Vladimir Makanin har medvirket til den sovjetiske litteraturs forvandling til russisk litteratur.
Af Trine Søndergaard
Selvfølgelig tænkte han på flugt. Med en rygsæk fyldt med vand i lette plastikflasker kunne han tage af sted over steppen. Men hvor mange kilometer strakte den sig? Hvor skulle han gå hen? Han havde ganske vist overhørt en samtale om, at dem, der for vild på steppen, havde en sikker chance: når der fløj en helikopter forbi, var det nok at tænde bål, så blev man samlet op. Men måske var der i den overhørte samtale om helikopterførerne, der samler vildfarne op, indlagt en fælde, en vandrehistorie. (»Lang er vor vej«)
På papiret var der nogle kruseduller, der skulle forestille skove og stier. Nedkradset med blyant… Men mod nord (hvis det ikke var en fælde) var der med en dobbelt punkteret linje tegnet et jernbanespor. Ja, langt væk. Og ja, så langt væk, at man hverken kunne gå eller slæbe sig dertil. Men så sent som i går havde fangerne ikke engang hørt om sporet. (»Bogstavet A«)
De ovenstående citater stammer fra to kortromaner af den russiske forfatter Vladimir Makanin (født 1937). Den første – »Dolog nasj put« (»Lang er vor vej«) – er fra 1991, den anden – »Bukva A« (»Bogstavet A«) – fra 2000. Begge værker er bygget op omkring en »lejrmetafor« og modellerer et billede af hele det sovjetiske/russiske samfund med fangelejren som skabelon.
»Lang er vor vej« ironiserer over den utopiske ide om det perfektionerede samfund, som var en del af den sovjetiske ideologi. Ironiens mål i »Bogstavet A« er trods udgivelsestidspunktet – ni år efter Sovjetunionens sammenbrud – stadig homo sovjeticus; en på det tidspunkt ellers uddød race, skulle man synes. Ironien er her til gengæld mere dobbelttydig; på den ene side parodieres den samme ‘officielle’ sovjetiske tankegang som i »Lang er vor vej«, på den anden side udstilles den ikke så fjerne fortids mere eller mindre illegale ‘modkultur som et forvrænget spejlbillede af den samme mentalitet.
Hvor slutningen i »Lang er vor vej« forekommer relativt optimistisk eller i hvert fald åben, er tonen og især den afsluttende scene i »Bogstavet A« dybt pessimistisk. Læst i sammenhæng giver disse to allegoriske værker indtryk af skuffelse over det russiske samfunds udvikling op igennem halvfemserne. Hvor der er håb og optimisme hos Makanin i 1991, er der resignation og pessimisme i 2000: Det russiske samfund er for dybt præget af arven fra det sovjetiske til at evne en egentlig omstilling, synes at være forfatterens triste budskab.
Sovjetunionen som fangelejr
Vladimir Makanin er en af de russiske forfattere, der har deltaget i den sovjetiske litteraturs forvandling til russisk litteratur. Han debuterede i tresserne, fik sit gennembrud i firserne og er i dag en anerkendt og prisbelønnet, men måske ikke meget læst forfatter. Makanin skrev i perestrojka-årene en række værker i mere eller mindre fantastisk stil, heriblandt »Lang er vor vej« (oversat blandt andet til engelsk i bogen »Escape Hatch and the Long Road Ahead: Two Novellas«, Ardis, 1996). I denne kortroman, som foregår anno 2200, ender hovedpersonen med at være fanget i et lejrlignende fabrikskompleks, fordi han af vanvare har ladet sig indvie i fabrikkens ‘produktionshemmelighed’. Senere vender Makanin tilbage til lejrtemaet med »Bogstavet A«, der både stilistisk og tematisk imiterer den lejrlitteratur, som sovjetstyret også fostrede, med Aleksandr Solzjenitsyn som det kendteste eksempel.
Det bizarre ved »Bogstavet A« er blandt andet, at ægte lejrlitteratur per definition er baseret på en given forfatters autentiske oplevelser, mens Makanins kortroman er en pastiche. Men hvorfor egentlig skabe en pastiche over den sovjetiske lejrlitteratur i år 2000? En del af svaret er at finde i de to værkers indbyrdes relation, som understreges formelt gennem lejrallegorien og på det indholdsmæssige plan gennem en række parallelle temaer, som jeg vil skitsere i det følgende.
Zorka og Burenka
I »Lang er vor vej« sendes en ung ‘forretningsrejsende’ ud på sin første store opgave; at deltage i installationen af en teknologisk ‘enhed’, han selv har udviklet, på en fabrik, der fremstiller kunstigt protein. Handlingen er kort fortalt, at den – i begyndelsen selvsikre og selvbevidste – unge mand bliver konfronteret med det altomfattende bedrag, samfundet bygger sin eksistens på. Ligesom det store flertal af mennesker har han, indtil denne forretningsrejse, troet, at menneskeheden i sin altbesejrende humanisme ikke længere førte krig, ikke slog ihjel og heller ikke spiste kød. Men den (unavngivne) unge mand må gennemgå en ideologisk deflorering; skællene falder fra hans øjne, og han erkender, at mennesker både slår dyr ihjel og spiser dem: både Zorka og Burenka (typiske russiske ko-kaldenavne) ender på fabrikkens samlebånd som fars og bøffer. Den unge mand viser sig at være medskyldig i bedraget, da den af ham selv udviklede ‘enhed’ yderligere vil formindske lugten og smagen af kød – i kødet. Den unge mand, som nu er indviet i ‘det Ondes’ hemmelighed, beslutter sig for at flygte. Men hvordan flygter man fra en fabrik, der er placeret på den sydrussiske steppe lige så isoleret som en fangelejr, så langt fra alfarvej, at enhver vil omkomme af sult og tørst i forsøget? Tja, den mulige løsning er citeret først i denne artikel, og den unge mand kravler nu hver nat over den mur, der omgiver fabrikken, for at tænde bål. Snart opdager han, at den sydrussiske steppenat er fyldt med andre flygtningeaspiranter fra det samme fabrikskompleks; at der langs med murene sidder hundredvis af mennesker ved tændte bål – og håber. Flere af dem har siddet i årevis, men håber stadig på frelse; på at blive samlet op af en helikopter.
Vejen til fremtiden er brolagt med…
I »Bogstavet A« oplever fangerne i en sibirisk fangelejr, at de grusomme og menneskeforagtende forhold, som de har levet under i evigheder, begynder at ændre sig til det bedre. Forandringerne i lejren synes at have en vis forbindelse til et arbejde, fangerne tror at udføre i hemmelighed bag lejrledelsens ryg: de er i færd med, på andet år, at mejsle et ord i en klippevæg, foreløbig er de færdige med bogstavet A. Fangernes officielle straffearbejde består i at anlægge en vej, som skal føre fra lejren gennem den sibiriske tajga, hvorhen synes uvist.
Allerede i beskrivelsen af dette straffearbejde anes en hilsen til »Lang er vor vej« og dette værks ironisering over det sovjetiske utopiske projekt; at bygge det fuldkomne fremtidige samfund (hvor mennesket ikke længere udøver ondt). I »Bogstavet A« anskueliggøres ved hjælp af lejrallegorien, hvilke ofre; vold, sult, fornedrelse etc., der krævedes i forsøgene på at realisere denne idé om det fuldkomne samfund. For ikke at tale om hele projektets absurditet, som udtrykkes metaforisk i billedet af en vej gennem den endeløse sibiriske tajga, hvor den type infrastruktur ville være nytteløs.
Lejrens umenneskelige forhold opblødes imidlertid gradvist, forskellene mellem fanger og fangevogtere udviskes, for til slut helt at forsvinde. De ydre forbedringer til trods vokser en følelse af kaos i lejren, og fangernes frustration og rådvildhed stiger i takt hermed. Frustrationen hænger tilsyneladende også sammen med, at fangerne ikke længere arbejder på deres ‘hemmelige’ projekt, fordi det nu åbenlyst for alle ikke længere er hemmeligt og dermed har mistet sin betydning. »Bogstavet A«, som ellers påbegyndes i et optimistisk toneleje, afsluttes voldsomt pessimistisk med en scene, hvor fangerne i kollektiv destruktionsrus nedriver de mest forhadte symboler på systemets undertrykkelse – kontroltårnene – for dernæst at overskide lejren og dermed »den eneste jord, de har«. Det håb om at flygte, som nærer mange af fangernes fantasi i værkets begyndelse, og som også er citeret i indledningen til denne artikel, bliver meningsløst med frihedens komme: mod slutningen er der ikke længere nogen restriktioner, ej heller noget ‘udrejseforbud’ (for nu at oversætte allegoriens sprog til sovjetsprog). Men hvad er der tilbage at håbe på for en tidligere straffefange, når håbet om frihed er opfyldt? Ingenting, synes Makanin at mene, for de tidligere fanger er ikke i stand til at forvalte friheden, men sviner bare deres egen jord til, uanset at deres egne børn skal bebo den en dag.
Illusionernes tid
I »Lang er vor vej« sættes det sovjetiske styres omfattende ideologiske bedrag på spidsen gennem den ‘Bildungsfortælling’, der på parodisk vis bygges over den socialistiske realismes mest anvendte undergenre; ‘produktionsromanen’.
Produktionsromanen er (var) en stærkt skabeloniseret genre, der i hovedrollen oftest havde netop en ung mand – den positive helt – på sin første virkelige opgave. Denne positive helt sendes typisk fra storbyen til et mikrokosmos; en fabrik, en kolkhoz, et byggeri etc., i provinsen, hvor han afslører faldende produktivitet og/eller antisovjetisk virksomhed, som han dog til sidst overvinder. Hovedpersonens belønning herfor er ikke materiel, men tværtimod en bevidsthed om at være en del af en samtid, som bevæger sig mod et fælles mål; den kommunistiske fremtid. I al kanoniseret socialistisk realisme har der været en latent (eller udtalt) utopisk forestilling om, at nutiden var underordnet fremtiden; at nutiden kun var et skridt på vejen mod målet, og at denne vej var lang og belagt med forhindringer.
Allerede i kortromanens titel, »Lang er vor vej«, anes derfor en parodisk tone. Makanin synes i dette værk at levere en forvrænget produktionsroman; den unge forretningsrejsende beskrives helt i overensstemmelse med den socialistiske realismes forskrifter som »[…] netop trådt ind i livet, munter, lys og energisk […]«. Desværre er netop hans ungdommelige energi og nysgerrighed skyld i, at han kommer til at afsløre et bedrag, som ikke er undtagelsen fra samfundets ideologiske hovedregel, men derimod selve samfundets eksistensgrundlag: I »Lang er vor vej« bygger hele systemet på et altomfattende bedrag; en illusion om, at menneskeheden har overvundet det onde og nu kun udretter godt. Kun nogle få udvalgte lever med erkendelsen af, at mennesket er, som det altid har været; for resten af menneskeheden holdes denne viden skjult. Også på dette plan kommenterer »Bogstavet A« tematikken i »Lang er vor vej«. »Bogstavet A« handler nemlig også om illusioner, først og fremmest fangernes illusion om, at deres arbejde med bogstavet foregår hemmeligt for lejrledelsen. Deres motivation for at udføre arbejdet er netop, at de forestiller sig, at det ikke er underlagt lejrens eksisterende orden; at det er noget, de foretager sig af egen fri (!) vilje; et ufrit eller totalitært samfunds udtryk for afvigelse. Denne forestilling afsløres som netop en illusion i en scene, hvor lejrens leder fra sit lune kontor roligt betragter de arbejdende fanger (hans »barberede tåber«) og deres ‘hemmelige’ projekt gennem sin kikkert. Fangernes ‘modprojekt’ viser sig her at være en ligeså integreret del af lejrens orden som det officielle projekt – anlæggelsen af vejen – og kun tilsammen synes de to projekter at danne en ‘hel’ kultur. Nemlig den kultur, der er kendetegnende for et totalitært system, og som består af en af magten sanktioneret kultur og en parallel modkultur.
Big Brothers øje
Lejrlederens Big Brother-agtige kikkertsigte er foregrebet af Makanin allerede i »Lang er vor vej«: Her bliver den unge forretningsrejsende efter sin afsløring pinligt bevidst om et »aldrig slumrende øje«, der årvågent følger alle bevægelser på fabrikkens område. Den triste pointe (eller en af dem) i de to her skitserede værker synes at være, at selv der, hvor ‘øjet’ eller ‘kikkertsigtet’ ikke burde kunne nå – nemlig i fabrikationen af rygter om mulige flugtruter ud af mareridtet – selv der anes Big Brothers manuduktion. For i begge de ovenfor citerede passager om muligheden for at flygte er der indlagt en lille tvivl; nemlig ordene »fælde« og »vandrehistorie«, der indikerer, at rygterne i virkeligheden kan være fabrikerede af den undertrykkende og overvågende magt. Og der, hvor ‘øjet’ ikke kan nå (uden for fabrikkens mure), eller hvor Big Brother bare er blevet træt af ansvaret (lejrledelsen forlader lejren mod fortællingens slutning), her opfører menneskene sig som marionetter uden snor: i »Lang er vor vej« opstår et fatalistisk skæbnefællesskab af ventende, håbefulde mennesker omkring individuelle bål. Selvom fællesskab nok er så meget sagt, for i stedet for at forene kræfterne i ét stort bål, som den unge mand foreslår, fastholder hver enkelt netop sit personlige, men formentligt lidet synlige bål. Og i »Bogstavet A« overskider fangerne som allerede nævnt deres lejr anført af en tvivlsom selvudnævnt autoritet – en tidligere kriminel fange. Også her er ‘frelsens’ mulighed altså tvivlsom.
I »Lang er vor vej« er ironien rettet mod en utopisk forestilling om, at mennesket kan perfektioneres til kun at ville det gode. Gennem en parodi på den officielle sovjetiske litterære ‘metode’, den socialistiske realisme, får Makanins ironi klar adresse til det ideologisk styrede sovjetiske system. I »Bogstavet A« er ironien som sagt mindre entydig; den synes rettet mod det officielle samfund i skikkelse af fangernes straffearbejde, vejbyggeriet, på den ene side, og mod fangernes opfattelse af deres ‘modprojekt’ som værende hemmeligt på den anden. Den relative åbenhed, der fornemmes i slutningen i »Lang er vor vej«, hvor læseren efterlader de ventende skarer med et vist håb om frelse, er ikke at finde i »Bogstavet A«: de tidligere fanger er øjensynligt ikke i stand til at transponere deres håb om frelse og deres ‘illegale’ kreativitet til konstruktivitet af en anden art. Som tydelig allegorisk kommentar til det russiske samfunds udvikling siden ‘frihedens’ komme er Makanins »Bogstavet A« klar, men pessimistisk tale.
Litteratur »Escape Hatch and the Long Road Ahead: Two Novellas«, Ardis, 199
»Dolog nasj put«, in »Znamja« 4/1991 »Bukva A«, in »Novyj mir« 4/2000
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Standart (www.standart.nu)