Anmeldelse af Umodne stikkelsbær / Noveller af Ljudmila Petrusjevskaja

Af Lise Lotte Larsen

Da jeg forleden som bibliotekar blev bedt om at anbefale noget nyere russisk litteratur til en læsekreds, kendte jeg endnu ikke Ljudmila Petrusjevskaja. Havde jeg gjort det, ville jeg uden tvivl varmt have anbefalet Umodne stikkelsbær.

De tolv noveller er samlet i grupper med hver sin overskrift: Rekviemmer, Udødelig kærlighed, Eventyr og legender og Det ukuelige liv. Den sidste kunne være den samlende overskrift for hele værket, for der står en fræsende, ukuelig energi op fra bogens sider, en energi, der ligger både i fortællerstemmerne og de skildrede personer. Og det er på denne heftige energi, man som læser nærmest surfer igennem fortællingerne, der er udført med fantastisk autoritet og troværdighed og virker som udsprunget af indiskutabel nødvendighed, kvaliteter, der flot formidles gennem oversættelsen. Diskret og præcist præsenterer den det – for de fleste danskere – eksotiske sovjetiske og russiske univers i et smukt og sikkert dansk og dermed så genkendeligt for en dansker, som det nok er muligt.

Bogen er desuden forsynet med oversætterens efterord, der i al sin korthed både giver biografiske oplysninger og vældig fint åbner for en forståelse af novellernes tilblivelse og kontekst og dermed for en dybere funderet vej ind i novellerne. Nedenstående står i gæld til dette efterord.

I novellerne møder vi hovedsagelig personer, der på forskellig vis står med ryggen mod muren og i den situation tvinges til at handle, som oftest uden mulighed for at vælge den moralske og menneskelige reaktion overfor andre. Som Trine Søndergaard formulerer det: ”I alle fortællingerne fornemmer man kærligheden mellem mennesker, men tit er det en kærlighed, der tilintetgør.”

Det er fx tilfældet i samlingens længste novelle ”Blandt venner”, en kvindes nærmest åndeløse monolog om livet i vennekredsen i Sovjettiden. De mødes hver fredag i det mest beundrede vennepars lejlighed. Der bliver drukket og snakket, man deler livets oplevelser på arbejdet og i familien med hinanden. Og samtidig er der seksuelle og følelsesmæssige understrømme mellem de involverede, der uudtalt, men drastisk ændrer relationerne mellem dem.

Vi kastes ind i fortællingen med fortællerens karakteristik af sig selv: ”Jeg er et hårdt, hensynsløst menneske, altid med et smil på mine fyldige, røde læber, altid med en ironisk attitude til alle.” Der ligger da også et ironisk skær over hendes beskrivelser af vennerne og deres liv, der forlener hele miljøet med et skær af hykleri, ørkesløshed og tidsspilde. Og hun er den første til at bore fingeren ind hos vennerne, hvor det gør ondt.

Men hun selv er klog, slår hun fast, både i indledningen og slutningen. Og i slutningen forstår vi, at hendes klogskab er af den slags, der erhverves og bruges som udvej i voldsomt pressede livssituationer. På det tidspunkt har hendes mand forladt hende til fordel for den mest populære kvinde i vennekredsen, og samtidig har hun fået mistanke om, at hun lider af den samme sygdom som hendes mor netop er død af på grusom vis. Og her træder hendes såkaldte klogskab til, noget, der til forveksling ligner hård og hensynsløs grusomhed. Det går hårdt ud over hendes søn, men er drevet af hendes kærlighed til ham og hendes ønske om at sikre ham et godt liv, også når hun – måske snart – ikke længere er der til at passe på ham. Hun arrangerer overfor hele vennekredsen en snedigt udtænkt scene til den traditionelle påskefrokost. En scene, der – modsat de virkelige forhold – får hende til at fremstå som mishandler af sønnen og dermed provokerer eksmanden til endelig at komme på banen som ansvarlig, heroisk far og overtage forældremyndigheden. Og hun forestiller sig også, at vennerne efter denne scene vil mobilisere deres kræfter for at hjælpe det stakkels barn, og når hun snart er død, vil sønnen kunne blive ved med at bo i hendes lejlighed, hvor så også faderen og hans kone vil flytte ind. (Man forstår på flere af fortællingerne, at det at have held på boligmarkedet er lige så afgørende for livet som at have held i kærlighed). ”Jeg har indrettet hans skæbne for en meget billig pris,” siger fortælleren og regner med, at sønnen tilgiver hende posthumt. Indtil da vil hun leve med at have stødt sønnen fra sig. ”Men sådan er det bedst – for alle. Jeg er klog, jeg ved det.”

Som forkælet velfærdsdansker er det svært ikke at blive modløs og føle en vis vantro modstand mod personernes reaktioner på de barske livsvilkår, der skildres i disse noveller fra 1980’erne, 90’erne og det første tiår af 2000. Som læser har jeg derfor svært ved tune ind på den humor, der indiskutabelt ligger i stilen. Og som hos Dostojevskij er der heller ikke hos Petrusjevskaja noget moralsk helle, ingen forfatterplatform uden for livsvilkårenes håbløshed, hvor læseren kan søge tilflugt. Men dette siger jo blot, at det er skrivekunst, der går i struben på sin læser, man bliver grebet og rystet følelsesmæssigt. Og skal man følge Tolstoj, er det netop det, der definerer god kunst.

Bogen fremstår som smukt boghåndværk, dejligt lille og med et matfarvet, ru og skrammet omslag, der både afspejler det ”skramlede” indhold og har æstetisk appel. Typografien er dog måske lidt rigelig skrabet i punktstørrelsen. Bagest i bogen bringes en liste over Petrusjevskajas øvrige værker udgivet på dansk.

 

Oversat af Trine Søndergaard

Forlaget Silkefyret, 2018, 185 sider.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *