Af Hr. Jan Ole Jørgensen
Lev Tolstojs Khadzji-Murat er netop blevet nyoversat af Trine Søndergaard og udgivet på forlaget Hoff & Poulsen. Værket er intet mindre end en stor roman med en storslået symbolik. Det er blevet en frase at kalde en bog for eviggyldig. Men ikke desto mindre er bogens krydsende akser med persongalleri og handlingsforløb en sublim historie med det grundlæggende tema, at mennesket har det med at ødelægge det, det er så draget af.
Sproget er enkelt, historien ligeså, og netop derfor er det en fornøjelse at læse et værk, som får læseren til at vokse og mærke verden i en større sammenhæng. Lev Tolstoj har brugt den historiske figur Khadzji-Murat som prismet, hvorigennem mødet mellem det russiske imperies ekspansion og de stolte stammefolk i Kaukasus belyses.
Temaet er mesterligt pakket ind i en fin melankoli, idet historiens fortæller mindes dette på en gåtur, og hvor symbolikken antydes ved, at han vil plukke en vild blomst, som han finder skøn. Den er vild og ikke sådan at brække af sin stilk, og han må efterlade den – ødelagt. Kort efter får fortælleren øje på en græstue, og her starter fortællingen i hans erindring om udstationeringen i Kaukasus. Fortællingen ender som en sluttet cirkel, da læseren føres frem til Khadzji-Murat, som dør med hovedet afskåret og liggende på netop en tue græs, som for at minde læseren om, at det russiske felttogs indmarch i Kaukasus ødelagde noget meget smukt.
I fortællerens erindring, historien om Khadzji-Murat, bringes læseren på et enkelt plan til en dyb og vigtig indsigt om det anderledes og det mystiske i verden. Mennesket har alle steder sine små og store grunde til at handle, som det gør. Nogle gange er en rigtig beslutning fatal, og nogle gange truffet tilfældigt, og nogle gange er den forkerte beslutning tilfældigvis det, der kunne have udskudt skæbnen. På det store plan er det Khadzji-Murat, som står mellem de fremmede russiske soldater og imperial ekspansion på den ene side og den, ville vi kalde det i dag, religiøse radikalisering, der vil have ham til at deltage i bekæmpelsen af de indtrængende, på den anden side.
Lev Tolstoj skildrer Kaukasus med dets egne indre kultursammenstød, idet Khadzji-Murat ikke kan kæmpe med sine religiøse åndsfæller mod de invaderende kristne, da hans stammefader og blodsbrødre er myrdet af regionens stærke og religiøst samlende leder, Sjamil, netop i en magtkamp om at samle stammer og folk i Kaukasus. Det russiske imperie står over for stammerne og skaber med sin invasion grunden til samling og radikalisering af islam. Men Khadzji-Murat følger sin stammes æreskodeks og vil hellere være ven med sin fjendes fjende. Derfor opsøger han en russisk garnison.
Lev Tolstoj er genial, fordi fortællerens erindring er selve historien, og Khadzji-Murats beretning om grundene til at kæmpe mod Sjamil er så naturligt indlejret i denne historie, da han jo må udspørges, for at man kan kende hans motiver for overløberi, som en naturlig konsekvens af historiens forløb. Lev Tolstojs sprog er let og ukompliceret, og det gør selve historien genial, at den flyder i en strøm af logiske konsekvenser, og at den ikke skal begrundes af unødvendige konstruktioner. Sjamil holder Khadzji-Murats familie fangen. Til ingen nytte har Nikolaj I, som ikke ulig Sjamil samler på folk og stammer i sit eget rige, taget den beslutning, som Khadzji-Murats fortrolige russiske officer anbefaler, nemlig at han forbliver i Kaukasus og ikke sendes i eksil. Khadzji-Murat er nu selv fange hos sine nye allierede, og hans familie er fange hos Sjamil, som vil afpresse ham til at komme tilbage og kæmpe mod russerne. Men lige lidt hjælper det Khadzji-Murat, at Nikolaj I lader ham forblive i garnisonen. Zarens strategi om at ødelægge byer og naturen, som stammer og folk lever af, giver kun riget nogenlunde kontrol med regionen. Denne strategi er lige så absurd som den måde zaren traf beslutningen om, at Khadzji-Murat ikke skulle i eksil, hvilket ellers kunne have reddet ham for en stund. Khadzji-Murat er havnet i et dilemma, og han er til sidst nødt til at flygte for at forsøge at redde sin familie. Under denne flugt dræbes han af russiske styrker, og det er Khadzji-Murats afskårne hoved, fortælleren ser i en græstue, og som udløser erindringen og afslutter ringen.
Romanen har et stilfærdigt persongalleri i alle romanens hjørner, som samlet giver mange uafsluttede tankebilleder. Det er, når man fortsætter dem, at romanen bliver levende. Oversættelsen er fin med en god forståelse for Lev Tolstojs eget enkle sprog, dog med et par svipsere. F.eks. bliver soldater kaldt til retræte, eller trukket tilbage, ikke beordret til tilbagegang. Men det er skønhedsfejl, som på ingen måde burde afholde en læser fra at give sig i kast med denne store oplevelse fra Lev Tolstoj.