Anmeldelse af Petersborg-fortællinger af Nikolaj Gogol
Af stud.mag. Viktoria Fuglsang Semenova
Som René Wad Andersen, oversætteren af Petersborg-fortællinger, beskriver i sit forord, så blev Nikolaj Gogols (1809-1852) Petersborg-fortællinger skrevet på forskellige tidspunkter op igennem 1800-tallet. Petersborg-fortællinger består af: ”Nevskij Prospekt” (skrevet i 1835), ”Næsen” (1836), ”Portrættet” (1835), ”Kappen” (1842) og ”En afsindig mands optegnelser” (1835). Det var faktisk først i slutningen af 1800-tallet, at man begyndte at referere til fortællingerne som Petersborg-fortællingerne, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse. Dette var ikke uden grund: Alle fortællingerne i det samlede værk tager os gennem Ruslands gamle og storslåede hovedstad med dens varme og kulde, gennem surrealistiske, groteske og magiske fortællinger og portrætteringer af forskellige samfundslag.
Rang og status
Nikolaj Gogols fortælling ”Næsen” er historien om en alkoholiseret barber, der forskrækket vågner op til synet af en afskåret næse i sit morgenbrød. På samme tid, i den anden ende af Sankt Petersborg, vågner en mand ved navn Kovaljov op og indser, at hans næse er væk … Normalt elsker Kovaljov, som er kollegieassessor, at vise sig frem og flirte med kvinder fra de finere kredse. Kovaljov er stolt af sin rang og titel og har høje tanker om sit fysiske udseende, og forestillingen om pludselig at skulle leve uden en næse forfærder den forfængelige mand. Barberen, der hurtigt genkender hr. Kovaljovs næse, som den ligger der i hans morgenbrød, forsøger at skjule sandheden. I stedet for at bringe næsen tilbage til dens retmæssige ejer, kollegieassessor Kovaljov, forsøger han at kaste den ud over en bro. Men Næsen er ikke så let at komme af med. Den vokser sig stor og levende, trækker i embedsuniform og udvikler sit eget liv i Sankt Petersborgs finere kredse, alt imens Kovaljov desperat prøver at stoppe den.
Gogol portrætterer det daværende samfund, så vi ser, hvordan status, klasse og positionering spiller en kæmpemæssig rolle. Historien udspiller sig nemlig i en tid, hvor Peter den Stores rangsystem havde gjort det muligt for ikkeadelige at opnå arvelig adel gennem tjeneste i staten og derved få chancen for at rykke op i det sociale hierarki. Denne mulighed skabte dog også store bureaukratier, som mange af Gogols karakterer arbejder i. Fortællingen bevæger sig rundt om menneskelig værdighed og dens overensstemmelse – eller mangel på samme – med social status. Når vi læser fortællingen, ser vi, at de lavere klasser forsøger at narre de højere klasser, og de højere klasser tillader sig enhver adfærd over for de lavere. Der er ingen varme i forholdet mellem rig og fattig, højtstående og lavtstående. I en samtale mellem Kovaljov og Næsen, som Kovaljov har mødt spankulerende rundt i Kazan-katedralen, ser vi et eksempel på en samtale mellem to forskellige klasser. Kovaljov har prøvet at fortælle sin egen næse, at den tilhører ham, hvorefter Næsen selvsikkert svarer:
‘”De tager fejl, ærede herre. Jeg er min egen. Desuden kan der umuligt være nogen tæt forbindelse mellem os. At dømme efter knapperne på Deres uniform gør De tjeneste et sted i Senatet eller måske justitsministeriet. Men jeg er ved universitetet.’’ (s. 58).
Rang og stand, som Gogol gang på gang portrætterer, beskrives gentagne gange i alle novellerne, bl.a. gennem påklædning. Det er, som om Gogol var besat af udseende og tøj, som jo på dette tidspunkt også er én af de største visuelle markører af individets rang og status. I fortællingen ”Portrættet” bliver det eksempelvis pointeret, at den unge portrætmaler Tjartkov bærer en gammel kappe og mindre elegante klæder, ’’… som viste, at han var et menneske, som uden anke på sig selv gik op i sit arbejde og ikke havde tid til at bekymre sig om sin påklædning, som ellers altid har en gådefuld tiltrækning på ungdommen.’’ (s. 80). I tidligere afsnit i fortællingen ”Portrættet” beskrives det, hvordan en bods indehaver er ’’… en lille grå mand med stofkappe og skægstubbe, der havde groet frit siden søndag (…). (s. 80). Og hvordan nogle ”gamle tjenere i vadmelsfrakker står og kigger …’’.
Der er altså noget med de her kapper og positioneringer, og her er det selvfølgelig oplagt at nævne én af Gogols nok mest kendte fortællinger af samme navn, ”Kappen”. Hovedpersonen i ”Kappen” er den forhutlede embedsmand Akakij Akakijevitj, hvis embede og lykke består af at afskrive dokumenter. Hans liv ændres, da han indser, at han bliver nødt til at skaffe sig en ny kappe – han bliver drillet af sine kollegaer, fordi hans nuværende kappe er slidt og har en rødlig-melet farve. Han sparer sammen og køber en smuk kappe lavet af de fineste materialer og oplever én dags lykke, pragt, opmærksomhed og anerkendelse, før livet taget en grusom drejning: Han bliver overfaldet og frarøvet sin nye kappe … Det ender med, at Akakij Akakijevitj dør og bliver til et trist, hvileløst spøgelse.
Som læser sidder man tilbage med en følelse af medlidenhed med den simple Akakij Akakijevitj, hvis lykke egentlig bare var at afskrive dokumenter – noget han bliver revet ud af grundet omverdenens pres. Man bliver i fortællingen ”Kappen” eksponeret for det universelle menneskelige behov for andres anerkendelse. Kappen fremhæver frustrationen og fremmedgørelsen blandt den nye klasse af underbetalte embedsmænd i administrationen under tsar Nikolaj d. 1. Historien om det ’’lille menneske’’ har haft stor indflydelse på senere russisk litteratur, og Fjodor Dostojevskij siges at have sagt: ”Vi er alle kommet ud af Gogols kappe’’.
Gogols litterære stil
Karakteristisk for Nikolaj Gogols skrivestil er, at han tit bruger mange ord til at beskrive samme ting. Som når barberens hustru, en ganske respektabel dame, bliver arrig over at have fundet noget så bizart som en næse i sit nybagte brød og herefter bryder ud i en monolog af pejorative beskrivelser af sin mand:
”Tror du jeg vil have en afskåret næse liggende her? Dit dovne brød! Du kan kun finde ud af at føre ragekniven over slibestroppen, men snart vil du slet ikke være i stand til at gøre dine pligter, din dulle, din sjuft! Skal jeg så svare for dig, når politiet kommer? Åh, din klamphugger, din dumrian!’’ (s. 52).
Her bliver brugt en masse ord, som ikke ’bare lige’ kan oversættes fra russisk til dansk, og det kan tænkes, at oversætteren René Wad Andersen har måttet sidde med hovedet dybt nede i ordbøgerne. Gogol sparer ikke på de gamle russiske skældsord i originaludgaven, hvilket kan gøre ham svær at oversætte, især til et nutidigt sprog. Alligevel står billedet af den absurde jagt på Næsen gennem Sankt Petersborgs gadeliv lysende klart for læseren, og her er oversættelsens gengivelse fantastisk! Vi kommer som læsere med ind i det absurde univers, hvor en kollegieassessors næse er blevet skåret af, bragt til live og nu er ude for at leve sit liv som en højtstående embedsmand, noget som man igennem oversættelsen bliver lige så optaget af som i originalen.
Symbolik
I fortællingen ”Næsen” beskrives en næse, der er selvforsynende og autonom og står over sin ejer i rang. Når kollegieassessor Kovaljov ser sin egen næse klædt i en uniform, som signalerer højere rang end ham selv, bliver han øjeblikkeligt flov og ude af stand til at nærme sig Næsen. Selv inden for rammerne af et latterligt scenarie formår følelser af underlegenhed og jalousi stadig at krybe ind i kollegieassessor Kovaljovs sind. Et interessant spørgsmål rejser sig i Gogols novelle ”Næsen”: Hvad er vigtigst, en person uden social status eller social status uden en person?
Et andet vigtigt symbol i alle novellerne generelt er selvfølgelig Sankt Petersborg. Gennem de forskellige karakterer i Nikolaj Gogols i alt fem noveller i værket præsenteres læseren for forskellige repræsentanter for Sankt Petersborgs indbyggere. Gennem sine figurer fortæller Gogol om en by, der lever efter sine egne love. Har man også læst værker af Franz Kafka, giver den sammenligning, litteraturhistorikere ofte laver, god mening: Hos begge forfattere ser vi det absurde portrætteret, hvor individer prøver at leve simple liv i en verden af bureaukrati, forventninger og uretfærdighed. Det er virkelig et stort og seriøst arbejde at kunne oversætte, ikke blot ord, men den underfundige humor og de særlige observationer, som Nikolaj Gogol bruger i sine fortællinger. Til tider når man læser en oversættelse, især hvis man kender til originalsproget, kan visse vendinger og sætninger synes en smule besynderlige. Men det er ikke tilfældet i denne oversættelse, og jeg vil understrege, at René Wad Andersen formår at gøre et fornuftigt stykke arbejde i sin oversættelse af Gogols Petersborg-fortællinger.
Petersborg-fortællinger er udkommet på Forlaget Sisyfos i 2021.