Anmeldt af cand.mag. Lise Lotte Larsen
En perfekt gift skildrer et univers gennemsyret af statssanktioneret vold, brutalt magtbegær og gennemgribende kontrol, hinsides enhver moral, ethvert retfærdiggjort formål, et vanvid, der tydeligvis har sine rødder i en fortid, der aldrig er blevet gjort op med. Man læser med en blanding af afsky, kvalme – og tryllebundet opmærksomhed, fordi det er så godt skrevet. Lebedev anslår en stemning af hemmelig, perverteret ondskab, der på en gang fastholder og frastøder læseren.
Hvor Sergej Lebedevs to første romaner har fokus på epoker i Rusland, der ligger noget tilbage i tiden, hhv. Stalintiden og dens lejrsystem i Ved glemslens rand (på dansk ved Lotte Jansen 2018) og tiden efter Sovjets opløsning i 1990’erne i Augustmennesker (på dansk ved Lotte Jansen, 2020), minder plottet i den netop udkomne En perfekt gift meget om en hændelse, der er foregået for nylig: to russiske ”turisters” forsøg på at myrde eksspionen Sergej Skripal med giften Novitjok i 2018 i England. Som læser har man en klar fornemmelse af, at romanen bygger på en håndfast virkelighed, men også af, at det vigtige her ikke er at få fremskrevet specifikke fakta om tid, sted og hændelser. De mere eller mindre forblommede fakta, forfatteren lader sive til læseren, tjener blot som et generaliserende bagtæppe for en tæt, litterær, indkredsende beskrivelse af den uhellige sammenblanding af videnskab og efterretningstjeneste som redskaber for ondsindet magt i et menneskefjendsk diktatur. Beskrivelsens fokus er især på en nøje kortlægning af den mentale indstilling i individer, der arbejder i denne sfære. Hvad driver dem personligt? Og hvordan er de viklet ind i den store historie?
I forlagets pressemeddelelse kaldes romanen ”en kompliceret lignelse” om forfatterens hjemland. Som læser mærker man det komplicerede ved den kraftanstrengelse, det kræver at fatte hele omfanget og betydningen af det vægtige, omfattende stof, der rulles op i det velfungerende plot. Måske derfor virker romanen lidt knirkende i forhold til de velsmurte spion- og spændingsromaner, den er blevet sammenlignet med, som fx le Carré. Til gengæld er det tyngden i indholdet, der er årsag til, at spændingen og uhyggen hos Lebedev er langt stærkere, ja ligefrem kvalmefremkaldende, og til at hans roman er relevant langt ud over det underholdende. En perfekt gift er i kraft af sit stof en spionroman fra helvede. Og måske er vi særligt nu, med Ruslands krig mod Ukraine og undertrykkelsen af kritikere i hjemlandet, klar til at se den skildrede statsdrevne ondskab som den skinbarlige realisme.
Stoffets tyngde formidles i en effektiv symbiose med Lebedevs særlige litterære talent, det indkredsende, suggererende sprog. Det er i hvert fald sådan, hans sprog kommer til læseren i den fine oversættelse, der hele vejen igennem holder den prægnante tone, der så roligt flydende fremmaler det sindsoprivende indhold.
Romanen er subtilt kalkeret over nutidig russisk politisk virkelighed, hvilket i en russisk kontekst kan forstås allerede af originaltitlen: Debjutant. Ordet debjutant (dansk: debutant) er ligesom navnet på giften Novitjok synonymt med ordet ”nybegynder”, så når den gift, der i romanen udvikles til brug mod statens ydre og indre fjender, får det uskyldigt klingende navn Debutant, er allusionen til virkelighedens Novitjok klar og dermed også til den russiske efterretningstjenestes gustne, morderiske arbejdsmetoder. Den association mangler i en ordret oversættelse til dansk, så oversætteren må have haft mange overvejelser over, hvordan man kunne ramme en dansk titel, der på samme måde lyder uskyldig og samtidig underforstået henviser til en giftig virkelighed. En perfekt gift er et godt valg, der både sporer læseren ind på romanens emne og rammer det modsatrettede og perverse i forbindelsen mellem gift og perfektion.
Handlingen er bygget op som en thriller med forfølgere, efterretningsofficeren Sjersjnev og hans makker, Grebenjuk, og en forfulgt, afhopperen Kalitin, der romanen igennem langsomt nærmer sig hinanden, mens der skiftevis fortælles i to spor. Først kommer dog en ouverture eller prolog, der introducerer gennemgående temaer og motiver: fra Stalintid og Sovjetdiktatur til kaotisk frihed i 1990’erne og tilbage til nyt despoti i nutiden, efterretningstjenesten som en magtfuld stat i staten, magtens tillokkelse og forræderens evige frygt for forfølgelser.
Varslet
Første kapitel fortæller om en tidligere ansat i efterretningstjenesten, Vyrin, der i kaosset efter Sovjets opløsning skræmt ser sin hemmelige viden om Sovjets agenter miste værdi i en ny samfundsorden. Så han angiver agenter og kolleger til de nye magthavere: ”Dengang havde det ikke forekommet farligt. Det var anderledes i dag.” Han er derfor hoppet af, har ændret udseende og lever anonymt i et mellemeuropæisk land under beskyttelse af landets efterretningstjeneste. Men selv i sit nye liv i et frit land er Vyrin inficeret med frygt for den forfølgelse, han som tidligere ansat i efterretningstjenesten kender omfanget af. Han føler, at den sagsmappe, der ligger tilbage på ham i Rusland, er som ”en voodoodukke som en troldmand når som helst kunne stikke sine dødbringende nåle ind i”.
Mens Vyrin selv arbejdede med sagsmapper på mistænkelige personer, havde deres ”banalitet virket på ham som et afrodisiakum; den synlige legemliggørelse af tjenestens magt og dens indre fjenders ubetydelighed – kryb, kravl, insekter, der blev sat under lup”. Men nu i hans nye liv i friheden forekommer sagsmapperne ham som ”en paranoid roman uden forfatter, en tekst bestående af flere tekster skrevet af en gal statslig hukommelsesmaskine. En roman der – i sidste ende – stræbte mod at favne livet i sin helhed og skabe dets politimæssige genpart. Men staten ville altid være som en kyklop, dens blik var ikke stereoskopisk, men enøjet. Den så kun loyalitetens og illoyalitetens vandmærker. Som genspejlinger af den oprindelige mistanke der gennem tilfældige begivenheder antog et skær af kød og blod. Derfor er en rapport ikke en genpart af livet. Men en særegen, mørk, afstumpet dobbeltgænger, et sammensurium af angivelser, stjålne, aflyttede ord, aflurede scener; en kilde til hemmelig, uheldsvarslende magt der består i selve muligheden for at kunne flå hverdagens beskyttende lag af”.
Et uhyggefremkaldende billede af efterretningstjenesten i Sovjet og senere Rusland, som giver en fornemmelse af statens monsteragtigt amoralske ideologi og menneskesyn og den intenderede afledte stemning af frygt. Og samtidig åbner billedet for den svaghed, der ligger i statens forsøg på at opnå total kontrol, når statens blik på virkeligheden er enøjet. Ouverturen er derfor også et betydningsladet varsel om, at ondskab og magt ikke altid vil vinde. Ganske vist indhentes Vyrin af agenter, der forgifter ham med en injektion i halsen. Men i den påfølgende fortælling kommer den komplekse virkelighed med dens menneskelige følelser og overbevisninger i vejen for agenternes plan, hændelser, som kontrol og overvågning ikke kan tage højde for. Her fortælles om, hvad det er, der kan spænde ben for ondskaben. Hvor ligger håbet for, at ondskaben ikke altid vil få det sidste ord?
Det forvrængede livssyn
Romanens ene hovedperson, Kalitin, er som prologens Vyrin flygtet fra Rusland af frygt for sin egen sikkerhed i de usikre tider i begyndelsen af 1990’erne. Inden sin flugt var han en dedikeret videnskabsmand, der havde viet sit liv til at udvikle en effektiv, usporlig gift, koste hvad det ville i levende forsøgsdyr og mennesker og uden skrupler i forhold til, at formålet var at skabe det perfekte redskab til at bekæmpe statens indre og ydre fjender. Han når sit og statens mål med giften Debutant.
Han blev sporet ind på en karriere som kemiker af et fjernt familiemedlem, der som højt placeret officer i Sovjetsystemets videnskabelige forskning dels beskyttede og hjalp hans familie til gode stillinger i en lukket forskerby og dels gjorde indtryk på Kalitin som dreng ved som den eneste i omgangskredsen at virke sikker og urørlig midt i Stalintidens frygt for udrensning. Og lige så vigtigt: ved at udstråle en forbindelse til en før-kristen esoterisk ”hemmelig eksklusivitet, magt og styrke”, symboliseret ved det ældgamle symbol for lægevidenskaben, skålen og slangen, som drengen ser på generalmajorens ordensbehængte uniform. Dette ”afgudsbillede” inspirerer Kalitins forskerkarriere, og den bliver hans forsøg på også at gøre sig selv urørlig. En kemisk forskning, der ligner en hedensk alkymi med det formål at få magt over liv og død.
I sit nye hjemland, en af Sovjets tidligere lydstater, har han henvendt sig til efterretningstjenesten og tilbudt at fortsætte sit arbejde for dem i den overbevisning, at efterretningstjenesten her må være som den russiske, men i stedet får han lovning på at blive stillet for en domstol, hvis han fortsætter. Når et demokratisk retssamfund kan opstå i et tidligere Sovjetdomineret despoti og sætte grænser for afsporet ondskab, er det måske Lebedevs subtile påpegning af et håb også for Rusland. Kalitin må uforstående trække sig ørkesløst tilbage til et ensomt beliggende hus, hvor han passer godt på det eneste, han har tilbage af sin strålende karriere, en enkelt parfumeflakon med hans bedste frembringelse – og livsforsikring, Debutanten. Da Ruslands efterretningstjeneste sender agenter efter ham med hans egen perfekte gift, har han netop fået en kræftdiagnose. Og ved romanens slutning bliver hans møde med en præst, der med sit liv og virke på en stilfærdig, uheroisk måde har formidlet ”Guds sande ord”, endnu en trussel mod hans liv.
Med figuren Kalitin placerer romanen det religionsfornægtende i den sovjetiske videnskabsideologi som en faktor bag dens destruktive menneske- og verdenssyn. Kristen moral er ude af ligningen og erstattet af en hedensk overmenneskeideologi. Det udtrykkes dunkelt i en drøm, Kalitin har om sin sovjetiske fortid og sin position som videnskabsmand. En drøm, der ligner en forvrænget parafrase af de indledende vers fra Johannesevangeliets første kapitel om lyset, der kommer til verden. Kalitin drømmer, at han kommer til verden i et skinnende hvidt lys og fejres af hvidklædte guder. Og da han fra gudeverdenen kommer ind i mørket, (dvs. da han mister sin position ved Sovjets opløsning), opsluges han ikke, ”for han var som udgangspunkt fremmed for verden, og denne kunne ikke tage imod ham, ikke skille ham fuldstændig ad”.
Og da Sovjetunionen falder fra hinanden og Kalitins forskning bliver indstillet, opfatter han det som modstand fra en svag Gud: ”En materiens mørke, forstokkede kraft der modsatte sig videnskabelig erkendelse. Og som var bange for titaner der som han, Kalitin, indledte en ny epoke i videnskaben, der havde lært at se dybere ind i tingenes kerne end andre forskere – takket være sammensmeltningen, koblingen af de tekniske muligheder der lå i masseproduktion, og den ubegrænsede magt hos en planøkonomisk stat der kunne prioritere en historisk uhørt mængde ressourcer for at nå et videnskabeligt mål og kunne give en udvalgt forsker ikke alene midler, men også direkte og rå magt til at nå dette mål.”
Hans laboratorium lå i et tidligere kloster på en ø, en dybt hemmelig, hermetisk lukket by, (under en hvælvings ødelagte billede af dommedag!). Laboratoriet var som en syntese af ”et tempel og et fængsel, et alter og et øvelsesområde. . . Hans tilværelse, hans arbejde afhang af denne hermetisk lukkede verden. Her kom man uden om den moralske tyngdekraft, og han havde kunnet hæve sig til sin snævre genialitets højder ved at skabe Debutanten, den bedste af hans frembringelser.”
Kalitin kender altså til moral og forstår dens styrke, men ved at opfatte den som en naturkraft kan han som videnskabsmand forsvare at hæve sig over den. Han ser nazisternes destruktive brug af videnskaben som det, der i verdens øjne har kompromitteret opfattelsen af videnskaben som værdifri, lagt den åben for ”moralens tyngdekraft”. Den viden får ham ikke til at tage afstand fra misbrug af videnskab i magtens tjeneste, men blot til at forstå nødvendigheden af at hemmeligholde misbruget.
Nogle år efter sin flugt til det nye land får Kalitin af den lokale præst, Travnitschek, at vide, at der er agenter på jagt efter ham, og får tilbudt et skjulested i kirken. Og da Kalitin netop har fået sin kræftdiagnose og må se døden i øjnene, er han rystet og sårbar og måske derfor modtagelig for de værdier, der har præget og præger præstens liv og handlinger. Mødet med præstens kristent moralstyrede liv og mystiske forbindelse til noget mirakuløst bliver hans endeligt som overmenneske, det ”skiller ham fuldstændig ad”. Han må indse, at ”moralens tyngdekraft” rummer kræfter af en anden ukontrollerbar art end videnskabens naturlove. Præsten har selv i fortiden været forfulgt af efterretningstjenesten og blev forsøgt forgiftet med et pesticid. Mirakuløst overlevede han giften, hvad Kalitin ellers ved er umuligt. Miraklet ryster Kalitin: ”Hans forstand, hans sikre, rationelle verden slog sprækker. Noget ukendt kiggede frem” og vækker hans bevidsthed om de liv, han har på samvittigheden. Miraklet får Kalitin og hans enstrengede verdenssyn til at gå i opløsning: ”Travnitschek var et levende mirakel som udviskede Kalitins skæbne, gjorde Debutanten meningsløs og ligegyldig. Kalitin havde ønsket den absolutte magt over materien, og det absolutte var nu bragt til fald.”
Volden
Sjersjnev, romanens anden hovedperson, er agenten, der bliver udvalgt til at opspore og dræbe Kalitin. Han har erfaring som bl.a. afhøringsofficer fra Ruslands forskellige krige, Groznyj og Damaskus bliver nævnt: ”Hele hans karriere, lige fra officersskolen til han indtrådte i tjenesten, havde han lært at se vold som den vigtigste kilde til al erfaring af betydning, at anerkende dens uforstilthed, dens sande og varige spor.” Selv på en udflugt til en paintball-skydebane med sin søn og hans kammerater kan han ikke aflægge sin voldsparathed, men bliver så grebet af efterligningen af krig, at han tværer sønnen og kammeraterne ud.
Fortælling om hans og makkeren Grebenjuks mission for at opspore Kalitin er en langsomt eskalerende fiasko for den nøje planlagte, statsligt sanktionerede vold, de er sat til at udføre, camoufleret som turistrejse. Dels spreder enhver tilfældig afvigelse fra planen mistanke og paranoia hos de to, dels er de ikke sikre på hinanden, men fornemmer hver især, at de er sat til at vogte på hinanden. Og med Sjersjnevs fortid er der allerede revner i den menneskelige faktor ved planen. Da han var afhøringsofficer (i Tjetjenien?), begik han en fejl ved at stole på en agent, der havde en skjult dagsorden og derfor angav en uskyldig ung mand. Sjersjnev står for torturen af drengen, men ender med at forstå, at drengen var uskyldig, og han selv har begået en fejl. Han beordrer derfor den mishandlede aflivet, så han ikke kan afsløre fejltagelsen, det vil ødelægge Sjersjnevs autoritet. Men episoden bliver ved at plage ham: Han anser den for ”nok at have været forkert, uheldsvanger. Han kunne ikke finde mere præcise ord for det. Forkert – ikke i moralsk forstand, han var ikke plaget af samvittighedskvaler. Havde det kun været et spørgsmål om moral, så ville han handle på samme måde igen. Og alligevel fornemmede han at han havde begået en forseelse der dengang havde været accepteret, at have fordrejet skæbnen, hvilket om ikke direkte, så dog havde været medvirkende til at hans kone var gået fra ham, og at han gradvist havde mistet kontakten med sønnen der, syntes Sjersjnev, var ved at udvikle sig til en fremmedartet, splejset og skabet type.”
Fejlen har altså været skæbnesvanger for hans familieforhold, og da han – tilfældigt – møder sit offer undervejs på ”turistrejsen”, er det endnu et voldsomt slag for ham. Han ved med al sin militære erfaring, hvor usandsynligt det er, at offeret skulle have overlevet og været i stand til at flygte fra sit besatte hjemland, og Sjersjnev søger vantro efter en hensigt bag. Men han ved af erfaring, at hvis den slags skulle være arrangeret, ville det være ”en enorm operation som selv hans tjeneste ikke bare lige ville kunne sætte i værk.” Så han må nødtvunget, flov over det patetiske i tanken, erkende, at der kun var ”én følelse i verden der kunne samle held, stædighed, svaghed, håb, frygt, beregning, fortvivlelse, binde dem sammen, omdanne dem til en helstøbt, frelsende gestus fra skæbnens side. Kun én følelse kunne skabe et sådant mirakel.” Den ene følelse er kærlighed. En følelse, Sjersjnev mærker som en truende overmagt: ”For første gang tænkte Sjersjnev på at noget kunne gå galt. Og han fornemmede rædselsslagent – som om hændelsen havde slået ham ud af jægerens rytme, havde kastet ham over i den normale, langsomme tid som alle mennesker levede i – at han havde mistet sin evne til at være et skridt foran offeret, overhale det. Noget truende og stærkt havde synkroniseret deres ure.”
Et slående udtryk, karakteristisk for Lebedev, for den gudløses opfattelse af Gud, der fremkalder uhygge ikke kun i Sjersjnev, men også i læseren. En forvrænget opfattelse af Gud, der afslører en fuldkommen mangel på kendskab til og tillid til det gode. Kan det blive mere uhyggeligt?
Håbet
Ligesom i Kalitins tilfælde er det eneste, der kan true Sjersjnev, fornemmelsen af en transcendent kraft, der griber ind i virkeligheden og kaster ham ind i et almindeligt menneskeligt format uden ret til at have magt over andre, og hvor han – som alle andre – er afhængig af kærlighed.
En perfekt gift er en spionroman fra helvede, fra en ødemark tømt for moralske og åndelige værdier. Men den åbenbarer med sin realistiske fortællings lette religiøse farvning og forsigtigt indkredsende åbenhed over for det transcendente, at der findes en absolut målestok for det gode, der kan sættes over for det onde. Da Kalitins selvopfattelse som overmenneskelig titan bryder sammen over for præsten, forsøger han at injicere præsten med ondskab ved at betro ham omfanget af den amoralske, toksiske hensynsløshed, der har drevet hans forskning. Men præstens religiøse grundsyn gør ham immun og giver ham et sprog til på en gang at forstå og tage afstand fra Kalitins drivkraft. Han forstår, at Kalitins forskning har villet tage den lige vej til erkendelsen tværs gennem andre væsners liv og lidelser. Og han påpeger, at de liv, der er blevet ofret i Kalitins forsøg, ikke alene er et spørgsmål om etik, men at den anvendte ondskab forgifter det, den frembringer: ”… det er jo netop problemet at midlet pludselig helliger målet. Og det De får skabt, viser sig at være en skabning som ikke er givet nåden, det godes egentlige målestok.”
Modstykket til ondskaben, nåden, som Lebedev kalder det, viser sig i romanen i gode menneskelige handlinger og i den genklang, de vækker i andre. Den viser sig i kærligheden. Og den viser sig i en virkelighed, der er større end det, mennesker kan planlægge og udgrunde, og hvor tilfældigheder og mirakler sker. Ligesom hos 1800-tallets russiske realistiske forfattere rummer virkeligheden hos Lebedev spirituelle dybder, der ikke kan ignoreres. Som Tolstoj siger, kan det gode ikke defineres, men er det, der definerer alt andet. Og Lebedevs fortælling fører frem til, at ondskaben, det forvrængede livssyn, volden og brutaliteten i sidste instans måles med det godes målestok og dermed afslører sit livsfjendskab. Og her lægger Lebedev et håb for fremtiden som modstykke til mennesker og stater, der vælger det gode fra.
Anmeldelse af En perfekt gift af Sergej Lebedev. Oversat af Lotte Jansen. Udkommet juli 2022 på forlaget Palomar. 253 s.