Overdådige beskrivelser og bitre smagsnoter: Anmeldelse af Herren fra San Francisco og andre fortællinger af Ivan Bunin

Anmeldt af Lise Lotte Larsen, cand.mag. i russisk og religionshistorie

Herren fra San Francisco og andre fortællinger af Ivan Bunin. Oversat fra russisk af Trine Søndergaard. Bechs Forlag, 2020, 286 s.

Et udvalg af nobelpristager Ivan Bunins (1870-1953) fortællinger udkommer her for første gang oversat til dansk fra russisk. Hermed udfyldes et hul i præsentationen af klassisk russisk litteratur i Danmark, takket være oversætter Trine Søndergaard, Bechs Forlag og Statens Kunstfond, der har støttet.

Novellerne er skrevet fra 1915 til 1949, den ene halvdel er længere fortællinger på op til 60 sider, den anden halvdel består af fortællinger på omkring 10 sider eller mindre. Det er imellem de sidste, at de allerbedste findes, synes jeg. Her finder læser og forfatter over ganske få sider ubesværet et fælles åndedræt og et fælles dybdeskarpt billede af handling, personer og miljø. Det er helt fantastisk. Hver og en er de smukke og umiddelbart fængende og – et tip til litteraturformidlere – velegnede til oplæsning.

Bunin har ”en malers øje for detaljerne”, som der står på flapteksten, en minutiøs visuelt fremstillende stil, der stiller store krav til oversætteren om at ramme lige præcis de danske ord og vendinger, der gør, at man som læser kan se billedet for sig. Det må have været svært og tidskrævende at oversætte disse detaljemættede, fint nuancerede ordophobninger, men oversættelsen er vellykket og smukt flydende. Novellen Natligt hav indledes f.eks. med en tætvævet beskrivelse af det larmende inferno, der opstår, når folk og last skal af og på et dampskib, der ligger for anker. Over en halv side (for langt at citere her) udmales et hektisk kaos, der så falder til ro i den følgende sætning: ”Imens krængede dampskibets delfinagtigt spændstige krop snart til den ene, snart til den anden side, som var den spændt ud på elastikker.” Her er både flow og stemning, og læseren kan se det for sig.

Bogens efterskrift ved Ole Nyegaard giver et kort rids af forfatterens kvaliteter og hans plads i russisk litteratur. Nyegaard nævner blandt andet, at Bunin tematisk set skriver i traditionen fra Tolstoj og Tjekhov, men stilistisk er sin egen.  Hvis jeg skal opsummere mit indtryk af Bunins stil i novellerne, så kan jeg gøre det med den sammenligning, at hvis Tolstoj og Tjekhov stilistisk serverer en ypperlig basiskost, så får læseren hos Bunin fyldt chokolade, af den mørke, bitre slags med overraskende, eksotiske smagsnoter.

Stilen kan også have Dostojevskij-agtige træk, som i Jelagin-sagen, en højspændt kærlighedshistorie mellem en ung, smuk skuespillerinde og en ung officer. Begge er de i lige høj grad besat af voldsom livs- og kærlighedstørst kontrasteret af en lige så voldsom dødsangst og dødslængsel, som de udforsker og forstærker hos hinanden, indtil døden føles som den eneste mulige konsekvens af deres følelser. I indledningen sammenligner fortælleren den selv med en boulevardroman. Den har da også de knaldromanagtige træk, som fortællinger kan have hos Dostojevskij, og ligesom ham gør novellens fortæller opmærksom på sig selv og sin stedvise afmagt som afvejer af sandheden, mens ordet overlades til forskellige stemmer, anklagerens, forsvarerens, vennernes beskrivelser af morderen og hans gerninger. Det bliver et nuanceret billede, der – som fortælleren også gør opmærksom på – kan ”tjene som inspiration til et seriøst skønlitterært værk …” De tre punktummer bruger Bunin flere steder, når han vil have læseren til at tænke eller blive opmærksom på et diskret ironisk tvist som her. En tavshed i teksten, der klinger og får betydning som en pause i musik.

Døden spiller en rolle i næsten alle fortællingerne, enten som dødsfald, mord eller selvmord, altid tæt forbundet med kønslivet og kærligheden, lige bortset fra døden i titelnovellen Herren fra San Francisco. Her er det en ældre herres uventede, og dog forventelige, død på en luksusrejse fra Amerika til Europa. ”Han var ganske overbevist om, at han var i sin fulde ret til afslapning, til fornøjelse og til en rejse, som skulle være fortrinlig i alle henseender. Grunden til denne overbevisning var for det første, at han var rig, for det andet, at han, trods sine otteoghalvtreds år, netop havde taget fat på livet.” Her og i resten af fortællingen udfoldes en diskret civilisationskritik,  der stadig er aktuel. Her kommer døden til at sætte den velhavende levemådes mangel på forbindelse til livets naturkræfter i relief. En drøm, som kunne have givet den rige mand et varsel om døden, affejer han som forvrøvlet sludder ”eftersom hans sjæl i umindelige tider ikke havde huset så meget som et sennepsfrø af nogen som helst såkaldt mystiske fornemmelser”.

Et sennepsfrø er som bekendt det, Jesus ofte henviser til i sine lignelser. Religion og religiøse tanker og tekster ligger som et diskret metalag i fortællingerne, men i den sidste, Cikader, bliver Prædikerens bog og buddhistisk filosofi en direkte dialogpartner for fortælleren, der en smuk nat ved havet reflekterer over splittelsen mellem jegets liv i verden, ”eksistensens bedrageriske og bitre sødme” og den mystiske – og skræmmende – opløsning af jeget i altet og evigheden. Her ligger drivkraften for jegets forfattervirksomhed gemt, forstår man, så her får man en nøgle til hans litteratur i en form, der selv er litteratur. Han spørger sig selv, hvad der ligger bag den forpligtigelse, han føler til ”uafbrudt at udtrykke mine følelser, tanker og forestillinger, og ikke bare udtrykke, men udtrykke dem med en præcision, skønhed og kraftfuldhed, som skal fortrylle, begejstre og give mennesker sørgmodighed og lykke? Hvem har givet mig dette uudslukkelige behov for at smitte dem med det, jeg selv lever af, give dem mig selv og i dem søge efter medfølelse og enhed, efter at forenes med dem?”  Og han svarer selv, at det er et paradoks, der dels hviler på egoets ønske om udødelighed, dels på pligten til at udnytte den evne, han har fået til at overvinde egoets begrænsninger ”tiden, rummet, formerne – og til at føle min begyndelsesløshed og endeløshed, det vil sige denne Al-enhed, som atter trækker mig ind i sig, som en edderkop i sit spind.”

Kærlighed som et på en gang lidenskabeligt erotisk og sjæleligt fænomen er temaet i alle novellerne. Den beskrives som en universel naturkraft, der udfolder sig uforudsigeligt og på tværs af konventioner og omkostninger, som f.eks. de bedragne ægtemænd i Solstik og Kaukasus. Hvad enten kærligheden er lykkelig eller ej, accentuerer den livsglæden i sin modtager. Det siges ligeud af den bedragne Natalie i novellen af samme navn: ”Findes der overhovedet ulykkelig kærlighed? … Giver den mest sorgfulde musik i verden måske ikke lykke?”  Men når kærligheden forsvinder, forsvinder også livsfølelsen, og selvmordet er nærliggende.

De overdådige beskrivelser viser scener fra vidt forskellige miljøer, fra det gamle, landlige Rusland fra før revolutionen til byliv i Paris, skibsrejser og turistliv i Italien. Men det er ikke en realisme, der har til hensigt at forankre et miljø i tid og rum. Beskrivelserne reflekterer den, der ser på verden. Verden spejler beskueren og flytter så at sige ind i ham. Som det sker for kaptajnen i Changs drømme, der betragter en smuk solnedgang over havet og er lykkelig, ”fordi hele verden var i hans sjæl i dette øjeblik – og også fordi han allerede dengang lugtede af vin. . .” Alkohol er åbenbart, ligesom kunsten og kærligheden, et middel til at højne livsfølelsen og den mystiske opløsning af jeget i Al-enheden.

Bogen har fine bibliografiske oplysninger, men jeg kunne godt ønske mig flere noter. Man er er ikke i tvivl om at gå glip af en pointe, når en person spås at blive ”en ny Brjus”, og man ikke ved, hvem det er. Når man finder ud af, at Krasiński, der citeres flere gange i Jelagin-sagen, er en polsk 1800-tals, romantisk nationaldigter, uddyber det fornemmelsen for den tanke- og kunstverden, fortællingerne udspringer af. Viden om de titler og citater, der er drysset ud over teksterne, er derfor ikke ligegyldig.

Omslag og layout er nydeligt, men når Bechs Forlag beundringsværdigt udgiver fin, klassisk litteratur som denne, så fortjener den at få mere gedigne rammer, eksempelvis fast omslag og større typer. Det sidste ville lette overskueligheden i de rige beskrivelser. Fyldt chokolade skal leveres i passende indpakning.