Af Sanne Andersen
Gogol… googol… goo-gol.. goo-gol…en lyd, der nemt bliver til en rytme. Jo da, gerne med skiftende pulsslag. Lyder det ikke som en lidt tung, vemodig, men sprælsk, lettere slidt bold i kulørte farver? Som hopper forbi næsen af én og som dog på trods af sin tyngde er i stand til at sætte ekstra skub på sig selv og hoppe en så tilpas anelse højere, at den når uden for ens rækkevidde, lige netop idet man ellers i nysgerrighed forsøger at snuppe den ud af dens kurvede bane? Er det ikke sådan gogol lyder? Som noget der stiler mod højderne og hele tiden for at kunne op i skyerne må tage afsæt i den faste grund. Eller omvendt måske: for at kunne indkredse grunden, må springe mod højderne. Af kærlighed presser sig frem i det komplementære gab mellem højt og lavt.
Freudvolll und leidvoll, gedankenvoll sein, langen und bangen in schwebender Pein, himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt: glücklich allein ist die Seele, die liebt .(1)
Denne bolds farver bliver noget ubestemmelige, mens den farer af sted, og kun i korte øjeblikke kan det lade sig gøre at se hver enkelt farve og se, at der er mange forskellige. Gogol må bestemt være navnet på rytmen, som akkompagnerer sådan en bold. Continue reading →
