Oversat af Else-Marie Vig
(En fortælling)
Den pensionerede kontreadmiral Revunov-Karaulov(2), der var lille, gammel og affældig, kom en dag gående fra markedet og bar en levende gedde i gællerne. Bag ham fulgte hans kokkepige Uljana, under armen bar hun et kræmmerhus med gulerødder og en pakke tobaksblade, som den ærværdige admiral anvendte “mod væggelus, bladlus (altså møl), kakerlakker og andre infusorier, der lever på den menneskelige krop i dets bolig”.
– Onkel! Filip Ermilytj! hørte han pludselig, da han drejede ind i sin smøge. – Og jeg har lige været hos Dem, har banket på i en hel time! Hvor var det godt, vi ikke passerede hinanden!”
Kontreadmiralen løftede blikket, og foran sig så han sin nevø Andrjusja Njunin, en ung mand, der var ansat i forsikringsselskabet “Brahs”.
– Jeg har en bøn til Dem, fortsatte nevøen, rakte onklen hånden og pådrog sig derved en ram lugt af fisk. – Lad os sætte os på den lille bænk, onkel … Sådan … Nå-å, sagen er jo den … I dag skal min gode ven og kammerat, en vis Ljubimskij, giftes … et mellem os sagt prægtigt menneske. Ja, onkel, læg nu den gedde fra Dem! Hvorfor skal den snavse Deres kappe til?
– Det betyder ikke noget … Fisken er afskyelig, prisen – en slik, men derimod rognen er en fryd! Man sprætter dens bug op, lukker rognen ud, blander den, ikke sandt, med knuste tvebakker, løg, peber, så kom bare, en ren nydelse!
– Et storartet menneske … Han er ansat som taksator ved en kreditkasse, men forestil Dem nu ikke, at det er en hvilken som helst spirrevip eller knægt … Ved kreditkasserne er der også ansat ædle damer nu om stunder … Familien, kan jeg forsikre Dem … faderen, moderen og de andre … er fortræffelige folk, hjertelige er de og religiøse … Kort sagt, en russisk familie, patriarkalsk, dem vil De blive begejstret for. Ljubimskij gifter sig med en forældreløs, af kærlighed … Glorværdige folk! Kunne De mon ikke, kære onkel, vise denne familie den ære at aflægge dem et besøg ved bryllupsmiddagen i dag?
– Men … jeg kender dem ikke. Hvordan skulle jeg det?
– Det betyder ikke noget! Det er jo hverken en baron eller en greve, De skal besøge! Det er jævne folk, uden nogen formaliteter … En russisk natur: alle, bekendte som ikke bekendte, er velkomne! Og desuden … jeg siger Dem oprigtigt … en patriarkalsk familie med forskellige fordomme og besynderligheder … Endda komisk … Hun vil forfærdelig gerne, at der er en general til stede ved brylluppet! 1000 rubler har de ikke brug for, men blot at der sidder en general ved deres bord! Jeg er enig i, at det er billig forfængelighed, fordomme, men … men, hvorfor ikke unde dem den uskyldige fornøjelse? Desuden bliver det heller ikke kedeligt for Dem … Tvært imod har de stukket et par flasker tsimljanskvin(3) og en dåse hummer til side til Dem … Ja, og oprigtigt talt De kan brillere. Nu spilder De Deres rang, som om den var gravet ned, og ingen aner, at De har en titel, men dér vil det i hvert fald stå klart for alle! Ja, det ved gud det vil!
– Men sømmer det sig for mig, Andrjusja? spurgte kontreadmiralen og kiggede eftertænksomt på en kusk. – Jeg skal, du ved, tænke over det …
– Underligt, hvad er der at tænke over? Tag af sted, og det er det! Om det sømmer sig, ja det er ligefrem fornærmende … Som om jeg ville trække min kødelige onkel med til et usømmeligt sted.
– Undskyld … Som du ved …
– Jeg kommer så i aften og henter Dem … Ved ellevetiden, halvsent, så vi på aristokratisk maner dukker op netop ved middagen.
Klokken 11 kom Njunin efter onklen. Revunov-Karaulov iførte sig sin uniformsjakke og sine benklæder med gyldne striber, hæftede ordnerne på – og de drog af sted. Bryllupsmiddagen var allerede begyndt, da den hyrede lakaj fra gæstgivergården hjalp admiralen af med frakken med hætte, og brudgommens mor, fru Ljubimskaja, så ham an med sammenknebne øjne, da hun mødte ham i entreen.
– En general? Hun trak vejret dybt, nejede og så spørgende på Andrjusja, der var ved at tage frakken af. – Mig en ære, Deres excellence … Men hvilke ustatelige … snuskede … Hm … Ingen som helst strenghed i udseendet og heller ingen epauletter … Hm … Nå, det er lige meget, man kan ikke ændre, hvad gud har givet … Lad det være, som det er, vær så god, Deres excellence! Gud være lovet, ordner er der mange af …
Kontreadmiralen stak den nybarberede hage i vejret, hostede indtrængende og trådte ind i salen … For hans blik præsenterede der sig et billede, der var i stand til at blødgøre og forvandlet selv en sten til aske. Midt i salen stod et stort bord, fyldt med småretter og flasker … Ved bordet, på den mest iøjnefaldende plads, sad brudgommen Ljubimskij i kjole og hvidt og med hvide handsker. Hen over hans svedige ansigt svømmede et smil. Det var tydeligt, at det ikke kun var de præsenterede retter, men også en forudanelse om de foranstående ægteskabelige nydelser, der gjorde ham lyksalig. Ved siden af ham sad hans brud med forgrædte øjne og et udtryk af grænseløs uskyld i sit ansigt. Kontreadmiralen forstod straks, at hun var dyden selv. Alle de øvrige pladser var optaget af gæster af begge køn.
– Kontreadmiral Revunov-Karaulov! råbte Andrjusja.
Gæsterne så op på de to, der trådte ind, tørrede respektfuldt deres læber og rejste sig halvt i sædet.
– Lad mig præsentere, Deres excellence! Den nygifte Epaminond Savvitj Ljubimskij med frue … Ivan Ivaniytj Jat´, der er ansat ved telegrafen … En udlænding med en græsk titel, beskæftiget som konditor Charlampij Spiridonytj Dymba … Fjodor Jakovlevitj Napoleonov og … de øvrige … Sid ned, Deres ex’lence!
Kontreadmiralen svajede lidt, satte sig og trak øjeblikkeligt sildene hen til sig.
– Hvordan var det, De aflagde rapport om ham? henvendte værtinden sig med en hvisken til Andrjusja og kiggede mistænksomt og bekymret på den højtstående gæst. – Jeg bad om en general, men ikke om denne … hvordan er hans … kotra … konra …“
– Kontreadmiral … Men De forstår det ikke, Nastasja Timofejevna. Ligeså vel som en statsråd i den civile rangtabel svarer til en generalmajor, så svarer en kontreadmiral til en virkelig statsråd … Forskellen ligger blot i tjenesten, essensen er – en og samme djævel … Prisen er den samme.
– Ja, ja … bekræftede Napoleonov. – Det er sandt …
Værtinden faldt til ro og stillede en flaske tsimljansk vin foran kontreadmiralen.
– Spis nu, Deres ex’lence! Undskyld mig blot, vær så god … Hos Dem selv er De vel vant til delikatesser, men her hos os er det beskedent!
– Ja-a, begyndte kontreadmiralen efter en længerevarende tavshed. – I gamle dage levede folk altid beskedent og var tilfredse … Jeg er et menneske, som har rang, men lever alligevel beskedent …
– Er det længe siden, De er fratrådt, Deres ex’lence?
– I 1865 … I gamle dage var alt beskedent … Men …
Admiralen sagde “men”, pustede ud og fik samtidig øje på en ung flådeofficer, der sad over for ham.
– Er De, æh … i flåden, altså? spurgte han.
– Ja, præcis, Deres ex’lence.
– Ah-ha … Sådan … Jo, nu foregår alt på ny manér, ikke som i vor tid … Blegnæbbede og vattede, alle tager man … For øvrigt har flådetjenesten altid været vanskelig … Det er noget andet end infanteriet eller, lad os sige, kavaleriet … I infanteriet er der ikke noget som helst til forstanden. Dér kan selv en bondetamp forstå det, hvordan og hvorledes … Men hos os, unge mand, ne-ej! Det er ingen spøg! Hos os er der noget at tænke over … Hvert eneste ubetydelige ord har så at sige sin egen hemmelige … æ-æh … misforståelse. For eksempel: Topgasterne til vantet, fok og storsejl! Hvad betyder det? Det betyder, at de, der er sat til at sætte bramsejlet, øjeblikkeligt skal befinde sig i mærsen, ellers skulle der kommanderes: Salingerne til vantet! Men det er jo noget andet … He-he … En spidsfindighed, det er ligesom din matematik! Men såfremt ifald, vi går med fuld vind … hvordan er det nu … Til bramsejl og bovenbramsejl! Der er det topgasterne, der skal sætte mærssejl og bovenbramsejl, således at vinden løber fra mærsen til salingen og bovenbramsalingen, og så … hvordan er det nu … de går til hver sin side på rærene og løsner de bestemte sejl, og samtidig – forstår I? – samtidig! – stiller de folk, der er nedenfor, sig til bram og bovenbramskøder, faldereb og bras.
– En skål, ærede gæster! proklamerede brudgommen.
– Ja-a, afbrød kontreadmiralen, mens han rejste sig og skålede. – Der er ikke så få forskellige kommandoer … Lad os for eksempel tage denne her … hvordan er det nu … Bram og bovenbramskøder træk, faldereb løøøft!! Godt så … Men hvad betyder det, og hvilken mening har det? Meget simpelt! Man trækker, som de ved, bram og bovenbramskøder, og man hejser falderebene … at De ved det, alt på én gang! Samtidig sættes bovenbramskøderne og bovenbramfaldrebene vandrette ved hejset, men samtidig, om det er en nødvendighed, firer man på disse sejls braser, og når det så er gjort, vil alle skot være spændt ud og alle faldereb løftet på plads, og så trækker man i bram og bovenbrambraserne og rærene drejer sig i overensstemmelse med vindretningen.
– Onkel! hviskede Andrjusja. – Værtinden beder Dem om at snakke om noget andet. Gæsterne forstår det ikke, og … det er kedeligt.
– Vent … Jeg er glad for, at jeg har mødt denne unge mand … Unge mand! Jeg har altid ønsket og … ønsker … af hele mit hjerte ønsker jeg! Gud give, at … Det er mig en fornøjelse … Ja-a … Og hvis et skib ligger med styrbord i bidevinden for fulde sejl, med undtagelse af storsejlet, hvilken kommando skal man så give? Meget simpelt … hvordan er det nu … Alle til veeejrs, med vinden agter ind! Ikke sandt? He-he …
– Nu er det nok, onkel! hviskede Andrjusja.
Men onklen holdt ikke inde. Han råbte den ene kommando efter den anden og forklarede hvert eneste af sine hæse råb med lange kommentarer. Afslutningen på middagen nærmede sig nu, og takket være ham blev der hverken holdt én eneste lang skåltale eller én eneste tale. Ivan Ivanytj Jat´, der længe havde haft en lang, blomstrende tale hængende på tungespidsen, begyndte uroligt at vende og dreje sig på stolen, rynke panden og hviske til sine sidemænd. På et tidspunkt, hvor admiralen under desserten fik noget tsimljansk vin i den gale hals og begyndte at hoste, udnyttede Jat´ pausen, sprang op fra stolen og begyndte:
– På en dag, som man siger, som i dag … Hm … på hvilken vi er samlet for at fejre vores højtelskede …
– Ja-a, afbrød admiralen ham. – Og alt dette skal man huske! For eksempel … hvordan er det nu … Træk stængevant og pyttingsvant til side, stangen fra styrbord til mærsen!
– Vi er uuddannede folk, Deres excellence, sagde værtinden, – vi forstår intet som helst, det var bedre om De fortalte os noget, angående …
– De forstår det ikke, fordi det er … fagudtryk! Selvfølgelig! Men denne unge mand forstår det … Ja. Jeg mindes gamle dage sammen med ham … Og det er jo fornøjeligt, unge mand! Man sejler på havet, kender ikke til bekymringer, og …
Admiralen fik tårer i øjnene og sagde med skælvende stemme:
– For eksempel … hvordan er det nu … Hæv klyverbommen, lad brasen gå, sæt fok og storsejlhals!
Admiralen tørrede øjnene, snøftede og fortsatte:
– Dér – hæver de straks klyverfaldreb, braser stormærssejl og de andre sejl, som er over dem, sætter sejlene i bidevinden, og sætter så fok og storsejlshalsen på plads, trækker skøderne og vælger skødeknægte! Jeg … jeg græder … Jeg er glad …
– General, opfør Dem ordentligt! eksploderede værtinden. – Skam Dem, i Deres alder! Vi har ikke givet Dem penge for, at De skulle opføre Dem umuligt!
– Hvilke penge? sagde kontreadmiralen og spærrede øjnene op.
– De ved da, hvilke … De har da gennem Andrej Il’itj fået 25 rubler! Og De, Andrej Il’itj, hvilken synd! Vi bad Dem ikke om at hyre sådan en …
Den gamle kiggede på den blussende Andrjusja og på værtinden – og forstod alt. Den patriarkalske families “fordomme”, om hvilke Andrjusja havde fortalt ham, åbenbarede sig for ham i al deres gru … Øjeblikkeligt forsvandt hans rus … Han rejste sig fra bordet, trippede ud i entreen, tog sit tøj på og gik.
Han gik aldrig mere til bryllup.
(1884)
(1) Polnoe sobranie sotjinenij i pisemv tritsati tomakh, sotjinenija v vosemnadsati tomakh, Izdatel´stvo ”Nauka”, Moskva 1985
(2) Revunóv er afledt af det russiske ord for at tude eller brøle. Karaulov er afledt af det russiske ord vagt, ofte oversat ved udbrud som vagt i gevær/hjælp.
(3) Tsimljansk eg. ”noget billigt sprøjt”.