Anmeldelse af Tine Roesens Dostojevskij. En introduktion.
Af Maria Høygaard Dindler, bachelor i rusland- og balkanstudier og cand.mag. i litteraturhistorie
Hvilken Dostojevskijroman skal jeg begynde med at læse? Spørgsmålet har jeg ofte fået ved middagsborde og lignende, når snakken er faldet på mine russiske litterære interesser. På spørgsmålet svarer jeg som regel, at det er en god idé at læse sig lidt ind på forfatterskabet først, da det kan bidrage til en rigere læseoplevelse. Men det har ikke været helt ligetil indtil nu, da de seneste dansksprogede introduktioner til forfatterskabet har en del år på bagen. Men nu er den her så, introduktionen, som jeg vil henvise til, næste gang jeg møder én, der har lyst til at kaste sig ud i det righoldige og alsidige forfatterskab.
Roesens bog åbner med en epigraf fra Vilhelm Grønbechs Dostojefski og hans Rusland fra 1948:
“En skitse som denne kan kun tjene som opmuntring til at læse, og læse tålmodigt, for Dostojefski har så meget at røbe at han ikke kan blive færdig på en studs” (fra titelblad).
På samme måde opmuntrer Roesen os til at kaste os ud i det utrolige univers, som Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab er, og klæder os godt på til det med introduktionen, der er inddelt i hoveddelene Indledning, Ungdomsværker, Midterværker, Senere værker og Efterord. Desuden indeholder bogen en oversigt over Dostojevskijs værker i danske oversættelser, en tidslinje over milepæle i hans liv samt henvisninger til videre læsning om forfatterskabet. Indledningsvis findes en introduktion til hovedsageligt forfatterskabets unikke kvaliteter, temaer, genkommende karaktertyper og skrivestil. Gennem bogens øvrige dele veksler Roesen elegant mellem referater af værkernes handling og væsentlige karakterer, flankeret af tilhørende tekstnære analyser. Roesen trækker hovedsageligt på sin egen Dostojevskijforskning, men refererer også til andre væsentlige forskere i sin gennemgang, uden at det bliver forskningstung læsning. Således rækker introduktionen ud til en bred læserskare. Inddelingen over en mere eller mindre kronologisk tidslinje gør også værket til en fin litteraturhistorie over Dostojevskij, hvor udgivelses-, receptions- og kritikhistorie fremstilles sideløbende med Dostojevskijs biografi og forfatterliv. Alt dette gør Roesen i et velformuleret og uhøjtideligt sprog, der understreger den gennemgående pointe om, at Dostojevskij er en vedkommende forfatter, læserne netop ikke behøver tage alt for højtideligt. Bogens struktur og forskellige dele fungerer rigtig godt, fordi det giver værket en dynamik og gør det til en spændende læseoplevelse i sig selv. Roesen indfører også læserne i russiske samfundsforhold på Dostojevskijs tid, hvilket fungerer som en god og afmystificerende ramme, der givetvis vil lette forståelsen for læsere uden kendskab til russiske forhold. Introduktionen kan med fordel læses fra ende til anden, men kan desuden bruges som opslagsværk og følgesvend ved læsningen af Dostojevskijs romaner. Som Roesen også nævner indledningsvis, indeholder værket en del spoilers, så hvis du læser for handlingen eller blot læser et givet værk for første gang og gerne vil have en fuldkommen uspoleret læseoplevelse, er det værd at bide mærke i.
En ganske særlig forfatter sætter sine første spor
Roesen skriver: “Ungdomsværkerne er meget forskellige, de stritter i mange retninger, såvel stilistisk og kompositorisk som omfangsmæssigt.” Alligevel giver hun mange gode grunde til at læse dem. Som hun forklarer, bliver kimen til Dostojevskijs særlige skrivestil lagt allerede i de tidlige værker, herunder det dialogiske og de frie personstemmer, som identificeret af litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin. Samtidig er Dostojevskijs værker allerede fra starten befolket af “de små mennesker”, ofte lavtrangerende embedsmænd og andre ydmygede og fornedrede personer. Hermed positionerer Dostojevskij sig også som en samfundsorienteret forfatter, hvilket senere skulle få ham sendt i fangelejr i Sibirien. Dostojevskij var ikke mindst en forfatter, der skrev om det at være menneske med alt, hvad det indebærer af kriser og overvejelser om (selv)værd og meningen med livet. Roesen citerer et brev fra Dostojevskij til broderen: “… Mennesket er en gåde. En gåde, der skal løses, og selv hvis du bruger hele dit liv på at forsøge at løse den, kan du ikke sige, at du har spildt tiden; jeg beskæftiger mig med den gåde, fordi jeg ønsker at være et menneske.” (s. 40). Trods sin nye og eksperimenterende (dialogiske) skrivestil, der ofte blev misforstået i samtiden, fik den unge forfatter positiv kritik, men måtte også se sine forventninger falde til jorden med negativ kritik, ikke mindst af den centrale litteraturkritiker Belinskij. Som Roesen pointerer, er det noget af en bedrift, at Dostojevskij overhovedet kom på fode igen som forfatter, hans ti år lange ophold i fangenskab taget i betragtning. Det var engagementet i Petrasjevskij-kredsen, en gruppe af samfundskritiske liberale, der ledte til Dostojevskijs arrestation (i 1849) og en dødsdom, der i sidste øjeblik blev omstødt til straffelejr i Sibirien. Det var en oplevelse, der satte dybe spor.
Dostojevskij rejser sig fra støvet
Efter ti år i forvisning, herunder fire i straffelejr, foruden flere dødsfald i den nærmeste familie, lykkedes det ikke desto mindre Dostojevskij at genetablere sig på den litterære scene. I delen om midterværkerne beskriver Roesen, hvordan Dostojevskij kæmpede sig igennem flere mindre gode og delvist mislykkede værker, for til sidst at positionere sig med Det døde hus og Kældermennesket – Optegnelser fra en undergrund. Med disse værker flyttes fokus fra ofrene til jægerne, en tendens, som Roesen beskriver med litteraturkritikeren og filosoffen Nikolaj Mikhajlovskijs udsagn om, Dostojevskij fra dette tidspunkt begynder at interessere sig mere for ulven, der fortærer fårene, end for de stakkels får, der fortæres (s. 161). Dostojevskij skriver om alle menneskets facetter, de skønne såvel som de grumme: “Han insisterer på, at mennesket har en psyke, en vilje, et morads af følelser på sine egne og andres vegne; og at hvis man ignorerer det menneskelige, får man et umenneskeligt samfund. Derfor må man tænke hadet, forurettelsen, selvfornedrelsen med. Hvis der skal være plads til egentlig ophøjet skønhed, til kærlighed, må man også lukke op for det grimme og lave.” (s. 166).
Dostojevskij hives ned fra piedestalen
I den sidste del af introduktionen præsenterer Roesen sine læsere for Dostojevskijs sene værker, herunder Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov, hvor sidstnævnte må regnes for kronen på værket. I mesterværket, der kredser om et fadermord som emblematisk for de problemer, samtidens Rusland stod over for, forklarer Roesen: “Det er menneskelige kriser i al deres uoverskuelighed, Dostojevskij udfolder for os på sin egen ekstremt realistiske måde.” (s. 284). Romanen kan efter min mening beskrives som svimlende, jeg blev i hvert fald ganske rundtosset, omend på den gode måde, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den.
Af alt dette, som Dostojevskij gerne vil fortælle os, er budskabet om den kristne tro, forstået som (næste)kærlighed og samvittighed, allestedsnærværende. Samtidig er forfatterskabet en advarsel mod farlige teoretiske løsninger, der er frakoblet det konkrete menneskeliv og ikke mindst netop samvittigheden og ansvaret over for næsten. Men hos Dostojevskij finder vi ingen færdige løsninger, fortæller Roesen os. Forfatteren sætter nemlig sine karakterer fri til at handle på realistisk vis og skaber således interessante eksperimenter ved at sende sine fiktive personer ud i alskens scenarier, prøvelser og overvejelser. På den måde indbydes læseren til at indgå i dialoger med de personer, der befolker Dostojevskijs værker.
Et vigtigt budskab hos Roesen er, at Dostojevskij ikke skal sættes op på en piedestal som en tung og dyster forfatter, men at han skriver nærværende til og om mennesker af kød og blod i alle menneskelivets genvordigheder. Roesen viser også, at Dostojevskij er en forfatter med en særlig humor, der med hendes ord “… ikke er ironisk distanceret og latterliggørende, men godmodig og menneskeklog” (s. 241). Netop Roesens evne til at formidle Dostojevskij som en vedkommende og menneskelig forfatter gør hendes bog yderst læseværdig.
2021 var 200-året for Dostojevskijs fødsel, og Roesens introduktion puster liv i det i forvejen eviggyldige forfatterskab. Med Dostojevskij. En introduktion får nye såvel som erfarne læsere af Dostojevskij mulighed for at dykke ned i det fascinerende forfatterskab. Ikke mindst er der håb for, at en ny generation af læsere vil få øjnene op for, at Dostojevskij faktisk ikke nødvendigvis er så svær at gå til, som rygtet lyder.
Tine Roesens Dostojevskij. En introduktion udkom den 11. november 2021 på Aarhus Universitetsforlag.