Hvordan man konfronterer en fortid, man ikke selv har oplevet, og får en læseværdig roman ud af det?
af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur
Sergej Lebedevs “Ved glemslens rand”, der oprindeligt blev udgivet i 2011 og nu er udkommet på dansk i oversættelse af Lotte Jansen, synes at være en del af en tradition – en stolt russisk litterær tradition for at beskrive en ikke synderligt stolt fortid præget af mildest talt mere eller mindre legitime fængslinger, eksileringer og livslange ophold i brutale arbejdslejre. Jeg-fortælleren udlægger selv tidligt i bogen dens formål, når han proklamerer, at ”… denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.”
Men mens de mere kendte værker i denne litterære niche, vidnesbyrdlitteraturen – som f.eks. Dostojevskijs (“Optegnelser fra) Det døde hus” og Solzjenitsyns “Gulag øhavet” og “En dag i Ivan Denisovitjs liv” – primært omhandler livet i de sibiriske lejre, så gør Lebedev brug af en anden tilgang. Ved glemslens rand er nemlig ikke en fængselsroman, men en rejsefortælling – bogens hovedperson gør lige præcis det, som fangerne i arbejdslejrene ikke kunne: Han rejser.
Mens man aldrig får sat en konkret datering på romanens handling, kan man udlede, at den må foregå i hvert fald tæt på vores nutid, altså længe efter at GULag-lejrene havde deres storhedstid i Sovjetrusland. Her følger man den unavngivne jeg-fortæller – man får ikke meget at vide om ham, ud over at han voksede op i relativ datjaidyl i Sovjetunionens perestrojkatid og sidenhen blev geolog – på sin færd for at lære mere om den mystiske blinde (og på dette tidspunkt for længst afdøde) mand, der i jeg-fortællerens barndom indtog rollen som surrogatbedstefar og derved fik tilnavnet Bedstefar To – denne karakters rigtige navn får man, måske ikke overraskende, heller aldrig at vide.
Bedstefar To havde en enorm og ikke altid positiv indflydelse på hovedpersonens barndom og bliver selv efter sin død ved med at spøge. Efter forgæves forsøg på at distancere sig fra ham indser hovedpersonen, at den eneste måde han nogensinde vil kunne blive fri fra hans undertrykkende tilstedeværelse på, er ved at konfrontere skeletterne i skabet og finde ud af, hvem denne gådefulde mand i virkeligheden var. Således begynder rejsen.
Denne færd udgør historiens rygsølje og er en rejse i ikke blot rum, men også tid. Samtidig med at turen bogstaveligt talt tager hovedpersonen længere nordpå og ind i den sibiriske ødemark, foretager han en simultan figurativ rejse bagud i tiden via de spor og historier om Bedstefar Tos gøren og laden, han afdækker. Nok er jeg-fortælleren geolog af profession, men i denne histories øjemed er han lige dele arkæolog og detektiv. Historien som helhed minder meget om en gammeldags detektivroman med kryptiske spor, obskure ledetråde og småkriminelle, der kommer i vejen for vor helt, men jo længere nordpå han kommer, jo flere problemstillinger der lader til at løse sig ved rent og skært tilfælde, jo flere drømme der viser sig at være nær profetiske, og jo flere bizarre karakterer han møder på sin vej, jo mere tager handlingen en drejning og begynder i stedet at virke som en form for magisk realistisk renselsesrejse.
Hovedpersonens mission fører ham direkte mod et Ruslands ”mørkets hjerte”, men i kontrast til Joseph Conrads klassiker “Heart of Darkness” fra 1899, hvor den enigmatiske antagonist Kurtz i sidste ende viser sig blot at være et forgængeligt menneske af kød og blod, så vokser Bedstefar To til at repræsentere mere end bare det individ, han engang var, da hele hans eksistens viser sig at være uløseligt forbundet med fangelejrene, de mange rædsler, lejrene var kulisse til, og det politiske system, der gjorde flittigt brug af dem. En sådan udvikling i historiens narrativ vil nogle måske mene er lidt letkøbt og til en vis grad åbenlys, og selvom jeg er enig i en sådan karakterisering, fandt jeg selve håndteringen af den veludført og fascinerende: Man vil som læser nok hurtigt regne ud, at Bedstefar Tos rolle i handlingen ikke forbliver ved stadiet ”sær, gammel mand, som jeg-fortælleren kendte i sin barndom” – historier som den nærværende kræver oftest en eskalering af den centrale konflikt, inden den mod slutningen kan forløses. Derfor kan selve den gradvise afsløring af, at der er noget speget på færde med Bedstefar Tos forhistorie, godt virke en kende indlysende, når nu bogen gør det så tydeligt, at det er netop dette aspekt, der udgør selve fortællingens kerne.
En væsentlig grund til, at man kan begejstres for bogens handling, der ellers ikke genopfinder den litterære dybe tallerken, er, at Lebedev leverer den så godt, som han gør. Ved glemslens rand er eminent godt skrevet – og ditto oversat – og formår at sælge sin historie på en måde, der gør, at man ikke blot følger den – man føler den i lige så høj grad. Lebedev kan med sin fantasi, sans for detaljer og sine ofte overraskende humoristiske formuleringer og sammenligninger drage læseren med ind i sin verden og få vedkommende til at føle den kolde, hårde sibiriske vind i ansigtet eller måske endda en sær form for nostalgi for en tid og sted, man aldrig har oplevet. Tag for eksempel denne beskrivelse af en sommerdag i hovedpersonens barndom:
”Der var hedebølge, det var så varmt at chokoladerne på buffeten smeltede, klistrede sammen med deres indpakning; i krybekælderen gærede årets kvass, pressede propperne ud af flaskerne, og en syrlig duft af humle trængte gennem sprækkerne i husets gulv, snesevis af fluer blev kvalt i fluepapirets klister, der var så mange at papiret bevægede sig som hvis der var gennemtræk; men luften var stillestående, plumret, ufrisk som vandet i det glas hvor man opbevarer gebisset; rundt om i datjaernes haver knækkede græsset og lagde sig, dammen sandede til – i det mørkegrønne, indtørrede dynd der boblede nu og da, lå fiskene og rådnede; kragerne samledes ved dammen, satte sig rundt omkring i de lave træer på bredden, puslede rundt i dyndet, pillede med deres næb i fiskenes indvolde; når kragerne havde stillet deres sult, fløj de op på højspændingsledningerne, og det var som om ledningerne hang lavt ikke på grund af heden, men på grund af vægten af den sorte fuglemasse; kragerne sad tavse, mætte gylpede de nu og da …”
Også Lebedevs naturbeskrivelser fortjener stor ros, hvilket man formentlig, i hvert fald til dels, kan tilskrive hans (og sjovt nok også bogens hovedpersons) uddannelse som geolog. Ud over de rent konkrete ekspressive beskrivelser af i særdeleshed det sibirske landskab gør han ofte brug af geologiske sammenligninger i mange forskellige sammenhænge – selv selve bogens opbygning bærer nogle gange præg af en form for stratigrafisk tilgang, hvor minder placeres inde i erindringer som geologiske lag. Til tider nærmer hans inddragelse af geologien i forskellige aspekter af historien, hvad man kan kalde en slags ”geopoesi”, der behandler naturen omkring hovedpersonen som en karakter i sin egen ret og ikke blot som en kulisse, hvori handlingen udspiller sig, som f.eks. bogens indledende sætninger: ”Jeg står på randen af Europa. Her blotlægger hver eneste skrænt mod det store ocean klippens gule knogle og den kødlignende, okkerfarvede muld; knoglen knuses under bølgernes slag, muldens kød ædes af tidevandet.”
Ved glemslens rand minder på mange måder om fordums skønlitterære værker. Solzjenitsyn og Lebedev skriver om de samme arbejdslejre, om de samme tyranniske lejrkommandanter, om de samme hensynsløst fatale udvisninger til Ruslands koldeste egne, men netop denne bog behandler emnet på en mere esoterisk vis end foregående eksempler. Hverken Lebedev, hans hovedperson eller størstedelen af forfatterens læserskare er gamle nok til nogensinde at have mærket Stalintidens repressioner på egne kroppe, men de har det tilfælles, at de til stadighed skal leve med og forholde sig til ikke bare generalsekretærens, men også datidens mange Bedstefar To’ers arv. Det resulterer i en bog om at konfrontere en fortid, man ikke har haft del i, men stadig påvirkes af, om at slutte fred med en svunden tids spøgelser for fremtidens skyld. Det er et klassisk narrativ pakket ind i en spændende historie og smuk prosa, hvilket kombineret gør Sergej Lebedevs “Ved glemslens rand” til et absolut anbefalelsesværdigt læs.
“Ved glemslens rand” er udkommet i 2018 på Forlaget Palomar i Lotte Jansens oversættelse.