Unge læsere kan med Olga Gromovas Sukkerbarn få et indblik i Stalintiden, oplevet gennem barnets blik. Værket befinder sig i et krydsfelt af genrer og virkemidler. Værket synes at fortælle, at med litteraturen i bagagen og en god opdragelse kan mennesket udstå selv de hårdeste prøvelser.
Af Maria Høygaard Dindler, bachelor i rusland- og balkanstudier og cand.mag. i litteraturhistorie
”Et godt menneske binder selv alle knuder op” (s. 15). Med dette anslag fra en af de første sider i Sukkerbarn anspores læseren til at forfølge værkets motiv om selvstændighed og handlekraft. Egenskaber, der er nært knyttet sammen med litteratur og god opdragelse. Olga Gromovas Sukkerbarn, med originaltitlen Sakharnyj rebjonok og undertitlen Istorija devotjki iz prosjlogo veka, rasskazannaja Stelloj Nudolskoj (En piges historie fra det forrige århundrede, fortalt af Stella Nudolskaja), er noget så usædvanligt som en russisk børne- og ungdomsroman om Stalintidens undertrykkelser. Værket udkom d. 11. juni 2021 på forlaget Straarup & Co. i dansk oversættelse af Trine Søndergaard. Den første russisksprogede udgave er fra 2011. Oversættelsen rammer tonen fra den russiske original godt. Det er et let spiseligt sprog, men med mange ordsprog og talemåder, der må have voldt en del overvejelser. Samtidig optræder der mange sovjetiske og russiske historiske og kulturelle termer, hvoraf mange allerede er forklaret i fodnoter af forfatteren, men hvor andre har måttet tilpasses en (ung) dansk læserskare. Dette flyder også sprogligt fint, men stiller et vist krav til en ung dansk læser. Værkets handling baserer sig på den ældre kvinde, Stella Nudolskajas, erindringer fra barndommen, hvor hun og moderen som ”familiemedlemmer til en folkefjende” i 1936 blev sendt i eksil i Kirgisien (i dag Kirgisistan), og er fortalt til og forfattet af bibliotekar og redaktør Olga Gromova.
Bogens omslagsillustrator er Ksenija Dereka. Bogen ser indbydende ud med flotte farvekombinationer og et spil mellem matte og blanke effekter. På forsiden fremstår en illustration af en pige (Sukkerbarnet) og omridset af en hest samt et klæde med en rød blomst. På bagsiden fremstår en kvindefigur (Sukkerbarnets mor) med indbundne hænder, i færd med at hænge tøj op. Tørresnoren er dog ikke en tørresnor, men et pigtrådshegn, der løber som striber over både for- og bagside. Bogens titel, Sukkerbarn, er også formet i pigtråd og det skaber et paradoks mellem fangenskabet og de associationer, der lægger sig til det sukkersøde navn. Det her er ikke bare dolce vita.
Virkelighed eller fiktion?
Sukkerbarn befinder sig i et krydsfelt af genrer, herunder vidnesbyrd- og erindringslitteratur, dokumentarisme og fiktion. I værkets lange efterskrift med titlen I virkeligheden, forklarer Gromova, hvordan værket er blevet til, og hvilke dele der er ”sande”, og hvilke der er opdigtede. Efterskriftet appellerer sandsynligvis mere til voksne læsere end til unge. Forklaringstrangen er stor, men i denne anmelders optik på nogle måder nyttesløs, da erindringslitteratur under alle omstændigheder næppe kan hvile på fastfrosne sandhedsbegreber.
Bogens sidste sider, s. 235-266, er afsat til fotografier af Stella Nudolskaja og hendes familie samt officielle dokumenter og private breve mv. Illustrationernes art fremmer indtrykket af værket som dokumentarisk. Samtidig er værket et spil mellem virkelighed og fiktion, noget, der eventuelt vil være sværere at gennemskue for unge læsere.
Erindring af Stalintiden
Sukkerbarn indskriver sig i den sovjetiske og russiske litterære tradition for vidnesbyrd- og erindringslitteratur om Stalintiden, men er nyskabende i kraft af, at det er barnets blik på begivenhederne, der fremstilles. Værker som Aleksandr Solzjenitsyns Gulag øhavet (1973) og En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962) og Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, der blev udgivet første gang i sit fulde omfang i Rusland i 1992, og første del af seksbindsværket i dansk oversættelse af Christel Brinkløv, udgivet så sent som i 2008, skildrer livet i Gulag-lejrene på forskellige måder, men fra førstehåndsperspektiv. I de senere år har den russiske anmelderroste forfatter, Sergej Lebedev, sat fokus på Stalintidens undertrykkelser og Gulag-lejrene gennem sin egen generations blik, dvs. generationen af børnebørn til førstehåndsvidnerne. Sukkerbarn bidrager med et nyt syn på Stalintidens undertrykkelser, fordi værket repræsenterer barnets blik på begivenhederne. Det er samtidig væsentligt at bide mærke i, at værkets protagonist, Stella, med kælenavnet Ella, og hendes mor, og i øvrigt også Gromova, udgør et kvindeligt syn på begivenhederne. Samtidig flyttes fokus væk fra Gulag-lejrene, og på den måde udvides forståelsen af undertrykkelserne og ofrene til ikke blot at omfatte fangerne, men også deres familier og andre nære relationer. På den måde er den et vigtigt bidrag til erindringskulturen omkring Gulag, der stadig er mangelfuld i Rusland og de andre postsovjetiske lande. Omvendt er der i fremstillingen et stort fokus på individets individuelle ansvar, snarere end systemets, idet et gennemgående tema i værket netop er individets evne til at klare sig på trods af en undertrykkende stat.
Opdragelse gennem litteraturen
Sukkerbarn, eller Kant Bala på kirgisisk, er det navn, Stella/Ella bliver kaldt af kirgiserne under eksilet. Kulturudveksling spiller en væsentlig rolle i værket, der appellerer til nysgerrighed og åbenhed overfor forskellige kulturer, nationaliteter og levevis. Bogens handlingsforløb følger de klassetrin, protagonisten er nået til. På den måde bliver skoling et centralt motiv. Den rejse, som eksilet udgør, bringer protagonisten og hendes mor gennem flere forskellige opholdssteder, herunder en fangelejr med brutale prøvelser, et hjem hos en venligsindet familie og et stort statslandbrug, der er det sted, hvor de to opholder sig længst under eksilet. Sideløbende med de fysiske opholdssteder løber litterære elementer som et spor gennem værket, i form af sekvenser fra bøger, digte, sange, mv. For Stella/Ella, der allerede fra en tidlig alder i barndomshjemmet i Moskva er indført i litteratur og sprog, bliver litteraturen et holdepunkt i den svære situation. Både fordi den tjener som afledning og perspektivering, og fordi den ruster hende til at kunne sætte ord på prøvelserne. Moderen træder lidt i baggrunden i fortællingen, men fremstår alligevel indirekte tydeligt, fordi det er hende, der igen og igen bringer litteraturen på bane som et middel til opdragelse og opbyggelse af resiliens, som i denne passage, hvor de to er på vej af sted i en kreaturvogn til første stop af eksilet: ””Så kører vi,” sagde mor og sang en glad fransk vise for mig. Bagefter sang vi en vise om røvere sammen:
”Vi hvæsser vores sværd af stål
I skovens stille dyb.
Vi spejder efter lejrbål
Tændt af soldaterkryb.
– Sang jeg og forestillede mig et sværd af stål i mine hænder. Raseri er en kraftfuld følelse, som hjælper en med at holde modet oppe.” (s. 32).
Men dette fokus på litteratur, opdragelse og læring bevirker samtidig, at der opstår en didaktisk tone, der nok er mere almindelig for russisk børne- og ungdomslitteratur end for dansk og derfor sandsynligvis vil springe en dansk læser i øjnene. Det er påfaldende, hvor nysgerrig, modig og handlekraftig den unge protagonist fremstår. Dette forstærkes af repræsentationen af barnet som en lille voksen. Til tider kammer det over, så hun kommer til at virke stereotyp. Benævnelsen ”gammelklog” er fristende, når Stella/Ella eksempelvis nørder sprog sammen med en veninde (der også hedder Ella): ”Vi fandt hurtigt ud af, at Ellas tyske var forskelligt fra det, som mor og jeg talte. Volgatyskernes sprog var kommet med de første tyske kolonister i Rusland for 150 år siden under Katarina den Store, og det var selvfølgelig anderledes end det klassiske tyske, som mor havde lært i sin ungdom. Men mor satte sig for at hjælpe os, og snart kunne vi nysgerrigt sammenligne det klassiske tyske med Volgadialekten” (s. 128). Indtrykket af den lille voksne beror sandsynligvis til dels på det faktum, at Sukkerbarns fortæller er et komposit, der opstår i spillet mellem forfatter-fortælleren, Gromovas, fortællerlag og protagonisten Nudolskajas. Det er derfor et barneblik, der ”filtreres” gennem de to ældre kvinder, Nudolskajas og Gromovas blik.
Sukkerbarn er læseværdig som fænomen, ikke mindst for voksne læsere, men også som et nyt bidrag til den russiske vidnesbyrd- og erindringslitteratur. Det bliver spændende at se, hvordan bogen bliver modtaget af unge læsere, som udgør målgruppen. Sukkerbarn vil potentielt i højere grad appellere til voksne danske læsere, end til unge, men den vil sandsynligvis kunne indgå i skolesammenhænge, som en slags russisk pendant til Anne Franks dagbog. Sukkerbarn kan naturligvis læses som en fortælling om en spændende opdagelsesrejse til Kirgisien, uden alt for mange overvejelser om dette og hint, og læst på den måde er det en fortælling om at være åben og nysgerrig over for sine omgivelser og forskellige måder at leve på.