Anmeldelse af Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij

Af Niklas Ulstrup Larsen

Metro 2033 – det sidste tilflugtssted (originaltitel: Метро 2033) er en science fiction-roman skrevet af Dmitrij Gluchovskij, først udgivet online i 2002, derefter trykt på russisk i 2005 og oversat til dansk af Jan Hansen og udgivet på forlaget Cicero i 2010. Bogen har solgt flere millioner eksemplarer på verdensplan, og Gluchovskij har modtaget adskillige priser for sin roman.

Bogen er en postapokalyptisk science fiction-roman, der finder sted i år 2033, efter at en omfattende atomkrig i 2013 har lagt det meste af verden øde og i ruiner. Kun de mennesker, som tilfældigvis befandt sig i Moskvas metro, en af verdens dybeste, overlevede. Disse mennesker bosatte sig på stationerne og har formået at overleve dernede i 20 år med meget sparsomme mængder lys, mad, drikkevand og våben. Livet i metroen i år 2033 er dog væsentligt anderledes, end det er i dag: Forskellige grupperinger er opstået som følge af de anarkistiske tilstande, herunder både kommunister, nazister, handelsforbund, religiøse fanatikere, kannibaler, lejesoldater og en lang række af andre folk, som hver har bosat sig på forskellige stationer, og som har blandet levestandard. Den gængse møntenhed er ikke længere den russiske rubel, men i stedet patroner til forskellige typer af russiske våben, herunder det meget udbredte og kendte AK47.

Bogen følger den unge mand Artjom, som bor på stationen VDNKh og har levet stort set hele sit liv i metroen. På grund af et brud længere oppe i metroen er VDNKh plaget af angreb fra mutanter fra jordoverfladen, som bliver kaldt de sorte. VDNKh fungerer derfor som yderpost og grænsevagt og skal holde skansen, så resten af metroen ikke bliver angrebet af disse skræmmende mutanter uden ansigt. Under disse angreb bliver Artjom kontaktet af en mand, der kalder sig Hunter, som afpresser Artjom til at rejse til Metroens hovedstad Polis og der fortælle om angrebene fra de sorte, mens Hunter selv vil forsøge at stoppe dem. Herefter begynder Artjoms lange rejse igennem metroen, som han hidtil kun har oplevet fra sin egen station og de nærmeste nabostationer.

Rejsen til hovedstaden Polis udvikler sig til en lang og farefuld tur, hvor Artjom kommer på mange prøvelser, både fra venner og fjender og ikke mindst fra mutanter og monstre, som også lever i metroen. Metroen er et uhyggeligt og dystopisk sted med begrænsede lyskilder og uden sikkerhed og tillid til hinanden, hvilket også klart kommer til udtryk i bogen.

Metro 2033 indeholder et ”opdateret” kort over Moskvas metro, hvor hver station er markeret med et symbol, som fortæller, hvilken gruppering der er hersker på stationen, så man som læser hele tiden har mulighed for at danne sig et overblik over, hvor personerne er, hvor de skal hen, og hvem de skal være bange for. Selv efter en atomkrig har smadret det meste af det civiliserede samfund, er Moskvas metrostationer stadig beskrevet som utroligt smukke og udsmykkede, og igennem romanen indgår mange andre beskrivelser og referencer til den russiske hovedstad: Kreml, Lenin-Biblioteket, Den botaniske have og den mystiske Metro-2.

Personerne i Metro 2033 er lidt flade og endimensionelle, men til gengæld er universet spændende og medrivende. Hele tanken om livet i mørket under jorden er skræmmende, og forfatteren formår at skabe en dyster og mørk stemning. Det er ikke beskrevet, hvorfor eller hvem der kastede atombomberne over Moskva, eller hvordan tilstanden er i resten af verden, men det er også ligegyldigt, for det handler om livet for de personer, der har overlevet i metroen. I bogen møder vi mange forskellige personer, og overalt skinner den russiske og østlige kultur igennem: en ældre mand, som påstår at være reinkarnationen af Djengis Khan, raketoperatører fra RVA (Artilleriets Raket- og Missilforsvar) samt kommunister, der har erobret ”den røde linje” og igen bruger hammer og segl som deres symbol. Derudover optræder der også en stalker, som i dette univers er en person, der begiver sig op på den radioaktive jordoverflade for at tage brændstof, ammunition eller bøger med ned i metroen. Både ordet stalker samt beskrivelsen af disse menneskers adfærd er en reference til Andrej Tarkovskijs film Stalker/Vandringsmanden fra 1979, lavet efter en fortælling af de russiske science fiction-forfattere Arkadij og Boris Strugatskij: om en stifinder i en forbudt radioaktiv zone efter en atomkrig eller et atomudslip.

Bogen er skrevet i et let læseligt sprog og fungerer godt som en fantasy/science fiction-roman. Hele det postapokalyptiske univers er godt beskrevet og hænger udmærket sammen, uden store huller.

Metro 2033 er efterfulgt af Metro 2034 af samme forfatter, som også er oversat til dansk. Derudover findes også Metro 2035, som netop er udkommet i Rusland, og som vi derfor kun kan krydse fingre for en dansk oversættelse af. Metro 2033 er også udkommet som computer- og konsolspil, og rettighederne til en fremtidig filmatisering er på plads.