Oversat af Mads Thomsen
I en provinsby var en gammel kone død. Hendes mand, en halvfjersårig arbejder på pension, gik på telegrafen og sendte seks telegrammer med enslydende indhold afsted til forskellige egne og republikker: “Mor død kom hjem far”.
( …)
Efter afsendelsen af telegrammerne gik den gamle far hjem; han satte sig på en taburet ved langbordet ved sin afdøde hustrus kolde fødder, røg, hviskede triste ord, fulgte med i en grå fugls ensomme liv, som den hoppede rundt på de små pinde i buret, græd nu og da stille, faldt så bagefter til ro, trak lommeuret op, så mod vinduet, bag hvilket vejret og naturen ændrede sig, – snart faldt der blade sammen med våd og træt sne, snart regnede det, snart lyste en sen sol, uden varme, ligesom en stjerne, – og den gamle mand ventede på sønnerne.
Den første og ældste søn kom med fly den efterfølgende dag. De øvrige fem sønner samledes i løbet af de næste to døgn.
En af dem, den tredje ældste, ankom sammen med sin datter, en seksårig pige, der aldrig før havde set sin bedstefar.
Moderen lå og ventede på bordet på fjerde døgn, men hendes krop lugtede ikke af død, så proper var den efter sygdom og udtæring; den gamle kone havde givet sine sønner et rigt og sundt liv, men efterlod en sparsommelig, lille og gerrig krop til sig selv, som hun længe forsøgte at tage vare på, selv i den mest ynkelige form, for at kunne elske sine børn og være stolt af dem – lige til hun døde.
De kæmpemæssige mænd – i alderen fra tyve til fyrre år – stod tavse omkring kisten på bordet. Der var seks af dem, faderen var den syvende, lavere af vækst end den yngste af sine sønner og ikke så stærk som han. På armen holdt bedstefaderen barnebarnet, der kneb øjnene sammen af skræk for den døde ukendte gamle kone, der ligesom kiggede på hende fra de let tillukkede øjenlåg med hvide øjne, der aldrig blinkede.
Sønnerne græd tavse, og sjældne, tilbageholdte tårer forvrængede deres ansigter, for at de uden lyd kunne bære sorgen. Deres far græd ikke længere, han havde grædt ud alene før alle andre, og nu betragtede han med en skjult sindsbevægelse og med en upassende glæde sine sønners mægtige halve dusin. To af dem var skibskaptajner, en var skuespiller i Moskva, en – ham med datteren – var fysiker og kommunist, den yngste læste til agronom, og den ældste søn arbejdede som produktionsleder på en flyfabrik og havde en orden på brystet for sin arbejdsindsats. Alle seks og faderen som den syvende stod uden en lyd omkring den døde mor og græd over hende i tavshed, mens de skjulte deres fortvivlelse for hinanden, deres erindringer om barndommen, om den tabte lykke i den kærlighed, som uden ophør og uden modydelse fødtes i moderens hjerte, og som altid – selv over tusinde verst – fandt dem, og de følte dette uden at lade sig mærke med det, og de blev stærkere ved denne bevidsthed, og de gjorde fremgang i livet med større dristighed. Nu var moderen forvandlet til et lig, hun kunne ikke længere elske nogen og lå dér som en ligeglad, fremmed gammel kone.
Hver enkelt af hendes sønner følte sig nu ensom og skrækslagen, som om der i vindueskarmen i et gammelt hus på en mørk mark brændte en lampe, og den oplyste natten, de flyvende biller, det lyseblå græs, sværmen af myg i luften – hele barneverdenen, der omkransede det gamle hus, som var forladt af dem, der var blevet født i det; i det hus blev døren aldrig låst, for at de, der var gået ud, kunne komme hjem, men ingen vendte tilbage. Og nu var det, som om dét lys i nattevinduet pludselig blev slukket og virkeligheden forvandlet til erindring.
Lige inden hun døde, instruerede den gamle kone sin lige så gamle ægtemand om, at præsten skulle læse sjælemesse over hende, når hun lå hjemme, og at man skulle bære hende ud og sænke hende i jorden uden præst for ikke at fornærme sønnerne, og for at at de kunne gå bag ved hendes kiste. Det var nu ikke fordi den gamle kone troede særlig meget på Gud, men hun ønskede, at hendes mand, som hun havde elsket hele livet, skulle savne hende mere og sørge over hende til lyden af bønnernes sang, ved vokslysenes skær over hendes ansigt efter døden; hun ønskede ikke at tage afsked med livet uden højtidelighed og uden minde. Efter børnenes ankomst ledte den gamle mand længe efter en eller anden præst, og endelig kom han hen under aften med endnu en gammel mand, der var klædt almindeligt, civilt, og var lyserød på grund af den vegetariske fastemad, men med livlige øjne, i hvilke nogle små, målrettede tanker glimtede. Præsten ankom med en militær befalingsmandstaske ved siden; i den medbragte han sit kirkelige udstyr: røgelse, tynde stearinlys, skriften, et skulderklæde og et lille røgelseskar i en kæde. Hurtigt placerede og tændte han lysene rundt om kisten, pustede liv i røgelsen i røgelseskarret og straks, uden noget varsel, begyndte han mumlende at læse fra skriften. Sønnerne, der var i værelset, rejste sig; det var dem ligesom upassende og skamfuldt. De stod med sænkede øjne ubevægelige bag hinanden i en række foran kisten. Foran dem sang og mumlede den ældre mand hurtigt, nærmest ironisk, mens han så på den afdøde gamle kones garde af efterkommere med sine små, forstående øjne. Han udviste til dels frygt og til dels respekt og ville tilsyneladende ikke have haft noget imod at indgå i samtale med dem og endda udtale sin entusiasme over for opbygningen af socialismen. Men sønnerne tav, ingen, selv ikke den gamle kones mand, slog korsets tegn – dette var en æresvagt ved kisten og ikke en tilstedeværelse ved en gudstjeneste.
Da han havde afsluttet den korte sjælemesse, samlede præsten hurtigt sine ting, pustede derpå de lys ud, der havde brændt ved kisten og lagde så alt sit gods tilbage i befalingsmandstasken. Sønnernes far trykkede ham penge i hånden, og præsten trængte – uden yderligere ophold – gennem geleddet af de seks mænd, som ikke et øjeblik så på ham, og forsvandt frygtsomt bag døren. Egentlig ville han med glæde være blevet i dette hus til gravøl, han ville have talt om perspektiverne for krige og revolutioner, og længe ville han have trøstet sig ved mødet med disse repræsentanter for en ny verden, som han i hemmelighed beundrede, men ikke kunne trænge ind i; han drømte om engang med ét slag, med en heltegerning at trænge ind i den strålende fremtid, ind i kredsen af nye generationer, – han havde endda sendt en ansøgning til den lokale lufthavn, om ikke de kunne tage ham op i de allerhøjeste højder og derfra smide ham ud i faldskærm uden iltmaske; men de svarede ham ikke.
Om aftenen redte faderen seks senge i det andet værelse, og barnebarnet lagde han i seng ved siden af sig selv, der hvor den afdøde kone havde sovet i fyrretyve år. Sengen stod i det selv samme værelse, hvor kisten befandt sig, og sønnerne gik ind i det andet. Faderen stod i døren, indtil børnene havde klædt sig af og lagt sig til at sove, og bagefter lukkede han døren til, slukkede lyset overalt og gik hen for at sove ved siden af barnebarnet. Barnebarnet sov allerede, alene i den brede seng, med hovedet dækket helt til af tæppet.
Den gamle mand stod over hende i nattens halvmørke; den faldne sne udenfor opsamlede himmelens sparsomme, diffuse lys og oplyste mørket i værelset gennem vinduet. Den gamle mand gik hen til den åbne kiste, kyssede sin kones hænder, pande og læber og sagde til hende: “Hvil nu”. Forsigtigt lagde han sig ved siden af barnebarnet og lukkede øjnene, for at hans hjerte skulle glemme alt. Han blundede og vågnede pludselig op igen. Under døren til det værelse, hvor sønnerne sov, trængte der lys ind – de havde tændt det elektriske lys, og der lød latter og støjende tale derindefra.
Pigen begyndte at vende sig på grund af støjen, måske sov hun heller ikke, men var blot bange for at stikke hovedet frem fra tæppet – af skræk for natten og for den døde gamle kone.
Den ældste søn talte med glæde, med overbevisningens henrykkelse om hule metalliske propeller, og hans stemme lød mæt og mægtig, man fornemmede hans sunde og i tide ordnede tænder og røde, dybe svælg. Sømandsbrødrene fortalte historier fra udenlandske havne og lo over, at faderen nu havde dækket dem til med de gamle tæpper, som de var blevet dækket til med i barne- og drengeårene. På disse tæpper var der foroven og forneden påsyet hvide striber af groft bomuld med påskrifterne “hoved”, “fod”, for at man skulle rede sengen rigtigt og ikke dække ansigtet til med den beskidte, tilsvedte kant, hvor fødderne havde været. Bagefter greb en sømand fat i skuespilleren, og de begyndte at tumle rundt på gulvet, ligesom i barndommen, da de alle boede sammen. Den yngste søn prøvede på at udfordre dem og lovede at ordne dem begge med sin venstre arm. Det var tydeligt, at alle brødrene elskede hinanden og var glade for at se hinanden. Det var mange år siden, de alle havde været samlet, og det var uvist, hvornår de ville blive det igen. Måske først til faderens begravelse? Da de tumlede allermest, væltede de to brødre en stol, og så var de alle stille i et minut, men de fortsatte, idet de øjensynlig kom i tanke om, at moderen var død og ikke kunne høre noget. Snart bad den ældste søn skuespilleren om, at han med dæmpet stemme skulle synge et eller andet: han kendte jo nogle gode moskva-viser. Men skuespilleren sagde, at det faldt ham svært at begynde uden videre, uden et stikord. “Godt, dæk mig så til med et eller andet”, bad moskva-skuespilleren. De dækkede hans ansigt til med noget, og han gav sig til at synge under dækket, for at det ikke skulle være så pinligt at begynde. Mens han sang, gjorde den yngste søn et eller andet, så hans anden bror faldt ned fra sengen, ned oven på den tredje, der lå på gulvet. Alle begyndte at le, og de befalede den yngste at løfte den faldne omgående og ordne ham med venstre hånd. Den yngste svarede stille sine brødre et eller andet, og to af dem gav sig til at le – så højt, at barnebarnet stak sit hoved frem fra tæppet i det mørke værelse og kaldte:
– Bedstefar! Bedstefar! Sover du?
– Nej, jeg sover ikke, jeg har det godt nok, sagde den gamle mand og hostede spagfærdigt.
Den lille pige kunne ikke beherske sig og gav sig til at snøfte. Den gamle mand strøg hende over ansigtet: det var fugtigt.
– Hvorfor græder du? spurgte den gamle mand hviskende.
– Det er synd for bedstemor, sagde barnebarnet. – Alle lever, ler, og kun hun er død.
Den gamle mand sagde intet. Han enten åndede tungt, eller også hostede han. Den lille pige blev bange og løftede sig lidt for bedre at se bedstefaderen og vide, at han ikke sov. Hun betragtede hans ansigt og spurgte:
– Men hvorfor græder du også? Jeg er holdt op.
Bedstefaderen strøg hendes lille hoved og svarede hviskende:
– Jamen … Jeg græder ikke, jeg sveder bare.
Den lille pige sad på sengen ved den gamle mands hoved.
– Længes du efter din gamle kone? sagde hun. – Du må hellere lade være med at græde: du er gammel, du dør snart, og så kommer du alligevel ikke til at græde.
– Jeg skal nok lade være, svarede den gamle mand stille.
I det andet, støjende værelse indtrådte der pludselig stilhed. En af sønnerne havde forud for dette sagt et eller andet. Alle derinde tav straks. En søn sagde igen lavmælt et eller andet. Den gamle mand genkendte på stemmen fysikforskeren, den lille piges far, den tredje søn. Indtil nu var der ikke kommet en lyd fra ham: han havde intet sagt og ikke leet. Han havde tysset på alle sine brødre, og de var endda holdt op med at tale sammen.
Snart åbnedes døren ind til dem, og den tredje søn kom ind påklædt som om dagen. Han gik hen til moderen i kisten og bøjede sig over hendes dunkle ansigt, hvor der ikke længere var følelser for nogen som helst.
Der blev stille på grund af den sene nattetime. Der var ingen, der gik udenfor, og heller ingen kørte. De fem brødre bevægede sig ikke inde i det andet værelse. Den gamle mand og hans barnebarn holdt øje med deres søn og far, de trak ikke vejret af bar opmærksomhed.
Den tredje søn rettede sig pludselig op, rakte hånden frem i mørket og greb fat i kanten af kisten, men han holdt ikke fast i den, og skubbede den blot lidt til siden på bordet, så faldt han om på gulvet. Hans hoved slog som en fremmeds mod trægulvet, men sønnen gav ikke en lyd fra sig – kun hans datter skreg op.
Fem brødre i undertøj kom løbende ind til deres bror og bar ham ind til sig for at bringe ham til bevidsthed og berolige ham. En kort stund efter, da den tredje søn var kommet til sig selv igen, var alle de øvrige brødre allerede påklædt i deres uniformer og tøj, skønt klokken ikke engang var to om natten. En efter en gik de hemmeligt hver for sig om i lejligheden, i gården, hele natten igennem gik de omkring huset, hvor de havde boet i barndommen, og dér begyndte de at græde, mens de hviskede ord og klagede sig, præcis som om moderen stod over hver enkelt, lyttede til ham og sørgede over, at hun var død og tvang sine børn til at savne hende; hvis bare hun kunne, ville hun være forblevet i live til stadighed, for at ingen skulle lide på grund af hende, spilde dét hjerte og dén krop, som hun havde født, på hende … Men moderen klarede ikke at leve længe.
Om morgenen løftede de seks brødre kisten op på skuldrene og bar den hen for at grave den ned, og den gamle mand tog barnebarnet på armen og gik bagefter dem; nu havde han vænnet sig til sorgen over den gamle kone, og han var tilfreds og stolt, fordi også han skulle begraves af disse seks stærke mennesker, og ikke af nogen ringere.
Oversat efter Andrej Platonov: Tretij syn