af Svetlana Aleksijevitj
oversat til dansk af Tine Roesen, udkommet på Forlaget Palomar i 2016
Anmeldt af Sarah Elise Blanc, stud.mag. i russisk og litteraturvidenskab
Secondhand-tid er fra første til sidste side en lang, besnærende begrædelse og besyngelse af det menneske, der under og efter sovjetdiktaturet blev formet og knust, og sidenhen af eftertiden latterliggjort. Den 542 siders rejse virker undervejs som et radiospil eller teater, det er både et latterligt menneskes drøm og en almindelig borgers bemærkninger, der strømmer én i møde, og som i fælleskabet med de andre stemmer folder sig ud og bliver til noget større, bekræfter en kollektiv erindring om det menneske, der levede under det, som blev kaldt for Sovjet.
I forlængelse af Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (ru. 1985, da. 2015), De sidste vidner (ru. 1985), Zinkdrengene (ru. 1989, da. 2016) og Tjernobylbønnen (ru. 1997) afslutter Svetlana Aleksijevitj med Secondhand-tid (ru. 2013) den cyklus, der i 2015 indbragte hende Nobelprisen i litteratur med en blanding af reportage og iagttagelser i en skønlitterær form, der blandt andet opstår ud fra de folk, hun møder, og deres erindringer – en vidnesbyrdlitteratur – der fungerer nådesløst i den knaphed, et menneskes efterrationaliseringer fremstår med på papiret; stemmen skælver og blikket flakker. Det, der står kursiveret, er den hviderussiske forfatterindes iagttagelser og løbende refleksioner på de rejser, hun foretager gennem de tidligere sovjetstater. Undertiden med et ikke helt umorsomt dramaturgisk præg, flere af personernes hænder korser sig flere gange i forløbet, gradvist som moralen synes at blive svækket.
I tilfældet Secondhand-tid er der – som titlen også antyder – tale om et sorgarbejde opdelt i to store tids- og tekstfragmenter, første del, ”Apokalypsen som trøst”, starter med chokkets erfaring, en erfaring gennemsyret af forhåbning ved socialismens ruiner i 1990’erne, mens Moskva-bedstemødrene står og deler madder ud til soldaterne. Og som samtidig også er en tid, som den nu ældre generation resigneret tænker tilbage på, om hvordan ting bliver lige så meget, hvis ikke mere, værd som idéer og ord. Alt bliver handlet på markeder, gamle hædersmedaljer, bryllupssølvtøj, selv døden er blevet til en attraktiv kapital. Demokratiet opstår ud fra den samme illusion som socialismen. Den ene halvdel af Rusland stormede frem, mens den anden halvdel ville tilbage. Sociale problemer bliver individualiseret, sulten og skammen internaliseret, en af personerne fortæller: I min klasse var der en fattig pige, hvis forældre var blevet dræbt i en trafikulykke. Hun var alene med sin bedstemor. Hele året igennem gik hun i den samme kjole. Men ingen havde ondt af hende. På en eller anden måde var det hurtigt blevet en skam at være fattig …
Der er en konstant oplevelse af en dobbelthed, parallelitet, eller måske en følelse af uvirkelighed, flere af de ældre personer giver udtryk for at være lige så slidte og forslåede som efter krigen, det sprog, der bliver talt, er lidelsens sprog, og det bliver talt af dem, som har siddet i lejrene eller med bare hænder har gravet atombrændsel frem i Tjernobyl. For slet ikke at tale om, hvad sulten genererer, selv så mange år efter. Den gamle nabokone til en pensionist, som har sat ild til sig selv i haven uden for en barak, som han delte med tre andre familier, beskriver det så ufatteligt rørende og enkelt; hun bliver aldrig træt af at se, når hveden bliver gylden, når kornet modnes og aksene vajer i vinden: For mig er det det samme, som et maleri på et museum er for Dem…
Jeg tror, at det sted, der påvirkede mig mest under læsningen (hvis det overhovedet er muligt at udpege et sådant, den menneskelige katestrofe er absolut, total), er, hvor nogle pensionister står og skjuler deres ansigter af skam i køen til et måltid mad, som en flok Hare Krishna-tilhængere uddeler. At den forestilling, som var deres liv, det sovjetiske liv, folkets magt, som også var et forsøg på en alternativ civilisation, nu er kastet for hundene. Tilbage er så kun sovjetspaden (russisk ”sovók”: øgenavn for dels sovjetsamfundet, dels et menneske med ”sovjetisk” mentalitet), der af omverdenen, og måske især den yngre generation, betragtes som et flokdyr, der virker bidsk som en hund, men er stum som en fisk.
Afstanden mellem et der og et nu giver ikke nødvendigvis sig selv. Selvom romanen er kronologisk inddelt i henholdsvis 1991-2001 og 2002-2012, røbes der ikke, hvornår forfatteren besøger personerne, det eneste, der vides, er, hvilket tidspunkt de erindrende refererer. Der (op)leves to forskellige verdener, den foregående generation stolede ikke på Vesten, men så den som en fjende, hvor den nye gerne ville leve, som man gør i Vesten.
Det er så også 20 år efter romanens tilblivelse, at det for alvor viser sig, at der ikke kommer det nye Rusland, som man så brændende ønskede. Og som en af personerne konstaterer, bliver der også talt mere positivt om Sovjetunionen nu, end der gjorde for 20 år siden; går man forbi Stalins grav i Kreml, ligger der dynger af røde nelliker, nogle mennesker husker Stalin for (især) én ting: at det var under ham, de blev sejrherrer i krigen.
Men hvad bliver alle disse samtaler, alle de besøg og den rejse, som Secondhand-tid får os ud på, så brugt på? Nostalgi, naturligvis. Der er massevis af minder (hvad ellers er der at tale om?) og fantastiske skildringer af russkaja dusja, den russiske sjæl, forstået som det Rusland, der var og forbliver sovjetisk. I anden del af bogen med titlen Tomhedens Fristelse tager vi for eksempel med filminstruktøren Irina Vasiljeva til en lille by i Kaluga-regionen, hvor hver enkelt skæbne – som i hele Secondhand-tid – rummer en hel hollywoodfilmatisering: Fra morgenstunden står alkoholikerne i kø uden for den stadig lukkede butik, og som i et eventyr viser en lille, fuld mand os vej hen til Jelenas (den kvinde, der skal laves en film om) beskedne hus. I lighed med mange andre piger og unge kvinder ude på landet skriver hun om aftenen breve til fængslerne og ender med at forlade sin mand og tre børn til fordel for en lejrfange med en livstidsdom og tuberkulose. Desuden giver hun alt, hvad hun har i huset, til nogle tadsjikiske flygtninge, selvom hun i forvejen lever af det, der vokser i køkkenhaven, og bliver dermed (i bogen) et eksempel på det russiske menneske, som Dostojevskij beskrev som lige så rummeligt som det russiske land: Et andet liv, som man kan skabe af dette liv. Eller som én ud af de mange stemmer ræsonnerer: Jeg kunne også have haft et andet liv. Jeg ved bare ikke hvilket. Ligesom titlen Secondhandindikerer noget brugt eller tidligere levet, en tid, som muligvis er spildt.