Anna Akhmatovas berømte digtcyklus gør bogens sider til gravsten for Stalins ofre og de efterladte.
Udkommet på Forlaget Palomar, oversat og med efterord af Mette Dalsgaard.
Af Kristoffer Møllegaard, cand.mag. i russisk sprog og kultur
Et rekviem er, i den romersk-katolske tradition, en sjælemesse for de døde. Her bedes der for den eller de nyligt bortgangne og deres forhåbentlig gnidningsfrie opstigning til Himmerige. Allerede ud fra titlen kan man – hvis man ikke var bekendt med indholdet i forvejen – udlede meget om Anna Akhmatovas berømte digtcyklus med netop dette navn, skrevet mellem 1935 og 1961, først udgivet i 1963 i München og nu oversat til dansk af Mette Dalsgaard og udkommet på Forlaget Palomar. Læseren vil måske kunne gætte sig til, at værket omhandler død, tab, sorg og fortvivlelse under Stalins store udrensninger i Sovjetunionen 1930’erne, og måske endda også, at den i høj grad præges af det faktum, at sjælemessen er en kollektiv handling, ikke individuel.
Anna Akhmatova havde en yderst personlig erfaring med de repressioner, sovjetborgerne blev udsat for under både Lenin og hans efterfølger. Akhmatovas første mand, Nikolaj Stepanovitj Gumiljov, selv en anerkendt digter, blev henrettet i 1921 af det hemmelige politi på grund af sin påståede deltagelse i monarkistiske, antibolsjevikiske aktiviteter, og Akhmatova og deres søn måtte siden da leve som altid mistænkeliggjorte persona non grata’er. Akhmatovas egen digtning havde ikke kunnet udgives siden 1920’erne, og på grund af sit efternavn blev sønnen arresteret og fængslet flere gange i en tid, hvor arresterede og pårørende aldrig kunne vide sig helt sikre på, om de nogensinde ville komme til at se hinanden igen. På baggrund af disse oplevelser, hvis omstændigheder Akhmatova delte med et væld af andre efterladte mødre og koner, skrev hun over en længere periode nærværende digtcyklus. Requiem er ikke fuldstændig autobiografisk, men tager i høj grad udgangspunkt i Akhmatovas egne levede erfaringer (der desværre på det tidspunkt var forholdsvis typiske) og inddrager andres, så slutresultatet bliver et utroligt personligt, men samtidig kollektivt, vidnesbyrd. Ligesom hendes nok mere velkendte forfatterkollega Aleksandr Solzjenitsyn gjorde det, da han skrev sine klassikere om Sovjettiden, fiktionaliserer Akhmatova sit eget liv til en vis grad, iblander det andres historier og skaber et værk, der, med hendes egne ord, er tilegnet dem, der på det tidspunkt delte hendes lod i livet:
Hvor er mine skæbnesøstre henne
Fra de to års helvede på jord?
Hvilke syner gi’r Sibiriens vinter?
Og hvad drømmer de i måneskinnet?
Det er dem, som får mit afskedsord.
Requiem er et vidnesbyrd om smerte, sorg, tab, usikkerhed, savn, vrede og afmagt; et vidnesbyrd om en række oplevelser, vi som læsere forhåbentlig aldrig kommer til at stifte bekendtskab med. Det er en form for horribel hypervirkelighed, som kun en poet af Akhmatovas kaliber ville kunne skabe. Uhyggelig læsning med masser af bibelske referencer til bl.a. Jesu korsfæstelse og den efterladte moder Maria.
Selvom digtcyklussens omdrejningspunkt er en række af tragiske hændelser, er det dog ikke kun død og ødelæggelse – et af bogens absolut stærkeste og smukkeste øjeblikke kan findes i en af de yderst sjældne strofer, hvor de digteriske sorte skyer deles, og håbets solstråler momentvist lukkes ind. Der skal ingen tvivl herske om, at langt størstedelen af samlingens digte vil overvælde læseren i en overflod af elendighed, hvilket netop gør det pågældende – stadig ikke lykkelige, men trods alt mindre præget af tristesse – digt så bevægende. I et sådant mørke kan selv den mindste lyskilde virke overvældende i sin luminescens.
Requiem spiller imidlertid med meget få undtagelser udelukkende på den mørkere ende af følelsesregistret – de allerede nævnte følelser som afsavn, sorg og fortvivlelse – og dette går igen i selve bogens design. Teksten pryder de højre sider, mens de venstre sider konsekvent holdes blanke. Digtene ender hermed med at stå hver for sig, ensomt, men samtidig som små, isolerede dele af et større hele, på samme måde, som man kan forestille sig, at Akhmatova og hendes skæbnesøstre følte sig. Hvert enkelt digt føles som en monolit, en (som forlaget selv kalder det) skamstøtte over de rædsler, de arresterede og deres pårørende måtte gennemgå. En gravsten in memoriam for det potentielle samvær, regimet hensynsløst stjal fra Akhmatova og hendes søn, samt for de liv og eksistensgrundlag, der blev frataget andre i samme ombæring.
Disse poetiske stenstøtter er inddelt i flere kapitler (inkl. både indledning og epilog) i en rækkefølge, der giver bogen sit narrativ. Ligesom klassikere som f.eks. Dantes Den guddommelige komedie og Homers Odyssé er der her ikke tale om blot en samling digteriske strøtanker, men en suite af digte, der fra begyndelse til slutning fortæller sin hjerteskærende historie. De enkelte digte er af vidt forskellige længder – nogle så korte som fire verslinjer, andre på en hel side. Nogle lader til at referere til meget konkrete hændelser, mens andre udforsker en følelse følt eller en tanke tænkt i en rolig stund midt i kaosset. Hvad der holder det hele sammen, er den usvigelige fokus på emnet – der er ingen lyriske svinkeærinder, kun ét tema, der bliver behandlet fra flere forskellige vinkler.
Som oversætter Mette Dalsgaard også selv gør opmærksom på i bogens efterord, så har hun i sin oversættelse primært fokuseret på at respektere digtenes struktur – ende- og krydsrim – frem for nøjagtigt at gengive selve indholdet. Hun har således været villig til at ofre en vis grad af tekstnærhed for at bibeholde den kadence og læsevenlighed, som digtcyklussen har i sin originalform. Der er på ingen måde tale om voldsomme ændringer – et ikkedirekte oversat ord her, to vers, der har byttet plads der – og det samlede resultat er, at Dalsgaard mesterligt balancerer på den knivsæg mellem for meget og for lidt troskab mod kildeteksten, som oversættelse af lyrik altid er. Hendes bevarelse af nogle få russiske termer (med dertilhørende forklaringer sidst i bogen) er ligeledes agtværdig, da de, som hun ganske korrekt selv påpeger, giver digtene den lille snert af russisk-sovjetisk kolorit, der hjælper med at forankre digtsamlingen i både tid og sted. Et eksempel på dette kan ses i et af bogens allerførste digte, hvor man samtidig kan lægge mærke til, at Dalsgaard har valgt at give afkald på endekrydsrimet i første og tredje vers, formodentlig for ikke at gøre for meget vold på originalteksten:
Dødens stjerner stod ubevægelige,
Stakkels Rusland vred sig af skræk
Under blodige støvlehæle
Og de sorte Marusja’ers dæk.
Meget passende optræder disse sorte Marusja’er både i digtcyklussens begyndelse og slutning på en måde, der indikerer, at nok er kilden til Akhmatovas lidelse langt om længe løbet tør, men alene det, at denne kilde overhovedet kunne udspringe til at starte med, er et faktum, der fordømmer det regime, som Lenin lagde fundamentet for, og Stalin senere skulle bygge videre på. Myten om, at stor kunst kun kan skabes gennem stor lidelse som denne, er en usandfærdig død hest, men i dette tilfælde holder den stik – Anna Akhmatova skabte med sin digtcyklus Requiem noget forfærdelig smukt ud af noget forfærdelig tragisk. En samling af digte, der minder læseren om, hvor skrøbeligt livet kan være. Tak til Akhmatova for hendes tragiske, smukke og ikke mindst modige modsvar til dem, der fejt tager andres liv i både bogstavelig og overført betydning. Og tak til Mette Dalsgaard og Forlaget Palomar for at videreformidle dette ustyrligt vigtige – og desværre altid relevante – værk videre til den danske læserskare.