Af Trine Søndergaard
Den sovjetiske litteratur ophørte officielt med at eksistere og opsplittedes i en række nationale litteraturer efter 1991, da Sovjetunionen opløstes. Overgangsperioden mellem Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse i marts 1985 og 1991, også kaldet perestrojka-årene, var kendetegnet ved en gradvis større politisk og samfundsmæssig åbenhed, der kulminerede med censurens afskaffelse i 1990. Periodens relative åbenhed resulterede i en flodbølge af såkaldt ”tilbageholdt” litteratur, dvs. litteratur, som nu blev udgivet med års forsinkelse i forhold til, hvornår den oprindelig var skrevet i Sovjet eller udgivet i Vesten. Der var meget at indhente for forlæggere og læsere; sovjetiske værker fra hele det 20. århundrede som Vi (My) af Jevgenij Zamjatin, En hunds hjerte (Sobatje serdtse) af Mikhail Bulgakov og Doktor Zjivago (Doktor Zjivago) af Boris Pasternak.
Den ”nye” litteratur, som blev udgivet og skrevet i disse år var kendetegnet ved at ville afprøve og flytte grænser, både tematisk og stilmæssigt. Allerede kendte forfattere som Aleksandr Solzjenitsyn og Anatolij Rybakov fik endelig udgivet kontroversielle værker om tidligere forbudte emner som de sovjetiske fangelejre og Stalins terror. Andre forfattere som Vladimir Makanin og Ljudmila Petrusjevskaja, som begge havde været aktive forfattere siden tresserne, skrev nogle af deres bedste værker under indtryk af periodens eufori. Der kom også yngre forfattere til, som eksperimenterede og chokerede, både hvad angik emnevalg og stilarter.
Den ubestridt mest omtalte provokatør fra midten af firserne og langt ind i halvfemserne var Vladimir Sorokin, en forfatter med rødder i den russiske firser-konceptualisme, som gennem sine monstrøse pasticher dekonstruerede alle hellige litterære køer fra den klassiske russiske litteratur over sovjettidens undergrundsforfattere til den socialistiske realisme. Alene det, at ironiske pasticher af forskellige litterære tendenser kunne chokere russiske læsere i den grad, de gjorde, siger noget om, i hvor grad skønlitteraturen stadig i halvfemserne sås som nationens moralske spejl.
Denne sprudlende litterære periode og dens ”reaktionslitteratur” afløstes af et lidt mere mat årti, halvfemserne, hvor de markedsmæssige forhold for litteraturen ændredes i en grad, der gjorde det svært at være forfatter til seriøs litteratur. Hvor de publicerede forfattere tidligere havde været omfattet af meget gunstige støtteordninger, måtte de nu klare sig selv, hvilket fik mange til at tale om den russiske litteraturs død. Op igennem halvfemserne var i hvert fald den ideologiske roman temmelig død; russiske læsere syntes at foretrække litteratur i den lettere ende af skalaen; spænding, romantik og krimier. Et par navne indenfor den russiske krimi-genre, Boris Akunin og Alexandra Marinina, er endda oversat til dansk, hvilket måske siger noget om, at danske og russiske læsere har en del tilfælles med hensyn til litterære præferencer, og også noget om, at russisk læsekultur har ændret sig i retning mod den vestlige.
Det ser ud til, at udbud og efterspørgsel i de seneste år har fundet en modus vivendi, hvor der er plads til både triviallitteraturen, den mere seriøse russiske litteratur og ikke at forglemme moderne udenlandske forfattere. Der er også tegn på, at det igen er blevet accepteret at skrive om samfundsudviklingen og i skønlitteraturen forholde sig til de forandringer, Rusland har undergået de sidste 15-20 år. Forfatteren Viktor Pelevin (oversat til dansk med Babylon Generation P) er her særlig interessant, fordi hans værker kombinerer bestsellerisme med både dybde og humor.