Et øje for det, der mangler: Nikolaj Gogol

Af Sanne Andersen

Gogol… googol… goo-gol..  goo-gol…en lyd, der nemt bliver til en rytme. Jo da, gerne med skiftende pulsslag. Lyder det ikke som en lidt tung, vemodig, men sprælsk, lettere slidt bold i kulørte farver? Som hopper forbi næsen af én og som dog på trods af sin tyngde er i stand til at sætte ekstra skub på sig selv og hoppe en så tilpas anelse højere, at den når uden for ens rækkevidde, lige netop idet man ellers i nysgerrighed forsøger at snuppe den ud af dens kurvede bane? Er det ikke sådan gogol lyder? Som noget der stiler mod højderne og hele tiden for at kunne op i skyerne må tage afsæt i den faste grund. Eller omvendt måske: for at kunne indkredse grunden, må springe mod højderne. Af kærlighed presser sig frem i det komplementære gab mellem højt og lavt.

Freudvolll und leidvoll, gedankenvoll sein, langen und bangen in schwebender Pein, himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt: glücklich allein ist die Seele, die liebt .(1)

Denne bolds farver bliver noget ubestemmelige, mens den farer af sted, og kun i korte øjeblikke kan det lade sig gøre at se hver enkelt farve og se, at der er mange forskellige. Gogol må bestemt være navnet på rytmen, som akkompagnerer sådan en bold.

Nye vinde med Gogol?

Gogol er også navnet på en russisk forfatter som levede 1809-1852. Som i sine unge dage måske gjorde sig lidt hovedløse modige forsøg på at skrive en stemningstung, romantisk, weltschmerzfyldt række af poemer og nationalromantiske noveller om bondelivet i Ukraine. Han blev læst, værdsat og skrev videre efter sit første store gennembrud med Aftener på Dikankagården, som udkom i 1831-32. Der var noget nyt ved denne Gogol, som med tiden udviklede en noget kontrastfyldt stil. Ind over den lyriske romantiske, idealistisk frembrusende tone han havde lagt ud med, kom der også en satirisk, ironisk, grotesk nøgtern realisme. De to retninger trak umiddelbart i hver sin retning, men blev den stil som Gogol skrev på og som er så kraftfuld. (2) Gogol er som et stykke sæbe- ikke for fastholdere men hele tiden på vej ind i, ned i, op til livet i en form af endelighed med øje for en uendelighed. Denne kontrast må vi kigge mere på, for den er netop som op og ned, ”langen und bangen in schwebender Pein” og det er, som om der ud af den kommer noget helt nyt.

Nu er det så nemt uden kvaler at sige, at der hos Gogol er tale om to forskellige træk:et romantisk og et realistisk,og at de går i spil med hinanden og dermed skaber noget nyt. Det sker imidlertid ikke uden kvaler. Romantikken er en så kompliceret periode, at det kan være svært at vide, hvordan man kan forholde sig til den. Måske er selve den kontrast, jeg gerne vil trække frem hos Gogol i virkeligheden i nogles opfattelse allerede indeholdt i visse retninger af romantikken i sig selv. Men hvorom alt er, er dette særlige træk værd at dvæle en smule ved, fordi dette for sin russiske samtid gogolske træk, i hvert fald får de klassiske måske klichefyldte definitioner af romantik og realisme til at spille sammen for at danne noget tredje.

Hvad leder Gogol efter?  
Det er, som sagt i indledningen, tydeligt at der for Gogol er en søgning i gang efter noget sammenhængende. En ifølge de klassiske begreber romantisk jagt på det absolutte og et forsøg på at komme det nærmere ud fra idealer om menneskets natur – ud fra en tro på noget vi kan kalde en forsynstanke. Altså ikke sådan forstået, at der er tale om en morale i hans værker, men ganske blot det, at der overhovedet kan tales om værdier udenfor mennesket, som kalder på menneskets opmærksomhed i mere eller mindre tydelige ekkoer fra fjernere himmelstrøg. En metafysik som mennesket med inderlighed kan forsøge at nå, men pr. definition aldrig kan nå, hvorfor man er henvist til at skrive som eller læse tidens Lord Byron. Men samtidig er det som om, Gogol insisterer på at se verden utrolig nøgternt og ønsker at skrive uden rod i idealerne. At gengive verden som han iagttager den omkring sig, udspillet som mennesket nu selv gør det, med de objektive love der gælder her. Man kunne måske også sige det sådan, at den klassiske romantik tager afsæt i klassicismen og en aristotelisk inspireret opbygning og dennes vægt på formen, fordi det er gennem en forfinelse af den, man kan komme nærmest en platonisk sandhed og skønhed. At det abstrakte næsten er mere virkeligt end det konkrete. Hvorimod realismen tager afstand fra denne side af romantikken, fordi den insisterer på, at det konkrete er mere virkeligt end det abstrakte. Ikke at der nødvendigvis ikke findes en metafysik, men blot det at det virkelige i form af det konkrete jo sjældent følger en opskrift. Det bliver altså et spørgsmål om, hvordan form og indhold forholder sig til hinanden. Hvor formen banalt sagt er romantikkens og indholdet realismens. Banalt sagt! Gogol leger med dette forhold og leger videre sammen med bla. manierismen og impressionisterne. Nogle gange opløser han formen, andre gange indholdet. Der er ikke plads til en grundig analyse her, men lad os kigge kort på udvalgte værker.

Fraværet i Gogols værker
Lad os her kigge på værkerne Nevskij Prospekt, Næsen, Kappen og Døde sjæle.

I novellen Nevskij Prospekt, som er fra den tidligere del af forfatterskabet, er der en tydelig ansats til at opløse formen. Novellen minder om et impressionistisk maleri. Helt tæt på, nøje iagttagende. Nevskij Prospekt som fysisk ting i verden bliver studeret gennem forfatterens linse, og hen over den glider alle mulige forskellige personager. Som skyer, der driver forbi på himmelen og danner formationer i deres egen logik. Så zoomes der ind på særligt to personer. Vi introduceres ikke specielt for dem. De dukker op ud af historien, og vi accepterer at følge dem. Snart den ene snart den anden.

Forfatteren trækker sig så pludselig tilbage fra sin egen fortælling eller bliver ”forfatter-forfatter” og minder os om, at vi jo enten pludselig forlod eller mødte disse personer. De små syngespil, som vi følger de to hovedpersoner i, hører pludselig op vi befinder os igen midt i de drivende skyer bag linsen, der igen peger på Nevskij Prospekt. Sprogligt gør Gogol det, at han i slutningen af de to syngespil henkastet får ordet Nevskij Prospekt nævnt i handlingen og det giver et ryk i os.(3) Vi bliver med andre ord mindet om, at vi blindt zoomede ind sammen med fortælleren, og at han på samme måde kan bringe os tilbage igen, når han vil. At det ikke måske så meget er en historie med et særligt indhold, men mere en leg med form og perception. Gogol, synes jeg, gør her ansats til at opløse sine egne historiers form.

Denne værket-om-værket-leg bliver helt udfoldet i novellen Næsen. Forfatteren (Gogol) lader fortælleren vide, at historien er usandsynlig og fortælleren præsenterer i slutningen også denne tanke for læseren. Hiver os med ud af historien for at overveje, hvordan vi selv forholdt os til historien om næsen, der blev væk, fundet indbagt i et brød, gik på oplevelse på egen hånd og senere vendte tilbage til sin ejermand. Tydeligt bliver dette også i novellen Kappen. Hovedpersonen Petrovitj bliver til et spøgelse i slutningen, men pga. den måde novellen i spiralformer hele tiden har løftet én som læser op og ned og ind i et harmløst men samtidig groteskt forløb, sidder man tilbage med en følelse af, at Petrovitj nu som spøgelse er mere virkelig, end han var som menneske – det er god forførelseskunst. Her i Kappen sker der ydermere det, at selve indholdet efter endt læsning virker opløst. Hvad var det lige, der skete? Var Petrovitj overhovedet med i selve fortællingen eller blev han skabt af de andre personers reaktioner? Som om Petrovitj er ligeså opløselig som hans gamle kappe, der kun holdes sammen af noget uforklarligt.

Og endelig i romanen Døde sjæle. Her kan vi igen som i Kappen egentlig godt acceptere formen, men indholdet er absurd. Det præsenteres på en spiselig måde, men ved nærmere eftertanke handler hele bogen om noget, som ikke er der, men som jo er der alligevel. Og dette er nok netop pointen med syntesen hos Gogol. At han kan få sat trumf på der, hvor romantikken og realismen ikke helt kan nå hinanden eller på det sted, hvor de netop gør, hvis man mener, at kunne se samme tredje mulighed. Gogol fremhæver indholdsmæssigt på forskellig vis mangler og fravær. Fravær af næsen, fravær af Petrovitj, fravær af den rigtige revisor. I døde sjæle sættes der trumf på. For sjælene, som ingen rigtigt vil anerkende værdien af for deres egen skyld, findes måske netop alligevel. Som hos Samuel Becket, hvor kroppen altid fejler noget, og derfor bliver så meget desto vigtigere. Som når man cykler gennem skoven i dagslys og ikke helt kan sanse sine omgivelser, men når det så bliver mørkt og man cykler samme strækning, straks bliver meget mere opmærksom og får et stærkere billede af det, man faktisk så i dagslys. Lyset er ikke til stede, men det bliver på en måde meget nemmere at se. Ens sanser vækkes. Som når maleren Mogens Andersen maler sine store formationer af sorte plamager og det vigtige lige pludselig bliver alt det ”ikke sorte”. At fremhæve det negative rum gennem det positive. Eller med Heideggers ord, at kunne tale om det værendes væren. Det man ikke helt kan indfange, men som må være der for at mennesket overhovedet kan være til og som gør at det står i et forhold til sig selv.

At hoppe med på den?  
Hvis man derfor ind i Gogol læser en forfatter, som enten beskæftiger sig med tung weltschmerz eller er optaget af at gå kritisk til værks overfor sin samtid og af at tale den lille mands sag, så har man, som Nabokov gerne vil slå fast i sin læsning af Gogol, ikke fanget det egentlige. Det handler nemlig om noget helt tredje og mere eksistentielt.(4) Det værendes væren. Eller om det hvorom man ikke kan tale, fordi det opstår i selve det øjeblik, det bliver skabt. Så ikke en ren romantisk uopnåelig absoluthed, men heller ikke en helt nøgtern uidealistisk realisme. Men en forståelse af mening, som minder mere om den, man finder i det absurde. At der ikke er så meget mening i virkeligheden, men at vi er nødt til at leve med denne mangel, og at når vi accepterer denne mangel, så åbner der sig en sluse indtil netop en mening. At meningen bliver skabt i selv handlingen af accept af mangel på samme. Også de nok allermest basale perceptionsværktøjer mennesket har: tid og rum, forsvinder her i det absurde. De er ikke nødvendige, for de er i virkeligheden også blot en måde at anskue verden på og igennem. Men i det absurde er der slet ikke mulighed for at kunne anskue verden overhovedet. Der er kun det, der er, idet det er. Sagt lidt kluntet. Det er måske at tage munden for fuld at slutte Gogol med til en gruppe af kunstnere, som skaber absurd kunst, men under alle omstændigheder indfanger han eminent den imaginære rytme mennesket danser til. Han viser den frem med ord. Det kan føles som en kamp, der fra den ene side hiver og slider i jagten på noget virkeligt i det abstrakte og på den anden side det virkelige i det konkrete. En spænding som minder én om, eller måske rettere genopvækker et abstraktionsplan i læseren, som fordi vi ikke altid lader det komme til orde i hverdagen, virker som en bold, der hopper fordi næsen af os og som vi gerne vil fange, fordi den kan italesætte det paradoks det er at være menneske efter renæssancen: At der fordi der ikke er noget ud over det, vi selv skaber, er så lille sandsynlighed for, at noget skulle give mening, men at vi på trods af det alligevel indimellem oplever, at det gør. Eller som Henrik Nordbrandt siger til slut i digtet Drøm om regel:

Det der mangler er
At der intet mangler: Det hele er med og helheden er med i hver lille detalje.
Så det hele er blot en pause.
Snart går turen videre. Det er så Reglen.(5)

Noter
1 Johann Wolfgang von Goethe,“Egmont” (1788).
2 Stender-Petersen 1968.
3 “En spadsertur på Nevskij gengav ham ligevægt…”, Gogol 1961: 58.
4 Nabokov 2007.
5 Nordbrandt 1998.

Litteratur
Gogol, Nikolaj: Døde sjæle, Gyldendal, 1981.
Gogol, Nikolaj: Næsen og Kappen, Thaning & Appels Forlag, 1944.
Gogol, Nikolaj: “Nevskij Prospekt”, i Georg Sarauw (red.): Russiske fortællere fra Alexandr Pusjkin til Mikhail Sjolokhov, Carit Andersens Forlag, 1961.
Nabokov,Vladimir: Nikolaj Gogol, Forlaget Vandkunsten, 2007.
Nordbrandt, Henrik: Drømmebroer, Gyldendalpaperback, 1998.
Stender-Petersen, Ad.: Russiske silhouetter, Forlaget Fremad, 1968.

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *