1921
Oversat af Else-Marie Vig
21. Politimesterens strabadser.
Det var lige, hvad der manglede. Det var, som havde man drukket djævlen fra sans og samling. Hænderne op! Derhen! Og det – her og nu! Nu havde politimesteren, Ivan Arefitj, fået så rigeligt at tage sig af.
Fra guvernementets militære retsvæsen var der ankommet én, – og alt det på grund af en eller anden snothvalp. En dommer: Oberst, spinkel, med gråt, karseklippet hår og fordøjelsesproblemer. Sikke Ivan Arefitj anstrengte sig for at gøre ham til pas! Han kunne hverken spise det ene eller det anden, – ja, en veritabel plageånd var han.
Da den uindbudte gæst var ankommet første gang, havde Ivan Arefitj arrangeret et fortræffeligt morgenmåltid: Der stod flasker på bordet, uåbnede kikseæsker, skinker og pier. Men dommeren blev grøn af arrigskab. Han stak til højre og venstre med sin gaffel og snusede til maden:
– Det er mig for fedt.
Så hang han med næbbet og spiste ikke noget. Politimesterfruen Mar´ja Petrovna led forskrækkeligt.
– Ak, min Gud, Dommer, hvorfor spiser De ikke? – og hun tænkte: ”Mon han er ude efter min kære Ivan Arefitj.”
Til gengæld var denne dommer-sjæl også et plus for dem. Han lignede en lille rullesten, var skaldet og lyserød som en pattegris. Han gik vel sagtens i sauna mindst et par gange om ugen. Alt bævrede, han skoggerlo, – og så tog han alligevel to portioner af alt.
– Nå, ja, så endnu et lille stykke pie. Det er kun, ved I, sådanne primitive og fjerne steder i hele Rusland som her hos jer, man stadig kan tilberede pirogger på gammeldags maner …
Om aftenen blev der tændt stearinlys i politimesterens kontor (der havde aldrig tidligere været tændt lys her), på skrivebordet flød det med papirer. Ivan Arefitj pulsede løs på sin papirosa[9] og viftede røgen væk, Guderne forbyde, den skulle blæse hen i retningen af dommeren.
Dommeren læste papirerne igennem igen og skar surt ansigt:
– Hvorfor skal vi beskæftige os med den slags knægte? Når man nu alligevel ikke kan slå et ord ud af ham. Det er fornærmeligt. Den sag skulle De som politimester selv kunne opklare.
Da Ivan Arefitj sad på sengekanten og trak sine støvler af, beklagede han sig til politimesterfruen:
– Jeg har ingen anelse, Masja, om, hvordan jeg skal give ham mere end den ene forbryder? Én er for lidt! Men, hvor skal jeg finde den anden, når han nu stak af? Ja, se nu til, at du ikke glemmer, at dommeren – til morgenmad – skal have havregrød, kogt på mælk og en flaske mineralvand. Åh, jeg frygter ham, han kan gøre stor skade, – ondskaben selv er han!
Mar´ja Petrovna skrev ned:
– Grød … Mineralvand … du, Ivan Arefitj, du skulle nu snakke lidt med Blinke. Han er en lurendrejer, han skal nok hitte på noget, Gud give det. Prøv det dog.
Ivan Arefitj skrev sig det bag øret og sov stille og roligt.
På torvet foran politistationen, foran de gule, afskallede vægge, var der marked. Der var oprejste og sammenbundne vognstænger, heste med muleposer, fyldte med havre, tønder med surkål og vogne med hø. Folk gav hinanden håndslag, de handlede, nogle falbød højlydt deres varer, hestevognene peb og hvinede, i bar vest sad forsamlingsformandens kusk og fordrev tiden med harmonikaspil.
Men på politimesterens kontor var de i færd med at flikke et forhør sammen. Dommeren lyttede trist til sit indre: Maven rumlede hult. ”Ak, Herre Gud, en hel uge havde der ikke været noget i vejen, men det var som om … ”
Gamle Tjurilov trådte ind, adstadig, gråskægget og i lang frakke. Han slog korsets tegn.
– Jo, hvordan var det nu? Ja, sådan, hvis vi skal have alt på det rene …
Han fortalte så, mens han tørrede sig med sit bomuldslommetørklæde.
Han stod lidt og tænkte: ”Det ku´ være godt at sladre om slynglen Timosja, øvrighederne ser ud til at være i et godt lune”.
– Der var så også, Deres velærværdighed, ham skrædderen Timosja – den håbløse sjæl og slyngel. Han forsvarede knægten – den samme, der skød. Jeg spurgte ham: Holder du med dem, eller hva´? Han vendte sig mod mig, foran hele flokken …
De lod den gamle gå. Dommeren gned sig i sine små buttede hænder, knappede den nederste knap i uniformsjakken op, og til politimesteren sagde han ganske stille:
– Hm, denne Timosja … Hvad tror De?
Uden for vinduet blev der handlet, råbt, og vognene peb og hvinede. Dommeren mistede besindelsen:
– Ivan Arefitj, så luk dog det vindue! Jeg får hovedpine. Hvad er det for manerer – at holde marked foran selve politistationen!
Ivan Arefitj gik på tåspidserne hen, lukkede vinduet og råbte:
– Næste.
Sløvt og skabagtigt fortalte skattemesterens svigersøn sin version.
– Vil det sige, at han vendte tilbage til kroen og derefter igen kom løbende ud? Ah-ha, og lommetørklædet? De sagde et eller andet om et lommetørklæde? Gik han tilbage efter et lommetørklæde?
Skattemesterens svigersøn tænkte på Timosjas rødplettede lommetørklæde, men skar surt ansigt og sagde snøvlende og småfornærmet:
– Hvilket lommetørklæde? Jeg kan ikke huske noget lommetørklæde.
Det var under hans værdighed overhovedet at mindes dette lommetørklæde.
Baryba fulgte med vanlig næse dommerens spørgsmål. Da de nåede til spørgsmålet om lommetørklædet, sagde han overbevist:
– Nej, et lommetørklæde var der ikke tale om. Han sagde blot: Jeg har noget, jeg skal deroppe.
Da de havde sendt Baryba ud, slubrede dommeren lidt kold te i sig og sagde til politimesteren:
– Vil De bede Deres fuldmægtig om at lave en skrivelse om at denne Timosja skal arresteres? Efter min mening er disse afhøringer … Jeg ved, at De til tider er særdeles forsigtig, men dette her …
Dommeren havde mavepine; det rev og sled i tarmene, han rullede sig sammen og tænkte: ”Fandens! Den forbistrede politimesterfrue, den tykke dumrian, hvad er det for en provinsiel måde …, – alting skal være så fedt … ”
– Som jeg siger, Dommer …
– Åh, stands, for Guds skyld! Skriv, hvad der passer Dem. Jeg har en forfærdelig mavepine.
22. Seks 25-rubelsedler
Ingen blev overraskede, da de hentede Timosja.
– Det har han bedt om længe.
– Han var en sand mester i at lade munden løbe. Respektløs var han! Han snakkede om Gud, som om det var købmanden Aver´jan, han snakkede om, og det bør man ikke. Han stak sin næse i alt, og han dømte alle. Ja, undskyld mig, men han dukker op ligesom den gamle grædekone Maremjana, der kommer for at sørge over alle og enhver.
Og Blinke sagde:
– Her i landet bliver sådanne hoveder ikke siddende på ret længe. Men du og jeg Baryba, vi overlever.
Han dunkede Baryba i ryggen og så på ham med sine store ikon-øjne, hverken hånligt eller venligt: Det siger jeg – en hykler, det er han.
Samme aften havde Semjon Semjonytj Blinke inviteret politimester Ivan Arefitj på en kop te. Og han bad i Jesu Kristi navn: De må instruere denne … hvordan han dér … gør det rigtige. Nå, ja, ham din … Baryba. Så han i retten fremlægger noget afgørende i sagen. Jeg ved jo, at han er en slags specialist, nå, lad mig sige det, som det er, jeg er jo blandt mine egne her. Guderne skal vide, at man har drejet armen rundt på mig – disse guvernementsfolk, jeg ville gerne gøre kort proces med ham og bede ham skrubbe af. Uf, denne dommer med alle hans fordringer: Han vil have det præcist sådan – og ikke spor anderledes …
Efter en del forhandling kom de frem til en pris på seks 25-rubelsedler.
– Nå, hvad – pyt – lidt mere eller mindre. Og denne der … hvad er det nu han hedder …
ham den lokale …, vi finder en stilling til ham – Baryba. Det kan vel næppe være bedre? Ja, som skriver eller som betjent …
Næste dag over en ”Kronberg”[10] forsøgte Blinke på alle mulige og umulige måder at overtale Baryba, – han strøg ham med hårene. Alligevel tøvede Baryba.
– Vi har jo været svirebrødre engang, det er nu lidt underligt og ubehageligt.
– Ak, min kære, er det noget, vi to skal bekymre os over eller endsige tænke på? Vi skulle nødig skilles fra vore hoveder – sætte livet på spil. Som i en eller anden fortælling: Hvis du ser dig tilbage, vil du dø af skræk! Så er det bedre ikke at se sig tilbage. Ja, og der er endnu lang tid til denne retssag. Hvis det til den tid hænger dig ud af halsen, kan du afslå at komme.
Ja, det er jo sandt, fanden tage ham, han har jo alligevel svindsot – ham den … Og jeg ville så kunne få en stilling … Nå, ja, hvad fanden, hvorfor skulle jeg leve af brød og kvas resten af livet?” Pludselig sagde Baryba højt:
– Dette gør jeg kun for Dem, Semjon Semjonytj. Kun for Dem – ikke for noget som helst andet …
– Hvis det ikke var for mig … så ville du, min ven, det ved jeg, aldrig være kommet til en sådan rigdom. Du ville hverken være fugl eller fisk. Men nu …
Han tav, bøjede sig derpå pludselig mod Barybas ene øre og hviskede:
– Drømmer du aldrig om djævlen? Hver eneste nat ser jeg djævlen i mine
drømme, – hver eneste nat, forstår du?
23. En irriterende myre
Baryba indvilligede og gik hen til politimesteren; politimesteren gav ham en bunke penge og lovede ham guld og grønne skove … Så Baryba skulle have været glad. Men se, der var noget, der generede ham, – noget forstyrrede ham. Det var, som om en eller anden mitte[11] eller en myre var kravlet ind under tøjet; den kravlede rundt og rundt, og han kunne ikke fange og mase den.
Da Baryba havde lagt sig for at sove, tænkte han:
I morgen aften. Der er jo en hel dag til retssagen. Jeg gør det sådan, jeg går derhen og siger fra. Jeg er herre i mit eget hus.”
Han sov – sov ikke. Det var, som om han forsøgte at tænke en eller anden endnu ikke færdigtænkt tanke til ende:
– Og den skrædder har jo alligevel ikke langt igen.
Igen drømte han om: Hullet i provinsen, eksaminer, præsten, der sad og proppede sit skæg ind i munden.
Igen dumper jeg, – igen”, – tænkte Baryba.
Og han tænkte:
Men klog, – det var han, Timosja. Ret skal være ret.”
”Men hvorfor, var?” Hvordan ”var”?
Hans øjne var vidt åbne i mørket, og han kunne ikke falde i søvn igen. Den irriterende myre kravlede igen rundt og plagede ham.
Hvorfor ”var”…?
24. Farvel
Det var sent – næsten middag, da Baryba vågnede i sit lille kammer i Streletsk: Alt omkring ham var lyst og klart. Det var, som om alt, hvad han skulle sige i retten, var afklaret. Det var, som om alt, hvad der havde plaget ham i nattens løb, var borte, det var, som om intet var hændt.
Aprosja bar samovaren og frisk brød ind. Hun stillede sig i døren, hendes ærmer var smøget op: Venstre albue – under albuen højre hånd, og på højre hånd hvilede hun sit hoved let på skrå. Alt, hvad hun ønskede var at lytte til Anfim Jegorytj, – bare stå dér og lytte, sukke, nikke medfølende og ryste medlidende på hovedet.
Baryba var blevet færdig med teen. Aprosja rakte Anfim Jegorytj diplomatfrakken og sagde:
– Sikke et godt humør du er i i dag, Anfim Jegorytj. Er det, fordi du får penge?
– Det får jeg, – sagde Baryba.
I retssalen sad Timosja, – der var intet at se: Han holdt modet oppe, han drejede hovedet, hans hals var blevet lang og tynd – utrolig tynd, det var skrækkeligt at se på.
Den mørklødede unge knægt var ganske aparte: Et æsel. Det var, som om hans knogler
pludselig var blevet bløde og helt møre. Han blev ved med at vælte sidelæns. Betjenten havde nok at gøre med at rette ham op og lod ham støtte sig op ad væggen.
Baryba talte klart og overbevisende, men han skyndte sig: Alt sammen for hurtigst muligt at kunne komme ud derfra. Da han sluttede, spurgte dommeren:
– Men, hvorfor har De tidligere holdt mund? Sikke betydningsfuldt et materiale. Da dommeren gjorde sig parat til at gå, sprang Timosja pludselig op og sagde:
– Så farvel da alle sammen!
Ikke én svarede.
25. En morgen på en markedsdag
Om morgenen – en lystig markedsdag foran tugthuset, foran politimesterens hus og retten – var luften tyk af pattegrisenes hvin, støv og sol, duften af vognlæs med æbler og lugten af heste. Forstyrret af markedslarmen hørtes en uklar, sammenfiltret klokkeklang – et eller andet sted gik en kristen procession og bad for regn.
Politimesteren Ivan Arefitj trådte – med en papirosa – tilfreds ud på trappen i sin falmede uniform, han sagde, mens han kiggede strengt ud over menneskemængden:
– Forbryderne har fået deres lovformelige straf. Jeg ad-va-rer jer …
Menneskemængden blev stille; pludselig raslede og svajede den, som var det vinden, der fór gennem en skov.
En eller anden tog huen af og slog korset tegn for sig. Men i de bagerste rækker, – langt væk fra politimesteren, lød en stemme:
– Af sted til galgen, hva´, djævle er I!
Ivan Arefitj vendte sig brat omkring og gik ind. Straks var det, som folk vågnede foran trappen. Alt spektakel brød straks løs igen, hænder røg i vejret, alle ville høres. Den rødhårede betjent viftede med armene.
– De lyver, der er ikke nogen, der er blevet hængt, – sagde han overbevist.
– Det er utænkeligt: Hvordan kan man hænge en levende? Det kan han vel ikke få sig til,
– en levende? Han ville kæmpe med næb og klør … Skulle en levende lade nogen lægge en løkke omkring sin hals, det er da utænkeligt, ikke?
– Se, det er, hvad man får ud af at blive klogere, – det er bøgerne, – sagde en af de gamle købmænd. – Timosja, han var til fulde en klog fyr, men han havde glemt sin Gud, så er det …
Den rødhårede kiggede ondt på den gamle oppefra og fik øje på, at der voksede lange, grå hår ud af hans ører.
– Du må hellere tie stille, du står jo selv på gravens rand, – sagde den rødhårede. – Se, der vokser jo allerede hår ud dine ører.
Den gamle vendte sig vredt omkring, han maste sig gennem menneskemængden, mens han mumlede:
– Alle og enhver kan formere sig i dag … Den gamle levevis er slut her, de har forstyrret freden, har de.
26. Blanke knapper
En hvid uniformsfrakke – endnu ikke vasket én eneste gang, sølvglinsende knapper og gyldne snore på skuldrene.
Hellige Guds moder! Er det virkelig sandt? Familien Balkasjins gård og alt andet her, – alligevel går jeg, Baryba, her med epauletter!”
Han følte efter: Både her og der, jo, de var der. Så må det være sandt. Ud fra notarius, ned ad hovedtrappen med udhængsskiltet, trådte posten Tjernobyl´nikov. Han standsede op og så sig tilbage. Han gjorde honnør, – klovnede:
– Hr. Ordensmagt!
Baryba gik næsten i chok af stolthed. Nonchalant tog han sin hånd op til skyggen på sin kasket.
– Er det længe siden, de udnævnte dig?
– Jo, det er tre dage siden. Uniformsfrakken har de først gjort færdig nu.
De har lagt sig i selen i dag – med at sy den.
– Vig-tigt er det! Så er du blevet en af ”øvrigheden”? Nå, mine bedste ønsker.
De gik hver til sit. Baryba gik videre: Jeg må hen til politimesteren i dag. Han gik, han skinnede, selvtilfreds som en majsol var han med sine skuldersnore. Han smilede sit firkantede smil.
Foran tugthuset standsede Baryba op, han spurgte betjenten:
– Er Ivan Arefitj hjemme?
– Nej, det er han ikke, han er ude til et mord.
Det var den samme betjent, Baryba havde skjult sig for dengang for længe siden, da han løb rundt og stjal på markedspladsen. Betjenten hilste nu muntert og gjorde honnør.
Baryba var egentlig glad for, at politimesteren var ude til et mord: Baryba kunne så slentre rundt i solen i sin nye uniformsfrakke, og alle ville gøre honnør. ”Hvor er det skønt at leve på denne jord! Hvilket fjols, jeg var lige ved at sige fra.” Jernkæberne skurrede, han ville kunne knuse de allerhårdeste småsten lige nu, – ligesom dengang.
– Ah-ha! Selvfølgelig! Det er nu jeg skal hen til fader. Det gamle fjols, han smed mig ud, mon ikke han vil kigge lidt nu.
Han passerede Tjurilovs kro, han gik forbi de tomme markedsboder, ad det rådne bræddefortov, videre, hvor der slet ikke var noget fortov og ind gennem græsbegroede gyder.
Ved den lappede, lasede oliestofbetrukne dør, ak, et gammelt bekendtskab, standsede han op et øjeblik. Det var næsten, som om han følte kærlighed til faderen. Ja, han fik ligefrem lyst til at kysse hele byen nu, hvor han for første gang var i sin uniform med epauletter og blanke knapper.
Baryba bankede på. Ud trådte faderen. Ak, min ven, sikke gammel han var blevet! Grå skægstubbe på kinderne; brillerne helt nede på næsetippen, og han kiggede længe.
Kunne han, eller kunne han ikke kende ham, det var ikke til at se, han tav. Så:
– Hvad vil du? – brummede han i skægget
Uf, vred er han. Nå, han kunne ikke genkende Baryba, det var klart.
– Nå, du kan ikke kende mig, du gamle mand? Det var mig, du smed ud, husker du det?
Jeg er imidlertid, som du kan se … De udnævnte mig for tre dage siden.
Den gamle pudsede næsen, tørrede fingrene i forklædet og sagde:
– Jeg har hørt om dig, ja, jeg har, sådan … Godtfolk har snakket.
Igen kiggede han roligt hen over sine briller.
– Både om munken, fader Jevsej og … også om skrædderen.
De grå skægstubbe på hans kinder begyndte pludselig at vibrere.
– Ja, om skrædderen snakker de.
Pludselig rystede den gamle over hele kroppen, han begyndte at råbe, og spyttet sprøjtede.
– Ud af mit hus, forsvind herfra, din kæltring! Jeg har jo sagt, du aldrig skulle sætte dine ben her mere. Af sted, forsvind med dig, forsvind!
Forrykt spilede Baryba øjnene op og stod meget længe uden at forstå noget som helst. Da han endelig fik sig tygget igennem dette, vendte han sig tavst og gik tilbage.
Et grumset halvmørke havde sænket sig over gaden. En dyster vind stod ind ad det åbne vindue.
På Tjurilovs kro ved et lille bord sad Baryba med spredte ben og hænderne i lommerne, han havde allerede fået sig en tår over tørsten. Han mumlede ud gennem næsen:
– Nå, jeg s-s-pytter på ham. Han er gået fra fors-s-standen. S-s-spytter …
Men noget havde bundfældet sig: Et eller andet var blevet grumset. Det var ikke længere en munter majdag.
I hjørnet over for Baryba havde tre ekspedienter fra Krasnojarsk slået sig ned: Den ene fortalte noget, mens han lænede sig frem, de to andre lyttede. Pludselig skraldgrinede de alle tre, de druknede i latter. Det må have været noget meget morsomt.
– Ah-ha, sådan? Og? Jeg s-ska´ vis-s-e dem alle, s-skal jeg, – mumlede han ud gennem næsen.
Hans øjne svømmede; hans firkantede mund flækkede ondt; og hans store jernkæbemuskler trak sig sammen.
Igen skraldgrinede de tre ekspedienter muntert.
Baryba trak pludselig sin hånd op af lommen og hamrede kniven i tallerknen med fordrukne, famlende stød.
Tjeneren Mitka kom over, lænede sig ind over Baryba, smilede med den kind, der vendte hen mod ekspedienterne, og udtrykte respekt med den kind, der vendte hen mod ham, – mod hr. Ordensmagten. Ekspedienterne trak næserne til sig og lyttede.
– S-s-hør efter. S-s-ig til dem, at s-det er forbudt-s at grine. Jeg s-s-ka´. Fra nu af – for-budt-s at grine her… Ej-j, s-stans-s, jeg gør det s-selv!
Svajende, kolossal, firkantet og altødelæggende rejste han sig, og buldrende bevægede han sig hen mod ekspedienternes bord. Det var, som om han slet ikke var et menneske, men et genopstået gravpladsmonument, en klodset, russisk stengudinde.[12]
9. Papirosa: Cigaret med mundstykke af pap.
10. Et ølmærke
11. En mitte, der er i familie med myggen, men er meget mindre, kaldes på norsk og svensk for knot.
12. Kamennaja baba: 1,5 – 3m høje. Disse oldtidens stengudinder optræder i flere af Zamjatins fortællinger. Fx i ”En fortælling om det allervigtigste”, 1923. Foto: Else-Marie Vig.
Oversat fra: Уездное, 1921, Избранные произведения в двух томах, Художественная литература, Москва, 1990