Af Rikke Bundgaard
Nina Lugovskaja er teenager i 30´ernes Sovjet og lever et liv, der er præget af frygt for sovjetmagten og af den udvikling, hun selv gennemgår på vej mod at blive en voksen kvinde. På grund af frygten og hendes indre kaos er dagbøgerne hendes eneste allierede, hvori hun nedfælder alle sine tanker og overbevisninger. I starten af 1936 får det hemmelige politi fat på Ninas dagbøger, og hun, hendes mor og hendes søstre bliver arresteret, idømt 5 års strafarbejde i Kolyma-lejren, og derefter forvist til Sibirien. Nina skriver aldrig efterfølgende et ord, men udtrykker sig gennem billedkunst i stedet.
På grund af faderens tidligere fængsling og forvisning og den deraf følgende konstante overvågning af politiet, er Nina meget kritisk overfor det samfund, hun lever i. Hun påpeger gennem hele bogen de fejl og mangler, som sovjetmagten forsøger at gemme bag løgne og indoktrinering. Som efter 1. december 1935 hvor et medlem af politbureauet blev skudt og dræbt, hvorefter over 100 uskyldige mennesker blev henrettet som straf. Nina skriver: ”Hvad tænker man ikke uden for vores grænser? Mon de også siger: ”Sådan skal det være.” Nej! Herregud, hvornår vil det ændre sig? Hvornår kan man oprigtigt sige, at al magten ligger hos folket, og at vi har lighed og frihed? Det er ikke socialisme vi har i disse år, det er inkvisitionen!” Nina skriver foragteligt om sine søstre, der opfører sig som mønster-sovjetborgere og går til demonstrationer og græder, når fremstående sovjetborgere dør. ”Jeg ville kalde nutidens unge, og �enja og Olja især, nogle slatne karklude”.
Samtidig skildrer bogen Ninas følelsesliv i en periode fra hun er 14, til hun er 17 år. Det er interessant, grænsende til det irriterende, at læse de fuldstændigt overdramatiserede og ubegrundede udbrud, Nina kommer med. ”Ligesom andre voksne forstår mor ikke os unge. De kræver, at vi også arbejder herhjemme, gør rent og laver mad. Det er let for dem at sige, da de ikke har andet at gøre end at lave mad.” Ud over Ninas udvikling mod at blive voksen lider hun også under at ”være vanskabt”. Hun skeler på det ene øje og forsøges opereret for det, hvilket dog ikke lykkes. Ninas liv består tilsyneladende af en endeløs række op- og nedture, som påvirker hende så meget, at hun forsøger at begå selvmord.
Ninas mor læser på et tidspunkt i dagbogen og beder hende om at overstrege de mest sovjet-fjendske passager. Disse passager er dog, til en vis grad, blevet genskabt. De, og andre, er senere blevet understreget, som værende grundlaget for at dagbogen, og Nina, kaldes ”kontrarevolutionære”.
Bogen er en teenagepiges gengivelse af sin hverdag med alle de frustrationer, det indebærer. Nina følte sig strandet i en tidslomme mellem det at være barn, og det at være voksen. En periode som er svær nok, uden at man skal leve i frygt for at miste sine forældre. Nina var dog ikke mere bange, end at hun nedskrev alle sine tanker om det omgivende samfund og sin mening om kommunismen. Dagbogen præsenterer læseren for flere historiske fakta set gennem en ung piges øjne. Disse placerer Nina på en tidslinje og illustrerer smukt den opfattelse, hun har af verden.
Undervejs i oversættelsen kan det være utroligt frustrerende at læse om Ninas selvmedlidenhed igen og igen, at læse hendes meget umodne betragtninger af (følelses)livet og hendes uretfærdige harme over at være den, hun er. Men uanset hvor irriteret man måtte blive over hendes udbrud, så efterlades man alligevel med følelse af tomhed, når man når sidste side af bogen, og Nina bliver stille. Denne tavshed er nok det klareste billede af, hvor skræmmende det har været at leve i Sovjetunionen.
Jeg vil være fri.Nina Lugovskaja: Jeg vil være fri. Forlag: Bazar Forlag. Udgiv. år: 2007. Pris: 129 kr. Oversat af Rikke Larsen, nu Bundgaard.