Mosaik uden motiv

Den russiske forfatter, Jegor Fetisov, har i samarbejde med oversætter, Tine Roesen, udgivet bogen Tilsandede liv, der består af novellesamlingen ’жизнь, занесенная песком’ (Tilsandede liv) og yderligere to noveller oversat til dansk med titlerne ’Golem’ og ’Påskelørdag’. Den russiske mosaik, udgivelsen proklamerer sig som i undertitlen, indeholder 23 noveller af varierende længde inddelt på bogens 204 sider.  Jegor Fetisov har desuden selv været bosat i Danmark de seneste 13 år og har derudover arbejdet med oversættelse af dansksproget litteratur til russisk, heriblandt værker af Kim Leine og Charlotte Weitze.

Man kan tydeligt mærke stilpåvirkningerne af forfatterens emigranttilværelse på godt og ondt. Stilistisk tangerer det til et virvar af eksperimenter rettere end en virtuos mosaik, men Fetisov viser, at han mestrer at skrive inden for begge traditioner, hhv. den danske og den russiske. Desværre synes de to traditioner svære at forene for forfatteren, og novellerne opleves som adskilte projekter, der sjældent eller uden alvorlig intention tangerer hinanden. Det kunne ellers være interessant, hvis disse traditioner kom i en form for forening eller karambolage med hinanden, men det sker ikke for alvor. Noveller som ’Lyset’, ’Golem’ eller ’Skal jeg forære dig en Gogol-karakter?’ glimrer i deres egenartede facon. I dem kan man fornemme Nikolaj Gogols ånd strømme fra den russiske novelletradition, mens man i de fleste de andre bevæger sig mere i strømmen af en dansksindet minimalisme. Et godt eksempel er fra den centrale novelle Det tilsandede liv, hvor protagonisten, en russisk kurator, står midt i en skilsmisse med sin kone og beslutter sig for at tage til Skagen, fordi hans ur sjovt nok er af mærket ’Skagen’, og ikke nok med det, så ender han også i et forløsende øjeblik at kaste uret (og sin fortid) i havet. Denne handling tilbyder sammen med Den Tilsandede Kirkes langsomme begravelse og ’Grenen’ med Skagerraks og Kattegats bølgende sammenstød novellen en tyk (dansk) minimalistisk metaforik for at være løsreven blandt steder og mennesker, og længslen efter det selv samme. Længslen efter forbindelser til mennesker og steder og deres indbyrdes relation.

”Varlam Semjonovitj huskede udmærket, hvordan det var begyndt, at hans værelse forsøgte at snyde ham ved at ændre sine konturer. Han havde banket tindingen hårdt ind i dørkarmen, der pludselig befandt sig et stykke inde i værelset. Værelset var blevet mindre. Det skræmte ham ikke, men det undrede ham. Efter at have tænkt lidt over det, kom Varlam Semjonovitj dog frem til, at der i grunden ikke var noget at undre sig over: Hans liv var jo også ved at svinde ind, og han krympede selv i både tid og rum.” (Fra novellen ‘Lyset’)

Man får derfor også indtrykket i læseoplevelsen af bogen som en en slags stiløvelser, hvilket ikke er uinteressant, men det er heller ikke pirrende. Der er hverken kærtegn, kys eller krig mellem de to. Kun separate verdener. Det er derfor svært at tale om bogen som et helhedsprojekt. Nuvel, det er jo som nævnt også en selverklæret mosaik. Bogen lever på sin vis ligesom emigranten en fragmenteret mosaisk tilværelse mellem steder og deres kulturer i Rusland, Danmark og Tyskland især, men der er også afstikkere til Central- og Sydeuropa, USA og Sydamerika. Det giver en spændende kosmisk dimension til bogen. Det er en omflakkende oplevelse, og man skifter mellem mange protagonister, dog typisk mænd og typisk i jeg-form. Fælles for de fleste af mændene er en trang til ”at forbinde sig” bredt forstået, men typisk uden held eller med stort besvær. De er tilsandede som krabber med ensomt blødt kød i hård skal.

Denne længsel er en tendens i mange af novellerne og med det følger flere variationer over temaer omkring familierelationer, hjemstavnen og den hjemvendte, kontrasten mellem byen som et centrum og landet som en periferi, omsorgen for omverdenen og hinanden eller manglen på samme. Dertil eksisterer der på tværs mange af novellerne en varierende gentagelse af vand som element og dets associative fordringer. Hvad enten det er et landskab med tilstedeværelse af hav, strand, sø, bæk, flod, brænding, regn etc. eller en handling eller et billede af en handling såsom at fiske, svømme, dykke, bade. Vand forbinder os, men indeholder også former for indtryk af de afstande, dybder, kræfter, der adskiller os. Det er både livsvigtigt og livsfarligt. Hvis man skal påpege en central ting ved Tilsandede liv som ”helhed”, er det denne urfascination af landskab og elementer. Det giver trods alt en fin billedsproglig struktur på tværs af novellerne, som dog alt i alt mest virker afsondrede. Som en mosaik uden et samlende motiv.