Oversat af Else-Marie Vig
Hvor slemt nattens anfald af podagra end havde været, og hvor meget nerverne end skreg bagefter, begav Kistunov sig alligevel af sted på arbejde og begyndte rettidigt at tage imod bankens supplikanter og klienter. Han så sløret og udslidt ud, han talte knebent, knapt trækkende vejret, som en døende.
– Hvad kan jeg gøre for Dem? – sagde han henvendt til den kvindelige supplikant iklædt et oldgammelt kuskeslag, hun lignede mest af alt en stor skovskarnbasse bagfra.
– Hav den godhed, Deres excellence, – begyndte supplikanten med hurtig tale, – min mand, kollegieassessor Sjtjukin, har været syg i fem måneder, og mens han, undskyld mig, har ligget hjemme og er blevet plejet, har man uden nogen som helst grund afskediget ham, Deres excellence, og da jeg kom for at hente hans gage, havde de, hvis De har den godhed at forstå dette, trukket 24 rubler og 36 kopek fra hans gage! Hvorfor? – spørger jeg. – “Men han har taget af Deres fælleskasse, siger de, og de andre embedsmænd har stået inde for ham”. Hvordan det? Som om han ville tage noget uden mit samtykke? Det er umuligt, Deres excellence. Hvad er det for noget? Jeg er en fattig kvinde, jeg ernærer mig kun lige gennem logerende … Jeg er en svag, forsvarsløs … Jeg må udholde krænkelser fra alle og hører aldrig et godt ord fra nogen …
Supplikanten blinkede med øjnene og ledte efter sit lommetørklæde i kuskeslaget. Kistunov tog imod hendes ansøgning og begyndte at læse.
– Undskyld mig, men hvad er det for noget? – han løftede skuldrene op. – Jeg forstår ingenting. De er tilsyneladende gået forkert, frue. Deres bøn har grundlæggende ikke noget med os at gøre. De må gøre Dem den ulejlighed at henvende Dem til det departement, hvor Deres mand gjorde tjeneste.
– I-ih, min herre, jeg har allerede været fem steder, og de tog ikke engang mod ansøgningen nogen af stederne! – sagde fru Sjtjukin. – Jeg havde nær tabt besindelsen, så tak da og Gud give vor svigersøn Boris Matveitj et godt helbred, fordi han gav det gode råd at gå til Dem. “De skal, siger han, henvende Dem til hr. Kistunov, lillemor: han er et indflydelsesrigt menneske, han kan gøre alt for Dem” … Hjælp os, Deres excellence!
– Vi kan ikke gøre noget som helst for Dem, fru Sjtjukin … Forstår De: Deres mand gjorde, så vidt jeg kan bedømme, tjeneste ved det militærmedicinske departement, men vores etablissement er helt privat, kommercielt, vi er en bank. Hvorfor kan De ikke fatte det!
Kistunov trak endnu en gang på skulderne og vendte sig mod herren i militær uniform, ham med tandbylden.
– Deres excellence, – sang fru Sjtjukin med klagende stemme, – men min mand var syg, jeg har en lægeerklæring! Her er den, se på den!
– Udmærket, jeg tror på Dem, – sagde Kistunov irriteret, – men jeg gentager, det vedrører ikke os. Mærkeligt og endda grinagtigt! Ved Deres mand virkelig ikke, hvor De skal henvende Dem?
– Ham, jeg har, ved slet ikke noget, Deres excellence. Han gentager blot: “Det er ikke din sag! Forsvind!” Ja, og sådan er det… Men hvis sag er det så? Det hele hviler jo på mig! På miiig!
Kistunov vendte sig igen mod fru Sjtjukin og begyndte igen at forklare hende forskellen mellem et militærmedicinsk departement og en privat bank. Hun lyttede opmærksomt til ham, nikkede som tegn på enighed og sagde:
– Ja, ja, ja… Jeg forstår, min herre. I dette tilfælde, Deres excellence, vil De ikke give ordre til at give mig blot 15 rubler. Jeg bifalder at få lidt af gangen.
– Ak! – sukkede Kistunov og kastede hovedet tilbage. Det er umuligt at gøre Dem det begribeligt! De må da forstå, at henvende sig til os med en sådan anmodning er lige så sært som at rette en ansøgning om skilsmisse til for eksempel et apotek eller til et håndkøbsudsalg. De er blevet underbetalt, men hvad har det med os at gøre?
– Deres excellence, tving De mig blot i al evighed til at bede til Gud, hav medlidenhed med mig, jeg stakkel, – begyndte fru Sjtjukin grædende. – Jeg er en forsvarsløs kvinde, svag … Martret til døde … Jeg anlægger sag mod de logerende, går i forbøn for min mand, står for husholdningen, og ud over det faster jeg, og svigersønnen er uden arbejde … Det eneste gode er, at jeg kan drikke og spise, men stå på mine ben kan jeg ikke … Jeg har ikke sovet hele natten.
Kistunov mærkede en hjertebanken. Han fik et lidelsesfuldt ansigtsudtryk og trykkede hånden mod hjertet, han begyndte igen at forklare for fru Sjtjukin, men hans stemme gik i stå … Nej, undskyld mig, jeg kan ikke tale med Dem, – sagde han og slog ud med hånden.
– Mit hoved snurrer. De både forstyrrer og spilder Deres tid forgæves. Ak! … Aleksej Nikolaitj, – henvendte han sig til en af embedsmændene, – vil De, venligst, forklare fru Sjtjukin det!
Kistunov gik uden om alle supplikanterne og ind til sig selv på kontoret, hvor han underskrev et dusin papirer, mens Aleksej Nikolaitj stadigvæk var optaget med fru Sjtjukin. Siddende på sit kontor kunne Kistunov høre de to stemmer i lang tid: Aleksej Nikolaitjs monotone, beherskede bas, og fru Sjtjukins grædende og hvinende stemme …
– Jeg er en forsvarsløs, svag kvinde, jeg er en svækket kvinde, – sagde fru Sjtjukin.
– Jeg ser måske stærk ud, men hvis man graver i dybden, så har jeg ikke en eneste lille sund åre. Jeg kan dårligt stå på mine ben, og appetitten har jeg mistet … I dag drak jeg kaffe uden nogen som helst nydelse.
Men Aleksej Nikolaitj forklarede hende forskellen på departementerne og den svære papirgang rundt i systemet. Han blev hurtigt træt, og en bogholder afløste ham.
– Utroligt, modbydelige kælling! – udbrød Kistunov indigneret, han knækkede nervøst sine fingre og gik frem og tilbage til vandkaraflen. – Hun er en idiot, dum som en dør! Mig har hun plaget, og nu vil hun drive dem til vanvid, gemene kvinde! Åh … Mit hjerte hamrer!
Efter en halv time ringede han. Aleksej Nikolaitj dukkede op.
– Hvordan går det Dem? – spurgte Kistunov mat.
– Vi kan ikke gøre hende det begribeligt, Pjotr Aleksandrytj! Vi er slet og ret pint til døde. Vi svarer i øst, hun spørger i vest …
– Jeg … jeg kan ikke tåle at høre hendes stemme … Jeg er ved at blive syg … jeg holder det ikke ud …
– Tilkald portvagten, Pjotr Aleksandrytj, lad ham følge hende ud …
– Nej, nej! – sagde Kistunov forskrækket. – Hun sætter i et skrig, og der er mange lejligheder i dette hus, og fanden skal vide, hvad folk vil tænke om os … Anstreng Dem nu, min ven, for på en eller anden måde at forklare hende det.
Efter et minuts tid hørtes igen Aleksej Nikolaitjs brummen. Der gik et kvarters tid, og som afløsning for hans bas, brød bogholderens hæse tenor ud i lys lue.
– U-sand-synlig gemen! – sagde Kistunov vredt og rystede nervøst på skuldrene. – Dum, som et gammelt øg, fanden tage hende. Jeg tror, at jeg igen får et anfald af podagra … og migræne igen …
I naborummet sad Aleksej Nikolaitj, han var udmattet, endelig bankede han med fingeren i bordet og derpå sig selv i panden.
– Kort sagt, De kan ikke tænke selvstændigt, – sagde han, – og det et det …
– Nå, der er nu ingen grund til at … – sagde den gamle kone fornærmet. – Slå på din egen kone … Den sæk! Det er ikke godt at give fingrene frit løb.
Og mens han så med forbitrelse, med raseri på hende og næsten havde lyst til at æde hende, sagde Aleksej Nikolaitj med en stille, halvkvalt stemme:
– Forsvind ud herfra!
– Hvaaad? – fru Sjtjukin udstødte pludselig et hvin. – Er det sådan De fejer mig af? Jeg er en svag, forsvarsløs kvinde, jeg tillader det ikke! Min mand er kollegieassessor! Dette hul! Jeg går til advokat Dmitrij Karlytj, han kan standse dit avancement! Han har fået tre af mine lejere dømt, og for dine næsvise ord overbebyrder jeg mine ben! Jeg går til Deres general! Deres excellence, Deres excellence!
– Forsvind så, ud herfra, plageånd! – hvæsede Aleksej Nikolaitj.
Kistunov lukkede døren op og kiggede ud i kontoret.
– Hvad forgår der? – spurgte han med gråd i stemmen. Fru Sjtjukin stod, rød som en krebs, midt i rummet og rullede med øjnene, prikkende ud i luften med fingrene. De ansatte i bankens var trådt til side, også de rødmede, og tilsyneladende kiggede de sig rådvildt omkring.
– Deres excellence! – fru Sjtjukin kastede sig mod Kistunov. – Der er han, der er den aller … denne … (hun pegede på Aleksej Nikolaitj), hun bankede sig med fingeren på panden, og derpå på bordet … De beordrede ham til at behandle min sag, men han gør grin med mig! Jeg er en svag kvinde, forsvarsløs … Min mand er kollegieassessor, og jeg selv er datter af en major!
– Godt, frue, – stønnede Kistunov, – jeg skal behandle … jeg skal træffe nogle forholdsregler … Gå så … derefter! …
– Og hvornår modtager jeg så noget, Deres excellence? Det er nu pengene behøves!
Kistunov strøg sig over panden med sin rystende hånd, sukkede og tog atter fat på at forklare:
– Frue, jeg har allerede sagt til Dem. Dette her er en bank, et privat etablissement, kommercielt … Hvad er det De forventer af os? Og forstå det rigtigt, De forstyrrer os.
Fru Sjtjukin lyttede til ham og fór sammen.
Således, således … – samtykkede hun. – Kunne De, Deres excellence, ikke være så barmhjertelig, tving mig i al evighed til at bede til gud, vær min kære fader, beskyt mig. Såfremt lægeerklæringen ikke er nok, så kan jeg fremlægge en lodsejerattest … Giv ordre til at give mig penge!
Det flimrede for Kistunovs øjne. Han blæste al luft ud af lungerne og sank segnefærdig ned på en stol. Hvor meget var det, De skulle have? – spurgte han med træt stemme.
– 24 rubler og 36 kopek.
Kistunov tog sin tegnebog op af lommen, tog en 25 rubelseddel frem og rakte den til fru Sjtjukin. – Tag den, og gå så!
Fru Sjtjukin svøbte pengene ind i sit lommetørklæde, gemte dem, og mens hun fortrak sit ansigt i et sødladent, fintfølende, næsten koket smil, spurgte hun:
– Deres excellence, De kunne vel ikke indsætte min mand i sin stilling igen?
– Jeg må af sted … jeg er syg …, – sagde Kistunov med mat stemme. – Jeg har en skrækkelig hjertebanken.
Før Aleksej Nikolaitj tog af sted, sendte han Nikita efter brystdråber, og alle som én tog 20 dråber og satte sig så igen til arbejdet, og fru Sjtjukin sad stadig – efter et par timer – i modtagelsesværelset og talte med portneren, mens hun ventede på, at Kistunov skulle komme tilbage.
Hun kom også igen næste dag.
(1887)
1) Polnoe sobranie sotjinenij i pisem v tritsati tomakh, sotjinenija v vosemnadtsati tomach, Izdatel´stvo,“Nauka”, Moskva 1985