Natasja Perova er stifter og redaktør af det russiske tidsskrift »Glas«, som udgiver russisk litteratur i engelsk oversættelse. Det skal både påvirke russerne og resten af den litterære verden
Af Loa Brix
Den russiske forfatterinde Ljudmila Ulitskaja (som har fået to værker oversat til dansk) blev publiceret på fransk, før de russiske forlag ville vide af hende. Efter hun havde haft succes på det franske bogmarked i 80’erne kontaktede litteraturavisen »Novyj Mir« hende og spurgte, hvorfor hun aldrig havde sendt dem et manuskript, hvorefter hun bad redaktøren kigge på sine hylder, hvor alle hendes manuskripter allerede havde stået længe.
Senere blev Ulitskaja så endelig publiceret i stor stil i Rusland, og hun er siden blevet en af de bedst sælgende forfattere i landet – men altså først efter, at det internationale bogmarked havde blåstemplet hendes værker. Ifølge Natasja Perova er Ulitskaja langt fra det eneste eksempel. Mange andre russiske forfattere – som f.eks. Viktor Pelevin – har opnået popularitet i udlandet, før de russiske forlæggere har villet trykke deres værker. Men ifølge Natasja Perova er det modsatte faktisk meget mere almindeligt:
»Langt oftere tør de udenlandske forlæggere ikke satse på de russiske forfattere. Det er altid mystiske årsager, som afgør de her forhold. Mange udenlandske kritikere har rost vores litteratur og siger, at ny russisk litteratur er noget af det bedste og mest interessante i verden for tiden – men publikum vil ikke have det. Selv forlæggere kan se kvaliteten, men de ved, at det ikke kan sælge. Noget af årsagen er, at meget russisk litteratur bare er for russisk. Det er der mange udenlandske forlæggere, der siger.«
Hvorfor sælger russisk litteratur generelt dårligere i udlandet i dag end den gjorde tidligere?
»Det hele skyldes, at vi har to dominerende tendenser i Rusland – slavofile og vestligt sindede. Sådan har det været længe, og sådan er det stadig. De vestligt sindede forsøger at imødekomme globaliseringen og er interesserede i udlandet. Og de prøver ofte at adoptere vestlige former, som de kombinerer med et meget russisk materiale. Men de slavofile vil have, at alt skal være så russisk som muligt. De prøver at undgå det, de ser som vestlig forurening af kulturen. De slavofile forfattere forsøger bevidst at gøre værkerne mere lokalt prægede og traditionsbundne, og det tror jeg ikke er interessant for udenlandske læsere. Rusland har derudover været isoleret så længe, at vi har udviklet et sprog, som er enormt kontekstpræget. Og de forfattere, som skriver for et russisk publikum, bekymrer sig ikke om at udfolde den kontekst, som de regner med, at alle er så bekendte med. Og når den litteratur kommer til udlandet, er der ikke nogen, der ved, hvad det drejer sig om. Problemet var størst i sovjettiden, men selvom perestrojka har ændret disse forhold meget, slås vi stadig med det.«
Glasnostlitteratur
Natasja Perova har siden begyndelsen af halvfemserne udvalgt de – efter hendes opfattelse – mest interessante nye russiske forfatterskaber, som hun får oversat til engelsk og udgivet i »Glas«. Formålet er at skabe kendskab til ny russisk litteratur rundt omkring i verden. I mange lande – som f.eks. Danmark – er forlagene ikke særlige interesserede i at udgive ny russisk litteratur, og når de endelig tager chancen, drejer det sig ofte om temmelig ligegyldig triviallitteratur. Det forsøger Natasja Perova at lave om på. Navnet Glas betyder ‘stemme’ eller ‘røst’ og markerer samtidig tidsskriftets forbindelse til glasnostårene, som nok udgjorde den mest blomstrende periode i russisk litteratur i det 20. århundrede:
»Under sovjettiden havde vi to informationskanaler – en officiel og en uofficiel. Den uofficielle er den, der i Rusland er kendt som Samizdat (selvudgivelse (red.)) – undergrunden – den altid undertrykte litteratur. Og da perestrojka og glasnost kom, tørrede begge disse kanaler op – med det samme. Og det skabte fuldstændig forvirring,« fortæller Natasja Perova.
»Der var pludselig så meget litteratur, at vi blev berusede af det. Forestil dig en sulten mand, der bliver præsenteret for et bord med alverdens mad. Vi var sultne, og det varede hele vejen gennem halvfemserne. Vi blev præsenteret for tidligere ulovlig litteratur, som pludselig blev udgivet, udenlandsk litteratur, som blev oversat, nye forfattere i en stor pærevælling. Vi vidste ikke, hvor vi skulle starte, vi fortærede det bare fra en ende af. Det var meget stimulerende for forfatterne, hvilket betød, at en hel masse eksperimenterende litteratur blev udgivet. Vi havde meget veludviklede trends, som i virkeligheden var det samme, som man havde haft i vesten i årtier. Vi havde postmodernisme, realisme, surrealisme, beskidt realisme, magisk realisme, traditionel realisme, kritisk realisme. Meget var politisk, og meget andet var apolitisk, men æstetisk nyt. I sovjettiden blev alt æstetisk eksperimenterende og usædvanligt jo regnet for subversivt. Nogle gange var grunden til, at en forfatter ikke blev publiceret ikke, at han sagde sovjetmagten imod, men simpelthen, at han ikke var konformist. Nogle forfattere var fordømte, blot fordi de eksperimenterede med sproget. Men med glasnost og i halvfemserne ændrede alting sig, nu blev alt af værdi trykt, og det var en smuk tid.«
Natasja Perova har haft held med at reklamere for en del russiske forfattere siden glasnost. Hun har fået enkelte udenlandske forlæggeres øjne op for så forskellige forfattere som Viktor Pelevin (som er oversat til dansk med »Babylon, Generation P«), Nikolaj Latynin og Vladimir Sorokin.
»I begyndelsen tænkte jeg også på at præsentere litteratur for russiske læsere, men det var kun, fordi der var så få forlag dengang. I dag behøver jeg ikke tage det hensyn, nu er der så mange forlæggere her i Rusland, at jeg kan koncentrere mig om at præsentere litteratur for udenlandske læsere. Og jeg føler, jeg skal blive ved med arbejdet. For ellers ville disse forfattere aldrig blive trykt uden for Rusland.«
Bliver behovet ved med at være ligeså stort, som det var i halvfemserne?
»Jeg mener stadig behovet er der – hvis jeg ikke mente det, ville jeg sikkert holde op. Der er stadig en lang række værker, som jeg mener skal præsenteres for vestlige læsere. Og der er nogle forfattere, som jeg mener virkelig fortjener at blive oversat. Jeg er begyndt at arbejde meget med franske og tyske forlæggere, og jeg tror, jeg er ved at få dem til at lytte nu. Jeg kan se, at folk reagerer hurtigere nu. Da vi publicerede Nina Lugovskajas »The Diaries of a Soviet Schoolgirl« for kort tid siden, reagerede udenlandske forlæggere med det samme. Men det er en svær branche, og jeg får tit skæld ud for de chancer, jeg tager. Da vi udgav Sorokin (som er kendt for at skrive provokerende og grotesk litteratur (red.)) i sin tid, var der f.eks. blandede meninger. Mange synes, vi var modige, men der var også mange, der synes, det var forfærdeligt, at vi sank så lavt og udgav en forfatter, der brugte sjofle ord og endda det, der var meget værre. Men Sorokin er Ruslands svar på Markis de Sade, og derfor valgte vi at oversætte ham. Jeg mener, læseren selv skal have lov at vurdere. Jeg synes f.eks. ikke selv specielt godt om Markis de Sade, men jeg er da glad for at have fået mulighed for at læse, hvad han havde at sige. Både Sade og Sorokin er mere filosoffer end forfattere, og det er det, jeg sætter pris på ved dem. Jeg anerkender det, de prøver at gøre, og det fortjener at blive læst.«
Russisk litteratur og vesten
Siden glasnost har udvekslingen mellem russisk litteratur og udlandet generelt været stigende. En forfatter som Viktor Pelevin har opnået stor popularitet i USA og erklærer sig åbenlyst inspireret af vestlige forfattere.
»Pelevin blev lige fra starten værdsat af de unge læsere. Og hans popularitet i udlandet var med til at gøre ham populær herhjemme. Det kan jeg sagtens forstå, for hans værker har en stærk appel både for russiske og vestlige læsere. Men hvis vi i stedet ser på Boris Akunin (som har fået to værker oversat til dansk (red.)). Jeg kan godt forstå, hvorfor han er interessant i Rusland. Men jeg forstår ikke, hvad de ser i ham i udlandet. Hvorfor de har valgt ham ud af så mange talentfulde forfattere, forstår jeg ikke. Det er kun en anelse bedre end triviallitteratur. Han skriver krimier med en historisk dimension, men der kommer ikke noget godt ud af det! Det er det samme med Aleksandra Marinina (også oversat til dansk (red.)) – en anden krimiforfatter – hun blev regnet for at være den nye Tolstoj, men hun skriver jo fuldstændig trashy litteratur.«
Men ser man ikke også det modsatte: at det russiske bogmarked er interesseret i vestlig litteratur, som aldrig bliver populær andre steder?
»Jo det sker ofte. I begyndelsen af perestrojka var der krimiforfatteren James Hadley Chase, som var enormt populær i Rusland og stadig er det. Men i USA har ingen hørt om ham. Eller engelske James Aldridge og amerikanske Theodor Drightson. De er heller ikke populære i deres hjemland. Disse forfattere er blevet så massivt oversat til russisk, at russerne tager dem til sig som russiske værker. Deres popularitet skyldes, at vi var så grådige efter perestrojka. Når der kom en udenlandsk bog, åd vi den, fordi vi ville vide, hvad der foregik uden for Sovjet.«
Nye tendenser
Indtil glasnost var al russisk litteratur meget politisk. Og der var kun to muligheder: alle værker blev opfattet som enten sovjetiske eller antisovjetiske. Med glasnost fulgte også tale- og trykkefrihed, hvilket fik mange forfattere til at vælge at skrive decideret antipolitisk litteratur ved kun at fokusere på de æstetiske eksperimenter. Men i dag lader det til, at meget russisk litteratur er ved at blive politisk igen. En del forfattere skriver meget samfundsengageret og ideologisk bevidst litteratur. Men derudover lader den nyeste russiske litteratur generelt til at være mindre skæbnetung end den litteratur, russerne ellers har været berygtede for. Der er mange delte meninger om den allernyeste russiske litteratur, som specielt er domineret af meget unge forfattere.
Hvad synes du om den helt aktuelle litterære produktion i Rusland? Mener du kvaliteten er dalet siden halvfemserne?
»De nye trends i russisk litteratur skal findes på internettet og blandt de nominerede til litteraturprisen »Debut«. Det er mit indtryk, at den generelle sproglige kvalitet er meget høj. Men på trods af det er værkerne ikke særlig vedkommende. De handler ikke om særlig interessante emner. Men min reaktion skyldes nok, at jeg har levet under sovjetstyret – det har de ikke rigtig. Og de har derfor ikke oplevet de samme ting, som min generation har. Jeg ville ikke ønske for nogen, at de skal gennemgå det, vi gennemgik – det nedbryder personligheden. Men jeg savner bare at læse om større og vigtigere ting end netdating og teenageproblemer. Mange af værkerne er bare sprogligt flotte og ikke andet. Nogle forfattere kan beskrive en blomst, så de ender med at beskrive hele livet. Andre forfattere kan beskrive en blomst og ende med kun at sige noget om blomsten. Det forekommer mig meget fattigt. Men der er selvfølgelig også meget godt nu – det er bare umuligt at overskue.«
Om fremtidsperspektiverne siger Natasja Perova:
»Jeg prøver at vælge det bedste ud hele tiden, men i år 2010 vil jeg have et meget bedre overblik over den tid, vi gennemgår nu – for til den tid vil historien allerede have filtreret en masse fra, og så skal jeg kun vælge mellem meget få værker. Sådan er det altid – det er historien, der vælger den fantastiske litteratur ud fra den gode litteratur, det er sådan, man afgør, hvad der bare er godt, og hvad der er et mesterværk.«
»Glas« er indtil videre udkommet med 32 numre.
Tidsskriftet kan bl.a. rekvireres i Stakbogladen i Århus eller på www.russianpress.com/glas
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Standart (www.standart.nu)