Hvad koster lykken?

– En undersøgelse af et sammenfald hos Dostojevskijs Legenden om Storinkvisitoren og Zamjatins Vi.

Af Mette Bærbach Madsen

At lykken har en pris er ingen ny tanke. Det er prisen i sig selv, som gennem tiderne har været genstand for diskussion og stadig er det den dag i dag. Emnet er måske mere relevant end nogensinde. Så længe det reflekterende menneske har eksisteret, har problematikken mellem lykke og fri vilje været aktuel. På grund af sin udviklingsorienterede natur stræber mennesket efter at indrette tilværelsen med sin egen lykke som udgangspunkt og med en generel utilitarisme – størst mulig lykke til flest mulige mennesker – som værdigrundlag. Denne stræben efter det perfekte har fundet sit udtryk i mange forskellige sammenhænge. Først og fremmest forekommer den i Kristendommens myte om Paradiset. Her er al relation til jordisk liv fjernet i en rendyrket eskapisme – en virkelighedsflugt, som har til formål at rette tankerne mod et bedre liv i det hinsides for at udholde det jordiske livs pinsler. I filosofien ser vi en lang tradition for utopisk tænkning begyndende med Platons Staten, over Thomas Mores Utopia til de socialistiske idéformationer i det nittende århundrede. Politiske partiprogrammer kan læses som ønsker om at skabe en perfekt samfundsindretning til menneskets bedste, ligesom arkitekter stræber efter indretningen af de mest fordelagtige bygninger, endda byer som svarer ethvert menneskeligt behov. Litteraturen afspejler i høj grad menneskets stræben efter lykke, og litteraturen har også fostret utopiens modstykke, dystopien, som illustrerer, hvordan jagten på lykken kan vende til det modsatte. Et gennemgående træk i dystopien er statens kontrol over individets tanker og udfoldelser. At en sådan kontrol ofte indtager en meget fremtrædende plads kan ses som et vidnesbyrd fra dystopiernes forfattere om, at kontrol ikke er forligelig med menneskets lykke.

Ovenstående tanke hænger sammen med hævdelsen af menneskets fri vilje. Hvis vi forudsætter et individuelt ansvar, følger det frie valg. Fri vilje må således konstituere individet, og fratages individet retten til at vælge frit, fratages det ansvaret for eget liv. Mennesket er dermed umyndiggjort, og det er netop, hvad der sker dystopierne. Hvis vi omvendt giver prædestination gyldighed, vil ethvert valg være foretaget på forhånd, og det enkelte menneske har ingen indflydelse på sit eget liv. Individet lever således med en fast overbevisning om, at det følger en forudbestemt sti, og at det ikke kan ændre på de hændelsesforløb, der forekommer i livet. Uanset hvilken livsanskuelse man foretrækker, må man vælge noget fra. Prædestinationen medfører, at man må opgive tanken om fri vilje, men hævdes den frie vilje, forsvinder tryghed og mening.

Legenden om Storinkvisitoren
Dostojevskij behandler netop denne problematik i Brødrene Karamazov, hvor han lader Ivan Karamazov recitere sit poem om en Storinkvisitors monolog fortalt til Jesus. Poemet behandler konflikten mellem Jesu tro på menneskenes evne til at vælge det gode og Storinkvisitorens syn på menneskene som afmægtige og dybest set børn, der instinktivt søger en leder, som vil tage det overordnede ansvar.

I den indledende samtale til Legenden om Storinkvisitoren spørger Ivan Karamazov sin meget troende bror, Aljosja:

”Svar mig rent ud på et spørgsmål, jeg bygger meget på dit svar: antag, at det stod til dig alene at rejse den menneskelige skæbnes bygning med det mål til sidst at gøre hele menneskeheden lykkelig, at give alle mennesker den endelige fred og ro, men at dette ikke kunne opnås uden – at et lille menneskevæsen, blot et eneste lille væsen, blev pint til døde – nå, for eksempel den lille femårige pige, som slog sig med sin lille knytnæve for brystet… sæt, at hendes uhævnede barnetårer var absolut nødvendige for grundlæggelsen for denne bygning – ville du da på denne udtrykkelige betingelse gå ind på at være dens bygmester?”(1)

Heri kan læses en direkte parallel til utopisk litteratur i ønsket om at indrette en stat til menneskehedens totale lykke. Lige så velkendt inden for den utopiske genre er den tanke, der udvikles i Legenden om Storinkvisitoren, nemlig at denne lykke uvægerligt må foranstaltes på bekostning af ét onde. Spørgsmålet er blot, hvilket onde man skal vælge.

Ivans poem
Femten hundrede år er gået siden Jesus sidst vandrede blandt menneskene, og siden da har Romerkirken taget patent på Kristendommens lære. Inkvisitionens tilhængere kæmper imod det stærkt voksende antal kættere, som truer med at underminere den katolske kirkes selvgestaltede eneret på at forbedre Jesu gerning. Jesus viser sig blandt menneskene i Sevilla, mens inkvisitionen er på sit højeste. ”Med et stille, uendelig medlidende smil”(2) betragter han mængden, der genkender ham og er lykkelige over hans tilstedeværelse. Men Storinkvisitoren lader Jesus anholde. Ingen gør modstand mod denne anholdelse, hvilket viser, at den katolske kirkes kardinal har større beføjelse over befolkningen end dennes trang til at fastholde Jesu tilstedeværelse. Jesu genopstandelse på jord er end ikke nok til at underminere Storinkvisitorens frygtede magt.

”Og – så stor er hans magt, i den grad er folket underkastet hans vilje og skælvende lydigt mod hans bud, at mængden øjeblikkeligt viger til side for vagten – der under den pludselige indtrådte gravstilhed lægger hånd på Ham og fører Ham bort. Mængden forbliver stum – alle som én bøjer sig til jorden, som var de mejet, for inkvisitoroldingen, og denne velsigner tavs de knælende folk.”(3)

Storinkvisitoren opsøger Jesus i fangerummet, hvor han foreholder ham, hvordan kirken har forbedret Jesu værk. Den frihed, som Jesus kæmpede for, da han vandrede på jorden, kunne ikke gøre menneskene lykkelige. Tværtimod har friheden ikke medført menneskene andet end pinsler i halvandet tusind år. Men kirken har nu rettet op på Jesu fejltagelse, og dermed har den befriet menneskene for de samvittighedens kvaler, som friheden medfører. At forlange af menneskene, at de skal erkende og vælge mellem godt og ondt er det samme som at forlange, at de skal gå ud over deres evner og forstand. Denne byrde er så stor for menneskene, at de til sidst vil forkaste den.

”Og menneskene glædede sig igen over at blive ført som en hjord, over endelig at føle deres hjerter befriet for den frygtelige gave, der kun bragte dem kval og fortvivlelse. Gjorde vi vel i at handle således? Sig det selv! Var det ikke af kærlighed til menneskene, at vi så hjælpsomt lettede deres byrde, at vi med kendskab til deres natur tålte – om det så skulle være – at de syndede, bare det skete med vores sanktion?”(4)

 

Men nu har menneskene overgivet kirken deres frihed, og med inkvisitionen er det endelig blevet muligt at sikre menneskenes lykke og fred til alle. Kirken besidder den endelige autoritet, og folket underkaster sig kirken mere end frivilligt.

”Vi skal bevise dem, hvor kraftløse, hvor afmægtige de er; de skal forstå, at de kun er stakkels, prisgivne børn, men at barnets lykke er dejligere end al anden lykke. I deres angst og fortvivlelse vil de spejde efter redning i vort blik og trykke sig ind til os som kyllingerne til moderhønen.”(5)

Den kontrollerende elite
At en lille elite med en almægtig leder mener sig i sin ret til at undertrykke millioner af mennesker hænger tæt sammen med menneskesynet. I Legenden om Storinkvisitoren tilskrives menneskene adjektiver som bestialske, uvidende, lastefulde, afmægtige og blot higende efter en leder. Netop dette menneskesyn afspejler den hjemmel, eliten antager: Menneskene er grundliggende uvidende børn, og som sådanne er de mest lykkelige. Det er derfor elitens opgave at lede menneskene og fastholde dem i deres infantile lykke ved at umyndiggøre dem.

I slutningen af poemet kommer det frem i lyset, at den katolske kirke er i ledtog med Djævelen og ikke med Gud. Denne sandhed kender kun de, som leder menneskene, og kun de besidder evnen til at skelne mellem godt og ondt. Eliten er således vidende om forholdet mellem godt og ondt, og følgelig må de være ulykkelige. De har ofret deres lykke for, at menneskene kan være lykkelige i deres uvidenhed. Eliten påberåber sig en martyrrolle, men i virkeligheden hykler den. Eliten nyder nemlig sin viden og den kontrol, den udøver over menneskene. Kontrol er her et nøgleord. Ordet skuer i ørerne, når talen omhandler frihed og lykke, men det er netop kontrollen af menneskene, som set med de herværende ideologiske briller sikrer menneskenes lykke.

Kontrol som forudsætning for lykke finder vi også i totalitaristiske ideologier, som eksempelvis fascismen, kommunismen og nazismen. Heri findes tanker om udvikling af et helt nyt menneske, Det Ariske Overmenneske eller Homo Sovjeticus, som en arketype for menneskeheden. Det nye menneske tænker ideologisk korrekt og sætter ideologien over egne behov til hver en tid og i enhver henseende. Folkets mentale underkastelse er hjørnestenen for et totalitært styre, og det kommer til udtryk i en kritikløs accept af de af staten udsagte sandheder. Et sådan paradoks finder vi eksempelvis i Legenden om Storinkvisitoren, hvor Storinkvisitoren fortæller Jesus, at han har fejlet, men at kirken har påtaget sig hvervet at forbedre hans værk. Jesus har ikke ret til føje noget nyt til sit værk, og han er derfor ikke andet end en kætter – en trussel, der kan forhindre kirken i sit værk. Storinkvisitoren har magten til at tilintetgøre Jesus:

”[…] men i morgen, straks ved daggry, dømmer jeg Dig til døden og lader Dig brænde på bålet som den argeste af alle kættere. Og det samme folk, som i dag har kysset støvet for Dine fødder, vil i morgen på mit blotte vink ile til og tænde flammerne om Dit bål.”(6)

Heri ser vi et eksempel på, at befolkningen urefleksivt har indoptaget et paradoks. Jesus, den barmhjertige, er nu kætter og fjende af den kirke, han selv har grundlagt. Befolkningen er kontrolleret i så høj grad, at den vil lade den nuværende leder brænde religionens største helgen på bålet som kætter. Paradokset er selvindlysende, men alligevel forbigås det. Kontrollen rækker længere end den individuelle fornuft.

Zamjatins Vi
Jevgenij Zamjatin beskriver i dystopien Vi til fulde, hvordan mennesket reduceres til en masse, for at staten kan udøve total kontrol over dens indbyggere. Zamjatin skrev i et auto-interview fra 1932, at aksiomet: ”Kærlighed og sult regerer verden” er udgangspunktet for tilblivelsen af Vi.(7) For at få kontrol over verden, må verdens herrer overvindes. Sulten er det lykkedes Den Ene Stat at bekæmpe ved at indføre udvundet jordolie som den eneste næring. Kærligheden er kontrolleret ved hjælp af de lyserøde sedler, hvorved ”hvert nummer har krav på hvilket som helst andet nummer som sin andel i det seksuelle produkt.”(8) Hermed har Den Ene Stat den totale kontrol over dens indbyggere ved at garantere dem en konstant opfyldelse af det naturlige behov for mad og tilfredsstillelse af seksualdriften.

I romanens univers udøver Den Ene Stat total magt over dens indbyggere. Den enkelte indbygger har ikke navn, men nummer, og begreber som menneske og individ er også erstattet af samlebegrebet ’nummer’. Der opfordres gennem propagandaen til at frasige sig sin individualitet og dyrke kollektiviteten. De sociale relationer er karakteriseret ved en række elementer, der tilsammen har til formål at fremmedgøre individet fra dets omgivelser, og disse elementer er blandt andet statslig kontrol med reproduktionen og det seksuelle samliv og overvågning og gensidig angivelse blandt befolkningen. Mennesket er umyndiggjort, men samtidig overbevises det om, at det er lykkeligt i sin bundethed.

Frihed og lykke
At lykken skabes ved, at menneskene opgiver deres frihed og lader sig lede, er en central tanke i alle mange dystopier. I forbindelse med dette forhold er der et interessant sammenfald mellem Legenden om Storinkvisitoren og Zamjatins Vi. I slutningen af Vi, inden D-503 får opereret sin fantasi ud, stilles han over for Velgøreren, som forklarer ham tingenes rette sammenhæng.

Vi er interessant i sammenhæng med Storinkvisitorens monolog, idet der anvendes den samme retorik som Storinkvisitoren over for Jesus. I Den Ene Stats propaganda lyder tolkningen af Syndefaldet således: Adam og Eva fik lov at vælge mellem frihed og lykke og valgte friheden med det resultat, at menneskene længtes efter lænkerne. Men nu er det endelig lykkes Den Ene Stat at føre menneskene tilbage til paradiset. I kraft af Den Ene Stat er lykken genoprettet og friheden elimineret.(9) I slutsamtalen mellem D-503 og velgøreren fremstiller Velgøreren det centrale argument for fratagelsen af menneskets frihed for at sikre dets lykke:

”Jeg spørger: Hvad var det, menneskene til alle tider og gennem hele livet drømte om, nedbad i deres bønner, kvalfuldt længtes efter? Kun ét: at nogen skulle sige dem, hvad lykke er – og bagefter gøre de umistelig ved at smede mennesket og lykken sammen med ubrydelige lænker.”(10)

Ved således at antage at menneskene enten er afmægtige og infantile som i Legenden om Storinkvisitoren eller uselvstændige og urefleksive som i Vi, kan den selvgestaltede elite uden problemer administrere sin magt ved at indoktrinere hjemmelen hos befolkningen og gøre den til en objektiv sandhed. Her har vi et vidnesbyrd om, hvordan jagten på lykke umærkeligt kan vende til det totalitære.

At forfatteren har valgt en afsluttende samtale mellem hovedpersonen og lederen kan ses som et litterært virkemiddel, der tjener til at fange løse tråde og besvare spørgsmål, som læseren må have. Det er i dette forum, hvor det dybereliggende fundament for statens magt bliver udfoldet, og hvor forholdet mellem individ og stat sammenfattes i den afsluttende pointe, at ingen reel modstand mod styret er mulig. Heri manifesteres dystopien som genre: den værst tænkelige af alle verdener – utopiens modstykke.

Idéen om den værst tænkelige af alle verdener med total kontrol over individet går igen i totalitære ideologier. Menneskene gøres til ikke-mennesker, idet de humanitære værdier fjernes. Værdier som selvstændighed, integritet og evnen til at forholde sig refleksivt til omverdenen elimineres i et omfattende apparat, der har til formål at reducere mennesket til en rettænkende maskine, som vi for eksempel ser det hos Zamjatin med D-503. Menneskemaskinen trænes til at indoptage paradokser, kun fordi de udsiges af autoriteten. At Jesus er en kætter må nødvendigvis forekomme et kristent menneske som det rene nonsens, hvilket sikkert er grunden til, Dostojevskij valgte netop dette til at illustrere sin pointe.

Legenden om Storinkvisitoren og Vi er et vidnesbyrd på, hvordan jagten på lykke kan vende til det modsatte: til kontrol og reduktion af menneskets væsen. I lykkens navn udøves kontrol med friheden som pris. Man kommer uvægerligt til at tænke på, om det mon ligner noget, vi oplever i dag med øget overvågning for vores egen sikkerhed og overskridelse af FN-konventioner i frihedens navn?

Noter:
1. Dostojevskij, 2006 s. 335.
2. Dostojevskij, 2006 s. 339.
3. Dostojevskij, 2006 s. 340.
4. Dostojevskij, 2006 s. 349-350.
5. Dostojevskij, 2006 s. 352.
6. Dostojevskij, 2006 s. 341.
7. Kern, 1988 s. 298.
8. Zamjatin, 1959 s. 22-23.
9. Zamjatin, 1959 s. 50-51.
10. Zamjatin, 1959 s. 155.

Litteratur:
Dostojevskij, Fjodor: Brødrene Karamazov. People’s Press, København, 2006
Kern, Gary (ed.): Zamjatin’s We. A collection of critical essays. Ardis Publishers, Michigan USA, 1988
Zamjatin, Jevgenij: Vi. Reitzels Forlag, Christiansfeld 1959

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *