Zinaida Gippius: Æbletræerne blomstrer

Oversat af Mads Thomsen

(uddrag)

I

Hvorfor har hun gjort det sådan, at jeg ikke evner at leve uden hende? Det er hende, der har gjort det, det er ikke min skyld …

Jeg havde skrevet dette – og fik det underligt. Jeg taler præcis om min elskede. Men min elskede er ikke hos mig. Det er min mor, der har gjort, at jeg dør uden hende. Hvis man holder mennesket i varmen hele livet og derefter jager det upåklædt ud i tyve graders kulde, dør det bestemt. Jeg dør også. Jeg dør på grund af hende.

Jeg har længe ønsket at fortælle nogen alt det, jeg tænker på, eller i det mindste at skrive det. Der er ingen at fortælle til, og ingen ønsker, at jeg fortæller, så derfor vil jeg hellere skrive. Det er alligevel lettere.

Det forekommer mig, at disse sidste dage er vigtige og betydningsfulde for mig. Jeg er nået frem til et eller andet og har afsluttet halvdelen af mit liv, men videre går vejen ligeud, vemodig, hurtig og så ensformig, at det bliver umuligt at se, og du går fremad eller tilbage, opad eller nedad. Og jeg ved ikke, om det er nødvendigt at underkaste sig, som altid, og gå ad den.

Jeg er nu otte og tyve, men ingen tror på det, så gammel ser jeg ud. Jeg ved selv, at jeg er en gammel mand. Tidligere havde jeg et smukt og sart ansigt, ligesom min mor, vi så ofte sammen i spejlet, og vi mente, vi var forbløffende ens.

Nu ville hun ikke kunne genkende mig. Jeg er sunket sammen, øjnene er matte, et stort skæg er vokset frem, ansigtet er blevet gulligt, mørkt. Jeg tror, at jeg snart dør. Jeg har vist ingen sygdomme, men jeg skal dø, fordi han lever, som ønsker det har viljen til det, og jeg har ikke den vilje. I de sidste dage, da jeg erkendte dette og indså, at jeg ikke havde mere at vente på, tænkte jeg endda på selvmord. Men jeg kan ikke. Jeg er bange. Jeg ved, at jeg har et tarveligt og fejt hjerte. Jeg er bange.

Alt dette har hun gjort. Ganske vist er det fra hende, tror jeg, jeg har den følelse, som bestemt ikke er tarvelig, og som det eneste har givet mig glæde i livet – sentimentaliteten. Jeg skammer mig ikke over dette ord, sådan som alle andre gør det. Ja, alle skammer sig, fordi alle har følelsen …

Jeg er musiker, hvis ikke god så dog hæderlig, som man siger. Jeg tror slet ikke, at jeg kunne blive god, for jeg er fuldstændig kold, når jeg spiller lange, vanskelige rapsodier og fugaer, eller endda sonater, og mine tanker er de mest trivielle, kedelige. Sansen for det skønne forekommer sjældent hos mig; det er på ingen måde en sentimental følelse, for den griber én og kalder én fremad, men det er svært for mig; jeg elsker den stille rørelse, erindringer, når hjertet smerter sødt, og der er dyb stilhed i sjælen.

Når jeg spillede et fremragende præludium under en koncert (nu er det allerede længe siden, jeg har været på scenen), skete det undertiden, at jeg kastede blikket på en eller anden herre på første række og tænkte: “Her sidder du og kigger på mig, du lytter opmærksomt og ved, hvad jeg spiller, og bagefter giver du fornuftige bemærkninger om min “teknik” og mit “udtryk” … Men hvis jeg her og nu holdt inde med dette præludium og spillede en kort, simpel lille-russisk vise, som måske ville minde dig om fjerne år, om en mørk, varm have og måske om en eller andens kære, glemte øjne, så ville du rejse dig og gå ud for at skjule de ufrivillige tårer, den glædestrålende sorg og lykke, som det strålende præludium ikke gav dig. Og du ville absolut skjule denne glæde, fordi du skammer dig og tror, at kun du føler sådan, og at andre ikke forstår, men alle føler faktisk sådan – og hver enkelt skammer sig, fordi han tror, at han er den eneste. Hos hver enkelt er der en lys sky i fortiden.

Også jeg har én, ligesom alle andre.

Det er kedeligt at fortælle alt fra begyndelsen, fra den tid da jeg var et barn. Ja, for som tyveårig levede jeg på samme måde, som i tiårsalderen. Men jeg var lykkeligere som tyveårig, fordi jeg var vokset mor over hovedet og kunne gå ture med hende under armen. Vores forhold havde ikke ændret sig. Det hændte, at jeg som barn lavede optrin, når hun skulle i teatret uden mig, og jeg sagde, at hun ikke havde ret til at more sig, når jeg skulle læse lektier. Hun bad mig alvorligt om at tilgive hende, hun blev endda bedrøvet, hvis jeg var fornærmet. At skændes var udelukket. Hun havde ingen andre end mig. Og for mig var hun den eneste.

Jeg talte aldrig med min far. Han var en ældre herre, evig optaget af byggerier et eller andet sted, som boede i den anden halvdel af huset, han interesserede mig overhovedet ikke. Men mor var så ung, mager som en pige, med store sorte øjne, frisk, strålende; hendes kjole knitrede ved hurtige bevægelser, og der svævede de mærkeligste dufte omkring hende – jeg fandt aldrig ud af, hvad de hed. Deres duft mindede om det allertidligste forår.

Vi boede selvfølgelig ikke i Petersborg. Som jeg sagde, så er der hos enhver noget usædvanligt, lysende i fortiden. Men jeg ved ikke, og jeg er i tvivl om, hvad det kan være hos de mennesker, der er født i Petersborg, som aldrig har set en anden sol. Hvis jeg tager fejl og dømmer ud fra mig selv, er det kun godt. Men jeg vil aldrig forlige mig med denne lave himmel og mørke luft, med denne lejlighed, hvor jeg er, alene. Mere om dette senere, forøvrigt. Men jeg er jo alene i hele verden, hvordan skulle jeg så ikke kunne være ensom i denne lejlighed?

Vi boede i en stor by sydpå, i vores eget hus. Huset var nyt, bygget af far, ukomfortabelt og koldt. Bag huset var der en lille, men ren have, op til hvilken fremmede haver sluttede sig fra alle sider, og derfor forekom den mig uendelig. Far ville sløjfe den helt og bygge to fløje og et skur, men han fik det aldrig gjort. Jeg ved det forøvrigt ikke, måske gjorde han, og vores have eksisterer i hvert fald ikke mere. Jeg ved det ikke, og jeg vil ikke vide det.

Jeg kom aldrig i gymnasiet. For hvem skulle mor da ellers være sammen med? Hun havde mange bekendte, men ingen tog sig nogensinde seriøst af hende, skønt man kendte hendes forhold til far. Jeg tror, at det var hende selv, der ikke ønskede det.

Jeg havde de bedste gymnasielærere, og jeg studerede ikke værst. Mor læste selvfølgelig tit sammen med mig, men fik ofte nok af det og sagde:

– Volodja, skal vi ikke lægge bøgerne og gå en tur?

Og vi gik, – hun pyntelig og munter, jeg lykkelig, fordi jeg havde så fin en mor, og fordi jeg lignede hende så meget.

Hun ændrede sig ikke, hun blev ikke ældre at se på, og snart begyndte man at tage os for bror og søster, især da jeg fik moustache og et lille skæg. Det forekom mig, at heller ikke jeg ændredes indeni. Først hen imod de tyve begyndte jeg at beskæftige mig seriøst med musikken og drømme om konservatoriet. Gymnasieeksamenen bestod jeg fint, og det var nødvendigt at bestemme sig for noget.

– Du skal på konservatoriet i Moskva, helt bestemt, sagde mor. – Jo før, jo bedre, du bliver snart tyve. Du bliver berømt, vent og se.

– Men hvornår skal vi rejse?

– Til efteråret, tror jeg. Er det i orden?

Der kunne ikke være tale om, at jeg skulle rejse uden mor. Hvem skulle jeg have at tale med? Hvem skulle kærtegne mig og gå ture med mig? Hvem skulle tage sig af mig, når jeg var syg? Og var det virkelig muligt for hende at blive tilbage uden mig, når vi aldrig havde været adskilt en eneste dag, og vi lavede og diskuterede alt i fællesskab? Jeg ville slet ikke begynde at studere uden hende.

På samme måde, som da jeg var barn, satte jeg mig om aftenerne på gulvet ved hendes ben foran pejsen i hendes værelse, og jeg fortalte, hvordan dén og dén frøken var blevet forelsket i mig, hvordan jeg opvartede dem, og hvilken frøken jeg ikke længere syntes om. Det forekom mig på den tid, at alle frøkener var forelskede i mig, fordi jeg var så smuk og spillede så godt på fortepiano.

– Ved du hvad, Volodja, sagde mor engang til mig, – du ligner slet ikke en mand, du er fuldstændigt som en kvinde, og det må være fordi, vi har været så meget sammen … Eller er det mig selv, der har gjort dette, – tilføjede hun eftertænksomt. – Du er for eksempel aldrig sammen med mænd; jeg har set dig blandt kvinder – og dér varter du heller ikke rigtigt op, men koketterer. Jeg ved ikke rigtig … men det forekommer mig, at hvis du var en fremmed, ville jeg ikke synes om dig.

Jeg blev frygteligt fornærmet. Hvad? Hun sagde jo selv, at jeg lignede hende, og nu syntes hun ikke om mig! Hvis det var dårligt, at jeg lignede en kvinde, havde hun så aldrig frygtet dette før nu?

Ja, og hvad dårligt var der ved det? Lad mig bare ligne en kvinde! Jeg elsker først og fremmest alt smukt – det som er uden grovhed og uden voldsomhed, men er fint og enkelt. Det var ikke min skyld, jeg var sådan …

Mor bad længe om min forladelse, og vi forligedes. Men jeg glemte ikke hendes ord, og senere sagde jeg ofte til hende:

– Hvad med en Syromjatnikov eller en Marem’janov, de er mandlige, ikke sandt? Dem burde kvinder synes om, ikke?

Mor smilede og lukkede min mund med sin store, men smukke hånd med de utallige raslende armbånd.

Jeg vidste, at jeg blev gjort til en laps, fordi de stedlige frøkener trods alt syntes så godt om mig. Jeg vidste, at livet passerede tomt forbi, og at hjertet blev middelmådigt af denne evige laden som om og dette formålsløse ønske om at behage andre. Selv forelskede jeg mig ikke en eneste gang. Der var mange, jeg syntes om, men ikke voldsomt. Faktisk var jeg meget ren på den tid, sjældent ren, men i tankerne var jeg ikke bedre end andre. Man siger, at konstant rene mennesker ikke er rene i tankerne; men det forekommer mig, at dette ikke er sandt. Og hos mig var dette kun i en periode, og jeg tror, at det skyldtes spagfærdighed, et banalt og indholdsløst liv, samt det at man ødelagde og forkælede mig.

Det er forbløffende, hvor lidt jeg interesserede mig for bøger. Jeg læste i dem, indtil jeg skulle til eksamen. Men derefter beskæftigede jeg mig kun med musik. Kun den kunne bevæge mig og få mig til at mindes det, der ikke var. For musikkens skyld kunne jeg glemme meget.

Endelig rejste vi til Moskva. Og jeg var glad. Jeg følte instinktivt, at alt burde ændres.

Den gamle husholderske rejste sammen med os, for uden hende ville vi gå helt til grunde. Jeg havde aldrig været i Moskva, og selv om mor havde boet det tidligere, vidste og kunne hun intet. Måske gjorde hun, men hun syntes, det var kedeligt at bekymre sig om hverdagsting, og det forstod jeg udmærket.

Vi lejede en fin lille lejlighed på Malaja Nikitskaja, og vi levede som blommen i et æg, som kammerater. Vi tog i teatret, gik ture. Snart dukkede der bekendte op, slægtninge indfandt sig. Men jeg begyndte at øve mig ihærdigt kom endda sjældent ud, når mor havde gæster.

På konservatoriet kom jeg ikke i kontakt med nogen undtagen min professor, som var en yngre mand.

Han syntes, jeg var mærkelig, skønt også meget talentfuld, som han sagde. Men han kom først til at forstå mig, da jeg tog ham med hjem, og han så min mor. Man kunne ikke forstå os uden hinanden, men sammen udgjorde vi et hele, som man siger.

– Hør engang, unge mand, sagde professoren engang til mig, – De skal øve Dem meget. Der bør komme et eller andet ud af Dem, eller også forsvinder De helt.

Og jeg øvede mig. Jeg glemte endda min dovenskab, bekymrede mig ikke om mit hår og mit tøj, kom sjældent ud, spillede kun mine skalaer. Jeg kunne ikke lide dem og holdt dem kun ud i form af en besværlig trappe, man skulle mase sig opad. Hvor jeg dog længtes efter den blå himmel, efter jorden, efter blomsterne! Jeg havde aldrig længtes sådan efter noget, jeg vidste ikke, at man kunne længes sådan. Mor trøstede mig, men … det var mit ømme sted. Jeg vidste, at på dette område, og kun på dette, forstod vi ikke hinanden. Hun brød sig heller ikke om vores have, og hun gik ud på gaderne for at spadsere. Hun sagde, at sollyset var langt mere uroligt end stuens halvmørke, og at duftene dér var bedre end lugten af ægte forår.

Når jeg tænkte på dette, fik jeg i et kort øjeblik den følelse, at hun ikke var ung, at hun ikke fuldt ud kunne være min kammerat, at der i sjælens dybde mellem os var en barriere.

Men det var kun et øjeblik …

Jeg sagde, at jeg ikke havde kontakt til nogen som helst. Jeg fik ikke nogen nære forhold, men dog bekendte, og enkelte gange faldt jeg i drikkelag og overnattede ude …

Mor afhørte mig med nysgerrighed og uden nogen form for bebrejdelse, men jeg var ikke tilfreds med et eller andet og fortalte udførligt med afsky, skønt heller ikke uden en vis stolthed.

– Det er ikke vigtigt, Volodja, sagde mor. – Det var også det, jeg troede. Så længe du bare ikke glemmer mig. Jeg skal altid være den eneste for dig, ligesom du er den eneste for mig. Forstår du? Ellers er det umuligt at leve. Forstår du?

Jeg smilede kun og omfavnede hende. Hvordan kunne hun ikke være den eneste? Hvem skulle ellers?

(Der gik nogle år. Egor blev færdig på konservatoriet og begyndte med succes at optræde til koncerter. Men han er ikke helt tilfreds; han har svært ved at se idéen i det, han gør, og finder musikken og koncerterne meningsløse)

(…) Hvad skulle jeg med disse bombastiske stykker, hvor jeg flyttede så hurtigt på fingrene, og alle forbløffedes og roste mig? Hvornår kunne jeg spille det, som jeg ofte hørte, men som gled bort fra mig? Hvis jeg kunne, hvis jeg fandt det, så ville alt hurtigt ændres, og jeg ville kun føle sammen med dem, der hørte efter. Vi ville græde sammen, fordi det ikke passerede forbi os, men strejfede os og greb fat i det allerhemmeligste, det allerdybeste, det som var ens for alle … Ja, vi ville græde; men bagefter … bagefter, ja, ville vi alligevel dø. Alligevel … Jeg vidste, at så længe jeg intet følte selv, så kunne intet opstå; og jeg troede fuldt og fast på, at hvis det kom til mig, så ville det komme til alle, jeg “talte” til. I tankerne brugte jeg altid udtrykket “at tale til mennesker” i stedet for “at spille”.

Måske var dette ikke så klogt. Men jeg har aldrig anset mig selv for et klogt menneske. Jeg havde heller ingen selvfølelse indblandet i det. Jeg vidste, at jeg ikke var udviklet og dårligt uddannet. Ja og hvad så? Jeg sigtede ikke mod dette, jeg havde en anden glæde, en anden vej skulle føre mig opad.

Et par gange lod mor mig være alene i nogle uger, når det var nødvendigt for hende at rejse hjem. Og hver gang døde jeg, lod være med at spille, spiste næsten aldrig. Jeg fik en slags nervøs rædsel, det forekom mig, at jeg var alene på Jorden, at hun ikke var der mere. Det vigtigste – at hun ikke var der! Og hvis hun ikke var der, så ville hun heller ikke komme igen. …

Hvorfor knyttede hun mig sådan til sig, at livet ikke kunne fortsætte uden hende? Hvis jeg sagde, at jeg elskede hende – så ville det ikke være det rigtige ord: jeg elsker ikke luften, føden, men leve uden dem kan jeg ikke. Jeg ved, at jeg er et svagt menneske. Jeg havde ikke styrken til at gøre noget ved mig selv, til ikke at lide, når jeg led …

Jeg var sidste gang i Moskva, da far blev syg, og mor rejste væk før jul. Og i slutningen af januar blev jeg selv syg, forlod alt og rejste hjem. Men hvad, hvorfor ikke tage et friår – jeg kunne alligevel ikke spille uden hende. Jeg ankom, og vi sad en hel aften sammen på den lille divan i hendes værelse og tav. Men jeg vidste, at hun var tilfreds. Hun kunne heller ikke leve uden mig, lige så lidt som jeg uden hende.

Jeg tilbragte dagene hjemme og spillede meget. Jeg havde et mindre værelse med et vindue, og dette vindue vendte ud mod gården, mod haven. Jeg stillede mit piano hen til vinduet og kiggede på himmelen og på træerne, når jeg spillede.

I midten af februar blev det ganske varmt. Jeg gik rundt i haven og kiggede på den blå himmel mellem moreltræernes og æbletræernes nøgne grene. Hvor var den munter og gylden mellem de sorte grene! Og på de fjerne bjerge lyste det første græs svagt gulligt, det var endnu ikke blev grønt, kun gulligt. Det kommer altid så lyst og ungt op af jorden, at det virker helt gult. Jeg elsker disse bittesmå strå, de allerførste; de er præcis som børn, nysgerrige og kejtede, de løfter jordens grå klump og kigger på solen. Åh, mor … Hvorfor gik hun aldrig rundt med mig i haven, og hvorfor elskede hun ikke det, jeg elskede? Og igen gennemtrængte en kold strøm mit hjerte, igen fremmedgørelse …

Hvor var det mærkeligt! Og hvor smertefuldt …

Jo længere foråret kom, des mere sad jeg i haven, og des gladere følte jeg mig. Det var præcis, som om jeg selv groede sammen med de gule blomster. Jeg havde sat mine fugaer til side; igen hørte jeg i sjælen det dér, der var lysere end enhver fuga, igen søgte jeg – og fandt intet. Det var her, nærværende, i den forårsagtige støj, i den forårsagtige duft … Og hvor er det dog fjernt fra mig nu!..

Der var ingen blade at se, men på æbletræerne og moreltræerne lyste runde, stærke knopper rosa, endnu helt lukkede, ganske som om de sov. Engang faldt det mig ind: hvor kom disse knopper fra, hvad gjorde de her? Hvorfor denne himmel, hvorfor dette forår? Hvorfor ved jeg ingenting? Men jeg blev bange. Væk, væk med disse spørgsmål, man skal ikke tænke, man skal underkaste sig og hengive sig til det hele, og da er alt ikke skræmmende men ligetil …

Jeg sad for enden af en smal, fugtig sti på en lav bænk ved det fjerneste gærde i min have. Det var ikke et gærde, men en hæk, stadigvæk helt sort. Jeg havde aldrig sørget over, at min have ikke strakte sig længere, men sluttede her, ved denne hæk. Overalt, hvor jeg kiggede hen, var der træer, græs og jord, og over dette himmelen. Hvad gjorde det mig, at det var fremmede havers træer, når de var magen til mine? Alt, jeg kiggede på, og alt, jeg glædede mig over, var mit. Også de bratte bjerge med de dybe, blågrå skygger, de var også mine. Solen gik mod vest, og dens stråler blev koldere. Jeg vidste, at det var på tide at gå hjem, men jeg kunne ikke tage afsked med min bænk. Pludselig var der én, der gik forbi mig, helt stille, så jeg næppe kunne høre det. Jeg vendte mig om: skridtene hørtes bag hækken, i den fremmede have. Det var ikke engang skridt, men en sammenhængende raslen, ganske som om noget blev trukket hen over jorden – og blev stille. Jeg kunne rejse mig og se efter, hvad det var – hækken gik mig til livet et sted, men jeg tænkte: “Nej, det er alligevel ikke det værd”. Forårsluften havde udmattet mig, jeg havde lyst til at slappe af og til at blunde.

Men atter gentog denne raslen sig og holdt straks inde igen. Jeg hævede blikket og det mødtes med et par fremmede øjne, som kiggede indtrængende og vredt på mig. Jeg følte, at de kiggede vredt, for jeg blev urolig. Derefter ændrede øjnenes udtryk sig straks, og de blev ligegyldige. Bag hækken stod en pige, jeg ikke kendte. En kort tid tav vi og kiggede på hinanden. Jeg troede, at hun ville gå igen. Men hun begyndte at tale.

– God dag, sagde hun uden imødekommenhed. – Jeg har set Dem for længe siden. Hvorfor sidder De evig og altid her?

– Her er dejligt, svarede jeg noget spagfærdigt, nærmest undskyldende. – Men jeg har aldrig set Dem før.

– Jeg har kigget på afstand. Jeg bor dér, og hun pegede på et hus, der næppe var synligt bag træerne, langt fra hækken.

Da hun gjorde bevægelsen med hånden, bemærkede jeg for første gang, at hendes tøj var underligt, ikke som almindelige ungpigekjoler. Enten forekom det mig maskaradeagtig, eller også helt simpelt og måske det eneste mulige. Det var en bred kjole af blødt, hvidt materiale, men ensartet bred foroven og ved kjoleskødet (jeg så hende nu i fuld figur, fordi jeg stod på den anden side ved hækken), med en smal, mørkerød talje. Jeg forstod, hvorfor denne raslen havde været så underlig, når hun gik: kjolen sluttede i en lang sløjfe, ja, ikke engang en sløjfe, men noget løsthængende materiale bagpå, skødesløst og smukt. Ærmerne var smalle og lange, de gik næsten til fingrene.

Jeg, et velopdragent ungt menneske, vidste nok, hvordan jeg skulle opføre mig i selskab med frøkener. Men her tænkte jeg ikke et eneste øjeblik på, at det var en frøken, og at man skulle opføre sig som over for andre frøkener. Jeg spurgte hende:

– Hvorfor har De sådan en underlig en kjole på?

Hun blev ikke forbavset.

– Den er smukkere. Der er ingen, der ser mig, og derfor sørger jeg for, at jeg selv kan lide mig.

– Jeg kan også lide Dem, sagde jeg. – Hvad hedder De?

– Marta.

– Marta? Er De ikke russisk?

– Jo, russisk. Mit efternavn er Koreneva, jeg bor her sammen med mor. Har De virkelig ikke hørt om hende? Blinde Koreneva? Hende den rige?

Jeg kom i tanke om, at jeg netop havde hørt om den blinde gamle Koreneva, den meget rige, og om hendes unge datter, som studerede meget og aldrig kom uden for en dør.

– Jo, jeg har hørt om hende, sagde jeg langsomt. – Hvor underligt: vi er naboer, men jeg ser Dem først nu …

– Jeg bryder mig ikke om at gå ud, sagde hun hurtigt. – Ja, De blev så forbavset over, at jeg hedder Marta. Jeg hedder Marfa, men Marta er smukkere, og derfor kalder man mig sådan.

– Ja … De er i det hele taget smuk, sagde jeg eftertænksomt, næsten for mig selv.

– Er det sandt? svarede hun ganske enkelt. – Se, jeg synes også, at jeg er smuk. Men mange siger, at det er jeg ikke. Jeg tror ikke, de forstår.

Jeg var ikke forbavset over vores samtale. Jeg kunne ikke selv tro, at Marta var en frøken, og at jeg gav hende komplimenter. Jeg syntes, hun var smuk som himmelen gennem træerne, som fin, velduftende luft, som rosenrøde skyer omkring den nedgående sol. Hun passede så fint til det hele, selv til denne tidlige aftentime, at jeg ikke havde lyst til hverken at tale eller til at forbløffes, men kun til at glædes over alt dette.

Også hun tav.

– Nå, men nu farvel, sagde hun endelig. – De skal endelig komme herhen, tilføjede hun lidt hovent, men overbærende. – De ødelægger jo ikke haven.

Og atter hørte jeg den sammenhængende raslen fra hendes kjole, da hun gik væk. Jeg undrede mig heller ikke over hendes sidste ord: hun tænkte næsten på det samme, som jeg. Du undrer dig over dét, som er fremmed, det som er uden for dig og ikke inden i dig …

Jeg var underlig hele aftenen. Jeg prøvede at spille, men flygelets lyd virkede afskyelig, skarp og alt for bestemt. Jeg kom for at sige undskyld til mor, men jeg sagde ikke et eneste ord. Og for første gang i mit liv forekom det mig, at hendes parfume ikke duftede af det rigtige forår. …

I to dage kom jeg ikke ud i haven.

Jeg vidste ikke selv, hvad jeg var bange for. Sikkert for det, at det ikke skulle blive så godt, og at jeg skulle ødelægge mindet. Mor kommenterede et par gange, at jeg var bleg og kun spillede lidt. Far lå stadigvæk syg, og mor var optaget det meste af dagen.

– Hvad er der med dig, Volodja? Har du ikke lyst til at gå en tur i aften?

Jeg svarede mat og apatisk. Jeg havde ikke lyst til at gå på gaden.

Endelig, på den tredje dag, tog jeg pludselig en beslutning, sådan som svage mennesker beslutter sig, tog hurtigt hatten på og begav mig med faste skridt ud i haven.

Dér havde meget ændret sig. Stierne var blevet mere tørre, gule anemoner sneg sig langs cisternen; og på æbletræerne havde hvide knopper spredt sig og lyste nu hvidt. Selv på hækken var der dukket bittesmå grønne blade frem. Jeg nåede ikke at sætte mig på bænken og komme til mig selv, før jeg straks, i det samme, hørte den velkendte raslen. Marta kom hen til hækken og sagde:

– God dag.

Jeg rejste mig og gik nærmere. Hun var i den samme eller i en lignende kjole, blot var taljen ikke rød men gylden.

– Hvorfor kom De ikke? spurgte hun. – For jeg sagde jo til Dem, at De skulle komme. Jeg ved for øvrigt, hvorfor De ikke kom.

– Hvorfor?

– Det er ligegyldigt … Jeg ved det.

Måske var det solen, som kastede sine stråler på hende på en særlig måde, måske var det min indbildning, men det forekom mig, at hendes tøj denne dag spillede i et lyserødt skær, ligesom æbletræernes blomster.

Martas ansigt var underligt, jeg kan ikke rigtig huske det; jeg ved kun, at der i hende hverken fandtes noget mørkt eller lyst. Håret, der var samlet bagpå i en simpel knude, nærmest sjusket, lyste gråt og flød sammen med den omgivende luft; ansigtet var blegt, fint, aflangt; hendes øjne var også blege, men gennemsigtige, som rent vand. Jeg ved ikke, hvilken farve de øjne havde. Jeg tror, at de blev mørke midt på dagen, når himmelen var meget blå.

Jo – jeg husker alle træk, jeg husker øjenbrynenes fine, lige striber, de lyserøde, sammenpressede læber, men ansigtet som helhed kryber væk fra mig. Og jeg er næsten glad for det. Jo sværere erindringen er at indfange, desto fyldigere er den.

Men jeg ved, hvor solen i dag vil skjule sig, sagde Marta. – Dér, bag de fremspring. Men i går gik solen længere mod venstre, meget længere. Jeg ved, hvor solen hver dag går ned. For det er mine dage, mine! udtalte hun triumferende. – Vil De vide, hvad der vil ske i haven i morgen? Ønsker De, at jeg fortæller Dem, hvilken nat æbletræerne springer ud?

– Hvordan ved De det? spurgte jeg stille.

– Jeg kender både haven, og foråret, og solen, og blomsterne, fordi jeg elsker dem …

Og jeg troede pludselig på, at hun faktisk vidste alt dette.

– Hvad tror De, det dér akacietræ føler? spurgte hun.

– Glæde, tror jeg …

– Men hvilken?

– Den samme som De og jeg … Den samme … Glæden over solen.

– Ja, vi glæder os sammen, allesammen …

– Og jeg hører af og til, tilføjede hun, efter at have tiet lidt, – hvordan De spiller. Herfra er det godt, ikke så skingert. Jeg elsker …

Jeg kom i tanke om, at også for mig virkede flygelets lyd skinger i disse dage.

– Men … fortsatte Marta, – De må ikke blive vred, men ofte spiller De sådan noget sammensat, noget med mange forskellige noder, men uden nogen helhed. De ved, man må tage afstand fra det, som mennesker har udtænkt, og man må lytte hér, hun førte hånden rundt i luften, – og anstrenge sig for, at alt flyder sammen til ét …

Hun stoppede, synligt besværet ved at forklare sin tanke, men jeg forstod hende selvfølgelig.

– Det har jeg altid ment, sagde jeg. – Det er godt, at også De mener det. Det betyder, at det er sandt.

– Men kan De spille et eller andet simpelt, noget knapt så hurtigt? Jeg har engang hørt en vise. Man spiller og synger den også til koncerter, men ikke sådan. Kender De: “Ikke et ord, oh min ven, ikke et åndedrag” … Jeg har ikke nogen sangstemme, jeg kan ikke synge, men jeg vil synge den for Dem, for at De kan lære melodien.

Og hun begyndte at synge stille, nærmest talende. Jeg lyttede til melodien og bad hende gentage den.

– Og ordene er også gode, sagde hun. – Blot er de uforståelige for mig nu. Nu er det mine dage, gentog hun. – Og snart er foråret slut …

Hendes stemme dalede. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg aldrig havde set hendes smil.

– Ler De aldrig, Marta? spurgte jeg.

– Solen går ned, svarede hun alvorligt. – Jeg ler om morgenen.

Nu, da jeg sidder i min petersborgske lejlighed med mørke vinduer uden gardiner, med et mørkegråt loft, der hænger en smule på midten, hvor der stikker en grum krog ud, – nu forekommer det mig, at dette aldrig var og aldrig kunne være. Eller har jeg set det hele i drømme? Men det, som skete bagefter, forfærdeligt, afskyeligt, umuligt, det, som jeg nu er ved at dø af, det var ikke en drøm. Men det ene var afhængigt af det andet.

Var det hele mon tilfældigt? Eller var der ikke, og kunne der ikke være noget som helst tilfældigt? Jeg ved det ikke. Jeg har svært ved at tænke på det. Det må andre afgøre.

Denne aften, efter det andet møde med Marta, blæste jeg lysene ud på mit værelse, åbnede vinduet og satte mig til at spille. Jeg anstrengte mig for at huske den melodi, hun havde givet mig. Det var en stille simpel melodi uden besværlige noder. Jeg tilføjede ikke en eneste unødvendig akkord til den, ikke en eneste skala. Jeg gentog det samme igen og igen, og dernæst atter fra begyndelsen, og det forekom mig, at hver gang faldt det anderledes ud, det blev bedre og kom til at minde stadig mere om forårsagtig støj og aftenrødens gule stråler.

Jeg ved ikke selv, hvad der skete med mig. Men det var noget godt. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ned uden at tænke. Bagefter åbnede jeg døren, gik ned ad den mørke trappe til gården og ud i haven.

Der var lysere end i værelset; der hvilede et uklart, funklende halvmørke. Den unge måne var gået ned, kun stjernerne lyste.

For enden af stien lyste Martas kjole svagt hvidt. Jeg vidste præcis, at hun var her, og at hun lyttede. Hun skulle jo lytte …

Det var godt, sagde hun hviskende, da jeg kom tættere på. – Tal ikke så højt. Jeg har ventet på Dem, jeg må sige dem et par ord. I morgen skal De ikke komme ud i haven. Men i overmorgen, ja, i overmorgen skal De komme ved solnedgang og blive her, lang tid. Den aften begynder æbletræerne at springe ud. Vi kan se den første blomst. De første blomster … Har De lyst? Kommer De?

– Ja, jeg kommer, sagde jeg, også hviskende.

Hun nikkede, trådte tilbage fra hækken og gik væk.

Jeg blev alene tilbage.

Jeg stod sent op. Dovent gik jeg ind i stuen, dovent drak jeg det meste af min kaffe, og jeg gik ikke ud i haven, idet jeg huskede befalingen, men drev mat omkring i værelserne. Der var ikke kræfter til at begynde på noget som helst.

Jeg ville gå ind til mor, sætte mig ved siden af hende, tie; på trods af den sky, jeg havde levet på i de seneste dage, var jeg urolig, jeg savnede et eller andet – jeg så sjældent mor. Jeg ville ikke fortælle hende noget – for hun elskede ikke haven, og dette drejede sig kun om haven. Men jeg havde brug for mor, ligesom jeg havde brug for mig selv. Nu forstod jeg kun, at hun ikke følte det samme som jeg, og ikke på samme måde som jeg. Men hvorfor havde hun bedraget mig i al den tid? Hvorfor havde hun gjort alt, for at jeg ikke kunne leve uden hende?

Jeg sad ved middagen – mat og bleg, spiste intet. Pludselig følte jeg nogens blik på mig og vendte mig om. Mor så på mig på nært hold med mørke øjne, og i dem var der så meget uventet vrede og had, at jeg fór sammen og blev kold om hjertet, skønt jeg ikke nåede at tænke og overveje noget som helst.

Nej, jeg drømmer, det er bare noget, jeg tror, det kan ikke være sandt, fór det gennem mit hoved i det efterfølgende minut. Men det var, som om en stor byrde tyngede mig ned, og jeg blev straks mindre og krøb sammen og begyndte at føle vægten af min egen krop, og mine lemmer begyndte at komme i vejen for mig.

Jeg gik direkte fra bordet til mors påklædningsværelse. Mor var der ikke endnu, men jeg gav mig til at vente. Hun skulle nok komme.

Hun kom virkelig – uden at kigge på mig satte hun sig i sin store lænestol og tav. Også jeg tav og led usigeligt, fordi disse lidelser var uventede, meningsløse og håbløse.

– Jeg ved det hele, Volodja, sagde hun endelig.

Ved den første lyd af hendes stemmes fik jeg det lettere. Men hendes ord forstod jeg ikke.

– Hvad taler du om? spurgte jeg med en anstrengelse.

– Jeg taler om dig – jeg ved alt og forstår alt. Du er forelsket. Aha! det skulle komme, siger man jo. Men jeg siger: Nej, det skal det ikke. Nej, det må det ikke! Jeg har lagt alle mine kræfter i dette, og du går ingen steder!

Jeg betragtede med fortvivlelse og sløvhed hendes vanvid. Jeg blev skræmt af hendes vrede, men jeg viste hende ingen medlidenhed.

– Men hvad taler du om, sig mig blot ét ord! Jeg forstår ikke.

Hun faldt lidt til ro og forsatte roligere:

– Du elsker Marfa Koreneva. Jeg ved, at I har set hinanden i haven. Du går omkring som en vanvittig. Du har vel ikke lyst til at gifte dig med hende? Desværre kan jeg ikke skjule for dig, at din elskede har sine særheder. Hun er fordærvet fra barnsben og opfører sig sært. Enten er hun idiot eller også overordentlig klog. Pas på! Og du har tiet forgæves. For jeg ved alt.

Tankerne forvildedes i mit hoved, tungen lystrede ikke. Jeg elsker Marta? Det kunne ikke være sandt! Jeg vil gifte mig med hende? Jeg – gifte mig? Nej, enten er en af os sindssyg, eller også er alle sindssyge. Jeg begyndte at tale, stammende, uden at forstå mig selv. Jeg talte om haven, om foråret, om æbletræerne, om Marta, om at Marta for mig var en levende have, det samme som himmelen og vinden … Men i det samme huskede jeg nærmest håbløst, at man ikke kunne forstå dette, hvis man ikke følte det …

I min sjæl var der kun en instinktiv, skærende skræk for, at hun skulle gå fra mig og hade mig, for jeg kunne ikke blive alene tilbage. Jeg var rede til at lyve i dette minut, hvis det kunne hjælpe på et eller andet, men jeg havde aldrig løjet før. Hun så, tror jeg, at jeg havde det svært.

– Nå, godt, afbrød hun, – det virker, som om du ikke selv har forudset, at det kunne gå sådan. Men husk, Volodja. Vores forhold er ikke sådan. Jeg har aldrig kunnet være og kan ikke være en passiv, hengiven mor. Jeg har givet dig mit liv til til sidste dråbe – og du skal give mig hele dit, det hele, jeg er nået til den konklusion og skilles ikke fra dig, og jeg har selv lavet dig – til mig selv. Måske er det dumt, jeg er ligeglad. Det er retfærdigt. Jeg er ikke i stand til selvopofrelse. Ja, og nu er det for sent. Nu – uanset hvor meget du end elskede din kone eller din kære, og uanset hvor meget hun end elskede dig – nu kan du ikke leve uden mig!

Hun sagde dette med skadefryd og rejste sig. Jeg gik hen til hende, omfavnede hende og så hende i øjnene.

– Pin mig ikke, sagde jeg. Ja, jeg er din, jeg kan ikke leve uden dig. Jeg vil ikke have nogen kone. Jeg elsker ikke nogen. Jeg synes, det er underligt, hvorfor du … Det er haven, jeg elsker, det er blomsterne og musikken, jeg elsker … Tilgiv mig.

Hun omfavnede mig fast og sagde:

– Du må love, at du ikke vil gå ud i haven, og at du ikke vil se Marta. Du elsker hende ikke endnu, men jeg føler, sig ikke noget, jeg føler, at det må du ikke .. Jeg ved, at du kan forbryde dig mod dit løfte, min svage dreng … Hold ud i morgen. I overmorgen rejser vi. I orden?

I morgen! Den aften skulle æbletræerne jo springe ud.

– Du tier? Har du ikke lyst?

Hun hævede atter øjenbrynene.

Jeg lovede det. Det var svært for mig, jeg græd. Hvor jeg dog elskede blomsterne … Men jeg vidste, at jeg kunne for hendes skyld. Skønt jeg ikke forstod det, så troede jeg på, at jeg ikke måtte gå …

Hvad der videre skete – jeg skal fortælle det kort og hurtigt, for det er alt for tungt for mig. Hun, mor, gjorde det hele forsætligt for at hævne sig på mig, det ved jeg. Ganske vist tabte hun sig denne nat og blev indfalden, men jeg tror, at hævnen skyldtes et indgroet had til mig. Alt brød sammen her. Ja, og jeg vidste, at hun ikke ville tilgive. Hun var ikke i stand til at tilgive. Og jeg sagde intet til hende. Jeg var som en død. Hvis hun havde befalet mig at tage en revolver og skyde mig – så havde jeg tavs taget revolveren og skudt mig. Hun beordrede mig til at rejse afsted alene, hun sagde, at hun aldrig ville se mig mere og ikke ville tilgive mig. Men jeg tror, at hun fornemmede, at hun ikke ville kunne holde stand, og at hun ville tilgive mig, når hun så, at jeg ikke kunne leve. Derfor, for ikke at svigte sig selv, døde hun forsætligt. Ja, ja, jeg er ikke i tvivl om, at hun gjorde dette forsætligt. Lægerne siger, at hun havde difteritis, men hvad så? Det kunne være difteritisen, men alligevel ville hun ikke dø, hvis hun inderligt havde ønsket ikke at dø. Jeg ankom fra Moskva på tredjedagen efter hendes død. Hun var allerede begyndt at gå i opløsning. Der kom en eddikeagtig og forfærdelig lugt fra hende. Jeg så på hendes ansigtet og sagde intet.

En herre kom hen til mig, trykkede længe min hånd, bad mig ikke tabe modet og sagde:

– Ja, deres mor var en forbløffende kvinde. Hvor må De være fortvivlet! De havde et forbløffende forhold til hende …

Jeg lo unaturligt og sagde:

– Ja, ja, De har ret …

Og så trykkede jeg selv herrens hånd.

Bagefter begravede vi hende, og jeg rejste. Hvorfor skulle jeg blive? Jeg spurgte ikke efter Marta, gik ikke ud i haven …

Og der gik nogle år. Jeg husker ikke længere så godt, hvor mange. Jeg husker ikke, hvordan jeg levede. Jeg gav mig til at glemme alt. Jeg mindes forresten nu og da den nat, hvor æbletræerne sprang ud. Jeg sætter mig til flygelet og spiller en lille vise: “Ikke et ord, oh min ven” … Så får jeg det lysere.

Men det er sjældent; kun sjældent kan jeg huske … Og for hver time tager livets byrde til. Jeg lever, fordi jeg ikke engang har styrke til at dø. Jeg bor i Petersborg, alene, i en mørk lejlighed, der lugter af køkken, giver mine unødvendige musiklektioner og kommer unødvendigt hjem. Hvor længe skal dette endnu vare ved?

Midt i loftet i det store værelse er der en krog … Jeg har allerede nævnt den. Og en tanke når mig: Hvis jeg tager rebet fra kufferten i entréen og kaster den omkring krogen? For ingen vil jo finde ud af det, især her, om natten … Den gamle, min kogekone, sover. Og det vigtigste er, at der jo ikke sker noget, hvis jeg kaster rebet omkring krogen. Man kan tage det ned igen og bære det tilbage til entréen. Selv hvis jeg laver en løkke, så vil der ikke ske noget som helst, for jeg hænger mig jo ikke, jeg skal vel ikke absolut hænge mig, fordi jeg har lavet en løkke? Det er så frygteligt, så grimt … Hvor er jeg dog langt væk fra Marta!.. Men er jeg da virkelig?.. Nej, nej, jeg prøver bare, ingen vil finde ud af det, hvis jeg prøver.

Oversat efter: Zinaida Gippius: Jabloni Tsvetut