Af Nanna Østergaard Nøhr, BA i Ruslandstudier
I Dostojevskijs debutroman fra 1846 skildres den fattige underklasse i datidens Skt. Petersborg gennem en brevveksling mellem embedsmanden Makar Aleksejevitj Devusjkin og den unge syerske Varvara Aleksejevna Dobrosjolova. Gennem brevkorrespondancen beskrives de to hovedpersoners liv med alt, hvad det indeholder af glæder og bekymringer – mest det sidste.
Makar, hvis arbejdsopgave med at kopiere dokumenter gør ham til en af de laveste i embedsværkets hierarki, er i starten ganske godt tilfreds med livet. Heller ikke det, at han i stedet for at leje et værelse må nøjes med en afskærmet del af ejendommens fælleskøkken, lader til at gå ham på. For som han selv siger, så er det alt sammen grundet bekvemmelighed og intet andet. Det bliver dog ret tydeligt, at Makar for det meste blot forsøger at dække over tingenes tilstand for at imponere genboen Varvara, som han er forelsket i. Med tiden forværres Markars situation. Han tvinges ud i flere mislykkede forsøg på at låne penge og får sat sit rygte og omdømme på spil, da han i jalousi kommer i slagsmål med en officer, som har gjort tilnærmelser mod Varvara. Det samme omdømme lider også et knæk, da relationen mellem ham og den noget yngre Varvara bliver kendt af hans værtinde og de andre beboere, som han deler bolig med.
For Varvara har det ikke altid ligget i kortene, at hun skulle ende som fattig syerske på et lille værelse i Skt. Petersborg. Som hun selv beskriver det i et af sine breve, så kommer hun fra en meget lykkelig barndom ude i provinsen, hvor hendes far forvaltede fyrst P.s store gods. Hendes liv tager en drejning, da hun som tolvårig er tvunget til at flytte ind til byen, fordi hendes far mister sit arbejde. To år efter dør faren, og Varvara og hendes mor er tvunget til at flytte ind hos Anna Fjodorovna – en fjern slægtning af familien. Årerne hos Fjodorovna er svære, og forholdet mellem Varvara og hendes værtinde er mildest talt anstrengt, dog har det også sine lyspunkter, da hun forelsker sig i den fattige student, Pokrovskij, som også er logerende hos Fjodorovna. Efter sin mors død kæmper Varvara for at klare sig selv som syerske, så hun kan slippe fri af Fjodorovna, som bliver ved med at dukke op i hendes liv.
Samtidig med beretninger fra de to hovedpersoners liv indeholder brevene også refleksioner, der rækker længere ud end det. Samfundshierarkiet og dets betydning for menneskets plads i livet udgør en gennemgående tematik og afspejler datidens opdelte klassesamfund, hvor enhver måtte affinde sig med den plads, de var født til at udfylde eller kunne arbejde sig op til. Og for bogens hovedpersoner, som så mange andre, har religion haft en betydningsfuld rolle, når forklaringen på den uretfærdige fordeling af goder og muligheder i livet skulle findes. Dette ses blandt andet i Makars reaktion på Nikolaj Gogols Kappen. Her forklarer Makar menneskets lod her i livet som noget, der på forhånd er bestemt af Gud. Det er Vorherre, som tildeler evner og stand til mennesket, og menneskets kan derfor intet andet end at udfylde den rolle i livet, som Gud har givet evner til. At Makar ser Kappen som et direkte angreb på sig selv, er heller ikke overraskende, da der er mange ligheder at finde mellem Makar og Kappens hovedperson, den lavtstående embedsmand Akakij Akakijevitj. For Dostojevskij var Gogol en stor inspirationskilde, hvilket ses tydeligt i flere af hans tidlige værker.
På trods af bogens alder formår den, her mange år senere, stadig at sætte tanker i gang om den tid, vi lever i. I vores moderne samfund, hvor alle i højere og højere må klare sig selv og har ansvaret for egen lykke, udgør bogens to hovedpersoner en tankevækkende kontrast. Til tider giver deres beskrivelser af deres elendighed én lyst til at ruske hårdt i dem, give dem et koldt bad og bede dem om at tage sig sammen. For vi er efterhånden blevet vant til, at ansvaret for vores egen lykke og velstand udelukkende hviler på os selv. Bare titelordet ”stakkels” kan næsten ikke nævnes uden også automatisk at tænke på svaghed – et karaktertræk, som der i dag er meget lidt plads til. Denne svaghed, som tangerer selvmedlidenhed, kommer til udtryk flere gange i bogen, som eksempelvis da Makar beskriver, hvordan han fuldstændig uforskyldt mistede chancen for at modtage en fortjenstmedalje:
”Jeg har levet sådan i verden, at jeg endda på et tidspunkt blev indstillet til en fortjenstmedalje. (…). Men ak, onde mennesker stillede sig i vejen! Jeg vil sige Dem, min egen, at nok er jeg et uoplyst menneske, måske endda ubegavet, men jeg har det samme hjerte som enhver anden. Ved De, kære Varvara, hvad jeg måtte udholde fra onde mennesker?”
Men netop at opleve at blive irriteret på de to hovedpersoner i situationer som denne kommer også som en velkommen reminder om et menneskesyn, som i dag måske er blevet lidt for kynisk og præstationspræget.
Selvom der ikke er den store fremdrift i handlingen, og man som læser ofte får fornemmelsen af, at det hele kører i ring, og at alt foregår i en konstant vekselvirkning mellem at have penge og ikke have det, mellem selvmedlidenhed og stor selvrespekt, så bliver det aldrig kedeligt. I samspillet mellem de to hovedpersoner opstår der også ret morsomme øjeblikke, som da Makar i storladne vendinger beskriver, hvor lykkelig han er for, at Varvara har fulgt hans idé om at lade et hjørne af gardinet i sit værelse være foldet tilbage som et tegn på, at hun tænker på ham. Den nærmest euforiske stemning får Varvara dog hurtigt slået til jorden igen, da hun fortæller, at hun slet ikke havde skænket gardinet en tanke, og at det nok bare havde sat sig fast ved et tilfælde. Det er også i situationer som disse, at det bliver tydeligt, hvordan sproget, i Tine Roesens oversættelse, er med til at skabe levende og tydelige figurer. Man fornemmer Makars storladenhed og stærke retfærdighedssans, som også kommer til udtryk i de lange betragtninger om den fattige mands lod i livet. Samtidig mærker man Varvaras mere jordbundne og rationelle natur, som kommer frem i hendes talrige beklagelser over Makars ufornuftige brug af penge. Men i sidste ende er det den underlæggende hengivenhed og kærlighed, som de to nærer til hinanden, der gør, at dette er en varm og humoristisk fortælling om venskabets betydning.
I efterordet giver Tine Roesen et indblik i den baggrund, som romanen er blevet til på. Udover en kort introduktion til Dostojevskij og hans tidlige forfatterskab, så sættes flere af bogens elementer også i et større perspektiv. Dette er både i forhold til datidens samfundsorden og i forhold til Dostojevskijs senere værker og de forfattere, som har været hans inspirationskilde. Efterordet giver et interessant indblik ”bagom” bogen, og for en førstegangslæser af Dostojevskij vil det ikke mindst fungere som en god introduktion til en af historiens største forfattere. Værket i sig selv er dog på mange måder så overskueligt og umiddelbart, at det sagtens kan stå alene uden nogen anden fortolkning end læserens egen.
Brevromanen har tidligere været oversat til dansk med titlerne Fattige Folk og Arme mennesker.
Udkommet på Gyldendals Forlag dec. 2019, oversat og med efterord af Tine Roesen, 262 s.