Oversættelse af Trine Søndergaard og Tine Roesen, udgivet på Bechs Forlag 2018
Af Katrine Stevnhøj, stud.mag. i Østeuropastudier med specialisering i russisk
Novellesamlingen En fæl historie og andre fortællinger er en sammenstilling af fire selvstændige værker: En fæl historie, Bobók, En dreng til juletræsfest hos Kristus og Julefest og bryllup. De fire værker, hvoraf Trine Søndergaard har oversat de tre første og Tine Roesen det sidste, er ikke blandt Fjodor Dostojevskijs mest kendte. Og i sammenligning med forfatterens mere omfattende kolosværker som Forbrydelse og Straf eller Brødrene Karamazovvil novellesamlingen på i alt blot 154 sider umiddelbart virke kort. Ikke desto mindre formår Fjodor Dostojevskij at berøre samtlige eksistentielle og samfundsmæssige problemstillinger i bogens i alt fire værker.
Komik og tragik i Dostojevskijs samfundsskildringer
I En fæl historie, samlingens indledende og længste værk, møder vi den unge general Ivan Iljitj Pralinskij. Hans Excellence, som Ivan Iljitj også kaldes, er en selvudnævnt idealist, og novellen er en satirisk skildring af Pralinskijs forsøg på at opretholde sin idealisme overfor sine underordnede. I fortællingen vælger antihelten Ivan Iljitj at deltage i sin underordnedes bryllup, og mens den stærkt berusede general bedyrer at ”Jeg er her … for at, hvad skal jeg sige, opmuntre … for at vise, hvad skal man sige, det moralske formål”, bliver det i stigende grad tydeligt for læseren, at Ivan Iljitj ikke udviser en høj moral, men nærmere en mangel på samme.
Den lapsede embedsmands krampagtige selvhævdelse kan læses som en latterliggørelse af det materielle og liberale menneskesyn forbundet med europæiske strømninger i datidens russiske åndsliv. Det kulturelle liv i 1800-tallets Rusland var præget af en intellektuel uoverensstemmelse mellem de slavofile og de såkaldte zapadniki (russisk: zapad ”vest”, zapadniki ”vest-orienterede”). Mens de vest-orienterede intellektuelle mente, at Rusland skulle følge europæisk forbillede, modsatte slavofilerne sig vestlig indflydelse på det russiske åndsliv og talte for slavofilismen, en russisk variant af romantismen, som var under stærk indflydelse af den russiskortodokse tro. Fjodor Dostojevskij tilhørte den slavofile bevægelse.
Den satiriske og nærmest rablende skrivestil, som kendetegner En fæl historie, går igen i Bobók. Trods novellens korte omfang er Bobók et rammende eksempel på Dostojevskijs mesterlige evne til at skildre menneskelig lidelse og tilværelsens ironi. I Bobók er det ikke Sankt Petersborgs levende herskab, som får lov at bliver hørt, i stedet får de afdøde nu stemmer. Hvor vi i En fæl historie følger Hans Excellence som eksempel på overklassens pinagtige udskejelser og mangel på moral, er Petersborgs borgere i Bobók reducerede til lugtende lig. Fortællingen udspiller sig på en kirkegård, hvor fortælleren, en forfatter, som meget vel kan tolkes til at være Dostojevskij selv, befinder sig under en messe. I en overnaturlig rammefortælling, som vi ellers sjældent møder i Dostojevskijs forfatterskab, overhører fortælleren en bizar, eksistentiel dialog mellem nyligt begravede lig på en kirkegård.
Som også demonstreret i En fæl historie er Dostojevskij mester i at kombinere komik og tragedie, humor og eksistentialisme. I Bobók møder vi blandt andet denne kontrast, da et lig spørger ”Hvordan kan jeg mærke at noget stinker når jeg ikke har nogen lugtesans?”, hvortil et andet svarer: ”Hvad angår netop lugtesansen, bemærkede han at den stank man kan mærke, så at sige, er moralsk … hæ-hæ! At det skulle være sjælen der stinker …”.
I kontrast til den humoristiske, tenderende til hysteriske, skrivestil, vi møder i de to foregående fortællinger, står samlingens resterende to værker som hjerteskærende påmindelser om, hvordan overklassens overflod havde fatale konsekvenser for den mindre privilegerede del af befolkningen. En dreng til juletræsfest hos Kristus er en tragisk skildring af den enorme kløft mellem rig og fattig samt den store dødelighed blandt børn i datidens Rusland. I sin korte fortælling, som udspiller sig i Sankt Petersborg, digter Dostojevskij et sørgeligt, omend ikke usandsynligt scenarie, om et fattigt barns sidste øjeblikke. Fortællingen leder uundgåeligt læserens tanker hen på H.C. Andersens Den lille Pige med Svovlstikkerne, og det yderst korte værk står som et stærkt vidnesbyrd for Dostojevskijs politiske og sociale idéer. Samlingens andet tragiske ”juleeventyr”, Julefest og bryllup, understreger ligeledes, med sin fortælling om et arrangeret ægteskab, forfatterens foragt for den Sankt Peterborgske overklasses mangel på ånd og moral.
Oversætterens hjælpende hånd
Social status er et centralt tema for Dostojevskij, og opklarende fodnoter i oversættelserne forklarer de mange forskellige tjenestegrader på datidens Ruslands civile rangstige. Noterne er få i antal og korte i længden og forstyrrer ikke læseoplevelsen – tværtimod. At oversætte et værk fra russisk til dansk handler ikke blot om at overlevere teksten ord for ord, men indebærer også kunsten at overbringe betydningen til den danske læser. Det er op til den enkelte oversætter at vurdere, hvor meget der skal forklares, og i hvilken grad den danske modtager må vejledes igennem værket. Fjodor Dostojevskijs værker vrimler med kulturbestemte elementer særegne for den russiske kultur, og uden en indgående viden om datidens russiske samfund kan nogle læsere potentielt overse vigtige elementer for fortællingerne. De fire oversættelser i denne samling fremstår som værende meget tro mod originalværkerne, og der er så at sige ikke blevet overfortolket på forfatterens semantiske univers. I nogle tilfælde, som ved tjenestegraderne overfor, har oversætterne tyet til fodnoter. I andre tilfælde, eksempelvis ved forekomsten af uoversættelige ordspil, har oversætterne simpelthen erstattet det russiske med en dansk ækvivalent. Resultatet fremstår elegant og meget lidt invasivt.
Højaktuelle 1800-talsværker
Fjodor Dostojevskij er en litterær mastodont. I kraft af hans litterære virke er både hans person og hans forfatterskab fortsat genstand for ivrig diskussion og analyse, og indenfor verdenslitteraturen såvel som psykologien og filosofien er han en skikkelse, man ikke kan komme udenom. Og det er der en grund til. Dostojevskij berører med sit forfatterskab universelle problemstillinger; fra de store eksistentielle overvejelser om, hvem vi er, og hvordan vi agerer, til et højaktuelt tema som socioøkonomisk ulighed. Samlingens fire værker og deres budskaber fremstår lige så universelle og lige så vigtige, som da de blev udgivet mellem 1848 og 1876. Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med Dostojevskijs unikke pen, er denne samling et fremragende sted at starte og vil forhåbentlig give anledning til at dykke endnu dybere ned i Dostojevskijs forfatterskab.