Evgenij Zamjatin: Et hul i provinsen Del 1

1. Den firkantede

Faderen hakker på ham uafbrudt: ”Lær nu de lektier, lær dine lektier, ellers ender du som jeg, med at flikke støvler.”
Men hvordan skulle man kunne lære noget her, når man står øverst på listen og derfor altid bliver råbt op som den første:

– Baryba Anfim. Vær så god.

Og Anfim Baryba rejser sig, han sveder, og det er lige før, han trækker sin lave pande helt ned til øjenbrynene.

– Og igen har du ikke forstået et kvæk? Ak, ak, og selvom du er lille af vækst, er du gifteklar. Sæt dig, min ven.

Baryba havde sat sig. Og han sad solidt – et til to år i hver klasse. Således blev Baryba skridt for skridt og uden at skynde sig endelig færdig.
På det tidspunkt var han omkring de femten år. Som god vintersæd var skægget strøet ud over hans overlæbe, og han løb rundt sammen med de andre unge ved Streletskij-søen for at se, hvordan fruentimmerne bader. Men bagefter, om natten, kunne han ligeså godt lade være med at lægge sig til at sove: hede drømme kom krybende og opførte en sådan ringdans, at…

Næste morgen står Baryba op – forlegen, og han vandrer rundt hele dagen uden mål og med. Han gemmer sig i klosterskoven, til det bliver nat. Og skolen? Åh, til helvede med den!
Om aftenen giver faderen ham igen en overhaling: ”Stak du nu af igen, det er uhørt, dit egensindige bæst?” Selvom faderen er fuldstændig hæmningsløs: bider Baryba tænderne sammen og siger ikke et kvæk. Blot træder alle kanter i hans sælsomme ansigt endnu mere stikkende frem.

Ja, det er sandt: kanter. Det er ikke for ingenting, provinshullets unger kaldte ham for Strygejernet. Tunge jernkæber, en bred, firkantet mund og en lav pande: Som et strygejern, med tuden i vejret. Ja, hele Barybas krop var bred, svær og skramlende, alt ved ham var som lavet af lige linjer og kanter. Men hver en del var tilpasset den anden, så alle de uharmoniske stykker kom til at udgøre et hele: muligvis både vildt og rædsomt, men alligevel et hele.

Ungerne var lidt bange for Baryba: et dyrisk væsen, der kunne hamre én ned i jorden med sine tunge næver. De tirrede ham, oftest gemt bag et hjørne en hel mil væk. Til gengæld kunne de, når Baryba var sulten, more sig kosteligt med at fodre ham med boller.

– Hej, Baryba, knaser du dem her for en halv bolle?

Så stak de ham nogle småsten, og de valgte altid de hårdeste.

– For lidt, – mumlede Baryba dystert, – en hel.

– For fanden, den ædedolk! – men de fandt en bolle. Og Baryba begyndte at knase småsten til stor morskab for ungerne, han malede dem mellem sine jern-møllesten – bare fyld på, som du ved. Til morskab for ungerne, uhyrligt.

Morskab for morskabens skyld, men når eksamen stod for døren, så måtte også spasmagerne sætte sig til bøgerne, og til ingen verdens nytte stod den grønne maj for døren.
Den 18., på zarina Aleksandras navnedag, var der ifølge loven eksamen – afgangseksamens første fag. Så om aftenen lagde faderen begtråd og støvle til side. Han lagde sine briller og sagde:

– Nu husker du det, Anfim, skriv dig det bag øret. Hvis du heller ikke består nu, sparker jeg dig ud!

Som om det skulle gøre det lettere for ham: tre dage til eksamensforberedelserne. Desværre dukkede spillet ”Plat og krone” op blandt børnene – ak, hvilket forførende spil! I to dage kørte det ikke for Anfim, han tabte hele sin kapital: syv daler og en ny livrem med spænde. Han kunne drukne sig! Men så den tredje dag, Gud ske tak og lov, vendte alt, og han vandt mere end en halv gang så meget tilbage.

Den 18. kaldte de ham naturligvis ind som den første. Ikke et kuk, de ventede: nå, og så begyndte han, den stakkel.
Baryba strakte sig og stirrede på den hvide lap. Papirets hvide farve og angsten gav ham en svag kvalme. Alle ordene havde sukkende trukket sig bort: ikke ét var tilbage.

Fra forreste skolepult hviskede ”sufflørerne”:

– Tigris og Eufrat … Haven, de levede i … Mesopotamien. Me-so-po-ta … Døve spektakel!

Baryba begyndte at tale, den ene ord blev lagt ovenpå det andet, som mursten – langsomt og tungt.

– Adam og Eva. Mellem Tigris og … denne … Eufrat. Paradis var en kæmpehave. I den boede mesopotamusser. Og andre dyr …

Præsten nikkede, som om han var meget rar. Baryba fattede nyt mod.

– Og disse mesopotamusser, hvem var de? Nå, Anfim? Forklar os det lille Anfim.

– Mesopotamusser … Det var sådan … Fortidsdyr … Meget grådige. Og de var i Paradis. De boede ved siden af …

Præsten gryntede af latter, mens han dækkede sit ansigt med sit lange skæg, og børnene lå flade hen over skolepultene.

Baryba gik ikke hjem. Han vidste jo, at faderen var en mand, der holdt ord: som sagt – så gjort. Og desuden var han god til at svinge livremmen.

2. Sammen med hundene

Der var engang en købmandsfamilie, Balkasjins hed de, respektable var de, og på deres fabrik bryggede og bryggede de på malt. Men altså, et år med kolera døde de alle ganske pludselig. Man siger godt nok, at der i en eller anden fjern storby lever nogle af deres arvinger, men de kom alligevel aldrig. Så dette var et trist, forladt hus, der var tilfaldet staten. Træspiret lænede sig skævt til siden, vinduerne var sømmet til med brædder over kors, og gårdspladsen var overgroet af ukrudt. Ind over stakittet til Balkasjins gård dryssede man sine hundehvalpe og kattekillinger, og ind under stakittet krøb de omflakkende hunde på rov.
Det var altså her, Baryba slog sig ned. Han var faldet over en gammel kobås, hvor dørene ikke var aflåste, og der i båsen var en krybbe, der var tømret sammen af brædder: Hvorfor ikke bruge den som seng? Det var en velsignelse for Baryba: han behøvede ikke at læse, han kunne gøre, hvad der faldt ham ind: Bade, indtil tænderne klaprede, og han kunne dandere den hele dagen og flakke omkring i klosterskoven – både dag og nat.

Alt synes godt, men snart var der ikke mere mad. Hvor længe kunne de småpenge, han havde, slå til?

Baryba begyndte at snige sig omkring ved markedet efter bytte. Med en disharmonisk, dyrisk fingerfærdighed, langfingret, imens han skjulte sig og kiggede sig skulende omkring, snusede han rundt mellem de ophængte – ja, ganske højt hængende – hvide sejldug og omkring de havregumlende heste og kællingerne, der trættekære og uafbrudt knevrede løs, og – han var parat og haps – så havde Baryba skaffet sig sin aftensmad.

Fik han ikke noget med sig fra markedet, løb Baryba af sted til forstaden Streletsk. Til fods eller krybende på alle fire strejfede han omkring til fadebure, lader og i køkkenhaver. En ram lugt af malurt rev ham i næseborene, men nyse – Gud forbyde det: Husets mutter, snart er hun her, og snart er hun dér, hun flyver rundt i bedet, og det røde tørklæde dykker ned i alt det grønne. Baryba samler kartofler og gulerødder. Hjemme i Balkasjins gård steger han dem, han spiser, mens han brænder sig, uden salt – sådan helt uden videre, indtil han er mæt. Her gælder det ene og alene om at hytte sit skind.

Nogle dage har han slet ikke heldet med sig, da sidder Baryba sulten, og med ulveagtige, glubske øjne stirrer han efter hundene: de gnaver knogler og leger lystigt med dem. Baryba stirrer …

Dage, nætter, måneder. Ak, han var led og ked af at leve sammen med de sultende hunde i Balkasjins gård! Baryba var tørret ind – var blevet knastør, lodden og sort; af sult var han blevet endnu mere skarp, ud stak kindben og kæber som kanter, endnu tungere og endnu mere firkantet var hans ansigt blevet.

Kunne han blot stikke af fra dette hundeliv. Blive menneskelig – som almindelige mennesker: Drikke skoldhed te og sove under en dyne.

Der var dage – hele dage, hvor Baryba lå i sin afkrog på maven i halmen. Der var dage – hele dage, hvor Baryba fór hvileløst omkring i Balkasjins gård og ledte efter mennesker – efter et eller andet menneskeligt.

På naboens, familien Tjebotarikhs gårdsplads, var der altid folk helt fra morgenstunden: Garvere med skindforklæder og kuske med hestevogne, lastede med skind. Hvis de fik øje på den fremmedes øje, der bevægede sig i et af stakittets knasthuller, slog de med piskens skaft.

– Hej, hvem der?

– Hej, har de efterladt en livegen på Balkasjins gård?

Baryba fór med et spring – som en ulv – ind til sig selv i afkrogen og ned i halmen – han dukker sig. Uf, kunne han blot få fingrene i disse forbandede kuske: Så skulle han lære dem, ja, han skulle give dem …

Ved middagstid hugger knivene løs i køkkenet hos familien Tjebotarikh, det dufter af sule- og stegemad. Skælvende – som dækket af rim – sidder Baryba som frosset fast til sprækken i sit stakit og formår ikke at løsrive sig, før de er færdige med at spise.

Når de er færdige med at spise, er det som om, han får det bedre. De er færdige. Ud i gården krabber selveste Tjebotarikh-madammen af sted: helt rød, hun har siddet for meget og kan næsten ikke gå på grund af overfodring.

– Ak, – jern mod jern, – Barybas tænder skurrer.

I helligdagene lød kirkeklokkerne ved Pokrov kirken hen over smøgen og ind i Balkasjins gård, og lyden gjorde Baryba endnu mere bitter. De kimer og kimer, til det runger i ørerne, og denne kimen satte noget i gang …

Det er jo hen til klostret, jeg skal, hen til Jevsej” – faldt det på grund af kirkeklokkernes kimen Baryba ind .

Da han endnu var en lille knægt, flygtede han hen til Jevsej efter pryglene. Og det var altid sådan, at Jevsej gav ham te med klostrets hjemmebagte kringler til. Han skænkede op, og kun han snakkede løs, han sagde for eksempel … for at trøste:

– Ak, du lille! For leden dag trak prioren mig i mit hellige hår, så også jeg … Ak, du lille … Tudede du?

Glad løb Baryba nu hen til klostret: Han havde forladt de balkasjinske hunde.

– Er Fader Jevsej hjemme?

Novicen dækkede sin mund med hånden, han skoggerlo:

– Ha, ha! Ham kan du ikke engang støve op med et kobbel jagthunde: Han har sviret, ja, hele ugen har Fader Jevsej drevet omkring i Streletsk.

Væk var Jevsej. Slut – ikke flere steder at gå hen. Igen tilbage til familien Balkasjins gård …

3. Kyllinger

Enten efter aftengudstjenesten eller morgenmessen plejer præsten ved Pokrov kirken at indhente fru Tjebotarikh, han ryster på hovedet og siger:

– Det er slet ikke godt, min kære frue. De bliver nødt til at spadsere – at promenere. Ellers vil De se, at fedtet fuldstændigt tager over.

Men fru Tjebotarikh, der flyder ud over sædet i drosken – som dej, snerper læberne sammen og siger:

– Umuligt, Fader, mit hjertes pulsslag palperer.

Fru Tjebotarikh ruller af sted i støvet, hun fylder hele drosken, alt er korpulent, støvet og fjedrende. Det var sådan: Ingen havde nogensinde set fru Tjebotarikh gå på sine ben – uden hjul – på gaden. Hun gik ikke engang hen til familien Tjebotarikhs badstue (hendes mand, købmanden, havde efterladt hende en skindfabrik og en badstue), hun kørte i droske, hver fredag var det kvindernes badedag.

Netop derfor satte fru Tjebotarikh stor pris på denne droske, den brogede vallak og kusken Urvanka. Ikke mindst på Urvanka: Kruset hår, stærk som en djævel og sort overalt, han var sikkert sigøjner. Sådan: Tilsodet, undersætsig, senet, ja, hele kroppen var som en knude af kraftigt tovværk. Man snakkede i det stille om, at han ikke kun var kusk for fru Tjebotarikh. Ja, i smug blev der snakket, men højt turde man ikke sige noget: Faldt man i hans hænder, ja, faldt man i Urvankas klør, så ville han, min ven, prygle dig, så … At slå et menneske halvt ihjel ville for Urvanka være til stor moro: Fordi han selv var blevet pryglet, da han levede sammen med hestetyvene.

Urvanka rummede en eller anden form for kærlighed: han elskede heste og høns. Hestene striglede han igen og igen, sådan var det, og manen kæmmede han med sin egen kobberkam, og han talte til dem på et eller andet mærkværdigt sprog. Måske var det sandt, at han ikke var kristen?

Også hønsene holdt Urvanka af, fordi de om foråret havde været kyllinger: gule, små, runde og bløde. Sådan gik det for sig: Han fór rundt på gårdspladsen efter dem: Tjip, tjip, tjip! Han kravlede ind under vandkærren eller på alle fire ind under verandaen, og han indfangede dem alle, og den allerstørste fornøjelse for ham var, når de sad i hans hånd, og han varmede dem med sin ånde. Men kun, når ingen kunne se hans fjæs. Gud vidste, hvordan det så ud, men hvis man ikke havde set det, ville man ikke kunne forestille sig dette: Urvanka denne … og med de små kyllinger. Herligt!

Til stor ulykke for Baryba, forelskede han sig også i Urvankas kyllinger: De var særdeles velsmagende, og han tillagde sig den vane at negle dem. Urvanka lagde mærke til, at den ene efter den anden – og den tredje – forsvandt. Men hvor kyllingerne forsvandt hen, gik over hans forstand. Havde ilderen måske taget dem?

En eftermiddag lå Urvanka således i en hestevogn i skuret. Det var hedt, han døsede. Kyllingerne gemte sig ligeledes i skuret, de krøb sammen i skyggen ved den lille væg, de havde lukket øjnene med de indre øjenlåg og sad og nikkede.

De havde ikke set – de små stakler – at et bræt bag dem var blevet flyttet, og ind gennem hullet, ind til dem stak en eller anden sin hånd. Haps, og han havde bid, kyllingen sitrede i Barybas knytnæve.

Urvanka sprang op og satte i et hyl. På et sekund forcerede han hegnet.

– Grib, grib ham, grib tyven!

Et vildt, dyrisk løb. Han nåede frem, Baryba havde skjult sig i sin krybbe og var kravlet ind under halmen, men Urvanka fandt ham. Han halede ham ud og plantede ham på benene.

– Nå, nu bliver du her et øjeblik! Jeg skal vise dig, at stjæle kyllinger, mine …

Han slæbte ham af sted ved vingebenet ind til fru Tjebotarikh: Så måtte hun finde på en straf til tyveknægten.

4. Gud er barmhjertig

Kokkepigen, den tykhovedede Anisja, var blevet jaget bort af fru Tjebotarikh. Hvorfor? Blot fordi hun ikke skulle gå og lave øjne til Urvanka. Hun havde jaget hende ud, og nu havde hun fået travlt. Det var ikke til at finde en kokkepige i hele byen. Hun var blevet nødt til at tage Pol´ka, den radmagre tøs.

Så ringede Pokrovs kirkeklokke til aftenmesse, og denne Pol´ka fejede gulvet i modtageværelset, efter hun havde strøet brugte teblade ud, sådan som fru Tjebotarikh havde lært hende. Selv sad fru Tjebotarikh dér på den cretonne-draperede sofa og var ved at dø af kedsomhed, hun kiggede på en glas-fluefanger; i fluefangeren – kvas[1] – i kvasen druknede fluerne sig af bar kedsomhed. Fru Tjebotarikh gispede og korsede sig: ”Åh, Herre, min Gud, bevare os …”

Og barmhjertig det var Han: Trampen og halløj i entreen, og Urvanka skubbede Baryba ind. Baryba blev så befippet, da han fik øje på selveste fru Tjebotarikh, at han helt holdt op med at forsøge at rive sig løs, kun hans øjne fór som mus fra hjørne til hjørne – til alle sider.

Da fru Tjebotarikh hørte om kyllingerne, blev hun så spruttende vred, at hun oversprøjtede dem med spyt.

– Har han lagt hånd på kyllingerne, på Guds egne skabninger? Ak, den forbryder, den rakkerunge. Poljuska, kom med kosten. Ko-om med den, jeg vil ikke høre noget!

Urvanka viste tænder og sparkede Baryba bagi med knæet, et sekund efter lå han på gulvet. Han forsøgte at bide fra sig, snoede sig som en slange, men hvordan skulle han klare sig mod Urvanka-djævelen: Liggende ned og overskrævs på ham sad Urvanka, som flåede de hullede bukser af Baryba og blot ventede på ét ord fra fru Tjebotarikh, så afstraffelsen kunne
begynde.

Men fru Tjebotarikh kunne ikke sige et ord på grund af latter – en sådan latter er overrumplende. Med nød og næppe åbnede hun sine øjne: Hvorfor var de pludselig blevet så stille dernede på gulvet?

Hun havde åbnet øjnene, latteren var forsvundet, hun bøjede sig tættere ned mod Barybas anspændte, dyrisk-stærkt byggede krop.

– Forsvind så, Urvan. Kravl af, siger jeg, rejs dig! Lad mig lige udspørge ham ordentligt. Fru Tjebotarikh kiggede end ikke på Urvanka, øjnene gled væk – gemte sig i øjenkrogen.

Langsomt rejste Urvanka sig, på dørtærsklen vendte han sig og smækkede døren i af alle kræfter.

Baryba sprang op og kastede sig efter sine bukser: Gode Gud, der var kun pjalter tilbage! Nå, han måtte løbe uden at tænke på følgerne …

Men fru Tjebotarikh holdt ham fast ved hånden:

– Hvis knøgt er så du?

Det var sådan: Hun lavede trutmund, og i stedet for ”knægt” sagde hun ”knøgt”, fordi hun ville vise sin betydningsfuldhed, men Baryba fik færten af noget andet.

– Jeg er sk-sko-magerens … – og pludselig tænkte han tilbage på hele sit liv, han forglemte sig og klynkede. På grund af eksamenen … jog min far mig ud, jeg har boet … i familien Bal … I Balkasji-i …

Fru Tjebotarikh slog hænderne sammen og messede sukkersødt og jamrende:

– Ak, du min lille forældreløse, ak, du ulykkelige stakkel! Hjemmefra – sin egen søn, hvad? Og han kalder sig selv far …

Hun messede og trak Baryba et eller andet sted hen ved hånden, og Baryba gik tungsindigt og underkastet med.

– … Og ingen til at lære dig at være god, men at være en fjende, en djævel: Stjæle, ja stjæle kyllinger, ikke sandt?

Soveværelset. Kolossalt, med fjerpuder og en seng. En lille lampe. Ikonens indfatning glimtede.

– Knæl ned, knæl. Bed, lille Anfim, bed. Den milde Fader, Han vil tilgive. Og jeg tilgiver …

Selv satte hun sig et sted bag ham, hidsigt hviskede hun sin bøn. Ør i hovedet og uden at bevæge sig lå Baryba på sine knæ. ”Jeg må rejse mig, jeg må ud, jeg må rejse mig …”

– Og hvad er der så med dig, hvad? Har de ikke lært dig, hvordan man slår korsets tegn? Fru Tjebotarikh greb Barybas hånd. – Sådan gør du, sådan: For panden og for brystet … Hun pressede sig ind til ham bagfra, hun åndende ham i nakken.

Pludselig og helt uventet for ham selv vendte Baryba sig om, og med sammenpressede kæber sank hans hænder dybt ned i noget blødt; blødt som dej.

– Åh, hvad er du dog for én? Så det er det, du er ude på, hvad? Nå, sådan må det være, jeg må synde for dig, for et faderløst barns skyld.

Baryba druknede i den sukkersøde og varme dej.

Til natten redte Pol´ka op til ham med et filttæppe på dragkisten i entreen. Baryba rystede på hovedet: Hvilke mirakler, der er til i denne verden. Han faldt i søvn, mæt og tilfreds.

Ja, livet hér kunne ikke sammenlignes med livet i familien Balkasjins gård. Han havde alt, der var nok at spise, ro, bløde dyner og varme i værelserne, der blev opvarmet af tykmavede kaminer. Hele dagen flakkede han omkring i sukkersød uvirksomhed. I skumringen nappede han sig en lur på ovnen ved siden af den til stadighed spindende Vas´ka. Han åd, til han var ved at revne. Ak, vellevned!

Han spiste, til han blev helt varm, til sveden brød frem. Han spiste fra morgen til aften, maven var fyldt af mad. Således var det kutyme hos fru Tjebotarikh.

Om morgenen: Te med varm mælk og boller bagt på kærnemælk. Fru Tjebotarikh sad i sin hvide natkjole (ikke så hvid endda) og med hovedtørklæde.

– Hvorfor – altid det der tørklæde? – spørger Baryba.

– Nå, er det det, de har lært dig! Kan en kvinde måske gå barhovedet rundt? Jeg er jo ikke længere nogen pige, det er syndigt. Jeg har båret brudekrans og levet sammen med min mand.

Det er de ugifte, der lever som syndige …

Eller også indledte de en samtale om drømme, om drømmetydningsbøger, om Martin Zadek, om tegn og om forskellige spådomme og varsler.

Frem og tilbage – og før de vidste af det, var klokken tolv. Nu var det tid til middagsmad: Sylte, kålsuppe, malle og desuden saltet karpe, ristede tarme, fyldte med boghvedegrød, kallun med peberrod, udblødte meloner, ja, og æbler, der manglede ikke noget.

Efter middagen måtte man hverken sove eller bade i floden: Middagsuhyret var klar og kunne pludselig gribe fat i dig. Men sove, det havde man naturligvis lyst til: Den onde frister, og du tvinges til at gabe.

Af kedsomhed går Baryba ud i køkkenet til Pol´ka: En dum tøs, men alligevel et levende menneske. Han griber fat i katten, der er Pol´kas ét og alt, og anbringer den fluks i en støvle. Skrig

– Sodoma og Gomorra i køkkenet. Pol´ka farer rundt, som var hun blevet helt bims.

– Anfim Jegorytj, Anfim Jegorytj, så slip dog lille Vas´ka løs. For Guds skyld!

Anfim blotter tænderne og propper katten endnu længere ned i støvlen. Pol´ka beder indtrængende om at få Vas´ka.

– Lille Vas´ka, nå-å, græd ikke, rolig, dit lille skind, rolig! Nu slipper han dig løs.

Katten skriger hjerteskærende. Pol´kas øjne står ud af hovedet på hende, hendes fletning kastes fremad, og hun trækker i Barybas ærme med sine svage hænder.

– Skrub af, eller jeg tæver dig med støvlen.

Baryba kastede støvlen med katten hen i et hjørne og var tilfreds, han skraldgriner – larmer som en karet på en grusvej.

De spiste aftensmad tidligt – før ni. Pol´ka havde bragt maden ind, og Fru Tjebotarikh havde sendt hende ind for at sove, så hun ikke var en torn i øjet på fruen. Derefter tog hun den lille karaffel frem fra glasskabet.

– Drik, lille Anfim, tag et glas mere.

De drikker i tavshed. Stille syder og oser lampen. I lang tid bemærker de det ikke.

Den oser. Skal jeg sige det?” – tænker Baryba.

Men han kunne ikke få sine druknende tanker vendt, han kunne ikke sige et eneste ord.

Fru Tjebotarikh skænker igen op til ham og til sig selv. I lampens svindende lys flyder hele hendes ansigt ud til en glansløs plet. Det eneste, der ses, er en stor grådig mund: Et rødt og vådt hul. Hele hendes ansigt: En stor mund. Lugten af hendes svedige, klæbrige krop kom i det hele taget tættere og tættere på Baryba.

Langsomt, langstrakt døde lampens glød ud i tristesse. Sod dalede som sort sne ned i spisestuen. Hvilken stank.

Men i soveværelset: Den lille lampe og stråleglansen fra de sølvbelagte ikoner. Sengetæppet var slået til side; knælende på gulvtæppet bøjede Fru Tjebotarikh sig igen og igen i bøn.

Baryba vidste: Jo flere knæfald, og jo mere fortvivlet hun bad for sine synder, jo længere ville hun plage ham i nat.

Kunne man blot gemme sig et eller andet sted, – kravle ind i en eller anden sprække som en kakerlak” …

Men nej: Dørene var låst, og vinduerne forseglet af mørket.

Det lader sig ikke nægte, at Baryba var kommet på en hård tjans. Men Fru Tjebotarikh forgudede ham mere og mere for hver dag, der gik. Han havde fået en sådan magt, at det eneste, fru Tjebotarikh nu kunne tænke på, var, hvordan hun kunne stille sin kære lille Anfim endnu mere tilfreds.

– Kære Anfim, lidt mere mad …

– Uf, det er så bitter-koldt i gården i dag! Kæreste Anfim, kom lad dog mig binde dit tørklæde, hva´?

– Kære Anfim, nå-å, har du nu igen ondt i maven? Hvilken ulykke! Hvor skrækkeligt. Her er vodka med sennep og salt, drik det hele – det er det bedste middel.

Lange flaskeformede støvler, et sølvur i en kæde om halsen og nye gummigalocher: Baryba spankulerer rundt på gårdspladsen som en anden hanekylling og holder orden.

– Hej, du, din bondeknold, hvor har du væltet skindene ud? Hvad var det, du fik besked på?

Det hændte, han straffede misdæderen, og bonden stivnede, krammede den hullede hue i sine hænder og bukkede dybt.

Der var kun én, Baryba gik langt uden om, og det var Urvanka.  Selv fru Tjebotarikh slap ikke, også hende gik han af og til løs på. Hun måtte lide, lide – men til andre tider, hvilken lykke natten bragte … Om morgenen kunne alt være uklart, og han ønskede, at han kunne flygte til verdens ende. Så låste Baryba sig inde på kammeret og vandrede frem og tilbage som i en celle.

Fru Tjebotarikh sank sammen og blev tavs. Hun kaldte på Pol´ka.

– Lille Pol´ka, gå derover og se efter, hvordan han har det. Eller sig, vi skal spise.

Pol´ka løb fnisende af sted, – og kom tilbage:

– Han vil ikke komme herover. Han ser rødt, rødt, ih, han traver rundt på kryds og tværs!

Så kunne fru Tjebotarikh vente med middagen en time eller to.

Hvis hun ventede med middagen, – hvis hun brød den hellige middagsstund – betød det …

6. På Tjurilovs kro

Baryba var i sin stilling som forvalter blevet tyk af al den gode mad.

Posten Tjernobyl´nikov havde mødt ham på Dvorjanskaja, posten var en gammel bekendt, han slog ud med armene og udbrød:

– Jeg kunne næsten ikke kende dig. Ser man det, du ligner en købmand!

Tjernobyl´nikov var misundelig på Baryba: Sikke godt han går og har det, den unge mand. Der var ingen vej tilbage, Baryba måtte, ja, – det er klart, når det regner på præsten, så …, give en lille én på kroen: Hvad betyder det for ham – velhaveren?

Posten overtalte og smigrede ham til det.

Klokken syv – således blev aftalen – kom Baryba til Tjurilovs kro. Ja, og det var, min Gud, et muntert sted! Larm, spektakel og lys. Tjeneren – i hvidt – smuttede rundt, og de drukne stemmer summede som eger i et hjul.

Barybas hoved drejede rundt og rundt, han blev perpleks og kunne ikke finde Tjernobyl´nikov.

Men Tjernobyl´nikov råbte nu til ham fra det fjerne:
– Hej, købmand, kom her!

Posten Tjernobyl´nikovs knapper glimter. Og ved siden af ham sidder endnu én – med en lille, skarpskåren næse. Han sidder – ikke sådan, som en mand skal sidde; men som om han hopper op og ned på en pind – som en spurv.

Tjernobyl´nikov nikkede mod spurven:

– Det er Timosja, skrædderen. Han er snakkesalig.

Timosja smilede, det var som om, han tændte en varme lampe i sit spidse ansigt:

– Skrædder, ja. Syr hjerner om.

Baryba åbnede munden og ville spørge om noget, men nogen prikkede ham på skulderen. Tjeneren – med en bakke – var allerede, uopfordret i gang med at sætte øl på bordet. Lyden af stemmer blandede sig, men højere end dem alle lød én – en rødhåret, småborgerlig person, en hestepranger, skrålede:

– Mit´ka, hej, Mit´ka, din knoldesparker, nå, kommer du så med noget eller ej?

Og han gav sig til at synge igen:

Da Timosja fandt ud af, at Baryba kom fra et hul i provinsen, blev han glad:

– Var det denne præst, der spillede dig et puds? Åh, ja, jeg ved det, jeg kender ham, kender ham rigtig godt. Jeg har syet for ham. Ja, han kan ikke fordrage mig!

– Hvorfor ikke?

– På grund af min snak om løst og fast. Forleden dag sagde jeg til ham: ”Hvordan er det med de der vore jordiske helgener, kommer de i Paradis? Vil min skytsengel Sankt Timotheus den
Barmhjertelige, vil han se, hvordan jeg bliver stegt i helvede, og så atter få lyst til sine paradisiske æbler? Er det barmhjertelighed for dig? Er det en hellig sjæl for dig? Og ser han mig ikke, så ved han det ikke, så kan han ikke …, og det er ifølge Katekismen hans pligt”.  Nå, men han klappede altså i, præsten, han vidste ikke, hvad han skulle sige.

– Den var god! – vrinskede Baryba, buldrende og skraldgrinende.

– ”Du skulle nu, sagde præsten til mig, hellere gøre noget godt og holde tand for tunge.” Og jeg til ham: ”Hvorfor, siger jeg, skulle jeg gøre noget godt? Jeg vil hellere gøre noget ondt. Det onde gavner mine nærmeste mere, for i følge Evangeliet vil de jo få hundrede fold tilbage, hvad ondt de måtte lide i denne verden”. Ak, som præsten kunne skælde og smælde!

– Sådan skal han have det, præsten, sådan, – jublede Baryba. Han var lige ved at kunne elske Timosja, fordi han havde givet præsten svar på tiltale, – han elskede ham næsten, men Baryba var hård, lavet af et hårdt stof, og kærlighed bød ham imod.

Ved det lille bord, hvor den rødhårede småborger sad, klirrede glassene. En knytnæve, skræmmende, overgroet af røde hår hamrede ned i bordet. Småborgeren råbte:

– Nå, hva´ så, sig det? Nå, hva´ så, sig det igen? Sig det igen, eller hva´?

Ved nabobordet sprang de op, stimlede sammen og strakte hals: Ak, hos os elsker vi skandaler: Giv os ikke honning, men skandaler!

En eller anden langhalset lemmedasker vred sig løs af håndgemænget og kom hen til det bordet og hilste på Tjernobyl´nikov. Under armen havde han en hue med skygge og et emblem.

– Besynderligt … Og straks stimler de sammen som får, – sagde han og skød foragteligt læberne frem.

Han satte sig. Timosja og Baryba fik – ingen opmærksomhed. Han talte med Tjernobyl´nikov: Posten – var trods alt også embedsmand.

Timosja forklarede højt og uden tøven Baryba:

– Han er skattemesterens svigersøn. Skattemesteren giftede sin sidste datter, en gammeljomfru, væk til ham og gav ham så en ussel plads ved sit embede som skriver – ja, han bryster sig rigtigt.

Skattemesterens svigersøn lod, som om han ikke lyttede og sagde endnu højere til Tjernobyl´nikov:

– Og efter revisionen blev han indstillet til jobbet som guvernementssekretær.

Tjernobyl´nikov trak ærbødigt på ordene:

– Som guverne-e-mentssekretær …

Timosja kunne ikke holde det ud længere, han blandede sig i samtalen:

– Du post, Tjernobyl´nikov, kan du ikke huske, hvordan han for nylig blev sparket ud på Dvorjanskaja af fogeden? … Han skulle have et spark i den selv samme …

– Jeg ville bede … Jeg beder Dem allerunderda-a-nigst! – sagde skattemesterens svigersøn rasende.

Men Timosja fortsatte:

– ”Nå, du slår altså ikke til!” – ”Men det gør jeg!” – Det ene ord tog det andet, de indgik et væddemål. Han kom brasende ind i klubben, og her var skattemesteren og politimesteren lige gået i gang med et slag billard, og vores spradebasse her – hen til svigerfar: Hviskede ham i øret, som om han var kommet i et eller andet ærinde. Og så blev han blot stående der. Men politimesteren begyndte at lægge sin kø an, han gik længere og længere bagud, mens han som ”ved et tilfælde” skubbede ham ud – med køen rettet mod det sted – du ved … Ak, du gode Gud, hvor var det morsomt!

Baryba og Tjernobyl´nikov skreg af grin.

Skattemesterens svigersøn rejste sig og gik uden at se sig omkring.

– Nå, vi må gøre det godt igen, – sagde Timosja. – Men, ser du, han er langt fra en dårlig fyr. Nu har han et emblem i panden og bag den – grød.

7. Appelsintræet

Pol´ka, den barfodede dumrian, havde kun ét lille vindue i køkkenet, og selv ruden i dette vindue havde af tidens tand fået adskillige farver. I vinduet havde Pol´ka en lille krukke.
For længe siden, vel sagtens for et halvt års tid siden, havde denne Pol´ka plantet en appelsinkerne i denne lille krukke. Og nu, før man vidste af det, har den vokset op til et fint lille træ: Et, to, tre, fire små blade, små bitte og blanke.

Pol´ka farer frem og tilbage i køkkenet, hun skramler med potter og pander, og så går hun igen hen til det lille træ og snuser til bladene.

– Underligt, det var en kerne, og nu …

Passe og pleje. En eller anden havde fortalt hende, at suppe efter sigende skulle være godt for plantens vækst, så hun var begyndt at vande den med den suppe, der var tilbage fra middagen.

En gang, hvor Baryba var kommet sent hjem fra kroen, stod han op om morgenen og var ond i sulet, han slugte sin te og fór så ud i køkkenet for at afreagere. Pol´ka kaldte ham for ikke mindre end herren: Det smigrende ham meget.

Pol´ka puslede netop da ved vinduet – henne ved sit elskede lille træ.

– Hvor er katten?

Pol´ka syslede videre uden at vende sig om. Hun svarede forskræmt:

– Den er gået ud, herre. Et eller andet sted ude i gården, tror jeg, hvor ellers?

– Hvad er det, du bikser sammen dér?

Hun tav, hun blev ængstelig og tav. I hånden – en underkop med suppe.

– Su-u-ppe? Vander du planten med suppe? Er det derfor, du får suppe, dit fjols? Giv mig den omgående!

– M-men, herre, det er et pelsin …

Pol´ka begyndte at ryste og bæve af skræk: Ak, hvad sker der nu?

– Jeg skal give dig ”pelsin”! Vande med suppe, dit fjols, hva´?

Baryba greb omkring den lille krukke med appelsinplanten. Pol´ka begyndte at tude. Men hvorfor beskæftige sig med hende, det fjols, længere. Han rev planten op med rode og smed den ud ad vinduet; han stillede den lille krukke på plads. Slet og ret.

Pol´ka tudbrølede; tårerne efterlod snavsede striber i hendes ansigt, og hun jamrede som en gammel kælling:

– Min ”pelsin”, du godeste, hvad skal jeg gøre uden den …?

Baryba skubbede hende muntert bagfra, og hun tumlede ud af døren; ud på gårdspladsen og så direkte ned i kælderen.

Det var, som havde han knust sten mellem tænderne efter turen med Pol´ka, – med den dér appelsin, og han faldt straks til ro. Baryba blottede sine tænder, han var beruset.
Han fik så øje på, at Pol´ka gik ned i kælderen. I hans hoved drejede en møllesten langsomt rundt, og hans hjerte begyndte pludselig at banke hårdt.

Han gik ud i gården, kiggede sig rundt og smuttede ned i kælderen. Forsvarligt lukkede han døren bag sig.

Først sol – så ned i mørket: Han var blevet helt blind. Han famlede langs de fugtige vægge og snublede.

– Pol´ka, hvor er du? Hvor har du gemt dig, dit fjols?

Han kunne høre Pol´ka snøfte og klynke et sted, men hvor …

Der var tavst, stille som i graven og fugtigt. Han famlede med hænderne hen over kartofler og tønder, han væltede et trælåg til en eller anden lerkrukke ned.

Dér var hun, Pol´ka: Hun sad i kartoffelbunken, mens hun tværede sine tårer ud. Der var et eller andet lille bitte hul højt oppe – en smal, lumsk, lille stribe lys sneg sig ind og afslørede et lille stykke af Pol´kas fletning, af hendes hårbånd, hendes fingre og en snavset kind.

– Så, så, græd ikke, tør øjnene!

Baryba lænede sig let ind mod hende, og hun krængede over. Lydigt bevægede hun sig, hele hendes krop var som en kludedukke. Så begyndte hun at klynke endnu mere.

Hans mund blev helt tør; hans tunge kunne næsten ikke bevæge sig. Han sagde noget vås, (for at hendes hoved skulle være optaget); ja, for at aflede hende fra, hvad han var i færd med:

– Ja, du er en køn én, sikke en ting, den ”pelsin”! Og den tuder du over? Vent lidt, jeg vil i stedet for din ”pelsin” købe en geranium til dig … Geranium – den … det er den aller … den dufter …

Pol´ka skælvede og klynkede; for Baryba var dette i sig selv en særlig nydelse.

– Så, så! Græd nu bare, nå-å, græd så meget du lyster, gentog Baryba.

Han slap af med Pol´ka. Selv blev han dernede lidt, han strakte sig i kartoffelbunken; han slappede af:

Pludselig gav Baryba sig til at smile bredt, han var tilfreds. Højt sagde han henvendt til fru Tjebotarikh:

– Du troede nok, din gamle underdyne, at du havde fortæret mig helt, ha!

Han gav hende fingeren i mørket.

Han forlod kælderen, kneb øjnene sammen: Sol. Han kastede et blik hen mod skuret: Dér – med ryggen mod ham – puslede Urvanka.

8. Timosja

De sad på kroen og drak te. Timosja kiggede hele tiden hen på Baryba.

– Du er en rigtig skummel fyr, synes jeg. De må have slået dig, det må være sådan, det er.

– De slog mig, ja, sådan var det, – lo Baryba. Han blev endog smigret: De slog, men i dag skulle de bare komme an eller blande sig.

– Det – det er derfor, du er blevet, som du er, en snothvalp. Du har, rent ud sagt samvittighed – som en kylling.

Og han begyndte på sin sædvanlige snak om Gud: Han findes ikke, siger man; og alligevel opdrages vi til at leve efter Hans bud; og han blev ved: Om tro og om bøger. For Baryba var det uvant med så megen kværnen – som af en møllesten, blev han kværnet af alle Timosjas sindrige ord. Men han lyttede – trukket som en tung vogn efter Timosja. Hvem andre end Timosja skulle han lytte til: Han var den kloge fyr.

Men Timosja var nu nået til det, der for ham, var det vigtigste:

– Til tider tror du Han findes; og atter tror du, men så vender du dig om, og så findes Han ikke igen. Intet findes: Hverken Gud eller jorden eller vandet – blot en afgrund under himlen. Blot en vision.

Timosja drejede sit hoved, spurveagtigt, et eller andet trængte sig på:

– En vision. Derfor når vi til dette, at …! Han findes ikke, men prøv så at leve med det, at der intet er, skal man så leve af luft. Sådan, min ven!

Han indså, at Baryba for længst var faldet fra, han var sakket bagud, han var snublet.

Timosja gav op:

– Æh, ja, hvad! Det betyder ingenting for dig, for du lever for din vom … For dig er selv Vor Herre spiselig.

De gik ud fra kroen. Det var en junifnat, det var lunt, lindetræerne duftede, og fårekyllingerne slog triller i græsset. Men Timosja gik stadigvæk rundt i sin vatterede jakke, – sikke en
original!

– Hvorfor pakker du dig ind som en udstoppet kælling Timosja?

– Ja, hvorfor! Du skulle ikke spørge. Tu-berku-lose, min ven. Det var, hvad sygepasseren på hospitalet sagde.  Bliver du forkølet, Gud forbarme dig!

Se! Det er derfor, han er sådan et skravl” – tænkte Baryba, pludselig blev han helt bevidst om vægten af sin egen dyriske og faste krop. Han gik tungt og tilfreds: Det var behageligt at træde på jorden, – at trampe i jorden, trykke den – sådan! Ja, sådan!

Hjemme ved Timosja i et lille værelse med slidt tapet sad tre fregnede og spidsnæsede unger ved et umalet bord.

– Hvor er mor? – skreg Timosja. – Er hun væk igen?

– Hun er gået hen til Den lokale Forsamling,[2] – sagde pigen frygtsomt. Hun begyndte at trække i sine støvletter henne i hjørnet: Det var flovt at gå barfodet, når der var fremmede på besøg.

Timosja sagde bistert:

– Lad os få noget havresuppe, Fen´ka. Og kom så med flasken fra entreen.

– Mor sagde, at vi ikke måtte røre flasken.

– Jeg skal give dig ”mor”. Hurtigt, hurtigt! Sæt dig, Baryba.

De satte sig ved bordet. Over dem peb en lille lampe med en blikskærm, der var overstrøet med døde fluer.

Fen´ka begyndte at øse havresuppe op fra en terrin i en træskål til børnene. Timosja skreg efter hende:

– Hvad er det? Drejer du din egen far en knap? Er det din mor, der lærer dig det? Men jeg skal lære hende, ja, vent til hun kommer! Rendemaske …!

Børnene begyndte at søbe i sig fra den fælles terrin, ikke med fornøjelse, men af nød. Timosja sagde, fnisende ud af mundvigen til Baryba:

– Jeg frister vist skæbnen. På sygehuset sagde de, at den her tuberkulose efter sigende er smitsom. Nå, men vi må se: Smitter jeg ungerne, eller gør jeg ikke? Vil Vor Herre løfte sin hånd
mod børn, eller vil han ikke?

Det bankede meget svagt på vinduet.

Timosja slog hastigt vinduet op og råbte giftigt:

– Nå, aflægger hun besøg?

Og sagde så til Baryba:

– Nå, min ven, så ka´ du godt samle dit habengut. Her er ikke mere du skal se. Nu kommer vi til den alvorlige del.

Aftenen før St. Eliasdag er noget særligt, ligesom kirkeklokkens aftenringning også er noget særligt: I kirken er der nadver, i klostret – nadver, i alle huse bager kokkepigerne pirogger til morgendagen, og i himlen gør profeten Elias sig klar med sine tordenbrag. Og oppe i himmel er der rent og stille som i en hytte, hvor der er gjort hovedrent til en helligdag. Enhver skynder sig hen til netop deres kirke: Gud forbyde, at man kom for sent til Troparion[4] for St. Elias, hele året ville tårerne flyde som den regn, der flød på St. Eliasdag for umindelige tider siden.

Ak, én og anden kunne komme for sent, men ikke fru Tjebotarikh: Hun var den mest markante valfartende til kirken Pokrov. Netop derfor spændte Urvanka altid hestene for i god tid.
Han spænder for og går så rundt i gården – lige ved kælderen. Han kigger, og døren står åben. Urvanka brummer:

– Ser man det, djævleyngel, og døren her har de sjusket med.  Folk er på vej for at bede, og de … Fanden tage dem. De gudsjammerlige …!

Han krydrede med endnu flere ord. Han havde lyst til at lukke døren, men nej. Han blev stående, han fniste pludselig. Han gik til fru Tjebotarikh for at aflægge rapport: Alt var klart og parat.

– Blot må jeg bede Dem om at gå ad bagvejen … – og hans smil var som en knude, der blev siddende i hans tilsodede ansigt: Og, tænk engang, prøv at gætte, hvad det vil komme til at betyde.

– Hvad er det, du gør sådan et væsen af? – spurgte fru Tjebotarikh. Alligevel flød hun af sted, – raslende med sin brune silkekjole med bittesmå blomster.

Hun bevægede sig pustende ned ad trappen. Hun passerede tæt forbi kælderen.

– Han ved da, at døren dér skal være lukket. Man skal da også sige og vise alt … – fru Tjebotarikh var en kvinde, adstadig og driftig; så hvordan kan nogen gå roligt forbi en åbenstående dør? Selvom det ikke var nødvendigt, så skulle den lukkes.

– Hvad! Mener De, at jeg skal lukke dem dér inde?

– Hvem – dem dér?

– Hvem? Ja, Anfim Jegorytj og Pol´ka? Når alt kommer til alt, burde de så ikke også gå til aftenmessen på St. Eliasdag.

– Du lyver, slyngel, som du er! Aldrig i livet vil jeg tro, at Anfim og den …

– Ja, må St. Elias i så fald ramme mig med lynet i morgen, hvis jeg lyver.

– Og, vil du sværge på det?

Urvanka slog korsets tegn. Så det var altså sandt.

Fru Tjebotarikh blev bleg og begyndte at ryste, hun hævede næsten som en surdej, der vælter ud over et fad. Urvanka tænkte: ”Nu sætter hun i et hyl”. Men nej, tilsyneladende kom hun i tanke om, at hun bar silkekjole. Hun skubbede underlæben frem og sagde, som om intet var hændt:

– Urvan´, luk lige døren der. Det er på tide at tage i kirke.

– Javel, fru-moder.

Han skød låsen for, løsnede hestene, og fru Tjebotarikhs velkendte droske hvirvlede støvet op på vejen.

Fru Tjebotarikh stod som altid forrest – nær det højre kor. Hun havde lagt sine hænder på maven og havde fæstnet blikket på et bestemt punkt på diakonens højre støvle. Et lille stykke papir klæbede til støvlen; diakonen stod på prædikestolen for fru Tjebotarikh, papiret generede hende.

– ”De syge og de lidende…” Og jeg, – nu er jeg blevet den lidende. Åh du, min Gud, Anfim den kæltring!

Hun bøjede sig mod jorden, men papirlappen på støvlen – se – som den blev ved med at blafre foran hendes øjne.

Diakonen gik, og alt blev endnu værre: Hun kunne ikke få den forbandede Anfim ud af hovedet. Havde hun ikke passet og plejet ham?

Alene under Lovsangen lod fru Tjebotarikh sig distrahere lidt og glemte næsten Anfim. Nej, hvad mener du: Diakonens lille Ol´ga, dannet er hun, hun står fast! Selvom hun er dannet, så gør hun alligevel, som det passer hende, så … Nej, man skulle måske lade en lille fugl synge …

Vægteren, i sin fordums soldateruniform, slukkede stearinlysene i kirken. Diakonen rakte den lille tallerken med alterbrødet til fru Tjebotarikh: Hun var det bedste sognebarn, gudfrygtig, og hun betalte godt.

Fru Tjebotarikh trak ham til side i ærmet, – længe hviskede hun med ham om lille Ol´ga, og hun rystede på hovedet.

Urvanka lænede sig frem og skød slåen fra. Baryba sprang frem som en skoldet.

– Ser man det, vær så god, – sagde Urvanka og smålo.

”Mon han har sagt det?” – tænkte Baryba.

Hovmodig, i sin silkekjole – i stiveste puds, sad fru Tjebotarikh og smuldrede det alterbrød, diakonen havde overrakt hende, i småbidder og slugte det som tabletter – særdeles højlydt:

– Hvem kunne dog finde på at tygge Nadverbrødet?

Nå, ville hun dog snart sige noget”, – Baryba ventede, hjertet hamrede og værkede.

– Skal man bringe lidt lun mælk til teen? – det var, som om fru Tjebotarikh sendte ham et kærligt blik.

”Mon hun driver gæk med mig? Måske ved hun virkelig ikke noget”

– Nå, hvor er hun, denne Pol´ka, kan du finde hende? Hun er begyndt at fjolle rundt, den skarnstøs. De kunne vel ikke, lille Anfim, passe lidt på hende.

Fru Tjebotarikh talte helt almindeligt, som om der ikke var noget; hun slugte brødet i småbidder, hun kastede de små stumper, hun samlede op fra bordet, ind i munden.

Men hun ved det nok ikke, Gud forbyde det”, – Baryba overbeviste pludselig sig selv om dette. Han blev munter, han smilede med sit firkantede smil, han skreg af grin og fortalte om, hvordan fjolset Pol´ka havde vandet sit appelsintræ med suppe.

Solen gik ned, kobber-farvet og klar: I morgen vil Elias sende uvejr. De hvide kopper og tallerkner på bordet glødede. Betydningsfuld og tavs sad fru Tjebotarikh – ikke en eneste gang smilede hun.

Glad slog Baryba korsets tegn for sig i soveværelset sammen med fru Tjebotarikh, og han takkede alle de fremmede og højere magter: Det var drevet over, det var gået godt, Urvanka havde ikke sagt noget!

Den lille lampe gik ud. Natten var lummer og tung her før St. Eliasdag. I soveværelsets mørke: En begærlig, glubende, slubrende mund – igen og igen, en vejrtrækning som fra et skamredet bestialsk dyr.

Barybas hjerte holdt op med at slå, grønne cirkler flimrede for hans øjne, håret klæbede til hans pande.

– Er du blevet skør eller hvad? – sagde han, mens han forsøgte at vride sig løs af hendes krop.

Men hun klæbede sig til ham, som en edderkop.

– Ne-ej, min kære, ne-ej, min lille ven! Nej, du forsvinder ikke, nej!

Og hun plagede ham med usynlige, ubegribelige og ondskabsfulde kærtegn i mørket, – hun selv hulkede: Med tårer dækkede hun hele Barybas ansigt.

Helt til den lyse morgen.

Tværs gennem sin stentunge søvn hørte Baryba kirkeklokkerne, – det var St. Elias´ morgenmesse. Gennem søvnen kunne han høre en eller anden sang, han forsøgte at styre sine forstenede tanker, og han anstrengte sig for at forstå.

Han vågnede først, da de holdt op med at synge. Han sprang op over hals og hoved. ”Ak, så har præsten sunget taksigelsesandagten i parlouret.”

Han klædte sig på, hans øjne var klistret sammen, og hans hoved kendte han ikke.

Præsterne var allerede gået. Fru Tjebotarikh sad alene i parlouret på en cretonnesofa. Igen havde hun sin silkekjole på, var i sit stiveste puds – stadstøjet og med kniplet hovedtørklæde.

– Du sov gennem hele St. Eliasandagten, hva´? Anfim Jegorytj?

Måske fordi, det var sandt, at han havde sovet over sig, og at det nu var midt på dagen, eller måske på grund af at det lugtede af røgelse i parlouret, blev Baryba forlegen, det var som om, han ikke var sig selv.

– Sæt Dem, Anfim Jegorytj, sæt Dem ned, lad os tale lidt sammen.

Hun tav. Så lukkede hun øjnene, hun formede ansigtet, ja, det var som om, det ikke var et ansigt, men en buttet pirog. Hovedet på skrå – og med en sødladen stemme sagde hun:

– Ja, ja, vore synder er grumme. Ingen forbøn råder bod herpå. I den næste verden vil Han, min ven, komme alt i hu. Han vil, min ven, ryge al ondskab ud i helvedes svovlbade.

Baryba tav. ”Hvor vil hun hen med det?”

Pludselig spilede fru Tjebotarikh øjnene op, og hun råbte, mens hun spyttede:

– Hvad er det med dig, hvad er du for en slyngel, du tier, du er helt stille? Ak, du tror, jeg intet som helst ved om din affære med Pol´ka? Du ødelægger den tøs som den liderlige slyngel, du er. Betyder det slet ikke noget for dig?

Baryba var forbløffet, og stille skubbede han kæberne fra side til side, og han tænkte: ”De slagtede vist en pattegris i går, den skal vi sikkert have til middag i dag”.

Fru Tjebotarikh var lige ved at koge over af raseri over Barybas tavshed. Siddende begyndte hun at trampe med fødderne.

– Ud, ud af mit hus. Din ondskabsfulde slange! Jeg har næret den ved mit bryst, den skurk, men han …! Og så Pol´ka frem for mig, hva´?

Uden at forstå noget og uden at have kræfter til at styre sine blytunge tanker sad Baryba tavs. ”Se, som hun sprutter og spytter, hva?”

Han kom til sig selv, da Urvanka trådte ind i parlouret og med et smil sagde til ham:

– Nå, der er ikke mere for dig her, min ven, intet. Hold dig væk, min ven, her er ikke noget, der er dit.

Før tordenbragene kom St. Eliasdag, havde solen bagt. Alt ventede: Spurvene, træerne og stenene. Alt var tørret ud, alt vansmægtede.

Baryba sydede, han slentrede rundt i byen og satte sig ned på alle bænkene langs Dvorjanskaja.

– Hvad skal der ske fremover, hva´? Hvad nu? Hvorhen?

Han rystede på hovedet og kunne alligevel ikke ryste tanken om familien Balkasjins gård af sig: Krybben; de sultne hunde, der sloges om et ben …

Så flakkede han rundt i nogle gader i udkanten af byen og gik over det grønne græs. En vandsælger kom forbi; det ene dæk var hoppet af, og hjulet klang. Baryba mærkede pludselig, at han var tørstig. Han bad om vand og drak.

Fra nord, hvor klostret lå, var der nu dukket en tung sky op, den havde delt himmelen i to: En lyseblå del, der var munter, og en blygrå, der var uhyggelig. Den blygrå voksede hele tiden og svulmede op.

Uden at huske, hvordan han var kommet derhen, stod Baryba nu under markisen ved indgangen til Tjurilovs kro. Regnen styrtede ned; nogle koner klemte sig sammen under markisen, de havde trukket kjoleskørterne op over deres hoveder, og St. Elias tordnede. Ak, pyt, lad det vælte ned, lad det tordne, lad det øse!

Det skete ligesom helt af sig selv: Baryba gik hen for at overnatte hos Timosja, og Timosja selv blev ikke den mindste smule overrasket, det var som kom Baryba for at overnatte hos ham
hver eneste nat.

10. Skumring i cellen.

Klokken fire – er det mest stillestående tidspunkt på døgnet på vor egn om sommeren. Ingen godtfolk stikker næsen udenfor på gaden: Det er hedt som i en bageovn. Alle skodder er lukkede; på fuld mave sover man sødt efter middagen. Kun de pjuskede gråspurve springer som middagstimens djævleyngel rundt i de tomme gader. Hen mod havelågen kommer posten, han banker på flere gange. Nå, der er nok ikke nogen her, der jager én bort: Der bliver ikke lukket op.

Hjemløs, slentrende, slæbte Baryba sig omkring på dette tidspunkt. Det var som om, han heller ikke selv vidste hvorhen. Men benene bar ham af sted mod klostret. Hvor skulle han ellers gå hen …? Fra Timosja til Jevsej. Der var ingen, der svarede. Han åbnede døren:

Væggen var savtakket og overgroet med mos. Et lille skur, knap nok et hundehus, lå ved de jernbeslåede porte; og ud af hytten trådte den hellige tåbe Arsentjusjka med sit krus. Han skar ansigt og vred sig; han har sankt veitsdans – er ledvogter, opkræver almisser og er vedholdende.

– Se, han klæber til dig, den tæge!

Baryba lægger en mønt til ham og går ad den hvide, glohede flisebelægning tæt forbi de fornemme borgeres grave, der ligger bag forgyldte gitre. De fornemme elsker at lade sig begrave her: For dem er det smigrende at ligge ved klostret, for hér beder man om englestatus for dem både dag og nat.

Baryba banker på ved Jevsejs celle. Ingen svarer. Han åbner døren.
Ved bordet uden munkekutter og kun iført hvide underbukser og undertrøjer sidder der to: Jevsej og Innokentij.

Jevsej hvæser rasende efter Baryba: Hys-s-s! Atter stirrer Jevsej stift, helt uden at blinke med sine glasagtige øjne på sit glas med te. Mens Innokentij – læbesmaskende som en gammel kælling med overskæg har frosset sit blik fast på sit glas.

Baryba stopper op ved dørstolpen, han kigger og kigger: Hvad er det med dem, er de gået fra forstanden, eller hvad?

Ved den anden dørstolpe står novicen Savka: Håret er fedtet og stridt – som små pinde. Hænderne er kæmpestore og røde – som hummerklør.

Savka hvisker hensynsfuldt ud til siden:

– Ø-ø-j! Ja tak, se til, at den flue går i Fader Jevsejs glas. E-ej, kan du ikke se det, eller hvad?

Uden at forstå noget som helst spærrer Baryba øjnene op.

– Ja, tak, hvad ellers? Lige for tiden er det deres favoritspil. De smider en fem-kopek her og en ti-kopek der, og så venter og venter de. Den Fader, der først får en flue i sit glas, har vundet, sådan er det.

Savka er ivrig efter at snakke med én udefra. Han snakker, og hele tiden dækker han – af høflighed – sin mund med sin kæmpestore, røde hånd:

– Se nu, min ven, se, det er Fader Jevsej.

Jevsej – gråblå og dybt fordrukken – læner sig ind over glasset, og hans mund flækker mere og mere, og pludselig dunker han hånden mod sit lår:

– Den er der! Så er den der, den kære! Min femmer! – og med fingrene fisker han fluen op af glasset. – Nå, lille du, du var lige ved at snyde mig. Du var jo lige ved at skræmme fluen her væk.

Han nærmer sig Baryba, standser og ser på ham med sine glasagtige øjne og smælder:

– Og vi havde, lille du, ikke håbet at se dig igen. Vi havde hørt, at du var blevet en holdt mand, en gigolo. Vi troede, at konen havde reddet dig til døde. Hende fru Tjebotarikh er en rigtig kvinde, hva´ gir´ du, – glubsk er hun vist!

Han viser Baryba hen på plads og giver ham te, selv drikker han af det glas, han har fisket fluen op af. Men hvad er et gensyn uden et par gyldne dråber? – Jevsej stiller en lille skarp på bordet.

Savka kommer ind med en anden samovar. På bordet lå der småmønter, en salmebog, kringler og vinglas med skårede stilke.

Innokentij blev en anelse tungsindig ovenpå vodkaen, hans små øjne faldt i, og gang på gang faldt hovedet ned på bordet, han hvilede det på sin lille knytnæve. Klagende begyndte han pludselig at synge ”Stille lys”. Jevsej og Savka faldt ind. Savka sang med dyb bas, han drejede hovedet og hostede, mens han dækkede sin mund med sin kæmpestore, røde hånd.

Baryba tænkte: ”Ja, så pyt da!” – og brølede ligeledes sorgfuldt med.

Pludselig afbrød Jevsej og råbte:

– Sto-o-p! Stop, – siger jeg!

Men Savka trak den alligevel i langdrag. Jevsej lænede sig hen mod ham, greb ham om halsen og pressede ham ind mod stolens ryglæn, han var som en forrykt vildmand. Han kunne have kvalt ham.

Innokentij rejste sig, sammenbøjet og med en gammel kones skridt gik han hen til Jevsej, han stillede sig bag ham og kildede ham under armene.

Jevsej gav sig til at skrupgrine, han klukkede og baskede med armene, som en fordrukken vandmølle og gav Savka lov til at gå. Derpå satte han sig på gulvet og gav sig til at skråle:

På bjerget sidder en krøbling
Han havde slået en mand ihjel

Uden kommentarer stemte de i og skrålede energisk med på ”Stille lys” ligesom før.

Det blev mørkt, alt flød sammen, alt svajede i den berusede celle. Innokentij jamrede sig og pinte dem alle, – en læspede, gammel kælling med overskæg og gråsprængt fuldskæg. Han fik fornemmelsen af, at han havde fået noget i den gale hals. Det sad fast i halsen, gjorde det. Han pirkede og pirkede med fingeren. Det hjalp ikke:

– Nå da, kunne du ikke prøve, Savka, kæreste, med din finger? Måske kan du fornemme det.

Den kære Savka ledte og ledte, han tørrede derefter fingeren af i præstekjolen.

– Der er ikke noget, Deres velærværdighed, intet. Det er nok en fuld satan, der sidder dernede og driller.

Jevsej krøb sammen på sengen og lå sådan længe uden at sige en lyd eller bevæge sig. Så sprang han pludselig op og rystede sine gråsprængte hårtotter.

– Efter mig, unge mænd, til Strel´tsy, hvad med at sætte af gårde lige nu. Til ære for genforeningen. Baryba, min knægt, hva´ sir´ du? Og du, Savka, hva´? Men hvor får vi fat i lidt skillinger.

Ved pantelåneren måske? Hva´ sir´ du Savka, hva´?

Savka – usynlig. I døren begyndte han at vrinske. Baryba tænkte ved sig selv: ”Hvorfor ikke, det kunne jo ikke skade. Bare glemme alt.”

– Hvis du giver mig dem tilbage i morgen … Jeg har lidt småpenge, de sidste, – sagde han til Jevsej.

Jevsej blev straks munter, uden et ord og som en glad hund rystede han sit hoved og skød sine glasagtige øjne frem.

– Ja, jeg sværger ved alt helligt, at jeg giver dig dem i morgen, så har jeg dem, de er blot gemt langt væk.

Alle fire gik de tæt forbi gravene. Den halvdøde måne blinkede frem bag en sky. Innokentij hang fast i et stakit med sin præstekjole; han fik kolde fødder, korsede sig og vendte om. De tre andre klatrede gennem muren, hvor der med fuldt overlæg var fjernet sten: En udgang.

11. Pomadekrukken.

Atter var det en tung, hed, søvndyssende eftermiddag. Hvide gravsten stod langs klostrets gange.  Der var en lindeallé og summende bier.
Jevsej gik forrest med de sammenfiltrede hårtotter hængende ned ad den sorte munkekutte: I dag var det hans tur til at afholde Vesper. Bagved gik Baryba. Mens han gik, åbnede og lukkede han igen og igen sin mund – som en port – i et firkantet smil.

– Hvor er det synd, Jevsej, du er som en fremmed fugl i den munkekutte. Du skulle have haft en bondevams eller en høj pelshue på, det havde passet bedre til dig.

– Ja, jeg ville gerne have gået på militærakademiet, lille du, men jeg begyndte helt tilfældigt at drikke. Så endte jeg ved klostret og stillede mig tilfreds.

Ak, Jevsej! Hvilken flot, rødfjæset, blånæset kosakkaptajn kunne du ikke  være blevet; eller skriver i en volost[5], fordrukken og familiær med ethvert mandfolk. Men det blev, ja tænk dig, et
liv til Guds velbehag …

– Sikke du dansede omkring i går aftes i Strel´tsy, Jevsej, hva´?

Jevsej gav sig til at fnise og trak på skuldrene. Åh nej, det ville aldrig gå i dette kvindetøj; men i går aftes gik det an: Han havde bundet et reb rundt om kjortlen, som man gjorde på landet,
– helt oppe under armhulerne, bukserne var hvide med blå striber, et stort rødt fuldskæg – som en skovl, og sikke glugger, de var ved at hoppe ud af øjenhulerne, og som en ægte skovtrold fra landet dansede han durkdrevent omkring.  Og sikke de lo de tøser i Strel´tsy – til de dånede!

De ankom. Baryba standsede et øjeblik op ved de gamle kirkedøre. Jevsej trådte ud igen og vinkede ham ind.

– Kom nu ind, lille du, kom. Der er ingen her. Ledvogteren selv er gået et eller andet sted hen.

Det var en meget lav, gammel og klog kirke, opkaldt efter den gamle Elias. Den havde set meget: Den havde holdt stand mod tatarerne, og det siges, at bojaren Fjodor Rómanov var her på gennemrejse; og at Filaret i sin tid som munk havde afholdt gudstjeneste her.  Ind gennem vinduesgitrene kiggede de gamle lindetræer. Han buh-er; han larmer; han farer omkring, her er Jevsej kosakkaptajnen i munkekutte. De gamle, afmagrede, storøjede helgener plirrede med deres øjne oppe på væggen – højt oppe over de fægtende arme, over den skæggede og højrøstede Jevsej.

Jevsej faldt på knæ, han ledte med hånden inde under alteret.

– Her, – sagde han, og frem trak han en lille, støvet krukke, der havde været Brockard-pomade i. Han åbnede den, spyttede på fingeren, bladede og fandt femogtyverubelsedlerne.

Uroligt vendte og drejede Baryba sit strygejern.

Ak, din djævel! Mindst ti eller mere er der. Men hvad fanden skal han med dem?”

Jevsej lagde en af sedlerne tilbage.

– Resten lader jeg ligge, der skal læses messe for min sjæl, eller skulle jeg måske en dag tage dem og forære dem alle til tøserne i Strel´tsy, så kan de drikke dem op.

Hvide gravsten ved klostergangene. Bierne summer i de gamle lindetræer. Den tunge lyd af kirkeklokker kredser omkring hans berusede hoved.

”Og, hvad fanden skal han med dem?” – tænker Baryba.

12. Den lille, gamle munk.

På en stenbænk – opvarmet af solen lige bag St. Eliaskirken sad en gammel – en rigtig gammel munk. Hans præstekjole var falmet, den skinnede grønt, hans skæg var blevet grønt, og hans hænder og ansigt så ud, som var de overgroet af mos. Det var, som om han havde ligget et eller andet sted – gemt som en gammel skat under et egetræ, man havde gravet den op, taget den og placeret den her på en solbeskinnet plet.

– Nå, hvor gammel er du, lillefar? – spørger Baryba.

– Ih, min kære, det har jeg glemt. Ja, se, jeg husker jo jeres Tikhon Zadonskij. Han holdt gode prædikener, og flittig var han.

Baryba kredsede hele tiden omkring den mosbegroede munk, han følte sig tiltrukket af ham.  Ak, det var ikke for ingenting!

– Kom lad os gå ind i kirken, lillefar, jeg hjælper dig med at feje.

Og de gik rundt under de mørke, kølige kirkehvælvinger.  Den gamle munk gjorde kærligt sin gamle kirke ren, han hviskede med helgenerne. Han tændte et stearinlys, stod stille,
beundrede og begejstredes over det.

Et pust, så går både lyset og munken ud” – tænker Baryba.

Han gik, han fulgte efter – lige bag munken: Han rakte ham ét og holdt noget andet.  Den lille munk var kommet til at holde af Baryba. Folk nu om stunder er blevet respektløse og glemmer
alle os gamle, der findes ikke en levende sjæl at veksle et ord med. Men ham her …

– Lillefar, er du ikke bange for at være alene i kirken om natten?

– Næ, du, når Kristus er med dig, hvorfor så være bange, min ven?

– Lillefar, hvad om du lod mig blive hos dig i nat?

Den lille munk talte barsk som nede fra egens dyb:

– I fyrre år har jeg tilbragt natten helt alene i kirken. Hvad skulle der ske i en kirke om natten … Beskyt den, beskyt den og vær nidkær. Det er sandt, hvad skulle der ske i en gammel kirke om natten? Godt, jeg venter” – tænkte Baryba og fulgte efter.

Efter midnatsmessen for Tikhon Zadonskij var den lille, gamle munk lige ved at omkomme af træthed. Folk var kommet ilende i hobetal. Bag efter måtte han og Baryba feje og feje, de troede aldrig, de skulle blive færdige.

Den lille munk undersøgte alle døre, drejede alle rustne låse og satte sig et kort øjeblik for at hvile. Han blev siddende, han var gået ud som et lys og var faldet i en dyb søvn. Baryba ventede, han hostede. Han gik hen og trak den lille munk i ærmet, den gamle sov. Hurtigt luskede han hen til alteret, så famlede han sig frem under altret.  Famle, famle: Fundet. Den lille, gamle munk sov tungt, han havde vænnet sig til at sove en dyb, dødelig søvn.

Den lille, gamle munk hørte intet.

13. Aprosjas hytte.

Ude ved de sidste forarmede boder og gadelygter ender Dvorjanskaja. Længere ude ligger Streletskij-søen med de gamle piletræer voksende rundt omkring; her er der mosbegroede, glatte planker, hvor foroverbøjede kvinder banker vasketøjet rent, og ællinger dykker.

Helt nede ved denne sø på denne side af forstaden Streletskij lå Aprosjas hytte. Den fejlede intet, var varm og tør. Under tagrytterne lå et velfriseret stråtag, i de små vinduer sad lyngfarvet glas. Hvad andet kunne de to, Aprosja og hendes lille dreng, have brug for? Den lille jordlod til to sjæle var lejet ud, og det skete, at hendes mand sendte godter eller penge – tre eller fem rubler til mærke- eller festdage.  Og et brev: ”Og desuden af kærlighed et dyb buk i ærbødighed for dig min allerkæreste hustru Aprosja Petrovna … Og desuden kan jeg meddele, at vi igen er blevet sat tre rubler op om året. Og at jeg og Aljusja igen har besluttet os for at blive i militærtjenesten”.

Til at begynde med længtes Aprosja naturligvis efter ham, ung, som hun var, men så aftog det, hendes mand gik i glemmebogen dér i militærtjenesten. Det var sådan, at han tonede ud og blev som et eller andet frimærke på et brev eller som et segl: Hans brev, hans segl og hans frimærke. Ikke mere end det. Således klarede Aprosja sig, hun blev vejrbidt, hun gravede urtehaven, hun syede til den lille og gik ud og vaskede for andre.

Hos denne Aprosja var det, Baryba lejede et værelse. Han syntes straks om det: Hjemligt og rent. De blev enige om fire en halv rubel.
Aprosja var fornøjet: Lejeren var solid og ikke en omflakkende sjæl, og han havde tilsyneladende penge. Desuden var han heller ikke særlig storsnuet eller stolt, og han talte også af og til med hende. Nu skulle hun drage omsorg for to: For sin egen lille dreng og for Baryba. Hun var på benene dagen lang – vejrbidt, stolt som rug og barmfager: en fryd for øjet.

Der var stille, lyst og rent. Baryba hvilede ud fra alt fortidigt. Han sov uden at drømme, og han havde penge: Hvad i alverden skulle han med mere? Han spiste i ro og mag – solidt og meget.

– Nå, men det er godt, at jeg gør ham tilpas, sådan skal det være, – tænkte Aprosja.

Baryba havde købt en mængde bøger. Sådanne små, men meget attraktive bøger i luboktryk[6] til spotpris: Tjapka – røveren fra Lebedjan, Den kriminelle munk og hans skat, Dronningen af Spaniens kusk. Baryba lå og flød, knækkede solsikkefrø og læste. Han var ikke til at hale nogen steder hen, og at skulle stå foran posten Tjernobyl´nikov eller foran skattemesterens svigersøn ville være noget nær pinligt: De havde velsagtens allerede nu ”bogført” alt, og efter kvinder – havde han heller ikke længere lyst til at kigge, da snavset efter fru Tjebotarikh endnu ikke havde bundfældet sig.

Han gik tur på marken, hvor de høstede. Aftenbrokade på himlen; lydigt falder den gyldne rug; røde, svedige skjorter og klingende leer. Pludselig kaster de leen, går hen til tønden med kvas[7] og drikker. Det drypper fra deres skæg. Ak, de har arbejdet af alle kræfter!

Baryba tænkte ved sig selv: Sådan skal det være. Hans stærke hænder kløede, hans tyggemuskler arbejdede. ”Men hvad så med skattemesterens svigersøn? Han kunne jo få øje på ham” …

– Jeg kunne også, fabulerede han, blive bonde, og så kunne jeg for resten bringe mine skind til fru Tjebotarikhs fabrik. Ja, hvor jeg kunne! – mumlede han arrigt ved sig selv.

Hvordan man end vender og drejer det, var han altså nødt til at finde på et eller andet: Uden arbejde kunne han ikke overleve for Jevsejs penge; uden at arbejde, – det var, det ved Guderne, jo ikke flere tusinde rubler.

Baryba lagde hovedet i blød og kradsede så en ansøgning ned til statskasse-departementet. Jeg håber, de ansætter mig som skriver eller allerhelst som assistent for skattemesterens svigersøn. Så ville han få en hat med skygge og emblem, – se mig, her kommer jeg!

Lummervarmen hen under aften var dræbende. Alligevel knappede Baryba sin fløjlsvest (et levn fra det gunstige liv hos fru Tjebotarikh), han tog sin papirflip, tog sine bukser uden over støvlerne og gik til Dvorjanskaja: Hvor skulle han ellers finde skattemesterens svigersøn, om ikke dér.

Selvfølgelig var han der.

Han gik dér, langlemmet og mager, – en stumtjener, han kiggede surt på alle og svingede med sin spadserestok, som ville han sige: ”Hvem er du? Jeg er, som du ser, embedsmand, jeg bærer en hat med skygge og emblem.”

Han stak Baryba et surt smil:

– Ah, ha, nå det er Dem! En ansøgning? Hm-hm.

Han livede op, trak op i sine bukser og rettede på sin flip. Han følte sig straks som den imødekommende overordnede.

– Ja, godt, jeg overbringer den. Jeg skal gøre, hvad jeg kan. Ja, sådan, sådan for gammel bekendtskabs skyld.

Baryba gik hjemad og tænkte:

– Ak, hvor ville jeg elske at smække dig én, dit sure fjæs. Men man kan ikke sige andet, end at han gebærder sig kultiveret. Og den flip? Det allerfineste, ægte linned, og det ser ud, som om den er ny hver eneste gang.

14. Den lystige vin løber ud.

Kældermester Mitrofan havde snuset rundt som en hund, han havde fundet ud af alt om Jevsejs tur til Strel´tsy. Jevsej kan naturligvis selv have ført sig frem og plapret løs til alle sider, men kældermesteren vidste alt ned til mindste detalje: Også hvordan Jevsej i bar skjorte havde danset rundt med kjortlen bundet fast med et reb helt oppe under armhulerne og havde sunget denne vise: ”Ind i klostret han kom …” og om den lystige tur, hvor han havde været på valsen i Strel´tsy. Kældermesteren var naturligvis gået til prioren. Prioren havde kaldt Jevsej ind til sig, ja, han havde givet ham en sådan opsang, at Jevsej var fløjet ud – rød i hovedet, som havde han siddet på den øverste bænk i en sauna.

Som bod havde man sat Jevsej til at hjælpe klostrets bager. Til gudstjeneste gik han ikke. I bagerens kælder var der brændende varmt – som i helvede. Den øverste djævel, Silantij – lodden og rød – brølede af ælterne, mens han let kunne svinge de flere pund tunge brød på en brødspatel ind i ovnen. Ælterne, kun iført hvide skjorter og med håret bundet op med en snor, vendte og drejede dejen, de stønnede og arbejdede i deres ansigts sved.

Derfor sov Jevsej nu, som han aldrig havde sovet før. Det var, som om hans blanke, glasagtige øjne var kommet sig en smule. Aldrig var der tid til at tænke på pimperiet.
Alt ville have været godt, idet hans bod nu lakkede mod enden; men snart var alt igen ved det gamle: Jevsej begyndte igen at forrette gudstjeneste og brøle bønner. Igen begyndte novicen Savka med de kæmpestore hummerklør at vimse omkring ham, og Innokentij, den gamle kælling med overskæg, sang igen klagende.
Savka fortæller om Innokentij:

– Efter de havde fyret op, gik Fader Innokentij i sauna. Dér sad en lille diakon – en munter mand, som er blevet forvist hertil. Hæ-hæ, og da han får øje på Innokentij i Adamskostume råber han: ”Ih du milde, se, dét er en kælling, se, se, han har hængepatter, det ser ud til, at han har født børn.”

Innokentij trak sin munkekutte tættere omkring sig.

– En uforskammet fyr er han, ham din diakon. Det er derfor, han taler, som han gør.

Det var den selv samme diakon, der skulle ødelægge Jevsej. Diakonen var kommet hertil ude fra friheden, han kedede sig forståeligt nok, så han drev rundt fra celle til celle. Han kom så tilfældigt forbi Jevsej. Jevsej og Innokentij sad med deres glas, – igen spillede de ”flue”, og de ventede på, i hvis glas fluen først ville ende. Diakonen fik øje på det og var ved at omkomme af grin, han faldt om på Jevsejs seng og sparkede vildt med sine små ben, oj – oj – oj (hans ben var korte og tynde, og hans øjne var som små kirsebær).

Når den lille diakon var i godt humør, tog han fat, og han blev ved og ved: Så kom han frem med alle sine anekdoter fra seminarietiden. Han var en mester til dette. I begyndelsen forsigtigt; men så fortsatte han med den om præsten, der sendte sine skriftende ud for at synde noget mere: Han idømte dem en bod på femten knæfald for to overtrædelser, og det var umuligt at tælle sammen, alt skulle regnes ud i brøker. Og den om nonnen, der i skoven var blevet indhentet af landsstrygere – hele fem af slagsen, og at hun bag efter havde fortalt: ”Det
var go-odt – ja, og ligeså meget jeg havde lyst og helt uden at synde”.

Han kunne slå enhver ud med ord. Jevsej var ved at kvæles af latter, han slog sin knytnæve ned i bordet:

– Sikke en diakon! Og mere og mere føjelig bliver han. Vi bliver tydeligvis nødt til at stille et lille traktement frem til dig. Vent lidt, fader, hva´? Jeg er tilbage om et øjeblik.

– Hvor bærer stormen dig hen? – spurgte diakonen.

– Efter penge. Jeg har dem, min ven, de ligger under en skæppe, og de forgår ikke. De er lige i nærheden. Inden du når at blinke …

Og ganske rigtigt, diakonen nåede ikke at fortælle en ny historie til ende, før Jevsej igen var der som et søm. Han trådte ind og lænede sig op ad dørstolpen.

– Kom, du rige mand, kom, vis frem da, – råbte diakonen muntert og gik hen til Jevsej. Diakonen kom derhen, han stivnede: Det var Jevsej – og alligevel ikke ham. Alt hang slapt ned, han var blevet blød, og det var, som om alt i ham var løbet ud: Som om nogen havde stukket hul i siden på ham, og al den lystige vin var løbet ud, tilbage var kun den tomme vindunk af skind.

– Hvorfor tier du? Hvad er der sket?

– Stjålet, – sagde Jevsej, ikke som han plejede, men helt stille. Han smed de sidste to sedler på bordet: Tyven havde for sjov skyld ladet dem ligge …

Sandt at sige, så havde Jevsej aldrig været særlig begavet, men nu var han gået fra sin sidste rest af forstand. Han drak sine sidste rubler op. Han flakkede fordrukken rundt i gaderne og tiggede småmønter og fik sig én til tømmermændene. En vægter havde taget ham med til politistationen for utilbørlig optræden på gaden; derpå havde han knust næsen på denne vægter og var så stukket af til klostret.

Om morgenen kom hans kammesjukker – novicen Savka og fader Innokentij, ja, selv den lille diakon, ind til ham. De begyndte at prædike for ham: Besind dig, hvad er det med dig? Skal prioren smide dig ud af klostret? Hvad vil du så give dig i kast med?

Jevsej lagde sig på ryggen og tav. Pludselig begyndte han så at snøfte, han gav sig til at vræle, så det dryppede i skægget.

– Hvordan kunne det ske, venner? Jeg er ikke ked af det med pengene; pengene gør mig ikke ked af det. De var kun vigtige tidligere, da kunne jeg, hvis jeg fik lyst, forlade klostret her og
nu. Nu er det lige meget, hvad jeg vil … Jeg var en fri mand, men nu …

– Men hvem kan have blanket dig sådan af? – sagde diakonen og bøjede sig ind over Jevsej.

– Det vidste jeg ikke før, men nu ved jeg det.  Det er ikke én af vore, han kommer udefra, intet tydede dengang på, at han skulle være gemen, men … Det er ham, ingen andre. Ud over
ham kan ingen have vidst, hvor jeg havde pengene.

Savka vrinskede: Ah, nu ved jeg det!

Om aftenen ved stearinlysets skær, ved det tomme bord og uden lyst til at skrue op for samovaren vendte og drejede de sagen, som det sig hør og bør. Intet kunne de finde på.

15. Ved Ivanikha.

Om morgenen efter messen kiggede Innokentij forbi. Han havde taget et velsignet nadverbrød med. Han hviskede:

– Jeg ved det, fader Jevsej, jeg er kommet i tanke om det! Lad os hurtigst muligt tage ud til Ivanikha. Uf, alle kender hende, og hun kan kaste en forbandelse over tyven, og straks vil han
dukke op.

Morgenen var rosa, og dagen ville blive hed. Spurvene festede.

– Æv, det var noget tidligt du stod op, – knurrede Jevsej.

Innokentij gik med bittesmå kvindeskridt, mens han holdt sin munkekutte oppe over maven.

– Det kan ikke være anderledes, fader Jevsej, det kan det ikke. Ved du ikke det? En forbandelse har kun kraft på fastende hjerte.

– Du lyver vel sagtens, Innokentij, og så er det nok også forgæves. Ja, og en skændsel er det – og så en af os gejstlige.

Ivanikha var en gammel, udtørret, knoklet, lemmedasker med vippede øjenbryn som hos en ugle. Ikke særligt venlig mødtes hun med munkene.

– Hvad vil I? Hvilken forbandelse er I kommet efter? Eller vil I bede en bøn sammen med mig? Men jeg kan ikke bruge jeres bønner til noget.

Og hun fortsatte med at skramle med sine gryder ved ildstedet.

– Nej da, vi er kommet angående … Fader Jevsej her er blevet udplyndret. Kan du ikke kaste en forbandelse over tyven? Vi har hørt, at …

Fader Innokentij var skrækslagen for Ivanikha. Han ville gerne slå kors for sig, men at korse sig her – foran hende, det måtte man sikkert ikke: Djævlen er her, og man kunne skræmme hende, og så ville man ikke få noget ud af hende. Innokentij trak sin munkekutte sammen over brystet, ligesom en kone, der pakker sig ind i sin pelsfrakke.
Ivanikha kiggede på ham oppefra, hun spiddede ham med sine ugleøjne.

– Hvad har det med dig at gøre? Det er ham, der blev udplyndret, han og jeg bliver her – alene to.

– Jah, hvad jeg …, lille moder, jeg …

Han bukkede, løftede op i sin munkekutte og trippede ud med bittesmå kvindeskridt.

– Hva´ er navnet? – spurgte Ivanikha Jevsej.

– Jevsej.

– Jeg ved, at du er Jevsej. Ikke dit, men ham, du tænker på, hvad hedder han?

– Anfimka, Anfim.

– Hvad vil du have, jeg skal forbande? Blæsten? Et forklæde er også godt, hvis man spreder det ud over birkegrene. Eller vand, måske? Og bag efter vil han blive lokket til den lille due,
og så skal han drikke lidt te, lavet på det selvsamme vand.

– Ja, i – i hans te, hva´? Det ville være fint, lillemor, hva´?

Jevsej blev glad og gav sig til at brumme lystigt, han troede på det: Sikke agtværdig og stærk den gamle Ivanikha var.

Ivanikha begyndte at øse vand op med en udskåret træøse, så åbnede hun døren ud til den overdækkede indgang, hun beordrede Jevsej ud på den anden side af dørtrinet, selv stillede hun sig på dørtrinet. Hun lagde træøsen i Jevsejs hænder.

– Hold den og lyt efter. Men husk: Ikke et ord til nogen, for så bliver alt vendt mod dig selv.

Hun messede langsomt – ligesom ganske tydeligt, mens hun med sine ugleøjne spiddede vandet i træøsen.

– I havet, i det store ocean på øen Burjan står en jernkiste. I denne kiste ligger et damascenersværd. Løb sværd, løb til tyven Anfim, stik ham i selve hjertekulen, fordi han – tyven – skal levere det tilbage, han stjal fra Guds tjener Jevsej. Hvis han stikker så meget som skyggen af byttet til sig, vil han – tyven – blive spiddet af mine ord som af et damascenersværd. Han vil – tyven – blive forbandet ned i helvede, ned i jorden, ned i Ararats bjerge til den spilkogende harpiks, til den brændende aske, ned i det sumpede hængedynd, til de hjemløse, ned i en saunaspand. Hvis han stikker noget til sig, vil han – tyven – blive spiddet til en dørstolpe af en poppelpæl, blive udtørret mere end hø, blive frosset mere end is, og det bliver ikke nogen stille død for ham.

– Så er det er nok, – sagde Ivanikha. – Få ham, vor lille due, til at drikke lidt af vandet, – drikke.

Jevsej hældte forsigtigt vandel i en lille flaske, gav Ivanikha en rubel og begav sig tilfreds derfra:

– Jeg skal, min ven, servere te for dig. Jeg skal nok løsne dit tungebånd!

16. Det kommer de ingen vegne med.

Om natten – ud af det bare ingenting trængte en febervildelse sig på. Han rystede og krympende sig, og han snublede rundt i unaturlige drømme.

Om morgenen sad han ved bordet som i en tåge, mens han hvilede sit blytunge hoved på armene.

Det bankede på døren.

– Aprosja?

Men han kunne ikke dreje hovedet, det var så tungt. Ved døren hostede en dyb bas.

– Savka, er det dig?

Det var ham: Stridt hår og røde hummerklør.

– Man har uden dikkedarer inviteret Dem. Fader Jevsej har savnet dem svært meget.

Han gik derpå nærmere og bukkede:

– Han vil have Dem til at drikke te, der er blevet læst over. Men De skal – Gud forbyde det – ikke drikke det.

– Hvilken forbandelse?

– Det er da klart, hvilken: én mod tyve.

– Aha! – Baryba lagde to og to sammen. Det kunne blive meget morsomt. Jevsej det fjols! Et eller andet blev uklart, det dunkede i hans hoved; noget morsomt lavede grimasser derinde.

I Jevsejs celle – blålig røg; der var blevet røget: Den lille, muntre diakon havde røget.

– Ah, kæreste gæst!

Og vrikkende med sin bag rakte den lille diakon sin hånd frem mod Baryba med en kringle.

Vodkaen var ikke kommet på bordet: De havde forsætligt besluttet sig for, at de ikke skulle drikke for at være helt klare i hovederne – for at kunne fange Baryba.

– Hvad er den af, har du tabt dig, Jevsej. Ej, har en eller anden forhekset dig? – fniste Baryba.

– Du kan selv have tabt dig. Har du ikke hørt det?

– At en eller anden har hugget dine skillinger? Jo, det har jeg hørt.

Den lille, muntre og spydige diakon sprang op:

– Men, hvor i alverden har De hørt det, Anfim Baryba?

– Nå, se, – Savka har sagt det. Derfor vidste jeg det.

– Du er et fjols, Savka, – sagde Jevsej og vendte sig mismodigt om.

De satte sig til teen. Et af glassene var halvt fyldt og stod for sig selv på bakken. Innokentij vimsede omkring, fyldte glasset med kogende vand og rakte det til Baryba.

Alle stoppede op og ventede: Nå, nu …

Baryba rørte og rørte, han tog langsomt en slurk. De tav og kiggede. For Baryba blev dette for komisk, han kunne ikke dy sig, han brast i latter, han buldrede som et jernhjul hen over stenbroen. Savka blev smittet af hans latter, og den lille diakon fulgte efter med en fin fnisen.

– Hvad er det med dig? – sagde Jevsej og kiggede, hans øjne var som kogte fiskeøjne.

Baryba skraldgrinede, han kurede ned og kunne slet ikke stoppe, det bankede i hans hoved, det blev tåget – grønt.

En lattermild kådhed fór i vejret og drev ham til at sige:

– Det var og er mig. Jeg stjal.

Baryba drak ud, tav helt og smilede – firkantet og brutalt.

Jevsej blev rastløs.

– Nå, fortæl, Baryba, kom nu. Hvorfor?

– Hvad skal jeg fortælle jer om?

– Du ved godt, om hvad!

– Nå, så det er den vej, vinden blæser! For dig handler det om pengene, hva´? Jeg har jo sagt til dig, at Savka fortalte mig det. Det er alt, hvad jeg ved.

Med affekteret stemme sagde Baryba: ”Jeg lyver, siger han, men prøv bare, om I kan fange mig”.

Den lille diakon sprang hen til Baryba og slog ham på skuldrene:

– Nej, min ven, du lader dig ikke fange af heksebryg, det kommer man ingen vegne med. Hård som støbejern.

Jevsej rystede sine hårtotter.

– Ja, til helvede med det! Savka, løb hen efter noget vin.

De drak. Alt blev tåget, og det bankede i hans hoved. En blågrøn tobakståge bredte sig. Den lille diakon dansede sømandsdans.

Baryba vendte hjem ved tusmørkets frembrud. Da han nåede Aprosjas havelåge, følte han pludselig, at benene gav efter, og øjnene blev sløret. Han lænede sig op ad dørstolpen, han var bange: Han havde aldrig haft det sådan før.

Aprosja åbnede døren og kiggede på sin lejer:

– Hvorfor er du helt bleg? Du er vel ikke syg, hva?

Som i en drøm fandt han sig selv på sengen. Den lille lampe. Aprosja ved hovedgæret. På panden: fugt, eddike og en klud.

– Du er syg, min ven, – jamrede Aprosja hyggeligt, hun hang lidt med næbbet.

Aprosja var løbet over til naboen efter et lægende pulver til Baryba. Natten igennem blev det gang på gang sløret inde i hans hoved, og når han igen klarede op, så han den slumrende Aprosja på stolen ved hovedgærdet.

På tredje dagen – om morgenen – lettede det. Baryba lå i det hvide sengelinned med grå efterårsskygger i ansigtet. Han var blevet transparent og på en måde helt menneskelig. ”Det er jo
sandt, jeg er en fremmed for hende, og hun har siddet hele natten og har ikke sovet …”

– Tak skal du have, Aprosja.

– Ja, og hvad så, min kæreste patient. Du var jo syg.

Og hun lagde sig ind til ham. Hun havde kun en kulørt nederdel og et bomuldsskørt på, og helt tæt på – lige foran Barybas øjne – funklede to spidse, tynde torne på hendes bryst under den tynde bomuld.

Baryba lukkede og åbnede igen sine øjne. Ind gennem vinduet kiggede en brændende varm sommerdag. Et sted glimter det i Streletskij-søen, de bader, og deres kroppe skinner …

Det begyndte at hamre endnu heftigere i hans hoved. Uroligt bevægede Baryba sig med sine tunge kæber, han trak Aprosja ind til sig.

– Åh, hvad? – sagde hun forbavset. – Men, måske er det slet ikke godt for dig? Nå, nå, vent lidt, det er på tide at skifte kluden.

Langsomt skiftede hun kluden; fuld af omsorg, – forudseende lagde hun sig i sengen ved Baryba.

Således gik det. Hele dagen holdt Aprosja sig beskæftiget, hun holdt hus, hun skramlede med potter og pander – gjorde soldatens kone. For dem begge: for den lille dreng og nu også for Baryba – drog hun omsorg. Han var ganske rigtigt blevet rask igen og var livet op; alligevel var det ikke let for hende at overkomme det hele alene.

Om aftenen når Anfim Jegorytj vendte hjem et eller andet sted fra, kiggede han på Aprosja.

– Kig ind til mig, i aften.

– Kig ind, siger du? Godt. Nu gjorde du mig helt forvirret. Der var et eller andet, jeg var i gang med, og nu har jeg helt glemt, hvad det var. Åh, jeg skulle jo samle æg ved hønsene: igen er
den forbistrede ilder på druk.

Hun løb ud i hønsehuset. Derefter pustede hun ilden op under samovaren. Alene inde hos sig selv sad Baryba og drak te, han vendte siderne. ”Og hele tiden læser og læser han. Til hans
øjne bliver ødelagt”. Hun havde lagt den lille til at sove. Hun sad på bænken, og tenen summede: hun spandt gråt uldgarn til vintersokkerne. Oppefra drattede en fed, sort kakerlak ned fra loftet. ”Nå, det er sent, det er vist på tide …” Med den tykke ende af tenen kløede hun sig i hovedbunden, gabte og korsede sig for munden. Hun spyttede på en børste, og omhyggeligt pudsede hun Barybas støvler, hun klædte sig af, lagde alt tøjet omhyggeligt i hjørnet på bænken og bar støvlerne ind til Baryba.

Baryba ventede. Aprosja stillede støvlerne ved sengen og lagde sig.

Hun gik ud efter en halv time. Hun gabte. Hun gjorde sine ti knæfald, bad Fader Vor og faldt i en tung søvn: hun havde arbejdet hårdt hele dagen uden et øjebliks hvil.

17. Semjon Semjonytj Blinke.

En dag sagde Baryba til Timosja:

– Hvad er du egentlig for en skrædder? Her hjemme – her i huset, har du ikke noget som helst, du er i gang med at sy på.

Det var helt klart, hvorfor der ikke var noget hos Timosja. Det var nemlig sådan: Snart var der ikke noget galt med ham, intet som helst, men så begyndte han at ture rundt. Nå ja, og så var det farvel til kundens bukser. Det var helt givet, han drak dem op. Man kendte til hans vaner og vogtede sig for at aflevere noget til ham i hjemmet. Derfor gik han ud og syede for folk. Han syede for mange købmænd, endog også for herskaber, han var god til at sy – den lurendrejer. Desuden var han, kan man godt sige, advokat Semjon Semjonytj Blinkes helt egen skrædder. Blinke kaldte ham for:

– Min hofskrædder.

Det var sjældent, Timosja havde støvler på, oftest var de pantsatte. Så ankom han til Blinke i gamle gummigalocher, og under armen havde han – pakket ind i papir – sine hvide lærredstøfler. Det var obligatorisk at sætte galocherne i entreen og derpå tage sine hvide tøfler på. Så var han parat. Når han kom hos Blinke, var samtalerne altid usædvanlige: Om Gud, om helgener; om at alt i verden kun var overfladisk, og om hvordan man burde leve. Timosja antog Blinke for at være et intelligent menneske. Ja, det var det, han var – Semjon Semjonytj Blinke.

Blinke var for øvrigt slet ikke hans rigtige efternavn, det var et slags kælenavn, men på gaden drillede man ham med det.  Ja, man skulle blot kaste et blik på ham; straks sagde man: Blinke – ja, det gør han.

Semjon Semjonytjs ansigt var radmagert og mørkt som en gammel ikon. Gluggerne var kolossale og mørke. Om de var forbløffede eller skruppelløse, var ikke til at afgøre, men store – det var de. Det eneste, der var i det ansigt, var øjne. Og konstant blinkede han med dem: Blink, blink, som om han skammede sig over sine øjne.

Men det var ikke kun øjnene, det var, som om han blinkede over det hele – hele Semjon Semjonytj blinkede. Når han gik på gaden, så begyndte han at halte på venstre ben, sådan var det, hele kroppen, ja, hele skabningen blinkede.

Hvor købmændene holdt af ham for hans begavelse!

– Semjon Semjonytj Blinke? Uh, en sand mester og snog! Den mand, min ven, kommer til at drive det vidt. Glat som en ål er han, han forstår at sno sig. Se på ham, du. Se, sikke han blinker, hva´?

Således gik det til, at han stod i spidsen for købmændenes fordærvede småaffærer: Vekslerne eller endnu bedre – insolvens.

På den ene eller anden måde skulle han nok få dem sendt for retten, og så var de ude at svømme. Derfor betalte de ham også godt.

En dag tog Timosja Baryba med hen til Blinke. Og det var på høje tid.
Dette efterår var aldeles absurd: Sneen faldt, og sneen smeltede. Og med sneen svandt også Barybas/Jevsejs småpenge ind. Fra statskassens departement var der kommet svar: Et afslag. Djævleyngel, det er de. Hvem vil have noget med dem at gøre, og hvorfor, – hvilken grisetryne mon de vil have? Nå, men det var jo nødvendigt for ham med et eller andet arbejde. Spise skal man jo.

Semjon Semjonytj trak Timosja til side og spurgte til Baryba:

– Hvad er han for én?

– Ja, han er – sådan – en slags hjælper hos mig. Jeg syr og snakker, og han lytter. At snakke uden en hjælper holder ikke, du kan ikke snakke med dig selv.

Semjon Semjonytj brød ud i en skælvende latter.

– Nå, det betyder, at han er i godt humør: så skal det nok flaske sig”, – tænkte Timosja.
– Og, hvad har du så lavet tidligere? – spurgte Blinke Baryba. Baryba blev usikker.
– Ja, han har underholdt en respektabel enke, – hjalp Timosja og pirkede med nålen i stoffet.

Blinke skælvede igen:

– Nå, ja, den beskæftigelse er ikke noget at snakke om.

Men Timosja fortsatte uanfægtet:

– Nej, det er ikke noget særligt. Det er forretning. Her i landet er alt nu om stunder forretning, det er kun sådan, vi kan overleve. Købmanden sælger sild, – tøsen – sin krop. Enhver gør det på sin måde. Men hvorfor er en krop værre end sild, eller sild værre end samvittighed? Alt er jo en vare.
Blinke var blevet i rigtig godt humør, han blinkede, rystede og slog Timosja på skuldrene. Pludselig blev han helt seriøs, han blev som en ikon – streng og med helt opspilede øjne.

– Vil du tjene penge? – spurgte han Baryba. – Så skal jeg nok finde et arbejde til dig. Jeg kunne godt bruge et vidne. Dit udseende er jo imponerende, du går vel an.

18. Vidnet.

Således begyndte Baryba at arbejde som vidne for Blinke. Arbejdet var enkelt nok. Aftenen inden plejede Blinke at instruere Baryba: Se, husk nu dit og glem ikke dat, Vasilij Kur´jakov, købmandens søn, det er den tykke af dem, – han løftede blot hånden, og det var småborgeren – ham den rødhårede, der slog første, nå ja, altså ham den rødhårede. Og du, ja, du stod ved havestakittet, og du så det med dine egne øjne.

Næste morgen stod Baryba så foran forligsdommeren, nyfriseret og adstadig, ind imellem smilede han for sig selv: Det er nu meget underligt det her. Han fortalte præcist, som Blinke havde instrueret ham. Købmandssønnen Vasilij Kur´jakov triumferede, – småborgeren blev sat i kachotten; og Baryba fik enten tre eller fem rubler.
Semjon Semjonytj kunne ikke andet end rose Baryba:

– Sikke agtværdig og stædig du er, min ven. Du har rygrad. Dig kan man ikke ryste. Inden længe kan jeg stille med dig ved strafferetssager.

Og han begyndte at tage Baryba med til nabobyen, hvor retsbygningen lå. Han forsynede Baryba med en lang diplomatfrakke, der lignede en købmandsfrakke. I denne diplomatfrakke spankulerede Baryba rundt i flere timer i rettens korridorer, mens han gabte og dovent ventede på, at han stod for tur. Roligt og effektivt vidnede han, og han var aldrig i vildrede. Af og til forsøgte anklageren eller forsvareren at bringe ham ud af fatning, men nej, de kom ingen vegne: Han holdt på sit og kom aldrig på afveje.

Baryba tjente godt på især ét testamente. Købmand Igumenov var død. Han havde været en velanset person og familiemand: Havde kone og datter. Han havde haft en fiskehandel, og alle i byen kendte ham, fordi man her i landet strengt værner om fastetiderne. Igumenovs hænder var, sådan er det jo, dækket af vorter overalt. Man sagde, at det var fiskene: Fordi han stak sig på fiskebenene.

Igumenov levede, Gud være lovet, som alle andre, men da han blev gammel skete der noget med ham: Djævlen prikkede til ham. Datterens lærerinde – guvernanten – havde, nå ja, ganske enkelt snoet ham om sin lillefinger. Konen og datteren havde han jaget på porten: Heste, vin og gæster – alt flød i stride strømme.

Først lige før sin død kom den gamle til fornuft. Han kaldte sin kone og datter til sig for at bede om tilgivelse, og han underskrev et testamente til fordel for dem. Men i det første testamente, der var blevet liggende ved madame – ved hende guvernanten – var alt testamenteret hende. Så sagen var altså gået i hårdknude. Nu var Semjon Semjonytj naturligvis blevet sat i sving:

– Semjon Semjonytj, min kære. Han var jo ikke sig selv, da han skrev det andet testamente, det må absolut kunne bevises. Vi må stille med vidner. Penge er jeg ikke tilbageholdende med.

Sammen vendte og drejede Semjon Semjonytj og Baryba sagen. Baryba gravede og gravede i sin hukommelse og kom så pludselig i tanke om: Han havde set Igumenov – den afdøde, komme løbende ud af saunaen en vinterdag og havde rullet sig i sneen. Det er den naturligste ting her i landet; men det blev fremlagt sådan, at han den vinterdag havde løbet omkring i det bareste ingenting. Andre vidner blev ligeledes fundet: Så var der jo mange, der havde set det.

Da Baryba fremlagde dette i retten, forklarede han det hele præcist og med stor styrke, som om han lagde et fundament på en klippe, endda så godt, at han selv kom til at tro på det. Og han blinkede end ikke, da Igumenovs enke med sort tørklæde – som en nonnes – stirrede stift på ham. Efter retssagen lavede guvernanten øjne til ham:

– De er sandelig min velgører.

Hun rakte sin hånd frem til et kys og sagde: ”Kig forbi, engang”. Sikke fornøjet Baryba blev.

19. Tiden.

– Ne-ej, det trænger ikke ind, – sagde Timosja vemodigt. – Hvordan skulle det det. Vi lever som på bunden af havet, som i den sunkne by Kitezh: Vi hører ingen verdens ting her, over vore hoveder er vandet grumset og flyder dovent. Men oven over brænder alt, – folket slår alarm.
Men pyt, lad dem slå alarm. Her hos os plejer vi på den konto at sige:

– Lad dem dog gå fra forstanden i deres Babylon. Vi vil bare leve i ro og fred.
Det er sandt, hvad aviserne skriver: Folk er ved at gå fra forstanden. Helt ærligt, i århundreder har vi levet sådan; vi har frygtet Gud og æret Zaren. Men dér har de – som et kobbel hunde – revet sig løs af deres lænker, Gud forbarme sig. Men hvor kom disse fede og slimede krigere til verden?

Ja, vi er optaget af disse forskellige bagateller, men beskæftiger os aldrig med at give børnene mad, selvom alle har unger i overflod. Af kedsomhed, eller hvad, hvem af dem ved hvorfor, her formerer folk sig som fluer. Huslig, gudfrygtig og sat er man pr. definition. Slåen for portene er af jern, og i gården løber lænkehundene rundt som bastarder. Før man lukker en fremmed ind i huset, spørger man en tre – fire gange: Hvem dér, og hvad vil du? Alle har geranier og gummitræer i deres vinduer. Sagen er rettere sagt den: Ingen skal glo ind fra gaden. Alle her elsker varme, de tænder op i deres ovne, og om vinteren går de rundt i vatterede frakker, nederdele, bukser og jakker; selv slåbrokkerne er vatterede, ingen andre steder går man rundt på denne måde. Således lever man – pø om pø; og er frastødende som gødning i varmen. Ja, sagen er værre endnu: Se blot på børnene, – sikke små splejsede unger, folk opfostrer.
Timosja og Baryba kom hen til Blinke. Blinke sad med avisen.

– Se, de har ekspederet ministeren, har I hørt det?

Timosja lyste op i et smil – som en lampe for fuld blus.

– Ja, det har vi hørt, det kunne vi ikke undgå. Vi gik rundt på markedet og hørte pludselig én sige: ”Det er vel nok synd for ham, tænk, han fik omkring tyve tusinde om året, stakkels mand”.

Blinke rystede af latter:

– Se, sådan er de, sådan er det – her i landet: tyve tusinde … stakkels mand … Ak, han må have følt sig plaget og forfulgt!

De blev stille en tid, og han raslede med avisen.

– De har også taget én herfra til fange i Piter,[8] – kom Baryba i tanke om, – domprovstens datter Anjutka, – hun studerede.

Blinke hægtede sig straks fast i dette og gik i gang med at tirre. Han vidste jo, hvordan Timosja forholdt sig til kvinder: at komme i klammeri med dem er en alvorlig sag, det er som at blande marmelade i sin suppe.

– At besøge en kvinde, at gå til og fra og så kassere hende, det er i orden. Men lukke hende ind i sin sjæl – nej, nej.  Timosja vifter truende med sine tørre fingre.

– Når du har lukket hende ind, er du kaput. En kvinde er, min ven, som skræppens rødder, pludselig vokser der skræppeblade overalt. Som skræppeblade ja, – du gror til.

– Som skræppeblade, – grinede Baryba buldrende.

Blinke slog en knytnæve i bordet og råbte med en unaturlig stemme:

– Sådan er de, Timosja, sådan! Ha, spå lidt mere, du Judæas konge!

Hvad skaber han sig for, og hvorfor råber han”, – tænkte Baryba.

Det er sandt, at Semjon Semjonytj godt kunne lide at skabe sig. Han var jo en falsk personage, hyklerisk var han; han blinker med hele kroppen, spionerer og har altid en kniv i ærmet. Og øjnene er enten skamløse eller martyragtige.

– Øl, bring os øl, øl! – råbte Semjon Semjonytj.

Datjuska – med de klare øjne – bar en bakke ind; hun var frisk, frisk som græsset lige efter en regnbyge.

– Er hun ny? – sagde Timosja uden at kigge på Blinke.

Næsten hver måned skiftede han dem ud. Hvide, mørke, radmagre og trivelige. Og over for hver og én var Blinke lige kærlig:

– Hvad så, de er alle ens. Den rigtige finder man nok ikke alligevel.

Over sin øl tog Timosja fat på sit elskede emne: Gud. Med en snedig stemme overfaldt han Blinke: Hvis nu Gud kan alt, hvorfor ændrer han så ikke vores liv, hvor er så kærligheden? Og hvorledes kan de retskafne så blive i Paradis? Og hvor sender Gud disse ministermordere hen?

Blinke brød sig ikke om talen om Gud. Den, der spottede og var gemen, var som en rød klud foran en tyr for ham.

– Du kan lige vove på at tale om Gud, du kan lige vove!

Og han talte sådan helt stille – alligevel lyttede man.

Timosja – han var tilfreds. Han morede sig.

20. En munter vesper.

I fasten går alle rundt og er ondskabsfulde og bider af hinanden. Grunden til dette er den magre kost: Karper og kvas; kvas og kartofler. Men når Påsken kommer, bliver alle straks i bedre humør, af de fede retter, frugtvinen, kryddersnapsene og af lyden af kirkeklokker. Alle bliver i bedre humør: Til de fattige giver man to kopek i stedet for én; til kogekonen i køkkenet sender herskabet gerne et stykke påskekage; og Mitjuska spildte vin på den rene dug helt uden at få prygl, og det – kun på grund af helligdagene.

Forståeligt nok faldt der også noget af til Tjernobyl´nikov, når han kom rundt til husene og afleverede de farvelagte postkort og ønskede herskaberne en glædelig Påske. Et sted gav man ham en kvart, et andet sted en halv rubel. Tjernobyl´nikov fik samlet en net lille sum, og han tog sine venner Timosja, Baryba og skattemesterens svigersøn med på Tjurilovs kro.

Timosja var falmet hen på foråret. Pjusket gik han rundt, som en spurv, der bliver rusket af vinden i efteråret, alligevel var han stor i slaget. Han gjorde sig tapper.

– Du skulle, ved Gud, se at blive behandlet, Timosja, – sagde Tjernobyl´nikov oprørt. – Se, hvordan du ser ud.

– Hvad skulle de behandle? Det er ganske enkelt: jeg skal dø. Ja, og jeg er nysgerrig efter at dø. Hvad ellers: Hele mit liv har jeg været fastgroet i denne by, jeg har aldrig været nogen steder – og nu af sted mod ukendte egne, ud at rejse og så på en gratis billet. Se, det er et godt tilbud.

Timosja gjorde sig lystig over sig selv.

– Du skulle nu ikke drikke så meget, det er ikke sundt.

Nej, der var ikke noget at gøre. Han drak og holdt ikke op, det var en gammel vane: Øl med vodka. Hele tiden hostede han ned i sit røde kattunlommetørklæde: Han havde anskaffet sig et lommetørklæde – stort som et lagen.

– Det er, – sagde han, – for at jeg ikke skal spytte på gulvet på et respektabelt sted.

Der blev ringet til vesper. Gamle Tjurilov flyttede sølvet fra højre til venstre hånd og korsede sig ihærdigt og meget adstadigt.

– Ej, Mit´ka, hent dine penge! – råbte Tjernobyl´nikov.

De fire gik ud. Forårssolen morer sig, og kirkeklokkerne danser. Det var, som om ingen havde lyst til at bryde op og ødelægge selskabet.

– Ej, jeg elsker Påskens vesper, – sagde Timosja og kneb øjnene sammen. – Det er som en dansemelodi og ikke en vesper. Lad os alle gå hen for at fejre Påsken, hva´?

Baryba foreslog klostret, da dette lå lige i nærheden.

– Og efter vesper tager jeg jer med hen til en bekendt – en munk – for at drikke te, han er en rigtig særling.

Skattemesterens svigersøn trak uret frem:

– Det kan jeg ikke nå, jeg har lovet at komme hjem til middagsmad og at komme for sent hos skattemesterens er ikke velset.

– Ak, den sved: Ikke velset! – Timosja gav sig til at le og begyndte at hoste og ville spytte i sit lommetørklæde: Det var væk! – Stop, venner, jeg har tabt mit lommetørklæde ovenpå. Jeg smutter lige derop.

Han slog ud med armene, den lille spurv fløj af sted.

Kirkeklokkerne ringede muntert; festklædte folk gik til den frydefulde påskevesper.

– Vent lidt, de råber og skriger deroppe … hvad er det, der sker? – Baryba spidsede sine store, strittende ører.

Skattemesterens svigersøn lavede ansigt.

– Der er selvfølgelig slagsmål igen. De ved ikke, hvordan man opfører sig på et offentligt sted.

Dz-zyng! – Et vindue blev slået itu deroppe; glasskår faldt klirrende ned. Så blev der stille.

– O-ho, – sagde Tjernobyl´nikov og lyttede, – der sker noget …

Pludselig, ganske hovedkulds, helt rød i kammen og forpjusket kom Timosja dinglende og forpustet ud.

– Dér … deroppe … de … har givet ordrer til … Og alle … rakte hænderne op, og de stod alle op.

Tr-rak, tr-rak! – der lød flere skud ovenpå.

Skattemesterens svigersøn strakte sin lange hals og stod stille et kort øjeblik, mens han kiggede op med det ene øje, som en kalkun, der kigger efter en høg. Derpå skreg han pibende og ynkeligt: De skyder! Og så tog han benene på nakken.

På trappetrinene lød der støvletramp, alle råbte og væltede ned oppe fra.

– I- i – ih! Fa-ang ham …

Og igen: Tr-rak, tr-rak. Et kort sekund: I døren – foran alle – kunne man se et rødhåret ansigt uden øjne.

Han må, af bar skræk, have lukket sine øjne” – fór tanken gennem alles hoveder.

Men han – den øjenløse – var allerede væk bag hjørnet og ude af syne. Og efter ham, oppefra, kom de væltende ud som fulde; som vilde, hæmningsløse jagthunde.

– Gri-ib ham! Lad ham ikke slippe væk! De-de-r er han!

De havde slået kløerne i én eller anden nedenfor trappen, de havde kastet sig over ham, de klemte og pryglede løs og råbte samtidigt af fuld hals: Gri-ib ham! Det var, som om de pressede ordene ud gennem struben.

Baryba bøjede hovedet som en gedebuk, og så stangede han sig fremad. Af en eller anden grundt var det nødvendigt, han følte det instinktivt, det var nødvendigt. Han pressede sine jernkæber sammen. Et eller andet fortidigt, dyrisk, jagende, røverisk instinkt rørte sig i ham. At være sammen med flokken; råbe, som flokken; og så slå løs på den, alle andre slog løs på.
Nede på jorden – i midten af kredsen, lå en ung knægt: Mørklødet og med lukkede øjne. Skjortekraven var revet løs, på halsen havde han et sort modermærke.

Den gamle Tjurilov stod i midten af kredsen og sparkede den unge knægt i ribbenene. En sådan besindig mand, hans skæg var i urede, hans mund fordrejet, hvor var hele hans gudfrygtige væsen blevet af?

– Tag den! Åh, din djævel! Den anden stak af, han løb med hundrede rubler! Åh, djævleyngel!

Han sparkede igen. Svedige hænder blev bagfra strakt frem mod drengen på jorden, men de turde ikke slå: Drengene havde stjålet fra Tjurilov, og han – han var herren i huset her; det var ham, der måtte slå.

Timosja dukkede pludselig op et eller andet sted fra – lige foran næsen på gamle Tjurilov, Timosja sprang på ham, rødmosset og vred, han hakkede løs på ham, plirrede med øjnene og baskede med armene.

– Hvad er det, du gør, din gamle knark, antikrist, og ondskabsfuld er du? Vil du slå knægten dér ihjel for hundrede rubler? Måske har du allerede slået ham ihjel? Se, han trækker ikke vejret. I djævle, I vilde dyr, er et menneskes liv ikke mere end hundrede rubler værd?

Umiddelbart blev gamle Tjurilov paf, men så svarede han iltert:

– Hvad er der med dig, står du i ledtog med dem? Er du deres forsvarer? Du skal, min ven, passe på. Med alle dine fine historier henne på kroen, ja, dem har folk hørt. Grib ham, alle I rettroende!

Nogle af dem nærmede sig, men tøvede: Det var jo trods alt Timosja – én af deres egne, mens drengene ikke var det. Det nyttede nok ikke, gammel som han var …
En rødmosset, rødhåret bedsteborger og hestehandler havde i anledning af helligdagen taget papirmanchetterne på. Under håndgemænget var manchetterne kravlet ned, og mellem ærmerne og det hvide strittede de røde hår frem, og hans enorme hænder så endnu farligere ud.

Hænderne strakte sig frem mod Timosja og puffede ham blidt ud af kredsen. Den rødhårede bedsteborger sagde:

– Stik af, stik af, mens du kan, du forsvarsadvokat! Vi klarer os uden dig.

Effektivt begyndte han så at kropsvisitere den mørklødede knægt, han vendte ham om, som var han et dødt dyr.

Hvor skulle de nu begive sig hen; vel ikke til klostret? Hele aftenen sad Baryba hjemme ved Timosja. Tjernobyl´nikov kom lidt senere. Han sagde:

– Jeg kom gående, forstår I, hen ad Dvorjanskaja … Så hørte jeg, at der sad nogen på en bænk ved porten og fortalte: ”Han hjalp dem, – sagde han – gjorde vores Timosja, ham skrædderen – den fortabte sjæl”.

– Fjolser, – sagde Timosja. – Sladdertanter. Men Tjurilov, det uhyre, det passer ham godt, den gamle djævel. Hvad er vel hundrede rubler for ham? Knægtene havde måske ikke fået mad i flere dage?

Han tav og tilføjede så:

– Mon det nu også er nået hertil nu? Hvis det er det, må Guderne forbyde det, så vil alle blive trukket ned i en malstrøm. Så får de has på os, men det har vi måske fortjent, mit liv hænger alligevel i en tynd tråd.

1.  Kvas minder lidt om hvidtøl: Kendes i russiske skrifter helt tilbage fra 1056.
2. Jf. reformerne under Aleksandr d. 2. skulle der i den administrative inddeling i hvert distrikt (ujezd) vælges et råd (zemstvo). Med grundlaget i tanken om en fri bondestand skulle der på landsplan indrettes et repræsentativt organ for rigets samlede befolkning, og her forestillede man sig en genoplivelse af 1500-1600-tallets Zemskij Sobor, der oprindeligt var en rigsforsamling, der skulle vælge den nye zar.
3.  Den 2.8. (Den julianske kalender d. 20. Juli)
4.  Troparion: En kort hymne til en fest- eller helgendag. Hymnen slutter med en bøn til Kristus om frelse.
5.  Svarer til en region (et amt)
6. Lubok: Plade af lindetræ med graveringer og snit brugt til trykning af folkelige billeder og tekster; også om bøger fremstillet på denne måde.
7.  Kvas: Syrlig alkoholfri drik.
8. Piter: Skt. Petersborg

Oversat fra: Уездное, 1921, Избранные произведения в двух томах,
Художественная литература, Москва 1990.