Oversat af Mads Thomsen
I
Det var efterår. På den brede vej kørte to ekvipager afsted i hastigt trav. I den forreste karet sad to kvinder. Den ene var en frue, tynd og bleg. Den anden en tjenestepige, rødglinsende og kraftig. Korte, tørre lokker trængte sig frem under den falmede hat, en rød hånd i en hullet handske rettede i al hast på dem. Det hvælvede bryst, der var dækket med et sjal, åndede af sundhed, de hurtige sorte øjne fulgte snart de forbifarende marker gennem vinduet, snart kastede de frygtsomt et blik på fruen, snart gled de uroligt rundt i karetens hjørner. Foran tjenestepigens næse gyngede fruens hat, som var hængt op i et net, der lå en hvalp på hendes knæ, hendes fødder var hævet op af de skrin, der stod på gulvet, og trommede næppe hørligt på dem til lyden af fjedrenes knirken og vinduesglassets klirren.
Med hænderne i skødet og lukkede øjne vuggede fruen slapt i de puder, der var lagt bag ryggen på hende, og hun hostede med lukket mund, mens hun skar en let grimasse. På hovedet havde hun en hvid natkyse og et lyseblåt tørklæde, der var bundet om den sarte, blege hals. En lige skilning, der gik ind under kysen, delte det mørkeblonde, meget flade og pomadiserede hår, og der var noget tørt og dødt over hudens hvidhed i denne brede skilning. Den matte og let gullige hud sad slapt over ansigtets fine og smukke konturer og var lidt rødmosset på kinderne og over kindbenene. Læberne var tørre og urolige, de spredte øjenvipper krummede sig ikke og rejsekappen af groft klæde dannede lige folder mod det indsunkne bryst. Selvom øjnene var lukkede, udtrykte fruens ansigt træthed, irritation og en vanlig lidelse.
Lakajen døsede sammenkrøbet på sin plads på bukken, postkusken jagede med raske råb på det store, svedige firspand, mens han af og til kiggede tilbage på en anden kusk, der råbte på kalechevognen bagved. Hjulenes parallelle, brede spor strakte sig jævnt og hurtigt hen over vejens kalkagtige støv. Himmelen var grå og kold og et fugtigt mørke dryppede på markerne og vejen. Der var lummert i kareten, og der lugtede af eau de cologne og støv. Den syge lænede hovedet tilbage og åbnede langsomt øjnene. De store øjne funklede og havde en vidunderlig, mørk farve.
– Nu igen, sagde hun, idet hun med den smukke, smalle hånd nervøst stødte enden af tjenestepigens slag bort, der lige netop havde berørt hendes ben, og hendes mund fortrak sig i smerte. Matrjósja samlede slaget med begge hænder, rejste sig på de stærke ben og satte sig længere væk. Hendes friske ansigt dækkedes af en klar rødmen. Den syges vidunderlige, mørke øjne fulgte begærligt tjenestepigens bevægelser. Fruen stemte med begge hænder mod sædet og ville ligeledes rejse sig op for at komme til at sidde højere, men kræfterne nægtede hende det. Hendes mund fortrak sig, og hele hendes ansigt forvrængedes af et udtryk af magtesløs, ondskabsfuld ironi.
“Du kunne da i det mindste tage og hjælpe mig!.. Åh! Det kan være ligemeget! Jeg kan selv, bare du lader være med at lægge de dér sække af dine bagved mig, om jeg må be’. Ja, det er bedre, at du slet ikke rør mig, når du nu ikke ved hvordan!”
Fruen lukkede øjnene, og straks efter slog hun dem op igen og så på tjenestepigen. Matrjósja kiggede på hende og bed sig i den røde underlæbe. Et dybt suk løftede sig fra den syges bryst, men sukket blev, før det var afsluttet, til et hosteanfald. Hun vendte sig væk, skar ansigt og greb sig med begge hænder til brystet. Da hosteanfaldet var overstået, lukkede hun atter øjnene og fortsatte med at sidde ubevægeligt. Kareten og vognen kørte ind i en landsby. Matrjósja rakte sin tykke arm frem under sjalet og slog korsets tegn for sig.
– Hvad er der? spurgte fruen.
– En poststation, frue.
– Jeg spørger, hvorfor du korser dig!
– Kirke, frue.
Den syge vendte sig mod vinduet og begyndte langsomt at slå korsets tegn for sig, mens hun med store øjne så på den store landsbykirke, som den syges karet kørte rundt om.
Karaten og kalechevognen standsede sammen ved poststationen. Den syge kvindes mand og en læge steg ud af vognen og gik hen til kareten.
– Hvordan føler De Dem? spurgte lægen, mens han tog hendes puls.
– Hvordan har du det, min ven, er du ikke træt? spurgte manden på fransk. – Har du ikke lyst til at komme ud?
Matrjósja samlede bylterne op og klemte sig ind mod hjørnet for ikke at forstyrre deres samtale.
– Det er det samme, svarede den syge. – Jeg bliver her.
Manden stod lidt og gik så ind i stationshuset. Matrjósja sprang ud af kareten og løb på tæer hen over snavset, ind gennem porten.
– Der er ingen raison i, at De ikke spiser morgenmad, fordi jeg har det dårligt, sagde den syge med et let smil til lægen, som stod ved vinduet.
“De er ligeglade med mig”, tilføjede hun for sig selv, lige da lægen, der med stille skridt var gået væk fra hende, nu i skarpt trav var på vej op ad stationens trappe. – “Så længe de har det godt, er alt andet ligegyldigt. Åh, min Gud!”
– Hvad så, Eduárd Ivánovitj, sagde manden, da han mødte lægen og med et muntert smil gned sig i hænderne, – jeg har befalet at lade proviantkisten hente, hvad mener De om det?
– Det går an, svarede lægen.
– Nå, hvordan har hun det så? spurgte manden med et suk, idet han sænkede stemmen og løftede brynene.
– Jeg sagde dengang: Hun kan ikke rejse til Italien, især i dette vejr måske kun til Moskva, ved Guds hjælp.
– Jamen, hvad skal vi så gøre? Åh, min Gud, min Gud! Manden dækkede øjnene med hånden. – Kom herhen med den, tilføjede han til den mand, der havde båret proviantkisten ind.
– Man skulle være blevet hjemme, svarede lægen med et træk på skuldrene.
– Jamen så fortæl mig, hvad jeg skulle have gjort, indvendte manden. – Jeg greb jo til alle midler for at holde hende tilbage, jeg talte både om vores økonomi og om børnene, som vi skulle lade tilbage, og om mine forretninger – hun vil ikke høre. Hun lægger planer for livet i udlandet, som om hun var rask. Men fortælle hende om hendes tilstand, det ville være ensbetydende med at slå hende ihjel.
– Hun er jo allerede slået ihjel, det skal De vide, Vasílij Dmítritj. Mennesket kan ikke leve, når det ingen lunger har, og lunger vokser ikke ud igen. Trist og tungt, men hvad kan man gøre? Vores opgave er kun den, at hendes endeligt må blive så fredfyldt som mulig. Her er der brug for en skriftefader.
– Åh, min Gud! Ja, De forstår min situation, når jeg skal minde hende på den sidste vilje. Ske hvad der vil, men jeg fortæller hende det ikke. De ved jo, hvor god hun er…
– Forsøg alligevel at overtale hende til at blive her indtil vinterrejsen, sagde lægen og rystede megetsigende på hovedet, – ellers kan det blive slemt undervejs…
– Aksjúsja! Aksjúsja! skreg postholderens datter. Hun havde trukket en vatteret vest over hovedet og stod nu og stampede på den snavsede bagveranda, – lad os gå hen og se på hende der Sjírkin-fruen, man siger, at de tager hende til udlandet på grund af brystsyge. Jeg har aldrig set, hvordan en med tuberkulose ser ud.
Aksjúsja løb ud på dørtrinnet, de greb hinandens hænder og løb ud af porten. De gik (med korte skridt) langsomt forbi kareten og kiggede ind ad det åbne vindue. Den syge vendte ansigtet mod dem, men da hun bemærkede deres nysgerrighed, rynkede hun panden og vendte sig bort.
– Ih, du milde! sagde postholderens datter, og drejede hovedet hurtigt.
Hun var sådan en forunderlig skønhed, og se hende nu? Det er ligefrem forfærdeligt. Så du det, så du det, Aksjúsja?
– Ja, og hvor er hun tynd! istemte Aksjúsja. – Lad os gå hen og kigge endnu en gang. Ligesom på vej hen til brønden. Så du, hun vendte sig væk, men jeg så hende godt nok. Hvor er det en skam, Másja.
– Ja, og hvor er der snavset overalt! svarede Másja og så løb de begge tilbage ind gennem porten.
“Jeg er sikkert blevet forfærdelig at se på”, tænkte den syge. – “Hvem der bare kunne komme afsted til udlandet så hurtigt som muligt, dér får jeg det snart bedre”.
– Hvordan har du det, min ven? sagde hendes mand, der kom hen til kareten, mens han tyggende på noget.
“Altid ét og samme spørgsmål”, tænkte den syge, – “men selv spiser han!”
– Det går nok, lod hun slippe gennem tænderne.
– Hør engang, min ven, jeg frygter, at du får det værre af at rejse i dette vejr, og Eduard Ivanitj siger det samme. Skulle vi ikke vende om?
Hun tav vredt.
– Vejret bliver bedre, vejen måske mere farbar, og du ville få det bedre. Og vi kunne tage af sted alle sammen.
– Undskyld mig. Hvis jeg for længe siden ikke havde lyttet til dig, så havde jeg været i Berlin nu og havde været fuldstændig rask.
– Hvad er der at gøre ved det, min engel, det var umuligt, ved du. Men nu, hvis du blev en måneds tid, kunne du måske komme dig rigtigt. Jeg kunne afslutte mine forretninger, og vi kunne tage børnene med…
– Børnene er raske, men det er jeg ikke.
– Forstå dog, min ven, hvordan det er med dette vejr, hvis du får det værre undervejs… Så var det i det mindste bedre at være hjemme.
– Hvorfor, hvorfor hjemme?.. For at kunne dø hjemme? svarede den syge hidsigt. Men ordet dø havde tilsyneladende skræmt hende, hun så bedende og spørgende på manden. Han slog øjnene ned og tav. Den syges mund fortrak sig pludseligt som et barns, og tårerne strømmede fra hendes øjne. Manden skjulte sit ansigt i et lommetørklæde og gik tavs væk fra kareten.
– Nej, jeg rejser, sagde den syge, vendte øjnene mod himmelen, foldede hænderne og begyndte at hviske usammenhængende ord. – Min Gud! Hvorfor? sagde hun, og tårerne strømmede stærkere. Hun bad længe og hedt, men i brystet føltes stadig smerte og tranghed, på himmelen, over markerne og på vejen var der stadig gråt og skyet, og det samme efterårsmørke ikke mere, ikke mindre på vejens snavs, på tagene, på kareten og på kuskene i de lange pelse, der, mens de talte sammen med de kraftige og muntre stemmer, var i færd med at smøre kareten og spænde for…
II
Kareten var spændt for, men kusken tøvede. Han gik ind i kuskehytten. I hytten var der varmt, lummert, mørkt og tungt, der lugtede af beboelse, af brød, af kål og af fåreskind. Der var nogle kuske i stuen, kokkepigen puslede ved ovnen, ovenpå ovnen lå en syg mand i nogle fåreskind.
– Onkel Khvjódor! Onkel Khvjódor! sagde en ung fyr, som var kusk, iklædt en pels og med en pisk ved bæltet, henvendt til den syge, da han gik ind i værelset.
– Hva’ vil du, din skrighals, spørger du efter Fédka? lød det fra en af kuskene, – kan du ikke se, at de venter på dig ved kareten.
– Jeg ville bede om støvlerne, mine er gået i stykker, svarede fyren, mens han kastede håret tilbage og ordnede handskerne i bæltet. – Sover han? Onkel Khvjódor? gentog han og gik hen til ovnen.
– Hva’? der hørtes en svag stemme og et rødhåret, magert ansigt strakte sig ned fra ovnen. En bred hånd, afmagret og bleg, dækket med hår, trak en kaftan over den spidse skulder i den beskidte skjorte. – Giv mig lidt at drikke, bror. Hvad vil du?
Fyren rakte en lille øse med vand.
– Ja, ser du, Fedja, sagde han og trådte fra den ene fod til den anden, – du skal jo nok ikke bruge de nye støvler nu. Giv mig dem, du kommer nok ikke op at gå igen.
Den syges trætte hovede faldt ned mod den glinsende øse og det spredte, nedhængende overskæg blev dyppet i det mørke vand, mens han drak grådigt. Hans sammenfiltrede skæg var beskidt, de indfaldne, matte øjne løftedes med besvær mod fyrens ansigt. Da han var færdig med at drikke, ville han løfte hånden for at tørre de fugtige læber, men han kunne ikke og tørrede sig med kaftanens ærme. Tavs og tungt åndende gennem næsen så han fyren lige i øjnene, mens han prøvede at komme til kræfter.
– Måske har du allerede lovet dem til nogen, sagde fyren, – så er det forgæves. Sagen er den, at det er fugtigt udenfor, jeg skal afsted på arbejde, og så var det, jeg tænkte for mig selv: Tag og spør’ Fedja om støvlerne, han skal nok ikke bruge dem. Men hvis du skal, så bare sig det…
I den syges bryst gav noget sig til at risle over og rumle. Han krummede sig sammen og var ved at kvæles af en uforløst strubehoste.
– Hvad skulle han bruge dem til? skvaldrede kokkepigen pludseligt og usædvanligt vredt til hele hytten, – her ligger han allerede på anden måned uden at komme ned fra ovnen. Ser I ikke, at han er ved at sprænges indvendig? Hvad skulle han med støvler? De begraver ham ikke i nye støvler. Og det er på høje tid, Gud fri mig for min synd. Kan du ikke se, at han er ved at sprænges? Enten skulle man flytte ham til en anden hytte, eller noget andet! Der findes den slags sygehuse i byen, hører du?. Er det sådan – han optager hele hjørnet, og færdig med det? Der er ikke plads andre steder. Og så snakker de om renlighed.
– Hej, Serjóga! Kom ud og sæt dig op, herskabet venter, – råbte postmesteren ind ad døren.
Serjóga ville gå uden at vente på svar, men den syge havde under hosteanfaldet med øjnene ladet ham vide, at han ville svare.
– Tag du støvlerne, Serjóga, sagde han, da han havde fået kvalt sin hoste og hvilet lidt. Men køb mig en sten, når jeg dør, hører du? tilføjede han rallende.
– Tak, onkel, så tager jeg dem, og stenen skal jeg nok købe, det ved Gud.
– Så, gutter, hørte I det, nåede den syge lige at sige, før han atter krummede sig sammen og var ved at kvæles.
– Godt, vi hørte det, sagde en af kuskene. – Gå, Serjóga, sæt dig op, ellers kommer mesteren bare rendende igen. Det er jo Sjírkin-fruen, der er syg, ser du.
Serjóga sparkede energisk sine iturevne, uforholdsmæssigt store støvler af og slyngede dem ind under bænken. Onkel Fjodors nye støvler passede lige, og Serjóga gik, mens han kiggede på dem, ud til kareten.
– Nå, man er nok fin med de støvler! Lad mig smøre dem, sagde kusken med smørefedtet i hånden, da Serjóga kravlede op på bukken og tog tømmerne. – Har man fået dem foræret?
– Er man misundelig, svarede Serjóga da han lettede sig lidt og viklede kaftanens skøder rundt om benene. – Afsted! Kom så mine kære! råbte han til hestene og svang pisken. Og kareten og kalechevognen med deres passagerer, kufferter og oppakning skjultes i den grå efterårståge, alt imens de rullede raskt afsted på den fugtige vej.
Den syge kusk forblev oven på ovnen i den lumre hytte og vendte sig med stort besvær og uden at have hostet igennem om på den anden side og blev stille.
I hytten kom, gik, og spiste man hele dagen, – man hørte ikke noget til den syge. Før hun gik til ro, krøb kokkepigen op på ovnen og hev et fåreskind frem bag hans ben.
– Du må ikke være vred på mig, Nastásja, sagde den syge, jeg forlader snart dit hjørne.
– Så, så, det betyder jo ikke intet, fremmumlede Nastásja. – Hvor gør det ondt, onkel? Fortæl mig det.
– Det indre er ædt op. Gud ved af hvad.
– Og halsen gør velsagtens også ondt, når du hoster?
– Det gør ondt over det hele. Min død er kommet, sådan er det. Åh, åh, åh! fremstønnede den syge.
– Dæk du dine ben til, sådan, sagde Nastásja, da hun på vej ned trak kaftanen over ham og kravlede ned fra ovnen.
Om natten brændte natlampen svagt i hytten. Nastásja og en halv snes kuske sov med højlydt snorken på gulvet og på bænkene. Kun den syge gav sig svagt, hostede og vendte sig på ovnen. Hen under morgenen blev han helt stille.
– Jeg havde en underlig drøm, sagde kokkepigen, da hun i dæmringen strakte sig morgenen efter. – Jeg så, at onkel Khvjódor lissom’ kravlede ned fra ovnen og gik ud for at hugge brænde. Lad mig hjælpe dig, siger han så. Og jeg siger til ham: Du kan da ikke hugge brænde, men han griber øksen, og giver sig til at hugge så hurtigt, så hurtigt, lige så spånerne flyver. Så siger jeg, du er jo syg. Nej, siger han, jeg er rask, så vinker han til mig, og så greb skrækken mig. Hvor jeg dog skriger, og vågnede. Han er vel ikke død? Onkel Khvjódor! Onkel!
Fjódor gav ikke en lyd fra sig.
– Er han død. Gå hen og se efter, sagde en af de vågnede kuske.
Hånden, der hang ned fra ovnen, dækket af rødlige hår, var kold og bleg.
– Gå hen og sig det til postholderen, det ser ud til, at han er død, sagde kusken.
Fjódor havde ingen slægtninge – han var langvejs fra. På andendagen begravede de ham på den nye kirkegård, bag ved skoven, og Nastásja fortalte i nogle dage alle om drømmen, som hun havde haft, og om det, at hun som den første havde opdaget, at onkel Fjódor var død.
III
Foråret var kommet. På byens fugtige veje, mellem hestepærerernes isklumper, klukkede travle, små bække. Farven på det travle folks tøj og lyden af deres tale var lys. I de små haver bag stakitterne svulmede træernes knopper, og deres grene bevægede sig næppe hørligt for den friske vind. Overalt piblede og dryppede gennemsigtige dråber… Spurve pippede og flagrede klodset fra sted til sted på deres små vinger. I solen, på stakitterne, på husene og i træerne var alt i bevægelse og glimtede. Der var glæde og ungdom både på himmelen, på jorden og i menneskets hjerte.
På en af hovedgaderne, foran en stor herskabsbolig, var der spredt frisk halm. I huset var dén selvsamme døende, syge kvinde, som havde haft travlt med at komme til udlandet.
Ved de lukkede døre til et værelse stod den syges mand og en ældre kvinde. På en divan sad en præst med sænkede øjne og holdt noget, der var viklet ind i et skulderklæde. I hjørnet, i en dyb lænestol, lå en gammel kone – den syges mor – og græd bittert. Ved siden af hende stod en tjenestepige med et rent lommetørklæde i hånden og ventede på, at den gamle kone skulle bede om det, en anden tjenestepige tørrede den gamle kones tindinger med et eller andet og pustede ind under kysen på hendes grå hovede.
Nå, må Kristus være med Dem, min ven, sagde manden til den ældre kvinde, der stod sammen med ham ved døren, – hun har sådan en tillid til Dem, De forstår virkelig at tale med hende, overtal hende nu godt og grundigt, min kære, gå så. Han skulle til at åbne døren for hende – men kusinen holdt ham, pressede et par gange tørklædet mod øjnene og gav et kast med hovedet.
– Så, nu ser jeg ikke så forgrædt ud, tror jeg, sagde hun, åbnede selv døren og gik ind.
Manden var stærkt oprørt og virkede helt fortabt. Han skulle til at gå hen til den gamle kone, men efter nogle få skridt vendte han om og gik igennem værelset hen til præsten. Præsten kiggede på ham, hævede øjenbrynene mod himmelen og sukkede. Det tætte og gråsprængte lille skæg hævedes også opefter og sænkedes.
– Min Gud! Min Gud! sagde manden.
– Hvad er der at gøre ved det? sagde præsten med et suk, og atter hævedes hans øjenbryn og det lille skæg opefter og sænkedes.
– Og hendes moder er her! sagde manden næsten i fortvivlelse. – Hun klarer det ikke. For at elske sådan, at elske hende, sådan som hun… Jeg ved ikke. Kunne i det mindste ikke De, fader, forsøge at berolige hende og overtale hende til at gå ud herfra.
Præsten rejste sig og gik hen til den gamle kone.
– Sådan er det, ingen værdsætter et moderhjerte, sagde han, – men Gud er barmhjertig.
Den gamle kones ansigt begyndte pludselig at fortrækkes, og hun fik en hysterisk hikke.
– Gud er barmhjertig, fortsatte præsten, da hun var faldet lidt til ro. – Jeg kan berette for Dem, at der i mit sogn var en syg mand, meget mere syg end Márja Dmítrijevna, og at en almindelig borger helbredte ham med urter på meget kort tid. Og tilmed er denne selvsamme borger nu i Moskva. Jeg sagde det til Vasílij Dmítritj – måske skulle man prøve. Det kunne i det mindste være en trøst for den syge. For Gud er alt muligt.
– Nej, det er forbi for hende, sagde den gamle kone. – Hvorfor er det hende, Gud tager, og ikke mig.
Og den hysteriske hikke forstærkedes så meget, at hun mistede bevidstheden.
Den syges mand skjulte ansigtet i hænderne og løb ud af værelset.
I korridoren var den første, der mødte ham, en seksårige dreng, der med liv og sjæl jagede en yngre pige.
– Hvordan med børnene, vil De ikke have, at de skal ind til deres mor? spurgte barnepigen.
– Nej, hun ønsker ikke at se dem. Det vil gøre hende ked af det.
Drengen standsede op et øjeblik og granskede opmærksomt faderens ansigt, gav så pludseligt et lille spark med foden og løb videre med et muntert råb.
– Det er hende, der er den, råbte drengen, mens han pegede på søsteren.
I mellemtiden sad kusinen i det andet værelse hos den syge og forsøgte med en sindrigt ført samtale at forberede hende på tanken om døden. Lægen stod ved det andet vindue i færd med at blande en mikstur.
Den syge sad med en hvid nathue på, helt omgivet af puder i sengen og så tavs på kusinen.
– Åh, min ven, sagde hun og afbrød hende uventet, – du skal ikke forberede mig. Regn mig ikke for et barn. Jeg er en kristen kvinde. Jeg ved alt. Jeg ved, at jeg kun har kort tid tilbage at leve i, jeg ved, at hvis min mand tidligere havde lyttet til mig, så ville jeg nu have været i Italien, og jeg ville måske endda sandsynligvis have været rask. Det sagde alle til ham. Men hvad er der at gøre ved det – tilsyneladende passer det Gud bedst sådan. Vi har alle begået mange synder, det ved jeg, men jeg håber på Guds barmhjertighed, han forlader os alle vore synder, sådan er det, alle vore synder. Jeg forsøger at forstå mig selv. Og jeg har begået mange synder, min ven. Men til gengæld, hvor meget har jeg ikke måttet lide. Jeg forsøgte at bære mine lidelser med tålmodighed…
– Skal jeg så kalde på præsten, min ven? De får det endnu lettere, hvis De har modtaget sakramentet, sagde kusinen.
Den syge sænkede hovedet som tegn på samtykke.
– Min Gud, tilgiv mig, jeg synder, hviskede hun.
Kusinen gik ud og gav tegn til præsten.
– Hun er en engel, sagde hun til manden med tårer i øjnene.
Manden brast i gråd, præsten gik ind ad døren, den gamle kone var stadig ikke ved bevidsthed, og der blev fundstændig stille i det første værelse. Efter fem minutter kom præsten ud af døren, og da han havde taget skulderklædet af, rettede han på håret.
– Gud være lovet, hun er rolig nu, sagde han, – og hun ønsker at se Dem.
Kusinen og manden gik ind. Den syge græd stille, mens hun så på en ikon.
– Jeg ønsker dig til lykke, min ven, sagde manden.
– Jeg takker dig! Hvor har jeg det dog godt nu, hvilken ufattelig sødme jeg føler, sagde den syge, og et let smil spillede på hendes fine læber. – Hvor Gud dog er nådig! Ikke sandt, han er nådig og almægtig?
Og med tårefyldte øjne så hun på ny grådigt bønfaldende på ikonen.
Så var det, som kom hun i tanke om noget. Med et tegn kaldte hun manden hen til sig.
– Du vil aldrig gøre, hvad jeg beder dig om, sagde hun med en slap og utilfreds stemme.
Manden strakte hals og lyttede underdanigt på hende.
– Hvad, min ven?
– Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at disse læger intet ved, der findes kloge koner, de kan helbrede… Præsten sagde… Der er en mand… Af sted.
– Efter hvem, min ven?
– Min Gud, han vil intet forstå!.. Og den syges ansigt fortrak sig og hun lukkede øjnene.
Lægen kom hen til hende og tog hendes hånd. Pulsen slog mærkbart svagere og svagere. Han gav tegn til manden. Den syge bemærkede denne gestus og så sig skræmt omkring. Kusinen vendte sig bort og begyndte at græde.
– Græd ikke, plag ikke dig selv og mig, sagde den syge, – det berøver mig den sidste ro..
– Du er en engel! sagde kusinen og kyssede hendes hånd
– Nej, kys mig her. Det er kun døde, man kysser på hånden. Min Gud! Min Gud!
På denne selvsamme aften var den syge allerede blevet et lig, og liget lå i en kiste i salen i det store hus. I det store værelse sad en kirketjener for lukkede døre og læste snøvlende og med en taktfast stemme Davids Salmer. Der faldt et voksagtigt lys fra de høje sølvlysestager på den afdødes blege pande, på de tunge voksagtige hænder og på ligtæppets forstenede folder, der løftede sig uhyggeligt over knæene og tæerne. Kirketjeneren læste taktfast uden at forstå sine egne ord, og i det stille værelse klang og døde ordene underligt. Af og til kom lyden af børnenes stemmer og tumlen flyvende fra et fjernt værelse.
“Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes, lød psalteren, – du tager deres ånd og de dør og vender tilbage til støve;. du sender din ånd og de skabes, jordens åsyn fornyer du. HERRENS herlighed vare evigt, Herren glæde sig ved dine værker!”
Den afdødes ansigt var strengt, roligt og majestætisk. Der var intet, hverken på den rene, kolde pande eller på de hårdt sammenpressede læber, der bevægede sig. Hun var ren opmærksomhed. Men forstod hun endelig nu disse store ord?
IV
En måned senere blev der på den afdødes grav opført et stenkapel. På kuskens grav var der endnu ingen sten, og kun det lysegrønne græs brød frem på den lille forhøjning, der tjente som det eneste tegn på et menneskes nu afsluttede væren.
– Det er at synde, Serjóga, sagde kokkepigen en dag på stationen, – hvis du ikke køber Khvjódor en sten. Først sagde du: Det er jo vinter, det er jo vinter, men hvorfor holder du så ikke dit ord nu? Jeg hørte det også. Han bad dig jo om det, og hvis du ikke køber den, kommer han tilbage og kværker dig.
– Jamen, jeg siger jo ikke, at jeg ikke vil gøre det, svarede Serjóga, – jeg køber en sten, som jeg sagde, jeg køber en, en til halvanden rubel. Jeg har ikke glemt det, men den skal jo bringes hertil. Når lejligheden byder sig, og jeg skal til byen, så køber jeg en.
– Du ku’ da i det mindste sætte et kors, det ku’ du, sagde en gammel kusk, – ellers er det for dårligt. Du går jo rundt i hans støvler.
– Hvor kan jeg så få fat på dét, det der kors? Man kan jo ikke hugge det ud af et stykke brænde.
– Hvad er det for noget, du siger? Kan du ikke hugge det ud af et stykke brænde, så tag en økse og gå over i skoven tidligt om morgenen og hug dig et dér. Fæld et asketræ, et godt ét. Ellers skal du hælde vodka på skovløberen. Man kan ikke hælde på hver gang, det er nødvendigt. Fornylig knækkede jeg en trækstang, og så huggede jeg mig en fin ny én, det var der ingen, der sagde noget til.
Tidligt om morgenen, knap vågen, tog Serjóga øksen og gik i skoven.
Over alting lå et koldt, mat tæppe af stadigt faldende dug, der endnu ikke var oplyst af solen. Morgengryet klarede lidt efter lidt op i øst og reflekterede sit blege lys på himmelens hvælv, der var halvt dækket af tynde skyer. Der var ikke ét eneste græsstrå forneden, ikke ét eneste blad på træets øverste grene, der bevægede sig. Kun en sjælden gang brød lyden af vinger i træets tætte krone eller en raslen på jorden skovens stilhed. Pludselig lød en mærkelig og for naturen fremmed lyd, og så døde den atter hen i skovbrynet. Men på ny hørtes lyden og blev nu gentaget regelmæssigt ved foden af et af de ubevægelige træer. En af trækronerne dirrede uvant, dens saftfulde blade gav sig til at hviske et eller andet, og en rødkælk, der sad på en af dens grene, flagrede med et fløjt to gange rundt mellem grenene og satte sig så, mens den vippede med halen, i et andet træ.
Forneden lød øksen stadig mere dump, saftfulde hvide splinter fløj hen over det dampende græs, og et let smæld hørtes under huggene. Træet skælvede med hele sin krop, bøjede sig, rettede sig op og vippede opskræmt på sin rod. Et øjeblik var alt stille, men atter svajede træet, atter hørtes et smæld i dets stamme, og det styrtede med trætoppen mod den fugtige jord, mens dets grene knækkede og faldt af. Lyden af øksen og skridtene døde hen. Rødkælken gav et fløjt og flagrede højere op. En gren, som den havde strejfet med sine vinger, gyngede et øjeblik og stivnede så med alle sine blade, som de andre. Træerne viste med fornyet glæde deres skønhed på den plads, der var blevet skabt.
Solens første stråler glimtede, efter at de var trængt gennem en gennemsigtig sky på himmelen, og løb henover jorden og himmelen. Tågen begyndte i bølger at skifte farve i dalene, glimtende spillede duggen med lyset i alt det grønne, gennemsigtige, blege små skyer løb ud til alle sider på himmelens stadig mere lyseblå hvælv. Fuglene larmede i skovtykningen, og kvidrede, ligesom fortabte, et eller andet lykkeligt. De saftfulde blade hviskede glædesstrålende og roligt til hinanden i trætoppene, og de levende træers grene begyndte langsomt og majestætisk at bevæge sig ovenover det døde, henvisnende træ.
Oversat efter Lev N. Tolstoj: Tri smerti