Af Niklas Ulstrup Larsen
To verdener. En mørk og en lys. En med frygt, vold og mangel på ressourcer, og en med diskussion, samtale og overflod. Det er præmissen i Vladimir Makanins Mandehullet (originaltitel: Laz) fra 1991. Hvor og hvornår vi befinder os, vides ikke, men de to verdener eksisterer parallelt med hinanden. Den mørke findes over jorden, hvor der stort set ingen mennesker er tilbage, og den lyse eksisterer under jorden, hvor der kun er adgang gennem et snævert hul.
Over jorden bor Kljutjarjov i en lejlighed med sin kone og sin handicappede søn. Der er mangel på alt: strøm, lys, benzin og basale fornødenheder. Udenfor er der konstant mørkt, alle butikker er blevet smadret og tømt, og de få mennesker, man møder, er voldtægtsforbrydere, tyve eller så bange, at de løber deres vej, når de ser et andet menneske. De er alle sammen bange for hinanden, og mest af alt frygter de hoben. Én stor masse af tusindvis af mennesker, som alle løber eller går i samme retning, tilsyneladende uden formål eller tanke. Læs resten