Aparte humor bærer værket: Anmeldelse af F20 af Anna Kozlova

Anmeldt af Katrine Stevnhøj, cand.mag. i Østeuropastudier

F20 af Anna Kozlova. Oversat fra russisk af Trine Søndergaard. Jensen & Dalgaard, 2020, 234 s.

”Det hele begyndte egentlig meget godt… ” Sådan indleder Anna Kozlova sin roman F20. Hurtigt bliver det dog tydeligt for læseren, at jeg-fortællerens, Julijas, barndom er mere indviklet end de fleste andres. I en tidlig alder bliver Julijas lillesøster Anjutik diagnosticeret med skizofreni, og mens sygdommen forvrænger hendes søsters forbindelse til virkeligheden, begynder den 9-årige Julija selv at udvikle symptomer på selv samme sindslidelse.

”Mormor sagde at skolen ikke var det største problem, det vigtigste lige nu var at overtale lægerne til ikke at give hende diagnosen F20.” F20 er den internationale kode for skizofrene sindslidelser i WHO’s anbefalede system til diagnosekoder. De negative følger af sygdommen, som søstrene oplever, forstærkes kun af det stigma, der omgiver diagnosen, og frygten for at blive indlagt på et psykiatrisk hospital driver søstrene ud i en foruroligende selvmedicinering med diverse psykofarmaka. Foruden kampen mod skizofrenien må de to piger også navigere i en tumultarisk tilværelse, præget af en fraværende far, en alkoholiseret mor og et sundheds- og skolesystem, som ikke formår at give den tilstrækkelige støtte.

I et forsøg på at flygte fra skizofreniens vrangforestillinger, hallucinationer og apati famler Julija forgæves mellem selvskade, sex og alkohol. ”Jeg var ni år gammel, og jeg overvejede koncentreret hvordan jeg skulle skære mig.” Kroppen bliver på én og samme tid fjende og flugtvej, og igennem fortællerens stemme lægger Kozlova ikke fingrene imellem i de kropslige beskrivelser. ”Jeg skar en flænge, så trak jeg det ud igen, borede det ind igen og lavede et kors. Fra korset dryppede der blod ned i badekarret. På min fodsål skar jeg ordet müde.”

En ucensureret og rå fortællestil kendetegner romanen, og den konkrete kropslighed står i stærk kontrast til søstrenes abstrakte og udflydende opfattelse af verden omkring dem. Her berører Kozlova et tema, som er kendetegnende for den gængse opfattelse af sindslidelser, nemlig en dualisme mellem krop og sind. Stadig i 2020 er sindslidelser et tabuiseret emne, i Rusland såvel som Danmark. Fortælleren beskriver med en ironisk distance psykisk syge, inklusive sig selv, som tosser: ”Vi kendte alle de lokaler tosser, der ligesom os rendte rundt i gaderne, alene fordi deres indre kom i oprør af at sidde stille.”

Det gør ondt at læse om den unge piges plagede sind, men Kozlova formår at gøre den ellers ubærlige historie udholdelig ved hjælp af Julijas aparte og knastørre humor. Alt imens hun ridser tyske ord ind i sin fodsål med beskidte barberblade, leverer fortælleren en morsom skildring af sine omgivelser. Den ligefremme fortællestil er både umiddelbar og livsklog, og de barokke fremstillinger giver romanen et tiltrængt humoristisk pusterum. Et eksempel herpå er, da Julija støder på en mor og en datter, som ”begge to (havde) nået den alder hvor det var ligegyldigt hvem af dem der havde født hvem, for det kunne også have været omvendt”, eller da hun med fatale følger hjælper en ældre kvinde med at få gang i sexlivet. Det er på én og samme tid upassende og underholdende.

Romanen følger Julija ind i de tidlige teenageår. Imellem skildringerne af skizofreniens indtog i hendes liv finder vi også en fortælling om en ung piges liv, som rummer forelskelser, fester og udforskning af egen seksualitet – universelle tematikker, som vidner om Julijas overgang fra barn til voksen og giver F20 et islæt, man kender fra den klassiske dannelsesroman.

F20 er morsom og særdeles velskrevet, og det er langt hen ad vejen det, som bærer fortællingen. Skizofreni er, på lige fod med andre psykiatriske diagnoser, en stærkt stigmatiseret lidelse, som de fleste ved meget lidt om men har mange holdninger til. Netop derfor kunne man have ønsket sig, at romanen ville anskue temaet fra en ny og mere oplyst vinkel. Desværre forfalder Kozlova til en lidt unuanceret fortælling om psykisk sygdom, og med de mange sidehistorier fremstår det uklart, om romanens hovedformål er at fortælle om skizofreni, et vildt, fordrukkent ungdomsliv eller omsorgssvigt.

Om sin litteratur siger Kozlova selv, at ”du konstant skal støde på et punkt, der gør ondt.” Romanen blev først afvist af forfatterens russiske forlag, da man fandt den for ”hudløst ærlig”, og F20 blev derfor udgivet i et litterært tidsskrift i stedet. I 2017 vandt den Ruslands Nationale Bogpris som årets bedste roman.

Anna Kozlova har skrevet en ungdomsroman, der har noget på hjerte, og som med sin skarpe, sorte humor henvender sig til et bredt publikum. Desværre formår fortællingen ikke at bruge sit potentiale til fulde og kunne med fordel have fokuseret mere på sit egentlige hovedtema