Anmeldelse af Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten

En fortælling om det hverdagsagtige liv efter besøg fra det ydre rum, der er alt andet end kedelig.

Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

Brødrene Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten, nyoversat af Lotte Jansen, er det unge Forlaget Kosmos’ anden udgivelse, der ligesom den første, Jevgenij Zamjatins Vi, er en ældre russisk klassiker inden for genren science fiction. Bogen, som blev udgivet i 1972, har måske opnået sin plads i den litterære kanon mestendels på baggrund af det russiske filmgeni Andrej Tarkovskijs ekstremt løse filmadaption Vandringsmanden, der i dag nok bedst kendes under den russiske og engelske titel, Stalker. Nok om filmen – det er måske nok en fantastisk film, og det kan godt være, at den figurerer på undertegnedes top 10 – men fra nu af vil denne anmeldelse udelukkende forholde sig til romanen på dens egne præmisser. Det kan den, uden at afsløre for meget så tidligt i anmeldelsen, nemlig sagtens holde til.

Bogen lægger ud med et uddrag fra et radiointerview mellem Harmont Radios specialkorrespondent og en doktor Valentin Pilman, der hurtigt introducerer os til den verden, korrespondenten, videnskabsmanden og resten af romanens persongalleri befolker: Vi befinder os på Jorden anno ukendt årstal i 1900-tallet – ikke den Jord, vi som læsere kender til, men derimod en, der, ved handlingens begyndelse, for 13 år siden blev udsat for ”Besøgelsen”, et besøg af ukendte væsner fra det ydre rum. Disse fremmede var øjensynligt på kort visit, for ingen nåede at se dem, før de forsvandt igen, men de i alt seks lokationer verden over, der var så ”heldige” at modtage interstellart gæstebud, er nu kendt som ”Besøgelseszoner” (i daglig tale ”Zoner”) – områder, der blev så stærkt påvirket af besøget, at de i dag er fyldt med dødsensfarlige fænomener, der ser stort på både fysikkens love og menneskets forståelsesevne og i øvrigt flyder over med alskens rumskrald – yderst værdifuldt rumskrald. Doktor Pilman forklarer Besøgelsen med en lignelse, der giver bogen sit navn:

”En picnic. Forestil Dem en skov, en landevej, en eng. En bil kører fra landevejen ind på engen, ud af bilen vælter der en gruppe unge fyre, flasker, kurve med forsyninger, piger, transistorradioer, filmkameraer … Der bliver tændt bål, sat telte op, tændt for musikken. Og næste morgen kører de deres vej. Dyrene, fuglene og insekterne der hele natten med rædsel har holdt øje med hele dette scenarie, kravler frem fra deres skjul. Og hvad ser de? Der er sivet motorolie ud i græsset, der er spildt benzin, rundt omkring ligger der ubrugelige tændrør og oliefiltre. Det flyder med gammelt ragelse, udbrændte pærer, nogen har tabt en svensknøgle. Dækkene har efterladt et spor af mudder der har hængt ved fra en eller anden ukendt mose … og ja, De kan selv se det for Dem, resterne af bålet, æbleskrog, slikpapir, konservesdåser, tomme flasker, en eller andens lommetørklæde, en eller andens lommekniv, gamle forrevne aviser, mønter, visne blomster fra en anden eng …”

Handlingen udspiller sig i Harmont, en fiktiv canadisk tidligere soveby, der ligger lige op til en af Zonerne. Denne Zone er for længst blevet erklæret forbudt område og bevogtes af den lokale ordensmagt samt udstationerede FN-soldater. Vil man ind i Zonen og have fingrene i noget af det dyrebare junk fra det ydre rum, har man to muligheder: Den første er at arbejde for den internationale organisation Instituttet for Kulturer i det Ydre Rum, der har en base tæt ved Zonen og regelmæssigt udfører eksperimenter på genstande fundet derinde; den anden er at snige sig ind i Zonen illegalt og sælge rovet på det sorte marked – hvis man da overlever. Vælger man den kriminelle løbebane, vil man tilegne sig jobtitlen ”stalker”. En sådan stalker er bogens hovedperson, Redrick Schuhart, en ilter 23-årig med tilnavnet ”Røde”, der om dagen arbejder som laborant ved det Internationale Institut for Kulturer i det Ydre Rum, Harmont filial, og ved metaforisk nattetid ernærer sig ved at sælge rumskrot til den lokale værtshusejer/hæler. Med et enkelt afstikkende kapitel følger bogen Schuhart og hans kriminelle løbebane gennem en længere årrække, og netop dette er en af de ting, der giver historien et, i understregedes optik, forfriskende pust – Schuhart er på ingen måde en helt, ej heller en antihelt. Han er hverken Captain Kirk eller Darth Vader, han er blot en tarvelig småkriminel med et praktisk talt ikkefungerende moralsk kompas. Der er intet ondskabsfuldt intergalaktisk imperium, han vil vælte; intet helligt mål i hans tilværelse. Det eneste, han interesserer sig for, er overlevelse – sin egen og de få, han rent faktisk oprigtigt kerer sig om.

Denne nærmest blaserte attitude er en form for modus operandi for bogen som helhed: De fremmede væsner fra rummet forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op, ingen så dem, og ingen ved, om de nogensinde kommer tilbage. For dem var Jorden måske bare et kort stop på en rasteplads på en større, mere interessant rumvandring. Tilbage står vi, menneskeheden, i kølvandet og samler deres efterladenskaber op og finder det nok interessant, men i sidste ende uforståeligt. Vi er de små dyr, der efter større væsners picnics forfærdes og forundres over, hvad der i virkeligheden måske ikke er andet end skrald og forurening. Ingen forstår noget som helst, og efter 13 år i Zonen kan hverken stalkere eller videnskabsmænd forklare de bizarre hændelser, der finder sted derinde, ej heller de mange forskellige dimser, der bliver hentet ud.

Hvor meget science fiction, der omhandler aliens, fokuserer på netop mødet mellem mennesket og den ekstraterrestrielle fremmede, så finder dette møde i En picnic i vejkanten slet ikke sted, og de fremmedes forhenværende tilstedeværelse ender med blot at fremstå som en parentes. Således kommer en bog om besøg fra det ydre rum, efterladte artefakter og brud på fysikkens love til i virkeligheden at handle om noget langt mere banalt og jordnært – en lille mands kamp for overlevelse i en verden, der til tider næsten aktivt forsøger at slå ham ihjel. Havde Besøgelsen aldrig fundet sted, ville Schuhart højst sandsynlig stadig være endt som kriminel, måske blot som stofsmugler over den canadisk-amerikanske grænse eller opkræver for en lokal mafioso. Rumvæsnernes korte visit i Harmont, Canada har fundamentalt ændret hans liv – og så alligevel ikke. Ikke bare vores hovedpersons liv er således forblevet stort set uændret – Harmont har i de 13 år, der er gået siden Besøgelsen, fundet sig til rette med, hvad man ellers kunne forestille sig ville være en skelsættende begivenhed i menneskehedens historie. Her er det business as usual, og de udefrakommende og deres ragelse lader til kun at vække interesse, når man på en eller anden måde kan tjene penge på det. Man kan kun spekulere over, hvor sovjetborgerne Strugatskijs fandt inspiration til denne roman om en befolkning, der dukker nakken og affinder sig med at leve under vilkår, de ikke forstår, og som de i deres iver for at sørge for sig og sine heller ikke fatter interesse for at lære mere om.

Lotte Jansens oversættelse er som vanligt en fryd for øje og sind, og hun formår at gengive de til tider lettere bizarre sætninger på en måde, der ikke kommer i vejen for historiens page-turner-potentiale. Sproget er opfindsomt, i særdeleshed når fænomener og genstande i Zonen beskrives på en måde, der gør, at læseren forstår det cirka lige så lidt som historiens karakterer.

Bogens grafiske design fortjener også at blive fremhævet – brugen af sort og orange på omslaget samt sidernes yderkant giver et gennemført og stærkt udseende, mens kunstner Kim Heyst, der har begået coverets illustration plus seks yderligere illustrationer inde i bogen, på eminent vis har formået at indkapsle bogens ånd i sine sort-hvide, surrealistiske værker: Mystisk, næsten (men også kun næsten) figurativt genkendeligt og absurdistisk foruroligende. Stor ros til forlag, grafiske tilrettelæggere og kunstner for at gøre den ekstra indsats, der i høj grad har båret frugt.

Arkadij og Boris Strugatskijs måske bedst kendte roman fortjener uden tvivl at blive endnu bedre kendt. Den fortjener at stå uden for Tarkovskijs Vandringsmands skygge og kaste en stor skygge i sin egen ret. Det er en historie om besøg fra fjerne planeter, om næsten magiske dimser og vidunder-teknologiske dingenoter, men vigtigst af alt er det en historie om menneskets plads i et kosmos, der meget muligt danner kulisse for andre, mægtigere civilisationers gøren og laden. Det er en roman, der fremsætter en måske nok kynisk, men samtidig utroligt forfriskende, tese: At vi, Jordens betvingere, måske en dag ikke længere vil ligge øverst i hakkeordenen, måske en dag vil få kontakt til væsner, der er os så overlegne, at de vil anse os som intet andet end myrer på en forvokset myretue i kredsløb om Solen – en i øvrigt middelmådig stjerne i et univers fyldt med større, mere interessante stjerner. I et sådant univers er Redrick Schuhart; en stalker fra Harmont, Canada, en gødningsbille, der ruller rundt med andre væsners efterladenskaber; uendeligt ligegyldig, men hans historie er til trods for det – eller måske netop af denne grund – uendelig interessant.