– Et interview med forfatteren Svetlana Vasilenko.
Af: Trine Søndergaard
I firserne skrev en række kvindelige russiske forfattere nogle, for den epoke, vovede og kontroversielle fortællinger med kvinder i hovedrollerne. De unge kvindelige forfattere gav i deres værker stemme til almindelige kvinder med almindelige behov og problemer, men så sandelig også til utilpassede, vanvittige og mærkelige kvinder med vanvittige dagsordener. En litteratur, som gjorde op med sovjetlitteraturens kvindelige glansbilleder og den mandlige synsvinkel. Fænomenet ”kvindelitteratur” var en del af den ”nye prosa”, som kom frem i de år, da Sovjetunionen sang på sidste vers, men som forsvandt – som markant, ny retning – op igennem halvfemserne, da det åbne marked bød bl.a. triviallitteraturen velkommen til Rusland. I halvfemsernes litterære eksperimenter blev ”kvindelitteraturen” blandet med andre strømninger, bl.a. den russiske krimi, og nogle af forfatterne søgte andre udtryksformer.
Forfatteren Svetlana Vasilenko skrev i slutningen af firserne nogle strengt komponerede, sprogligt ekspressive fortællinger om unge kvinder og deres møder med livet og kærligheden, eller i hvert fald med det andet køn. Vasilenkos kvinder er sanselige og intuitive, men sjældent heldige eller lykkelige. I halvfemserne skrev Vasilenko først og fremmest filmmanuskripter, bl.a. til filmoptagelser af sine egne fortællinger, og efter en længere pause med prosaen udgav hun i 1998 romanen Durotjka, som betyder noget i retning af en kvindelig tosse.
Vasilenko er født i 1956 i Astrakhan i byen Kapustin Jar, som også var raketbase. Mange af hendes fortællinger foregår i det sydlige Rusland. Hun har været bosiddende i Moskva siden sin studietid ved Gorkij-litteraturinstituttet, og blev i 1996 valgt som førstesekretær i Det Russiske Forfatterforbund. Det er i anledning af romanen Durotjka[1], jeg en varm dag i maj i 2004 interviewer forfatteren Svetlana Vasilenko på en udendørs georgisk restaurant i centrum af Moskva. Uddrag af dette interview trykkes for første gang her på russisklitteratur.dk, som desværre ikke kan gengive den lydlige atmosfære – fuglekvidder og skræppende krager, bilalarmer, der går igang med jævne mellemrum, lastbiler, der bakker og almindeligt leben. Svetalana Vasilenko fraråder mig at vælge fisken på menuen, for ”selvom det georgiske køkken er et af de bedste i det tidligere Sovjetunionen, er det ikke berømt for sin måde at tilberede fisk på.”
Svetlana Vasilenko har sagt ja til at give mig et interview om sin roman, Durotjka. Værket, som med forfatterens præcise genrebetegnelse kaldes en ”roman-helgenbeskrivelse” [2] er blevet indstillet til og har modtaget flere priser i Rusland og i Europa. Romanen er ikke nem at kategorisere med sin blanding af legende, historie og symbolsk fortælling. Handlingen foregår på to tidsplaner, men har én hovedperson, som dog skifter navn fra Ganna til Nadja. Det ene tidsplan er begyndelsen af tredverne, det andet begyndelsen af tresserne. I tredverne afleverer en ældre, gudfrygtig kvinde på grund af hungersnøden sit plejebarn, den døvstumme Ganna, på et børnehjem. Ganna og de andre børn holdes i et sultens og ideologiens jerngreb af forstanderinden Traktorina Petrovna og børnehjemmets vagt, som børnene mistænker for at have spist børn under den værste sult efter tvangskollektiviseringerne. ”Kun kulakbørn”, beroliger Traktorina Petrovna. Ganna flygter fra børnehjemmet og kommer ud for besynderlige hændelser og grusomme mennesker i tredvernes Astrakhan i det sydlige Rusland, før hun materialiserer sig som Nadja i begyndelsen af tresserne i det samme område i raketbase-byen Kapustin Jar, iøvrigt sammen med Traktorina Pertrovna, som nu er lærerinde. Ganna/Nadja er stadig døvstum og endnu mere enfoldig end i tredverne. Hun voldtages af en gruppe værnepligtige og evakueres højgravid med byens andre børn til steppen den nat, da Cubakrisen i oktober 1962 er på sit højeste. Den militære by er et udsat bombemål, og børnene gennemlever en nat i angst for deres hjem og familie. Men da dagen gryr, ser Nadjas bror hende svæve til himmels, mens hun (gen)føder solen: Den værste koldkrigskrise er overstået, og det er Nadja, der har reddet verden fra en atomkrig.
Trine Søndergaard (TS): Det slog mig, da jeg læste bogen, at farverne sølv og forskellige varianter af farven rød går igen gennem hele romanen. Ser du denne historiske epoke i dette farvespektrum?
Svetlana Vasilenko (SV): Det har jeg ikke tænkt på, det er interessant. Men jeg tror, at det er noget mere personligt: Sølv elsker jeg, fordi farven minder mig om steppen, hvor jeg tilbragte min barndom og ungdom. Det var også farven på raketter og fly, og alt det, som omgav mig, fordi byen var militært område. Det var også farven på min fars kappe. Jeg blev født ind i denne verden af sølv, malurt og steppe, og midt i steppens livløse, mennesketomme verden voksede der røde tulipaner om foråret. Rød er blodets farve, livets farve. Med hensyn til det historiske, jo, vi lagde røde tulipaner ved Lenins mindesmærke, og sølvfarven forbinder jeg med militæret og en mandlig verden.
TS: Romanens hovedperson, Ganna, og senere Nadja, er døvstum. Hvorfor har du skrevet en bog med en døvstum hovedperson?
SV: Romanens hovedperson er først og fremmest en ”hellig tåbe” (red. En fordanskning af det russiske юродивый; oprindeligt brugt om russiskortodokse munke, men senere også om en type i russisk litteratur). Denne tåbe havde jeg først forestillet mig, at jeg ville gøre både blind og døvstum, for … Forestil dig den blindes og døvstummes verden. Hun kan føle vindens berøring, hun har en meget fint udviklet lugtesans; hendes verden består af lugte og berøring … Men som sagt, hovedpersonen er en ”hellig tåbe” – tidligere regnede man dem for en slags mennesker, som gud taler gennem. Gennem ”tåbens” mumlen udsiger gud sine profetier. Min hellige tåbe er stum, altså kan gud ikke tale gennem hende med ord, men på den måde, at hun … altså, hvis hun har forbindelse til andre mennesker, er hun som et kar, og hvis man bringer dette kar til et ondt menneske, så vil dette menneske forandre sig. En hellig tåbe kunne sige ting til zaren, som andre ville blive henrettet for, men fordi zaren troede, at det var gud, der talte til ham gennem tåben, kunne tåben tillade sig alt.
TS: Hvilket budskab er tåben så et redskab for i denne roman?
VS: Da hun forlader 30’erne og dukker op igen i 60’erne, forandres verden også her af hendes tilsynekomst. Hun er i stand til at opbløde andre menneskers grusomme hjerter – verden afhænger af hende. På et andet plan ønsker jeg at vise, at de to historiske perioder, 30’ernes totalitarisme og 60’ernes blødere variant af socialisme, måske ikke var så forskellige: De forfærdelige 20’ere og 30’ere var skyld i de største menneskelige ofre, men også 60’erne var grusomme åndeligt set.
TS: Hvorfor har du kaldt bogen for en roman-helgenbeskrivelse?
VS: Fordi jeg skrev en roman-helgenbeskrivelse. En del af det fandt jeg selv på, det var mit eget håndværk, det var selve romanens plot. Den anden del kunne jeg ikke selv have fundet på, den åbenbarede sig som et levned om den hellige tåbe Ganna. Derfor kaldte jeg den sådan.
TS: Det forekommer mig, at jeg kan se en forbindelse mellem Ganna/Nadja i denne roman og nogle af kvinderne i dine tidlige fortællinger – for ikke at tale om andre kvindelige forfattere som Petrusjevskaja og Palej. Der er en tendens til at fremstille kvinden som et ”kar”, der optager verdens ondskab i sig. En slags kvindelig Kristus-figur, måske. Hvorfor har kvindelige forfattere kredset om denne tematik de sidste 10-15 år?
VS: Jeg vil ikke sige, at det var et forbudt tema, religionen, men det var et tema, der optog folk, ikke kun kvindelige forfattere, men også mandlige. Fx forfatteren Aleksej Slapovskij, som i sin Kristi første genkomst [3] beskriver en mand, som begynder at forvandle vand til vodka og opdager, at andre mennesker søger til ham for at få hjælp. Men han forstår snart, at den logiske konsekvens af alle disse forandringer er korsfæstelsen, og derfor bliver han forskrækket. Han ønsker ikke at tage frelserrollen på sig, for så ville han også blive nødt til at tage alle frelserens lidelser på sig. Det blev han bange for, han ville hellere være et almindeligt menneske. Han var en mand. Men hos de kvindelige forfattere … fx hos Marina Palej, bliver kvinderne gennem lidelsen et mere åndeligt væsen, og ikke bare et biologisk væsen med biologiske og fysiske behov som fx at få en ny bil eller et nyt hus. Kvinderne ser andre menneskers, børns og gamles lidelse, men for at se den, må de selv have gennemgået lidelse. Også min tåbe, som har gennemlevet to grusomme epoker, 30’erne og 60’erne …
TS: Denne samtale er kommet til at handle meget om tro. Er det virkelig troen, som er den største forskel mellem firsernes oprørske Tamara fra din fortælling ”Tsaritsa Tamara”[4] og halvfemsernes enfoldige Ganna i Durotjka?
VS: Tamara er ikke troende, men hun er fuld af kærlighed, og det første skridt mod gud er kærligheden. Gud er mere end kærlighed. Vi levede 70 år uden gud, kun gennem kærligheden kunne vi ane, at der fandtes noget andet end det, vi levede i. Når et menneske forelsker sig, åbnes en ny verden. Når det sovjetiske menneske forelskede sig, gik han ud over dig selv og ophørte med at være et ”sovjetmenneske”, han fik en ny, åndelig egenskab. TS: Romanens slutning, hvor Nadja svæver til himmels og redder verden fra en atomkrig, virker på mig lidt umotiveret. Hvordan har reaktionerne været blandt russiske læsere? SV: Det er rigtigt, at nogle mennesker har opfattet slutningen lidt ”kartonagtig”. Andre har læst slutningen som en drøm; at Nadjas bror drømmer, at hun føder solen og redder verden. Men der er i virkeligheden tale om et under, og undere er en vigtig del af den russisk-ortodokse tro … Måske har det i virkeligheden også en forbindelse til vores russiske dagligdag – at kvinderne gerne vil tage ansvaret på sig. Fordi de er kvinder …
Efterspil:
Da vi har spist, vil Svetlana Vasilenko gerne følges med mig hen til den store boghandel på Novyj Arbat. Mens vi står ved hylderne og hun viser mig den ene nye forfatter efter den anden, som jeg absolut må læse, afbryder hun sig selv, fordi hun får øje på en bekendt: ”Jamen, der har vi jo Jevgenij Aleksandrovitj,” siger hun og går hen til en høj, ældre herre i et lidt ekcentrisk outfit: vid skjorte og kasket syet af det samme ternede stof. Det er den store digter Jevgenij (Aleksandrovitj) Jevtusjenko, som står ved reolen med bøger af ham selv. Vi hilser, jeg bliver præsenteret, og da Vasilenko og jeg trækker os tilbage, omringes Jevtusjenko af beundrende, ja nærmest ærbødige russere, som forlængst havde opdaget, at det var ham, men som var for generte til at give sig til kende, før Vasilenko hilste på ham.
I 2004 er ærbødigheden stadig stor for en af den sovjetiske litteraturs store koryfæer, men jeg forlader boghandlen med en stak helt unge forfattere under armen og med tak til Svetlana Vasilenko.
[1] Romanen udkom på russisk første gang i tidsskriftet Novyj Mir, 11/1998. Den er oversat til engelsk: Shamara and Other Stories, Northwestern University Press, 1999, samt tysk: Die Närrin, Deutsche Verlags-Anstalt, 2003.
[2] Svetlana Vasilenko: Дурочка, роман-житие, udgivet bl.a. af forlaget Vagrius, Moskva, 2000.
[3] Aleksej Slapovskij: Первое второе пришествие, udgivet bl.a. på forlaget Grant, Moskva, 1999. [4] ”Царица Тамара” udkom første gang i 1989 (Встречный ход, Moskva)