(Lille Egor sidder ude i skoven og lytter til vindens susen i træerne. Han synes, at vinden taler til ham).
– Hvem er du? Hvad fortæller du mig?
Vinden tav, som om den selv i dette øjeblik lyttede til drengen, men så mumlede den igen langsomt videre, mens den bevægede bladene og gentog de forudgående ord.
– Hvem er du? spurgte Egor igen, uden at han kunne se nogen.
Ingen svarede ham længere; vinden gik væk, og bladene faldt i søvn. Egor ventede på, hvad der nu skulle ske, og han så, at aftenen allerede faldt på. Den sene sols gule lys oplyste det gamle efterårsklædte træ, og det blev tristere at leve. Han skulle gå hjem, spise aftensmad og sove i mørket. Men Egor holdt ikke af at sove, han holdt af at leve uden ophør, for at se alt det, der levede uden ham, og han var ked af, at man om natten skulle lukke øjnene, og at stjernerne da lyste alene på himlen, uden at han tog del i det.
Han tog en bille op, som kom krybende hen over græsset på vej hjem til natteleje, og han så ind i dens lille, ubevægelige ansigt, i de mørke, godmodige øjne, der på én gang betragtede både Egor og hele verden.
– Hvem er du? spurgte Egor billen.
Billen svarede ikke, men Egor forstod, at billen vidste noget, som Egor ikke selv vidste, men den lod kun som om, den var lille, og den bevidst var blevet til bille og tav, og den i virkeligheden ikke var en bille, men en helt anden, uvist hvem.
– Du lyver! sagde Egor og vendte billen med maven opad, for at se hvad den var for en.
Billen tav; den bevægede i indædt raseri de hårde ben, idet den forsvarede livet mod mennesket, som den ikke anerkendte. Egor blev forbavset over billens ihærdige vovemod, han kom til at holde af den og blev endnu mere overbevist om, at dette ikke var en bille, men en anden mere vigtig og forstandig.
– Du lyver, du er ikke en bille! sagde Egor hviskende lige op i billens ansigt, mens han begejstret betragtede det. – Du skal ikke lade som om, jeg finder alligevel ud af, hvem du er. Du kan lige så godt sige det nu.
Billen slog ud efter Egor med alle ben og arme på én gang. Så holdt Egor op med at skændes mere med den.
– Næste gang, jeg støder på dig, fortæller jeg heller ikke dig noget. Og han kastede billen op i luften, for at den kunne flyve videre til sine gøremål.
Billen fløj først, men bagefter landede den på jorden og gik videre til fods. Og Egor begyndte pludselig at kede sig uden billen. Han forstod, at han aldrig ville se den igen, og hvis han så den, så ville han ikke genkende den, for der var så mange andre biller i landsbyen. Men denne bille ville leve et eller andet sted, og bagefter ville den dø, og alle ville glemme den, kun Egor ville huske denne ukendte bille.
Et tørt blad faldt ned fra træet. Det var engang vokset op fra jorden sammen med træet, det havde set længe på himmelen, og nu vendte det tilbage fra himmelen til jorden, hjem fra en lang rejse. Der krøb en fugtig orm rundt på bladet, den var mager og bleg.
“Hvem er så det?” Egor var forvirret over ormen. “- Han er uden øjne og uden hoved, hvad tænker han mon på?” Egor tog ormen og bar den med sig hjem.
Aftenen var allerede faldet på; i hytterne tændtes lys, alle folk kom hjem fra markerne for at være sammen, for der var blevet mørkt overalt.
Hjemme gav mor Egor aftensmad, bagefter beordrede hun ham i seng og dækkede for natten hans hoved til med tæppet, for at han ikke skulle blive bange for at sove og ikke høre de skræmmende lyde, som af og til lød midt om natten fra markerne, skovene og slugterne. Egor lå stille under tæppet og åbnede venstre hånd, hvor ormen hele tiden havde befundet sig.
– Hvem er du? spurgte Egor og tog ormen helt tæt til ansigtet.
Ormen blundede, den bevægede sig ikke på den åbne hånd. Den lugtede af flod, frisk jord og græs; den var ikke så stor, men ren og godmodig, den var sikkert endnu blot et barn eller måske allerede en mager gammel mand.
– Hvad lever du for? sagde Egor. – Har du det godt eller ej?
Ormen vendte sig på håndfladen, den fornemmede nat og ønskede fred. Men Egor ville ikke sove: han ville leve lidt mere, lege med en eller anden, han ønskede, at det straks skulle blive morgen uden for vinduerne, så han kunne stå op. Men natten hvilede over gården – endnu blot lige begyndt, lang, ikke til at sove væk; og selv hvis man faldt i søvn, ville man alligevel vågne igen før morgengry, på det forfærdelige tidspunkt, hvor alle sover, både mennesker og græs, og det vågne menneske er alene i verden – ingen ser det, ingen husker det.
Ormen lå i Egors hånd.
– Lad mig blive dig, og du mig, sagde Egor til ormen. – Så ved jeg, hvem du er, og du bliver som mig, du bliver et menneske, så får du det bedre.
Ormen gav ikke lov; den sov formodentlig allerede uden at tænke over, hvem Egor var.
– Jeg er træt af hele tiden at være Egor og kun Egor, sagde drengen for sig selv. – Jeg vil være noget andet. Vågn op, lille orm. Lad os snakke sammen – kom, så tænker du på mig, og jeg på dig …
Moderen hørte drengens samtale og kom hen til ham. Hun sov ikke endnu, men gik om i hytten og gjorde de sidste ting færdige, hun ikke havde nået om dagen.
– Hvorfor sover du ikke, men ligger dér og mumler, dit pjathoved, sagde hun og stak tæppet ind under Egors fødder. – Sov. Ellers vil jernkællingen vandre rundt på markerne i mørket og lede efter dem, der ikke sover, og tage dem med sig.
– Men hvem ér hun, mor? spurgte Egor.
– Hun er af jern, usynlig, hun lever i mørket, skræmmer fra vid og sans, og hun tager hjerterne fra folk. …
– Men hvem er hun?
– Hvem ved, min dreng. Sov nu, sagde moderen. – Du skal ikke være bange for hende, måske er hun slet ingen, en eller anden stakkels gammel kone.
– Men hvor bor hun? ville Egor vide.
– Hun vandrer rundt i kløfterne, leder efter urter, gnaver tørre knogler, og når en eller anden dør, er hun glad, for hun ønsker at være den eneste i verden, og hun lever og lever og venter bare på, at alle skal dø, og så vil hun gå alene rundt, jernkællingen. Nå, men sov nu, hun kommer ikke rundt i gårdene, jeg låser døren …
Moderen gik væk fra sønnen. Egor gemte ormen under puden, for at den dér skulle sove varmt og ikke være være bange for noget.
– Hvem er du, mor? spurgte han.
Men moderen svarede ham ikke. Hun havde besluttet, at Egor ville snakke lidt mere og så falde i søvn, han var jo tilsyneladende allerede døsig.
“Og hvem er jeg?” tænkte Egor og vidste det ikke. “- Jeg er jo også en eller anden. Det kan jo ikke være, at jeg ikke er nogen!”
Der blev stille i hytten. Moderen havde lagt sig og faderen sov allerede. Egor lyttede efter. I gården knirkede flethegnet af og til, når det blev skubbet til af en ahorn, der voksede ved hegnet. Egor havde lagt mærke til, at selv i det mest stille vejr vuggede ahornen en smule, som om den rakte ud efter et eller andet, som om den ville vokse ud så hurtigt som muligt eller flytte sig fra stedet og gå væk, og hegnet knirkede altid på grund af den og klagede over denne uro. Det var sikkert kedeligt at være et træ, det bor på det samme sted.
– Mor, kaldte Egor stille og stak hovedet frem fra tæppet. – Hvad er en ahorn for en?
Men moderen var faldet i søvn, der var ingen, som svarede Egor. Han så ud i mørket. Vinduet, der vendte ud mod hirsemarken, var oplyst af nattens dunkle lys, som om der uden for vinduet stod dybt, ubevægeligt vand. Egor rejste sig halvt op i sengen, idet han tænkte på det, der nu var ved at ske på den mørke mark, på hvem der nu gik dér alene med en ransel med brød til de lange veje. Der går sikkert en eller anden på den forladte vej, som ikke er bange for noget som helst. Hvem er han?
I det fjerne var der en, der sukkede langtrukkent, dernæst stønnede og tav. Egor stirrede ud af vinduet; den mørke jords tidligere lys oplyste ruden, men den forknytte, stønnende lyd gentog sig – enten kørte der en vogn i det fjerne eller også var det jernkællingen, der gik rundt i kløften og pintes over, at menneskene levede og fødtes, og at hun ikke kunne vente på, at hun skulle blive den eneste i verden. “Jeg går ud for at finde ud af det hele”, besluttede Egor. “- Hvad sker der om natten, hvem er jernkællingen?”.
Han tog bukser på og gik udenfor på bare fødder.
Ahornen bevægede grenene, den gjorde sig klar til at gå ud på sin vandring, burrerne gned sig mod hegnet, og koen gumlede i skuret. I gården var der ingen, der sov.
Klare stjerner lyste på himmelen; der var så mange af dem, at de så ud til at være helt tæt på – derfor var der heller ikke mere skrækkeligt under stjernerne om natten, end blandt markens blomster om dagen.
Egor passerede hirsen, gik forbi de blundende, hviskende solsikker og begav sig ad en forladt, glemt vej afsted til kløften.
Kløften var gammel, vandet tærede ikke længere på den, og den var groet til med højt ukrudt og buske. Her samlede gamle mænd og koner grene, og om vinteren flettede de kurve af dem rundt om i hytterne.
Da Egor havde passeret krattene med højt ukrudt og buske og befandt sig på bunden af kløften, så han, at der her var mere stille og mørkt, end oppe på jorden – ikke et græsstrå, ikke et blad bevægede sig her – og han blev bange.
– Stjerner, se på mig, hviskede Egor, – ellers bliver jeg bange for at være alene.
Men fra kløften var kun tre stjerner synlige, og de glimtede mat i de fjerne, bortilende højder, som om de fjernede sig og blegnede dér i mørket.
Egor rørte ved græsset, så på en lille sten, dernæst rystede han med en burre, en som den i gården, og kom sig over skrækken: her var jo ikke farligt, de boede jo alle her og var ikke bange, og han var sammen med dem. Snart bemærkede han en lille grotte, der var gravet ind i kløftens skrænt, for at man kunne grave ler ud af den, og han kravlede derind. Nu havde han lyst til at sove lidt – han var blevet træt af dagens leven og gåen.
“Og når jernkællingen går forbi, kalder jeg på hende”, sagde Egor til sig selv, efter at han havde rullet sig sammen på jorden mod nattens kulde, og han lukkede øjnene.
Der blev helt stille, og alt forstummede, himmelens dække skjulte alle stjernerne, og græsset bøjede sig ned, som om det var dødt.
Der lød en forknyt lyd i denne jordens lavning, nærmest som et klagesuk fra alle døde mennesker. Egor åbnede omgående øjnene, da han hørte denne pinefulde lyd. Over ham bøjede et menneskes mørke krop sig, stor og dunkel af den omgivende mørke nat, på nippet til at blive og til at forsvinde.
– Hvem er du? spurgte Egor. – Er du kællingen?
– Ja, sagde kællingen.
– Og du er af jern?… Jeg har brug for én af jern.
– Hvad skal du med mig? spurgte jernkællingen.
– Jeg vil se dig – hvem er du, hvad vil du? sagde Egor.
– Når du dør, siger jeg det, svarede kællingens stemme.
– Sig det, jeg skal nok dø, indvilgede Egor og tog en klump ler i hånden for at klistre kællingens øjne til med det og få bugt med hende.
– Kom hen til mig, og jeg skal hviske dig det i øret. Og kællingen bevægede sig da for første gang, og igen lød den velkendte, pinefulde, raslende lyd af jern eller udtørrede knoglers knagen. – Kom hen til mig, og jeg skal fortælle dig det, og så dør du. Men du er jo lille, du skal endnu leve længe, og jeg må vente i lang tid på din død. Hav medlidenhed med mig, jeg er en gammel kone.
– Men hvem er du? Sig det, forhørte Egor sig. – Du skal ikke være bange for mig, jeg er ikke bange for dig.
Kællingen bøjede sig mod Egor og begyndte at komme nærmere. Drengen pressede ryggen mod jorden i sin grotte og stirrede med vidt åbne øjne på jernkællingen, der bøjede sig mod ham. Da hun havde bøjet sig helt sammen og var kommet nærmere til ham, og der var blevet mindre mørke mellem dem, råbte Egor:
– Jeg kender dig, jeg kender dig. Jeg har ikke brug for dig, jeg slår dig ihjel! Han kastede en håndfuld ler i hovedet på hende og stivnede så selv og trykkede sig mod jorden.
Men selv stivnet, liggende med hovedet mod jorden, kunne Egor høre kællingens jernstemme:
– Du kender mig ikke, du så ikke rigtig på mig. Og hele dit liv vil jeg vente på din død, og så tager jeg dit liv, fordi du ikke er bange for mig.
“Jeg er nu lidt bange, men bagefter vænner jeg mig til det, og så holder jeg op med at være bange”, tænkte Egor og døsede hen.
Han vågnede ved en velkendt varme, han blev båret af bløde, store hænder, og han spurgte:
– Hvem er du? Er du ikke kællingen?
– Og hvem er du? spurgte hans mor.
Egor åbnede øjnene og kneb dem derpå sammen igen – solens lys oplyste hele landsbyen, ahornen i deres gård og hele jorden. Egor åbnede påny øjnene og så moderens hals, ved hvilken hans hoved hvilede.
– Hvorfor løb du ned i kløften? spurgte moderen. – Vi ledte efter dig i morges, far er taget ud for at arbejde i marken, helt bekymret.
Egor fortalte, at han havde kæmpet med jernkællingen i kløften, og at han ikke nåede at se hendes ansigt, fordi han havde kastet ler på det.
Moderen tænkte sig lidt om, derpå satte hun Egor ned på jorden og så på ham, som på en fremmed.
– Gå på dine egne ben, kriger!.. Det er noget, du har drømt.
– Nej, jeg så hende virkelig, sagde Egor. – Der findes jernkællinger.
– Det kan godt være, at de findes, sagde moderen og førte sønnen hjem.
– Men hvem er hun, mor?
– Jeg ved det ikke, jeg har hørt om hende, men har aldrig selv set hende. Folk siger, at der er vores skæbne eller vores sorg, der går omkring. Når du bliver voksen, finder du selv ud af det.
– Skæbnen, sagde Egor, uden at vide hvad det betød. – Jeg vil vokse lidt mere, og så fanger jeg jernkællingen …
– Fang hende, fang hende, min dreng, sagde moderen. – Nu skræller jeg kartofler til dig og steger dem.
– Godt! indvilgede Egor. – Jeg er blevet sulten, kællinger kan være stærke. Jeg er blevet helt træt på grund af hende.
De gik ind i hyttens forgang. På gulvet i forgangen kravlede den velkendte orm, på vej fra Egors seng hjem til sig selv i jorden. “Kravl væk, stumme orm”, Egor blev vred. “- Sikke noget. Han sagde ikke, hvem han var. Senere finder jeg også ud af det med kællingen. Jeg finder også ud af kællingen – jeg bliver selv til en jernolding!”
Egor stoppede op i forgangen og tænkte efter: “Jeg bliver med vilje til jern for at skræmme kællingen, lad hende bare krepere. Men bagefter er jeg ikke længere af jern – det vil jeg ikke, så er jeg igen en dreng med sin mor”.
Oversat efter Andrej Platonov: Zjeleznaja starukha