sætte et forberedende reformarbejde i gang. Tjernysjevskij kastede sig med brændende iver ind i den samfundsdebat, som også var en del af reformarbejdet. Efter først at have hilst livegenskabets ophævelse velkommen endte han med at vende den ryggen, da han så reformens halvhjertede realisering. Bittert gjorde han bønderne opmærksom på, at når alt kom til alt var godsejernes og tsarens interesser sammenfaldende. I 1861 skrev han bl.a.: – Hvad er han (dvs. tsaren, TP) selv for én, om ikke på samme måde en godsejer? — I er godsejerens livegne, men godsejerne er tsarens tjenere, han er deres godsejer. Det vil sige, er eet og det samme. Og I skal vide, at en hund æder ikke en anden hund. Altså, også tsaren står på godsejernes side.

Tjernysjevskij var enig med Herzen i det grundsynspunkt. At den russiske landsby kunne danne grundstammen i et nyt samfund. På den anden side havde han et mere dynamisk syn på landsbyfællesskabet, idet han ikke som Herzen opfattede det som noget specielt russisk. Tværtimod mente han, at det blot havde overlevet her som følge af Ruslands generelle økonomiske tilbageståenhed i forhold til Vesteuropa. Tjernysjevskij bebrejdede endvidere sin ældre kollega, at denne ikke så sig i stand til at støtte et konkret, radikalt og revolutionært handlingsprogram på trods af, at han i øvrigt udtrykte klageråb over de herskende tilstande i Rusland. På sine ældre dage hældede Herzen nemlig mere og mere til den anskuelse, at den kommende omvæltning kunne blive fredelig – et synspunkt, som Tjernysjevskij kategorisk afviste som naivt og romantisk.

Sine tanker om et fremtidigt socialistisk samfund havde Tjernysjevskij i overvejende grad hentet hos den franske utopiske socialist Charles Fourier (1772-1837), der ud fra troen på menneskets oprindelige godhed ønskede at skabe samfundsformer, som gav individet mulighed for at udfolde sine følelser og drifter på sund og naturlig vis. Det var det kapitalistiske samfund, som begrænsede menneskets inderste natur og dermed frembragte de modsætninger, der skabte ondskab og konflikter mellem menneskene. Målet var derfor at konstruere et samfund, hvor disse modsætninger var afskaffet. Midlet skulle være oprettelse af en række produktionsfællesskaber, som Fourier kaldte phalansteres, og som skulle bestå af 800-2000 mennesker. I dem skulle arbejde, kapital og intelligens indgå i et nært samarbejde. Størrelsen på disse produktionsfællesskaber skulle sikre mangfoldighed, således at alle drifter og følelser var repræsenteret i hver falanstere. Medlemmerne skulle skiftes til de forskellige arbejdsopgaver, og den enkelte aflønnes efter det samlede produktionsresultat. Således ville man opnå lighed, frihed og større velstand.

Det er denne utopi, som Tjernysjevskij i fiktiv form gav kød og blod i sin roman ”Hvad skal der gøres?”. Den blev natbordslæsning for en generation af unge russere, der søgte en bedre fremtid for deres land, og som kom til at præge de flg. årtiers revolutionære bevægelser. Romanen var tænkt som et opgør med æstetikken og som en præsentation af en ny og nyttig brugslitteratur, der kunne være våben i den revolutionære kamp. Det skønne udgjordes af selve livet, og en reproduktion af dette liv var kunstens fornemste opgave. I romanen gav forfatteren en detaljeret anvisning på, hvordan man under tsarismens vilkår og på trods af dem kunne etablere kollektive arbejdsgrupper og kooperative værksteder. Dens personer var rene, uselviske og hærdet til kamp. De blev strålende og tilbedte forbilleder for den radikale del af intelligentsia´en. Det gjaldt f.eks. den kvindelige hovedperson, Vera, der opretter en kooperativ forening af syersker, og det gjaldt ikke mindst en anden af hovedpersonerne, Rakhetov, som blev prototypen på en revolutionær, der med Stender-Petersens ord ”til trods for sin adelige oprindelse kun lever for revolutionen og af hensyn til denne fører et helt igennem asketisk liv, hvilket blandt andet ytrer sig i, at han prøver at sove på en søm-strittende filtmadras og giver afkald på den elskede kvinde, – uden dog at kunne opgive sin passionerede kærlighed til cigarer”.

Uanset hvad man mener om romanens litterære kvaliteter, kommer man ikke uden om, at den fik varig betydning på flere forskellige niveauer. En bogs litterære kvalitet afhænger vel i sidste ende af de kriterier, man opstiller som konstituerende for god litteratur samt, hvorvidt bogen opfylder disse kriterier. Som brugsbog blev den rettesnor for generationer af oppositionelle til den herskende samfundsorden. Dens nøglepersoner levede til fulde op til de jesuitiske krav, Lenin stillede til en heltidsrevolutionær. Litterært blev Tjernysjevskijs romanfigurer rollemodel for den positive helt, der på godt og ondt skulle komme til at præge sovjettidens socialistiske realisme. Og sidst men ikke mindst skal man ikke overse den betydning, bogen har haft for udformningen af en række af Turgenevs, Gontjarovs og Dostojevskijs nihilistiske, radikalistiske og socialistiske figurer, som allerede Stender-Petersen påpegede i sin litteraturhistorie. En bog som eksempelvis ”Onde ånder” af Dostojevskij er uden tvivl en direkte litterær reaktion på ”Hvad skal der gøres”.

Udgivet i Artikler | Tagget | Skriv en kommentar

Den gode oversættelse

Udgivet den 29. april 2016 af Katrine Stevnhøj

Af René Wad Andersen

Teorien og den svære kunst

Så lang tid man har oversat, har man forsøgt at beskrive, hvad der foregår, når en tekst overføres fra et sprog til et andet, og man har forsøgt at sætte mål for, hvad en god oversættelse er. Hvad disse to aspekter af oversættelsesprocessen – det deskriptive og normative – består af, har vi sikkert alle en mere eller mindre bevidst fornemmelse af. Man sidder med en tekst, der er af en bestemt karakter: nyere eller ældre, med talesprog eller skriftsprog, lyrisk eller prosaisk, humoristisk eller alvorlig, juridisk, fagspecifik, merkantil, videnskabelig, publicistisk eller skønlitterær. Man behøver ikke at have set på teksten i særlig lang tid, før man har dannet sig et indtryk af, hvilken “tone”, der er slået an. Dette indtryk er med til at danne den måde, man skriver og oversætter på.

Hvad angår den mere eller mindre veldefinerede videnskab, der kaldes oversættelsesteori, så viser det første problem sig allerede hér. Nemlig det, at tekster er forskellige. Man oversætter jo et bestemt lands grundlov på en hel anden måde, end man oversætter et digt. En grundlov er skrevet i en tør og entydig stil, og der er helt bestemte regler for, hvordan man formulerer sig. Et digt kan også være skrevet som en grundlovsparagraf, men er det som oftest ikke. Her er sproget typisk levende og ekspressivt, og ordenes “aftryk” på læseren beror på den betydningsaura, der omgiver ordet. Ordets centrale betydning – denotation – fortrænges, bliver skudt ud i periferien af alle de øvrige associationer, ordet giver (dvs. konnotation), og disse indtager så den centrale position. Derudover skal man tænke på rim og rytme, ordklange, ja selv grafiske elementer gør sig indimellem gældende. Et digts “mening” ligger et sted over, under eller mellem ordene, en grundlovs derimod i og med ordene. Man foretager altså vidt forskellige prioriteringer alt efter, hvilken form for tekst, der er tale om, man tænker på forskellige planer.

Når man oversætter, er man altså ude for alt mellem himmel og jord, og dét er måske oversættelsesteoriens største problem. For når den forsøger at beskrive alle aspekter af oversættelsesprocessen på en gang, så bliver den ofte overfladisk eller forsimplet. Og når den går ned i specifikke problemstillinger, bliver den mangelfuld. Der findes ikke nogen beskrivelsesmodel, der på én gang er altomfavnende og konkret. Og fandtes den, ja, så var diskussionen om den gode oversættelse naturligvis ophørt, og man havde taget den givne model i brug. Men diskussionen fortsætter, og det pudsige ved den er, at det er nøjagtigt de samme problemstillinger, man har skændtes om de sidste 2000 år. Men ud over at det er pudsigt, vidner det naturligvis også om, at problemerne er af fundamental karakter, og at en løsning ikke synes lige om hjørnet.

De 12 umulige bud

Selv om diskussionen i det 20. årh. er blevet mindre “essayistisk” og mere videnskabelig (i takt med lingvistikkens fremtrængen), så er det stadig en række grundlæggende problemer, der gør sig gældende. Sprogforskeren Th. Savory opsummerer dem, ikke uden humor, i nedenstående tolv, til hudløshed citerede punkter, der forklarer, hvorfor oversættere i hele verden plages af kronisk dårlig samvittighed. Savory kalder disse seks antitetiske par for “a volume of confused thought which must be hard to parallel in other fields of literature”:

1. En oversættelse skal gengive originalens ord.

2. En oversættelse skal gengive originalens idéindhold.

3. En oversættelse skal lyde som en original.

4. En oversættelse skal lyde som en oversættelse.

5. En oversættelse skal afspejle originalens stil.

6. En oversættelse skal være præget af oversætterens stil.

7. En oversættelse skal virke samtidig med originalen.

8. En oversættelse skal virke samtidig med oversætteren.

9. En oversættelse må lægge til og trække fra originalen.

10. En oversættelse må under ingen omstændigheder lægge til og trække fra originalen.

11. En oversættelse af vers skal være på prosa.

12. En oversættelse af vers skal være på vers. (1)

Formel og dynamisk ækvivalens

Det giver sig selv, at ingen oversættelse tilfredsstiller samtlige punkter. Fælles for dem er, at de alle afspejler sider af det måske nok vigtigste begreb inden for oversættelsesteorien – ækvivalens. Ækvivalens betyder, at kildesprogstekst og målsprogstekst har samme værdi, og ækvivalens er det, oversætteren stræber mod i sit arbejde. Men hermed er der egentlig ikke sagt noget væsentligt. Med ovenstående tolv punkter in mente kan man nemlig sagtens argumentere for ækvivalens både i det tilfælde, hvor oversætteren indretter sit sprog efter kildesprogsteksten (punkt 3) og i det tilfælde, hvor der tages udgangspunkt i de midler, der er til rådighed på målsproget (punkt 4). Gør man det første, dvs. skaber størst mulig overensstemmelse i forhold til budskabets form og indhold, taler man om formel ækvivalens. Omvendt bruger man dynamisk ækvivalens om det forhold, at målteksten skal have samme virkning på målsprogslæseren, som kildeteksten har på kildesprogslæseren. Et genialt eksempel på dynamisk ækvivalens finder vi i Johannes V. Jensens oversættelse af Shakespeares “Hamlet”, hvor Hamlet et sted siger til Ophelia:

“Get thee to a nunnery.”

Replikken virker på overfladen tilforladelig – “Ophelia, tag i kloster” – men replikkens skarphed kommer kun til syne, hvis man ved, at “nunnery” på Shakespeares tid både betød “kloster” og “bordel” (slang). Vil man være tro over for originalen i forhold til dens form og indhold, er man således tvunget til at benytte sig af en af de to betydninger, der er til rådighed på dansk. Hvis man derimod vil skabe den samme virkning på læseren, er det mindre væsentligt, om man holder sig til ordene, som de står. Johannes V. Jensen fandt frem til denne løsning:

“Ophelia, gå i Klosterstræde.”

På hans var Klosterstræde i København nemlig et luderkvarter. Hermed er der skabt dynamisk ækvivalens, selv om der i den oversatte replik hverken står “kloster” eller “bordel”. (2)

Uoversættelighedsteorien

Begrebet ækvivalens har altid eksisteret i praksis, men fik først sit navn i 1950-erne. Det skete samtidig med den i sprogfilosofien begyndende erkendelse af, at sproget ikke bare er menneskets redskab, noget uden for mennesket, men derimod en konstituerende del af det. Verden er ikke andet, end hvad der er indeholdt i sproget. Og hvilken verden, der tegner sig i sproget, er langt fra den samme over hele kloden. Det, at ethvert sprog er uløseligt knyttet til sprogets kultur, dannede grundlaget for de amerikanske sprogforskere Edward Sapir (1884-1939) og Benjamin Lee Whorfs (1897-1941) tese om, at oversættelse i princippet er umuligt. Sapir-Whorf-tesen baserede sig i hovedsagen på en sammenligning mellem hopi-indianernes sprog, hvor alle sagsforhold opfattes som proces og udtrykkes med verber, og engelsk, der som alle indoeuropæiske sprog udtrykker sagsforhold nominalt, dvs. med substantive udtryk. Men uoversættelighedsteorien har kun berettigelse, hvis man som Sapir og Whorf betragter oversættelse som gengivelse af indholdet i streng tilknytning til formen, ikke som en kommunikativ akt, som det jo til trods for sprogenes specifikke strukturer er muligt at reformulere på et andet sprog.

Sapirs og Whorfs største fortjeneste var konstateringen af, at der på grund af sprogenes kulturelle bundethed er tale om et betydeligt tab ved oversættelse fra ét sprog til et andet. Oversættelsesteorien begrænsede sig ikke kun til at anskue problemerne omkring ord vs. sætning, kildesprog vs. målsprog, forfatter vs. oversætter, men bevægede sig op på et makro-plan: fra ord til syntagme til sætning til afsnit til tekst, og herfra videre til den ikke-sproglige sammenhæng. Dette sidste, den ikke-sproglige virkelighed bag det sproglige budskab (jf. Hamlet-replikken), behandles i forskellige værker under de mest brogede betegnelser: virkelighed, kohærens, realia, kultur, ekstra-lingvistiske faktorer, diskurs m. fl., men betegner altså det samme fænomen.

Hvis man har en konkret oversættelsesopgave, kan det virke besynderligt at skulle tænke ækvivalens på tekst-plan eller virkeligheds-plan. For selv om man kan have dannet sig en mening om, hvad hensigten med teksten som helhed er, så bliver den jo ikke automatisk oversat af den grund. Forude ligger stadig et konkret og detaljeret arbejde. Men ækvivalens på tekst-plan er som abstraktion betragtet vigtig som forudsætning for at skabe konsekvens i oversættelsen, og det har dermed også betydning for de konkrete valg, man foretager i løbet af oversættelsesprocessen.

Den denotative model

Imidlertid er det dog ofte muligt uden videre at finde et ord på målsproget, der svarer til ordet på kildesproget. Til trods for landenes kulturelle og sprogenes strukturelle forskelligheder er der en lang række ord, der helt eller delvist betegner den samme betydning i begge sprog. Som nævnt ovenfor afspejler allehånde beskrivelsesmodeller syn på, hvad der foregår, når man oversætter. Den simpleste af disse beskriver netop det forhold, at der til enhver foreteelse i den menneskelige virkelighed knytter sig en betegnelse, et ord, der dækker det. Modellen, den denotative model, forudsætter, at den virkelighed, sprogene afspejler, er ens for alle sprogsamfund. Således består oversætterens opgave i at tage ordene fra kildeteksten og, ud fra deres betydning i kildesproget, kopiere dem med tilsvarende ord fra målsproget. Tanken bag den denotative model går tilbage til den franske filosof René Descartes’ (1596-1650) forestilling om en “talnøgle” baseret på latin, efter hvilken hvert ord fik et nummer, således at man hurtigt og nemt ville kunne kommunikere via talrækker. I de tilfælde, hvor der ikke findes et adækvat ord på målsproget, tillader den denotative model muligheder for translitteration (rus. samovar -> da. samovar), omskrivning (rus. samovar -> da. temaskine) eller forklaring (rus. samovar -> da. keramisk kedel til opvarmning af tevand). Hovedbegrebet i denne model, denotatet, er nemlig en abstrakt forestilling, som ikke nødvendigvis skal bestå af et konkret ord. Et denotat er blot en beskrivelse i videste forstand, det være sig et konkret ord eller en forklarende meddelelse.

Men ofte kan et forhold i kildeteksten oversættes med forskellige ord i målteksten, og hvad der bestemmer valget, er nogle gange et spørgsmål om, hvad der “lyder bedst”, andre gange er det konteksten, eller situationen, der afgør det. Den denotative model ser nok på den omgivende virkelighed, men ikke på den virkelighed, der ligger i selve teksten. Ækvivalensen mellem to tekster er derfor ikke nødvendigvis sikret. Lighed mellem de enkelte denotater i tekst og oversættelse er ikke ensbetydende med ækvivalens på tekst-plan.

Transformationsmodellen

Den denotative model beskæftiger sig heller ikke med baggrunden for valget af sproglige midler (grammatiske, stilistiske) i såvel kilde- som måltekst, altså teksternes formelle side. Det gør derimod en anden, den såkaldte transformationsmodel (også kaldet den generative model). Ideen bag den udspringer af transformationsgrammatikken, der blev introduceret med Noam Chomskys værk “Syntaktiske strukturer” (1957). Heri gjorde Chomsky sig til talsmand for, at der er noget fælles ved alle sprog, nogle forhold hvad angår indholdet, som altid beskrives, om end med forskellige (syntaktiske) midler. Dette fællestræk kaldte han for sprogets “dybdestruktur”. Over for dette står “overfladestrukturen”, indholdets konkrete realisering. Sætningerne “Drengen læser bogen” og “Bogen læses af drengen” har forskellig overfladestruktur, men samme dybdestruktur. I sproget, mente Chomsky, hersker der en sum af måder at udtrykke sig på, som danner udgangspunkt for de forskelligste variationer over den samme syntaktiske betydning. Disse grundlæggende udtryksmåder kalder han for “kernestrukturer”, og variationerne over disse er “transformer”. “Drengen læser bogen” er en kernestruktur, mens “Bogen læses af drengen” er en transform (andre transformer: “Bogen bliver læst af drengen”, “Drengens læsning af bogen” etc.).

Transformationsmodellen inden for oversættelse tager udgangspunkt i, at det er muligt at omdanne, eller transformere kildetekstens udsagn til kernestrukturer, som derefter overføres til tilsvarende ditto på målsproget. Herefter “samles” de abstrakte kernestrukturer i konkrete (overflade-) strukturer, alt efter de muligheder, der foreligger på målsproget. Der er altså her tale om et konkret redskab, der kan tages i brug ved oversættelse, og der er ingen tvivl om, at det er et meget udbredt middel. Traditionelt udleder transformationsmodellen fire “greb” til brug ved oversættelse: 1) omplacering, dvs. ændring af ledstillingen; 2) erstatning, herunder erstatning af ordformer, ordklasser, sætningsled, leksika (konkretisering/generalisering) samt kompensation, dvs. hvis det ikke har været muligt at oversætte noget – et ord, stilistisk træk m. fl. – ét sted, så kan man indføje det et andet sted; 3) tilføjelse, dvs. oversættelse af ét ord med to eller flere ord; 4) udeladelse, dvs. oversættelse af to eller flere ord med ét ord. Transformation er givetvis en meget aktiv metode ved oversættelse, og generelt er det en god metode til at fordybe sig i de strukturelle forskelle mellem sprogene.

Men transformation er langt fra det eneste, der foregår, når der oversættes, hvorfor modellen ikke fungerer som beskrivelsesmodel. Den tager kun højde for den formelle side af en tekst og ignorerer såvel betydningsstrukturer som den kontekst, der bestemmer valgene, samt den ikke-sproglige virkelighed bag det sproglige budskab. Endelig kan man også sætte spørgsmålstegn ved transformation, omdannelse af transformer til kernestrukturer, som redskab i de tilfælde, hvor man ikke har forstået et udsagn. Hvordan skulle man kunne transformere, dvs. i praksis forenkle, udtryk, der ikke uden videre lader sig oversætte til dansk, til en kernestruktur, hvis man ikke ved, hvad udtrykket betyder? Og ydermere: risikerer man ikke at “tæmme” en tekst i stilistisk henseende ved at forenkle den? Redskabet synes ikke helt ufarligt, hvis man ikke har det nødvendige overblik over de syntaktiske muligheder, der er indeholdt i sproget, specielt det, man oversætter fra.

Den semantiske model

Som en slags opposition til transformationsmodellen står den semantiske model, der som antydet beskæftiger sig med en teksts indholdsplan. Her er ideen, at man når frem til den rette oversættelse ved hjælp af semantisk analyse. Hvert eneste ord består af en række betydningselementer, kaldet semer. Antallet er i princippet uendeligt, da der til et ords betydning ikke kun hører, hvad det positivt set betyder, men også hvad det ikke betyder. Således kan man forbinde det danske ord “student” med semer som “gymnasiast”, “menneske”, “studentereksamen”, “ikke voksen”, “hankøn”, “hunkøn”, “ikke lærer” m. fl. Set i forhold til ordene “studine” og “studerende” er der tale om en vis konflikt, da der er forskel på, hvad der menes med student i forskellige kredse (hvor “student” og “studerende” kan være synonymer) og til forskellige tider (tidligere skelnedes mellem “student” og “studine”). Ved oversættelse tager man så de relevante semer i kildesprogsordet og finder et ord i målsproget, der har det størst mulige antal semer til fælles med kildesprogsordet. I tilfældet “student” (som dimittend ved gymnasiet) viser det sig ved oversættelse til russisk utilstrækkeligt at bruge ordet “student”, der nok indeholder semerne “menneske”, “ikke lærer” og “hankøn”, men ikke “gymnasiast”, “hunkøn”, “ikke voksen”. “Student” svarer mere til det danske “studerende”, mens det danske “student” på russisk er en “utjasjijsja”, der implicerer semet “ikke højere læreranstalt”. Den semantiske analyse er også brugbar i forhold til ordets formelle side, da morfemer jo også betyder noget, dvs. er omgivet af betydningselementer, semer. F. eks. er ordet “student” knyttet til semet “ental” og “ubestemthed”, ordet “studenterne” til “flertal” og “bestemthed”. Således forholder den semantiske model sig til såvel det formelle som indholdsmæssige plan. Men ligesom ved transformationsmodellen bliver såvel konteksten som den ikke-sproglige virkelighed ladt i stikken.

Summa summarum

Som det fremgår af denne grove fremstilling af de ovenstående tre eksempler på beskrivelser af oversættelsesprocessen, dækker ingen af dem alle elementer. For overskuelighedens skyld kan de tre modeller indtegnes i følgende skema:

At beskæftige sig med oversættelsesteori kan til tider efterlade en med en lidt hul følelse, da teorien adskiller sig kraftigt fra det praktiske oversættelsesarbejde. Man arbejder jo ikke udelukkende efter den ene eller den anden model. Men oversættelsesteorien griber alligevel ind i det praktiske arbejde. For enhver tekst er jo til for et eller andet, har en funktion, er bevidst. Og det giver sig selv, at en oversættelse derfor også må være det. Oversættelsesteorien kan hjælpe en til at forklare, hvilket valg man skal træffe i en konkret situation og hvorfor. Man bliver mere bevidst om, hvad man foretager sig, og oversættelsen bliver derfor mere konsekvent.

“Den gode oversættelse” vil for altid henstå som et uafklaret ideal, enhver har sit, og alle oversætter på hver sin måde. Men kan oversættelsesteorien hjælpe til med at mindske antallet af tilfældigheder i oversættelsesarbejdet, så har den allerede vist sin eksistensberettigelse.

Noter

1. Th. H. Savory: The Art of Translation. London 1957, pp. 48-49.

2. Eksemplet er taget fra Oversættelseshåndbogen. Munksgaard, 1994, p. 41.

Materiale:

På dansk foreligger der besynderligt nok kun et meget sparsomt materiale, der behandler oversættelsesteori. Men for den interesserede udkom der for nogle år siden et fint værk, der allerede er blevet en klassiker og et must på enhver oversætterhylde med respekt for sig selv: Oversættelseshåndbogen. Redigeret af Viggo Hjørnager Petersen og Niels Krogh-Hansen. Munksgaards Sprogserie. Munksgaard, 1994.

På norsk foreligger bogen ”Fra Hieronymus til hypertekst. Oversettelse i teori og praksis” af Per Qvale. Også meget anbefalelsesværdig.

Derudover er der anvendt uddrag fra:

V. N. Komissarov: Slovo o perevode. Moskva, 1973.

Readings in Translation Theory. Edited by Andrew Chesterman. Finn Lectura Ab. Finland, 1989.

Ovenstående skema er Dmitri Popovs idé.

Udgivet i Artikler | Tagget | Skriv en kommentar

Dystopiens ærinde – en overdreven dommedagsprofeti?

Udgivet den 29. januar 2016 af Katrine Stevnhøj

– En let indføring i dystopiens univers

Af Mette Bærbach

Denne artikel handler om den dystopiske tradition i russisk litteratur. Jeg bruger her ordet tradition bevidst. Traditioner repræsenterer værdier, som mennesker ønsker at bevare og videreføre, da de siger noget om, hvem menneskene er. Traditionerne er med andre ord bærere af menneskenes værdier gennem generationerne. Men hvad har det med dystopier og russisk litteratur at gøre? Jo, utopien og dens senere undergenre, dystopien, handler om menneskelige værdier mere end noget andet. Den er et redskab til bevidstgørelse af elementer i det samfund, som mennesker lever i. Det kan være tendenser i samfundet, som er på vej i den gale retning, eller det kan være bud på, hvordan vi kunne indrettet vores samfund endnu bedre.

Den bedste og den værst tænkelige af alle verdener
Peter Thielst skriver i Den bedste af alle verdener(1), at utopisk tænkning er svær at bestemme. Utopien kan ikke bestemmes som et politisk fænomen, da den i sin natur har for lidt relation med virkeligheden. Den indtager ingen bemærkelsesværdig position i filosofihistorien, men henvises til litteraturhistorien, hvor den dog heller ikke synes at høre helt hjemme. Ordet utopi bruges første gang af Thomas More i 1516, hvor han i sit værk Utopia giver sit bud på indretningen af et idealsamfund. Utopibegrebet er i sin bredeste definition et udtryk for stræben mod et endegyldigt ideal, ofte konkretiseret som en idealstat.

Med overgangen til det tyvende århundrede sker en markant ændring inden for utopisk tænkning. Dystopien træder ind på scene med den værst tænkelige af alle verdener, hvor mennesket er undertrykt, depraveret og lever under umenneskelige vilkår. Størstedelen af dystopierne skrives i England og har form af litterære fremtidsromaner, hvor den fremtidige by skildres fra negativ synsvinkel. H.G. Wells skriver i 1894 Time Machine, Anatole France følger i 1909 med Penguin Island. Så kommer Zamjatin med Vi, udgivet i 1929, og Huxley med Fagre Nye Verden fra 1932. Ayn Rand skrev i 1934 Anthem. Efterkrigstiden bringer os Franz Werfels roman The star of the Unborn i 1946. Huxley skriver endnu en dystopi i 1948, Ape and Essence, og Orwell udgiver i 1949 romanen 1984. I 1954 Skriver Ray Bradbury Fahrenheit 451, og i 1959 vender Huxley tilbage med nye iagttagelser i Gensyn med Fagre Nye Verden.

Richard Gerber udlægger i Utopian fantasy(2) en teori om, at det er videnskabens landvindinger og den store befolkningstilvækst i byerne sidst i det nittende århundrede, som har inspireret til ændringen fra utopi til dystopi. Ved at se nærmere på dystopierne i første halvdel af det tyvende århundrede opdager man, at videnskab og teknologi så at sige er uden restriktioner, og at de dominerer menneskeheden. Teknologien spiller en afgørende rolle for de sociale strukturer på den måde, at industrialismen medfører massebefolkning, som igen medfører social organisation. Denne organisation sørger for, at befolkningen stabiliseres kunstigt, hvorved det gælder, at jo større befolkningstal, jo mindre betydning har individet. Massen fungerer som et socialt organ, som udgør hele menneskeheden, mens det enkelte menneske er uden værdi.

Netop menneskets opløsning i masserne er kendetegnende for dystopierne, og her pointerer Gerber netop, at det er teknologiske fremskridt og de store befolkningsmasser, der adskiller moderne dystopier fra de klassiske utopier. Denne pointe illustreres af eksempelvis Zamjatins, Huxleys og Orwells dystopier, som alle omhandler storbyen og massebefolkningen. 
Dystopierne kan således kategoriseres som fremtidsbilleder på skadelige tendenser i samtiden. Hvor totalitære, kollektivistiske og socialistiske tendenser blot kan identificeres i den klassiske utopiske tradition, gør de sig i den grad gældende i dystopierne, at det kan konkluderes, at dystopiernes hovedærinde er at kritisere og advare mod tendenserne.

Både utopier og dystopier er tænkt og skrevet som kritikker af det eksisterende samfund. For at belyse dette kan vi tage to eksempler fra den russiske litteraturhistorie: Nikolaj Tjernysjevskijs Hvad bør der gøres? (skrevet i 1862) og Evgenij Zamjatins Vi (skrevet i 1920). I Hvad bør der gøres? lader Tjernysjevskij hovedpersonen drømme om et idéelt samfund. I drømmen udmales et samfund funderet i økonomiske kooperativer, som står som et alternativ til zarvældet i Tjernysjevskijs samtid. Ved eksemplets magt viser forfatteren, hvordan hovedpersonen, Vera Pavlovna, opretter et kooperativ for syersker, og hvordan romanens positive helt, Rakhetov, stiller sit liv til fuldstændig rådighed for revolutionen. Romanens virkningshistorie blev, at Dostojevskij og Lenin lod sig henholdsvis provokere og inspirere af Hvad bør der gøres? Når du læser Dostojevskijs Kældermennesket (1864), så hav Tjernysjevskij i tankerne. Inspireret af Tjernysjevskij forfattede Lenin sit politiske skrift kaldet Hvad bør der gøres? (1902), som opfordrede til dannelsen af et revolutionært parti til netop at styrke arbejderklassens indsats. Vi ser her, hvordan den litterære samfundsutopi kan være incitament til en revolutionær demokratisk bevægelse.

Hvor Tjernysjevskij har et positivt fremtidssyn og bruger sin utopi konstruktivt som det gode og inspirerende eksempel, bruger Zamjatin med Vi dystopien som et skræmmeeksempel. Også hans dystopi er udledt af tendenser, han ser i sin samtid, men her tjener eksemplet som advarsel. “Hvis vi fortsætter ad denne vej, får vi dette resultat,” synes Zamjatins hovedbudskab at være. Vi handler om et totalitært og på alle måder ensrettet samfund, hvor der er sket en omfattende atomisering og en reduktion af individet:

Vi er hensat i en fjern fremtid tusind år fra det tyvende århundrede. Den civiliserede verden regeres af et totalitært styre, som slet og ret kalder sig Den Ene Stat. Indbyggerne i Den Ene Stat har alle numre i stedet for navne, og deres hverdag er styret af en lovtavle, som regulerer alle numres bevægelser og handlinger. Alle numre står op og går i seng på samme klokkeslæt, som om millioner af mennesker var ét væsen.

I romanens univers har Den Ene Stat den totale magt over dens indbyggere. For ikke at numrene i staten skal slå sig sammen og skabe oprør, har den Ene Stat iværksat et omfattende system, som forebygger, at numrene danner sammenslutninger eller blot nære relationer, hvor oprørske tanker mod staten kan udveksles. De sociale relationer i Vi er karakteriseret ved en række elementer, der tilsammen har til formål at fremmedgøre individet fra dets omgivelser. Disse elementer er blandt andet statslig kontrol med reproduktionen og det seksuelle samliv og overvågning og gensidig angivelse blandt befolkningen. Der opfordres gennem propagandaen til at frasige sig sin individualitet og dyrke kollektiviteten.

Overvågning og kontrol og en stat, der fortæller, hvordan dens inbyggere skal tænke, leder tanken hen på befolkningens vilkår i de første årtier af sovjettiden. Der var i disse årtier en streng kontrol og censur af bl.a. forfatternes virke, som udmøntede sig i den socialistiske realisme i 1930’erne, hvor forfatterne blev pålagt at male glansbilleder af det sovjettiske samfund. Zamjatin så tendenserne allerede i regimets spæde år, og fremkomsten af Vi var et forsøg på at vise, hvor vejen, man valgte at følge, rent faktisk førte hen. Vi blev læst op på Forfatterkongressen i 1921, men faldt umiddelbart herefter for censuren. Den blev dog senere udgivet i Europa i 1929, hvor den kom i oversættelse før den russiske udgave.

Overdrivelse fremmer forståelsen
Belyst med Zamjatin ser vi, at dystopien ”går hele vejen” med en samfundstendens. Den viser os, hvor galt det kan gå, hvis tendenserne dyrkes kritikløst. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og faktisk kan vi sige, at overdrivelsen er essentiel for dystopiens ærinde.

Overdrivelsen ser vi f.eks. i de to klassiske engelske dystopier: Aldous Huxleys Fagre Nye Verden (udgivet i 1932) og Geroge Orwells 1984 (udgivet i 1949). I Fagre Nye Verden føres samtidens dominerende idéer om racerenhed og perfekte mennesker ud i deres yderste konsekvens med reagensglasbørn inddelt i et kastesystem, og i 1984 bliver socialismens, fascismens og nazismens kontrol, ensretning og undertrykkelse af befolkningen illustreret i et overvågningssamfund, hvor Big Brother ser alt.
Men hvorfor er overdrivelsen essentiel netop i dystopien? Fordi selv om tendenserne er der lige foran os i vores samtid, ser vi dem ikke klart, for vi er midt i dem. Men når de blæses op og forvrænges i overdrivelsen, kan vi tale om dem på en måde, så vi ikke står midt i det. Overdrivelsen hjælper os til at træde et skridt tilbage, og i ly af fiktionen kan parallellerne til vores samfund diskuteres, uden det bliver for farligt eller kommer for tæt på. Netop i kraft af overdrivelsen kan dystopien fungere, som det wake up call, som det er tænkt som.

Samtidsromanen – nu med advarsel
Dystopien kan således kategoriseres som et forvrænget billede, hvor samtidens tendenser forstørres og dermed anskueliggøres. Et af de sidste skud på stammen er Vladimir Sorokins En opritjniks dag, som i 2009 udkom på dansk. Vi følger en højtstående embedsmand i et totalitært Rusland anno 2027 og præsenteres for en dagligdag gennemsyret af religiøse ritualer, kritikløs udførelse af ordrer og hengivelse til perverterede nydelser og afstumpede voldsorgier. Ikke lige det man ønsker for sine børn.

Samtidens tendenser ser vi klart hos Sorokin: Kina er den nye magtfaktor i verdensordenen, mens Europa ligger i ruiner. Imellem disse er Rusland, som i 2027 er blevet en politistat, som ledes af de ”ultranationalister”, som i vores samtid får mere og mere at skulle have sagt i Rusland. Ifølge Sorokin vil Ruslands aktuelle isolation fra Vesten føre til en samfundsmæssig degradering i form af et middelalderligt samfund fyldt med religiøse ritualer og en enevældig monark, blandet med det bedste fra det tyvende århundredes totalitære regimer. Vi ser blandt andet, hvordan en mere optimeret kommunikations-teknologi bruges til at fastholde isolationen og kontrollen. Sorokin er tydelig i sin advarsel, men formulerer ikke noget oprør, ikke noget alternativ. Det er en klarsynet forfatter, der har givet sit bud på konsekvensen af at følge samtidens tendenser.

Sorokin viser os, at dystopiens ærinde er lige så aktuelt i dag, som da hans kollega Zamjatin for snart 90 år siden læste sin dystopi højt og efterlod sig en larmende stilhed på Forfatterkongressen i 1921, fordi ingen rent faktisk vidste, hvad de skulle sige. Forfatterne fik hurtigt mæle, og det har forfatterne i vores samfund også fået. Dystopien lever og det samme gør dens ærinde: at overdrive samtidstendenser og holde dem op som et spejl for læserne.

Noter:
(1) Thielst, 2001 s. 7-8.
(2) Gerber, 1955 s. 61-62.

Litteratur:
Gerber, Richard: Utopian Fantasy. Routledge & Kegan Paul ltd. London 1955
Huxley, Aldous: Fagre Nye Verden. Aschehoug, København 1986
Orwell, George: 1984. Gyldendal, København, 1984
Thielst, Peter: Den bedste af alle verdener. Tiderne skifter, København 2001
Zamjatin, Evgenij: Vi. Reitzels Forlag, Christiansfeld 1959

Udgivet i Artikler | Tagget | Skriv en kommentar