Af Niklas Ulstrup Larsen
To verdener. En mørk og en lys. En med frygt, vold og mangel på ressourcer, og en med diskussion, samtale og overflod. Det er præmissen i Vladimir Makanins Mandehullet (originaltitel: Laz) fra 1991. Hvor og hvornår vi befinder os, vides ikke, men de to verdener eksisterer parallelt med hinanden. Den mørke findes over jorden, hvor der stort set ingen mennesker er tilbage, og den lyse eksisterer under jorden, hvor der kun er adgang gennem et snævert hul.
Over jorden bor Kljutjarjov i en lejlighed med sin kone og sin handicappede søn. Der er mangel på alt: strøm, lys, benzin og basale fornødenheder. Udenfor er der konstant mørkt, alle butikker er blevet smadret og tømt, og de få mennesker, man møder, er voldtægtsforbrydere, tyve eller så bange, at de løber deres vej, når de ser et andet menneske. De er alle sammen bange for hinanden, og mest af alt frygter de hoben. Én stor masse af tusindvis af mennesker, som alle løber eller går i samme retning, tilsyneladende uden formål eller tanke.
Men Kljutjarjov har et hul ned til den anden verden. Desværre er det forbundet med stort besvær og smerte at kravle igennem hullet. Det er nemlig så småt, at han må orme sig igennem det, suge maven ind, skære sig på sten og risikere at dø, hver gang han skal igennem. Men det er det værd, for under jorden er der fyldt med mennesker, som uafbrudt deltager i intellektuelle samtaler og diskussioner. Under jorden er der også butikker, der bugner af varer, og vigtigst af alt, så er der lys. Hvor end man retter sit blik, er der et fantastisk lys, som tilsyneladende ikke har nogen kilde.
Men Kljutjarjov har et mål: I stedet for at bo i lejligheden vil han grave en jordhule, nær en flod, hvor han kan bo med sin familie. Hans venner har andre strategier: En familie vil bo i en bunker ved deres datja, mens enken til en af hans venner prøver at afskrække folk med et skræmmende skilt over døren. For at skaffe det nødvendige værktøj og udstyr til sin jordhule må Kljutjarjov gentagne gange ned i mandehullet, hvilket volder stort besvær.
I begyndelsen undrede disse to verdener mig. Hvorfor flyttede Kljutjarjov ikke bare ned i den lyse, trygge verden? Måske skyldtes det, at han umuligt ville kunne få sin store søn igennem mandehullet. Eller måske var mandehullet og hele den lyse verden blot noget, som eksisterede i Kljutjarjovs hoved. Måske var det et sted, han gik mentalt hen, når han drak eller tog stoffer, hvilket også ville forklare de store smerter forbundet med at skifte fra den ene verden til den anden. Dette troede jeg blev bekræftet, da Kljutjarjov på et tidspunkt er faret vild nedenunder, og samtidig gennemlever et minde om at være faret vild oven på. Han går nærmest i begge verdener på samme tid og mener endda, at de to verdener eksisterer parallelt, så de også godt kunne dele samme geografi. Til sidst måtte jeg dog indse, at hele universet blot er en ramme om en meget større fortælling. I 1991, da værket udkom, var Sovjetunionen på randen af opløsning, og mange af Sovjetborgerne levede med rationeringer, elendige boliger og dårlige forhold, men samtidig kunne de høre eller se over i en anden (vestlig) verden. Se over til et sted med butikker, samtaler og diskussioner, nøjagtigt som den verden, der befinder sig under jorden må have set ud for dem i Sovjetunionen.
Denne surrealistiske verden, hvor absurde fænomener bliver beskrevet med selvfølgelighed, mindede mig om en anden bog, jeg netop har læst: En Hunds Hjerte af Mikhail Bulgakov (skrevet i 1925, men først udgivet i Sovjetunionen i 1987, på dansk i 1973, red.). I begge romaner er symbolikken tydelig, og eksperimentet bliver ført helt ud. Som læser må man acceptere de surrealistiske science fiction-lignende fænomener, som det er at have et hul i jorden til en anden verden (eller at en hund får et menneskes hjerte). Derudover er det i En Hunds Hjerte beskrevet, hvilken umulig opgave det er at få et folk til at indordne og homogenisere sig med et fælles mål, under det dengang nyligt dannede Sovjetstyre, hvor det i Mandehullet er lykkedes at få hoben samlet til én stor masse af mennesker med en fælles ensretning, som tramper alt ned, der ikke står skulder ved skulder.
Den dystopiske oververden er konstant mørk. Nogle gange kun tusmørke, andre gange kulsort, men altid mørk, hvilket står i kontrast til den lyse underverden. Dog kan begge verdener lede folk på afveje:
Han kommer i tanke om hvordan han for ganske kort tid siden fór vild deroppe, på de mørke gader i nærheden af sit hus (her blev han bragt på afveje af overfloden af lys og reklame – deroppe af mørket og fraværet af lys). Det han ville dengang i den mørke gade, var at finde nogle stearinlys. Uden lys er der intet liv, og Kljutjarjov var endda parat til at stjæle i den nye betydning af ordet ”stjæle” som er dukket op og allerede har slået rod, nemlig at tage noget der allerede er blevet stjålet én gang, og som nu bare ligger og flyder til ingen nytte.
Kljutjarjov er en hovedperson med et nøgternt og medfølende syn på verden. Han kan næsten være irriterende tilgivende og god af sig. Han tror på, at tyvene har brug for de ting, de tager, og har medlidenhed med de mennesker, han møder. Bogen er skrevet fra hans synsvinkel, hvilket giver sproget et råt og maskulint udtryk. Sproget adskiller sig yderligere med en stor brug af parenteser, jeg ikke har set lignende i skønlitteratur, hvori Kljutjarjovs observationer kommer mere til udtryk. Her nogle eksempler:
Man kan endda købe en lille traktor som man kan sidde på, men hvor skulle Kljutjarjov køre hen med den? (Nej, det er en spade han skal bruge).
”Hey!” kalder Kljutjarjov. (Men ikke alt for højt; han synes det er pinligt og ikke særlig dannet at afbryde folk der er optaget af at spise og tale).
De taler oprigtigt og med smerte om menneskets (så beskedne) resultater. Deres ophøjede ord er upræcise og lyder ikke overbevisende, men udtrykker et håb om at selv omtrentligheden i de oprigtige ord kan åbne sjælen (mandehullet i vores sjæl), og om at den smerte der befries derfra, vil kunne udsige nogle nye ord.
Man ser hvordan parenteserne benyttes, både som Kljutjarjovs indre (fornuftige) stemme, og blot som kommentarer, præciseringer og indskudte bemærkninger. I begyndelsen fandt jeg den store brug af parenteser generende og følte, de ødelagde rytmen, men efter et par sider tænkte jeg ikke over dem, og de tilføjer en slags liv og personlighed til både Kljutjarjov som karakter og til hele historien.
Bogen er oversat af Trine Søndergaard, som i sin efterskrift fortæller, hvad en dansker 25 år efter Sovjetunionens opløsning kan få ud af bogen: ”Hovedpersons ubehag og utryghed ved forandringer og den krise og smerte han gennemlever, er almenmenneskelige vilkår som alle vil kunne opleve på skelsættende tidspunkter i deres liv.” Her vil jeg tilføje, at bogen også giver en fantastisk beskrivelse af vigtigheden af samtale og snak. Kljutjarjov gør sig nogle bemærkelsesværdige observationer af en samtales natur. Hvordan en samtale langsomt bygger op til noget essentielt og vigtigt, hvorefter der er behov for noget dagligdagssnak, indtil der igen kan opstå en bølge af noget indhold.
Mandehullet er en god, stemningsfyldt bog, som til tider er medrivende. Dog er der en sparsom mængde dialog, ikke noget komplekst plot og et forholdsvis simpelt beskrevet univers, hvilket gør bogen lidt flad og måske en anelse mangelfuld. Til gengæld er de store kontraster mellem de to verdener yderst velfungerende og bidrager til den specielle stemning af uhygge og underfundighed. Man bliver revet med af kampen, smerterne og tankerne om overlevelse og indhold i tilværelsen og sulter efter at finde ud af mere, hvilket i høj grad skaber plads til eftertanke.
