Anmeldelse af Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten

En fortælling om det hverdagsagtige liv efter besøg fra det ydre rum, der er alt andet end kedelig.

Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur

Brødrene Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten, nyoversat af Lotte Jansen, er det unge Forlaget Kosmos’ anden udgivelse, der ligesom den første, Jevgenij Zamjatins Vi, er en ældre russisk klassiker inden for genren science fiction. Bogen, som blev udgivet i 1972, har måske opnået sin plads i den litterære kanon mestendels på baggrund af det russiske filmgeni Andrej Tarkovskijs ekstremt løse filmadaption Vandringsmanden, der i dag nok bedst kendes under den russiske og engelske titel, Stalker. Nok om filmen – det er måske nok en fantastisk film, og det kan godt være, at den figurerer på undertegnedes top 10 – men fra nu af vil denne anmeldelse udelukkende forholde sig til romanen på dens egne præmisser. Det kan den, uden at afsløre for meget så tidligt i anmeldelsen, nemlig sagtens holde til.

Bogen lægger ud med et uddrag fra et radiointerview mellem Harmont Radios specialkorrespondent og en doktor Valentin Pilman, der hurtigt introducerer os til den verden, korrespondenten, videnskabsmanden og resten af romanens persongalleri befolker: Vi befinder os på Jorden anno ukendt årstal i 1900-tallet – ikke den Jord, vi som læsere kender til, men derimod en, der, ved handlingens begyndelse, for 13 år siden blev udsat for ”Besøgelsen”, et besøg af ukendte væsner fra det ydre rum. Disse fremmede var øjensynligt på kort visit, for ingen nåede at se dem, før de forsvandt igen, men de i alt seks lokationer verden over, der var så ”heldige” at modtage interstellart gæstebud, er nu kendt som ”Besøgelseszoner” (i daglig tale ”Zoner”) – områder, der blev så stærkt påvirket af besøget, at de i dag er fyldt med dødsensfarlige fænomener, der ser stort på både fysikkens love og menneskets forståelsesevne og i øvrigt flyder over med alskens rumskrald – yderst værdifuldt rumskrald. Doktor Pilman forklarer Besøgelsen med en lignelse, der giver bogen sit navn:

”En picnic. Forestil Dem en skov, en landevej, en eng. En bil kører fra landevejen ind på engen, ud af bilen vælter der en gruppe unge fyre, flasker, kurve med forsyninger, piger, transistorradioer, filmkameraer … Der bliver tændt bål, sat telte op, tændt for musikken. Og næste morgen kører de deres vej. Dyrene, fuglene og insekterne der hele natten med rædsel har holdt øje med hele dette scenarie, kravler frem fra deres skjul. Og hvad ser de? Der er sivet motorolie ud i græsset, der er spildt benzin, rundt omkring ligger der ubrugelige tændrør og oliefiltre. Det flyder med gammelt ragelse, udbrændte pærer, nogen har tabt en svensknøgle. Dækkene har efterladt et spor af mudder der har hængt ved fra en eller anden ukendt mose … og ja, De kan selv se det for Dem, resterne af bålet, æbleskrog, slikpapir, konservesdåser, tomme flasker, en eller andens lommetørklæde, en eller andens lommekniv, gamle forrevne aviser, mønter, visne blomster fra en anden eng …”

Handlingen udspiller sig i Harmont, en fiktiv canadisk tidligere soveby, der ligger lige op til en af Zonerne. Denne Zone er for længst blevet erklæret forbudt område og bevogtes af den lokale ordensmagt samt udstationerede FN-soldater. Vil man ind i Zonen og have fingrene i noget af det dyrebare junk fra det ydre rum, har man to muligheder: Den første er at arbejde for den internationale organisation Instituttet for Kulturer i det Ydre Rum, der har en base tæt ved Zonen og regelmæssigt udfører eksperimenter på genstande fundet derinde; den anden er at snige sig ind i Zonen illegalt og sælge rovet på det sorte marked – hvis man da overlever. Vælger man den kriminelle løbebane, vil man tilegne sig jobtitlen ”stalker”. En sådan stalker er bogens hovedperson, Redrick Schuhart, en ilter 23-årig med tilnavnet ”Røde”, der om dagen arbejder som laborant ved det Internationale Institut for Kulturer i det Ydre Rum, Harmont filial, og ved metaforisk nattetid ernærer sig ved at sælge rumskrot til den lokale værtshusejer/hæler. Med et enkelt afstikkende kapitel følger bogen Schuhart og hans kriminelle løbebane gennem en længere årrække, og netop dette er en af de ting, der giver historien et, i understregedes optik, forfriskende pust – Schuhart er på ingen måde en helt, ej heller en antihelt. Han er hverken Captain Kirk eller Darth Vader, han er blot en tarvelig småkriminel med et praktisk talt ikkefungerende moralsk kompas. Der er intet ondskabsfuldt intergalaktisk imperium, han vil vælte; intet helligt mål i hans tilværelse. Det eneste, han interesserer sig for, er overlevelse – sin egen og de få, han rent faktisk oprigtigt kerer sig om.

Denne nærmest blaserte attitude er en form for modus operandi for bogen som helhed: De fremmede væsner fra rummet forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op, ingen så dem, og ingen ved, om de nogensinde kommer tilbage. For dem var Jorden måske bare et kort stop på en rasteplads på en større, mere interessant rumvandring. Tilbage står vi, menneskeheden, i kølvandet og samler deres efterladenskaber op og finder det nok interessant, men i sidste ende uforståeligt. Vi er de små dyr, der efter større væsners picnics forfærdes og forundres over, hvad der i virkeligheden måske ikke er andet end skrald og forurening. Ingen forstår noget som helst, og efter 13 år i Zonen kan hverken stalkere eller videnskabsmænd forklare de bizarre hændelser, der finder sted derinde, ej heller de mange forskellige dimser, der bliver hentet ud.

Hvor meget science fiction, der omhandler aliens, fokuserer på netop mødet mellem mennesket og den ekstraterrestrielle fremmede, så finder dette møde i En picnic i vejkanten slet ikke sted, og de fremmedes forhenværende tilstedeværelse ender med blot at fremstå som en parentes. Således kommer en bog om besøg fra det ydre rum, efterladte artefakter og brud på fysikkens love til i virkeligheden at handle om noget langt mere banalt og jordnært – en lille mands kamp for overlevelse i en verden, der til tider næsten aktivt forsøger at slå ham ihjel. Havde Besøgelsen aldrig fundet sted, ville Schuhart højst sandsynlig stadig være endt som kriminel, måske blot som stofsmugler over den canadisk-amerikanske grænse eller opkræver for en lokal mafioso. Rumvæsnernes korte visit i Harmont, Canada har fundamentalt ændret hans liv – og så alligevel ikke. Ikke bare vores hovedpersons liv er således forblevet stort set uændret – Harmont har i de 13 år, der er gået siden Besøgelsen, fundet sig til rette med, hvad man ellers kunne forestille sig ville være en skelsættende begivenhed i menneskehedens historie. Her er det business as usual, og de udefrakommende og deres ragelse lader til kun at vække interesse, når man på en eller anden måde kan tjene penge på det. Man kan kun spekulere over, hvor sovjetborgerne Strugatskijs fandt inspiration til denne roman om en befolkning, der dukker nakken og affinder sig med at leve under vilkår, de ikke forstår, og som de i deres iver for at sørge for sig og sine heller ikke fatter interesse for at lære mere om.

Lotte Jansens oversættelse er som vanligt en fryd for øje og sind, og hun formår at gengive de til tider lettere bizarre sætninger på en måde, der ikke kommer i vejen for historiens page-turner-potentiale. Sproget er opfindsomt, i særdeleshed når fænomener og genstande i Zonen beskrives på en måde, der gør, at læseren forstår det cirka lige så lidt som historiens karakterer.

Bogens grafiske design fortjener også at blive fremhævet – brugen af sort og orange på omslaget samt sidernes yderkant giver et gennemført og stærkt udseende, mens kunstner Kim Heyst, der har begået coverets illustration plus seks yderligere illustrationer inde i bogen, på eminent vis har formået at indkapsle bogens ånd i sine sort-hvide, surrealistiske værker: Mystisk, næsten (men også kun næsten) figurativt genkendeligt og absurdistisk foruroligende. Stor ros til forlag, grafiske tilrettelæggere og kunstner for at gøre den ekstra indsats, der i høj grad har båret frugt.

Arkadij og Boris Strugatskijs måske bedst kendte roman fortjener uden tvivl at blive endnu bedre kendt. Den fortjener at stå uden for Tarkovskijs Vandringsmands skygge og kaste en stor skygge i sin egen ret. Det er en historie om besøg fra fjerne planeter, om næsten magiske dimser og vidunder-teknologiske dingenoter, men vigtigst af alt er det en historie om menneskets plads i et kosmos, der meget muligt danner kulisse for andre, mægtigere civilisationers gøren og laden. Det er en roman, der fremsætter en måske nok kynisk, men samtidig utroligt forfriskende, tese: At vi, Jordens betvingere, måske en dag ikke længere vil ligge øverst i hakkeordenen, måske en dag vil få kontakt til væsner, der er os så overlegne, at de vil anse os som intet andet end myrer på en forvokset myretue i kredsløb om Solen – en i øvrigt middelmådig stjerne i et univers fyldt med større, mere interessante stjerner. I et sådant univers er Redrick Schuhart; en stalker fra Harmont, Canada, en gødningsbille, der ruller rundt med andre væsners efterladenskaber; uendeligt ligegyldig, men hans historie er til trods for det – eller måske netop af denne grund – uendelig interessant.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser. Bogmærk permalinket.

9 Responses to Anmeldelse af Arkadij og Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten

  1. Claus Oreskov skriver:

    Per automatik få vi lige at vide at:” Man kan kun spekulere over, hvor sovjetborgerne Strugatskijs fandt inspiration til denne roman om en befolkning, der dukker nakken og affinder sig med at leve under vilkår, de ikke forstår, og som de i deres iver for at sørge for sig og sine heller ikke fatter interesse for at lære mere om” og dermed blamere anmelderen sig, så tilpas meget, at jeg mistede interessen for hans anmeldelse. Hvorfor må bøger fra Sovjetunionen ikke få lov til at være litteratur, ligesom al andet litteratur. Altid denne smålige indskrænket forsøg på tankekontrol! I øvrig dukker Schuhart ikke nakken, han er kriminel og lever af at gøre det forbudte! Dårlig anmeldelse til trods er jeg glad for at dette værk endelig kommer på dansk

    • Kristoffer Møllegaard skriver:

      Hej Claus, litteratur fra Sovjetunionen skal selvfølgelig have lov til at være litteratur ligesom al andet litteratur – det tror jeg, du får svært ved at finde nogen, der er uenige i. Og som med al litteratur inkluderer dette imidlertid, at nogle læsere og anmeldere tager stilling til de forhold, den blev skrevet under.

      I særdeleshed et værk inden for science fiction-genren, der ofte gennem sine beskrivelser af andre tider, verdener, kulturer osv. kan (bemærk gerne, at jeg her skriver ”kan”, og ikke ”skal”) læses som kommentarer på værkets samtid. Et værk, der blev skrevet i 1970’ernes Sovjetunionen, et regime kendt for at udøve litterær censur – et værk, der netop på grund af denne censur først udkom i en ikke-censureret udgave på russisk i 1990’erne. Et værk skrevet af to forfattere, der voksede op under Stalin.

      At du mener, at jeg som anmelder blamerer mig, skriver en dårlig anmeldelse og udøver tankekontrol, når jeg bemærker, at man kan (bemærk igen ”kan”) finde det interessant at overveje den potentielle politiske vinkling af værket, må stå for egen regning.

      Al kunst er politisk, og jeg vil til enhver tid opfordre andre læsere til at overveje de mikro- og makropolitiske forhold, der kan (igen, ”kan”) have haft indflydelse på forfatterens skabelsesproces og det endelige resultat. Det kan være utroligt givtigt, uanset om vi så snakker sovjetisk science fiction, colombiansk magisk realisme eller svensk krimi.

      I øvrigt dukker Schuhart (og mange af Harmonts andre indbyggere) i høj grad nakken, når han står over for den måske mest skelsættende begivenhed i menneskehedens historie, og vælger at ignorere den for at fokusere på egen overlevelse.

  2. ps4 games skriver:

    Good post. I learn something totally new and challenging on blogs I stumbleupon everyday.
    It’s always useful to read articles from other authors and use something from their sites.

  3. quest bars cheap skriver:

    What’s Happening i’m new to this, I stumbled upon this I have discovered It positively helpful and it has helped me out loads.

    I am hoping to give a contribution & aid different
    users like its helped me. Good job.

  4. quest bars cheap skriver:

    Hi there friends, pleasant paragraph and fastidious urging
    commented at this place, I am truly enjoying by these.

  5. quest bars cheap skriver:

    Sweet blog! I found it while surfing around on Yahoo
    News. Do you have any tips on how to get listed in Yahoo News?
    I’ve been trying for a while but I never seem to get there!
    Thank you

  6. ps4 games skriver:

    Hi there colleagues, how is everything, and what you want to
    say concerning this paragraph, in my view its actually amazing in favor of
    me.

  7. ps4 games skriver:

    Hey, I think your blog might be having browser compatibility issues.
    When I look at your website in Firefox, it looks fine but when opening in Internet Explorer, it has some overlapping.
    I just wanted to give you a quick heads up!
    Other then that, wonderful blog!

  8. ps4 games skriver:

    Your method of explaining the whole thing in this post is genuinely fastidious, all
    be capable of easily be aware of it, Thanks a lot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *